Vølundar-Qvida (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Qvad om Völund
Med tilhörende Folkesagn


[Forhen fordansket af Sandvig (i 2det Hefte S. 22). Oversat paa Tydsk af Gräter (Idunna und Hermode 1812. S. 73 o. f.[1] ) Oehlenschläger har bearbeidet dette Æmne i en Oversættelse af Velents Saga (fra det islandske) og i Vaulundur, en original Fortælling. See iövrigt Müllers Saga-Bibliothek 2den D. S. 154-175.

Samleren har her (ligesom ellers) optegnet de Folkesagn hvormed Traditionen i hans Tid ledsagede dette ældgamle Digt, som da ikke kunde fremsiges heelt efter Hukommelsen, da flere Stropher i dels Midte sees at være tabte. Min Udsigt over Indholdet med tilhörende Anmærkninger kan eftersees i den store Udgave II, 962-68].


———


Nidud hed en Konge i Sverrig, han havde to Sönner og en Datter. Hun hed Bödvilde. Der vare tre Brödre, Sönner af Finnernes Konge; en hed Slagfinn, den anden Egil, og den tredie Völund. De löbe paa Skier og jagede efter Dyr. De kom til Ulvdale og bygte sig der et Hus, ved de Vande som kaldes Ulvsöe. En Morgen tidlig funde de paa Strandbredden tre Qvinder som spunde Lin.[2] Ved dem laa deres Svanehamme; de vare Valkyrier. To af dem vare Kong Lödvers Döttre: Ladgunne Svanhvid og Hervör Alvitra; den tredie Var Alrun, Kiars Datter fra Valland. Brödrene förte dem hjem med sig til Huset. Egil fik Alrun, Slagfinn Svanhvide og Völund Alvitra. I syv Aar havde de boet sammen da de flöj ud for at söge Striden, og kom ikke tilbage. Da foer Egil bort paa Skier for at oplede Alrune, og Slagfinn sögte efter Svanhvide, men Völund sad hjemme i Ulvdale. Han var den kunstrigeste Mand efter hvad man veed af Oldtidens Sagn. Kong Nidud lod ham paagribe, saaledes som det berettes i fölgende Qvad:


1. Möer flöj fra Sönden
Gjennem mörke Skove,
(Selv) Alvitra den Unge
Skjæbnen at udvikle;
Sig paa Soens Bred
Satte de til Hvile,
Sydlandske Qvinder,
Spunde herlig Lin.


2. En af dem, yndigst
Blandt jordiske Möer,
Egil indslutted
I sin lyse Favn.
Den anden var Svanhvide,
Hun Svane-Vinger bar;
Men den tredie,
Deres Söster,
Völunds hvide
Hals omarmed.


3. Siden de sade
I syv Vintre,
Hele den ottende
Længtes de (bort);
Den niende skilte
Nöden[3] dem ad,
Möerne higed
Efter mörke Skov,
(Selv) Alvitra den unge
Skjæbnen at udvikle.


4. Did kom fra Jagten
Raskvandrende Skytte,
Slagfinn og Egil
Tomme Sale funde,
Ud og ind de ginge
Og omkring sig saa.
Egil drog mod Östen
Efter Alrune,
Men Slagfinn mod Sönden
Efter Svanhvide.


5. Ene Völund sad
I Ulvdale
Og om Ædelstene
Slog det röde Guld;
Vel paa Linde-Bast
Trak han alle Ringe,
Saa han vented
Paa sin lyse
Kone, om hun
Kom tilbage.


6. Det spurgte Nidud,
Niarers[4] Drot;
At Völund ene
Sad i Ulvedale. —
Mænd om Natten foere
Med naglede Brynier,
Mod Halvmaanens Lys
Blinked deres Skjolde.


7. Fra Sadle de stege
Ved Salens Gavl,
Gik det hele
Hus igjennem,
Saa de paa Bast
Dragne Ringe,
Syvhundrede i Alt
Som den Kjæmpe ejed.


8. Og de afdroge
Og de paadroge,
Foruden een
Som de borttoge.
Da kom fra Jagten
Raskvandrende Skytte,
Völund, frem glidende
Over lange Veje.


9. Han gik til Arnen
Björnekjöd at stege,
Höjt opblussed
Brændende Fyrre,
Den vindtörre Ved
For Völunder.


10. Alfers[5] Staldbroder
Sad paa Björneskindet,
Talte Ringe,
En han savned,
Tænkte Lödvers Datter
Havde den forvaret,
Alvitra den Unge
Kommet nu tilbage.


11. Sad han da saalænge
At Sövn ham paakom,
Men han vaagned
Uden Glæde;
Fandt paa sine Hænder
Tunge Lænker,
Og om Födder
Fjædre spændte.


12. "Hvilke Hövdinger
Have vel paa Manden
Baaret Bast
Og bundet mig?"
13. Da raabte Nidud,
Niarers Drot:
"Hvor fik du Völund,
Alfers Hersker!
Vore Rigdomme
I Ulvdale?"


14. "Det Guld var aldrig
Paa Grane's Vej,
Fjærnt er fra Rhinens
Fjelde vort Land.[6]


15. Jeg mindes at vi flere
Kostbarheder ejed,
Da vi husligt Held
Hjemme fordum nöde.
Ladgunna og Hervor
Avlet af Lödver,
Kjendt var Alrune,
Datter af Kiar,
Hun gik langs
Hele Salen,
Standsed paa Gulv,
Stemmen hæved —
Nu er han[7] ej blid
Som fra Skoven kommer."


Kong Nidud gav sin Datter Bödvilde den Guldring som han tog af Bastet hos Völund, men selv bar han det Sværd som Völund havde ejet.


DRONNINGEN qvad:
16. "Tænder han viser,
Vises ham Sværdet,
Og naar han Bödvildes
Ring gjenkjender
Broget Slanges
Blik os true;
Sönderskjærer
Hans Seners Styrke
Og sætter ham siden
I Söstade."


Saaledes blev det og gjort, at Senerne skjares over paa ham i Knæledene, og han blev sat paa en Holm som laa der ved Landet og kaldtes Söstade. Der smedede han alleslags Kostbarheder til Kongen. Ingen torde besöge ham uden Kongen allene.


VÖLUND qvad:
17. "I Niduds Belte
Blinker det Sværd
Som jeg hvæssed.
Saa vel jeg kunde,
Og som jeg hærded
Saa kunstig som jeg vidste;
Fra mig for evig fjærnet
Er nu den blanke Klinge,
Ej seer jeg den föres
Til Völund i Smedie.


18. Nu min Hustrues Ringe
Af röden Guld
Bærer Bödvilde,
Ej Bod derfor jeg naaer!"


19. Immer sad han, ej han sov
Og han slog med Hammer,
For grusom List
Mod Nidud han udtænkte. —


20. Niduds tvende
Unge Sönner
Löbe til Dörren
I Söstade; —
Kom de til Kisten,
Kræved Nögler;
Ondskab aabenbartes
Da i den de saa.


21. Der tyktes de see
Smykker i Mængde
Af röden Guld,
Kostbare Sager. —


22. "Kommer to allene
Her en anden Dag,
Eder skal det Guld
Givet vorde. —
Siger ej til Möer
Eller Slottets Folk,
Ej noget Menneske,
At I mig besögte."


23. Tidlig en Broder
Kaldte den anden:
"Lader os gaa
Ringen at skue."


24. Til Kisten de kom,
Kræved Nögler;
Ondskab aabenbartes
Da i den de saa. — —


25. Han af de Knöse
Hovedet skjar,
I Fængslets Dynd
Han Födderne lagde,
Men de Skaale[8]
Som under Haaret vare
Han i Sölv indfatted,
Skjænked dem til Nidud.
Han af Öjnene
Danned ædle Stene,[9]
Og Niduds kloge
Kone dem sendte.


26. Af de tvendes
Tænder han
Slog Bryst-perler,
Bödvilde dem sendte.
Bödvild da sin Ring
At rose begyndte;
Brækket den var,
Hun bar den til Völund.
"Ej jeg tör det sige
Uden dig allene."


VÖLUND sang:
27. "Jeg saa böder,
Brist i Guld,
At du din Fader
Skjönnere tykkes,
Og din Moder
Meget bedre,
Og dig selv
Paa samme Vis." — —


28. Listig han med Drik
Hende overvælded,
Saa at siddende
Sov hun ind. — —


29. "Nu har jeg hævnet
Mine Sorger
Alle uden een
Mig i Skov tilföjet.
Jeg önsker," sagde Völund,
"At atter jeg kan nytte
De Sener, hvis Brug
Mig Niduds Mænd beröved." —


30. Leende sig Völund
I Luften hæved;
Grædende Bödvilde
Gik fra Öen;
Hun Frierens Færd[10]
Og Faderens Vrede begræd.


31. Ude stod Niduds
Listige Kone,
Gjennem det hele
Hus hun gik.
[Han paa Gaardens Hegn
Til Hvile sig satte][11]
"Vaager du Nidud!
Niarers Drot?" —


32. "Immer jeg vaager,
Glædelös jeg sover,
Siden jeg mindes
Mine Sönner döde;
Mit Hoved er kjölnet,
Kolde dine Raad —
Nu vil jeg med
Völund tale."


33. "Sig du mig det Völund!
Alfers Hersker!
Hvor mine karske
Knöse af bleve?"


34. "För skal du mig alle
Ede sværge,
Ved Skibets Bord
Og Skjoldets Rand,
Ved Hestens Bov
Og Sværdets Eg —
At du ej qvæler
Völunds Kone,
Eller min Brud
Döden volder;
Eje vi end en Qvinde
Som I kjender,
Eller vi i Hallen
Afkom have.


35. Gak du til Smedien
Som du bygte,
Der blodbestænkte
Bælge vil du see. —
Jeg af dine Smaa
Hovedet skjar
Og i Fængslets Dynd
Födderne lagde.


36. Men de Skaale
Som under Haaret vare
I Sölv jeg indfatted,
Skjænked dem til Nidud.
Jeg af Öjnene
Danned ædle Stene
Og Niduds kloge
Kone dem sendte.


37. Af de tvendes
Tænder jeg
Slog Brystperler,
Bödvilde dem sendte.
Nu ganger Bödvilde
Med Barn svanger —
Eneste Datter
Af Eder begge."


38. "Ej Ord du sige kunde
Som mere smerted mig,
Eller Völund! jeg vilde
Dig værre revse for.
Saa höj en Mand ej findes
Af Hest at dig han tager,
Eller saa stærk, at dig
Han nedenfra kan skyde
Hisset hvor du svæver
Höjt blandt Skyer oppe."


39. Leende Völund
I Luften sig hæved,
Men uglad Nidud
Der efter sad.


40. "Thakraad! min beste
Træl staa op!
Bed du Bödvilde,
Den brynhvide Pige,
Gaa faverklædt
Med Fader at tale."


41. Er det sandt Bödvilde!
Hvad man sagde mig;
Sade du og Völund
Sammen paa Holmen?"


42. "Sandt er det Nidud!
Hvad man sagde dig;
Jeg og Völund sade
Sammen paa Holmen
En Ulykkesstund
Gid aldrig den var kommen!
Ham modstaa
Jeg ej forstod,
Ham modstaa
Jeg ej formaaede!"




Noter:

  1. De Oversættelser som forekomme i de forskjellige Samlinger af disse Eddadigte nævnes ikke særskilt her eller i det Fölgende.
  2. ɔ: Hör.
  3. Nödvendigheden, Skjæbnen.
  4. Niarer kaldtes formodentlig Indbyggerne af den svenske Provinds Nerike.
  5. Ved Alfer menes her enten disse Dæmoner i menneskelig Skikkelse, eller ogsaa Indbyggerne af Alfheim, en Landstrækning mellem Gothelven og Römelven. Jfr. 13de Str.
  6. See Digtene om Sigurd Fafnersbane.
  7. Nemlig Nidud.
  8. ɔ: Skaller, Pandeskaller.
  9. El. Perler. Maaske menes her egentligst (som Br. Grimm ville) den saakaldte Öjesteen (Lycophtalmus, oculus Beli).
  10. El. Fart, Bortreise.
  11. Disse to Linier skulde uden Tvivl være de förste i Strophen.