Det gamle Volsungekvæde (H. H. II). (Vǫlsungakviþa en forna)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Svensk.gif
Svensk.gif


Den ældre Edda

oversatt av
G. A. Gjessing

Kristiania
1899


Det gamle Volsungekvæde

(Vǫlsungakviþa en forna)
Kvæde om Helge Hundingsbane II.


Kong Sigmund Volsungssøn var gift med Borghild af Braalund. De kaldte sin søn Helge efter Helge Hjorvarssøn. Hagal fostrede Helge. Hunding hed en mægtig konge, efter ham har Hundland faaet navn. Han var en stor hærmand, og havde mange sønner, som laa i hærferd. Ufred og fiendtligheder var der mellem kong Hunding og kong Sigmund og deres folk, begge partar drebte hver den andens frænder.
Kong Sigmund og hans ætmænd hed Volsunger og Ylvinger.
Helge for hemmelig til kong Hundings hird og speidede. Heming, kong Hundings søn, var hjemme. Men da Helge for bort igjen, da traf han en hyrde og kvad:

1.
«Sig du til Heming:
Helge vel mindes,
hvem i brynje
de bolde vog;
ulven graa I
inde havde,
der kong Hunding
Hamal saa kun.»

Hamal hed Hagals søn. Kong Hunding sendte mænd til Hagal for at søge efter Helge, og Helge kunde ikke bjerge sig paa anden maade end, at han log en tjenestekvindes dragt og gik at male. De søgte og fandt ikke Helge. Da kvad Blind den treske:

2.
«Hvast er øiet
hos Hagals tyend,
ei er det karls-æt
ved kvernen staar:
stene kløvner,
kvernbenk revner.

3.
Nu haarden lod
har helten faaet,
der høvding skal
hummel male;
langt den haand dog
høved bedre
sverdehjaltet
end svevens greb.»

Hagal svarede og kvad

4.
«Lidt er at undres,
larmer kvernbenk,
der kongsdatter
kverngreb rører;
skred mer høi hun
end skyer frem
og voved kamp
som vikinger,
før hende Helge
til fange tog;
Sigars og Hognes
søster hun er;
thi har ilskt øie
Ylvings trælkvind.»

Helge slap bort og gik paa hærskib. Han feldte kong Hunding og var siden kaldt Hundingsbane. Han laa med sin hær i Brunavaag og gjorde der strandhugg, og de aad kjødet raat. Hogne hed en konge. Hans datter var Sigrun. Hun blev valkyrje og red veir og vove. Hun var Svaava født paany. Sigrun red til Helges skibe og kvad:

5.
«Hvem la’r fartøi
flyde for skrent,
hvor har, hærmænd!
hjemsted I vel?
hvad bier I paa
i Brunavaag,
hvor tenker I
tog at friste?»

6.
Helge kvad.
«Hamal la’r fartøi
flyde for skrent,
hjemsted har vi
hist paa Lésø,
bier paa bør vi
i Brunavaag,
øster vi tenker
tog at friste.»

7.
Sigrun kvad.
«Hvor har du, høvding!
hærferd fremmet
og Gunn’s søstres
graagjæs næret?
hvi er din brynje
med blod stenket,
hvi skal i rustning
raat kjød tæres?»

8.
Helge kvad.
«Ylvingers ætling
øved af nyt sidst
vester om vove,
vil du det høre:
at bjørn jeg tog
i Bragalund
og ørns yngel
med odd metted.

9.
Nu sagt er, mø!
hvi saa det gik,
hvi brad ei stegt
jeg paa bølge nød.»

10.
Sigrun kvad.
«Drab du melder:
død til jorden
Hunding konge
for Helge sank;
strid bar sammen
og strømmed blod
ad sverdets egg,
der I slegt hevned.»

11.
Helge kvad.
«Hvor vidste du,
at vi det var,
snartenkte mø!
som der slegt hevned?
mange de haarde
høvdingsønner
og ætten vor
ei ulige.»

12.
Sigrun kvad.
«Fylkings fører!
fjernt ei var jeg
igaar ved gry,
da den gjæve faldt;
Sigmunds søn dog
slu jeg kalder,
som dødsbud bær’
i dunkle ord.

13.
Saa jeg dig engang
paa snekker før,
der du bygged
blodstenkte stavn,
og vaadkolde
vover spilled;
nu vil drotten
dølge sig for mig;
men Hognes mø
Helge kjender.»

Granmar hed en mægtig konge, som boede paa Svarinshaug. Han havde mange sønner: Hodbrodd hed en, den anden Gudmund, den tredje Starkad. Hodbrodd var i kongestevne. Han festede sig Sigrun Hognedatter til brud. Men da hun hørte det, da red hun med valkyrjer veir og vove for at søge Helge.
Helge var da ved Logafjelde og havde kjempet med Hundingsønnerne. Der feldte han Alv og Eyolv, Hjorvard og Hervard, men var saare kamptræt og sad under Ørnetind. Der traf Sigrun ham og kastede sig om hans hals og kyssede ham og sagde ham sit ærende saaledes, som det heder i det gamle Volsungekvæde:

14.
Søgte Sigrun
seirglade helt:
Helges haand hun
holdt i sine,
hilsed og kyssed
hjelmdekt fyrste —
da den konge
kjær fik møen.

15.
Sagde, hun elsked
af al sin hug
Sigmunds søn alt,
før hun se ham fik.

16.
«Blev jeg i hærferd
Hodbrodd lovet,
men anden helt
min hug stod til;
frygter jeg, fylker!
dog frænders harm -
brød jo min faders
feireste haab!»

17.
Hognes datter
dulgte ei noget,
kvad Helges hug
have hun maatte.

18.
Helge kvad.
«Hognes harme
haardt dig ei ængste,
ei hadfuldt sind
hos slegten din!
mø, du unge!
med mig skal bo
eier du, ædle!
æt, jeg ei frygter.»

Helge samlede da en stor flaade og fór til Frekasten, men paa havet fik de livsfarligt uveir. Da kom lynild over dem, og straaler stod i skibene. De saa i luften, at ni valkyrjer red, og de kjendte Sigrun. Da log stormen af, og de kom frelste til lands. Granmars sønner sad paa et bjerg, som skibene seilede mod land. Gudmund kastede sig paa en hest og red at speide paa bjerget ved havnen. Da strøg Volsungerne seil. Da kvad Gudmund:

19.
«Hvem er den skjoldung,
skibene styrer,
stridstegn gyldent
i stavn reiser?
Tykkes ei fred mig
i ferdens bryst,
vidt slaar valglands
om vikinger.»

20.
Sinfjotle kvad.
«Her kan Hodbrodd
Helge finde
midt i flaaden
til flugten sen:
han har din æts
odelseie,
Fjorsung-arven
underlagt sig.»

21.
Gudmund kvad.
«Des før skal nu
ved Frekasten
forligs-fæller
fremme sin sag;
tid er for Hodbrodd
hevn at tage,
om lavest lod
vi lenge bar.»

22.
Sinfjotle kvad.
«Før vil du, Gudmund!
gjeder vogte
og bergskorer
bratte klyve,
have i haand dig
hasselkjeppen —
sødere er det dig
end sverdets dom.»

23.
Helge kvad.
«Sinfjotle! dig
sømmer langt mer
kamp at yppe
og ørn glede
end at trætte
med tomme ord,
skjønt høvdinger
hadfuldt strides.

24.
Godt mig ei huer
Granmars sønner,
sømmer dog fyrster
sandt at tale:
merke lod de
paa Moensheim,
de mod til sverd
at svinge har,
kjekke saa vist
de kjemper er.»

Gudmund red hjem med krigsbud. Da samlede Granmarsønnerne hær. Mange konger kom da sammen. Der var Hogne, Sigruns fader, og hans sønner Brage og Dag. Der stod et stort slag, og alle Granmarsønnerne faldt og alle deres høvdinger undtagen Dag Hognesøn, som fik fred og svor Volsungerne ed. Sigrun gik mellem de faldne og fandt Hodbrodd døden nær.

25.
Hun kvad.
«Ei skal Sigrun
fra Sevafjelde,
Hodbrodd konge!
komme i favn;
svundne er Granmars
sønners dage —
tidt faar gygrens
graaføl sig lig!»

Da traf hun Helge og blev saare glad.

26.
Han kvad.
«Ei har i alt du,
ædeldís! held,
noget dog ved jeg
norner volde:
faldt imorges
ved Frekasten
Brage og Hogne —
bane jeg blev dem.

27.
Men ved Styrklev
Starkad konge -
og ved Hlebjorg
Hrollaugs sønner —
ham af helte
jeg haardest saa,
der hovedløs
end hugg hans krop.

28.
Aller fleste
frænder dine
ligger strakte
som lig til jord;
hugg du ei hindred,
havde den lod du,
at for stormænd
til strid du var.»

Da græd Sigrun.

29.
Helge kvad.
«Klag ei, Sigrun!
kampmø du var os,
mod skjebne ei skjoldu staar.»

Sigrun kvad.
«Vakte til liv jeg
vaabenfeldte,
fandt i din favn jeg dog ly.»

Helge ægtede Sigrun, og de fik sønner. Helge blev ikke gammel. Dag Hognesøn blotede til Oden for at faa faderhevn. Oden laante Dag sit spyd. Dag traf Helge, sin maag, ved Fjotorlund. Han gjennembored Helge med spydet. Der faldt Helge; men Dag red til Sevafjelde og bragte Sigrun tidende:

30.
«Nødig jeg, søster!
sorg dig melder,
tvungen dig kjære
taarer jeg voldte:
faldt i morges
ved Fjotorlund
Budlung baaren
bedst her paa jord;
satte sin fod han
paa fyrsters hals.»

31.
Sigrun kvad.
«Gid dig alle
de eder slog,
dem du Helge
høit har svoret
ved det lyse
Leiptr-elvens vand
og ved vovens
vaadkolde sten.

32.
Skride det skib ei,
som skrider med dig,
staar end efter
en ønske-bør!
rende den hest ei,
som render med dig,
skal du dig frelse
for fjender end!

33.
Bide det sverd ei,
som svinges af dig,
uden dig selv det
synger om hoved!
Da hevn dig traf
for Helges død,
om varg du var
i vilden skog
med savn af gods
og gammen alt —
fandt ei føde,
fyldte ei lig dig!»

34.
Dag kvad.
«Fra sind og sands
du, søster! er,
der du uferd
ønsker din broder;
Oden ene
ondt alt volder —
bar mellem frænder
feidens runer.

35.
Broder dig byder
bauge røde,
alt Vandelsvé
og Vígdale;
tag boet halvt
til bod for sorg,
sølvsmykte brud!
med sønner du.»

36.
Sigrun kvad.
«Sidder saa sæl ei
paa Sevafjeld jeg
ei gry ei kveld,
at jeg glad lever,
slaar der ei glands
om den gjæves ferd,
og Vígblær hid
mig helten bær,
guldbidselvant,
til gjensyns fryd.

37.
Saa havde Helge
hugrædde gjort
fjender sine
med frændeflok,
som for vargen
vidskræm te fór
gjeder fra fjeld
gruopfyldte.

38.
Saa vandt Helge
paa høvdinger
som ædelskudt
ask mod tjørn
eller dyrkalv
af duggen vaad,
som rager op
over alt det vildt -
høit mod himlen
dens horn pranger.

Haug blev gjort efter Helge. Men da han kom til Valhal, da bød Oden ham at raade for alt sammen med sig.

39.
Helge kvad.
«Du skal, Hunding!
her hver en mand
fødder tvætte
og tende op ild,
hunde binde,
heste vogte,
svin give sodd,
før du sove gaar.»

Sigruns terne gik om aftenen ved Helges haug og saa at Helge red til haugen med mange mænd.

40.
Ternen kvad.
«Er det kun syner,
hvad se jeg tror,
eller Ragnarøk?
— rider der døde,
der I hugger
hest med sporer —
eller er helte
hjemlov forundt?»

41.
Helge kvad.
«Ei er det syner,
hvad se du tror,
ei alts ende,
om os du ser,
om vi hugger
hest med sporer;
heller er helte
hjemlov forundt.»

Ternen gik hjem og sagde til Sigrun:

42.
«Ud gak Sigrun
fra Sevafjelde!
om folkets vern
du finde vil;
haug er oplukket,
Helge er kommen,
kampspor bløder,
kongen bad dig,
saarets strøm du
stille vilde.»

Sigrun gik i haugen til Helge og kvad:

43.
«Nu ved vort gjensyn
saa glad jeg er,
som Odens høge
hungerpinte,
veirer de valens
varme bytte
og duggblanke
daggry skuer.

44.
Livløs konge
kysse vil jeg,
før du blodig
brynje kaster;
sprengt er, Helge!
dit haar med rim,
vaad er drotten
af valens dugg,
Hognes maag er
hænder klamme:
hvor kan jeg, Budlung!
bøde din kval?»

45.
Helge kvad.
«Ene du, Sigrun
fra Sevafjelde!
volder, at Helge
er vaad af blod:
græder, brud! du
bitre taarer,
sydens sol mø!
før du sove gaar;
blodig hver falder
fyrsten paa bryst,
knugende, klam,
kummer-tynget.

46.
Drikke vi trøstig
den dyre most,
fattes os end
fryd og lande;
sørge-sang ei
synge nogen,
ser han end mig
saar paa brystet:
nu er kvinder
komne i haugen,
heltedøtre
hos henfarne.»

Sigrun redte seng i haugen:

47.
«Leie jeg, Helge!
her har redt dig,
Ylvingers frænde!
saa fredeligt;
vil i din favn jeg,
fyrste! sovne,
som før din død
jeg, drot! det fik.»

48.
Helge kvad.
«Utenkt nu jeg
intet ved mig
sent eller tidlig
ved Sevafjelde
der i den faldnes
favn du sover,
lys, i haugen,
Hognes datter!
karsk, i live,
kongebaarne!

49.
Tid er at ride
rødnende vei,
lade folen bleg
fare under sky;
vester skal jeg
om «vindhjelm’s» bro,
før Salgovne
seirflok vekker.»

Helge og hans følge red sin vei; men kvinderne fór hjem til gaarden. Næste aften lod Sigrun ternen holde vagt ved haugen. Men da Sigrun ved aftentid kom til haugen, kvad hun:

50.
«Kommen var nu han,
om komme tenkte
Sigmunds arving
fra Odens sal;
om helten hid
haab nu blegner,
der ørn dveler
paa askegren,
folk i følge
flokkes til drømthing.

51.
Vær ei saa vovsom,
vanke ene,
drottens datter!
til dødninghjem,
mere magter
i mulm alle
dødes gjenferd
end i dagsens lys.»

Kort blev Sigruns liv for sorg og gremmelse. Der var den tro i hedningetid, at folk blev fødte paany; men det er nu kaldt kjerlingsnak. Helge og Sigrun, er det sagt, blev fødte paany. Han hed da Helge Haddingjeskate, og hun Kaara Halvdansdatter, saaledes som det er kvædet i Kaarukvad, og var hun valkyrje.




Noter
1): hvem i brynje etc. ɔ: at Helge vel mindes, at det var hans fader, hvem de bolde (Hunding og hans mænd) feldte i kamp. Jvf. B. Hd. p. 90 om sammensmeltningen af Helgesagnet og Sigurdsagnet. «Hamal» jvf. B. Hd. 168.
Vols. s. c. 11. lader Sigmund langt senere falde i kamp mod Lynge Hundingssøn Jvf. stykket «Om Sinfjotles død».
2): karls-æt ɔ: bondeæt jvf. Rigssagn: str. 21&25.
3): hummel ɔ: bygg. Iv. Aas. — textens «valbygg»: Iv. Aas. «bygg med to-radede ax». Svaava ɔ: Helge Hjorvardssøns brud jvf. Kvæde om Helge Hjørvardssøn.
7): «Gunn», navn paa en valkyrje. Gunn’s søstres graagjæs ɔ: valkyrjens vildfugle (ravnene).
19-24): ang. textordningen se Bugges udg. pag 201. Anmerkn.
20): Fjorsungarven. Jvf. B. Hd. 108 & 154.
21): forligs-fæler ɔ: Helges og Hodbrodd’s slegter, der tidligere havde sluttet et forlig,hvorefter Hodbrodd’s slegt var den underlegne — derfor ønsker Gudmund nu kamp. B. Hd. 155.
25): gygrens graaføl ɔ: ulveflokken.
31): Leiptr, mythisk elvenavn. Gr. ord 28.
36): Vígblær, hestenavn.
49): Vindhjelm: ɔ: himlen. Salgovne: hane i Valhal.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.