Grógaldr (FJ)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Grógaldr Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Grógaldr


Digtet findes kun i papirsafskrifter, men er uden tvivl et hedensk digt. Det samme gælder det følgende kvad, Fjǫlsvinnsmǫ́l; disse to digte hører sammen; det er den samme person, der er hovedpersonen i bægge. Denne samhørighed er bleven bevist ved hjælp af den danske vise om Ungen Svejdal, se DgF II, 238 ff. (se der Bugges og Grundtvigs udførlige bemærkninger). De to digte er dog vist af to forskellige forfattere. På grund af den dårlige overlevering (unge afskrifter) er teksten i bægge digte ofte stærkt forvansket og meget vanskelig at rette. — Navnet Svipdagr findes ikke i afskrifterne.




Svipd. kv. 1.
Vaki þú Gróa,
vaki góð kona,
vękk þik dauðra dura,
ef þat mant,
at þinn mǫg bæðir
til kumbldysjar koma.



dauðra dura: i de dødes dör, ɔ: indgangen til graven; gen. absol. om på-stedet. — bæðir: bad; konj. er her ikke påfaldende. — kumbldysjar: denne smsætning er noget tavtologisk; findes ikke andre steder; om dys se Hárb. 45.



Gróa kv. 2.
Hvat ’s nú ant
mínum ęingasyni,
hvęrju ’st bǫlvi borinn?
es móður kallar,
es til moldar es komin
ok ór ljóðhęimum liðin.



ant: trang; »hvilken trang har ramt min eneste sön?«. — bǫlvi: Groa går ud fra, at, når han har vækket hende op, må det være, fordi han er i nød; »hvilken ulykke er dig påført?« — ljóðhęimum: menneskenes verden.



Sv. kv. 3.
Ljótu lęikborði
skaut fyr mik lævís kona,
sús faðmaði minn fǫður;
þar bað mik koma,
es kvæmtki vęit,
móti męnglǫðum.



lęikborði: spille-bord, ɔ: brætspilsbord; der foreligger her en — iøvrigt interessant — talemåde, om noget ondt (ond opgave) som en forvolder en anden. — lævís kona: svigfuld kvinde, ɔ: Svipdags stemoder. — L. 5 er tekstlig usikker, »hvor man ikke ved, at nogen kan komme«; kvæmt- ntr. af kvæmr, og det nægt. gi. — męnglǫðum: smykke glade (el. lysende) kvinder; men da den, Svipdag elsker, hedder Menglǫð (Fjsv. 8) er det rimeligt, at der skal læses Menglǫðu.



G. kv. 4.
Lǫng es fǫr,
langir ro farvegar,
langir ro manna munir,
ef þat verðr,
at þinn vilja bíðr,
skęikar þá skuld at skǫpum.



langir—munir: lang—attrå, ɔ: hvad man attrår er langt borte. — vilja bíðr: opnår dit ønske. — skęikar o. s. v.: »da går fremtiden i overensstemmelse med det naturlige (skæbnen)«; mulig bör der læses skuldar ‘skæbnegudindens’ (Bugge).



Sv. kv. 5.
Galdra mér gal,
þás góðir ro,
bjarg þú móðir męgi,
á vegum allr
hykk at verða mynak,
þykkjumk til ungr afi.



allr—verða mynak: vil jeg omkomme; allr ‘hel, til ende’. — afi: mand; »jeg er for ung til at kunne handle uden din hjælp«.



G. kv. 6.
Þann gęlk þér fyrstan,
es kveða fjǫlnýtan,
þann gól Rindi Rani,
at of øxl skjótir,
þvís þér atalt þykkir;
sjalfr lęið sjalfan þik.



Rindi: Rindr var (ved Odin) moder til Váli (se Baldrs dr. 11). Rani skulde man da tro var et navn på Odin, men det er ellers ukendt. Myten minder da om Saxos fremstilling af Odins færd overfor Rinda, Ruthenorum regis filia. Rani: noget smalt, spidst fremstående (f. eks. svinetryne), er ellers ukendt som mandsnavn. Der er ikke noget umuligt i, at det også har været et af Odins navne. — of ǫxl skjótir: kaster det over din skulder, en talemåde om, at man ikke ænser noget. — atalt: grumt, skadeligt.



7.
Þann gęlk þér annan,
ef árna skalt
viljalauss á vegum,
urðar lokur
haldi þér ǫllum megum,
es þú á sinnum sér.



viljalauss: uden glæde el. uden ævne til selvbestemmelse. — urðar lokur: skæbnens låse, altså skæbnens faste bestemmelser. — á sinnum: på rejse; passer til det hele; ordet er Bugges rettelse f. sman.



8.
Þann gęlk þér þriðja,
ef þér þjóðáar
falla at fjǫrlotum,
Horn ok Ruðr
snúisk til hęljar meðan,
ęn þvęrri æ fyr þér.



þjoðáar: hoved-elve, store flommende elve; sigter sikkert, ligesom flere ting i det følg., til begivenheder, der har mødt Gróas sön undervejs, men som man nu intet kender til. — fjǫrlotum: livets afslutning, død, »for at bevirke din død«. — Horn (el. Hǫrn?), Ruðr: ukendte (elve)navne, altså elve på Svipdags vej. — snúisk til hęljar: vende sig mod døden(s rige), dunkelt.



9.
Þann gęlk þér fjórða,
ef þik fjándr standa
gǫrvir á galgvegi,
hugr þeim hverfi
til handa þér,
ok snúisk til sátta sevi.



standa: med acc., overrasker, griber. — gǫrvir: rede ɔ: til at tage dig af dage. — galgvegi: galge-vejen, ɔ: en vej (sted ved vejen), hvor der findes en galge. — til handa: til gunst (for dig).



10.
Þann gęlk þér fimta,
ef þér fjǫturr verðr
borinn at boglimum,
lęysigaldr lætk
þér fyr lęgg of kveðinn
ok støkkr þá láss af limum.
(ęn af fótum fjǫturr).



lęysigaldr: løsende, befrielsens galder. — lætk—kveðinn: = kveð ek ‘synger jeg’. — fyr lęgg: over dit ben.



11.
Þann gęlk þér sétta,
ef á sæ kemr
męira an męnn viti,
logn ok lǫgr
gangi þér í lúðr saman,
ok léi þér æ friðdrjúgrar farar.



męira: voldsommere. — gangi—saman: samles for dig (til din frelse) i en lúðr; dette sidste synes kun at kunne være det kendte ord for ‘kværnkasse’, og der foreligger så vel her en talemåde: ‘at alt samles i en sådan’.



12.
Þann gęlk þér sjaunda,
ef þik sœkja kemr
frost á fjalli hóu,
hræva kulði
męgit þínu holdi fara
ok haldisk æ lík at liðum.



hræva kulði: lig-kulde, (kulde som et ligs, el. kulde som gör en til lig?); hræva beror måske på forvanskning. — lík: legeme. — at liðum: m. h. t. lemmerne (så at de beholder deres livskraft).



13.
Þann gęlk þér átta,
ef þik úti nemr
nótt á niflvegi,
at firr męgi
þér til męins gęra
kristin dauð kona.



niflvegi: mörk vej, mörk på grund af nattens frembrud. — at firr: så meget mindre, langt fra. — kristin kona: betragtes som fjendtligt væsen, men kristin er mistænkeligt.



14.
Þann gęlk þér níunda
ef við hinn naddgǫfga
orðum skiptir jǫtun,
máls ok manvits
at mími svara
sé þér gnógs of gefit.



naddgǫfga—jǫtun: spydudstyret jætte; her må der vel sigtes til Fjǫlsvinnr i det næste digt, hvis denne overhovedet er en jætte. — L. 4-6 beror tildels på rettelser. — L. 5: »til at svare jætten«, mími altså brugt som appell.



15.
Far þú nú æva,
þars forað þykkir,
standit þér męin fyr munum,
á jarðfǫstum stęini
stóðk innan dura,
meðan þér galdra gólk.



forað: egl. ‘et sted, hvor man ikke kan komme ud igen’, så farligt sted, fare. — munum: lyst, her vel ‘elskov’. — jarðfǫstum stęini: sten, der står fast og går noget ned i jorden; når Gróa siger dette, mener hun, at hendes ord vil stå lige så fast, som den sten, hun står på. Man kan henvise til løfter, aflagde med foden på en sten, Hænsaþóris. kap. 12.



16.
Móður orð
ber þú mǫgr heðan
ok lát þér í brjósti búa,
iðgnóga hęill
skalt of aldr hafa,
meðan þú mín orð of mant.



iðgnóga: meget rigelig.



HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.