Uddrag af Hávamál

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Uddrag af Hávamál

oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013-2014

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.

---

Leveregler

3.

Ild er tiltrængt

for alle, der kommer

ind kolde om knæene;

mænd behøver

mad og tæpper

efter færden over fjeldet.

7.

En varsom gæst

ved værtens bord

vægter tavshed over tale,

lader øjnene se

og ørerne lytte —

klogt føler han sig frem.

12.

Øl er ikke

altid så godt

som hævdet for slægtens sønner;

jo mere man drikker,

des mindre forstand

beholder man i sit hoved.

34.

Vejen er drøj

til den dårlige ven,

hvis hjem er lige om hjørnet,

mens genveje går

til den gode ven,

hvis hus dog findes fjernere.

43.

Vær en ven

for vennen du har —

for ham og for hans ven;

aldrig bør du

indgå venskab

med en ven af din egen uven.

44.

Vid, hvis du har

en ven, som du tror,

og gerne nyder hans nytte:

Mød ham ofte

og udveksl gaver;

knyt din hu til hans.

45.

Hvis du har en anden,

som du ikke tror,

men dog gerne nyder hans nytte:

Vær glat i talen,

men giftig i tanken;

gengæld hans lumskhed med løgn.

47.

I de unge år

drog jeg ene rundt,

men jeg fór da vild på vejen.

Jeg følte mig rig,

når jeg fulgtes med en anden;

en mand er manden til glæde.

50.

Fyrren visner,

som vokser ensomt

med kun egen vækst til værn;

sådan er manden,

der savner omsorg —

skulle han kunne leve længe?

58.

Rejs dig tidligt,

hvis du tragter efter

andres liv og løsøre;

lår kommer sjældent

til liggende ulv

eller sejr til den, der sover.

61.

Mød på tinget

mæt og vasket —

selv i slidte klæder;

hav ingen skam

af sko og tøj

og ikke af hesten heller.

71.

En halt kan ride hest

en hyrde være énarmet

en døv være stærk i strid,

en blind er bedre

end en brændt mand;

af lig har man liden gavn.

75.

Fæ dør,

frænder dør —

du skal dø således selv,

men eftermælet

skal aldrig dø

for den, der gjorde det godt.

76.

Fæ dør,

frænder dør —

du skal dø således selv;

det eneste jeg véd,

der aldrig dør,

er dommen over den døde.

Vid dig ikke sikker ved ...

84.

bristende buer

og brændende ild,

grådige ulve,

galende krager,

de hvinende svin

og væltende træer,

kogende kedler

og krappe vover,

85.

flejnen i flugten,

faldende bølger,

natgammelt islag

og nyfældet val,

brudens sengesnak,

bristen på sværdet,

et barn af kongen

eller bjørnens leg,

86.

en svagelig kalv,

en selvrådig træl,

slangen, der snor sig,

smiger fra vølven,

— — — — —

88.

manden du møder,

som myrded’ din bror,

halvbrændte huse,

for hurtigt et ridt

(den hest er unyttig,

som halter på foden),

— vær aldrig så tryg,

at du tror på dette!

Odin og Billings datter

Lorenz Frølich: Odin og Billings datter

83.

Du må aldrig tro

på unge kvinder —

og heller ikke en hustru;

deres hjerter skabtes

som hjul der drejer

og ustadigt bor i brystet.

90.

Mænd som kvinder

mestrer dog sviget —

jeg kender jo begge køn:

Vi taler smukt,

men tænker falsk

for at besnære den snilde.

92.

Lad ingen bebrejde

en anden mand,

at denne lokkes til lyst.

Snarere end fjolset

ser den kloge

den rusvækkende rødmen.

95.

Det skulle jeg sande,

da jeg skjult af rør

ventede i lyst og længsel;

den kloge kvinde

var min krop og sjæl —

mere opnåede jeg aldrig.

96.

Billings datter —

blændende lys —

så jeg sove på sengen.

Jarlers pragt

var intet for mig

mod denne skønne skikkelse.

97.

»Først senere

skal du favne kvinden;

kom igen i aften — Odin!

Det vil aldrig gå,

hvis andre véd,

at vi to sådan er sammen.«

98.

Jeg gik igen

i glædeligt håb —

ganske fra sans og samling;

jeg tænkte at snart

tog jeg imod

alle de kys og kærtegn.

99.

Da jeg kom igen

var kække mænd

blevet vækket og våbenklædt;

med brændende fakler

og bom for porten

viste de mig vintervejen.

100.

Morgenen efter

mødte jeg atter;

da sov de alle i salen.

Den smukke var væk —

på sengen fandt jeg

en tøjret tævehund.

101.

Man finder snart,

at de fleste kvinder

møder mænd med bedrag;

det lærte jeg selv,

da en listig kvinde

svarede min lokken med løgn.

Odin og Suttungs mjød

Bauge borer hul i fjeldet med boret Rate, så Bølværk (Odin) kan skaffe sig Suttungs mjød

Fra håndskriftet SÁM 66

103.

»Jeg søgte den gamle jætte,

siden kom jeg tilbage;

jeg tjente kun lidt ved tavshed.

Mine mange ord

mødte fremgang

dér i Suttungs sale.

104.

Gunlød gav mig

en gylden stol

og et horn af den herlige mjød;

ene usselt

efterlod jeg

for hendes villige væsen.

105.

Vejen blev ryddet

af Rates mund;

fjeldet blev gnavet igennem.

Over og under

var jætternes veje —

det var ingen færd uden fare.

106.

Det bytte jeg fik

har jeg brugt og nydt;

den klogeste savner sjældent,

for Odrører

er endelig kommet

til folkets fyrstes bolig.

107.

Næppe var jeg vel

nået derfra

og hjem fra jætternes gård,

hvis ikke Gunlød —

den gæve kvinde —

havde føjet sig i min favn.«

108.

Dagen efter

ankom rimturser

til de høje haller.

De hørte til Bølværk:

Var han her blandt guder,

eller lå han slået af Suttung?

109.

Odin svor vel

ed ved ringen —

men hvem tror hans tilsagn?

Han snød Suttung,

sveg sig til drikken

og efterlod Gunlød i gråd.

Loddfáfnismál

110.

Jeg hentede indsigt

ved Urdbrønden;

det er tid til at fortælle!

Jeg sad i tavshed,

jeg sad tænksom,

og hørte de mægtiges mening;

de talte om visdom

og tolkede råd

ved den højes hal,

i den højes hal;

jeg lyttede til denne lære:

111.

Et råd — Lodfafner! —

og ret dig efter det;

begrib det er gavnligt

og følg det med fordel:

Alene for at spejde

eller lette på trykket

skal du forlade lejet om natten.

112.

Et råd — Lodfafner! —

og ret dig efter det;

begrib det er gavnligt

og følg det med fordel:

Medbring tilstrækkeligt

mad til turen

når du færdes på fjeld eller fjord.

113.

Et råd — Lodfafner! —

og ret dig efter det;

begrib det er gavnligt

og følg det med fordel:

Favn ikke kvinden,

der farer med trolddom,

så hun lukker sig om dine lemmer.

115.

Et råd — Lodfafner! —

og ret dig efter det;

begrib det er gavnligt

og følg det med fordel:

Du må aldrig lokke

en andens kone

og møde hende hemmeligt.

116.

Et råd — Lodfafner! —

og ret dig efter det;

begrib det er gavnligt

og følg det med fordel:

En ondsindet mand

må du aldrig lade

vide om dit vanheld,

for fra onde mænd

møder du aldrig

den gode vilje gengældt.

118.

Et råd — Lodfafner! —

og ret dig efter det;

begrib det er gavnligt

og følg det med fordel:

Har du en ven,

som du værdsætter højt,

så gæst ham ofte og gerne.

For ukrudtet gror

og græsset bliʼr højt

på den vej, man sjældent vælger.

120.

Et råd — Lodfafner! —

og ret dig efter det;

begrib det er gavnligt

og følg det med fordel:

Glæd dig i selskab

med gode mænd;

vær dem hjælpsom så længe du lever.

121.

Et råd — Lodfafner! —

og ret dig efter det;

begrib det er gavnligt

og følg det med fordel:

Hold dig altid

helt fra ordskifte

med tossefolk og tåber.

124.

Et råd — Lodfafner! —

og ret dig efter det;

begrib det er gavnligt

og følg det med fordel:

Spild ikke tre ord

på splid med tåber;

den vise viger,

hvor fæet fremturer.

125.

Et råd — Lodfafner! —

og ret dig efter det;

begrib det er gavnligt

og følg det med fordel:

Nægt at være skomaʼr

eller skaftesmed

for alle andre end dig selv;

hvis skaftet er skævt,

eller skoen klemmer,

vil folk ønske dig ulykke.

126.

Et råd — Lodfafner! —

og ret dig efter det;

begrib det er gavnligt

og følg det med fordel:

Overværer du uret,

kald det uret mod dig,

og lad ikke fjenden i fred.

127.

Et råd — Lodfafner! —

og ret dig efter det;

begrib det er gavnligt

og følg det med fordel:

Du skal aldrig lade

ondsindet herske,

men finde glæden i godhed.

128.

Et råd — Lodfafner! —

og ret dig efter det;

begrib det er gavnligt

og følg det med fordel:

I kamp skal du undgå

at kigge opad,

så du ikke træffes af trolddom.

130.

Et råd — Lodfafner! —

og ret dig efter det;

begrib det er gavnligt

og følg det med fordel:

Udvis varsomhed,

ikke over-varsomhed,

men vær yderst varsom med øl.

131.

Et råd — Lodfafner! —

og ret dig efter det;

begrib det er gavnligt

og følg det med fordel:

Hold dig altid

fra hån og spot

imod gæster og folk på farten.

133.

Et råd — Lodfafner! —

og ret dig efter det;

begrib det er gavnligt

og følg det med fordel:

Grin ikke bare

ad en gråhårets råd;

det er ofte sandt, hvad de gamle siger.

136.

Et råd — Lodfafner! —

og ret dig efter det;

begrib det er gavnligt

og følg det med fordel:

Når øllet gør dig fuld,

søg da jordens kraft,

(for jord taʼr mod øllet

som ild mod sygdom,

eg mod forstoppelse,

aks mod trolddom,

hyld mod huskiv

— had skal vendes mod månen —

og alun mod bidsår,

men ulykke fordrer visdom)

— og lad jorden favne det flydende.

Runesangen

Lorenz Frølich: Odin i træet

137.

Jeg véd, at jeg hang

i et vindblæst træ

samfulde ni nætter:

Spiddet og givet

på spyd til Odin —

selve mig til mig selv.

Intet levende

aner om træet,

hvorfra dets rødder rinder.

138.

Jeg tålte sult

og tørst imens;

jeg så frem for mig.

Runer lærte jeg,

råbte af smerte —

og faldt ned derfra.

140.

Jeg voksede da;

min visdom øgedes,

mens jeg tiltog og trivedes.

Ord fra ordet

til ordene førte —

og værk fra værket til værker.

141.

Du vil træffe på runer —

tydbare stave,

de største stave,

de stærkeste stave,

malede af mægtige mænd,

gjort af de gæve guder,

ristet af den høje hersker.

142.

Odin for aser,

blandt alferne Dåin,

Dvalin hos dværgene,

mellem jætter Åsvin —

jeg har selv ristet runer.

143.

Véd du at riste?

Véd du at råde?

Véd du at få?

Véd du at friste?

Véd du at bede?

Véd du at blote?

Véd du at sende?

Véd du at slette?

144.

Bedre ubedt

end overblotet;

der kræves gengæld for gaver.

Bedre usendt

end overdrevet

— — — — —

145.

Men Tund ristede

før tidens ophav;

opad steg han,

hvor han atter kom.

Odins galder

146.

Hør min galder

som for høvdingekoner

og folket iøvrigt er ukendt:

For det første hjælp,

som kan hjælpe dig

gennem sorger og søgsmål.

147.

Det andet jeg kan

er egnet for folk,

der vælger et virke som læge:

— — — — —

148.

Det tredje kan jeg,

når jeg trængt i kamp

vil hindre fjendens fremgang:

Jeg sløver æggen

på uvennens våben,

så hverken sværd eller svig vil bide.

149.

Det fjerde kan jeg,

hvis fjender binder

lænker om mine lemmer:

Jeg galdrer derover

og går derfra,

når kæden falder af foden.

150.

Det femte kan jeg

mod fjendtlige skud,

der styrer mod folk i strid:

Hvor hårdt det end farer,

hindrer jeg flugten,

så snart jeg får det i syne.

151.

Det sjette kan jeg,

hvis jeg såres af nogen

med en frisk, fortryllet trærod:

Og den mand,

der møder mig hadfyldt,

må tåle den største fortræd.

152.

Det syvende kan jeg,

når jeg ser det brænder,

mens folkene sidder i salen:

Hvor højt det end flammer,

kan jeg hæmme ilden

— sådan er galderen, jeg galdrer.

153.

Det ottende jeg kan

er almennyttigt

— enhver burde lære hvorledes:

Når hadet trives

blandt høvdingesønner

kan jeg snart standse striden.

154.

Det niende kan jeg,

hvis nøden truer,

og mit skib skal bjærges fra bølger:

Jeg dæmper vinden,

der volder stormen,

og gør hele havet roligt.

155.

Det tiende kan jeg,

når troldtøjet farer

gennem luften i leg:

Jeg gør, at de raver

forgæves omkring

og mangler deres vante væsen.

156.

Det ellevte kan jeg,

når jeg ægger til kamp

og følges af gamle fæller:

Jeg galdrer bag skjoldet

og giver dem styrke,

så de alle når uskadte hjem.

157.

Det tolvte kan jeg,

når træet bærer

en død, der dingler i rebet:

Jeg rister og maler

runer på stedet,

så liget atter får liv.

158.

Det trettende kan jeg

tillægge barnet,

når det øses over med vand:

Han falder ikke

skønt forrest i striden

— han skal aldrig segne for sværdet.

159.

For det fjortende kan jeg

fremsige rækken

af guder for menneskemængden:

Aser og alfer —

hver eneste kan jeg

— det magter en uklog ikke.

160.

Det femtende jeg kan,

har jeg fået fra Tjodrører

— dværgen ved Dellings dør:

Han galdrede asekraft

og alfefremgang

og gav Hropta-Ty visdom og vid.

161.

Det sekstende jeg kan,

får smukke kvinder

til at ofre mig lyst og længsel:

Jeg drejer forstanden

på den dejligste pige,

så hun villigt vender sig mod mig.

162.

Det syttende jeg kan

— — — — —

163.

Det attende jeg kan,

vil jeg aldrig røbe

for nogen kvinde eller kone,

på nær den ene,

hvis arme favner mig

— eller min egen søster.