Helge Hundingsbane II (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Svensk.gif
Svensk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Andet Qvad om Helge Hundingsbane


[Synes mest at bestaa af Brudstykker af et ældgammelt Digt kaldet det gamle Qvad om VolsungerneVolsúngaqvida in forna — med prosaiske Tillæg i de tabte Strophers Sted. En Deel af dets Indhold fortælles prosaisk i Volsunga-Saga. See ellers den st. Udg. II, 85-116 911-14 og Saga- Bibl. II, 43 o. f. 49 o. f.]  


— — —


OM VOLSUNGERNE Kong Sigmund Volsungssön ægtede Borghilde af Braalund; de gave deres Sön Navn af Helge efter Helge Hjorvardsön. Hagal opfostrede Helge. Kong Hunding var en vældig Konge; Hundland nævnes saaledes efter ham. Han var en stor Hærförer og havde mange Sönner som vare ude paa Krigstog. Mellem Kong Hunding og Kong Sigmund herskede Ufred og Fejde, saa at de vexelvis dræbte hinandens Frænder. Kong Sigmund og hans Slægtninge kaldtes Volsunger og Ylfinger. Helge tog hjemme fra og udspejdede lönlig Kong Hundings Hof; dennes Sön Heming var hjemme. Da Helge tog bort traf han en Hyrdedreng og sagde:  


1. "Sig du Heming
At Helge mindes[1]
Hvem i Brynie
Mændene fælded —
Ham, som Ulven graa,
Havde I inde,
Da Kong Hunding ham
Hamal være troede."


Hamal hed Hagals Sön. Kong Hunding sendte Mænd til Hagal for at opsöge Helge — men Helge kunde ikke undkomme paa anden Maade, end at han tog en Trælqvindes Klæder og gav sig til at male Korn. De sögte efter Helge og fandt ham ikke. Da sagde Blind Bolvise:[2] 


2. "Skarpe Öjne har
Hagals Trælqvinde,
Usel Bondeslægt
Ej ved Qværnen stander.
Möllestene revne,
Möllen rystet bæver;
Her haarde Kaar
Over Helten kom,
Naar en Konning
Byg[3] skal male;
Vist den Haand
Heller sömmed
Hjeltet end
Qværnestaven."


HAGAL svarede og sang:

3. "Det er ej Under
At Möllen runger,
Da en Kongemöe
Qværnestaven rörer.
Hun flaned over
Höjen Sky,
Voved at fægte
Som Vikinger,
För hun af Helge
Hæftet blev.
Söster hun er
Til Sigar og Högne,
Derfor Ylfing-Pigen
Fik saa skarpt et Blik."


Helge undkom og drog bort paa Krigsskibe. Han fælded Kong Hunding og blev siden kaldet Helge Hundingsbane. Han laa med sin Hær i Brunevaag,[4] hvor de gjorde Strandhug[5] og spiste raat. Högne hed en Konge; hans Sigrun var en Valkyrie og red over Luft og Hav. Hun var den gjenfödte Svava. Sigrun red til Helges Skibe og sagde:  


4. "Hvo lader flyde
Flaaden ved Strand?
Hvor er eders
Hjem I Krigens Mænd!
Hvorfor bier I
I Brunevaag?
Hvorhen lyster eder
Reisen at pröve?"


5. HELG. "Hamal lader fllaaden
Flyde ved Strand —
Vores Hjem
Paa Læssöe er —
Efter Bör[6] vi bie
I Brunevaag
Österpaa os lyster
Reisen at pröve."—

 

6. SIGR. "Hvor har du Helge!
Hilde[7] vakt,
Eller Krigens Söstres[8]
Fugle mættet?
Hvi er din Brynie
Blodbestænkt?
Hvi skulle Hjelmbærere
Raat Kjöd nyde?"

 

7. HELG. "Sidst det nys udretted
Ylfingers Sön,
Vesten for Havet,
Hvis vide du lyster;
At jeg Björne fanged
I Brages Lund[9]
Og Örnens Slægt
Med Vaaben mætted —
Nu jeg dig sagde
Stridens Ophav,
Hvorfor lidet stegt
Vi paa Havet nyde."

 

8. SIGR. "Et Drab du forkynder;
For Helge vist maatte
Konning Hunding
Segne til Jorden.
Strid mödte Strid
Da Frænder I hævned
Og paa Sværdets Egge
Blodet strömmed."

 

9. HELG. "Hveden vidste du[10]
Hvo de vare,
Vishjertede Mö!
Som Frænder hævned.
Mange tappre
Krigersönner
Heftig fjendske ere
Mod vor Slægt."

 

10. SIGR. "Ej var jeg fjærnt,
Hærens Anförer!
Fra mangen Fyrstes
Endeligt. —
Listig dog Sigmunds
Sön jeg kalder,
Naar han i Val-Runer[11]
Drab forkynder.

 

11. För jeg saa en Stund
Dig paa Langskibe,
Hvor du besatte
Blodig Stavn,
Og de havkolde
Bölger legte;
Nu vil sig Kongen
Skjule for mig,
Men Högnes
Ham vel kjender."—


Granmar hed en mægtig Konge som boede paa Svarinshöj. Han havde mange Sönner; en hed Hodbrod, den anden Godmund, den tredie Starkad. Hodbrod reiste til Kongestævne, hvor han fæstede Sigrun, Högnes Datter; — men da hun fik det at vide, red hun bort med Valkyrier over Luft og Hav for at opsöge Helge. Da var Helge ved Luefielde og havde holdt et Slag med Hundings Sönner, hvor han fældede Alf, Ejulf, Hervard og Hjorvard; blev heel modig af Striden og satte sig ned under Arestenen.[12] Der traf Sigrun ham, löb ham om Halsen, kyssed ham og sagde ham sit Ærende, som det fortælles i det gamle Qvad om Volsungerne:


12. Sigrun den glade
Fyrste besögte;
Hun Helges Haand
Hentede selv,
Kyste og hilste
Hjelmprydede Konning. —
Da vendtes Heltens
Hu til Qvinden;
Hun sagde sig för
Elsket have
Sigmunds Sön
End see hun ham fik.


13. "Hodbrod i Gildet[13]
Lovet jeg blev,
Men en anden Konge
Ægte jeg vilde;
Dog frygter jeg Fyrste! .
Frænders Vrede;
Min Faders Villie[14]
Har jeg brudt."


14. Ej mod sin Tanke
Talte Högnes Mö,
Helges Yndest hun sagde
Sig have skulde.


15. HELG. "Ikke du ræddes
Högnes Vrede
Eller dine Frænders
Onde Sind!
Du skal unge Mö!
For mig leve —
Mig mistænkelig
Er (dog) din Slægt du Gode!"


Helge samlede da en stor Flaade og drog til Frekasteen. Paa Havet fik de en rædsom og farefuld Storm. Da omgaves de af Lyn, hvorfra Straaler gik ud over Skibene, og saa ni Valkyrier ridende gjennem Luften, hvoriblandt de kjendte Sigrun. Da sagtnedes Stormen, og de kom uskadte til Land. Granmars Sönner sade paa et Bjerg, da Skibene sejlede til Landet. Godmund sprang paa sin Hest, og red, for at speide, ud paa Klinten som laa ved Havnen. Da nedlode Volsungerne Sejlene og Godmund sagde hvad der for er skrevet i Qvadet om Helge:


16. "Hvo er den Fyrste
Som for Flaaden raader,
Da en tallös Hær
Hid til Land han förer?"


Sinfiötle Sigmundsson svarte ham, og det er ligeledes optegnet.[15] Dette sang Gudmund Granmarssön:


17. "Hvo er den Fyrste
Som Flaaden styrer
Og gylden Krigsfane
Paa Stavnen lader vaje?
Skjönne Bannere skues
I Togets Spidse,
Omkring Vikinger
Vaabenluen[16] flammer."


SINFIÖTLE svarte:

18. "Her kan Hodbrod
Helge kjende,
Skyende Flugt,
I Flaadens Midte.
Han har din Æts
Ejendom,
Fiskes Arv,[17]
Sig underlagt.
Des för[18] skulle vi
Ved Frekasteen
Forligte sammen
Om Sagerne dömme."


GODMUND til sin Broder:

19. "Tid er det Hodbrod!
Hævn at udöve,
Hvis os Lykken
Længe nedtrykte."[19]


20. SINF. "För skal du Godmund!
Geder bevogte,
Og klavre over Klippers
Klöfter stejle,
Have i din Haand
En Hesselkjölle;
Kjærere[20] mon det dig
End Klingens Domme." —


21. 22. [Helges Tale til Sinfiötle i næstforegaaende Digts Str. 44, 45 med dette Tillæg om Granmars Sönner:
Herlige de
Helte ere].


Godmund red hjem med Krigssagnet. Da sammendroge Granmars Sönner en Hær, og til den stödte mange Konger. Der var Högne, Sigruns Fader, med hans Sönner Brage og Dag. Der holdtes et stort Slag, hvor alle Granmars Sönner faldt med alle deres Hövdinger, undtagen Dag Högnesön, som blev taget i Fred og aflagde Eed til Volsungerne.Sigrun gik blandt de Slagne og traf Hodbrod som var nær ved at döe. Hun sagde:


23. "Ej skal Sigrun
Fra Sevafield,[21]
Konning Hodbrod!
Dig omfavne —
Dit Liv er forbi —
Tit Öxens Klo
Rækker Granmars
Sönners Hoved!"


Da mödte hun Helge og blev meget glad.


HELGE sagde:
24. "Ej al Lykke dig
Alvise! blev givet,
Noget vist, jeg siger,
Nornerne volde. —
I Morges faldt
Ved Frekasteen
Brage og Högne,
Begge jeg dem fældet. —


25. Ved Styrkleife segned
Starkad, den Konning;
Men ved Hlebjerge
Hrollaugs Sönner.
Den Hövding saa jeg
I SInd grummest,
Hvis Krop end sloges
Da Hovedet var borte. —


26. Fleste af dine
Frænder ligge
Vordne til Lig
Paa Marken udstrakte,
Ej Drab du begik,
Dog blev dig beskikket
At Feide du voldte
Blandt vældige Mænd."


Da græd Sigrun. Han sagde:


27. "Lad Sigrun! dig tröste,
Du blev os en Hilde;[22]
Ej Konger mod Skjæbnen formaa!
Liv jeg nu vilde
Tilönske de Döde
Kunde jeg dog i Favn dig fatte!"[23]


Helge fik Sigrun. og de avlede Sönner. Han blev ikke gammel. Dag Högnesön oflrede til Odin for Faderhævn. Odin laante Dag sin Landse. Dag traf Helge sin Svoger paa et Sted som kaldes Fjætterlund. Han gjennemborede Helge med Landsen — og red efter hans Fald til Sevafield hvor han sagde Sigrun Tidender:


28. "Nödig vil jeg Söster!
Sorg dig fortælle,
Kun tvungen jeg Qvinden
Har bedrövet —
I Morges faldt
Under Fjætterlund
Den Konning som var
I Verden best
Og som Heltes
Hals nedböjed."


29. SIGR. "Dig skulle alle
Ede ramme
Som du Helge
Soret har
Ved det lyse
Lynets[24] Vand
Og ved Havets
Kolde[25] Steen.


30. Ej glide det Skib
Hvorpaa du skal fare,
Skjönt önskelig Vind
Efter fölger!
Ej löbe den Hest
Hvorpaa du skal ride,
Om end for Fiender
Flygte du skulde!


31. Ej bide det Sværd
Som drage du skal,
Undtagen det klinger
Mod dit eget Hoved!
Da blev paa dig hævnet
Helges Död,
Hvis du var en Ulv
Ude i Skove,
Gods og alskens
Glæde berövet,
Maatte Foden af
Aadsler hente."


32. DAG. "Rasende er du Söster!
Og afsindig,
At du forbander
Egen Broder.
Odin ene alt
Det Onde volder,
Da han blandt Svogre
Stridsruner ypped.[26]


33. Dig din Broder byder
Gyldne Smykker,
Hele Vandils Herred
Og Vigdale.[27]
Hav med dine Sönner
Det halve Land
Din Harm til Bod,
Ringprydede Qvinde!"
[SIGRUNS Klage]:
34. "Ej sidder jeg saa salig
Ved Sevafield
Morgen eller Qvæld
At Livet jeg ynder,
Uden Kongens Glands
Over Folket glimter
Og Fyrsten hid iler
Paa luftige Ganger
Til Guldbidsel vant —
At glad jeg ham modtager.


35. Saa Helge alt
Havde forfærdet
Sine Fiender alle
Deres Frænder med;
Som for grumme Ulv
En Gede-hjord
Löb af Fjeldet ned
Forskrækket og ör.


36. Saa Helge saaes
I Heltes Forsamling
Som den herlig skabte
Ask blandt Tjörne
Eller unge Hjort
Dugomslynget,
Vældigere end
Alle Skovens Dyr,
Hvis Horn glimre Mod Himlen selv."—


En Höj blev opkastet efter Helge, men da han kom til Valhall tilböd Odin ham at raade over alt tilige med sig.


HELGE sang:
37. "Du skal Hunding!
Hver en Mand
Fodbad lave,
Flammen nære,
Hunde binde,
Heste vogte,
Give Svin Æde
För til Sövn du gaaer."


En Aften gik Sigruns Terne[28] forbi Helges Höj, og saa at han red til Höjen med mange Mænd. Ternen sang:


38. "Er det Blændværk blot
Jeg tykkes at see
Eller Guders Skumring?
Ride döde Mænd
Hvor I eders Heste
Frem med Sporer jager?
Eller fik Helte
Til Hjemreise Lov?"


HELGES Gjenfærd:

39. "Ej er det Blændværk blot
Du tykkes at see
Eller Guders Skumring
Om os du end skuer,
Og vi vore Heste
Frem med Sporer jage,
Ej fik heller Helte
Til Hjemreise Lov."


Ternen gik hjem og sagde til Sigrun:


40. "Ud gak du Sigrun
Fra Sevafield.
Hvis Folkets Anförer
Finde du vil.
Höjen op er lukket,
Helge er kommen,
Vunder ham blöde;
Konningen bad
At du Saardraaber
Stille vilde."


Sigrun gik ind i Höjen til Helge og sang:


41. "Nu er jeg saa glad
Af vort Möde
Som rovgjerrige
Odins Höge,
Naar sig varme Brade
De vide beredte,
Eller dugbestænkte
Dagens Bryn[29] de skue.[30]


42. Livlös Konning för
Jeg kysse vil
End du blodig
Brynie kaster.
Helge! af Dödssveden[31]
Svulmer dit Haar,
Heltens hele Krop
Stridens Dug har badet;
Högnes Frænde har
Hænder vandkolde —
Hvor skal jeg dig Konge!
Raade Bod paa sligt?"


HELGES Gjenfærd:

43. "Ene volder du Sigrun!
Fra Sevafield,
At Helge bades
Af Sorgens Dug.
Du græder Guldsmykkede!
Grusomme Taarer,
Solklar Söndens Datter!
För til Sövn du gaaer;
Hver en blodig Taare
Faldt paa Kongens Bryst
Iskold, indtrængende,[32]
Svulmet af Harm.[33]


44. Vel skulle vi nyde
Herligste Drik,
Skjönt vi Liv og Lande
Mistet have.
Sörgesange ej
Synge nogen Mand,
Skjönt paa mit Bryst
Vunder han skuer —
Nu ere skjulte
Qvinder i Höj,
Konningers Söstre,
Hos os Döde."


Sigrun redte en Seng i Höjen og sagde:


45. "Her har jeg dig Helge!
Hvile beredt,
Roligt Leje
For Ylfingers Sön.
Jeg vil i din Favn
Fyrste indsove,
Som fordum da
Min Helt var i live."


HELGES Gjenfærd:

46. Nu siger jeg intet,
Utroligt være
Seent eller tidlig
Ved Sevafjeld,
Naar i en Dödnings
Arme du sover
Hvid i Höjen
Högnes Datter
Dog selv i Live
Du Konningbaarne! —


47. Tid er det at ride
Ad rödmende Veje,[34]
Lade blege Ganger
Luftstien træde;[35]
Over Himlens Broer
Vesten maa jeg række[36]
Förend Salens Hane
Sejerhelte[37] vækker."


Helge og hans Fölge rede deres Vej, men Qvinderne gik hjem til Byen. Den anden Aften Sigrun sin Terne holde Vagt paa Höjen, men da Sigrun kom til Höjen, ved Dagens Ende,[38] sagde hun:


48. "Vist var nu kommen
Hvis han komme vilde,
Sigmunds Sön
Fra Odins Sale;
Om Heltenes Komme
Haabet aftager
Naar paa Askens Grene
Örnene sidde,
Og til Drömmes Stævne
Hele Folket stimler."


TERNEN sagde:

49. "Vær ej saa afsindig
Ene at gaa,
Skjoldungers Söster!
Til Dödningers[39] Vaaning.
Alle Gjenfærd[40] vorde
Ved Nattetide
Stærkere Qvinde!
End i lyse Dage."


Sigruns Liv forkortedes ved Sorg og Savn. I Oldtiden troede man at Mennesker bleve gjenfödte; det kalder man nu Kjællinge-Galskab.[41] Man sagde at Helge og Sigrun bleve födte paa ny, da han hed Helge, kaldet Haddingernes Skade, men hun Kara, Haldans Datter, efter hvad der siges i Kara's Sang,[42] og hun var en Valkyrie.




Noter:

  1. El. At det monne være Helge.
  2. ɔ: Ondtspaaende, Harmvoldende, trædsk til det Onde. Herfra formodentlig Saxos Bolvise.
  3. I Orig. Val-Byg, maaske stort Byg eller Byggryn.
  4. Maaske ved Brunby og Kullen.
  5. ɔ: slagtede Qvæg til Föde.
  6. Med-Bör, god Vind.
  7. ɔ: Krigen
  8. Valkyriernes.
  9. Andre: Braalund (her maaske det rigtige).
  10. El. Hvi taler du saa forvirret (villir f. vissir) om dem o.s.v.
  11. Gaadefnlde, hemmelige Döds- eller Krigs-Taler.
  12. See det næstforegaaende Digt Str. 13-19.
  13. El. i Hæren, Forsamlingen.
  14. Ord eller Beslutning, Forsæt.
  15. Her indskyder den svenske Udgave, i Fölge Sammenhængen de fölgende Stropher, som i Cod. Reg. anföres fra Str. 22 til 27 (efter den rhapsodiske Maade hvorpaa Eddadigtene först ere optegnede fra mundtlig Recitation).
  16. El. Krigsluen.
  17. Nemlig Havet. Mærkeligt er det da at Saxo siger om sin Helge Hundingsbane at han blev kaldt Havets Konge (rex maris).
  18. El. des mindre (firr for fvrr eller fyrr).
  19. E. O. Hvis lavere Lod Længe vi bare.
  20. E.O. blidere.
  21. Formodentlig det bekjendte Sevafield i Vestergothland.
  22. Kampvækkerinde, Krigsgudinde.
  23. Denne Strophe er af et forskjelligt Versemaal og synes at tilhöre et andet Digt hvoraf intet mere er tilbage.
  24. El. ved Leiptur (en af Underverdenens Floder).
  25. El. vandkolde, regnkolde, overskyllede.
  26. El. spredte anklagende eller strid voldende Taler (eller Tanker) mellem Svogrene.
  27. Maaske Vandils Syssel, ɔ: Vendsyssel, hvor der för vare mange Steder hvis Navne begyndte med Vig.
  28. Eller Trællinde.
  29. ɔ: Daggryet.
  30. Eller: Som naar Duggens Farver oplyses af Morgenröden.
  31. (helo) eller af Rimfrost (hélo)
  32. El. indfaldet, da de to sidste Linier maa forstaaes om Helges Bryst.
  33. At Efterlevendes Sorg smertede de Afdöde er en ældgammel Overtro.
  34. ɔ: Morgenrödens Veje.
  35. E. O. Flyvestien.
  36. E.O. jeg maa være Vesten for Himlens Broer (el. Veje, maaske Regnbuen og Melkevejen).
  37. E.O. Sejerfolk (de Salige i Valhall).
  38. ɔ: sidste Glimt.
  39. E.O. Gjenfærds, Gjengangeres.
  40. E.O. döde Fiender (fiendtlige Aander).
  41. El. Vildfarelse, Kjætterie.
  42. Dette Digt er for længst tabt, men noget af Indholdet fortælles i Hromund Greipsöns Saga (blandt Björners Kämpedåter, 6te og 7de Kap.) Deraf har la Motte Fouqvé taget Stoffet til sit Heltespil: Helge der Haddingenheld.