Kvadet om Vølund (F.W.Horn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869

Kvadet om Vølund
(Völundarkviða)

Nidud hed en Konge i Svithjod; han havde to Sønner og en Datter, som hed Bødvild. Der var tre Brødre, Sønner af Finnekongen, den ene hed Slagfinn, den anden Egil og den tredje Vølund; de skred paa Skier og jagede Dyr. De kom til Ulvedal og byggede sig der et Hus; der ligger et Vand som hedder Ulvesø. En Morgen tidlig fandt de paa Søbredden trende Kvinder, som sad og spandt Lin; de havde deres Svanehamme liggende hos sig, thi de vare Valkyrjer; de to vare Døttre af Kong Hlødvé, Hladgud Svanhvid og Hervør Almvit, den tredje var Ølrun, Datter af Kong Kjaar i Valland. Egil fik Ølrun, men Slagfinn Svanhvid og Vølund Almvit. Syv Vintre bode de sammen, da fløj de bort for at gjæste Slagene og kom ej igjen. Da skred Egil paa Skier for at søge efter Ølrun, Slagfinn ledte efter Svanhvid, men Vølund sad i Ulvedalen. Han var den kunstfærdigste Mand, som Folk véd af i de gamle Frasagn. Kong Nidud lod ham haandtage, saalunde som her er kvædet.

1. Søndenfra fløj Valens Møer

gjennem tætte, dunkle Skove,

Herjans unge, kjække Døttre,

Kampens Skjæbne at bestemme.

De ved Søens Bred sig satte,

Sydens Møer til Hvile trængte;

og de spandt det dyre Lin.

2. En af dem sig Egil kaared,

fejr og fin var Egils Brud.

3. Svanhvid nævnedes den anden,

Svanevinger hende bar.

4. Men den tredje af de Søstre

kaared Vølund til sin Viv.

5. Saa de sad syv fulde Vintre,

men den ottende drog Længslen

Herjans unge, kjække Døttre

atter til de dunkle Skove,

at bestemme Kampens Kaar.

6. Hjem fra Jagten vendte Vølund,

Skytten med de skarpe Blikke,

mødig af den lange Vandring;

Slagfinn fulgte ham og Egil.

De fandt Salen tom og øde,

ud og ind de gik og søgte

saae sig spejdende omkring.

7. Egil spændte sine Skier,

skred mod Østen efter Ølrun,

Slagfinn foer mod Syd og søgte

Svanhvid, men i Ulvedalen

Vølund ene sad tilbage,

og det røde Guld han hamred,

smedede ved Essens Ild.

8. Han de gyldne Ringe lukked

én for én og sad og vented

paa sin unge fagre Hustru,

om hun ej tilbage kom.

9. Nidud Njarerdrotten spørger,

at i Ulvedalen Vølund

sidder Dag og Nat alene.

Did en Nat hans Svende rede,

naglede var deres Brynjer,

og de blanke Skjolde blinked

i den blege Maanes Lys.

10. Og de steg af deres Heste,

da de Huset nær var komne,

ind i Vølunds Hal de traadte,

skued der de dyre Skatte,

alle Vølunds røde Ringe,

trukne paa et Baand af Bast.

11. Og de løste dem af Baandet,

og de trak dem atter paa det,

én alene de beholdt.

12. Hjem fra Jagten vendte Vølund,

Skytten med de skarpe Blikke,

mødig af den lange Vandring,

Bjørnens Kjød han vilde stege,

Kvaset tændte han paa Arnen,

hurtig blussed Ilden op.

13. Ned paa Bjørneskindet satte

Alfedroten sig og talte

sine mange gyldne Ringe,

og han saae, at en var borte,

tænkte, at vel Hlødves Datter

kommen var igjen tilbage,

Herjans unge, kjække Mø.

14. Saa han sad indtil han slumred;

ej til Fryd han atter vaagned,

følte Lænker tynge Haanden,

følte Bøjler om sin Fod.

15. "Hvem er det, som volder dette?

hvem har rørt ved mine Ringe?

hvem har mig i Lænker lagt?"

16. Nidud Njarerdrotten talte:

"Hvorfra fik du, Alfefyrste,

alt det Guld i Ulvedalen,

om du ej fra mig det røved?

ej ad Granes Vej du vandred,

langt vi bo fra Rhinens Strand."

17. "Mange flere Skatte aatte

vi, da vi var sammen alle,

inden Skjæbnen havde skilt os

fra de Kvinder, som vi elsked,

Hladgud, Hervør, Hlødves Døttre,

og den vidtberømte Ølrun,

som var Datter af Kong Kjaar."

18. Udenfor stod Niduds Dronning,

arg i Hu og tryllekyndig;

ind i Salen trén hun til dem

og med sagte Røst hun talte:

"Nu er han ej glad og frejdig,

Som fra Skoven vendte hjem.

Kong Nidud gav sin Datter, Bødvild, den Guldring, som han havde taget af Bastrebet hos Vølund, selv bar han Vølunds Sværd. Vølund kvad:

19. "Nu ved Niduds Bælte blinker

Sværdet, som jeg selv har smeddet,

Sværdet, som jeg selv har hærdet,

al min Kunst paa det jeg øved.

Aldrig mér den blanke Klinge

skal til Vølunds Esse bæres,

aldrig skal jeg se den mér.

20. Med den Ring sig Bødvild smykker

- aldrig kan det Tab mig bødes -

som min Hustru fordum bar."

Men Dronningen kvad:

21. "Onde funkle nu hans Øjne,

som paa Ormen, fuld af Edder;

se, hvor vild han skjærer Tænder,

naar sit Sværd hos dig han skuer,

naar han Bødvilds Smykke kjender.

Lam ham nu og røv hans Kræfter,

sønderskær hans stærke Sener,

sæt ham saa paa Søstad hen."

Saalunde skete det; senerne i hans Haser bleve skaarne over, og han blev sat paa en Holm, som laa udfor Landet og hed Søstad. Der smedede han alskens Klenodjer til Kongen. Ingen turde fare til ham uden Kongen.

22. Saa han sad, men aldrig sov han,

altid sad han der og smedded,

mens han pønsede paa Svig.

23. Niduds tvende unge Sønner

kom engang til Vølunds Esse,

kom engang til Søstad hen.

24. Der de saae den store Kiste,

kræved Nøglerne af Vølund;

Ondskab lued i hans Øjne,

da han Nøglerne dem rakte,

da de ned i Kisten saae.

25. Mange gyldne Ringe var der,

mange straalende Klenodjer,

dyre Smykker, værd at eje.

26. "Kommer ene to imorgen

atter hid til Vølunds Esse,

alt mit Guld jeg vil jer skjænke;

men fortæller ej til Nogen,

ej til Tærner, ej til Svende,

at I har med Vølund talt."

27. Aarle Broder vækked Broder:

"Lad os gaa at se paa Guldet".

Og de kom til Vølunds Esse,

kræved Nøglerne til Kisten;

Ondskab lued i hans Øjne,

da han Nøglerne dem rakte,

da de ned i Kisten saae.

28. Begges Hoved af han hugged,

grov en Grav til deres Kroppe

under Bælgen i sin Esse;

men de hvide Hovedpander

kunstig han i Sølv indfatted,

sendte dem saa til Kong Nidud;

deres Øjnes Ædelstene

sendte han til Niduds Hustru,

til den tryllevise Dronning,

og af deres hvide Tænder

gjorde han et Hængesmykke,

som han Niduds Datter gav.

29. Bødvild bar sin Ring til Vølund,

højt hun skatted dette Smykke,

nu det var isønder brudt:

"ej jeg vovede at sige

det til andre end til dig."

30. "Jeg skal bøde Ringens Skade,

saa den skal din Fader synes

mere fager nu end fordum,

og din Moder meget bedre,

og dig selver ligesaa."

31. Øl han skjænkede for hende,

- han i Kløgt var hendes Mester -

til det hende overvælded

og hun slumred ind i Stolen.

32. "Nu har al min Sorg jeg hævnet,

ikkun ét staar end tilbage,

men det er det allerværste.

Mine Fødders Kraft de røved,

men nu savner jeg den ej."

33. Leende sig Vølund løfted

højt i Luft, men Bødvild vandred

atter grædende fra Øen,

over Elskeren hun sørged,

frygted for sin Faders Vrede.

34. Hen til Kongeborgen Vølund

fløj og satte sig paa Gjærdet,

som en Fugl han søgte Hvile.

35. Udenfor stod Niduds Dronning,

arg i Hu og tryllekyndig,

og hun traadte ind i Salen:

"Konning Nidud, vaager du?"

36. "Altid holder Sorg mig vaagen,

aldrig kvæger Søvn mit Øje,

siden mine Sønner døde;

koldt det isner i mit Hoved,

kolde vare dine Raad mig.

37. Nu vil jeg med Vølund tale:

Sig mig Vølund, Alfers Fyrste,

hvordan gik det mine Sønner?

sig mig, hvad der af dem blev."

38. "Først du skal mig Eder sværge,

sværg mig til ved Skibets Planker

Skjoldets Rand og Hestens Bove,

sværg mig til ved Sværdets Egge,

at du intet Mén vil volde

Vølunds unge fagre Hustru,

vorde Vølunds Brud til Bane,

selv om godt du hende kjender,

er mit Barn end her i Hallen.

39. Gak til Essen, du lod bygge,

Blod du vil paa Bælgen finde;

af jeg hugged dine Sønners

Hoveder, og under Bælgen

grov jeg deres Kroppe ned.

40. Men de hvide Hovedpander

kunstig jeg i Sølv indfatted,

skjænked dem til Konning Nidud,

deres Øjnes Ædelstene

sendte jeg til Niduds Hustru,

til den tryllevise Dronning,

og af deres hvide Tænder

gjorde jeg et Hængesmykke,

som jeg Niduds Datter gav.

41. Under Hjertet bærer Bødvild

- hende kun I har tilbage -

nu et Barn, og det er mit."

42. "Intet Bud du kunde bringe

mig, som større Sorg mig voldte;

værre vilde jeg ej handle

imod dig for mig at hævne.

43. Ingen Mand saa højt kan række,

at han løfter dig af Hesten,

saadan Kæmpekraft har Ingen,

at han med sin Pil kan naa dig,

du, som svæver højt mod Sky."

44. Leende sig Vølund løfted

højt i Luft, men fuld af Smerte

ene Nidud sad tilbage.

45. "Takraad, du som troest tjener

mig af alle Trælle,

rejs dig nu og sig til Bødvild,

Møen med de lyse Øjenbryn,

med de kostelige Klæder,

hun skal komme til sin Fader."

46. "Bødvild, er det sandt, de siger?

var hos Vølund du paa Øen?"

47. "Sandt det er, hvad man har sagt dig,

jeg hos Vølund var paa Øen

i en ulyksalig Time,

gid den aldrig havde været;

da jeg prøvede min Afmagt,

da besejred Vølund mig."

Note: I Winkel Horns oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.