Uddrag af Hávamál
Hopp til navigering
Hopp til søk
Eddadigte
Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() | |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
|||
![]() |
![]() |
|||||
![]() |
![]() |
|||||
![]() |
![]() |
|||||
![]() |
![]() |
|||||
![]() |
||||||
![]() |
||||||
![]() |
||||||
![]() |
||||||
![]() |
||||||
![]() |
||||||
![]() |
||||||
![]() |
Uddrag af Hávamál
oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2013-2014
Leveregler
- 3.
- Ild er tiltrængt
- for alle, der kommer
- ind kolde om knæene;
- mænd behøver
- mad og tæpper
- efter færden over fjeldet.
- 7.
- En varsom gæst
- ved værtens bord
- vægter tavshed over tale,
- lader øjnene se
- og ørerne lytte —
- klogt føler han sig frem.
- 12.
- Øl er ikke
- altid så godt
- som hævdet for slægtens sønner;
- jo mere man drikker,
- des mindre forstand
- beholder man i sit hoved.
- 34.
- Vejen er drøj
- til den dårlige ven,
- hvis hjem er lige om hjørnet,
- mens genveje går
- til den gode ven,
- hvis hus dog findes fjernere.
- 43.
- Vær en ven
- for vennen du har —
- for ham og for hans ven;
- aldrig bør du
- indgå venskab
- med en ven af din egen uven.
- 44.
- Vid, hvis du har
- en ven, som du tror,
- og gerne nyder hans nytte:
- Mød ham ofte
- og udveksl gaver;
- knyt din hu til hans.
- 45.
- Hvis du har en anden,
- som du ikke tror,
- men dog gerne nyder hans nytte:
- Vær glat i talen,
- men giftig i tanken;
- gengæld hans lumskhed med løgn.
- 47.
- I de unge år
- drog jeg ene rundt,
- men jeg fór da vild på vejen.
- Jeg følte mig rig,
- når jeg fulgtes med en anden;
- en mand er manden til glæde.
- 50.
- Fyrren visner,
- som vokser ensomt
- med kun egen vækst til værn;
- sådan er manden,
- der savner omsorg —
- skulle han kunne leve længe?
- 58.
- Rejs dig tidligt,
- hvis du tragter efter
- andres liv og løsøre;
- lår kommer sjældent
- til liggende ulv
- eller sejr til den, der sover.
- 61.
- Mød på tinget
- mæt og vasket —
- selv i slidte klæder;
- hav ingen skam
- af sko og tøj
- og ikke af hesten heller.
- 71.
- En halt kan ride hest
- en hyrde være énarmet
- en døv være stærk i strid,
- en blind er bedre
- end en brændt mand;
- af lig har man liden gavn.
- 75.
- Fæ dør,
- frænder dør —
- du skal dø således selv,
- men eftermælet
- skal aldrig dø
- for den, der gjorde det godt.
- 76.
- Fæ dør,
- frænder dør —
- du skal dø således selv;
- det eneste jeg véd,
- der aldrig dør,
- er dommen over den døde.
Vid dig ikke sikker ved ...
- 84.
- bristende buer
- og brændende ild,
- grådige ulve,
- galende krager,
- de hvinende svin
- og væltende træer,
- kogende kedler
- og krappe vover,
- 85.
- flejnen i flugten,
- faldende bølger,
- natgammelt islag
- og nyfældet val,
- brudens sengesnak,
- bristen på sværdet,
- et barn af kongen
- eller bjørnens leg,
- 86.
- en svagelig kalv,
- en selvrådig træl,
- slangen, der snor sig,
- smiger fra vølven,
- — — — — —
- 88.
- manden du møder,
- som myrded’ din bror,
- halvbrændte huse,
- for hurtigt et ridt
- (den hest er unyttig,
- som halter på foden),
- — vær aldrig så tryg,
- at du tror på dette!
Odin og Billings datter
- 83.
- Du må aldrig tro
- på unge kvinder —
- og heller ikke en hustru;
- deres hjerter skabtes
- som hjul der drejer
- og ustadigt bor i brystet.
- 90.
- Mænd som kvinder
- mestrer dog sviget —
- jeg kender jo begge køn:
- Vi taler smukt,
- men tænker falsk
- for at besnære den snilde.
- 92.
- Lad ingen bebrejde
- en anden mand,
- at denne lokkes til lyst.
- Snarere end fjolset
- ser den kloge
- den rusvækkende rødmen.
- 95.
- Det skulle jeg sande,
- da jeg skjult af rør
- ventede i lyst og længsel;
- den kloge kvinde
- var min krop og sjæl —
- mere opnåede jeg aldrig.
- 96.
- Billings datter —
- blændende lys —
- så jeg sove på sengen.
- Jarlers pragt
- var intet for mig
- mod denne skønne skikkelse.
- 97.
- »Først senere
- skal du favne kvinden;
- kom igen i aften — Odin!
- Det vil aldrig gå,
- hvis andre véd,
- at vi to sådan er sammen.«
- 98.
- Jeg gik igen
- i glædeligt håb —
- ganske fra sans og samling;
- jeg tænkte at snart
- tog jeg imod
- alle de kys og kærtegn.
- 99.
- Da jeg kom igen
- var kække mænd
- blevet vækket og våbenklædt;
- med brændende fakler
- og bom for porten
- viste de mig vintervejen.
- 100.
- Morgenen efter
- mødte jeg atter;
- da sov de alle i salen.
- Den smukke var væk —
- på sengen fandt jeg
- en tøjret tævehund.
- 101.
- Man finder snart,
- at de fleste kvinder
- møder mænd med bedrag;
- det lærte jeg selv,
- da en listig kvinde
- svarede min lokken med løgn.
Odin og Suttungs mjød
- 103.
- »Jeg søgte den gamle jætte,
- siden kom jeg tilbage;
- jeg tjente kun lidt ved tavshed.
- Mine mange ord
- mødte fremgang
- dér i Suttungs sale.
- 104.
- Gunlød gav mig
- en gylden stol
- og et horn af den herlige mjød;
- ene usselt
- efterlod jeg
- for hendes villige væsen.
- 105.
- Vejen blev ryddet
- af Rates mund;
- fjeldet blev gnavet igennem.
- Over og under
- var jætternes veje —
- det var ingen færd uden fare.
- 106.
- Det bytte jeg fik
- har jeg brugt og nydt;
- den klogeste savner sjældent,
- for Odrører
- er endelig kommet
- til folkets fyrstes bolig.
- 107.
- Næppe var jeg vel
- nået derfra
- og hjem fra jætternes gård,
- hvis ikke Gunlød —
- den gæve kvinde —
- havde føjet sig i min favn.«
- 108.
- Dagen efter
- ankom rimturser
- til de høje haller.
- De hørte til Bølværk:
- Var han her blandt guder,
- eller lå han slået af Suttung?
- 109.
- Odin svor vel
- ed ved ringen —
- men hvem tror hans tilsagn?
- Han snød Suttung,
- sveg sig til drikken
- og efterlod Gunlød i gråd.
Loddfáfnismál
- 110.
- Jeg hentede indsigt
- ved Urdbrønden;
- det er tid til at fortælle!
- Jeg sad i tavshed,
- jeg sad tænksom,
- og hørte de mægtiges mening;
- de talte om visdom
- og tolkede råd
- ved den højes hal,
- i den højes hal;
- jeg lyttede til denne lære:
- 111.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Alene for at spejde
- eller lette på trykket
- skal du forlade lejet om natten.
- 112.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Medbring tilstrækkeligt
- mad til turen
- når du færdes på fjeld eller fjord.
- 113.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Favn ikke kvinden,
- der farer med trolddom,
- så hun lukker sig om dine lemmer.
- 115.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Du må aldrig lokke
- en andens kone
- og møde hende hemmeligt.
- 116.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- En ondsindet mand
- må du aldrig lade
- vide om dit vanheld,
- for fra onde mænd
- møder du aldrig
- den gode vilje gengældt.
- 118.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Har du en ven,
- som du værdsætter højt,
- så gæst ham ofte og gerne.
- For ukrudtet gror
- og græsset bliʼr højt
- på den vej, man sjældent vælger.
- 120.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Glæd dig i selskab
- med gode mænd;
- vær dem hjælpsom så længe du lever.
- 121.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Hold dig altid
- helt fra ordskifte
- med tossefolk og tåber.
- 124.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Spild ikke tre ord
- på splid med tåber;
- den vise viger,
- hvor fæet fremturer.
- 125.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Nægt at være skomaʼr
- eller skaftesmed
- for alle andre end dig selv;
- hvis skaftet er skævt,
- eller skoen klemmer,
- vil folk ønske dig ulykke.
- 126.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Overværer du uret,
- kald det uret mod dig,
- og lad ikke fjenden i fred.
- 127.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Du skal aldrig lade
- ondsindet herske,
- men finde glæden i godhed.
- 128.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- I kamp skal du undgå
- at kigge opad,
- så du ikke træffes af trolddom.
- 130.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Udvis varsomhed,
- ikke over-varsomhed,
- men vær yderst varsom med øl.
- 131.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Hold dig altid
- fra hån og spot
- imod gæster og folk på farten.
- 133.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Grin ikke bare
- ad en gråhårets råd;
- det er ofte sandt, hvad de gamle siger.
- 136.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Når øllet gør dig fuld,
- søg da jordens kraft,
- (for jord taʼr mod øllet
- som ild mod sygdom,
- eg mod forstoppelse,
- aks mod trolddom,
- hyld mod huskiv
- — had skal vendes mod månen —
- og alun mod bidsår,
- men ulykke fordrer visdom)
- — og lad jorden favne det flydende.
Runesangen
- 137.
- Jeg véd, at jeg hang
- i et vindblæst træ
- samfulde ni nætter:
- Spiddet og givet
- på spyd til Odin —
- selve mig til mig selv.
- Intet levende
- aner om træet,
- hvorfra dets rødder rinder.
- 138.
- Jeg tålte sult
- og tørst imens;
- jeg så frem for mig.
- Runer lærte jeg,
- råbte af smerte —
- og faldt ned derfra.
- 140.
- Jeg voksede da;
- min visdom øgedes,
- mens jeg tiltog og trivedes.
- Ord fra ordet
- til ordene førte —
- og værk fra værket til værker.
- 141.
- Du vil træffe på runer —
- tydbare stave,
- de største stave,
- de stærkeste stave,
- malede af mægtige mænd,
- gjort af de gæve guder,
- ristet af den høje hersker.
- 142.
- Odin for aser,
- blandt alferne Dåin,
- Dvalin hos dværgene,
- mellem jætter Åsvin —
- jeg har selv ristet runer.
- 143.
- Véd du at riste?
- Véd du at råde?
- Véd du at få?
- Véd du at friste?
- Véd du at bede?
- Véd du at blote?
- Véd du at sende?
- Véd du at slette?
- 144.
- Bedre ubedt
- end overblotet;
- der kræves gengæld for gaver.
- Bedre usendt
- end overdrevet
- — — — — —
- 145.
- Men Tund ristede
- før tidens ophav;
- opad steg han,
- hvor han atter kom.
Odins galder
- 146.
- Hør min galder
- som for høvdingekoner
- og folket iøvrigt er ukendt:
- For det første hjælp,
- som kan hjælpe dig
- gennem sorger og søgsmål.
- 147.
- Det andet jeg kan
- er egnet for folk,
- der vælger et virke som læge:
- — — — — —
- 148.
- Det tredje kan jeg,
- når jeg trængt i kamp
- vil hindre fjendens fremgang:
- Jeg sløver æggen
- på uvennens våben,
- så hverken sværd eller svig vil bide.
- 149.
- Det fjerde kan jeg,
- hvis fjender binder
- lænker om mine lemmer:
- Jeg galdrer derover
- og går derfra,
- når kæden falder af foden.
- 150.
- Det femte kan jeg
- mod fjendtlige skud,
- der styrer mod folk i strid:
- Hvor hårdt det end farer,
- hindrer jeg flugten,
- så snart jeg får det i syne.
- 151.
- Det sjette kan jeg,
- hvis jeg såres af nogen
- med en frisk, fortryllet trærod:
- Og den mand,
- der møder mig hadfyldt,
- må tåle den største fortræd.
- 152.
- Det syvende kan jeg,
- når jeg ser det brænder,
- mens folkene sidder i salen:
- Hvor højt det end flammer,
- kan jeg hæmme ilden
- — sådan er galderen, jeg galdrer.
- 153.
- Det ottende jeg kan
- er almennyttigt
- — enhver burde lære hvorledes:
- Når hadet trives
- blandt høvdingesønner
- kan jeg snart standse striden.
- 154.
- Det niende kan jeg,
- hvis nøden truer,
- og mit skib skal bjærges fra bølger:
- Jeg dæmper vinden,
- der volder stormen,
- og gør hele havet roligt.
- 155.
- Det tiende kan jeg,
- når troldtøjet farer
- gennem luften i leg:
- Jeg gør, at de raver
- forgæves omkring
- og mangler deres vante væsen.
- 156.
- Det ellevte kan jeg,
- når jeg ægger til kamp
- og følges af gamle fæller:
- Jeg galdrer bag skjoldet
- og giver dem styrke,
- så de alle når uskadte hjem.
- 157.
- Det tolvte kan jeg,
- når træet bærer
- en død, der dingler i rebet:
- Jeg rister og maler
- runer på stedet,
- så liget atter får liv.
- 158.
- Det trettende kan jeg
- tillægge barnet,
- når det øses over med vand:
- Han falder ikke
- skønt forrest i striden
- — han skal aldrig segne for sværdet.
- 159.
- For det fjortende kan jeg
- fremsige rækken
- af guder for menneskemængden:
- Aser og alfer —
- hver eneste kan jeg
- — det magter en uklog ikke.
- 160.
- Det femtende jeg kan,
- har jeg fået fra Tjodrører
- — dværgen ved Dellings dør:
- Han galdrede asekraft
- og alfefremgang
- og gav Hropta-Ty visdom og vid.
- 161.
- Det sekstende jeg kan,
- får smukke kvinder
- til at ofre mig lyst og længsel:
- Jeg drejer forstanden
- på den dejligste pige,
- så hun villigt vender sig mod mig.
- 162.
- Det syttende jeg kan
- — — — — —
- 163.
- Det attende jeg kan,
- vil jeg aldrig røbe
- for nogen kvinde eller kone,
- på nær den ene,
- hvis arme favner mig
- — eller min egen søster.