Vølvens Spådom (Uddrag, A.Fabricius)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
| |
|
|
|
||||
|
|
|
||||
|
|
|
||||
|
|
|||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
Udgivet 1854
Uddrag af
3. I Tidernes Begyndelse,
da var ej Sand, ej Sø,
ej svale Bølger;
ej fandtes Jord,
ej højen Himmel;
et svælgende Dyb var,
men Græs ingensteder. 1)
5. Solen det ej vidste,
hvor den Salen havde,
Maanen det ej vidste,
hvor den Ophold havde,
Stjernerne ej vidste,
hvor de Stade havde. 2)
6. Nat og Næ
Navne de gave,
Morgen de navnte
og Middagsstund,
Unden og Aften,
for Aar at tælle. 3)
17-18. Fandt de paa Landet
lidet formaaende
Ask og Embla
skjæbneløse.
Aande de ej havde,
ej heller Forstand,
ej Blod, ej Lader,
ej Ansigtsfarve. 4)
19. Derfra kommer Duggen,
som falder i Dale,
evig grøn staaer den
ved Urdarbrønden. 5)
20. Derfra kommer Møer,
meget vidende,
tre fra den Sø,
som staaer under Træet;
Urd hed den ene,
den anden Verdandi,
Skuld den tredie.
De skare paa Tavler,
Lov de lagde,
Liv de kaarede,
Tidernes Børn
Skjæbnen at sige. 6)
21. Krig hun mindes
først i Verden,
da Guldveige
med Spyd de stak,
og hende brændte
i Guders Hal;
tregange brændtes
den tregange fødte,
tidt og ofte,
dog end hun lever. 7)
44. Frem seer jeg længre –
meget veed jeg sige
om Opløsningen,
Gudernes Fald. 8)
45-46. Da gjalder Jorden,
Udyr mon flyve –
ingen Mand monne
den anden skaane.
Haard er i Verden
den megen Hoerdom,
Øxetid, Sværdtid,
da Skjolde kløves,
Ulvetid, Stormtid,
før Verden falder. 9)
59. Solen sortner,
Jord synker i Hav.
Af Himlen forsvinde
de glimrende Stjerner.
Dampen sig hæver
fra Livets Træ,
og Flammen leger
med selve Himlen. 10)
61. Hun seer fremkomme
en anden Gang
Jord af Havet
eviggrøn. 11)
64. Da monne usaaede
Agre voxe –
alt Ondt forsvinde.
Balder mon komme,
beboer med Høder
Odins Sejrsal
og Gudernes Helligdom.
Forstaae I end eller hvad? 12)
66. Sal seer hun stande
fagrere end Solen,
tækket med Guld
i Gimle;
der skulle retskafne
Folk bygge
og i al Evighed
Salighed nyde. 13)
67. Da kommer hiin Mægtige
til den store Dom,
hiin Stærke fra oven,
som raader for Alt;
han afsiger Domme
og bilægger Sager,
sætter hellige Love,
der evig skal være. 14)
Noter:
1. Illustreret Danmarkshistorie for Folket, s. 95
2. Samme, s. 97
3. Samme, s. 97
4. Samme, s. 97
5. Samme, s. 105
6. Samme, s. 105
7. Samme, s. 114
8. Samme, s. 134
9. Samme, s. 134
10. Samme, s. 138
11. Samme, s. 138
12. Samme, s. 141
13. Samme, s. 141
14. Samme, s. 142
