Havamaal (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Höjsangen

eller

Den Höjes Sang

I.

1. Alle Aabninger

För du gaaer frem

Skulle omskues,

Skulle betragtes,

Thi uvist er at vide

Hvor Uvenner kunne

Treffes i Hus.

2. Hil de Givende!

En Gjæst er indkommen,

Hvor skal han Sæde faa? —

Meget haster den

Som ved Dörre skal

Pröve sit Held.

3. Ild behöver

Den, som ind er kommen

Og har forfrosne Knæer;

Mad og Klæder

Har den Mand behov

Som over Fjelde har faret.

4. Vand behöver

Den, som til Maaltid kommer,

Haandklæde og gjestfri Indbydelse,

God Begjegnelse,

Hvis den han kan naa,

Samt Ord og Gjensvar.

5. Vid behöver

Den, som vide færdes;

Frit er hjemme Alt;

Til Vidunder bliver - Hvo intet veed,

Naar han blandt Dannede sidder.

6. Af egen Forstand

Bör Ingen prale,

Men vel i vare den tage.

Naar klog og taus

Man kommer til Hus

Sjelden hænde den Varsomme Feil,

Thi aldrig man faaer

Trofastere Ven

End megen Forstand.

7. En varsom Gjæst

Som til Fremmede kommer

Ödsler ej med Ord;

Lytter med Ören,

Skuer med Öjne;

Saa föler den Kloge sig for.

8. Lykkelig hvo

Sig selv erhverver

Roes og kjærlige Taler;

Usikkrere er det

Som man eje skal

I en Andens Bryst.

9. Lyksalig hvo

Selv besidder

Roes og Forstand mens han lever;

Thi onde Raad

Har man ofte faaet

Af en Andens Bryst.

10. Bedre Byrde

Bær man ej paa Veje

End megen Forstand.

Bedre end Rigdom tykkes

Den paa ukjendt Sted;

Den er de Trængendes Næring.

11. En værre Byrde

Paa Vejen Ingen trykker

End umaadelig Drik.

Ej er saa godt

Som Mange sige

Öl for Menneskers Sönner.

12. Ej værre Rejsekost

Fra Bordet med kan tages

End umaadelig Drik;

Thi jo meer En svælger

Desmindre kjender

Han sit eget Sind.

13. Glemsels Hejre heder den,

Som over Gilder svæver;

Han stjæler Folks Forstand.

Med den Fugls Fjædre

Jeg fængslet blev

I Gunlades Gaard.

14. Drukken jeg blev

Og fordrukken

Hos den vise Fialar;

Saa er Drik best,

At man bekommer

Sin Fornuft tilbage.

15. Taus og betænksom

Og djærv i Kamp

En Fyrstes Sön maa være;

Glad og gavmild

Være hver en Mand

Til Dödens Time!

16. Uklog Mand

Troer at kunne evig leve

Hvis Kampen han flyer;

Men Alderdom under

Ham ingen Fred

Skjöndt Spyd ham den give.

17. Taaben gloer

Naar til Gjest han kommer,

Smaamumler eller hænger;

Alt kommer paa engang,

Naar han faaer Drik

Da viser Manden sit Mod.

18. Den ene veed

Som vide færdes

Og meget prövet har

Hvilket Sind

Enhver bevarer,

Som er ved sund Fornuft.

19. Bægeret man holde,

Drikke dog til Maade,

Tale nyttigt eller tie.

Ingen Mand bebreider

Dig som en Lyde,

Skjöndt du ganger tidlig at sove.

20. Graadig Mand,

Hvis han ej Lysten styrer,

Sig æder Livets Sorg.

Tit Maven udsætter

En Tosse for Latter

Naar han kommer blandt Kloge.

21. Hjorde vide

Naar hjem de skulle,

Og gaa da fra Græsning;

Men uklog Mand

Aldrig kjender

Sin Maves Maal.

22. Usel Mand

Og ilde sindet

Leer ad hver en Ting.

Det han ej veed,

Som han (da) vide burde,

At han er selv uden Lyde.

23. Uklog Mand

Vaager hele Nætter

Og grubler over Alt.

Da er han mödig

Naar Morgen kommer,

Sorgen som den var.

24. Uklog Mand troer

Alle som til ham smile

Være sine Venner;

Ej föler han Andres

Bittre Spot

Naar han sidder blandt Kloge.

25. Uklog Mand troer

Alle Söd-talende

Være sine Venner.

Det erfarer han

Naar til Tinge han kommer

At Faa hans Sag der fremme.

26. Uklog Mand

Troer sig at vide Alt,

Naar han skulde stedes i Fare.

Dog veed han ikke

Hvad han skal svare

Naar Mænd ham pröve.

27. Udannet Mand,

Som kommer blandt Folk,

Han gjör best i at tie.

Ingen veed

At han intet kan

Uden han mæler for meget.

Hvo för Intet vidste,

Veed ikke meer

Ved at mæle for meget.

28. Viis tykkes den,

Som spörge forstaaer

Og svare ligervis.

Ej maa man dölge

Hvad Alle faa at vide

Og skeer blandt Folk.

29. Vel meget snakker den,

Som aldrig holder inde

Med urimelige Ord;

Fremfusende Tunge,

Hvis den ej holdes i Tömme,

Galer sig tit til Fortræd.

30. Ej bör man stirre

Paa anden Mand,

Skjönt han kommer til Hus.

Mangen troer sig nok at vide,

Naar han ej udspörges

Men undes Ro og tör Klædning.

31. Flink sig troer den Gjæst,

Som paa Flugt kan jage

Anden Gjæst med Gluffer;

Ej ret den veed,

Som i Gildet leer,

Om han stöjer blandt Vrede.

32. Mange til en Tid

Ere Hjertens Venner,

Dog kives de i Gildet;

Evig varer den Strid

Blandt Menneskeslægten

At Gjæsten Gjæst vil tirre.

33. Aarle man bör

Spise sig mæt

Naar ej man skal Venner besöge;

(Ellers) man sidder og hænger,

Lader som slugen man var

Og kan ej spörge om meget.

34. Lange Afveje

Lede til en utro Ven,

Skjönt (midt) paa Vejen han boer.

Men til en god Ven

Gjenveje före,

Skjönt han boer langt borte.

35. Gaa man skal;

Ej Gjæst bör være

Stedse paa et Sted;

Kjær bliver kjedsom

Om han længe sidder

I en Andens Hus.

II.

36. Eget Bo er bedst

Skjönt lidet det er;

Enhver er Herre hjemme.

Ejer man end (kun) tvende Gjeder

Og en straatakt Hytte,

Det bedre er end Tryglen.

37. Eget Bo er bedre

Skjönt lidet det er;

Enhver er Herre hjemme.

Blodigt vorder dens Hjerte,

Som bede maa

Om Mad til hvert Maaltid.

38. Fra sine Vaaben,

Lagde paa Marken,

Ej man gaa et Fodbred frem;

Thi uvist er at vide

Naar paa Veje ude

Sværd kan behöves.

39. Ej traf jeg en saa gavmild

Eller gjæstfri Mand,

At han ej modtog hvad ham bödes,

Eller saa ödsel

Paa sin Formue,

At Vederlag han forsmaaede.

40. Hvo eget Gods

Har erhvervet

Bör ej taale Trang;

Tit spares for Ukjære

Hvad man tiltænkte Kjære; —

Meget gaaer værre end man venter.

41. Med Vaaben og Klæder

Venner hinanden bör glæde,

Som sömme dem selv;

Givende og Gjengjeldende

Ere længst Venner

Naar alt gaaer ellers vel.

42. Man sin Vens

Ven bör være

Og Gave med Gave lönne;

Latter man skal

Med Latter betale

Og Lögn med lös Tale.

43. Man sin Ven

Ven bör være

Ham og hans Ven;

Men ingen Mand bör

Være sin Vens

Fiendes Ven.

44. Veed du hvis du har en Ven

Hvem vel du troer

Og vil du godt af ham nyde,

Dit Sind skal du blande med hans,

Vexle Gaver med ham

Og besöge ham tit.

45. Men hvis du har en anden,

Som du troer ej vel

Og vil du af ham godt dog nyde;

Favre Ord ham du sige,

Men falskelig tænke

Og Lögn med Letsind betale.

46. Det er end om den

Hvem du ilde troer,

Og paa hvem du ej kan lide,

Til ham skal du smile,

Tale mod dit Sind —

Gjengjeld skal Gaven ligne.

47. Ung var jeg fordum,

Ene jeg reiste,

Da foer jeg vild af Vejen

Rig tyktes jeg mig

Da jeg traf en anden;

Mand er Mands Glæde.

48. Milde (og) tappre

Mænd leve best,

Nære sjelden Sorg;

Men usnild Mand

Frygter allevegne,

Karrig og sur, selv naar ham gives.

49. Mine Klæder

Gav jeg tvende

Træmænd paa Marken.

Kjæmper de tykdes

Da de Kapper havde —

Forsagt er nögen Mand.

50. Det Træ fortörres

Som i Byen staaer;

Ej dække det Bark eller Blade.

Saa er han som ej

Yndes af Nogen,

Hvi skulde han længe leve!

51. Kjærlighed blusser

Klarere end Flammen

Fem Dage blandt falske Venner,

Men den slukkes

Naar den sjette kommer

Og al Venskab forværres.

52. Ej man stedse skal

Kostbarheder give,

Tit kjöbes Roes med lidt.

Med et halvt Bröd

Og hældende Kar

Fik jeg mig en Omgangsven.

53. Smaa som Sand

Ere lavtænkende

Mænds smaa Sjæle.

Thi ej alle Folk

Bleve lige vise;

Overalt de ere delte.

54. Hver Mand bör være

Vis til Maade,

Aldrig for vis han være!

For de Folk

Favrest er Livet

Som vide meget vel.

55. Hver Mand bör være

Vis til Maade,

Aldrig han være for vis!

Thi vis Mands Hjerte

Bliver sjelden gladt

Naar den veed Alt som det ejer.

56. Hver Mand bör være

Vis til Maade,

Aldrig han være for vis!

Ej bör man vide

Sin Skjæbne forud,

Da har han sorgfriest Sind.

57. Brand brænder ved Brand

Til den er opbrændt,

Flamme tændes ved Flamme.

Mand bliver Mand

Ved Mælet bekjendt,

En Tölper ved Taushed.

58. Aarle skal den opstaa,

Som vil have en Andens

Gods eller Liv.

Sjelden liggende Ulv

Æde faaer

Eller sovende Mand Sejer.

59. Aarle skal den opstaa,

Som Arbeidere har faa

Og gaa sin Gjerning at see.

Meget hindres den

Som Morgenen bortsover; —

Halv Rigdom paa Tilsyn beroer.

60. Paa Brændetræ

Og Tagnæver

Manden Maal bör vide,

At den Ved

Vel kan tilstrække

Halve Aar, hver enkelt Gang. —

61. Toet og kjæmmet

Bör man til Tinget ride,

Skjönt han ej er stadselig klædt;

Ved Sko eller Braag

Bör sig Ingen skamme,

Ej heller ved sin Hest.

62. Fritte og sige

Bör hver en Mand

Som dannet vil kaldes;

Ej (kun) en skal vide

Eller en anden,

Veed tre, vide det Alle.

63. Örnen til Söes

Snapper efter Luft

Og stirrer paa det gamle Hav;

Saa er den Mand

Som blandt Mange kommer

Men har Forsvarere faa.

64. Sin Vælde burde

Hver snild Mand

Öve til Maade;

Det han erfarer

Naar blandt Tappre han kommer,

At ingen er raskest af Alle.

65. Hver Mand bör være

Forsigtig, paaholden,

Varsomt Venner tro;

Ofte de Ord

Som Andre betroes

Dyrt maa betales.

66. Meget for tidlig

Kom jeg mange Steder,

For sildig til somme;

Öllet var opdrukket

Eller ulavet; —

Sjelden kommer Leed tilpas.

67. Hist og her vilde

Man til Gjæst mig byde

Hvis jeg trængte til Maaltider Mad,

Eller to Laar hængte

Hos den trofaste Ven,

Hvor för jeg havde et fortæret.

68. Ild er best

Blandt Menneskers Sönner

Og Solens Syn,

Naar man sin Helbred

Have kan

Uden i Laster at leve.

69. Ingen mangler Alt

Skjönt ej han ret er karsk;

En er lyksalig ved Sönner,

En ved Frænder,

En ved meget Gods,

En af herlige Værk.

70. Bedre har den Levende,

Selv den som uselt lever,

Qvæger Mand en Ko vel faaer. —.

Baal saa jeg brænde

For den rige Mand;

Död laa han uden for Dören.

71. Halt kan paa Hors ride,

Haandlös Qvæget drive,

Döv kjæmpe og due.

Blind er bedre

End brændt han var. —

Ingen har godt af et Lig. —

72. En Sön er bedre (end ingen)

Skjönt han sildig födes

Efter Faderens Afgang.

Sjelden Mindestene

Staa Vejen nær

Naar Sön dem ej reiser for Fader.

73. Der gives to slags Kjæmper,

Tungen Hovedet döder;

Haand kan jeg vente

I hver Kappe.

74 Hvo Reisekosten troer,

Ved Nattens Komme glædes.

Korte ere Skibsræer;

Höstnatten er ustadig;

Tit Væiret forandres

I fem Dage,

Endtiere i en Maaned.

75. Hvo Intet veed,

Ej heller veed

At mangen bliver Daare ved Daare.

En Mand er rig

En anden ikke rig,

(Derfor) bör ej denne lastes.

76. Formue döer,

Frænder döe,

Selv döer man ligervis,

Men aldrig döer

Herligt Navn

For den, som det erhverved.

77. Formue döer,

Frænder döe,

Selv döer man ligervis.

Men Et jeg veed,

Som aldrig döer:

Dom over hver en Död.

78. Fulde Forraadshuse

Saa jeg hos Rigmandens Sönner;

Nu gaa de ved Tiggerstaven.

Saa er Rigdom

Som Öjets Blink,

Den er ustadigst af Venner.

79. Udannet Mand,

Hvis Rigdom han naaer

Eller Qvindes Yndest,

Hans Stolthed voxer

Men hans Visdom aldrig;

Indbildsk og fræk gaaer han frem.

80. Det pröves da

Naar du spör ham om

De guddommelige Runer,

Hvilke höje Guder danned

Og den store Taler smykked;

Da gjör han best i at tie.

81. Om Aftenen skal man Dagen rose.

Konen naar hun er brændt,

Möen naar hun er gift,

Sværdet naar det er prövet,

Is naar den er overfaret,

Öllet naar det er drukket.

82. I Storm bör man fælde Træer,

I Kuling roe ud paa Söen,

I Mörke med Mö tale —

Mange ere Dagens Öjne. —

Skib skal man bruge til Fart,

Skjold til Forsvar,

Sværd til Hug,

Pigen til Kys.

83. Ved Ild skal man Öl drikke,

Paa Isen glide;

Hesten skal man kjöbe mager

Og Sværdet rustet;

Hjemme Hesten fede

Men Hunden paa Avlsgaarden.

84. Möens Ord

Bör Ingen tro

Ej heller Konens Tale;

Thi paa rullende Hjul

Bleve Hjerter dem skabte

Og Svig i Brystet lagt.

85. Bristende Bue,

Brændende Lue,

Gabende Ulv,

Galende Krage,

Gryntende Svin,

Rodlöst Træ,

Voxende Sö,

Sydende Kjedel,

86. Flyvende Pil,

Faldende Bölge,

Nattegammel Is,

Ringböjet Slange,

Qvindesnak paa Lejet

Og brækket Sværd,

Björnens Leeg,

Kongens Barn,

87. Syge Kalv,

Selvraadig Træl,

Spaaqvindens Smiger,

Nyfældet Dödning;

88. Ingen Mand troe

Tidlig saaet Ager

Eller for tidlig sin Sön;

Vejret raader for Ageren,

Forstanden for Sönnen;

Usikkre ere Begge.

89. Sin Broders Drabsmand,

Skjöndt paa Vejen han mödes,

Halvbrændt Hus,

Hurtigste Ganger

[Da er Hest unyttig

Naar en Fod brydes];

Ej blive man saa troskyldig

At han troer Alt dette.

90. Saa er Qvinders Kjærlighed,

Deres som falskelig tænke,

Som paa glatte Is man aged

Med uskjærpet Hest,

En vælig to Aars Fole

Som dog ej tæmmet er;

Eller i rasende Storm

Lod Skibet rorlöst löbe;

Eller som en Halt skulde hente

Rensdyr paa det töende Fjeld.

91. Rentud taler jeg nu,

Thi begge Dele jeg kjender.

Karles-Elskov Qvinderne svigter;

Da sige vi dem de smukkeste Ting

Naar vi mene det mindst,

Det lokker ædle Sjæle.

92. Favert skal tale

Og Guld byde

Hvo Qvindes Elskov vil naa;

Rose lyse

Piges Skabning,

Den faaer som frier.

93. Ingen det undre

At anden Mand

Kjærlighed hylder.

Vellyst-skjön Skabning

Som Tossen ej rörer,

Tit rörer den Vise.

94. Ej, som uhört, skal

Man anden Mand bebrejde

Hvad mange hænder;

Taaber af Kloge

Gjör Menneskers Sönner

Den mægtige Elskov.

95. Tanken ene veed

Hvad Hjertet boer nær,

Eget Sind den ene styrer;

Ingen Sot er værre

For den gjæve Mand,

End at være med intet fornöjet.

96. Det jeg erfared

Da i Rör jeg sad

Og vented min Kjære;

Huld og Hjerte

Var mig den væne Mö,

Hende dog jeg ikke ejer.

97. Jeg traf den önskte

Solfavre Pige

Sovende paa Lejet.

Fyrstens Herlighed

Tyktes mig intet være

Uden med den Skabning at leve.

98. "Nærmere mod Aften

Skal du, Odin! komme,

Hvis du vil med Möen tale.

Uhört Skam det er

Naar ene (to) ej vide

Slig Forseelse."

99. Tilbage jeg vendte

Elskende, som jeg troede,

Fra min visse Lyst;

Det tænkte jeg da

At jeg have skulde

Hendes hele Gunst og Gammen.

100. Da jeg kom dernæst

Hele den raske

Krigerflok var vaagen;

Med brændende Lys

Og baarne Fakler

Saa blev mig den Lystvej forbuden.

101. Og imod Morgen

Da atter jeg kom

Var Salvagten sovet ind;

Da fandt jeg kun

Den gode Qvindes Tispe

Bunden paa Lejet.

102. Mangen god Mö

Er, naar hun nöje pröves,

Vægelsindet mod Mænd;

Det jeg erfared

Da jeg sögte at lokke

Den tugtige Qvinde.

Alskens Spot tilföjed

Mig den kloge Pige,

Intet fik jeg dog af hende. —

103. Hjemme glad

Bör Husbonden være,

Gjestfri og klog;

Huske vel, være snaksom

Hvis han vil meget vide;

Tit skal han tale om godt.

104. Erketosse kaldes den

Som faa Ting kan sige,

Det er Klodsens Natur.

III.

105. Jeg hjemsögte den gamle Jætte,

Nu er jeg kommen tilbage;

Lidet fik jeg tiende der.

Kun med mange Ord

Naaede jeg min Hensigt

I Suttungs Sale.

106. Gunlöd mig gav

Paa gylden Stol

En Drik af den herlige Mjöd.

Ond Lön lod jeg hende

Have igjen

For trofast Elskov,

For brændende Kjærlighed.

107. Rates Mund lod jeg

Fange Rum

Og Klipper gnave;

Over og under mig

Stode Jætters Veje —

Saa satte jeg mit Hoved i Vove.

108. Vel kjöbt Skjönhed

Har jeg vel nydt;

Faa Ting mangle den Vise,

Thi Odreirer

Er nu opkommet

Til Menneskers jordiske Bolig.

109. Tvivl har jeg om

At jeg var end sluppet

Fra Jætters Gaarde,

Havde ej Gunlöd hjulpet,

Den gode Kone,

Hvem jeg lagde Arm over.

110. Næste Dag

Gik Frost-Jætter

At spörge om den Höjes Tilstand;

I den Höjes Hall

Om Bölverk de spurgte,

Om han var blandt Guderne kommen

Eller Suttung havde ombragt ham?

111. "Eed ved Ringen

Troer jeg Odin har soret;

Hvi skulde man hans Löfter tro! —

Suttung sveget

Har han Drikken fra

Og bragt Gunlöd til Graad."

VI.

LODFAFNERS-MAAL

112. Tid er at tale

Paa Talerstolen

Ved Urdas Kilde.

Jeg sad og taug,

Jeg saa og tænkte,

Jeg lytted til Folks Taler.

113. Jeg hörte tale om Runer

Og guddommelige Taler,

Ej taug de om Risten,

Ej taug de om Forklaring.

Ved den Höjes Hall,

I den Höjes Hall

Hörte jeg sige saa:

114. Jeg raader dig Lodfafner!

At du lærer Raad,

Nyde vil du hvis du lærer.

Staa ej om Natten op

Uden du speide skal

Eller nödes ud at gaa.

115. Jeg raader dig Lodfafner!

At du lærer Raad,

Nyde skal du hvis du lærer.

I tryllekyndig Kones

Favn du aldrig sove,

At dig hendes Arme omspænde.

116. Det hun volder,

At du vogter ej

Paa Ting eller Fyrstens Tale.

At Mad du ej lyster

Eller Menneskers Omgang,

Men gaaer sorgfuld at sove.

117. Jeg raader dig Lodfafner! —

Anden Mands Kone

Aldrig du lokke

Til hemmelig Tale.

118. Jeg raader dig —

Over Fjeld eller Fjord,

Hvis du fare vil,

Forsyn dig vel med Föde

119. Jeg raader dig —

Ond Mand du

Aldrig lade

Dine Uheld vide;

Thi af ond Mand

Du aldrig faaer

Lön for oprigtigt Sind.

120. En ung Mand jeg saa

Ulykkelig vorde

Af ond Qvindes Ord;

Svigagtig Tunge

Blev ham til Livets Tab,

Dog ej for sand Beskyldning.

121. Jeg raader dig —

Veed du, hvis du har en Ven,

Hvem du vel troer,

Gaa tit for ham at besöge;

Thi med Krat bevoxes

Og med höjt Græs

Den Vej, som Ingen træder.

122. Jeg raader dig —

God Mand du lokke

Til forlystende Samtaler;

Lær Tröste-Sange mens du lever.

123. Jeg raader dig —

Venskabs Baand

Du aldrig skal

Först med Falskhed bryde.

Sorg tærer Hjertet.

Hvis du ej sige kan

Een din Hjertens Hu.

124. Jeg raader dig —

Skifte Ord

Du aldrig skal

Med uklog Abe;

125. Thi af ond Mand

Du aldrig vil

Faa Lön for det Gode;

Men god Mand

Vil gjöre dig yndet

Med hæderlig Omtale.

126. Da er Venskab vexlet

Naar man sige kan

En sin hele Hu.

Alt er bedre end

Utro at være;

Ej er den en Andens Ven,

Som alt efter Munden ham snakker.

127. Jeg raader dig —

Mere end tre Ord,

I Trætte med værre Mand,

Ej skal du öde;

Tit viger den bedre

Naar den værre slaaer.

128. Jeg raader dig —

Vær ej Skomager

Eller Skjæftesmed,

Uden det er for dig selv.

Er Skoen ilde dannet

Eller Skjæftet ej lige

Da önsker man ondt over dig.

129. Jeg raader dig —

Kjender du en [Vens] Sorg

Ansee den som din egen

Og giv ej dine Fiender Fred.

130. Jeg raader dig —

Over det Onde

Dig aldrig glæd,

Men lad (kun) godt om dig siges.

131. Jeg raader dig —

Op i Slaget

Du ej skal see

[Da vorde Mænds Sönner

Galten lige]

At dig Andre ej fortrylle.

132. Jeg raader dig —

Vælger du dig en god Kone

Til forlystende Samtaler

Og til at have Glæde af;

Favert skal du love

Og fast lade blive;

Ej kjedes Möen ved Godt, naar hun

faaer det.

133. Jeg raader dig —

Varsom beder jeg dig være

Men ej for varsom,

Vær du varsomst ved Drik

Og ved en Andens Kone,

Og for det tredie derved,

At Tyve dig ej svige.

134. Jeg raader dig —

Til Haan eller Latter

Have du aldrig

Gjæst eller gaaende Mand;

Tit ej nöje vide

De som inde sidde

Af hvad Stand de ere som komme.

135. Laster og Dyder

Bære Menneskers Sönner

Blandede i Bryst.

Ingen Mand er saa god

At ej Lyde ham fölger,

Eller saa ond, at til intet han duer.

136. Jeg raader dig —

Ad graahærdet Taler

Du aldrig lee;

Tit er det godt hvad Gamle sige.

Tit kloge Ord komme

Fra rynket Skrog

Som hænger med Ham,

Som ryster med Skrammer

Og vanker om blandt usle Folk.

137. Jeg raader dig —

Overfus ej Gjæsten

Eller jag ham paa Dörren.

Gjör vel mod de Trængende

[De ville godt for dig bede].

138. Stærk er den Slaa

Som hæves skal

Til Oplukkelse for Alle;

Giv (da kun) en Ring,

Eller de ville bede

Alt Ondt over din Krop.

139. Jeg raader dig Lodfafner!

Men (de) Raad du lære,

Nyde vil du, hvis du lærer,

Nyttige da de dig vorde,

Gode hvis du beholder dem,

Gavnlige som du modtager dem,

Hulde som du holder dem vel.

140. Jeg raader dig —

Hvor du Öl drikker

Udbed dig Jordens Kraft,

Thi Jord tager mod Drikke

Men Ild mod Syger,

Eeg mod Bindsel,

Ax mod Trolddom,

Hall mod Husfolks Kiv;

I Harm skal Maanen paakaldes,

Bidsk skal Bidet læge,

Bedsk Sorg ved Runer fordrives

Og Jord mod Floden tage.

V.

ODINS RUNESANG.

141. Veed jeg at jeg hang

Paa vindigt Træ

Hele ni Nætter,

Saaret med Spyd

Og givet Odin

Selv mig selv,

Paa det Træ

Som ingen veed

Af hvilken Rod det oprinder.

142. Ej rakte de mig

Bröd eller Bæger;

Nysgjerrig saa jeg ned,

Tog Runer op,

Tog dem grædende,

Faldt igjen derfra.

143. Ni höje Sange jeg lærte

Af Bölthorns, Bestlas Faders

Herlige Sön;

Og nöd en Drik

Af dyrebar Mjöd

Öst af Odreirer.

144. Da begyndte jeg at blomstre

Og blive viis,

Voxe og vel trives;

Et Ord af andet

Avled mig Ord,

Et Værk mig af andet

Avlede Værk.

145. Runer skal du finde

Og forklarede Stave,

Ret store Stave,

Ret stærke Stave;

Dem malte den store Taler,

Dem gjorde höje Guder,

Dem risted Guders Hövding.

146. Odin stifted dem blandt Aser,

Men blandt Alfe Dain,

Dvalin for Dverge,

Alsvid blandt Jætter,

Selv risted jeg somme.

147. Veed du hvordan de ristes skal,

Hvordan de raades skal,

Hvordan de pröves skal?

Veed du hvordan man bede skal,

Hvordan man offre skal,

Hvordan man sende skal,

Hvordan man tære skal?

148. Bedre er ubedet

End for meget offret;

Stedse Gave til Gjengjeld bör svare.

Bedre er ikke sendt

End for meget spildt.

Saa Thunder selv risted

För Folk bleve til;

Der stod han op

Hvor han atter kom (tilbage).

149 De Sange jeg kan

Som Fyrstens Hustru ej kan,

Ej nogen Mands Slægtning;

Hjelp heder en,

Men den dig hjelpe skal

Mod Kummer og Sorger

Og Syger alle.

150. Det kan jeg for det andet,

Hvad Mennesker behöve.

De som ville Læger leve.

151. Det kan jeg for det tredie,

Om jeg stærkt behöver

Mine Fiender at standse;

Mine Modstanderes

Egge jeg döver,

Ej hjelpe dem Vaaben, ej Krigslist.

152. Det kan jeg for det fjerde,

Om Folk bespænde

Mine Lemmer med Lænker;

Saa jeg galer.

At gaa jeg kan;

Fjædre mig af Foden springe

Og af Hænderne Baand.

153. Det kan jeg for det femte,

Om jeg seer den farlig skudte

Pil blandt Folket fare;

Ej den flyver saa stærkt

At jeg jo standse den kan,

Faaer jeg den först i Sigte.

154. Det kan jeg for det sjette,

Om Saar mig blir tilföjet

Af raat Træes Rödder;

Da den Mand

Som mig vil skade

Tæres af det Onde selv.

155. Det kan jeg for det syvende,

At seer jeg Hallen staa

Over Folk i lysen Lue,

Ej brænder den saa bredt

At jeg ej bjerge den kan —

En saadan Sang jeg forstaaer.

156. Det kan jeg for det ottende,

Som for alle er

Nyttigt at vide;

Hvor Had groer

Blandt Heltes Sönner

Det kan jeg snart udrydde.

157. Det kan jeg for det niende,

Hvis i Nöd jeg stedes

At hjelpe mit Fartöj paa Flod;

Vinden jeg

Paa Vandet stiller

Og dysser Söen i Sövn.

158. Det kan jeg for det tiende,

Om Troldfolk jeg seer

I Luften lege;

Det jeg volder

At de vilde fare

Fra egen Ham,

Fra egne Tanker.

159. Det kan jeg for det ellevte,

Hvis til Slag jeg skal

Lede gamle Venner;

Under Skjolde jeg galer,

At de med Vælde fare

Karske til Striden,

Karske fra Striden,

Uskadte fra hver en Fare.

160. Det kan jeg for det tolvte,

Hvis paa Træ jeg seer

Hængt Dödning svæve;

Saa jeg rister

Og i Runer maler,

At den Mand gaaer

Og med mig taler.

161. Det kan jeg for det trettende.

Hvis en Yngling jeg skal

Med Vand besprænge,

Ej skal han falde

Skjönt han i Fægtning stedes;

Ej segner den Mand for Sværd.

162. Det kan jeg for det fjortende,

Skal jeg i Folkesamqvem

Guder opregne,

Aser og Alfer

Jeg alle vel kan skjelne,

Det faa Udannede kunde.

163. Det kan jeg for det femtende,

Hvad Dvergen Thiodreyrer sang

For Dellings Dörre.

Styrke sang han Aser,

Fremgang Alfer,

Visdom Præsternes Gud.

164. Det kan jeg for det sextende,

Hvis jeg vil den snilde Piges

Hele Sind og Yndest eje,

Hvidarmede Möes

Hu jeg (til mig) vender,

Og hver hendes Tanke forvandler.

165. Det kan jeg for det syttende,

At seent mig vil skye

Den unge skjönne Möe. —

Længe vist du

Lodfafner! har

Savnet disse Sange.

De være dig gode, hvis du naaer dem,

Nyttige hvis du lærer dem,

Gavnlige hvis du modtager dem.

166. Det kan jeg for det attende,

Hvad jeg aldrig lærer

Mö eller Mands Kone

[Alt er bedre

Hvad man ene veed,

Det fölger Sangens Slutning]

Uden hende ene

Som med Arm mig favner

Eller min Söster er. —

167. Nu er den Höjes Sang sjungen

I den Höjes Hall;

Meget nyttig Menneskers Sönner,

Unyttig for Jætters Sönner. —

Hil den som qvad,

Hil den som kan,

Hil den som lærte,

Hil den som hörte!

---

Noter: