Uddrag af Hávamál

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Eddadigte


Uddrag af Hávamál


oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013-2014



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.



Leveregler



3.
Ild er tiltrængt
for alle, der kommer
ind kolde om knæene;
mænd behøver
mad og tæpper
efter færden over fjeldet.


7.
En varsom gæst
ved værtens bord
vægter tavshed over tale,
lader øjnene se
og ørerne lytte —
klogt føler han sig frem.


12.
Øl er ikke
altid så godt
som hævdet for slægtens sønner;
jo mere man drikker,
des mindre forstand
beholder man i sit hoved.


34.
Vejen er drøj
til den dårlige ven,
hvis hjem er lige om hjørnet,
mens genveje går
til den gode ven,
hvis hus dog findes fjernere.


43.
Vær en ven
for vennen du har —
for ham og for hans ven;
aldrig bør du
indgå venskab
med en ven af din egen uven.


44.
Vid, hvis du har
en ven, som du tror,
og gerne nyder hans nytte:
Mød ham ofte
og udveksl gaver;
knyt din hu til hans.


45.
Hvis du har en anden,
som du ikke tror,
men dog gerne nyder hans nytte:
Vær glat i talen,
men giftig i tanken;
gengæld hans lumskhed med løgn.


47.
I de unge år
drog jeg ene rundt,
men jeg fór da vild på vejen.
Jeg følte mig rig,
når jeg fulgtes med en anden;
en mand er manden til glæde.


50.
Fyrren visner,
som vokser ensomt
med kun egen vækst til værn;
sådan er manden,
der savner omsorg —
skulle han kunne leve længe?


58.
Rejs dig tidligt,
hvis du tragter efter
andres liv og løsøre;
lår kommer sjældent
til liggende ulv
eller sejr til den, der sover.


61.
Mød på tinget
mæt og vasket —
selv i slidte klæder;
hav ingen skam
af sko og tøj
og ikke af hesten heller.


71.
En halt kan ride hest
en hyrde være énarmet
en døv være stærk i strid,
en blind er bedre
end en brændt mand;
af lig har man liden gavn.


75.
Fæ dør,
frænder dør —
du skal dø således selv,
men eftermælet
skal aldrig dø
for den, der gjorde det godt.


76.
Fæ dør,
frænder dør —
du skal dø således selv;
det eneste jeg véd,
der aldrig dør,
er dommen over den døde.




Vid dig ikke sikker ved ...



84.
bristende buer
og brændende ild,
grådige ulve,
galende krager,
de hvinende svin
og væltende træer,
kogende kedler
og krappe vover,


85.
flejnen i flugten,
faldende bølger,
natgammelt islag
og nyfældet val,
brudens sengesnak,
bristen på sværdet,
et barn af kongen
eller bjørnens leg,


86.
en svagelig kalv,
en selvrådig træl,
slangen, der snor sig,
smiger fra vølven,
— — — — —


88.
manden du møder,
som myrded’ din bror,
halvbrændte huse,
for hurtigt et ridt
(den hest er unyttig,
som halter på foden),
— vær aldrig så tryg,
at du tror på dette!




Odin og Billings datter

Lorenz Frølich: Odin og Billings datter


83.
Du må aldrig tro
på unge kvinder —
og heller ikke en hustru;
deres hjerter skabtes
som hjul der drejer
og ustadigt bor i brystet.


90.
Mænd som kvinder
mestrer dog sviget —
jeg kender jo begge køn:
Vi taler smukt,
men tænker falsk
for at besnære den snilde.


92.
Lad ingen bebrejde
en anden mand,
at denne lokkes til lyst.
Snarere end fjolset
ser den kloge
den rusvækkende rødmen.


95.
Det skulle jeg sande,
da jeg skjult af rør
ventede i lyst og længsel;
den kloge kvinde
var min krop og sjæl —
mere opnåede jeg aldrig.


96.
Billings datter —
blændende lys —
så jeg sove på sengen.
Jarlers pragt
var intet for mig
mod denne skønne skikkelse.


97.
»Først senere
skal du favne kvinden;
kom igen i aften — Odin!
Det vil aldrig gå,
hvis andre véd,
at vi to sådan er sammen.«


98.
Jeg gik igen
i glædeligt håb —
ganske fra sans og samling;
jeg tænkte at snart
tog jeg imod
alle de kys og kærtegn.


99.
Da jeg kom igen
var kække mænd
blevet vækket og våbenklædt;
med brændende fakler
og bom for porten
viste de mig vintervejen.


100.
Morgenen efter
mødte jeg atter;
da sov de alle i salen.
Den smukke var væk —
på sengen fandt jeg
en tøjret tævehund.


101.
Man finder snart,
at de fleste kvinder
møder mænd med bedrag;
det lærte jeg selv,
da en listig kvinde
svarede min lokken med løgn.




Odin og Suttungs mjød

Bauge borer hul i fjeldet med boret Rate, så Bølværk (Odin) kan skaffe sig Suttungs mjød

Fra håndskriftet SÁM 66


103.
»Jeg søgte den gamle jætte,
siden kom jeg tilbage;
jeg tjente kun lidt ved tavshed.
Mine mange ord
mødte fremgang
dér i Suttungs sale.


104.
Gunlød gav mig
en gylden stol
og et horn af den herlige mjød;
ene usselt
efterlod jeg
for hendes villige væsen.


105.
Vejen blev ryddet
af Rates mund;
fjeldet blev gnavet igennem.
Over og under
var jætternes veje —
det var ingen færd uden fare.


106.
Det bytte jeg fik
har jeg brugt og nydt;
den klogeste savner sjældent,
for Odrører
er endelig kommet
til folkets fyrstes bolig.


107.
Næppe var jeg vel
nået derfra
og hjem fra jætternes gård,
hvis ikke Gunlød —
den gæve kvinde —
havde føjet sig i min favn.«


108.
Dagen efter
ankom rimturser
til de høje haller.
De hørte til Bølværk:
Var han her blandt guder,
eller lå han slået af Suttung?


109.
Odin svor vel
ed ved ringen —
men hvem tror hans tilsagn?
Han snød Suttung,
sveg sig til drikken
og efterlod Gunlød i gråd.




Loddfáfnismál



110.
Jeg hentede indsigt
ved Urdbrønden;
det er tid til at fortælle!
Jeg sad i tavshed,
jeg sad tænksom,
og hørte de mægtiges mening;
de talte om visdom
og tolkede råd
ved den højes hal,
i den højes hal;
jeg lyttede til denne lære:


111.
Et råd — Lodfafner! —
og ret dig efter det;
begrib det er gavnligt
og følg det med fordel:
Alene for at spejde
eller lette på trykket
skal du forlade lejet om natten.


112.
Et råd — Lodfafner! —
og ret dig efter det;
begrib det er gavnligt
og følg det med fordel:
Medbring tilstrækkeligt
mad til turen
når du færdes på fjeld eller fjord.


113.
Et råd — Lodfafner! —
og ret dig efter det;
begrib det er gavnligt
og følg det med fordel:
Favn ikke kvinden,
der farer med trolddom,
så hun lukker sig om dine lemmer.


115.
Et råd — Lodfafner! —
og ret dig efter det;
begrib det er gavnligt
og følg det med fordel:
Du må aldrig lokke
en andens kone
og møde hende hemmeligt.


116.
Et råd — Lodfafner! —
og ret dig efter det;
begrib det er gavnligt
og følg det med fordel:
En ondsindet mand
må du aldrig lade
vide om dit vanheld,
for fra onde mænd
møder du aldrig
den gode vilje gengældt.


118.
Et råd — Lodfafner! —
og ret dig efter det;
begrib det er gavnligt
og følg det med fordel:
Har du en ven,
som du værdsætter højt,
så gæst ham ofte og gerne.
For ukrudtet gror
og græsset bliʼr højt
på den vej, man sjældent vælger.


120.
Et råd — Lodfafner! —
og ret dig efter det;
begrib det er gavnligt
og følg det med fordel:
Glæd dig i selskab
med gode mænd;
vær dem hjælpsom så længe du lever.


121.
Et råd — Lodfafner! —
og ret dig efter det;
begrib det er gavnligt
og følg det med fordel:
Hold dig altid
helt fra ordskifte
med tossefolk og tåber.


124.
Et råd — Lodfafner! —
og ret dig efter det;
begrib det er gavnligt
og følg det med fordel:
Spild ikke tre ord
på splid med tåber;
den vise viger,
hvor fæet fremturer.


125.
Et råd — Lodfafner! —
og ret dig efter det;
begrib det er gavnligt
og følg det med fordel:
Nægt at være skomaʼr
eller skaftesmed
for alle andre end dig selv;
hvis skaftet er skævt,
eller skoen klemmer,
vil folk ønske dig ulykke.


126.
Et råd — Lodfafner! —
og ret dig efter det;
begrib det er gavnligt
og følg det med fordel:
Overværer du uret,
kald det uret mod dig,
og lad ikke fjenden i fred.


127.
Et råd — Lodfafner! —
og ret dig efter det;
begrib det er gavnligt
og følg det med fordel:
Du skal aldrig lade
ondsindet herske,
men finde glæden i godhed.


128.
Et råd — Lodfafner! —
og ret dig efter det;
begrib det er gavnligt
og følg det med fordel:
I kamp skal du undgå
at kigge opad,
så du ikke træffes af trolddom.


130.
Et råd — Lodfafner! —
og ret dig efter det;
begrib det er gavnligt
og følg det med fordel:
Udvis varsomhed,
ikke over-varsomhed,
men vær yderst varsom med øl.


131.
Et råd — Lodfafner! —
og ret dig efter det;
begrib det er gavnligt
og følg det med fordel:
Hold dig altid
fra hån og spot
imod gæster og folk på farten.


133.
Et råd — Lodfafner! —
og ret dig efter det;
begrib det er gavnligt
og følg det med fordel:
Grin ikke bare
ad en gråhårets råd;
det er ofte sandt, hvad de gamle siger.


136.
Et råd — Lodfafner! —
og ret dig efter det;
begrib det er gavnligt
og følg det med fordel:
Når øllet gør dig fuld,
søg da jordens kraft,
(for jord taʼr mod øllet
som ild mod sygdom,
eg mod forstoppelse,
aks mod trolddom,
hyld mod huskiv
— had skal vendes mod månen —
og alun mod bidsår,
men ulykke fordrer visdom)
— og lad jorden favne det flydende.




Runesangen

Lorenz Frølich: Odin i træet


137.
Jeg véd, at jeg hang
i et vindblæst træ
samfulde ni nætter:
Spiddet og givet
på spyd til Odin —
selve mig til mig selv.
Intet levende
aner om træet,
hvorfra dets rødder rinder.


138.
Jeg tålte sult
og tørst imens;
jeg så frem for mig.
Runer lærte jeg,
råbte af smerte —
og faldt ned derfra.


140.
Jeg voksede da;
min visdom øgedes,
mens jeg tiltog og trivedes.
Ord fra ordet
til ordene førte —
og værk fra værket til værker.


141.
Du vil træffe på runer —
tydbare stave,
de største stave,
de stærkeste stave,
malede af mægtige mænd,
gjort af de gæve guder,
ristet af den høje hersker.


142.
Odin for aser,
blandt alferne Dåin,
Dvalin hos dværgene,
mellem jætter Åsvin —
jeg har selv ristet runer.


143.
Véd du at riste?
Véd du at råde?
Véd du at få?
Véd du at friste?
Véd du at bede?
Véd du at blote?
Véd du at sende?
Véd du at slette?


144.
Bedre ubedt
end overblotet;
der kræves gengæld for gaver.
Bedre usendt
end overdrevet
— — — — —


145.
Men Tund ristede
før tidens ophav;
opad steg han,
hvor han atter kom.




Odins galder



146.
Hør min galder
som for høvdingekoner
og folket iøvrigt er ukendt:
For det første hjælp,
som kan hjælpe dig
gennem sorger og søgsmål.


147.
Det andet jeg kan
er egnet for folk,
der vælger et virke som læge:
— — — — —


148.
Det tredje kan jeg,
når jeg trængt i kamp
vil hindre fjendens fremgang:
Jeg sløver æggen
på uvennens våben,
så hverken sværd eller svig vil bide.


149.
Det fjerde kan jeg,
hvis fjender binder
lænker om mine lemmer:
Jeg galdrer derover
og går derfra,
når kæden falder af foden.


150.
Det femte kan jeg
mod fjendtlige skud,
der styrer mod folk i strid:
Hvor hårdt det end farer,
hindrer jeg flugten,
så snart jeg får det i syne.


151.
Det sjette kan jeg,
hvis jeg såres af nogen
med en frisk, fortryllet trærod:
Og den mand,
der møder mig hadfyldt,
må tåle den største fortræd.


152.
Det syvende kan jeg,
når jeg ser det brænder,
mens folkene sidder i salen:
Hvor højt det end flammer,
kan jeg hæmme ilden
— sådan er galderen, jeg galdrer.


153.
Det ottende jeg kan
er almennyttigt
— enhver burde lære hvorledes:
Når hadet trives
blandt høvdingesønner
kan jeg snart standse striden.


154.
Det niende kan jeg,
hvis nøden truer,
og mit skib skal bjærges fra bølger:
Jeg dæmper vinden,
der volder stormen,
og gør hele havet roligt.


155.
Det tiende kan jeg,
når troldtøjet farer
gennem luften i leg:
Jeg gør, at de raver
forgæves omkring
og mangler deres vante væsen.


156.
Det ellevte kan jeg,
når jeg ægger til kamp
og følges af gamle fæller:
Jeg galdrer bag skjoldet
og giver dem styrke,
så de alle når uskadte hjem.


157.
Det tolvte kan jeg,
når træet bærer
en død, der dingler i rebet:
Jeg rister og maler
runer på stedet,
så liget atter får liv.


158.
Det trettende kan jeg
tillægge barnet,
når det øses over med vand:
Han falder ikke
skønt forrest i striden
— han skal aldrig segne for sværdet.


159.
For det fjortende kan jeg
fremsige rækken
af guder for menneskemængden:
Aser og alfer —
hver eneste kan jeg
— det magter en uklog ikke.


160.
Det femtende jeg kan,
har jeg fået fra Tjodrører
— dværgen ved Dellings dør:
Han galdrede asekraft
og alfefremgang
og gav Hropta-Ty visdom og vid.


161.
Det sekstende jeg kan,
får smukke kvinder
til at ofre mig lyst og længsel:
Jeg drejer forstanden
på den dejligste pige,
så hun villigt vender sig mod mig.


162.
Det syttende jeg kan
— — — — —


163.
Det attende jeg kan,
vil jeg aldrig røbe
for nogen kvinde eller kone,
på nær den ene,
hvis arme favner mig
— eller min egen søster.