Vola’s Spaadom (B.C.Sandvig)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda

Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785

Vola’s Spaadom
eller Voluspa

Siden er under opbygning. Teksten er ufuldstændig!

1. Tier stille, alle

Hellig’ Væs’ner,

Større og mindre!

Jeg, Heimdals Datter,

Vil nu, Valfader!

Dig fortælle

Gamle Frasagne,

Dem som jeg lærde først.

2. Jeg mindes Jætter

Tidligfødte,

Dem som fordum mig

Opfødt have.

Jeg mindes ni Verd’ner

Og ni Rødder,

Træ det reene

Reden for Jorden.

3. Tidens Fødsel

Var da Ymer leved.

Ei var Sand, ei Søe,

Ei kiølig’ Lunde.

Jord ei fandtes

Eller Himmel.

Gab var i Afgrund,

Men Græs ikke.

4. Førend Børs Sønner

Bygning giorde,

Som det reene

Midgard skabte.

Soel skinn’de fra Sønden

Paa kolde Stene,

Da bevox’des Jorden

Med grønne Urter.

5. Soel i Sønden,

Maanens Broder,

Kasted’ Arm den høire

Om Himlens Heste.

Soel da ei vidste

Hvor hun Boelig eied,

Stierner da ei vidste,

Hvad for Sted de eied’.

Maane da ei vidste,

Hvad for Kraft han eied’.

6. Da ginge Guder

Alle til Raadstoel’.

De evig hellig’

Derom raadsloge.

Nat og Næen

Navn de gave.

Morgen nævned’

De og Middag,

Tusmørk og Aften,

Aar at optælle.

7. Aser mødtes

Paa Ida’s Marke,

Hvor de Huus og Støtter

Høit byggede,

Esser giorde,

Guld smedede,

Tænger danned’

Og Smed-Verktøi.

8. Spilled’ i Vangen,

Vare glade.

Intet dem fattedes

Giort af Guldet.

Indtil tre komme

Kiempe-Møer,

Mægtige meget,

Af Jetteverden.

9. Da alle Guder til

Raadstoel’ ginge,

De evig hellig’

Derom raadsloge,

Hvad Gud der skulde

Dverg’ne skabe,

Af Blod høitskummend’

Og af blaae Beene.

10. Da Motsognir

Er alle Dverges

Fyrste bleven,

Durinn den anden.

De mand-lige

Mange Dverge

Giorde af Jorden,

Som Durinn sagde.

11. Nyi og Nidi,

Nordri og Sudri,

Austri og Vestri,

Althiofr, Dvalinn,

Bivørr og Bavørr,

Bumbr, Nori,

An og Anarr,

Ai, Miøsvitnir.

12. Veigr og Gandalfr,

Vindalfr, Thrainn,

Theckr, Thorinn,

Thorr, Litr og Vitr.

Nær og Nyradr,

Nu har jeg Dverg’ne,

Reginn og Radsvidr,

Ret opregnet.

13. Fili, Kili,

Fundinn, Vali,

Heiti, Vili,

Hanarr, Svyorr,

Frarr, Hornbori,

Føgr og Loni,

Aurvangr, Jari,

Eikinskialldi.

14. Tid er Dverg’ne

I Dvalins Følge,

Lofars Afkom,

Her at opregne.

Dem, som flytted’

Fra Solens Stene

Aurvangurs Huus

Til Jørvalla.

15. Der var Draupnir

Og Dolgthrasir,

Harr, Haugspori,

Hlævangr, Gloi,

Skirvir, Virvir,

Skaffidr, Ai,

Alfr og Yngvi,

Eitur, Oin.

16. Fialarr og Frosti

Finnr og Ginnarr,

Heri, Hogstari,

Hliodolfur, Moinn.

Dette Afkom

Nedsteeg fra Lofar,

Og her leved’

Efter Folks Skabning.

17. Til tre komme

Af den Skare

Mægtig’ elskværdig’

Aser til Hiemmet.

Funde paa Landet

Lidt magtende

Ask og Embla

Skiebneløse.

18. Aand de ei havde,

Forstand ei heller,

Skiønhed, Tale,

Farve de mangled’.

Aand gav Odin,

Forstand Hænir,

Skiønhed Lødr

Og yndig Farve.

19. Ask veed jeg staae, som

Heder Ygdrasill,

Løvfuld, stænkt med

Hvide Vande,

Deraf kommer Duggen,

Som i Dale falder,

Evig grøn staaer den

Over Urda’s Kilde.

20. Deraf komme Møer

Meget vise,

Tre udaf den Søe,

Under Træet er.

Urd er den ene,

Den anden Verdandi,

De skar’ paa Skiolde

Skuld, som den tredie.

De Lov gave,

De Liv valgte,

Alles Skiebne

De bestemte.

21. Det Mord hun mindes

Først i Verden,

Da de Gullveig

Med Spyd støtted’,

Og i Hars Sal

Hende brændte.

Tre Gang’ brændt hun

Tre Gang’ fødtes,

Tit, ei sielden;

Endnu hun lever.

22. Heidi kaldtes hun, hvor

Hun til Huse kom,

Spaaviis Qvinde,

Og Gand hun brugte.

Seide hun kunde,

Og giorde ofte.

Det var den onde

Qvindes Glæde.

23. Da ginge Guder

Alle til Raadstoel’

De evig hellig’

Derom raadsloge:

Om Aser skulde

For ondt Raad straffes,

Eller alle Guderne

Gilder holde.

24. Frem sprang Odin,

Og i Folkflok skiød.

Det var Folkemord

Først i Verden.

Brudne blev Asers

Borges Mure,

Vaner mordspaaend’

Mark nedtraadte.

25. Da alle Guder gik

Til Raadstole,

De evig hellig’

Derom raadsloge.

Hvem Luften havde

Med Blod blandet,

Eller Jettens Æt

Odds Møe givet.

26. Thor eene der

Var iilsindet,

Sielden han sidder

Naar han hører sligt.

Brudte blev’ Eeder,

Ord og Løvter,

Al den Forening,

Som dem mellem giort var.

27. Hun veed Heimdallurs

Forborgne Sang

Under klarhimled’

Hellig Trætop.

Aae seer hun styrte

Muddret Vandfald

Paa Valfaders Pant!

Forstaae I det eller ei?

28. Eene sad hun ude,

Da den gamle kom,

Visest’ af Aser,

Og i Øine saae.

Hvi spørger du mig?

Hvi frister du mig?

29. Alt veed jeg, Odin!

Hvor dit Øie er.

I hin den klare

Mimers Kilde.

Miød drikker Mimer

Hver en Morgen

Med Valfaders Pant,

Forstaae I det eller ei?

30. Hende gav Hærfader

Ringe og Guld,

Rigdoms vise

Raad og Spaakonst.

Vidt og bredt skued’ hun

I hver en Verden.

31. Hun saae Valkyrier,

Langt fra komne;

Færdig’ at ride

Til Gudsfolket.

Skuld holdt Skioldet,

Skøgul den anden,

Gunnr, Hilldr, Gøndul

Og Geirskøgul.

Nu er’ opregned’

Herians Norner,

Færdig’ at ride

Ud, Valkyrier.

32. Jeg saae Balder,

Den blodig’ Aser,

Odins Arving,

Skiebne fremlagt.

Over Marken

Høit opvoxed’

Fiin og ret smuk

Mistilteinn.

33. Af det Træ voxde,

Hvad Vise syndes,

Harm og Ulykke.

Haudr den udskiød.

Balders Broder

Var født alt for tidlig.

Odins Søn bedrev Mord,

Een Nat gammel.

34. Ei hun toede Hænder,

Ei Hoved kiemte,

Før paa Baal man bar

Ballders Modstander.

Frigg begræd

Da i Fensal

Valhals Vogter.

Forstaae I det eller ei?

35. Baand saae hun ligge

Under Biørnelunden,

Svigglad Dødning,

Loke den hæslig’.

Der sidder Sigyn,

Fæl af Ansigt.

Guld-Barn værger.

Forstaae I det eller ei?

36. Aae falder Østen

Om Edder-Dale,

Muddret og plumret,

Slid heder den.

Der stod for Norden

Paa Nida-Fielde,

37. Sal af Guld for

Steene-Ætten.

En anden stod

Paa Okolni,

Jettens Ølsal,

Den som Brimir heder.

38. Sal saae hun stande

Langt fra Solen

Paa Nastrands Kant,

I Nord er Dørren.

Giftdraaber falde

Ind ad Lyren.

Salen er bygt af

Ormerygge.

39. Der saae hun vade

I tunge Strømme

Mænd meensvorne,

Og Mord-Ulve,

Og hvo andens Vivs

Øre smitter.

Men i Hvergelmer

Er verst at være.

Der suer Nidhøggr

Liig af Døde,

Ulv dem slider.

Forstaae I det eller ei?

40. Øst for sad den gamle

I Jernskoven;

Og fødde der

Fenris Sønner.

Een af dem alle

Bliver værste

Maanesluger

I Troldeham.

41. Med feige Mænds

Liv han mættes,

Med Blod Guders

Sal han smitter.

Sort bliver Soelskin

Om Sommeren efter.

Al Vind bliver Storm.

Forstaae I det eller ei?

42. Da sad paa Høien,

Og slog Harpe,

Jettindens Hyrde,

Den glade Egdir.

Soel hos hannem

I Gaasetræet,

Smuk rød Hane,

Den som Fjalarr heder.

43. Soel hos Aser

Den guldkammed’,

Som vækker Helte

Hos Hærfader.

En anden galer

Neden for Jorden

Sod-rød Hane,

I Hela’s Sale.

44. Garm giør høit

For Gnypa-Hule,

Lænkerne briste;

Men Freke slipper.

Hun ved end mere,

Frem seer jeg længer

Om Gudemørk,

Seirguders Fald.

45. Brødre skulle stride,

Og hverandre dræbe.

Sødskend’børn skulle

Slegtskab skille.

Ondt er i Verden,

Stor Ukydskhed,

Skiegtid, Sverdtid,

Skiolde da kløves.

46. Vindtid, Ulvtid,

Før Verden falder;

Ingen vil da paa

Anden lide.

47. Mimers Sønner lege,

Og ondt Træ tændes.

Imedens høres

Giallarhorns Lyd.

48. Høit blæser Heimdallr

I Horn opløfted’.

Odin taler

Med Mimers Hoved

Det gamle Træ sukker

Og Jetten løses.

Ygdrasills Ask

Staaer da skielvende.

49. Grimr seiler Øst fra,

Linden svømmer.

Jormundgardr veltes

Med Jettestyrke.

Ormen trykker Havet,

Men Ørnen skriger.

Liig slider Neffølr,

Og Naglfari løsnes.

50. Kiøl kommer Øst fra,

Derpå segle Muspells

Folk over Havet;

Men Loke styrer.

Rasende fare

Alle med Freke.

Bileists Broder

Følger med dem.

51. Hvad skeer hos Aser?

Hvad skeer hos Alfer?

Al Jetteverden gienlyder.

Aser er paa Tinge.

Dverge stønne

For Klippe-Dørre

Bierg-Vegs kyndig’.

Forstaae I det eller ei?

52. Surtur fra Sønden

Med svigfuld Lue!

Af Sverdet skinner

Valguders Soel.

Steenbierg’ knage,

Og Kiemper falde,

Folk Hels Vei betræde

Og Himlen kløves.

53. Da faaer Hlina

Den anden Sorg,

Naar Odin gaaer

I Ulv-Striden,

Men Bela’s hvide

Drabsmand mod Surtur;

Da maae Frigga’s

Elsket Mand falde.

54. Da kommer den store

Seirfaders Arving,

Vidar, at stride

Mod Mord-Dyret;

Lader Kiempe-Ungen

Giennem Munden

Spyd staae i Hiertet.

Da er Odin hevnet.

55. Da kommer den ædle

Hlodynia’s Søn,

Odins Søn gaaer

I Orm-Striden.

Modig han dræber

Midgaards Udyr.

Ni Trin derfra

Gaaer Fiorgyns Søn,

Mat af Øglens

Giftig Aande.

Mennesker alle

Forlade Jorden.

Note: I Sandvigs oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.