Helreið

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Helreið Brynhildar


Findes også i Flatøbogen og i AM 62 fol.




Eptir dauða Brynhildar váru gǫr bál tvau, annat Sigurði ok brann þat fyrr, en Brynhildr var á ǫðru brend ok var hon í reið þeiri, er guðvefjum var tjǫlduð. Svá er sagt, at Brynhildr ók með reiðinni á helveg ok fǫ́r um tún, þar er gýgr nǫkkur bjó. Gýgrin kvað:


1.
Skalt í gǫgnum
ganga ęigi
grjóti studda
garða mína,
bętr sęmði þér
borða at rękja
hęldr an vitja
vers annarrar.



ganga: færdes: her ‘køre’. — borða at rękja: at væve ‘borter’ ɔ: tæpper (langstrakte, mønstrede (vægge)tæpper. — annarrar: ɔ: Gudruns.



2.
Hvat skalt vitja
af Vallandi,
hvarfúst hǫfuð,
húsa minna?
þú hęfr vǫrgum,
ef þik vita lystir,
męini blandin,
manns blóð gefit.



Vallandi: eller val-?, kampenes land, hentydning til Brynhild som valkyrje(?). — hvarfúst: ubestemt, der snart vil det ene, snart det andet (tilböjelig til alt). — vǫrgum: Vǫr golls R. — L. 7-8 lyder i R: mild af hǫndum manns blóð þvęgit.



Br. kv. 3.
Bregð ęigi mér,
brúðr ór stęini,
þótt værak fyrr
í víkingu,
ek mun okkur
œðri þykkja,
hvars ęðli męnn
okkart kunnu.



okkur: pron. poss., af os to. — ęðli: natur, væsen.



G. kv. 4.
Þú vast Brynhildr
Buðla dóttir
hęilli verstu
í hęim borin,
þú hęfr Gjúka
of glatat bǫrnum
ok búi þęira
brugðit góðu.



glatat: ødelagt, bragt til undergang; denne indtræder dog senere. — búi: hjem; »du har ødelagt deres hjem«; góðu hører næppe til búi.



Br. kv. 5.
Ek mun sęgja þér
svinn ór ręiðu
vitlaussi mjǫk,
ef þik vita lystir,
hvé gęrðu mik
Gjúka arfar
ástalausa
ok ęiðrofa.



Man mærke modsætningen svinn—vitlaussi.



6.
Hétu mik allir
í Hlymdǫlum
Hildi und hjalmi,
hvęrr es kunni.



Findes i R efter det følgende vers, men må efter al sandsynlighed flyttes herhen. — Hlymdǫlum: fosterfaderen Heimis hjem. — kunni: kendte mig. — Herind bör rimeligvis sættes det halvvers, der anføres i prosa 19 i Sigrdrífumǫ́l: Annarr hét Agnarr | Auðu bróðir | es véttr ęngi | vildi týja.



7.
Lét hami vára
hugfullr konungr
átta systra
und ęik borit;
vask vetra tolf,
ef þik vita lystir,
es ungum gram
ęiða sęldak.



konungr: ɔ: Agnarr. — átta: de er 8 (ikke 9) ialt, valkyrjer i svanehamme, jfr. Vǫlkv. — systra: i uegenlig forstand. — ęiða: kan kun være trolovelsesed; om en sådan tidlig trolovelse er iøvrigt intet kendt, ligesom de her nævnte personer er ellers ukendte.



8.
Þá létk gamlan
á Goðþjóðu
Hjalmgunnar næst
hęljar ganga;
gafk ungum sigr
Auðu bróður;
þar varð mér Óðinn
ofręiðr of þat.



Goðþjóðu: hermed menes Goternes land (got. Gutþuda). Der bör vel skrives Got-. — hęljar: til Hel.



9.
Lauk mik skjǫldum
í Skatalundi
rauðum ok hvítum,
randir snurtusk;
þann bað slíta
svefni mínum,
es hvęrgi lands
hræðask kynni.



Skatalundi: ellers ukendt; denne lund må vel tænkes på Hindarfjæld. — snurtusk: berørte hinanden (R har snurtu). — hvęrgi lands: ingensteds i verden, bet. blot: ‘aldrig’.



10.
Lét of sal minn
sunnanverðan
hóvan brinna
hrotgarm viðar;
þar bað ęinn þegn
yfir at ríða,
þanns mér fœrði goll
þats und Fáfni lá.



sunnanverðan: på sydsiden, hvorfor kun dér? — hrotgarm viðar: træets knagende hund, ilden. R læser: her alls viðar (metrisk galt).



11.
Ręið góðr Grana
gollmiðlandi,
þars fóstri minn
flętjum stýrði,
ęinn þótti hann þar
ǫllum bętri
víkingr Dana
í verðungu.



gollmiðlandi: guldbryderen, den gavmilde (fyrste). — fóstri: Heimir. — víkingr: en mærkelig betegnelse for Sigurd, men jfr. Atlam. 92-93. Det kan være tvivlsomt, hvortil Dana hører; da Sigurd aldrig sættes i noget intimt forhold til Danerne (víkingr Dana måtte bet., at han var en af dem), må det vist henføres til verðungu, hvorved også dette ord får en nærmere (tiltrængt) bestemmelse. Herved antydes et ophold hos Danerne, hvortil man ellers ganske vist intet kender.



12.
Svǫ́fum ok unðum
í sæing ęinni,
sęm minn bróðir
of borinn væri;
hvárki knátti
hǫnd of annat
átta nóttum
okkart lęggja.


13.
Því brá mér Goðrún
Gjúka dóttir
at Sigurði
svæfak á armi,
þar varðk þess vís,
es vildigak,
at þau véltu mik
í verfangi.



verfangi: erhværvelsen af ægtemand, m. h. t. ægtemanden (Gunnar istf. Sigurd).



14.
Munu við ofstríð
alls til lęngi
konur ok karlar
kvikvir fœðask,
vit skulum okrum
aldri slíta
Sigurðr saman;
søksk gýgjar kyn.



ófstríð: stærk kummer. — kvikvir: mask., fordi karlar står lige foran. — aldri slíta: tilbringe alderen, leve. — vit Sigurðr: hører absolut sammen.