Vålund-Kvadet (1925)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Atlantis, 3. Bind,
Aargang 1925


Thøger Larsen


Vålund-Kvadet[1]


Nidud hed en Konge i Svithjod; han havde to Sønner og en Datter, hun hed Båduild. Der var tre Brødre, Finnekongens Sønner; den ene hed Slagfid, den anden Egil, den tredje Vålund; de løb paa Ski og jagede Dyr. De kom til Ulvedalen og byggede Hus der; der er et Vand, som hedder Ulvesø. Tidligt en Morgen fandt de ved Søbredden tre Kvinder, der spandt Lin. De havde deres Svanehamme hos sig; det var Valkyrier. De to var Døtre af Kong Lådve: Hladgud Svanhvid og Hervår Alvit, og den tredje var Ålrun, Kjars Datter af Valland. Brødrene fik dem med sig hjem til deres Bolig. Egil fik Ålrun og Slagfid fik Svanhvid og Vålund Alvit. De samlevede i 7 Vintre. Da fløj Kvinderne bort for at bivaane Kampe og kom ikke igen. Da for Egil paa Ski for at lede efter Ålrun, og Slagfid ledte efter Svanhvid, men Vålund sad i Ulvedalene. Han var den kunstfærdigste Mand, som Mænd ved at berette om i fordums Sagn. Kong Nidud lod lægge Haand paa ham, hvorom her er kvædet.


1. Møer fløj af Syd gennem Mulmskoven,
Alvit ung for at ordne Kampen;
ved Søens Bred søgte de Hvile,
Sydens Møer spandt sjældne Lin.


2. En af de fagre favned Egil,
lagde ham ind til sin lyse Barm,
den anden var Svanhvid i Svaneham,
den tredje Søster snart sine Arme
vikled om Vålunds hvide Hals.


3. Syv Vintre var de der siden,
men i den ottende alle længtes,
blev i den niende nødt at rejse;
Møerne droges mod mørken Skov,
Alvit ung for at ordne Kampen.


4. Hjem kom [skarpsynt] Skytte fra Jagten,
Slagfid og Egil fandt Salen øde,
ledte ude og inde forgæves;
Egil mod Øst efter Ålrun iled,
og Slagfid mod Syd efter Svanhvide.


5. Vålund ene i Ulvedale
smedded om ædle Stene Guldet,
rundede Skjoldenes Ringe vel.
Saadan han vented sin hvide Kvinde,
i Fald hun agted atter at komme.


6. Nys fik da Nidud, Njarekongen,
at Vålund sad ene i Ulvedale,
sendte ved Nat med Nagler i Brynje
Mænd, hvis Skjolde skinned af Næet.


7. Af Sadler steg de ved Salsgavlen,
gik ind og langs med den lange Sal,
paa Reb i Række var Ringe dragne,
syv Hundred i Smedens Eje.


8. De tog dem af Snoren og satte dem paa,

en dog lod de ligge tilbage.
Hjem gik [skarpsynt] Skytte fra Jagten,
Vålund lakked den lange Vej.


9. Sul af den brune Bjørn vil han stege,

snart flammed de tørre Fyrrekviste,

vindtørt Veddet for Vålund brændte.


10. Alfers Herre paa Hud af en Bjørn
sad med Ringene, savnede een,
af Hlådves Mø han mente den taget
og at unge Alvit atter var kommen.


11. Han sad saalænge, at Søvnen tog ham,
og viljelammet han vaagned igen,
følte om Hænderne haarde Tvinder,
sammenbundet begge sine Fødder.


Vålund
12. "Hvem er de Herrer, som haardt har bundet
Bast mig baade om Ben og Hænder?"


13. Svarede Nidud, Njarekongen:
"Hvem af os, Vålund, Alfers Mester,
ejer vel Guldet i Ulvedale?"


Vålund
14. "Guld var der ikke paa Granis Bane,

vort Rige er fjernt fra Rhinens Fjælde;

jeg mindes, at meget mere Rigdom

fandtes, hvor før vi i Fred var hjemme.


15. Hladgud og Hervår var Hlådve baaren,
kendt var Ålrun, Kjars Datter".


16. [Dronningen?] skred gennem Salens Længde,
stod paa Gulvet, stille hun talte:
"Nu glædes han ej, som kom ind fra Skoven".


Kong Nidud gav sin Datter Båduild Guldringen, som han havde taget af Bastsnoren hos Vålund. Og han selv bar det Sværd, som Vålund havde ejet.


Dronningen
17. "Hans Øjene er onde som Ormens den blanke,
hans Tænder saver, naar Sværdet han ser;
paa Ringen, som Båduild bærer, han glor;
skær hans stærke Sener itu
og sæt ham siden paa Søens Holm".


Saaledes gik det, hans Sener blev skaarne over i Knæleddene, og han blev sat paa en Holm, som var udenfor Landet og som hed "Søens Sted". Der smedede han alle Slags Kostbarheder for Kongen. Intet Menneske turde begive sig til ham uden Kongen selv.


Vålund
18. "Sværdet nu Nidud skinner fra Bælte,
Sværdet, som af yderste Evne jeg hvæssed,
Sværdet, som jeg hærded til højeste Grænse;
fjernt det skinnende Sværd bliver baaret,
bæres nu aldrig til Essen hos Vålund.


19. Min Bruds den røde Ring er nu givet
Båduild — ingen Bod er i Vente".


20. Der sad han søvnløs og svang Hamren,

smedede oftest Smykker for Nidud,

hvis Sønner en Dag ved Døren stod
og kigged i Smedjen paa Søens Holm.


21. De kom til Kisten og krævede Nøglen,

aabent stod Udyb, da i de saa;

Smykkerne drog dem, og Drengene saa dem

som røden Guld og glimrende Ting.


Vålund
22. "Kom ene to, kom en anden Dag,

da giver jeg eder det Guld, jeg ejer.

Men sig ej Møer eller Mænd i Salen

eller nogen Sjæl, at I søgte mig".


23. I Dagningen kaldte Dreng paa Dreng,
Broder paa Broder: "Nu brat til Guldet".
De kom til Kisten og krævede Nøglen,
aabent stod Udyb, da i de saa.


24. Han hug de unges Hoveder af,
begrov deres Lig i Ler under Bælgen;
de hule Skaaler under Haarets Skov
forsølved han Randen og sendte til Nidud.


25. Drengenes Øjne som Ædelstene
til Niduds kyndige Kvinde han sendte,
af de to Drenges Tandrækker
slog han Brystkæder til Båduilde.


26. Båduild roste Ringen hun havde,
hun bragte den siden brudt til Vålund:
"jeg tør ingen sige det andre end dig".


Vålund
27. "Jeg bøder saadan den brudte Guldring,
at mere fager din Fader den finder
og din Moder mener den meget bedre
og selv dig synes dit Smykke som før".


28. Han bar hende Øl for bedre Held,
til hun paa Sædet i Søvne faldt:
"Hævn har jeg øvet for al min Kval,
uden den ene allerværste".


29. "Vel," han kvad, "jeg vinder paa Fode,
skønt af Niduds Nidmænd lammet".
Med Latter Vålund i Luft sig hæved,
med Graad gik Båduild bort fra Øen,
begræd hans Flugt og sin Faders Vrede.


30. Niduds kyndige Kvinde stod ude,
ind mod Salens Indre hun søgte.
Vålund vented og hviled paa Muren:
"Vaager du, Nidud, Njarekonge?"


Nidud
31. "Altid vaager jeg, viljelammet,

sover ej, siden mine Sønner døde,
mit Hoved er Is, og ondt du mig raader,
nuvel, nu vil jeg med Vålund tale.


32. Hør mig, Alfernes Herre, Vålund,

hvad Skæbne har mine Sønner faaet?"


Vålund
33. "Først du mig alle Eder sværge
ved Skibsræling og ved Skjolderand,
ved Hestens Bov og Huggertens Egg:
at Kval du ej Vålunds Kvinde volder
og ej min Bruds Banemand bliver,
omend du kender Kvinden, jeg ejer,
og har jeg end Barn her i Hallen.


34. Gaa ind i Smedjen, du selv har bygget,
Bælgen finder du blodbestænket,
jeg hug dine Drenges Hoveder af,
under Bælgens Ler jeg Ligene lagde.


35. De hule Skaaler under Haarets Skov

med forsølvede Rande sendte jeg Nidud,

og Øjnene jeg som Ædelstene
til Niduds kyndige Kvinde sendte.


36. Af de to Drenges Tandrækker

slog jeg Brystkæder til Båduilde,

og Båduild bærer et Barn af mig,

den eneste Datter, I avlede sammen".


Nidud
37. "Du sagde mig intet af Sorg saa tungt,

ej værre, Vålund, ved jeg at dadle.

Ingen er saa høj, han af Hest dig tager,

ingen er saa stærk, at hans Skud kan naa dig,

hvor i Sky du vifter med Vingeslaget".


38. Leende Vålund i Luft sig hæved,
sørgende Nidud sad dernede.


Nidud
39. "Op nu, Takrad, ypperste Træl,
bed Båduild brynlysende komme
fagerklædt for sin Faders Aasyn.


40. Er det, Båduild, sandt, hvad man sagde mig,
har du siddet med Vålund sammen paa Holmen ?"


Båduild
41. "Det er, Nidud, sandt, hvad man sagde dig,

jeg sad med Vålund sammen paa Holmen
en Elskovsstund [?], hvad jeg aldrig skulde.
Kæmpe mod ham kunde jeg ikke,
overvinde ham evned jeg ikke."




Noter:

  1. Se min Artikel i Atlantis II, Side 81: "Smeden Vålundr".