Hamðismǫ́l

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Hamðismǫ́l


I R er her åbenbart to digte, det ene i málaháttr (hovedkvadet), det andet i fornyrðislag, kombinerede med hinanden. De er her adskilte ved A og B (jfr. Reginsmǫ́l). Det er åbenbart málaháttsdigtet, der er det »gamle« kvad.
_______________________________________________________________________________________________________________________


B. 1.
Spruttu á tái
tregnar íðir,
grœti alfa
hin glýstǫmu,
ár of morgin
manna bǫlva
sútir hvęrjar
sorg of kvęykva.



1. Verset er i det hele vanskeligt. — tái: jfr. Guðrkv. 9; »der sprang op (ligesom planter) på fortovet handlinger, hvorover man har sörget« — ɔ: i hjemmet opstod anledningen til bedrøvelige gærninger(?). — græti alfa: ting, som kunde volde (de gode) alver sorg. — glýstǫmu: glædeberøvet. — L. 5-8: »allerede tidlig om morgenen vækker (tænder) alle mænds-ulykker sorg«, manna bǫlva må styres af sátir og sorg være obj. til kvęykva, men udtrykkene er noget indviklede og efterklassiske.



B. 2.
Vasa þat nú
né í gær,
þat hęfr langt
liðit síðan,
es hvatti Goðrún
Gjúka borin
sonu sína unga
at hęfna Svanhildar.



2. borin: fejl f. dóttir?



A. 3.
Es fátt fornara,
fręmr vas þat hǫlfu.
— — — —



3. Disse to linjer, der er afgjort i málaháttr, er i R puttet ind i foreg, vers mellem l. 4 og 5. Meningen er den sm som i 21-4. — fręmr hǫlfu: dobbelt så langt tilbage, kan ikke forstås tilfulde, da resten af verset mangler.



A. G. kv. 4.
Systir vas ykkur
Svanhildr of hęitin,
sús Jǫrmunrekkr
jóum of traddi
hvítum ok svǫrtum
á hęrvegi,
grǫ́um gangtǫmum
Gotna hrossum.



4. hęrvegi: hær-vej, ɔ: alfarvej. — gangtǫmum: vante, vænnede, til ‘gang’, en særlig gangart, måske pasgang. — Gotna: ti Jörmunrekk var Goterkonge.



5.
Ęptir es ykr þrungit
þjóðkonunga;
lifið ęinir ér
þátta ættar minnar.



5. L. 1–2: »I er kommen til at stå tilbage for folkekonger«. Så mgl. der rimeligvis to linjepar. — þátta ættar minnar: af min slægt (egl. slægts snore).



6.
Ęinstœð emk orðin
sęm ǫsp í holti,
fallin at frændum
sęm fura at kvisti,
vaðin at vilja
sęm viðr at laufi,
þás hin kvistskœða
kemr of dag varman.



6. ǫsp í holti: asp i skoven, omkring hvilken alt er ryddet(?). — fallin: havende mistet. — at kvisti: hvis grene er bleven afhuggede. — vaðin o. s. v.: berøvet min fryd. — kvistskœða: den gren-skadende, et underligt udtryk, snarest tænker man på øksen (andre på stormen, hríð, atter andre på solen).



7.
Hitt kvað þá Hamðir
hinn hugumstóri:
lítt myndir þá Goðrún
lęyfa dǫ́ð Hǫgna,
es þęir Sigurð
svefni ór vǫkðu,
sazt þú á bęði,
ęn banar hlógu.


8.
Bœkr vǫ́ru þínar
hinar bláhvítu
ofnar vǫlundum,
flutu í vers dręyra;
svalt þá Sigurðr,
sazt þú of dauðum,
glýja né gáðir,
Gunnarr þér svá vildi.



8. Bœkr: sængetæpper (med ind vævede figurer). — bláhvítu: blåhvide, hvide med blå (sorte) striber. — ofnar vǫlundum: vævede af kunstnere; herefter skulde Vǫlundr allerede i 10. årh. være blevet et fællesnavn, hvad der godt kan have været tilfældet. I Guðrkv. lyder teksten: folgnar í válblóði, ‘gennemvævede af den dødes blod’, hvad der mulig er det oprl. — glýja af glý ntr. ‘glæde’.



9.
Atla þóttisk stríða
at Ęitils morði
ok at Erps aldrlagi,
þat vas þér ęnn verra,
svá skyldi hvęrr ǫðrum
vęrja til aldrlaga
sverði sárbęitu,
at sér né stríddit.



9. stríddit: påføre kummer. — at: ved (ɔ: idet E. blev dræbt). — L. 8: »at det ikke gik ud over en selv«.



10.
Hitt kvað þá Sǫrli,
svinna hafði hyggju:
vilkat við móður
mǫ́lum of skipta,
orðs þykkir ęnn vant
ykr hvǫ́ru tvęggja;
hvęrs biðr þú nú Goðrún,
es fyr gráti né færat?



10. svinna: Sörle udmærker sig ved klogskab, (Hamde ved mod). — L. 7-8: »hvad ønsker du Gudrun (et mærkeligt udtryk om moderen!), som du for gråd ikke kan få frem?«. Jfr. Krit. bem.



11.
Brœðr grætr þú þína
ok buri svása,
niðja náborna,
lęidda nær rógi;
skalt þú ok Goðrún
okr gráta báða;
sitjum fęigir á mǫrum,
fjarri munum dęyja.



11. niðja: appos. til det foreg, brœðr, buri. — L. 4: »førte nær strid«, synes kun at være et mildere udtryk for ‘ombragte’.



12.
Gingu ór garði,
gǫrvir at ęiskra;
liðu þá yfir ungir
úrig fjǫll
mǫrum húnlenzkum
morðs at hęfna.



12. Gingu: må her bet. ‘bevægede sig’, afrejste. — ęiskra: udstøde vredeshyl, el. kamp-skrig, tydende på deres indre ophidselse. — húnlenzkum: her i uegenlig betydn.



B. 13.
Fundu á stræti
stórbrǫgðóttan
— — — —
»hvé mun jarpskamr
okr fultingja?«



13. stórbrǫgðóttan: meget listig; begrundelsen heraf savnes. — jarpskamr: ‘lille Erp’ (jarpr brun = erpr), en hånende betegnelse; han er deres halvbroder.



14.
Svaraði hinn sundrmœðri,
svá kvazk vęita mundu
fulting frændum
sęm fótr ǫðrum.
»Hvat męgi fótr
fœti vęita,
né holdgróin
hǫnd annarri?«



14. sundrmœðri: som har en anden moder; jfr. hornung i følg. vers. — né: betyder, at svaret på bægge spörsmål må blive nægtende, jfr. Skírn. 17. — L. 7-8 jfr. frisisk: hond scel hond vera.



15.
Þá kvað þat Erpr
ęinu sinni,
mærr of lék
á mars baki:
»ilt ’s blauðum hal
brautir kęnna«;
kóðu harðan mjǫk
hornung vesa.



15. lék: legte, spøgte, viste sig munter. — L. 5-6 synes at være en spøgefuld replik af Erpr, hvorved det sagte dog i hans mund lyder som djærvhed; »det er kun den feje, hvem man vanskelig kan lære den rette vej (det rette)«. — hornung: efter NgLove ‘fri mands og fri kvindes (uægte) sön’, efter Grågåsen ‘en fri kvindes og en af hende frigivens sön’, her må det første være tilfældet, men Erps moder er ukendt (en ufri kvinde?).



16.
Drógu ór skíði
skíði-éarn,
mækis ęggjar
at mun flagði,
þvęrðu þrótt sinn
at þriðjungi,
létu mǫg ungan
til moldar hníga.



16. skíði-éarn: skede-jærn, sværd. — L. 4: »til glæde for trolden (heksen)«, hvad der her menes med flagð, er ikke til at se; man væntede et ord for ‘ulv’.



17.
Skóku loða,
skalmir fęstu,
góðbornir smugu
í goðvefi.



17. Skóku: de rystede (dem, för de tog dem på). — goðvefi: purpurkapper.



18.
Framm lǫ́gu brautir,
fundu vástígu
ok systurson
sáran á męiði,
vargtré vindkǫld
vestan bœjar,
trýtti æ trǫnu hvǫt,
títt vasat bíða.



18. vástígu: fordærvelige veje, veje, der førte til fordærv. — systurson: søster-sön, ɔ: en sön af Svanhild; dette er ret utænkeligt. Man skulde vænte, at der her var en betegnelse for hendes elsker ɔ: Randver; son måtte da være galt. — sáran: ɔ: såret til døde. — vargtré: galge. — bœjar: ɔ: Jörmunrekks hal. — L. 7 er uforståelig. — L. 8: »de havde ikke lyst til at vænte«, ɔ: på grund af det uhyggelige syn.



A. 19.
Glaumr vas í hǫllu,
halir ǫlręifir,
ok til gota ękki
gęrðu at hęyra,
áðr halr hugfullr
í horn of þaut.



19. gota: hestene. — halr: den udenfor hallen stående vagtmand.



20.
Sęgja fóru jarlar
Jǫrmunrekki,
at sénir vǫ́ru
sęggir und hjǫlmum,
»rœðið ér of ráð,
ríkir eru komnir,
fyr mǫ́tkum hafið mǫnnum
męy jóum tradda.«



20. jarlar: atter her højtstående mænd (krigere) i hirden. — Jǫrmunrekki: en af de former, der beviser, at man har opfattet det sidste led som rekkr, (og ikke -rekr af ríkr). — ér: d. e. kongen og hans nærmeste. — fyr: til skade for. — męy: Svanhild.



21.
Hló þá jǫrmunrekkr,
hęndi drap á kanpa,
bęiddisk at brǫngu,
bǫðvaðisk at víni,
skók hann skǫr jarpa,
sá á skjǫld hvítan,
lét sér í hęndi
hvarfa kęr gollit.



21. brǫngu: da dette ord er ukendt, er opfattelsen af linjen usikker. — bǫðvaðisk: også dette ords betydn. er usikker; »muntrede sig voldsomt«(?). — hvarfa: egl. ‘bevæge sig’ (frem og tilbage).



J. kv. 22.
Sæll ek þá þœttumk,
ef séa knættak
Hamði ok Sǫrla
í hǫllu minni,
buri myndak þá binda
með boga stręngjum,
góð bǫrn Gjúka dóttur
á galga fęsta.



22. buri: bruges her som męgir i betydn. ‘mænd’. — boga: hvorfor med bue-strænge? — goð: betegner blot deres höje herkomst. — dóttur: mgl. R, men er nødvendigt, hvis ikke Gjúka er fejl for Goðrúnar (et G. kunde være fejlagtig opfattet).



23.
Hitt kvað þá hróðrglǫð,
stóð of hléðum,
mæfingr mælti
við mǫg þęnna.



23. hróðrglǫð: usikkert, om ordet er egennavn el. fællesnavn (»den ry-glade«); i bægge tilfælde er det ganske usikkert, hvem der menes. — L. 2 uforståelig.



24.
»Þvíat þat hęita,
at hlýðigi myni;
męgut tvęir męnn ęinir
tíu hundruð Gotna
binda eða bęrja
í borg hinni hóu.«



24. L. 1-2 er uforståelige. — At flytte disse vers og betragte hróðrglǫð som betegnelse for Gudrun, er lidet tilrådeligt, og ordlyden bliver ikke klarere el. mere forståelig derved.



25.
Styrr varð í ranni,
stukku ǫlskálir,
í blóði bragnar lǫ́gu
ór brjósti Gotna.



25. Styrr: kamptummel. — stukku: sprang ned (og væltede). Brages Ragnarsdrápa indeholder lighed med disse linjer (Rósta varð i ranni; brunn ǫlskála). — bragnar: ɔ: Jörmunrekks hirdmænd.



26.
(Hitt kvað þá Hamðir
hinn hugumstóri:)
Æstir Jǫrmunrekkr
okkarrar kvǫ́mu,
brœðra sammœðra,
innan borgar þinnar;
fótum sér þú þínum,
hǫndum sér þú þínum
Jǫrmunrekkr orpit
í ęld hęitan.



26. Æstir: sigter til v. 22; men hvorledes digteren har tænkt sig, at Hamdir kendte de ord af kongen, er ikke til at se. — L. 7-10 er vel næppe at opfatte bogstaveligt, men blot som et udtryk for kongens undergang.



27.
Þá hraut við ræsir
hinn ręginkungi,
ballr í brynju,
sęm bjǫrn hryti:
»grýtið ér gumna,
alls gęirar né bíta,
ęggjar né éarn,
Jónakrs sonu.«



27. ræsir: mgl. R. — ręginkungi: fra guderne stammende. — ballr: R har balldr. — grýtid o. s. v.: forudsætter den hos Saxo forekommende forestilling, at Gudrun havde gjort sönnerne usårlige i deres rustning. — ęggjar og éarn: er egl. identisk. Der mgl. her åbenbart en replik af Hamde, hvori han har anvist den måde, hvorpå brødrene kunde besejres.



28.
Hitt kvað þá Hamðir *
hinn hugumstǫ́ri: *
S. kv. Bǫl vant þú bróðir,
es þann bęlg lęystir;
opt ór þęim bęlg
bǫll rǫ́ð kómu;
hug hęfr þú Hamðir,
ef hęfðir hyggjandi,
mikils es á mann hvęrn
vant es manvits es.



28. Bǫl: ulykke. — es—lęystir: her findes et alml. udtryk for at ‘udtale noget’, der helst burde være usagt; lęysa bęlg løse (båndene om) en bælg (skindsæk), åbne skindsækken. — bǫll: synes at danne et slags ordspil, för var bǫll (rǫ́ð) , stærke, kraftige råd, nu var det bǫl. — kómu: nødvendig rettelse af R’s koma. — Verset er uden tvivl at tillægge Sörle og ikke Hamde. — L. 7-8: »meget mangler den mand, der ikke har kløgt«.



29.
Af væri nú hǫfuð,
ef Erpr lifði,
bróðir hinn bǫðfrœkni,
es á braut vǫ́gum,
hvárr hinn vígfrœkni,
hvǫttumk at dísir,
guma hins gunnhvata
gęrðumk at vígi.



29. Verset bör vist også tillægges Sörle, men Snorre har tillagt Hamde replikken. — hvárr: appos. til ‘vi’, subj. til vǫ́gum. Jfr. Krit. bem. — L. 6: »diserne (nornerne) æggede mig (os) dertil«. — guma hins gunnhvata: R har her nom., som ikke synes at kunne være rigtigt; betegnelsen kan ikke passe på Erpr, det er Jörmunrekk, der menes. Jfr. Krit. bem.



S. kv. 30.
Ękki hygg ek okr *
vesa ulfa dœmi, *
at mynim sjalfir of sakask *
sęm gręy norna, *
þaus grǫ́ðug eru *
í auðn of alin. *



30. Dette ljóðaháttsvers kan naturligvis ikke have tilhørt digtet, hverken A el. B, men et 3., hvis det ikke er en ren tildigtning. — okr: en nødvendig rettelse af R’s ykr. — gręy norna: nornernes hunde, er en ellers ukendt betegnelse; der menes vel ‘ulvene’.



31.
Vęl hǫfum vegit,
stǫndum á val Gotna
ofan ęggmóðum
sęm ęrnir á kvisti,
góðs fingum tírar
þótt nú eða i gær dęyim,
kveld lifir ękki
maðr ępt kvið norna.



31. L. 1-4 er koldt sarkastiske. — ęggmóðum: jfr. Grímn. v. 53. — L. 5-6 jfr. Krit. bem. — fingum: har vi erhværvet os. — í gær: i morgen; denne betydn. i ordet er ellers ukendt, men er her absolut sikker; den oprl. betydn. i ordet er ‘den anden dag’. — ępt: efter, ɔ: udover, længere end (o. s. v.).



B. 32.
Þar fell Sǫrli
at salar gafli,
ęn Hamðir hné
at húsbaki.



32. Dette vers forudsætter en anden skueplads for kampen og brødrenes færd end v. 25 ff. — at húsbaki: bagved hallen; salr og hús er det samme.



Þetta eru kǫlluð Hamðismǫ́l hin fornu.