Sigurðarkviða hin meiri (Brot)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Svensk.gif


De gamle Eddadigte


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Sigurðarkviða hin meiri

(Brot)




1.
Ęldr nam at œsask,
ęn jǫrð at skjalfa
ok hór logi
við himin gnæfa,
fár tręystisk þar
fylkis rekka
ęld at ríða
né yfir stíga.



1-2 handler om Sigurds ridt gennem vaverluen omkring Brynhilds borg.
Ęlðr: vaverluen. — fylkis: ɔ: Gunnars. — stíga: ɔ: tilfods.



2.
Sigurðr Grana
sverði kęyrði
ęldr sloknaði
fyr ǫðlingi,
logi allr lægðisk
fyr lofgjǫrnum,
† bliku ręið,
es Ręginn átti.



lægðisk: lagde sig ned. — lofgjǫrnum: den ry-lystne; adj. brugt som subst, som oftere. — bliku ręið: er forvansket; ręiði bet. ‘ride-töj’ (egl. takkelage) og synes ikke at give nogen mening.



* * * 


3.
Sigurðr vá at ormi,
ęn þat síðan mun
ęngum fyrnask,
meðan ǫld lifir,
ęn hlýri þinn
hvárki þorði
ęld at ríða
né yfir stíga.



Findes i fortællingen om Gudruns og Brynhilds samtale; verset er Brynhilds replik. — Sigurðr: er her stærkt betonet. — hlýri þinn: din (Gudruns) broder, Gunnar.



* * * 


4.
Út gekk Sigurðr
andspjalli frá,
hollvinr lofða,
ok hnipnaði,
svát ganga nam
gunnarfúsum
sundr of síður
sęrkr járnofinn.



Verset anføres efter Sigurds og Brynhilds samtale, efter at hun havde fået bedraget at vide. Hun afviser i vrede Sigurds tilbud om at forlade Gudrun og ægte hende. — andspjalli: samtalen. — hnipnaði: var sorgfuld. — sęrkr járnofinn: brynje smsat af ringe; det er noget påfaldende, at digteren lader Sigurd have jærnbrynje på ved den lejlighed; det er vel for effektens skyld.



* * * 


H. kv. 5.
[Hvat hęfr Sigurðr
til] saka unnit,
es frœknan vill
fjǫrvi næma?



Med saka beg. R igen.



G. kv. 6.
Mér hęfr Sigurðr
sęlda ęiða,
ęiða sęlda,
alla logna,
þá vélti hann mik,
es vesa skyldi
allra ęiða
ęinn fulltrúi.



logna: svegne; logna må opfattes i forbindelse med hęfr. — ęinn: alene. — fulltrúi: en som man fuldtud kan (bör) stole på.



H. kv. 7.
Þik hęfr Brynhildr
bǫl at gørva
hęiptar hvattan
harm at vinna;
fyrman hón Goðrúnu
góðra ráða,
ęn síðan þér
sín at njóta.



hęiptar hvattan: bör snarest forstås som ‘opfordret, ægget, til vrede’, l. 4 bliver da en forklarende tilföjelse. — fyrman: hun under ikke. — ráða: giftermål. — at njóta: må vel også styres af fyrman.
Det forudsættes nu, at Högne går ind på Gunnars ønske; men mulig mangler her et vers.



8.
Sumir ulf sviðu,
sumir orm sniðu,
sumir Gotþormi
af gera dęildu,
áðr þęir mætti
męins of lystir
á horskum hal
hęndr of lęggja.



ulf: ɔ: stykker af ulvens kød. — orm sniðu: skar en hugorm i stykker. — af gera dęildu: gav (ham) stykker af ulven. — hal: ɔ: Sigurd.



9.
Soltinn varð Sigurðr
sunnan Rínar;
hrafn at męiði
hótt kallaði:
ykr mun Atli
ęggjar rjóða,
munu vígskǫ́um
of viða ęiðar.



Soltinn varð: døde. — ykr: er dativ, ‘i eders blod’. — vígskǫ́um: krigerske mænd, adj. f. subst. R har iøvrigt -ská, hvor akcenten vistnok beror på fejllæsning af forkortelsestegnet for m. — viða: tilintetgøre, styrer dativ. — ęidar: ederne, som Gunnar og Sigurd havde svoret hinanden.
Verset forudsætter, at Sigurd er dræbt ude (jfr. det følg. prosa-st.), på tinge?



10.
Úti stóð Goðrún
Gjúka dóttir,
ok hón þat orða
alls fyrst of kvað:
hvar ’s nú Sigurðr,
sęggja dróttinn,
es frændr mínir
fyrri ríða.



fyrri: adj. (ikke adv.), priores.



11.
ęinn því Hǫgni
andsvor vęitti:
sundr hǫfum Sigurð
sverði hǫggvinn,
gnapir æ grár jór
of grami dauðum.



Ęinn: Ene, H. var den eneste (der havde mod til). — gnapir: luder med, sænker, hovedet (af sorg).



12.
Þá kvað Brynhildr
Buðla dóttir:
»vęl skuluð njóta
vápna ok landa,
ęinn myndi Sigurðr
ǫllu ráða,
ef hann lęngr lítlu
lífi hęldi.


13.
Væria þat sœmt
at sá réði
Gjúka arfi
ok Gota męngi,
es hann fimm sonu
at folkræði,
gunnar fúsa,
getna hafði.«



Væria: det vilde ikke have været. — fimm sonu: digtene kender ellers kun 3, Gunnar, Högne og Guttorm (der dog ikke skulde have været Gjukes sön); Sigsk. 18 antyder 4 brødre (Þiðr.s har 4: Gunnar, Högne, Gernoz, Giselher). Mulig er Sigurd her tænkt som den 4. ‘styrer’. — es: eftersom. — folkræði: folke-styrelse (R skr. roþi). — hafði: subj. er Gjúki.



14.
Hló þá Brynhildr,
bœr allr dunði,
ęinu sinni
af ǫllum hug:
lęngi skuluð njóta
landa ok þegna,
es frœknan gram
falla létuð.



L. 2 indeholder en af de mange overdrivelser, der skal vise styrken i det skildrede. — ęinu sinni: én gang, el. første gang?



15.
Þá kvað þat Goðrún
Gjúka dóttir:
mjǫk mælir þú
miklar firnar;
gramir hafi Gunnar
gǫtvað Sigurðar,
hęiptgjarns hugar
hęfnt skal verða.



firnar: utilbørligheder. — gǫtvað: banemand; egl. ‘en der begraver (en anden)’, jfr. gǫtva ‘begrave’. — L. 7-8: »der skal blive taget straf for (din) vredelystne tanke«; hugr er vist Brynhilds hu.



16.
Framm vas kvelda,
fjǫlð vas drukkit,
þá vas hvívetna
vilmál talið,
sofnuðu allir
es í sæing kómu;
ęinn lęngr Gunnarr
ǫllum vakði.



Framm o. s. v.: det var ledet ud på aftenen. — L. 3-4: »da var der blevet udtalt gode ord (ɔ: forsoningsord) for alt og alle«.



17.
Fót namat hrœra,
fjǫlð namat spjalla,
hitt hęrglǫtuðr
hyggja téði,
hvat þęir í bǫrvi
báðir sǫgðu
hrafn ęy ok ǫrn,
es hęim riðu.



namat: sål. smskrevet, -at neg; Gunnar rører sig ikke, men sidder stille i tanker. — hęrglǫtudr: krigeren. — hyggja: overvejede. — bǫrvi: træet (R har bǫðvi, der er meningsløst). — hrafn, ǫrn: i v. 9 var der kun tale om ravnen. Der foreligger dog næppe en fejl.



18.
Vaknaði Brynhildr
Buðla dóttir,
dís skjǫldunga,
fyr dag lítlu:
hvętið mik eða lętið mik,
harmr es unninn,
sorg at sęgja
eða svá láta.



dís: søster. — L. 5: »æg mig eller fraråd mig«. — harmr: neml. Sigurds drab. — láta: underforstået er ǫndu, láta ǫndu = dø. — Meningen i l. 5-8 er ikke helt klar: »hvad enten I ægger mig el. fraråder mig at forklare min kummer el. dø« — »er det ligegyldigt, jeg agter at dø« synes at måtte underforstås.



19.
Þǫgðu allir
við því orði,
fár kunni þǫim
fljóða lǫ́tum,
es hón grátandi
gęrðisk at sęgja,
þats hlæjandi
hǫlða bęiddi:



L. 3-4: »ingen forstod den kvindes adfærd, udtalelse«. — L. 5-6: »da hun grædende omtalte det«, da hun med sorg nu omtalte det o. s. v. — bęiddi: havde bedt om.



20.
»Hugðak mér Gunnarr
grimt í svefni,
svalt alt í sal,
ættak sæing kalda,
ęn þú gramr riðir
glaums andvani,
fjǫtri fatlaðr,
í fjanda lið.



Hugðak: jeg drömte. — riðir: hentyder til Gunnars rejse tilhest til Atle, men naturligvis ikke til den måde, han blev ført på efter tilfangetagelsen (jfr. Atlakv.).



21.
Svá mun ǫll yður
ætt Niflunga
afli gęngin;
eruð ęiðrofa.



Versets første halvdel er gået tabt. — gęngin: berøvet. Jfr. vaðinn at vilja.



22.
Mantat Gunnarr
til gǫrva þat,
es blóði í spor
báðir ręnduð,
nú hęfr hǫnum þat alt
illu launat,
es fręmstan þik
finna vildi.



L. 3-4: »da (at) I bægge lod jeres blod flyde i eders fodspor«, hentyder til en ceremoni ved indgåelsen af fostbroderskab; Saxo omtaler også det samme. Det er blodblandingen, der menes. — þik: nødvendig rettelse for sik (R).



23.
Þá ręyndi þat,
es riðit hafði
móðigr á vit
mín at biðja,
hvé hęrglǫtuðr
hafði fyrri
ęiðum haldit
við hinn unga gram



ręyndi: prøvede man, prøvedes det. — hęrglǫtuðr: her Sigurd (jfr. v. 17). — fyrri: adj., prior, »på sin side«. — gram: ɔ: Gunnar.



24.
Bęnvǫnd of lét,
brugðinn golli,
margdýrr konungr
á meðal okkar;
ęldi vǫ́ru ęggjar
útan gǫrvar,
ęn ęitrdropum
innan fáðar.«



Bęnvǫnd: sårvånd, sværd. — brugðinn: omviklet (ɔ: sværdets greb). — L. 5-8 er nærmest et kraftigt udtryk for at betegne det kyske samleje.



Frá dauða Sigurðar

Hér er sagt í þessi kviðu frá dauða Sigurðar ok víkr hér svá til, sem þeir dræpi hann úti, en sumir segja svá, at þeir dræpi hann inni í rekkju sinni sofanda. En þýðverskir menn segja svá, at þeir dræpi hann úti í skógi, ok svá segir í Guðrúnarkviðu hinni fornu, at Sigurðr ok Gjúkasynir hefði til þings riðit, þá er hann var drepinn, en þat segja allir einnig, at þeir sviku hann í tryggð ok vágu at hánum liggjanda ok óbúnum. Guðrún sat yfir Sigurði dauðum. Hon grét eigi sem aðrar konur, en hon var búin til at springa af harmi. Til gengu bæði konur ok karlar at hugga hana, en þat var eigi auðvelt. pat er sǫgn manna, at Guðrún hefði etit af Fáfnis hjarta, ok hon skilði því fugls rǫdd. Þetta er enn kveðit um Guðrúnu.



sumir: jfr. Sigsk., Guðrhvǫt, Hamd. — þýðverskir: jfr. Niebelungenlied og Þiðrikssaga, samt det gamle Guðrunskvad (II). — Den sidste halvdel beror på det følg. digt, undt. bemærkningen om, at Gudrun skulde have spist af Fáfnirs hjærte; dette skulde tjæne til at forklare hendes grumhed i den følgende tid.
Det følgende digt er ikke benyttet i Vǫls.s.



HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.