Grímnismǫ́l

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte I
Heimskringla Reprint


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Grímnismǫ́l


Frá sonum Hrauðungs konungs

Hrauðungr konungr átti tvá sonu; hét annarr Agnarr, en annarr Geirrøðr. Agnarr var tíu vetra, en Geirrøðr átta vetra. Þeir reru tveir á báti með dorgar sínar at smáfiski. Vindr rak þá á haf út. Í náttmyrkri brutu þeir við land ok gengu upp, fundu kotbónda einn. Þar váru þeir um vetrinn. Kerling fóstraði Agnar, en karl Geirrøð ok kendi hánum ráð. At vári fekk karl þeim skip. En er þau kerling leiddu þá til strandar, þá mælti karl einmæli við Geirrøð. Þeir fengu byr ok kómu til stǫðva fǫður sins. Geirrøðr var fram í skipi. Hann hljóp upp á land en hratt út skipinu ok mælti: »farðu nú, þar er smyl hafi þik.« Skipit rak í haf út. En Geirrøðr gekk upp til bœjar. Hánum var þar vel fagnat, en faðir hans var þá andaðr. Var þá Geirrøðr til konungs tekinn ok varð maðr ágætr.

Óðinn ok Frigg sátu í Hliðskjálfu ok sá um heima alla. Óðinn mælti: »sér þú Agnar fóstra þinn, hvar hann elr bǫrn við gýgi í hellinum, en Geirrøðr fóstri minn er konungr ok sitr nú at landi?« Frigg segir: »hann er matníðingr sá, at hann kvelr gesti sína, ef hánum þykkja of margir koma«. Óðinn segir, at þat er hin mesta lygi. Þau veðja um þetta mál. Frigg sendi eskismey sína Fullu til Geirrøðar. Hon bað konung varask, at eigi fyrgerði hánum fjǫlkunnigr maðr, sá er þar var kominn í land, ok sagði þat mark á, at engi hundr var svá ólmr, at á hann mundi hlaupa. En þat var hinn mesti hégómi, at Geirrøðr konungr væri eigi matgóðr, ok þó lætr hann handtaka þann mann, er eigi vildu hundar á ráða. Sá var í feldi blám ok nefndisk Grímnir ok sagði ekki fleira frá sér, þótt hann væri at spurðr. Konungr lét hann pína til sagna ok setja milli elda tveggja, ok sat hann þar átta nætr. Geirrøðr konungr átti þá son tíu vetra gamlan, ok hét Agnarr eptir bróður hans. Agnarr gekk at Grímni ok gaf hánum horn fult at drekka ok sagði, at faðir hans gerði illa, er hann píndi þenna mann saklausan. Grimnir drakk af. Þá var eldrinn svå kominn, at feldrinn brann af Grimni. Hann kvað:


1.
Hęitr est hripuðr
ok hęldr til mikill,
gǫngumk firr funi;
loði sviðnar,
þótt á lopt berak;
brinnumk feldr fyrir. *



1. hripuðr: ild. — gǫngumk = gakk mér, mér styret af firr ‘fjærn dig fra mig, ild’. — loði: pelskappe. — á lopt berak: løfter den op; kappen har altså gået til fødderne. — brinnumk = brinnr mér, mér styret af fyrir ‘til skade for mig’.



2.
Átta nætr satk *
milli ęlda hér, *
svát mér mangi *
mat né bauð *
nema ęinn Agnarr, *
es ęinn skal ráða, *
Geirrøðar sonr, *
Gotna landi. *



2. milli ęlda: jfr. prosaen; ifg. v. 42 var der kedler over bålene. Jfr. Kalevala XXVII, 39–40, hvor Lemminkäinen som ubuden gæst anbringes ved dören »mellem to kedler«.



3.
Hęill skalt, Agnarr,
alls hęilan biðr
þik Veratýr vesa;
ęins drykkjar
þú skalt aldrigi
bętri gjǫld geta.



3. Veratýr: er navn på Odin. Da denne jo er maskeret, skulde man ikke tro, at han havde brugt denne betegnelse, som måtte røbe ham. Men han henvender denne tiltale til den unge Agnarr og vist således, at andre ikke hørte det.



4.
Land ’s hęilagt,
es liggja sék
ǫ́sum ok ǫlfum nær;
ęn í Þrúðhęimi *
skal Þórr vesa *
unz of rjúfask ręgin. *



4. Land hęilagt: er asernes land, bolig. — L. 4–6 passer ikke til tallet »den tredje« i v. 6. — ǫ́sum ok ǫlfum: dette er en konstant forbindelse; alverne betragtes som hørende sammen med guderne, fordi de er de afdødes sjæle (oprl.).



5.
Ýdalir hęita,
þars Ullr of hęfr
sér of gǫrva sali;
Alfhęim Fręy
gǫ́fu í árdaga
tívar at tannféi.



5. Ydalir: ‘barlind-dalene’; af barlind dannedes buer, jfr. ýbogi, og Ullr var en udmærket bueskytte (Snorre). — Alfhęim: altså en særlig alveverden, hvorover Freyr hersker, men Freyr er oprl. selve hovedguden (fręyr = hersker, got. frauja). — at tannféi: en gave, da barnet fik sin første tand. — I dette vers nævnes således to boliger, hvad der ellers ikke er tilfældet.



6.
Bœr ’s hinn þriði,
es blíð ręgin
silfri þǫkðu sali;
Valaskjǫlf hęitir,
es vélti sér
ǫ́ss í árdaga.



6. Bœr: her måske snarest ‘bygd’ og es = hvor. — Valaskjǫlf: de faldnes hal, er = Valhǫll (vala er gen. pl. af valr). — vélti: indrettede med kunst. — ǫ́ss ɔ: Odin.



7.
Søkkvabękkr hęitir (hinn fjórði),
ęn þar svalar knegu
unnir glymja yfir;
þar þau Óðinn ok Sága
drekka of alla daga
glǫð ór gollnum kęrum.



7. Søkkvabękkr: kan kun bet. ‘den sunkne bænk (ɔ: hus)’; dette er blot et andet navn på Fensalir, ‘vandets, havets, sale’, hvor Frigg bode, men Sága er = Frigg. Hører sammen med Odin som solgud, der går ned i havet. — Sága: hører sammen med séa (ældre sehwan) og bet. ‘seersken’.



8.
Glaðshęimr hęitir (hinn fimti)
þars hin gollbjarta
Valhǫll víð of þrumir;
ęn þar Hroptr
kýss hvęrjan dag
vápndauða vera.



8. Glaðshęimr: den strålende verden. — Þrumir: står knejsende. Da Valhal er allerede nævnet i v. 6 (Valaskjǫlf), er dette vers måske en senere tilföjelse, hvad flere forskere mener. Også v. 5’s ægthed betvivles. V. 7 og især 8 vilde passe fortræffelig som fortsættelse af v. 41-3.



9.
Mjǫk ’s auðkęnt
þęims til Óðins koma
salkynni at séa,
skǫptum ’s rann rępt,
skjǫldum ’s salr þakiðr,
brynjum of bękki stráat.



9. til: er her og i næste vers mulig at slette. — skǫptum: spydskafter.



10.
Mjǫk ’s auðkęnt
þęims til Óðins koma
salkynni at séa,
vargr hangir
fyr vestan dyrr
ok drúpir ǫrn yfir.



10. vargr: ulv, jfr. Odins to ulve. Ulven og örnen er krigens (og krigsgudens) symboler). Passer godt til val- (i Valhǫll). — drúpir: betegner örnens foroverludende hoved og hals.



11.
Þrymhęimr hęitir (hinn sétti), *
es Þjazi bjó, *
sá hinn ámátki jǫtunn; *
ęn nú Skaði byggvir, *
skír brúðr goða, *
fornar toptir fǫður. *



11. Hermed beg. en længere række af senere tilföjede vers, til og med v. 17. Det må betragtes som anerkendt, at det oprl. digt kun har bestået af de vers, der angår Odin selv og hans person. Det er let at forstå, hvorledes disse — og iøvrigt de mange andre »uægte« — vers er bleven indsat i det oprl. kvad. — v. 11 er i hvert fald et, der mindst af alt passede i smhængen. — Þrymhęimr: larmens (tordenens?) hjem. — Skaði: Njords hustru, deraf beskrivelsen i l. 5. — nú: synes at antyde, at Skaði forudsættes at have forladt Njord.



12.
Bręiðablik eru (hin sjaundu), *
ęn þar Baldr hęfir *
sér of gǫrva sali, *
á því landi *
es liggja vęitk *
fæsta fęiknstafi. *



12. Bręiðablik: Bredglans; ntr. sing. — fęiknstafi = fęikn, rædsler; stafir blot en afledningsendelse.



13.
Himinbjǫrg eru (hin ǫ́ttu), *
ęn Hęimdall þar *
kveða valda véum, *
þar vǫrðr goða *
drekkr í væru ranni *
glaðr hinn góða mjǫð. *



13. valda: herske over. — væru: roligt, hyggeligt; hans bolig ‘Himmelbjærgene’ må antages at have været ved broens ende ved himlens kant (horisonten).



14.
Folkvangr es (hinn níundi), *
ęn þar Fręyja ræðr *
sessa kostum í sal; *
halfan val*
hón kýss hvęrjan dag, *
en halfan Óðinn á. *



14. Folkvangr: kamp-vang. — Fręyja: herskerinden, er vel identisk med Frigg; ikke desto mindre er det påfaldende at finde Freyja i denne forbindelse. — sessa kostum: valg af siddepladser, er her blot omskrivende for sessar.



15.
Glitnir es (hinn tíundi), *
hann ’s golli studdr *
ok silfri þakðr hit sama, *
ęn þar Forseti *
byggvir flęstan dag *
ok svæfir allar sakar. *



15. Glitnir: den strålende. — golli studdr: ɔ: med söjler (stoðir) af guld. — Forseti: Balders og Nannas sön; som dommer sin faders efterfølger; men alle hans domme holder sig (i modsætning til Balders), jfr. l. 6.



16.
Nóatún eru (hin elliptu), *
ęn þar Njǫrðr hęfir *
sér of gǫrva sali; *
manna Þęngill *
hinn męins vani *
hótimbruðum hǫrgi ræðr. *



16. Nóatún: skibenes tun; Njord var gud for søfart og sejlads.— hǫrgi: også andre steder nævnes hörg i forbindelse med Njord, hvilket vistnok er et minde om, at han oprl. er kvindelig gud; jfr. Nerthus hos Tacitus.



17.
Hrísi vex *
ok hóu grasi *
Víðars land Viði, *
ęn þar mǫgr of læzk *
af mars baki *
frœkn at hęfna fǫður. *



17. Víðars: se Vafþr. v. 51. — Viði: antages for at være navnet på landet, af viðr, ‘det skovbevoksede land’. — mǫgr: ɔ: Odins sön. — af—baki: fra, ɔ: siddende på, hesteryg (ɔ: ridende til, ragnarök?). — læzk frækn: ɔ: vesa, ‘ter sig tapper nok’ (til at hævne).



18.
Andhrímnir
lætr í Ęldhrímni
Sæhrímni soðinn,
flęska bazt,
en þat fáir vitu,
við hvat Ęinhęrjar alask.



18. Andhrímnir: kokken, ‘sodet i ansigtet’. — Ęldhrímni: kedlen, ‘den af ilden sodede’. — Sæhrímni: galten med de vidunderlige egenskaber; navnet synes at antyde farven, ‘gråstribet som søens farve’(?). — flęska: kød i almlh.



19.
Gera ok Freka
sęðr gunntamiðr
hróðigr Hęrjafǫðr,
ęn við vín ęitt
vápngǫfugr
Óðinn æ lifir.



19. gunntamiðr: kamp-vant. — vápngǫfugr: ædelt udseende ved sine våben (spydet, guldhjælmen o. s. v.). — Bægge ulvenavnene bet. det samme, ‘den grådige’.



20.
Huginn ok Muninn
fljúga hvęrjan dag
jǫrmungrund yfir;
óumk of Hugin,
at aptr né komit;
þó séumk męir of Munin.



20. Huginn: af hugr, tanke, altså personifikation af Odins tænke-ævne. — Muninn: til muna ‘huske’, altså personifikation af Odins erindrings-ævne. — jǫrmungrund: den vældige jord, den udstrakte jord. — I l. 4–6 udtales den tanke, at tænke-ævnen er mere pålidelig end hukommelsen, der ofte kan svigte. — óumk og séumk er ensbetydende, ‘nære angst for’.



21.
Þýtr Þund,
unir Þjóðvitnis
fiskr flóði í;
áarstraumr
þykkir ofmikill
valglaumi at vaða.



21. Þýtr: suser. — Þund: en ellers ukendt elv, ‘den brusende’ (jfr. þyn og þun- i þórr ‘tordneren’). Elven må tænkes i nærheden af Valhal. — Þjóðvitnis: synes at måtte bet. ‘hovedulven’, og det er da Fenrir, der menes; hertil kan flóði høre, elven er da Vǫ́n, der dannes af ulvens ‘mundvand’, Þjóðvitnis fiskr synes ingen mening at give. — valglaumi: synes snarest at måtte bet. ‘de faldnes ɔ: einherjernes, muntre skare’ (glaumr: munterhed, höjrøstethed). Det synes at være en antydning af, at elven var en grænseelv for Valhal og dens område.



22.
Valgrind hęitir,
es stęndr vęlli á
heilǫg fyr hęlgum durum;
forn ’s sú grind,
ęn þat fáir vitu,
hvé hon ’s í lás of lokin.



22. Valgrind: gitter-dören, der lukker port-åbningen på Valhal.



23.
Fimm hundruð dura
ok umb fjórum tøgum,
svá hygg á Valhǫllu vesa;
átta hundruð (Ęinhęrja)
ganga ór ęinum durum,
þás fara við vitni at vega.



23. Fimm hundruð: naturligvis ‘store hundreder’, altså = 600, átta hundruð = 960; det samlede antal 576 000. — umb – tøgum: en mærkelig udtryksmåde, umb styrer dativen, ligesom i enda eigi hann ii. húskarla ok umb sjálfum sér, ‘og sig selv foruden (i tilgift)’ (Grág. I, 11). — ęinum: en og samme. — L. 6 hentyder til kampen med Fenrir i ragnarök. Flere steder fremhæves Fenrir som hovedfjenden. Den sluger jo også Odin.



24.
Fimm hundruð golfa *
ok umb fjórum tøgum*
svá hygg Bilskirni með bugum; *
ranna þęira, *
es rępt vitak, *
míns vęitk męst magar. *



24. Beskrivelsen af Tors hal, der falder uden for hovedindholdet, men er på grund af lighed blevet indskudt her. — golfa: rum mellem stavene (stolperne) mellem gulv og tag. — Bilskirni: sål. (med i i skirn) snarest; skirnir kommer af skirr- i skirrask; bil, svigten; ‘den der undgår at svigte’, et passende navn på Tors hal (jfr. Þrúð-vangr). — bugum: kroge; með bugum er s. s. med hringum, ‘alt i alt, alt iberegnet’. — míns magar måtte have tilkendegivet, hvem taleren var.



25.
Hęiðrún hęitir (gęit),
es stęndr hǫllu á
ok bítr af Læraðs limum;
skapkęr fylla
hon skal hins skíra mjaðar,
knáat sú vęig vanask.



25. Hęiðrún: vistnok af hęiðr ‘klar’ (m. h. t. mælken, skírr mjǫðr) og rún, der er så hyppigt i kvindenavne; måske skal ordet fremhæve det mærkelige i, at gedens mælk er mjöd, som »Einherjer bliver fuldtberusede af« (Snorre). — hǫllu: ɔ: Valhal. — Læraðs: navnets betydn. og form er usikker. Det er altså et træ, der vokser tæt ved Valhal og hvis grene overrager denne. — skapkęr: blandingskumme. — vanask: forminskes, holde op; det er med geden som med Særimner.



26.
Ęikþyrnir hęitir (hjǫrtr),
es stęndr hǫllu á
ok bítr af Læraðs limum,
ęn af hans hornum
drýpr í Hvergęlmi,
þaðan ęigu vǫtn ǫll vega.



26. Ęikþyrnir: synes at bet. ‘med krogede horn’ som egens og tjörnens grene. — Hvergęlmi: den brusende kedel; efter Snorre var den midt i Niflhel under askens tredje rod. — vǫtn: elve.



27.
Síð ok Víð, *
Sœkin ok Ęikin, *
Svǫl ok Gunnþró, *
Fjǫrm ok Fimbulþul, *
(Rín ok Rennandi) *
Gipul ok Gǫpul, *
Gǫmul ok Gęirvimul, *
þær hverfa of hodd goða. *



27–29. Indeholder elvenavne, åbenbart indsatte for at forklare vǫtn (i 26). — 278 hodd goða: synes at bet. ‘gudernes land’, men hodd findes ellers ikke i den betydn.



28.
Þyn ok Vin, *
Þǫll ok Hǫll, *
Grǫð ok Gunnþorin, *
Vína hęitir ęnn, *
ǫnnur Vegsvinn, *
þriðja Þjóðnuma. — *


29.
Nyt ok Nǫt, *
Nǫnn ok Hrǫnn, *
Slíð ok Hríð, *
Sylgr ok Ylgr, *
Víð ok Vǫ́n, *
Vǫnd ok Strǫnd, *
Gjǫll ok Lęiptr, *
falla gumnum nær *
(ęn falla til Hęljar heðan). — *


30.
Kǫrmt ok Ǫrmt *
ok Kerlaugar tvær, *
þær skal Þórr vaða *
dag hvęrjan, *
es hann dœma fęrr *
at aski Yggdrasils. *
(Þvíat ásbrú *
brinnr ǫll loga, *
heilǫg vǫtn hlóa). *



30. Tor rejser altså til domstedet til fods. — L. 7–9 er vist et tillæg; det synes at være antydet, at rejsen går over Bivröst (træet vokser jo på jorden), og at Tor ikke kan køre over den, da broen vilde komme i brand (ved tordenen) og de ‘hellige vande (elve)’, ɔ: de, hvorover broen går, komme i kog; dette synes hlóa at bet.



31.
Glaðr ok Gyllir, *
Glær ok Skeiðbrimir, *
Silfrintoppr ok Sinir, *
Gísl ok Falhófnir, *
Gulltoppr ok Léttfeti, *
þeim ríða æsir jóum. *
(dag hvęrn, *
es þęir dœma fara *
at aski Yggdrasils). — *



31. Den ene remse trækker den anden til sig. Også hestenavnene er ret gennemsigtige. — L. 7–9 er uden tvivl senere tilföjede, lånte fra 30.



32.
Þríar rœtr *
standa á þría vega *
undan aski Yggdrasils; *
Hęl býr und ęinni, *
annarri hrímþursar, *
þriðju męnskir męnn. — *



32–35. Alle disse vers om Yggdrasill er tilföjelser, 34 i et ufuldkomment versemål.

32. undan: ud fra (til forskellige sider). — und: må opfattes lidt forskelligt i forhold til de 3 slags væsner. — Hel er naturligvis nede i jorden virkelig under roden, men både mennesker og jætter må tænkes boende på jordens overflade; und må da forstås i lighed med und i und Miðgarði, ɔ: ved roden eller ved træets nederste del.



33.
Ratatoskr hęitir (íkorni), *
es rinna skal *
at aski Yggdrasils, *
arnar orð *
hann skal ofan bera *
ok segja Níðhǫggvi niðr. — *



33. Ratatoskr: antages at bet. ‘gnave-tand’. — at: på langs af. — arnar: foran dette vers er der gået et vers om en örn i træets top, hvis indhold findes gengivet hos Snorre. — Níðhǫggvi: jfr. v. 35. — Hvilke »örnens ord« var, er usikkert; Snorre har opfattet dem som avindsord.



34.
Hirtir eru ok fjórir, *
þęirs af hæfingar *
gaghalsir gnaga; *
Dáinn ok Dvalinn, *
Dunęyrr ok Duraþrór. — *



34. hæfingar: et ukendt ord, knopper? — gaghalsir: med tilbagebøjede halse, fordi de må strække hoved og hals op. — Der er modsætning mellem dette vers og v. 35, hvor der kun er tale om én hjort; dette er det oprl.



35.
Ormar flęiri*
liggja und aski Yggdrasils, *
an þat of hyggi hvęrr (ósviðra apa), *
Góinn ok Móinn *
eru Grafvitnis synir *
(Grábakr ok Grafvǫlluðr) *
Ófnir ok Sváfnir *
hygg at æ skyli *
męiðs kvistu máa. — *



35. ósviðra apa: et tillæg; api se Hávm. 74, 121. — L. 4–6 er vist udvidelse. Også her er der modsætning mellem dette vers og 36, hvor der kun er tale om én slange, Nidhug, og det er det oprl.



36.
Askr Yggdrasils *
drýgir ęrfiði *
męira an męnn viti, *
hjǫrtr bítr ofan, *
ęn á hliðu fúnar, *
skęrðir Níðhǫggr neðan. — *



36. drýgir ęrfiði: må udholde pine (kval), forklares ved l. 4–6.



37.
Hrist ok Mist
vilk at mér horn beri,
Skęggjǫld ok Skǫgul,
Hildr ok Þrúðr, *
Hlǫkk ok Hęrfjǫtur, *
Gǫll ok Gęirǫnul *
Randgríðr ok Ráðgríðr
ok Ręginlęif,
þær bera Ęinhęrjum ǫl.



37. Kan være oprl., da det handler om Odins møer, men rimeligvis er l. 4–6 indskud. Valkyrjerne er altså opfattede her som ølskænkersker i Valhal.

Atter her findes et större indskud af vers, 38–42, der handler om naturen, men har intet med Odin at göre.



38.
Árvakr ok Alsviðr *
skulu upp heðan *
svangir sól draga, *
ęn und þęira bógum *
fǫ́lu blíð ręgin *
æsir ísarnkol. *



38. Árvakr: årvågen. — Alsviðr: alstærk. — heðan: ɔ: nedefra (den østlige) horisont ved jorden. — svangir: smækre. — blíð: betegner gudernes velvilje og betænksomhed. — ísarnkol: jærn-kulde, stærk kulde; kol = (senere) kul. Snorre forklarer dette som ‘vindbælge’, altså et slags vifter. — Om hestene jfr. Sigrdr. 14.



39.
Svalinn hęitir, *
hann stęndr sólu fyrir, *
skjǫldr skínanda goði; *
bjǫrg ok brim *
vęitk at brinna skulu, *
ef hann fęllr í frá. *



39. Svalinn: den kølige, og altså den der giver kølighed. — Det er solskiven selv, der har avlet denne forestilling.



40.
Skoll hęitir ulfr, *
es fylgir hinu skírlęita *
goði til varna viðar, *
ęn annarr Hati, *
hann ’s Hróðvitnis sonr, *
sá skal fyr hęiða brúði himins. *



40. Skoll: svig(fuld), jfr. skolli = ræv (i sen. isl.). — fylgir: løber efter, forfølger. — varna viðar: skovens værn; hidrører fra en digter, der altid og kun har set solen gå ned i (bagved) skove. — Hati: fjende(n). — Hróðvitnis: den navnkundige ulv ɔ: Fenrir, jfr. Vǫluspá v. 40. — skal fyr: skal komme foran den og afskære dens videre løb. Jfr. de forskellige forestillinger om solulvene.



41.
Ór Ymis holdi *
vas jǫrð of skǫpuð, *
ęn ór svęita sær, *
bjǫrg ór bęinum, *
baðmr ór hári, *
ęn ór hausi himinn. *



41–42. Jfr. Vafþr. 21.
41. baðmr: kollektivt, skoven, træerne.



42.
En ór hans brǫ́um *
gęrðu blíð ręgin *
Miðgarð manna sonum, *
ęn ór hans hęila *
vǫ́ru þau hin harðmóðgu *
ský ǫll of skǫpuð. — *



42. brǫ́um: öjenvipper; de svarer til gærdestaver. — harðmóðgu: hårdsindede, på gr. af de lyn, sne og hagl, de udsender.



43.
Ullar hylli
hęfr ok allra goða
hvęrr ’s tękr fyrstr á funa,
opnir hęimar
verða of ása sonum,
þás hęfja af hvera.



43. Verset tager sigte på den situation, der ligger til grund for digtet. — Ullar: når Ullr nævnes her sål., vidner det om denne guds tidligere magt og betydning, som iøvrigt ikke fremgår af prosaiske kilder, men hvorom norske stednavne klart vidner. Ordet bet. ‘herlighed, den herlige’, og er oprl. navn på den höjeste gud. — tękr á: tager på, ɔ: stanser. — opnir: åbne, overskuelige. — L. 6: »når man løfter kedlerne af (ilden)«. Digteren synes at mene, at guderne vil kunne se Odin og den fare, han er i, og vil kunne komme ham til hjælp, når blot kedlerne fjærnes. Det hele er noget mystisk.



44.
Ívalda synir *
gingu í árdaga *
Skíðblaðni at skapa, *
skipa bazt *
skírum Fręy, *
nýtum Njarðar bur. — *



44–45 har intet med hovedindholdet at göre og må derfor udskydes som tilföjelser.

44. Ívalda synir: ellers ukendte; dværge efter Snorre. — Skíðblaðni: af skíð-blað, tyndt fladt bræddestykke. Efter Snorre kunde skibet foldes sammen og gemmes i ens pung.



45.
Askr Yggdrasils, *
hann ’s œztr viða, *
ęn Skíðblaðnir skipa, *
Óðinn ása, *
ęn jóa Slęipnir, *
Bilrǫst brúa. *
(ęn Bragi skalda, *
Hábrók hauka, *
ęn hunda Garmr). *



45. L. 7–9 er vist senere tillæg. — Bragi: må være guden. — Hábrók: den höjbenede. — Garmr: Hels hund. Jfr. Vǫluspǫ́.



46.
Svipum hęfk nú ypt
fyr sigtíva sonum,
við þat skal vilbjǫrg vaka,
ǫllum ǫ́sum
þat skal inn koma
Ægis bękki á
(Ægis drekku at).



46. Svipum—sonum: kan kun bet. ‘jeg har vist mit ansigt for kampgudernes (asernes) sönner’ (= guderne); herved synes digteren at udtale, at nu har guderne set Odin (er kedlerne bleven fjærnede?). — vilbjǫrg: ønsket redning. — vaka: våge, komme i stand. — »Det skal bevirke, at alle aser skal komme til Ægirs bænke« (L. 7 er vist tilföjet). Det er ganske uklart hvilken smhæng der er mellem den 1. og den 2. halvdel.



47.
Hétumk Grímr,
hétumk Gangleri,
Hęrjan ok Hjalmberi,
Þękkr ok Þriði,
Þundr ok Uðr,
Hęrblindi ok Hóarr.



47–49. Af disse vers med lutter Odinsnavne er ialfald 484-11 indskud, ti disse 8 linjer udgör et vers i fornyrðislag. 481-3 + 12-14 udgör det oprl. vers. 49 er uægte af den grund, at Odin dér siger, hvad han kaldte sig hos Geirröd!



48.
Saðr ok Svipall
ok Sanngetall,
Hęrtęitr ok Hnikarr,
Bilęygr, Bálęygr, *
Bǫlverkr, Fjǫlnir, *
Grímr ok Grímnir, *
Glapsviðr ok Fjǫlsviðr, *
Síðhǫttr, Síðskęggr, *
Sigfǫðr, Hnikuðr, *
Alfǫðr, Valfǫðr, *
Atríðr ok Farmatýr *
ęinu nafni *
hétumk aldrigi, *
síz með folkum fórk. *



48. ęinu nafni: ved et og samme navn. — með folkum: blandt mennesker.



49.
Grímni mik hétu *
at Geirrøðar, *
ęn Jalk at Ásmundar, *
ęn þá Kjalar, *
es kjalka drók, *
Þrór þingum at. *
(Óski ok Ómi, *
Jafnhár ok Biflindi, *
Gǫndlir ok Hárbarðr með goðum). *



49. Kjalarr og kjalki synes her satte i etymologisk forbindelse. — Þrór þingum at: forudsætter at Odin har noget med tingforsamlinger og processer at göre. — Hárbarðr með goðum: tager sigte på Hárbardsljóð.



50.
Sviðurr ok Sviðrir
hétk at Sǫkkmímis,
ok dulðak hinn aldna jǫtun,
þás Miðvitnis
vask hins mæra burar
orðinn ęinbani.



50. Indholdet er ganske dunkelt, man kender intet til, hvortil der sigtes. Sǫkkmímir nævnes i Yngl. tal og i en remse (jætte), Miðvitnir kun her. — Sviðurr ok Sviðrir må være omtr. ensbetydende, men betydn. er usikker, og hvorledes er det at forstå, at Odin ved en og samme lejlighed bærer to (nærbeslægtede) navne? — dulðak: med acc. kunde det bet. to ting: ‘jeg skjulte den gamle jætte’ og ‘jeg skjulte (noget) for den gamle jætte’; hvad der er det rette er umuligt at afgöre.



51.
Ǫlr est Geirrøðr,
hefr þú of drukkit
— — — —
miklu est hnugginn,
es þú est mínu gęngi,
allra Ęinherja ok Óðins.



51. L. 3 mangler. — hnugginn: berøvet. — gęngi: følge, støtte, beskyttelse.



52.
Fjǫlð þér sagðak,
ęn þú fátt of mant,
of þik véla vinir;
mæki liggja
sék míns vinar
allan í dręyra drifinn.



52. L. 3: »det er venner, der har med dig at göre«, — men det hjælper ikke, er underforstået. — L. 4–6 er forudsigelse af, hvad der straks vil ske, da Geirrøðr, på grund af sit fuldskab, ikke kommer til besindelse, og ikke, trods alle Odins hentydninger, har skjönnet, hvem han havde for sig.



53.
Ęggmóðan val
nú mun Yggr hafa,
þitt vęitk líf of liðit;
úfar ro dísir,
nú knátt Óðin séa;
nálgask mik ef þú męgir.



53. Ęggmóðan: æg-sløvet, ɔ: dræbt ved sværd. — val: her om en enkelt person. — Yggr: også her et betegnende navn (ligesom i Vafpr. 5), ‘den frygtelige’. — úfar: vrede. — dísir: her = nornerne. — Óðin séa: her åbenbarer Odin sig med rene ord; i dem ligger dødsdommen. — L. 6 antyder, at nu forsvinder Odin og kommer af sig selv bort, hvorledes siges ikke. Ved en anden lejlighed forvandler han sig til en örn og flyver bort.



54.
Óðinn nú hęitik, *
Yggr áðan hétk, *
hétumk Þundr fyr þat, *
(Vakr ok Skilfingr, *
Vǫ́fuðr ok Hroptatýr *
Gautr ok Jalkr með goðum) *
Ófnir ok Sváfnir *
hygg at orðnir sé *
allir at ęinum mér. *



54. Efter foregående, åbenbart afsluttende vers kommer dette, ovenikøbet med endnu en navneremse(!); verset er helt igennem en tildigtning. — Yggr — hétk: hentydning til v. 53? L. 8–9: »Jeg tror (ved), at de er alle bleven til mig alene«, d. v. s. at de er alle identiske med mig selv.

Geirrøðr konungr sat ok hafði sverð um kné sér ok brugðit til miðs. En er hann heyrði, at Óðinn var þar kominn, þá stóð hann upp ok vildi taka Óðin frá eldinum. Sverðit slapp ór hendi hánum ok vissu hjǫltin niðr. Konungr drap fœti ok steypðisk áfram, en sverðit stóð i gǫgnum hann ok fekk hann bana. Óðinn hvarf þá, en Agnarr var þar konungr lengi síðan.