Groagalderet

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Grógaldr Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Eddasangene
(1863)


Oversat af
Vilhelm B. Hjort


Groagalderet
eller
Hedenskabets Svanesang



Indledning.

John Bauer: Vakna Groa Vakna Mor.
En Søn vækker her af Døde sin nylig hensovne Moder for af hende at udrustes med Aandens Magt over Naturen til at udføre et farligt Hverv. At Sønnen er Fjølsvinsmaals Svipdag, den forventede Frelser, det fremgaaer foruden af hele Indholdet nærmest af den 3die Strofe, hvor der siges, at det ham foreskrevne Hverv bestaaer i at opsøge Menglad[1], og bestyrkes meget ved Kjæmpevisen om Ung Svegder, der er en Omdigtning af Fjølsvins-maal; thi denne Vise begynder med en Omdigtning af Groagalderet. Moderen Groa (den Voxende) er da den sig efterhaanden historisk udviklende hedenske Bevidsthed, der nu er udtømt, og synger sit sidste Vers. Hun har maattet forkaste sine tidligere Gudefrembringelser, og har nu kun Haabet om en kommende ny Frelser tilbage, hvilken derfor kaldes hendes eneste Søn. Det Nordiske Hedenskab lægger sig saa at sige her selv i Graven, i sin Dødsstund sejrende over sit eget Jeg, og banende Vejen for den nye Tids Morgenrøde; men den nye Tid skildres efter hedenske begreber, og vi have derfor her en Udtalelse om, hvorledes Run-læren tænkte sig Frelseren og hans Virksomhed.


Sønnen.
1.Vaagn Groa, vaagn op,
Du gode Qvinde!
Ved Dødens Port
Du vækkes til Minde
Om Tilholdet, som
Din Søn Du gav,
At møde ved Dyssen
Paa Din Grav.


Groa.
2. Hvad ængstlig Bøn,
Min eneste Søn?
Hvad Ondt mon i
Din Lod nu falder?
Siden Du her
Paa Moder kalder,
Endskjøndt hun alt
I Muld er lagt
Og har Farvel
Til Verden sagt.


Sønnen.
3. Et hæsligt Tavlbord
For mig skjød
Hin svigfulde Qvinde,
Da hun mig bød,
Min Faders Hustru,
Paa Lykke og Fromme
At søge til Menglad
Hen at komme.


Groa.
4. Lang er Farten,
Lange dens Veje,
Langen Attraa
Mennesker eje;
Hvis saa det skeer,
At Din Villie Du faaer,
Da lyder Skulde
De skabte Kaar.


Sønnen.
5. Lad nu kraftige
Galdre klinge,
Moder! Din Søn
Du Frelse bringe!
Ellers paa Vejen
Jeg vist forgaaer,
Og dertil er jeg
For ung af Aar.


Groa.
6. Dig synger jeg først
Hin gavnrige Sang,
Som Rinde qvad
For Ran engang:
Af Axlen ryst
Hver trykkende Byrde,
Og selv Du være
Din egen Hyrde!


7. Saa synger jeg Dig
En anden Sang:
Naar villieløs er
Din Vandringsgang,
Lad Urdes Baand
Dig kraftigen holde,
Om Noget Dig Skjændsel
Vil forvolde!


8. Min tredje Sang
For Dig skal klinge,
Naar Folkestrømmen
Dig Død vil bringe:
"Horn" og "Lunde"
De søge til Hel
Og mindske sig stedse
For Dit Vel!


9. Min fjerde Sang
For Dig skal klinge:
Naar Dig paa Galgevej
Fjender omringe,
De skjælve i Hu,
Dig Magt skal gaae
Til Haandc, og fredeligt
Sind de faae.


10. Min femte Sang
For Dig er god,
Naar Fjedren binder
Dig Arm og Fod:
Søkongens Lue
Mit Qvad skal bringe,
Og Lænkerne løse
Af Lemmer springe.


11. Saa synger jeg
Dig Min sjette Sang:
Naar ud Du stedes
I Bølgegang,
Større end nogen
Mand den saae,
Lugn og Sø
I Dit Værge staae,
Og stedse Dig give,
At fuld af Fred
Din Fart maatte blive!


12. Saa synger jeg Dig
Min syvende Sang:
Naar Frost Dig rammer
Paa Højfjældsgang,
Ej Dødskulde mægter
Dit Kjød at tære
Og Krop med Ledemod
Sammensnære.


13.
Min ottende Sang
For Dig skal lyde:
Naar ude Dig
I taaget Gyde
Natten træffer,
At christendød
Qvinde ej mægter
At volde Dig Nød.


14. Min niende Sang
Dig lover dette:
Naar Ord Du skifter
Med spydstærk Jætte,
Mandvid og Tale
Dit Hjerteminde
I Overflødighed
Da skal finde.


15. Far nu kun der,
Hvor Fælder true,
Ej Meen skal standse
Dit Hjertes Lue!
Paa Gravens Tærskel-
Steen jeg stod,
Mens Tryllesange
Jeg klinge lod.


16. Tag med Dig Moders
Ord, min Søn,
Og gjem det i
Dit Hjertes Løn!
Du stedse rigeligt
Held skal finde,
Saalænge mit Ord
Du har i Minde.




Fodnoter:

  1. Jeg læser, med Sveinbjørn Egilsson, Menglødu for menglødum