Fortale (Flateyjarbók)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


For at alle norrøne tegn som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen OldNordicTimes installert på din PC eller Mac. OldNordicTimes skal lagres i Fonts i Windows eller installeres i fontboken i Mac OS.


Flateyjarbók


Fortale


I disse Forord til Flateyjarbók bliver at omtale Bogens Alder, dens Eiere og Skjebne i Tidernes Løb, forsaavidt dette kan oplyses, dens Indhold, Afskrivernes Behandling af sin Text og deres vigtigste orthographiske Egenheder, og tilsidst selve Udgavens Beskafenhed og Tilbliven.

Det har været den almindelige Mening, at Flateyjarbók er skreven mellem Aarene 1387 og 1394, og denne Mening har støttet sig til Ytringerne I. S. 28: hann (Ólafr Hákonarson) var þá konungr, er sjá bók var skrifuð, þá var liðit frá higatburð várs herra Jesu Cristi mccclxxx ok vii ár (d. e. 1387), og dertil at Annalerne slutte med Aaret 1394. Dog ved nærmere Betragtning vil dette vise sig ikke at være ganske saaledes.

Ved Slutningen af Eirik Vidførles Saga I. S. 3532 heder det: því setti sá þetta ævintýr fyrst i þessa bók, er hana skrifaði, en Ytring som lader noget underlig, da denne Saga ikke nu udgjør Bogens Begyndelse. Dette har dog oprindelig været Tilfældet. Undersøger man nemlig, hvorledes Arkene ligge i Haandskriftet, opdager man, at Eiriks Saga begynder paa den indre Side af første Blad i et Læg eller Ark, hvis første Side er ladet ubeskreven, noget som hyppig finder Sted i gamle haandskrevne Bøger, da denne Side udsættes for Smuds og Slid, og Skriften altsaa her let kan tage Skade. Herefter følge i fulde Ark, 8 Blade i hvert, Olafs Sagaerne, Sverres Saga o. s. v. og de forskjellige Episoder og Smaafortællinger, som havdes ved Haanden, bleve knyttede ind, hver paa sit Sted, og tilsidst kom da Annalerne, til hvis videre Fortsættelse der bleve levnede rene Blade bag i Bogen. Sandsynligvis kom de Digte og Episoder, som nu udgjøre Haandskriftets Begyndelse, Afskriverne først i Hænde, efterat Bogen var færdigskreven. Da disse nu ikke kunde indsættes ved Enden af Bogen, thi her vare Annalerne og deres Fortsættelse til Hinder, saa greb den ene Afskriver, Præsten Magnus Thorhallsson, til den Udvei, at han tilføiede to Blade foran i Bogen, hvorved altsaa Ytringen af Præsten Jon Thordarson, den anden Afskriver, at Eirik Vidførles Saga var stillet i Spidsen af Bogen, blev urigtig. Disse to Blade bleve nu fuldskrevne og ligeledes Smudssiden paa det oprindelig første Læg i Bogen, og for at faa Plads paa denne sidste har Skriveren maattet anbringe fire eller fem Linier mere paa denne Side end paa de øvrige, en Uregelmæssighed de gamle Afskrivere gjerne søgte at undgaa, og noget som heller ikke her vilde have fundet Sted, dersom den følgende Side ikke før havde været optagen.

Ligesom Titelbladet paa en trykt Bog i Regelen angiver, naar Bogen er sluttet, men lader usagt, naar den blev paabegyndt, saaledes er det i denne Bog med det I. S. 2816 omtalte Aarstal 1387; det viser, at Bogen da var færdig, naar man undtager de faa Annaler, som staa sidst, og der er endog Sandsynlighed for, at den har været færdig for en stor Del ikke saa faa Aar før denne Tid. De sidste fjorten Aar, om ikke flere, af Annalerne ere skrevne lidt efter lidt, alt eftersom der frembød sig noget for Afskriveren, hvilket kan sees deraf, at han har levnet aabent Rum i Haandskriftet, nogle Aar udførte, andre ikke, og i Forveien sat Aarenes Gyldental i Randen, for senere hen at udfylde Hullerne, naar han fik noget at skrive. Ved foregaaende Aar har han derimod skrevet alt fortløbende uden nogen Afbrydelse. Ved Aaret 1380 (III, 57033) findes disse Ord: ok nú er Cristz ár mccclxxx. Heraf slutte vi, at dette Aar har Bogen været færdigskreven hertil.

I Løbet af de følgende 7 Aar har man da faaet fat paa de Digte og Afsnit, som Præsten Magnus har indsat foran i Bogen Aaret 1387. Maaske har han Tid efter anden udført dette, thi det sidste Capitel (I, 28) med Overskrift Hvarf Ólafs Hákonarsonar kan først være skrevet Aar 1388, da det strax i Begyndelsen heder: „Aaret efter det føromtalte Aar (ári síðar en fyrr segir, I, 2811) forsvandt Kong Olaf Haakonson.“ Kong Olaf døde i Augustmaaned 1387 i Danmark, og Efterretningen herom kan først være kommen til Island næste Vaar eller Sommer, hvorfor hans Død formodentlig af Magnus er henført til dette Aar. Man kan derfor slutte, at Flateyjarbók, hvad dens væsentligste Indhold angaar, allerede var færdig 1380, men naar den paabegyndtes (d. e. naar Jon Thordarson begyndte at skrive Eirik Vidførles Saga), derom har man ingen Oplysning. Rimeligvis er den skreven mellem Aarene 1370-1380, og de første Blade 7 Aar senere.


____________


Flateyjarbók var blandt de Skindbøger, Thormod Torfæus bragte med sig fra Island 1662 som Gave fra Biskop Brynjolf Sveinsson til Kong Frederik den Tredie, og tilhører saaledes nu det Kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn, hvor den findes som Nr. 1005 Folio i den gamle kongelige Samling.[1] Biskop Brynjolf havde selv faaet den til Foræring af Bonden Jon Finnson paa Flatø i Bredefjorden (Flatey á Breiðafirði), og Bogen havde været et Arvestykke i hans Slægt, hvilket godtgjøres ved følgende Antegnelse af Jon selv foran i Bogen:

Þessa Bok a eg Jon Finnson ad giIf mijns säluga fIdur fodurs Jons Biarnssonar suo sem bevisingar til finnast skulu, enn var mier af mijnum säluga fIdur Finne Jonssyne sialfum persönulega afhendt og j þeirre meiningu til eignar feingenn. Til merkes mitt nafn hier fyrir nedan
Jon Finnsson med eiginn hInd.


Han hørte til en fra det 14de Aarhundrede og indtil den Dag idag meget anseet Slægt paa Island, den saakaldte Vestmanna ætt eller Vestfirðinga kyn, og nedstammede fra Kristina, Datter af Biørn Einarsson Jorsalafare, der oftere omtales i de sidste Aar af Flatøannalen. Baade Jon Finnsson og hans Fader og Farfader boede paa Flatø, og af denne Ø har saaledes Bogen faaet sit Navn.

Sin første Eier angiver Bogen selv ved Antegnelsen paa Bagsiden af første Blad: Þessa bók á Jónn Hákonarsun. Er hér fyrst á kvæði, þá hversu Noregr bygðizt, þá frá Eireki víðförla, þar næst frá Ólafi konungi Tryggvasyni meðr öllum sínum þáttum. Því næst er saga Ólafs konungs hins helga Haraldssunar med öllum sínum þáttum, ok þar meðr sögur Orkneyia jarla. Þá er Sverris saga, þar eptir Hákonar saga gamla með sögu Magnúsar konungs sunar hans. Þá er þáttr Einars Sokkasonar af Grænlandi, þar næst frá Helga ok Ulfi hinum illa. Þá hefr upp annál, þegar heimrinn er skaptr, tekr hann allt til þess er nú er komit heimstöðunni. Hefir skrifat Jónn prestr Þórðarson fra Eiriki víðförla ok Olafssögurnar báðar, en Magnús prestr Þorhallssun hefir skrifat upp þaðan ok svá þat er fyrr er skrifat, ok lýst alla. Gleði guð allsvaldandi þá er skrifaðu ok þann er fyrir sagði ok jumfrú sancta María. d. e. Denne Bog eier Jon Haakonson. Staar her først Digte, derpaa hvorledes Norge bebyggedes, derpaa om Eirik Vidförle, dernæst om Kong Olaf Tryggvason med alle sine Thaatter. Dernæst kommer Kong Olaf den Helliges Saga med alle sine Thaatter, samt Orknøjarlernes Sagaer. Derpaa kommer Sverres Saga, derefter Haakon den Gamles Saga tilligemed Kong Magnus hans Søns Saga, derpaa kommer Fortællingen om Einar Sokkason fra Grønland, dernæst om Helge og Ulv den Onde. Derpaa begynde Annalerne fra Verdens Skabelse og indtil nuværende Tidspunkt. Præsten Jon Thordarson har skrevet om Eirik Vidførle og begge Olafssagaerne, men Præsten Magnus Thorhallsson det følgende og ligeledes det foregaaende, og illumineret hele Bogen. Den almægtige Gud og Jomfru sancta Maria glæde dem som skrev og den som sagde fore.

Annalerne bag i Bogen oplyse dette end yderligere; thi til Hæder for Eieren Jon Haakonson har Afskriveren indført hans Fader Haakons og hans Farfader Gizur Galles Levnetsomstændigheder; jævnfør fornemmelig Aarene 1270, 1306-1318, 1324, 1350 (Jon Haakonsons Fødselsaar), og 1370 (i hvilket Aar Gizur Galle døde, 101 Aar gammel). Denne Mand synes ogsaa at have eiet en anden stor Membran, den saakaldte Vatnshornsbók eller Vatnshyrna, der indeholdt Islendinga Sögur (om denne se Bárðar saga Snæfellsáss, Viglundarsaga udg. af Guðbr. Vigfusson, Kbhvn. 1860, IX-XI og Fornsögur herausgegeben von Guðbr. Vigfusson und Möbius, Leipzig 1860, XIV-XVII).

Gizur Galle boede i Víðidalstunga i Húnavatnssýsla (se Laurentius Saga Cap. 51), og af Breve sees, at han og Sønnen havde Jordeiendomme i det Hered. Derfor har man formodet, at ogsaa Sønnesønnen har boet der, hvoraf man igjen har draget den Slutning, at Flateyjarbók var skreven paa Vididalstunga eller i Thingøre Kloster (Islenzkir Annálar, Hafniæ 1847, XV). Før Udgivelsen af de Islandske Annaler var det en almindelig Mening, at den var skreven paa Vestlandet, ja endog i Flatey. Den i Fortalen til Annalerne udtalte Formening, at Bogen skulde skrive sig fra Vididalstunga eller Thingøre Kloster er dog en blot og bar Gisning, og der er intet som taler for, at Jon Haakonson har boet der. Han nævnes i Annalerne i Flateyjarbók kun paa to Steder, nemlig ved Aaret 1350, hans Fødsel, og ved 1394 sammen med Biørn Jorsalafarer. I en anden Annal (Isl. Ann. S. 372) nævnes Jon Haakonson een Gang ved Aaret 1398, og paa en ganske anden Kant af Landet, nemlig i Fljótsdal paa Østlandet, hvor han var bleven haardt saaret paa en Thingreise. Om hans Dødsaar, Giftermaal og Efterkommere veed man intet, ligesaa liden Besked veed man om hans Faders Haakon Gizursons Bosted. Man maa lægge Mærke til, at der ikke paa Island som i Norge vare Odelsbønder, en Søn var sjelden paa samme Sted hvor hans Fader havde boet, end sige hvor hans Farfader havde været. Hertil kommer, at vægtige Grunde tale for, at Flateyjarbók ikke kan være skreven i Hunavatnssysla. Ved Aaret 1393 døde Einar Haflidason, Forfatteren til Laurentius Saga, Officialis og Præst til Breidabolstad i Vestrhop, en i sin Tid bekjendt Geistlig. Dennes vigtigste Levnetsomstændigheder berører vor Annalskriver Magnus Thorhallsson, men paa samme Maade som oftere ved de sidste Annalsaar, at han sætter aabent Rum for Ord og Sætninger, som som han for Øieblikket ikke havde Rede paa, men senere ved Leilighed vilde udfylde, saaledes ved denne aaben Plads for det Antal Aar han var Officialis og Raadsmand i Holum, ligesom han ogsaa feilagtig angiver hans Alder ved hans Dødsaar (III, 578). Dette kunde ikke vække nogen Forundring, dersom Bogen er skreven i Breidafjord eller Vestfjordene, men vilde være utænkeligt, hvis den var skreven i Vididalstunga eller Thingøre, der saa at sige ligge Gaard i Gaard med Breidabolstad. Dog saa længe vi kunne forfølge dens Spor, har Bogen været paa Vestlandet. Ved Slutningen af det 15de Aarhundrede bleve 3 Læg indskudte i Bogen, indeholdende Magnus den Godes og Harald Haardraades Sagaer, hvilke øiensynlig bære Spor af vestfjordsk Dialekt, lb og rb for lf og rf, og selv de oprindelige Skrivere af Bogen, Jon og Magnus, frembære leilighedevis den samme vestfjordske Dialekteiendommelighed: hreinbialba I, 131, orb þægir I, 450, silbrinu II, 247, kylbuna II, 44[2].

De to Præster, som have skrevet Bogen, kjende vi kun af Navn. Jon Thordarsons Haand ophører midt i Orknøyingasaga[3]. I Annalerne (Isl. Ann. S. 320) siges, at en Jon Thordarson Præst døde 1369; hvis dette var den samme Mand, saa maatte altsaa første Del af Flateyjarbók være sluttet før dette Aar. Dette Navn er dog saa almindeligt paa Island, at man heraf ingen Slutning tør drage. Det eneste man her altsaa med Bestemthed kan sige, er, at Flateyjarbók har været paa Vestlandet, saa længe som man har hørt Tale om den, at Ingen veed, hvor den er skreven, at der ingen Sandsynlighed er for, at den er skreven i nogen anden Landsfjerding, og at der er Grunde for, at den ikke er skreven i Vididalstunga. Hertil kommer, at dens Annaler i de sidste Aar tale nøiagtig om Begivenheder i Vestfjorden, og at de gjennem det 14de Aarhundrede stemme saa godt med de saakaldte „Hóla Annálar“, hvilke udenfor al Tvivl ere skrevne i Vestfjorden. Den første Gang Navnet Flateyjar annáll forekommer, er, saavidt vi vide, hos Bjørn paa Skarðsá i hans Annaler ved Aar 1624, men paa dette Sted mener han ikke Annalerne i Flateyjarbók, men den nysnævnte Hóla annáll, som findes i Bjørns egenhændige Afskrift i Cd. Arna-Magn. 412 qvarto. Skindbogen er tabt, maaske kom den ogsaa fra Flatey i Bjørns og Biskop Thorlak Skulasons Hænder, efter hvilken sidste denne Bjørns Afskrift har faaet Navnet Hóla annáll.


____________


Vi komme nu til at omtale Indholdet af Flateyjarbók. Den første Hoveddel af Bogen udgjør begge Olafs-Sagaerne med sine mange Episoder.

Ved Ólafs Saga Tryggvasonar har Afskriveren lagt til Grund et Haandskrift ensartet med Cod. Arna-Magn. 61, 53 og 54 Folio, der have været benyttede ved Udgave i Fornm. S. I, II, III. I alle disse Haandskrifter begynder Sagaen med Harald Haarfagre, og Beretningen er her langt mere kortfattet end i Heimskringla, indtil den egentlige Fortælling om Olaf Tryggvason begynder, thi da bliver den meget vidtløftig, saavel hvad selve Hovedsagaen angaar, som især med Hensyn til de indskudte Episoder og Fortællinger, saa at Sagaen næsten kan gjælde for en almindelig Historie om Kristendommens Forkyndelse i de nordiske Lande. Stykker ere indtagne af Landnámabók, Laxdøla Saga, Hallfreds Saga (denne er næsten indtagen i sin Helhed), af Kristni Saga, (Stil og Udtryk noget forandret), af Færeyinga Saga (forkortet); dertil kommer forskjellige Smaafortællinger, om Øgmund dytt og Gunnar helming, Svein og Finn, Eindride ilbreid, Sunnifa, Røgnvald i Ærvik, Thorvald tasalde, Thidrandi og Thorhall Spaamand, en Mængde Viser og forskjellige Fortællinger.

Af Ólafs Saga helga findes flere Haandskrifter end af nogen anden Saga, og regner man sammen dem man endnu har paa Pergament og Papirsafskrifter af tabte Skindbøger, bliver deres Antal ikke langt fra 30. Afskriveren af Flateyjarbók har rimeligvis havt et Haandskrift af samme Art som Cd. Arna-Magn. 61 Folio, der ligger til Grund for Sagaen i Fornm. S. IV. og V.

Flateyjarbók har sit fortrinlige Værd ved de i Olafs-Sagaerne indskudte Fortællinger, i mange af hvilke Texten øiensynlig er bedre end i selve Hovedsagaerne. Dette kan maaske komme deraf, at disse Fortællinger have gaaet igjennom færre Afskrifter, og at nogle af dem saaledes kunne ligge sin Original nærmere. De fleste af disse Episoder ere fra Flateyjarbók optagne i Fornms. III og V. De vigtigste af disse Fortællinger skulle vi her anføre.

Eiriks Saga Víðförla findes ogsaa i Cd. Arna-Magn. 657c qv. og i det kongelige Bibl. i Kjøbenhavn gamle kongel. Saml. 2845 qv. Særegen for Flateyjarbók er Slutningstiraden I, 35-36: En þvi setti sá þetta o. s. v. (se ovenfor), hvilket er tilføiet af Afskriveren.

Af Jómsvikinga Saga haves et mærkeligt gammelt Haandskrift Cd. Arna-Magn. 291 qv. og et andet yngre og særeget Cd. Arna-Magn. 510 qv., dog ere begge beslægtede med Texten i Flateyjarbók. Sagaen er trykt i Fornms. XI. Et Udtog af Sagaen findes i Stockholm Nr. 7 qv., hvis sidste Del er trykt (Kjøbenhavn 1824). I Flateyjarbók ender Jomsvikinga Saga egentlig I, 203 med Cap. 163, de efterfølgende Capitler 164 og 165 høre ikke til Jómsvikinga Saga, hvilket bedst skjønnes ved at sammenligne de øvrige Haandskrifter, hvor de mangle, disse Capitler udgjøre en liden Fortælling for sig om Danernes Drab i Bura Kirke, og findes kun i Flateyjarbók.

Færeyinga Saga er indtagen i begge Olafssagaer, og af samme findes nu intet særeget Haandskrift. Sagaen er sandsynligvis fuldstændig og uforandret indført i Flateyjarbók. Fortællingen om Sigmund Brestessøns Død og hele Slutningen findes blot i denne Bog, Episoden om Karl den Mørske derimod i alle Haandskrifter af Olaf den helliges Saga, og om Sigmunds Opvæxt fortælles ganske kort i Cd. Arna-Magn. 61 folio (Fornms. II). Færeyinga Saga i sin Fuldstændighed skylde vi altsaa Flateyjarbók.

Orkneyinga Saga kaldtes før Jarla Saga eller Jarla Sögur, og Navnet Orkneyinga Saga er neppe ældre end det 18de Aarhundrede. Den er indskudt i begge Olafssagaerne. Sagaen findes nu kun fuldstændig her i Flateyjarbók. Brudstykker af andre Haandskrifter findes, men i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede har der endnu været andre fuldstændige eller næsten fuldstændige Haandskrifter af Sagaen. Efter en Skindbog afskrev Præsten Magnus i Laufaas (død 1636) de fleste Viser i Sagaen (Cd. Arna-Magn. 761 qv.), ligesom han efter samme optegnede flere Sætninger af selve Sagaen i sit Glossarium, udgivet af Ole Worm under Navnet Lexicon Runicum (Havniæ 1650 Fol.), hvis væsentligste Værd nu er dets Bidrag til Orkneyinga Sagas Textkritik. Dette Haandskrift har begyndt som andre med Fortællingen om Fornjot I, 219 Cap. 176-178, har havt et særeget Capitel om Røgnvald Jarl og en Fisker, men har ved Enden været defekt. Af dette Haandskrift ere nu kun 2 Blade tilbage i Cd. Arna-Magn. 325 qv. Et andet Fragment af Sagaen brændte i Kjøbenhavn 1728, hvoraf Asgeir Jonssons Afskrift findes i Cd. Arna-Magn. 332 qv. Dette Haandskrift har næsten været fuldstændigt ved Aaret 1615. I det kongelige Bibliothek i Stockholm findes nemlig en dansk Oversættelse deraf (Nr. 39 Folio Papir) fra dette Aar. Denne Oversættelse er, paa en eneste Lacune nær, fuldstændig, og begynder med Fornjot og ender med Svein Asleifsons Død II, 514[4]. De efterfølgende Capitler 448-451 og 453 i Flateyjarbók har Afskriveren hentet andensteds fra. Det tredie Haandskrift af denne Saga er 18 Pergamentsblade i Cd. Arna-Magn. 325 qv. Orkneyinga Saga er trykt i Kjøbenhavn 1780 (Orkneyinga Saga sive Historia Orcadensium Hafniæ 1780 qv.). En ny Udgave ved Dr. Dasent, bekostet af Record-Commission er trykt i London, men endnu ikke udkommen.

Næst efter Sagaen om Orknøjarlerne har Afskriveren indskudt et Kvæde, digtet til Jon Loptsson (død 1197). Dette Digt, der kaldes Noregs Konungatal og opregner Norges Konger fra Halfdan Svarte til Sverre, er med rette indtaget foran Sverres Saga. Det maa være digtet efter 1184, men før 1197. Digtet findes kun her i Flateyjarbók, og alle senere Haandskrifter af samme stamme fra denne. Det er først udgivet 1787 (Jon Loptsöns Encomiast eller en ubenævnt Forfatters Lykønskningsvers til ham, med dansk Oversættelse og Anmærkninger ved John Erichsen, Kbhvn 1787 gv.), og siden trykt i Fornms. X, 422-433.

Fóstbrœðra Saga er fuldstændig indtagen i Olaf den Helliges Saga. Den findes forresten i flere Haandskrifter, Membranen Arna-Magn. 132 Folio (Fragment), Arna-Magn. 142 Folio, Papircodex efter en tabt Membran, og Hauksbók (Cd. Arna-Magn. 544 qv.). Sagaen, som den findes i Flateyjarbók, er beslægtet med 132 og 142, men har adskillige Capitler, som ikke findes i disse. Den er før udgiven i Kbhvn 1822 efter en Afskrift af Flateyjarbók, og af Konrad Gislason efter 132 Folio og Hauksbók Kbhvn. 1852.

Þorfinns þáttr Karlsefnis eller Vinlands Saga er indskudt i Ólaf Tryggvasons Saga paa to Steder, nemlig Cap. 342 (S. 430-432) og Capp. 427-433 (S. 538-549). Denne mærkelige Fortælling findes kun i Flateyjarbók, og er herfra indtagen i Peringskölds Udgave af Heimskringla, og derfra i Kjøbenhavner-Udgaven.

Eymundar Saga, i Olaf den Helliges Saga II, 118-134, findes kun i Flateyjarbók. Den er før udgiven i Fornms. V. og i Antiguités Russes.

Af Æventyrsagaerne ere de vigtigste: Þorsteins þáttr uxafóts, Orms þ. Stórólfssonar, Þorsteins þ. skelks, Helga þ. Þórissonar. Flateyjarbók er Originalen til alle andre Haandskrifter af disse Fortællinger; fremdeles Hauks þáttr hábrókar, Styrbjarnar þ. Svíakappa, Tóka þáttr, Hróa þ. heimska, disse findes ogsaa kun i Flateyjarbók. Dette er fremdeles Tilfælde med Haralds þáttr grenska, Olafs þ. Geirstaðaálfs, Sörla þáttr, skjønt disses Indhold dog andenstedsfra er bekjendt. Nornagests þáttr findes desuden i Cd. Arna-Magn. 62 Folio og Cd. 2845 qv. i den gamle kongelige Samling i Kjøbenhavn; herhen hører ogsaa den i sin Slags mærkelige Völsa þáttr, der ikkun findes i Flateyjarbók. Af historisk Indhold men fabelagtige ere Eindriða þáttr og Erlings og Hrómundar þáttr halta; Þorleifs þáttr jarlaskalds, en Blanding af Æventyr og Sandhed findes kun i Flateyjarbók; þáttr Isleifs biskups (trykt i Biskupa S. I, 53-56) og þáttr Halldórs Snorrasonar findes ogsaa i to andre Haandskrifter.

Disse Fortællinger have en stor Interesse og ere en Pryd for Olafssagaerne i Flateyjarbók, men der er desuden noget andet, som giver disse Olafssagaer en forhøiet Interesse. I Ólafs Saga Tryggvasonar ere indskudte enkelte Partier af en Olafssaga af Gunnlaug Munk paa Thingøre († 1219), hvilken man nu kun kjender af Uddragene i Flateyjarbók. Denne Gunnlaugs Saga, skal have været skreven paa Latin, man jævnføre især Capp. 400-406, I, 511-518. Ligeledes er der i Olafs Saga helga optaget mange Capitler af Styrmes Bog, der kaldes „Lífssaga Olafs helga“. Vort eneste Kjendskab til denne Styrmes Olafssaga skriver sig fra de Brudstykker af samme, som Flateyjarbók indeholder. Se nærværende Udgave II, Capp. 20-24; 26; 38; 39 (fra S. 4235 en er Ólafr konungr til S. 4322 greida þeir atrodr sinn); 57 (fra S. 681 þa er Olafr til S. 688 lendum monnum ok bondum), 92; 106; 108-109 (findes ogsaa i Thomasskinna); 111-113 (ogsaa i Thomassk.); 128; 258; 263, 270, 272; 277 (Slutningen af Capitlet fra S. 3472 þar er þeir varu); 285; 288; 290; 302; 327, 328. Hertil kommer Tillægget bag ved Haakon Gamles Saga III, 237-248. Alt dette er trykt i Fornms. V. 155-242.

Sverres Saga[5] er efter Afskriverens Sigende skreven efter Styrme Frodes Bog. Historikerne have været uenige om, hvilken Andel Styrme har i Sagaen, og de flestes Mening har været, at denne er Forfatter til anden Del, og at han har fuldført Sagaen, men at Karl Abbed er den oprindelige Forfatter til den første Del. Dette er ogsaa Professor P. A. Munchs Mening. Dog er dette meget tvivlsomt. I Biskop Gudmunds Saga Capp. 12, 13 (Bp. S. I, 429) siges, at Karl Abbed drog til Norge Sommeren 1185, et Aar efter Magnus Erlingssøns Fald. Skibet, som overførte Karl og andre Islændere, var i Throndhjem om Vinteren (1185-1186); samme Vinter var ogsaa Kong Sverre i Throndhjem (Sverres S. Cap. 93). Da nu dette Skib ikke den næste Sommer (1186) for tilbage til Island, har Karl Abbed i det mindste været to Vintre i Norge. I Løbet af disse Aar maa Kong Sverre have gjort Bekjendtskab med denne lærde Islænder og valgt ham til at skrive sin Saga. I den kortere Fortale til Sagaen siges, at Kong Sverre sad hos og bestemte (sat yfir ok réð fyrir), hvad der skulde skrives, det vil sige, at Karl skrev Sagaens Begyndelse efter Kongens Beretning og stundom efter hans eget Diktat. (I den længere Fortale heder det: ritaði Karl abóti Jónsson með fullu vitorði sjálfs Sverris konungs, ok hann sagði fyrir, hve rita skyldi eðr hvernig setja skyldi). De følgende Ord er sú frásögn eigi langt fram komin, maa vel forstaaes saaledes: er denne Beretning ikke kommen langt frem (paa Vei), ikke langt fra sit Udspring, d. e. den er fra første Haand, fra Kongen selv; thi den er skreven af Karl Abbed i Norge, under Kongens Øine, efter hans Ord og under hans Tilsyn. Men da Karl Abbed var kommen tilbage til Island, maatte han selvfølgelig skrive den anden Del af Sagaen efter andre Mænds Meddelelser, og denne Beretning er, hvorvel god og paalidelig, længere fremkommen. Dette maa vel være, hvad Fortalens Forfatter har ment. Stilen i Sverres Saga har helt igjennem samme Præg, og hentyder ingenlunde paa to Forfattere. Sagaen er særdeles charakteristisk og Sprogtonen ikke let at efterligne. Den eneste Forskjel er, at Fortællingen i den anden Del skrider raskere frem, og ingen af Sverres længere Taler findes senere end Sommeren 1186, hans Tale til Kjøbmændene i Bergen (II, 625). Karl Abbed døde elleve Aar senere end Kong Sverre, og det vilde være underligt, om han ikke skulde have fuldendt Sagaen i alle de Aar, efterat have paabegyndt den 1186, femten eller sexten Aar før Sverres Død. I Fortalen til Sverres Saga i Flateyjarbók II, 533 heder det: „Efter denne Bog (nemlig Karl Abbeds) skrev (skrifaði) Styrme Præst hin frode, men denne Sverres Saga skrev (ritaði) efter den Bog Magnus Præst Thorhallsson“. Ordene skrifa og rita kunne forstaaes baade om Forfatter og Afskriver, Sammenhængen maa vise det rette, og efter vor Formening, maa Udtrykkene paa dette Sted tages i den sidste Betydning. Hertil kommer en Omstændighed ved Sagaens Haandskrifter. Texten er i Flateyjarbók og de øvrige Haandskrifter samstemmende, hvad Indholdet angaar, naar undtages et Stykke i de to sidste Capitler, nemlig Skildringen af Sverre fra Ordene Þar birtiz her sem opt reyniz i næstsidste Capitel S. 70038 til Capitlets Slutning, og Indskriften paa Gravstenen i sidste Capitel S. 701. Det første Stykke stikker ganske af mod Sagaens Stil og kan ikke være af samme Forfatter, som det øvrige, det findes heller ikke i de andre Haandskrifter. Man kunde fristes til at tillægge Afskriveren Magnus denne Passus, hvis den ikke ved sin Sprogtone viste sig beslægtet med et andet Sted i Flateyjarbók, III, 246-247 Cap. 11, hvilket netop er af Styrmes Olafs Saga og maa være dennes egne Ord. Stedet i Sverres Saga bærer derfor Styrmes Mærke. Dertil kommer end videre, at i et af Membranfragmenterne i Arna-Magn. 325 qv. findes Slutningen af en Sverres Saga, beslægtet med Texten i Flateyjarbók, men af et ældre Haandskrift end denne, hvilket maa være en anden ældre Afskrift af Styrmes Haandskrift af Sverres Saga. Vi have omtalt dette udførligere, fordi det er meget tvivlsomt, hvilket af vore Haandskrifter (Skálholtsbók, Flateyjarbók, 327 qv.) har den bedste Text eller ligger Originalen nærmest. Efter vor Formening giver intet af disse Haandskrifter alene nogen betryggende Text. For saaledes at anføre et Exempel lægge man Mærke til, at Udtrykkene i Sverres Tale, Fornm. VIII, 413 l. v. er þat ráð at kasta klíninginum ok svá könnunni, (Munchs Historie III, S. 369), som efter al Sandsynlighed maa være Sverres egne Ord, ikke findes i det ældste Haandskrift 327 qv. eller Flateyjarbók (II, 687), men i Udtoget i Eirspennill. Vi tør med Bestemthed paastaa, at Styrme ikke er Forfatter til Sverres Saga, men derimod Karl Abbed og hans Mester Kong Sverre selv, Sagaen er altfor god til, at nogen Del af den skulde være Styrmes Værk. De Brudstykker som i Olafs Saga tilskrives denne, stille hans historiske Arbeider paa et meget lavere Trin, baade hvad Indhold, Stil og alt øvrigt angaar, Sverres Saga vil nu og altid blive anseet som et af vor gamle Litteraturs Mesterværker. I Sagaens ældre Fortale nævnes ikke med et Ord Styrmes Navn.

Af Hákonar Saga Gamla er der foruden Flateyjarbók kun eet Haandskrift, der har den fuldstændigere Text, nemlig Skálholtsbogen, Cd. Arna-Magn. 81 folio, hvor dog Sagaens Slutning fattes. Desuden findes der flere Pergamentblade af denne Saga i Cd. 20 qv. i det kongelige Bibliothek i Stockholm, samt nogle Fragmenter (12 Blade) i Arna-Magn. 325 qv., hvilke ere Levninger af flere nu tabte Haandskrifter. Desuden har man et Udtog af Sagaen i Codex Frisianus (Arna-Magn. 45 Folio), i Eirspennill (Cd. Arna-Magn. 47 Folio) og et tredie meget kort og mangelfuldt i Slutningen i Gullinskinna (Papircodex Arna-Magn. 42 Folio, hvis Original brændte 1728). De foregaaende Udgaver, Folioudgaven af Heimskringla V og Fornms. IX, X, grunde sig paa Udtoget i Frisianus, og nærværende er altsaa i en vis Henseende den første Udgave af Sagaen i en nogenlunde fuldstændig Form; dog kan man ikke nægte, at Sagaens Text i Flateyjarbók er utilstrækkelig, og at den paa mange Steder kun er et Udtog, og det fornemmelig i den sidste Del af Sagaen om Kongens Vestfærd og Død, hvilket skjønnes ved Sammenligning med de faa Membranfragmenter, der ere os levnede. Intet af de nu existerende Haandskrifter indeholder nogen sikker, eller god og paalidelig Text, og Forskjellen i Ord og Indhold er saa stor, at man maa antage, at Sagaen allerede fra først af har været udbredt i forskjellige Recensioner, maaske endnu i Sturla Thordssons levende Live, paa forskjellige Maader forkortede eller forøgede. Eirspennil og Frisianus kunne ikke være skrevne saa meget længe efter Forfatterens Død, og Eirspennil snarere før end efter 1284. Lige ind i det 17de Aarhundrede har der paa Island været Brudstykker af bedre Haandskrifter end de nu forhaandenværende. Vi ere overtydede om, at de to isolerede Capitler, som ere trykte bagved Sturlunga Saga (Capp. 26, 27, Sturl. III, 318-320), som bedst og fuldstændigst omtale Islændernes Overenskomst med Haakon den Gamle, ikke oprindelig tilhøre denne Saga, men stamme fra Haandskrifter af Haakon den Gamles Saga, da de stemme med denne Sagas Text i Flateyjarbók (III, 214-216) og Frisianus, kun at de ere udførligere og omstændeligere, og skrive sig følgelig fra en Text-Recension af Sagaen, der har været fuldstændigere end den vi nu besidde.

Her paa dette Sted maa vi omtale nærmere Ordene i Overskriften foran i Flateyjarbók, se ovenfor III: „þar eptir (nemlig efter Sverres Saga) Hákonar saga gamla með sögu Magnúsar konungs sunar hans“. Denne Magnus's Saga, som her nævnes, har man i Almindelighed troet at være den tabte Saga om Magnus Haakonson, og at denne altsaa skulde have staaet i Flateyjarbók, men senere været bortkommen. Dette kan dog ikke forholde sig saaledes, og Meningen maa være: Haakon den Gamles Saga, der tillige indbefatter hans Søn Magnus's Saga, udgjør en og samme Saga med den. Havde Magnus's Saga fulgt særskilt efter den anden, vilde det have hedet: sögur Hákonar gamla ok Magnúsar eller saga Hákonar gamla ok þar eptir saga Magnúsar sunar hans. Men man maa lægge Mærke til, at det her er ganske rigtigt at kalde Sagaen efter begge, Fader og Søn, thi Magnus havde Kongenavn tilligemed Faderen fra Juni 1257. Det er høist usandsynligt, at nogen anden Magnus Saga har haft sin Plads i Flateyjarbók. Haakon den Gamles Saga ender langt oppe paa Spalte 750, der er den fjerde eller sidste paa syvende Blad i et Læg, og Resten af samme Spalte og de følgende fire har Afskriveren udfyldt med Supplementerne til Olaf den Helliges Saga efter Styrme (III, 237-248). Det næste Læg begynder med Grænlendinga þáttr (III, 445. Her sees naturligvis bort fra de senere i Bogen indskudte Ark med Magnus den Godes og Harald Haardraades Saga). Havde Magnus's Saga staaet her imellem, maatte den altsaa have begyndt og endt med et helt Læg, og dette eller disse Læg maatte da siden have gaaet tabt, dette vilde dog have været et sjældent og næsten utænkeligt Tilfælde. Flateyjarbók er helt igjennom fuldstændig fra Begyndelsen til Enden, uden Spor til nogen Lacune, og vi ansee det derfor som afgjort, at intet af den er bortkommet. Af Magnus Lagabøters Saga har der vel aldrig existeret mange Haandskrifter, det eneste som til denne Dag er os levnet af den er to Pergamentblade, der tilligemed nogle Blade af Sverres og Haakons Saga have hørt til samme Membran, og flere Stumper rimeligvis af samme Bog have været til i Biskop Thorlak Skulasons Tid paa Holum († 1656). I de islandske Annaler af Bjørn paa Skardsaa er der ved Aaret 1276 indført et længere Stykke, der øiensynlig er taget af Magnus's Saga, og hvilket omtrent svarer til et Blad af det samme Haandskrift, hvoraf man har de ovenomtalte Fragmenter i Cd. Arna-Magn. 325 qv.

Med Haakon den Gamles Saga ender saaledes Kongesagaerne, og Afskriveren har selv antydet dette ved her at indsætte Stykkerne af Styrmes Bog, som den foregaaende Afskriver havde forsømt eller ikke havt Anledning til at medtage. Dog er et og andet her gjentaget, som Jon Thordarson før havde skrevet, uden at Magnus Thorhallsson havde lagt Mærke dertil.

Herefter kommer Grœnlendinga þáttr eller Einars þáttr Sokkasonar, der kun findes i Flateyjarbók. Den er før trykt i Grønlands Hist. Mindesmærker. Efter denne kommer den ubetydeligere Fortælling om Helge og Ulf, som ogsaa kun findes i denne Bog.

Endelig har man Eðvarðar Saga hins helga, der ogsaa findes i en Skindbog i Stockholm, hvorefter den er udgiven af Jon Sigurðson i Annaler for Nordisk Oldkyndighed 1852.

Tilsidst komme da Annaler fra Verdens Skabelse til 1394. Disse Annaler i Flateyjarbók ere af forskjelligt Værd. Den første Del indtil henimod Slutningen af det 13de Aarhundrede er en Afskrift af et Haandskrift, der har været nær beslægtet med den fortrinlige Membran 2087 qv. i den gamle kongelige Samling i Kjøbenhavn, de saakaldte Annales Regii. Denne Afskrift er paa mange Steder meget feilagtig, Gyldentallet i Randen svarer ofte ikke til Texten inde paa Siden, Begivenhederne ere anførte under urigtige Aarstal, og hvor nogen Uoverensstemmelse med Annales Regii finder Sted, kan man være vis paa, at den sidste Bog har det rette. I Begyndelsen har den rigtignok benyttet en Pave- og Keiserliste, som den har forud for Annales Regii. Uheldigt er det, at Annales Flateyenses ere blevne lagte til Grund for Udgaven af Islenzkir Annálar (1847). Efter Aar 1300 har Magnus Thorhallsson benyttet andre Annaler, hvoraf nogle endnu ere til, og efter denne Tid og navnlig ved Midten og Slutningen af Aarhundredet blive Annalerne i Flateyjarbók gode og paalidelige og meddele mange Ting, som ikke findes andensteds. Efter 1378 er den at betragte som Original, thi da ere Optegnelserne samtidige med selve Begivenhederne.


Vi skulle nu omtale de Digte og Smaastykker der, som før bemærket, ere indførte foran i Bogen.

Geisli findes ogsaa i Abbed Bergs Bog i det kongelige Bibliothek i Stockholm, hvor Texten er fuldstændigere end her. Digtet er før trykt efter Flateyjarbók i 3die Bind af Folioudgaven af Heimskringla S. 461-480 og Forms. V, S. 349-370. Om Digtet selv jævnføre man Munchs Norske Folks Historie II, 866.

Olafs Ríma findes kun i Flateyjarbók. Forfatteren Einar Gilsson nævnes i Breve omkring Aaret 1367. Rimaen, sandsynligvis nylig digtet, da Flateyjarbók blev skreven, er især mærkelig derved, at den er den ældste Prøve man har paa den islandske Rimadigtning. Denne Digteart, der skriver fra de udenlandske Ballader, blev senere saa almindelig paa Island, at Rimaernes Antal er Legio, og næsten alle Sagaer, man kunde overkomme, selv de der vare af religiøst og legendarisk Indhold, bleve omdigtede paa denne Maade. Nærværende Rima er især interessant derved, at den anviser hele denne Digteart en høiere Alder, end man hidtil har antaget.

Hyndluljóð findes ikkun her, den er flere Gange udgivet, sidst i Bugges Norrœn Fornkvæði S. 152-162.

Uddraget af Hamborgar Historia (Mag. Adam af Bremen) findes ogsaa i Cd. Arna-Mag. 415 qv. og er derefter trykt i Langebeks Script. Rer. Danicarum II, 146-153 og i Fornms. XI. 417-421. Fortællingen om Sigurd Sleva er før trykt i Fornms. III, 83-88.

Hversu Noregr bygðiz og Ættartölur, eller med et andet Navn Langfeðgatal, findes kun i Flateyjarbók (og i Cd. Arna-Magn. 309 qv. Afskrift af denne). Disse Ættetal ere mærkelige i sit Slags og maa regnes blandt det interessanteste af denne Bogs Indhold. De ere tilforn trykte bag i Rasks Udgave af Snorra Edda og senere i Fornalds. II, 3-16. Den sidste Efterretning Flateyjarbók meddeler (I, 28) er Kong Olaf Haakonsons Forsvinden (hvarf) og Bogens Ende falder saaledes sammen med den sidste norske Kongeætlings Bortgang eller den norske Kongeæts Uddøen.

Overskriften Þessa bók o. s. v., der er trykt ved Begyndelsen af første Bind og her ovenfor III, staar forrest i Bogen paa et særeget forøvrigt ubeskrevet Blad. Haanden er Magnus Thorhallssons.


Med det her angivne Indhold eller Omfang kom altsaa Flateyjarbók fra sine første to Afskriveres Hænder, og saaledes forblev den i et hundrede Aar derefter. I Kongesagaerne manglede et Led, nemlig Magnus den Godes og Harald Haardraades samt de efterfølgende Kongers Sagaer indtil Sverre. Ingen af disse Afskrivere synes saaledes at have kunnet overkomme noget Haandskrift af disse Sagaer til at udfylde det manglende. Og just disse Sagaer synes heller ikke at have været forhaanden i mange Haandskrifter, i al Fald at dømme efter det forholdsvis ringe Antal, man endnu har tilbage af dem. Undtager man nemlig Morkinskinna (trykt i Christiania 1867) og Haandskrifterne af Heimskringla, har man forresten kun to i Behold, den fortrinlige Hulda (Cd. Arna-Magn. 66 Folio), som ligger til Grund for Udgaven i Fornms. VI og VII, og Hrokkinskinna (gamle kongelige Samling i Kbhvn. 1010 Folio). En senere Eier af Flateyjarbók har villet udfylde denne Mangel og indsat 3 Ark i Bogen efter Tillæggene til Olaf den Helliges Saga (III, 248), det eneste Sted i Bogen, hvor dette lod sig gjøre uden at afbryde Sammenhængen, da her netop Stykkerne af Styrmes Bog slutter med et Læg (III, 248) og Grœnlendinga þáttr (III, 445) begynder med et nyt.

Paa disse her indskudte Blade har man altsaa Sagaen om Magnus Gode og Harald Haardraade. Denne Text er mærkelig derved, at den stemmer temmelig nøie baade i Indhold og Ordlyd med disse Kongers Saga i Morkinskinna, saaledes at den kan udfylde en Del Huller, som nu findes i denne, dog er den ingen Afskrift af samme, men hidrører fra en med Morkinskinna beslægtet Codex; thi den er undertiden noget vidtløftigere i Udtrykket, mangler enkelte Episoder, som findes i Morkinskinna (f. Ex. om Brand hinn örvi Morksk. S. 69; Hreiðarr heimski 35-44), har igjen andre, som mangle i Morksk. (f. Ex. Hemings þáttr), og istedenfor, som Morkinskinna, at indflette disse i selve Kongesagaen, har den anbragt dem ved Enden af denne og i en fra Morkinskinnas meget forskjellig Bearbeidelse. Man jævnføre saaledes Fortællingen om Audun Vestfirðingr og Snegluhalli i begge.

Efter Harald Haardraades Saga følge da Smaafortællingerne. Hemings þáttr er ufuldstændig, dog har Skriveren ladet Rum aabent for senere at udfylde den. Fortællingen er meget fuldstændigere i Hauksbók (dog mangler her første Part), Hrokkinskinna og Cd. Arna-Magn. 325 qv., men den har aldrig været udgiven efter disse Haandskrifter. Udgaven i Sex Söguþættir (Reykjavik 1855) følger Flateyjarbók saa langt den gaar, men er siden en Paraphrase af Hemingsrimaerne (Cd. Arna-Magn. 604 qv.), hvilket noksom fremlyser af Bogstavrimene f. Ex. því halfu verr var Hemingr staddr at hilmis ráðum. Den anden Del af Hemings þáttr kaldes i enkelte Bøger Tosta þáttr. Efter Fortællingen om Heming kommer Auðunar þáttr, trykt i Grønlands Hist. Mindesmærker II. Dernæst kommer Snegluhalla þáttr, trykt i Sex Söguþættir. Fortællingen har her faaet et senere uægte Tillæg af smudsigt Indhold, som mangler i de øvrige Bearbeidelser. Halldórs þáttr Snorrasonar staar allerede før i Flateyjarbók, nemlig I, 506-511. Þorsteins þáttr forvitna findes kun her, og er trykt i Sex Söguþættir. Þorsteins þáttr tjaldstæðings kjendes fra Landnámabók, men er der mindre udførlig. Tilsidst kommer Blóðegils þáttr, der er tagen af Knytlinga Saga (Fornm. S. XI, 231-242). Denne sidste Fortælling ender paa første Spalte af syvende Blad i det tredie indskudte Læg, det øvrige af Bladet er blankt, og det 8de eller sidste Blad, hvor intet har været skrevet, er forlængst bortskaaret. De nye indskudte Blade i Flateyjarbók udgjør i alt tre og tyve eller 3 Ark paa et Blad nær. Naar disse indskudte Ark ere skrevne, kan ikke med Vished afgjøres, dog ere de efter al Sandsynlighed blevne til i Slutningen af 15de Aarhundrede, eller 100 Aar efter at Hovedbogen var skreven.


____________


De der skrev Flateyjarbók, vare ikke blot Afskrivere, de vare Forfattere af Bogen (þeir settu bókina saman), det vil sige, de samlede saa mange eensartede Sagaer; der stod i nogen Sammenhang med Kongesagaerne, som de kunde overkomme, disse føiede de ind i Hovedsagaen, hvor det syntes dem mest passende, nogle fuldstændig paa eet Sted, naar det var korte Fortællinger, andre længere fordelte de i flere Parter, saa at de, saavidt dette lod sig gjøre, faldt sammen med Tidsfølgen og Traaden i Hovedsagaen. Sagaerne selv forandrede de ikke, hvad Stil og Indhold angik, men indskjød oftere nogle Slutningsord eller en Slags Fortale af kortere eller længere Omfang. For Ex. I 35, 88, 94, 119, 153, 207, 378, 511, 517-518; II 91, 148, 176, 199, 226, 241, 261, 324, 335, 348, 375. De fleste af disse Stykker ere i Munkestil eller Præketone. Dertil have Afskriverne ofte tilladt sig at udelade Stykker eller springe over Ord, der have været vanskelige at læse. En saa stor Omhyggelighed og Nøiagtighed ligeoverfor sin Original kan man jo heller ikke vente af denne Bog, som af andre Haandskrifter, f. Ex. Cd. Arna-Magn. 132 folio eller Vatnshyrna, der ere blotte Afskrifter, hvor Afskriverne ikke have lagt an paa noget Forfatterskab. Et andet Haandskrift, som i denne Henseende ligner Flateyjarbók, er Hauksbók, skreven af Lagmanden Hr. Hauk Erlendsson, der dog havde meget mere af Forfatteren ved sig end baade Magnus Thorhallsson og Jon Thordarson, og tog sig langt større Friheder i Behandlingen af sin Text. Nuomstunder have naturligvis de Haandskrifter, der indeholde uforvanskede Afskrifter, en langt større Interesse og Betydning, og hvor en Text er forhaanden i andre Haandskrifter, er det utvivlsomt, at man lægger disse til Grund fremfor Flateyjarbók eller Hauksbók. Dog maa Flateyjarbók betragtes som et godt Haandskrift, og som Afskrift ansees for at være sin Original troere end Hauksbók, hvortil kommer den Mængde Fortællinger, som ikke findes andensteds og som giver den et betydeligt forhøiet Værd. Man maa i det hele taget indrømme Skriverne, at de for det meste have ladet sig nøie med at være slette og rette Afskrivere, og at de ingensteds med Villie og Vidende have forvansket sin Original, skjønt de, som rimeligt er ved et saa stort Arbeide, ikke saa sjælden have kommet til at skrive feil. Dette gjelder navnlig Versene, der oftere ere aldeles meningsløse og uforstaaelige, naar man ikke tager andre Haandskrifter til Hjælp. Dette kommer deraf, at Afskriverne ikke have forstaaet sig paa de gamle og kunstige Viser og derfor ikke gjort sig Umage for at skrive den rigtig. Som Exempel herpaa ville vi anføre den sidste Strophe i Geisli I, 7:


agætr segir (ytum)
æztann hue ek brag leysta.


Her har Bergs ábóta bók i Stockholm det rette:

ágætan segit ýtum,
Eysteinn! hve ek brag leysta.


Og derfor er man ofte slemt faren i dette Tilfælde, naar man kun har Flateyjarbók at holde sig til, saaledes f. Ex. ved Hyndluljóð[6] (Olafsríma og Konungatal ere ret gode, da de ere saa simple). Anderledes forholder det sig med Prosatexten, her have naturligvis Afskriverne forstaaet hvad de skrev, og her følge da ogsaa ofte hele Sider og Blade i Rad uden at nogen væsentlig Feil forstyrrer Læsningen. Vi skulle exempelvis paavise nogle Skrivfeil i Orkneyinga Saga, som man let opdager ved Sammenligning med den ovenomtalte danske Oversættelse af Sagaen. Strax ved dennes Begyndelse I, 2195 skal der for Jotlandi staa því landi: hann réð því landi, er kallat er Finnland o. s. v.; II, 47228 staar: bio einn vngr madr i eyiunum, er Kolbeinn hruga het; her skal for eyiunum læses Vigr (det nærværende Weir) jvfr. Munchs Historie II, 800 Note 2; IL 475: kuomu til hans hialltlenzkir menn, skal være islenzkir menn. Som Exempel paa Steder, hvor Ord eller Sætninger ere oversprungne, kan anføres II, 5094 þeir foru um kuelldit vpp vm dalinn ok toku þar nokkur gisting; ved Sammenligning med Oversættelsen bliver det sandsynligt, at Stedet burde lyde saaledes: þeir fóru um kveldit upp um dalinn, þar sem voru erg nökkur, þat köllum vér setr (der som vaar noget erg, det kalde vi setter) ok tóku þar gisting. Heraf forklares Stedsnavnene Asgrimserg eller ergin, som forekomme senere II, 51125. Man maa her lægge Mærke til, at de gamle Afskrivere sjelden synes, som man nuomstunder pleier, at have sammenlignet sine færdige Afskrifter med Originalen. Hertil kan vel ogsaa komme i Betragtning, at man nødig har villet gjøre Rettelser ved at stryge ud eller skrive over, for ikke at vansire Bogen[7]. Betænker man dette, maa man forundre sig over, at vore Haandskrifter virkelig ere saa gode, som de i de fleste Tilfælde vise sig at være.

I Bogen er der, som før omtalt, tre Hænder, de to samtidige, men den tredie et hundrede Aar yngre. Paa den Tid var naturligvis ingen fast Skrivebrug, og Præsterne Jon og Magnus afvige derfor endel fra hinanden i Retskrivningen. Jons Haand er mere islandsk, Magnus's Orthographie mere norsk. Ved Islands Tilslutning til Norge kom norske Lovbøger ind i Landet, Forbindelsen mellem Island og Norge blev engere og Islænderne begyndte at efterligne den norske Skrivemaade, skjønt ikke altid conseqvent, som rimelig kan være, og denne Skrivebrug vedvarede da den sidste Halvdel af det 13de og gjennem det 14de Aarhundrede, men i det 15de Aarhundrede ophørte den mestendels. Dette giver ofte de islandske Haandskrifter fra den Tid et noget broget Udseende; i en Linie staar lutr, i den næste hlutr, i en Linie bøkr, i en anden bækr, dette er Tilfældet med Hr. Hauk Erlendsson[8] i hans Bog, ligesom med Magnus Thorhallsson i Flateyjarbók. I Nordmændenes Haandskrifter er dette naturligt, da de og deres Forfædre talte og havde talt saaledes i lange Tider, der er hos dem ingen Vaklen i saa Henseende, og hl, hn og hr findes knapt i noget norskt Haandskrift. Paa den anden Side er det mærkeligt, at skjønt Islænderne toge efter Nordmændene, saa fandt dog ikke det omvendte Sted, nemlig at de Norske efterlignede Islænderne, endogsaa ikke i Tilfælde hvor den islandske Dialekt var oprindeligere og rigtigere. Dette kom vistnok ikke deraf, at de Norske vare mindre fortrolige med islandske Bøger eller Haandskrifter, hvoraf der i Norge have været mange, (endogsaa norske Lovbøger bleve ofte afskrevne af Islændere), men snarere deraf, at Norge var Hovedlandet og Island et Skatland, og at den norske Udtale da vel har været anseet for finere og fornemmere. I de ældste islandske Haandskrifter findes lidet eller intet Spor af denne Efterligning, og Haandskrifterne fra det 12te og 15de Aarhundrede slutte forsaavidt til hinanden, og begge have hl, hn, hr, medens man i Mellemtiden udelod h[9]. Herfra gjøre dog nogle af de bedste Haandskrifter en Undtagelse, navnlig de der indeholde Islendinga Sögur, f. Ex. den fortrinlige Codex Arna-Magn. 132 Folio. Det er en Mærkelighed ved det Islandske, at det er det eneste af de germaniske Sprog, som til den Dag idag har beholdt dette h, der i de ældste Tider var fælles for alle disse Sprog.

Med Hensyn til andre orthographiske Eiendommeligheder kan man mærke Følgende. Hverken Jon eller Magnus adskiller æ og œ, men betegne begge lyd paa samme Maade ved æ eller undertiden ę; Jon skriver oftere æi = ei, hvilket ikke Magnus bruger; foran Bogstavforbindelsen ng bruge begge gjerne ei = e: hardfeingr, dreingr, þeingill, eingi, dog ikke altid, de skrive ogsaa engi, gengu o. lign., navnlig Magnus. Jon har ofte e i Endelsen for i: sagde, fylgde, ligeledes foran en Vokal = j: sitea, vilea, þridea, geora, gearna, beornn, treanna, hea. Vokalen ö betegnes meget ofte af Jon ved I: Ill, gIfga, fIdur, sIgu, Magnus bruger oftere au: aull, gaufga, haundum, auxi; men dog ogsaa hInd, Ind. Magnus er mere tilbøielig til at udtrykke Vocalernes Længde ved Fordobling: raad[10], leet, rijd, Jon skriver sædvanligst rad, let, hrid. Begge skrive gjerne o = á efter v: voru, vopu, kvomu, dog almindelig sva, tva og tvo (Jon synes altid at skrive Neutralformen af dette Ord tvau, ikke tvI). Jon antyder den islandske Udtale ved undertiden at skrive silfur, brædur o. lign., = silfr, brædr; i den sammendragne Form af mikill skriver han gjerne y for i: myklum.

Begge betjene sig af d for ð, undertiden bruges dog þ i Enden af en Stavelse = ð, f. Ex. siþan. Dette er gjerne Tilfældet, hvor Endelsen an er betegnet ved en Streg gjennem Halsen af þ, hvilken ikke lod sig anbringe paa Bogstaven d. Jon bruger i enkelte Ord t i Enden for det sædvanlige d eller ð, vit = við, kvat = kvað, og næsten overalt g i mig, þig, sig, miIg = mik, þik, sik, miIk, dog ek, ikke eg; almindelig Consonantforbindelsen pt, dog gjerne ft i eftir. Som Egenheder ved Jons Orthographi kan man ogsaa mærke iall eller iarll = jarl, Tilbøieligheden til at fordoble n efter en anden Consonant: Ragnnarr, fornnum, nefnndr, efnniligr, beornn, som oftest betegnes denne Fordobling ved et Punkt over n. I den reflexive Form af Verberne bruger han gjerne zst. Magnus lader sig for det meste nøie med z. Præpositionen fyrir skriver Magnus saaledes, Jon foretrækker Formen firir. Magnus skriver sunr og sonr om hinanden, dog det første hyppigst. Endelig kan som en Egenhed hos Magnus mærkes iungr = ungr, hvilken Form blev den almindelige i jungherra, jungfrú.

Den Haand der har skrevet de senere i Bogen indskudte Læg (III, 251-441) nærmer sig i Skrivebrug og Sprogform mere det nyere Islandske: eg (egh), og (ogh) = ek, ok; so = svá; mier, þier, hiet = mér, þér, hét; d for t i tonløse Endestavelser: rikid, farid, mikid = ríkit, farit, mikit; oftere ur = r i Endelser, dog er der oftere her benyttet et Forkortningstegn, som baade kan betegne r og ur; hvor dette Tegn benyttes i Codex, har man her i Udgaven betjent sig af et liggende eller cursiv r. Oftere anvendes et overflødigt h efter t: ath, aukazth, undertiden bruges ꜳ kun som et graphisk Tegn for a, f. Ex. roꜳ 28731 = róa, rn for nn: eirn = einn.

Af Flateyjarbók har man flere fortrinlige Facsimiler, i Rafns Udgave af Færeyinga Saga, i Antiquitates Americanæ og Antiquités Russes, hvortil vil komme en hel Side (Begyndelsen af Olaf den Helliges Saga) i den i England trykte, endnu ikke udkomne Orkneyinga Saga. Samtlige disse Facsimiler ere tagne fra den Del af Bogen, der er skreven af Præsten Jon, dog da de malede Initialer og røde Capiteloverskrifter ere tilføiede af Præsten Magnus, har man da her ogsaa, skjønt i mindre Omfang, Prøver af dennes Haand.

Flateyjarbók er hvad Format og Omfang angaar det største af alle nu existerende islandske og norske Haandskrifter. Den er skreven i to Spalter paa hver Side, Længden af hver Spalte er omtrent 13 ½ Tomme, og Bredden af begge Spalter tilsammen 9 ½ Tomme. Linieantallet paa Siden er 60 eller 61. Bogen bestaar oprindelig af 25 Ark eller Læg (hvert paa 8 Blade, med Undtagelse af det sidste i Annalerne, hvor kun sex Blade ere beskrevne), altsaa 198 Blade; hertil kommer de to Tillægsblade foran samt det første Blad (Smudsbladet) med Dedicationen, og de senere indskudte 3 Ark (det sidste af disse har kun 7 Blade). Det Hele udgjør altsaa 198 + 2 + 1 + 23 = 224 Blade eller 28 Ark. Spaltetallene ere i Bogen tilskrevne af Torfæus, som under Numereringen har kommet til at overspringe nogle Tal, saaledes gaar han over fra 542 til 545 (Udg. II S. 446-448), ligesaa fra 550 til 555 (Udg. II 458-460). Nogle Gange har han sprunget over et enkelt Tal. Disse Spaltetal ere indtagne i Udgavens Text mellem Klammer.


______


Med Hensyn til Udgivelsen af Flateyjarbók, der er udkommen paa offentlig Foranstaltning og med Understøttelse af Statens Midler, da har Arbeidet saaledes været fordelt mellem undertegnede Vigfusson og Unger, at den første af os i Kjøbenhavn har afskrevet Texten fra Begyndelsen til Enden, og den sidste har efter denne Afskrift besørget Trykningen her i Christiania. Ligeledes har Vigfusson saagodtsom leveret alle Bidrag til Fortalen. De Udgaven ledsagende Navneregistre skyldes Hr. Cand. Magist. Eriksen.

Afskriften udførtes af undertegnede Vigfusson fra Februar 1858 til September 1864, og indrettedes saaledes, at den fulgte Originalen Linie for Linie, da ved denne Fremgangsmaade baade Overspringelser mindre resikeredes, og en under Trykningen opkommen Tvivl om en eller anden Læsemaade lettere vilde kunne hæves derved, af man saa sig i Stand til med Bestemthed at opgive Spalte og Linie i Codex, hvor det Ord eller Sted var at søge, som man ønskede Oplysning om. Det lykkedes nemlig ikke, at faa selve Pergamentsbogen laant til Christiania, saa at Correcturen kunde læses efter denne. Confereringen af det Skrevne med Codex udførtes paa den Maade, at Vigfusson fulgte med i selve Originalen, medens en Landsmand af ham oplæste hans Afskrift. Denne velvillige Bistand ydedes ham afvexlende af to lærde Islændere, som vi her med Taknemmelighed maa nævne, nemlig Arnljótr Olafsson, senere Præst paa Bægisá, og Þorvaldr Bjarnarson, nu Præst paa Reynivöllum i Kjós. Ligeledes maa vi bevidne Hr. Justitsraad Moldenhawer, Inspecteur ved Læsesalen paa det kongelige Bibliothek, vor Erkjendtlighed for hans i alle disse Aar mod undertegnede Vigfusson udviste store Velvillie og Imødekommen, ved ogsaa udenfor den egentlige Bibliothektid at give ham Adgang til Haandskriftets Afbenyttelse, en Omstændighed, der væsentlig bidrog til Arbeidets hurtige Fremskriden. Samme velvillige Imødekommen vistes ham ogsaa den sidste Sommer 1864 af den nye Overbibliothekar, Justitsraad Chr. Bruun.

Vor Stræben har gaaet ud paa at levere et saa nøiagtigt Aftryk af Originalen, som det efter Omstændighederne har været muligt. At der i det enkelte findes Unøiagtigheder, er desværre altfor sikkert, og den der kommer til at sammenligne Aftrykket med Originalen, vil uden Tvivl oftere støde paa saadanne; dog er dette næsten uundgaaeligt ved et saa vidtløftigt Værk af denne Art, om end Afskriften er noksaa omhyggeligt udført, naar man ikke under Trykningen kan have Adgang til Originalen. Vi tør haabe, at Feilene ville være mindre væsentlige og hovedsagelig indskrænke sig til orthographiske Afvigelser, f. Ex. lopt sat et Sted, hvor Originalen har loft, eller omvendt, Udeglemmelse af et eller andet Smaaord, som þa, þar og lignende. Ønskeligt havde det været, om man kunde have overvundet vedkommende danske Autoriteters Betænkeligheder mod at sende Bogen ud af Landet, da man i saa Fald havde formaaet at give et paalideligere Aftryk af denne gamle Bog, som vel neppe oftere kan ventes udgiven saaledes i sin Helhed, og som trods sine mange Ufuldkommenheder er et storartet Vidnesbyrd om hine Øboeres Flid og Udholdenhed, hvor det gjaldt Optegnelsen af deres historiske Minder.


Oktober, 1868.

Guðbrandr Vigfusson. Oxford.

C. R. Unger. Christiania.




Noter:

  1. Blandt de Membraner han medbragte vare ogsaa Codices af begge Eddaerne, Grágás, Annales Regii o. a. fl.
  2. Codex Arna-Magn. 309 Folio, en Afskrift af en Del af Flatb., synes ogsaa at være vestfjordsk. Den er skrevet 1498, efter Bogens eget Vidnesbyrd: „hann var þa konungr, er sú bók var skrifud er þessi bok var eptir skrifud, þá er lidid var fra hingadburd vars herra J. Cr. m.ccc.lxxx ok siau ár, en nú eru lidin, er sia bok er skrifud, m.cccc niutigir ok atta ar.“ Fra dette Haandskrift skriver sig det som Arngrimr Jonsson har i Crymogæa og Suplem. 1593 og 1609 om Fornjot og Thorstein uxafót. Flatb. selv kjendte han den Gang ikke.
  3. Hans Haand slutter med Cap. 373 i Olafs saga hins helga Udg. II, 434. De to Hender ere saaledes fordelte paa denne Udgave: Magnus Thorhallsson har skrevet I, 1-293, II, 43414-701, III, 1-248, IV, 445-583. Jon Thordarson har skrevet I, 296-583, II, 3-43412, desuden har Magnus, som før omtalt, skrevet alle Kapiteloverskrifter og Initialer. Den senere tilkomne 3die Haand har skrevet III 251-441.
  4. Denne Oversættelse slutter med Ordene Flb. II, 514: þeirra manna er eigi hofdu meira tignarnafn enn hann, hvorefter følger: Finis Endelig beslutning paa denne krönicke hvorudi berettes hvis sig begiffuet haffuer fra den Tid at denne krönicks tager sin ende A. D. 1170 oc saa fremdeles indtil denne vor nuværende dag A. D. 1615. Oversættelsen skriver sig uden Tvivl fra en Nordmand og er for det meste god og nøiagtig og viser, at man i det 17de Aarhundrede endnu i Norge godt forstod det gamle Sprog.
  5. Denne Saga findes foruden her i Flateyjarbók ogsaa i to andre Pergamentsbøger, nemlig i Cd. Arna-Magn. 327 qv., gammelt og fortrinligt Haandskrift, og Skálholtsbók Arna-Magn. 81 folio. En kortere Recension af Sagaen findes i Eirspennil Arna-Magn. 47 qv. Før Kjøbenhavns Brand 1728 fandtes der 8 gamle Skindbøger af Sverres Saga.
  6. Undertiden er til en Skrivfeil ogsaa kommen en Interpolation. Et Exempel herpaa har man rimeligvis i Hyndluljóð Strophe 23: ani omi voru bornir Arngrims synir ok Eyfuru. Her kan ingen Tvivl være om, at ani omi maa være Feillæsning for Arngrimi. Originalen har vel haft arnG(i).jpgme, hvor Lykken nede paa g har været utydelig, saa at man har læst o, og rimeligvis taget Forkortningstegnet -ir-er.jpg for en Accent over denne Bogstav. Da nu Skriveren vidste, at disse Brødre vare Arngrims Sønner, har han i tredie Viseord indsat Arngrims foran synir, og har været nødt til at stryge noget andet ud, maaske ōflugir eller et andet Adjektiv. Vi have Mistanke om, at hele den anden Halvdel af Visen er forvansket, at bauls margskonar er en Fordreielse af i Biolm austr. Mange Feil i Hyndluljóð ere med stor Skarpsindighed rettede af Prof. Bugge i hans fortrinlige Udgave af Norrœn Fornkvæði. Enkelte Steder ere her i Udgaven af Flateyjarbók berigtigede, hvor man før har læst galt. Saaledes Strophe 5 har man før læst runa mulum for runa minum. En urigtig Læsemaade, som hidrører derfra, at den nederste Streg af en h i Linien ovenfor berører den sidste Del af n i minum, saa at in ved en flygtig Betragtning seer ud som ul.
  7. Opdagede man, at en Feil var indløben derved, at man havde skrevet en Bogstav eller et Ord formeget, rettede man dette paa den lempeligste og mindst iøinefaldende Maade ved at underprikke den eller de Bogstaver, der skulde gaa ud.
  8. Dog er denne conseqventere, da han ved sit lange Ophold i Norge var bleven mere fortrolig med norsk Udtale, saaledes skriver han stedse œ i bœkr, sœkia o. lign.
  9. Islandske Haandskrifter fra 12te Aarhundrede stemme dog i et Punkt med de norske, nemlig i den nøiagtige Forskjel paa æ og œ, en Forskjel som altid har været iagttaget i Norge.
  10. Oftest sammendrages aa til et Tegn ꜳ, hvilket dog først her i Udgaven er anvendt fra III, 251 af.