Odins høie Sang (B.C.Sandvig)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda


Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785


Odins høie Sang



1. Alle Gader,
Odins høie Sang (B.C.Sandvig).jpg
Før du gaaer frem
Omskue skal du,
Randsage skal du!
Thi ingen uagtsom
Bør at være,
Hvor hans Fiender sidde
I Baghold mod ham.


2. Hil dem, som give!
En Giest er indkommen:
Hvor skal han Sæde faae?
Meget haster han,
Som ved Ilden vil
Atter vederqvæges.


3. Ild er behov
Ham som indkommer,
Og er paa Knæ hvalen:
Men Mad og Klæder
Er’ den Mand behov,
Som over Field haver reist.


4. Vand er behov
Dem som gaae til Giest,
Høflighed og Varme.
For Velgierning
Skal man giengielde
Roes eller Vederlag.


5. Vid er behov
Dem, som langt omreise;
Frit er hiemme alt.
Til Vidunder bliver
Den som intet kan,
Om han hos Vise sidder.


6. Et tankefuldt Hierte
Bør ingen med spotten drille.
Men heller den ædle
Tause Giest beundre,
Naar han kommer
Til nogens Huus.


7. Bange Giest,
Som til Maaltid kommer,
Med klog Taushed tier.
Med Øre han lyder,
Med Øie omskuer.
Da sees snart, hvo der er viis.


8. Salig, hvo
Selv sig skaffer
Lov eller Medynk.
Usikkert er alt det,
Som man eie kan
I andres Hierte.


9. Salig den,
Som selv har
Lov og Vid, mens han lever;
Thi ondt Raad
Har een tidt taget
Af en andens Bryst.


10. Vid er behov
Dem som langt omreise;
For Skade bli’r man sielden varet,
Har man ei en viis og omhyggelig Ven
Thi en troere faar ingen mand,
Og saameget retviis.


11. Bedre Byrde
Bær’ man ei til sit Hiem,
End ret megen Viisdom.
Intet bedre
Finder man i ubekiendt Stad.
Den er Værn for Skade.


12. Bedre Byrde
Bær’ man ei til sit Hiem,
End megen Viisdom.
Men kommer det værste,
Ligger man paa Veien,
Det er formeget Øl.


13. Ikke er saa got,
Som nogle sige,
Øl for Mennesker.
Jo meer’ man drikker,
Jo mindre man veed
Sin Fornuft at bruge.


14. Forglemmelses Heire heder
Fugl over Drikket svævend’,
Den stieler Folks Forstand.
Den Fugls Fiedre
Var jeg fanget i,
I Gunnladas Boelig.


15. Drukken jeg blev,
Og ret drukken,
Hos den vise Fiolvarin.
Ved Øl er det best
At siden bekommer
Hver sin Fornuft igien.


16. Taus og høimodig
Skal en Konges Søn
Og tapper være.
Gavmild og god
Skal ærekier Mand
Til sin Død være.


17. Uviis Mand
Troer at leve evig,
Om han fra Krig sig holder.
Men Alderdom ham
Ei gier Fred,
Skiønt Spyd ham sparer.


18. Taaben han gloer,
Naar til Giest han kommer,
Tier reent eller mumler.
Han svelger alt
Hvad ham synes.
Det forstaaer han allene.


19. Viis er kun den,
Som Veie kiender,
Og har reist om Lande,
Hvis Forstand udforsker
Hver en Mand.
Det er den Vises Vid!


20. Man holde vel Bæg’ret,
Drikke dog til Maade,
Tale vel eller tie!
Uhøflig kalder dig
Ingen Mand,
Skiønt du ganger tidlig at sove.


21. Graadig Mand,
Styrer han ei Lysten,
Æder sig Døden.
Latterlig,
Naar han hos Vise er,
Giør en graadig Maven.


22. Hiorder vide
Naar de skulle
Gange hiem af Marken,
Men uviis mand
Veed aldrig Maal
Paa sin Mave.


23. Usel Mand
Og ondhiertet
Leer ad alle Ting.
Han sidst begriber,
Om man ham og spotter,
Naar han hos Kloge er.
Han ei begriber,
Hvad ham vigtigt var,
At han er ei selv uden Feil.


24. Uviis Mand
Vaager om alle Nætter
Og tænker paa alting.
Naar Morgenen
Kommer, er han træt,
Og dog saa viis, som han var.


25. Uviis Mand
Troer de medsmilend’
Alle sine Venner.
Han ei begriber,
At om ham der spottes,
Naar han hos Kloge er.


26. Uviis Mand
Troer alt at vide,
Naar han er paa fiendtlig’ Steder;
Veed dog ei
Hvad han skal svare,
Om de vil ham prøve.


27. Flink troer den sig,
Som de flygtende forfølger.
En giør Nar af anden.
Dog veed ikke
Den som til Giest kommer,
Om han med Skiend’giest kiendes.


28. Nogle engang
Lode ret Venner;
Men i Prøven
Alle svigted’.
Ondskabsfuld
Snak bliver evig.
Fiendsk er Giest mod Giest.


29. Lange Afveie
Ere mig til onde Venner,
Skiønt de boe for mig lige over.
Men til gode Venner
Ere mig Gangveie alle,
Skiønt de boe fra mig langt borte.


30. Ikke længe
Skal Giest være
Paa eet og samme Sted;
Kier bliver kied,
Om længe han
Er i andens Huus.


31. Huus er bedre,
Hvor lidet end,
Frit er hiemme alt.
Hiertet maa bløde
Paa hvem som tigge skal
Sig Mad hvert et Maaltid.


32. Huus er bedre,
Hvor lidet end,
Frit er hiemme alt.
Om man tvende Geder
Eied’ i fletted Hytte,
Det var bedre end Bøn.


33. Ei fandt jeg saa mild en Mand,
Eller en saa gavmild,
At reent omsonst han bortgav;
Eller en saa kied af Rigdom,
At Løn var ham leed for velgiort.


34. Rigdom sin,
Som man har,
Bør Mand sig ei at nægte.
Tit til ukiere spares,
Hvad kiere nægtes.
Meget gaaer værre end haabes.


35. Vaaben og Klæder
Skulle Venner elske,
Som de før baaret have;
Thi givende og giengieldende
Ere længst Tid Venner,
Og det lader at gaae vel.


36. Sine Venners
Ven skal man være,
Og deres Venners;
Men dog være Ven
Skal ingen
Af sin Uvens Venner.


37. Men har du faaet en Ven,
Som du elske kan,
Og vil du af hannem Got nyde,
Dit Sind skal du med hans blande,
Og Gaver skifte,
Og hannem besøge tit.


38. Men har du faaet en Ven,
Som du ilde troer,
Og vil du af hannem Got nyde;
Favrt skal du tale
Og Svig tænke,
Og Løgnen med Løgn betale.


39. Det er end om den,
Som du ilde troer,
Og mistænker hans Venskab.
Smile skal du mod ham,
Og mod dit sind tale,
Lige for Lige betale.


40. Ung var jeg fordum
Og reiste eene,
Da blev jeg forvildet.
Riig jeg holdt mig,
Naar jeg en anden fandt.
Mand er Mands Glæde.


41. Gavmild’ og tappre,
De Mænd best leve,
Som passe hvad de have,
Men usnild Mand
Frygter allevegne,
Og sidder bange ved Gaver.


42. Mine Klæder
Jeg paa Marken gav
Til to Træmænd.
Kiemper tykk’des
De, da de dem deelt havde.
Stødt er nøgen Mand.


43. Det Træ forvisner,
Som ene staaer,
Det som ei beskiermes
Af Væg eller Planker.
Saa er den,
Som ingen lider,
Saalænge han skal leve.


44. Klarere end Ild
Brænder hos onde Venner
Fred i fem Nætter.
Dog slukkes
Naar den siette Nat kommer,
Og forgaaer Venskab alt.


45. Meget man
Skulde bortgive,
Tit kiøber man med lidet Priis.
For et halvt Brød
Og et halvt Bæger
Fik jeg mig kiøbt en Ven.


46. Sorger ei sove,
Snevre er Folks Hierter.
Thi alle Mænd
Er' ei lige Kloge.
Halv hver Alder er.


47. Velsædet
Hver være skal,
Dog ei formeget,
De Mænd leve
Allerlyksaligst,
Som meget vide.


48. Velsædet
Hver være skal,
Dog ei formeget.
Thi viis Mands Hierte
Blir sielden glad,
Er han viis og dydig ret.


49. Velsædet
Hver være skal,
Dog ei formeget.
Skiebne at kiende
Ønske ingen forud;
Saa kan man sødeligst sove.


50. Brand af Brand optændes,
Til brændt den er;
Mand af Mand bliver
Ved Tale kyndig:
Af Stolthed den Stolte.


51. Aarle skal opstaae
Hvo som andens Fæe
Og Liv vil have:
Sielden liggende Ulv
Bytte faaer,
Eller sovende Mand Sejr.


52. Aarle skal opstaae
Hvo som Arbeider' har faa,
Og giennemskue sit Værk.
Meget forsømmer
Hvo om Morgenen sover:
Halvt har paapassen vundet.


53. Tørre Spaaner
Og Tagdækker-Næver,
Saadant Træ skal man
Til Ild vælge,
Som nok kan være
Aaret heelt igiennem.


54. Toet og kiemt
Rid du dig til Ting,
Og æret som meest.
For Skoe og Beenklæder
Skammes ingen Mand,
Eller skiønt han ei har ret god Hest.


55. Spørge og forske
Alle Folk skal
Den som klog vil hede.
Een maae vide
Hemmeligt; ei to.
Folk veed hvad tre vide.


56. Naar Ørnen kommer
Til det gamle Hav,
Snapper han og gaber,
Saa er Mand,
Som blant mange kommer
Og faa Forsvarere har.


57. Her og der
Var jeg vel giestbuden,
Om jeg behøved' et Maaltid Mad,
Eller to Laar hængde
Hos min trygge Ven,
Skiønt jeg der havde et før spiset.


58. Ild er best
For Menneskene
Og Solens Skin.
Sundheden dog
Er en Mand verre at have,
End ondt Liv at Leve.


59. Ei er Mand reent usel,
Skiønt han slet Helsen har;
Somme ved Venner,
Somme ved Frender,
Somme ved Rigdom,
Somme ved god Gierning.


60. Best er at leve,
Og vel leve.
Altid avler levende ligt.
Ild saae jeg brænde
For den rige Mand.
Ude stod Død for Døren.


61. Lyst er at leve
Og vel leve.
Den halte kan ride;
Hund driver Hiorden,
Halt strider,
Døv ogsaa.
Blind er bedre end brændt,
Liig nytter ingen.


62. Søn er bedre,
Skiønt han sildig fødes,
Efter Faders Afgang.
Sielden Bautasteene,
Staae ved Veien tæt,
Reiser dem ei Søn efter Søn.


63. To er Tvekamp're,
Tungens er Hovedets,
Bane er dem Nærh
Som Hænder ei have.
Ustadig er Høst-Skyggen,
Veiret stiftes tit i fem Dage,
Tiere i en Maaned.


64. Døer Fæe,
Døe Frænder,
Selv hver paa det sidste.
Men eet veed jeg,
Som ret aldrig døer;
Dom om hver en Død.


65. Fulde Kamre
Saae jeg hos den Riges Sønner,
Nu gange de Tigger-Gang.
Rigdom er som Øieblik,
Den er af Venner ustadigst.


66. Sin Vælde skal
Hver klog Mand
Med Maade bruge.
For den Tale,
Men til anden siger
Ofte maae betales.


67. Sin Vælde skal
Hver klog Mand
Med Maade bruge.
Det seer man naar
Man hos Kloge er,
At ingen er eene visest.


68. Meget fortidlig
Kom jeg til mange Stæder,
Forsildig til nogle.
Øllet var uddrukket,
Somt ubrygget,
Sielden kommer leed tilpas.


69. Uviis Mand,
Naar han kan faae
Rigdom og smuk Brud,
I Stolthed tiltager,
Men ei i Viisdom,
Alt voxer hans stolte Mod.


70. Det forsøges
Naar han spørges om
De Gud-kiendte Runer,
Som hellig' Guder gjorde,
Og Fimbulthulr skrev.
Da har han best naar han tier.


71. Om Aftenen skal man Dag prise,
Kone, som kiendt er,
Sværd, som forsøgt er,
Møe, som giftet er,
Iis, som er overgaaet,
Øl, som drukket er.


72. I Blæst skal man Træ fælde,
Og i Havblik roe paa Havet;
I Mørke med Møe tale,
Mange ere Dagens Øine.


73. Med Skibe skal Fiske fanges,
Skiold er til Forsvar,
Sværdet til Hug,
Møe til at kysse.


74. Ved Ild skal Øl drikkes,
Paa Iis skal man glide,
Maur skal man Hest kiøbe,
Og Sværde rusted',
Hiemme skal heste feedes
Og Hund i Byen.


75. Møers Tale
Skal ingen troe paa.
Thi siges at fordum
Paa omveltend' Hiul
Blev Qvinders Hierte dannet,
Og Svig dem lagt i Brystet.


76. Lydende Bue,
Brændende Lue,
Gabende Ulve,
Galende Krage,
Gryntende Orne,
Rodløse Træer,
Voxende Strandbred,
Kogende Kiedel,
Flyvende Pile,
Faldende Bølge,
Iis kun natgammel,
Ringbøiet Slange,
Reen og klar Himmel
Og leende Herre,
Qvinders Seng-Taler
Og brudne Sverde,
Biørnen som leger,
Barn som er Høvding,
Syge Kalve
Og selvraadig' Trælle,
Høflig Spaaqvinde,
Val nyfældet,
Nyesaaede Agre,
Troe ingen Mand,
Ei snartmodne Sønner:
Veir styrer Agren
Og Vid Sønnen.
Uvist er det alt.


77. Sin Broders Drabsmand,
Møder han een paa Veien;
Et Huus halv opbrændt,
En Hest raskfoded:
Da er Hest unyttig,
Naar en Fod brydes;
Uvist er det alt.


78. Saa er Fred af Qvinder,
Som Svig tænke,
Som reed man Hest ubraaddet,
Paa Isens Glathed:
Føl to Aar gammelt,
Som er ilde tæmmet,
Eller stærkt for Vinden
Om gik roerløs Snekke,
Eller Halt skulde hente
Rensdyr paa Fieldet.


79. Smukt skal den tale,
Og smukt give,
Som Møes Elskov vil faae;
Rose smukke
Piges hvide Krop.
Ordrig er den som frier.


80. Elskov unde
Skal ingen Mand
Anden for Skiønhed eene.
Tit paa Taaber sees,
Som de Vise fattes,
Lystfavre Farver.


81. Ei forlade
Mand den anden skal
For hvad mange kan have.
Af Vise skaber
Folk reent om til Taaber
Hint det mægtig' Guld.


82. Ingen Soet er værre
For den vise Mand,
End et uroeligt Hierte.
Det har jeg prøvet,
Da jeg paa Røret sad,
Og vented' paa Venner.


83. Sindet ene veed,
Hvad der gaaer Hiertet nær,
Som det nærmest omsvæver.
I Sind og i Tanke,
Var mig den skiønne Møe,
Som jeg dog ei fik til Kone.


84. Skiere Møe jeg fandt
Paa sin Seng
Soelklar sove.
Og bedre intet
Syntes mig da at være,
End hos slig Krop at leve.


85. Tidlig om Aftenen
Skal du indkomme,
Om du vil tale med Møe.
Ond er Ulykke,
Om fleer' end to vide
Hvad I have sammen.


86. Jeg gik bort
Og troede at have
Hendes Samtykke alt.
Jeg da vist tænkte,
At jeg ganske eied'
Al hendes Gunst og Yndest.


87. Jeg kom igien,
Men strax blev' alle
Krigbeqvemme vaagne;
Med lysende Fakler
Og brændende Lygter,
Den vilde Stie var mig beskikket.


88. Og om Morg'nen,
Da jeg der indkom,
Da laae alle Folk at sove.
Hund jeg der fandt
For smukke Møe
I Sengen bundet.


89. Faa er' saa gode,
At ei kan forvandles
Deres Hue og Sind.
Det har jeg prøvet,
Da jeg forførde dydig
Qvinde til Ondt.


90. Med al Spot mig bespottede
Hun den ædle Møe,
Dog fik jeg ei hende til Viv.


91. Hiemme glad
Skal hver en være,
Og mod Giester mild.
Vaersom og
Vel ihukommend'
Snaksom om han klog vil være,
Tit skal han om Got tale.
Fimbulfambi heder
Den, som lidt kan tale,
Det er Uvises Mærke.


92. Den gamle Jette
Jeg besøgte,
Og er nu atter hiemkommet,
Lidt talte jeg tiende der.
Med lang Tale
Priste jeg der min Høihed
For den alvise Jette.


93. Gunnlød mig gav
Paa den gyldne Stoel,
Drik af hin kostbar' Miød.
Ond Betaling
Lod jeg hende give
For sit tro Hierte
Og nagend' Sorger.


94. Mit Boer jeg greb da til
Og lod den tæt
I Klippen knage.
Over og under
Vare Jette-Veie,
Saa holdt jeg Hovedet til.


95. Letkiøbt Vædske
Vel har jeg nydet,
Lidet mangler Viis.
Thi let er udlært
Nu Digtekunsten
Af hver en Jordbeboer.


96. Tvivlsomt det mig er,
Om jeg nu var kommet.
Jetters Gaarde fra;
Havde ei Gunnlød hiulpet,
Den hiertegode Kone,
Som jeg lagde Arm over.


97. Anden Dag
Ginge Frost-Kiemper
Høie Raad at holde.
Om Baulværk de da spurgde,
Hvorhen han var med Guder kommen,
Og om Suptungr havde ham sagt.


98. Ring-Eed Odin
Troer jeg gjort at have.
Hvem kan nu troe hans Tale?
Suptung sviget
Lod han Drikken miste,
Og Gunnlød han krænked'.


99. Tid er at tale
Af Talestolen,
Over Urda's Brønd.
Jeg saae og tænkde.
Jeg saae og tied'.


100. Jeg lyded' paa Raad
Og Tale-Runer,
Da jeg hørde Domme
Og Love oplæses;
I den høie Sal,
Ved den høie Sal,
Med disse Ord:


101. Jeg raader dig Lod-Fafnir!
Ret dig derefter!
Nyde skal du om du lærer
Om Nat ei ude vær,
Om du ei Vagt skal staae,
Eller Udsted dig opsøger.


102. Med troldomkyndig Kone
Vogt du dig for alt Samqvem,
At hun dit Legem ei omfavner.
Det hun virker,
At du ei gaaer til
Ting, skiønt af Folket bedet.
Du glemmer alting,
Endog Glæden,
Og gaaer altid sorgfuld at sove.


103. Andens Kone
Til mange Samtaler
Aldrig du forfør!


104. Paa Fielde eller Fiorde
Om dig møde Folk,
Saa bevært du dem vel,
Glad ligger hos dig om Natten,
Hvo Posen troer.
Korte ere Skibs Raaer.


104. En ond Mand
Lad du aldrig
Dine Feiltrin vide.
Thi af en Ildesindet
Skal du aldrig nyde
Løn for dit gode Hierte.


105. Ret farligen saae jeg
En at bides
Af ond Kones Ord.
Snedig Tunge
Ham Døden foraarsaged',
Dog det af Sandhed kom.


106. Jeg raader dig Lodfafnir!
Ret dig derefter!
Dersom du elskelig
Ven selv haver,
Saa besøg du ham tit;
Med Riis bevoxes
Og med høit Græs
Vei, som ingen gaaer paa.


107. En god Mand faae du dig
At samtale med,
Og lær Lægedom, mens du lever.


108. Jeg raader dig Lodfafnir,
Ret dig derefter,
Venskabs Baand skal du aldrig
Med en Ven først bryde.


109. Sorg æder dens Hierte,
Som fortælle skal
En Mand al sin Hue;
Thi den giør Slægtskab,
Som sige skal
En Mand al sin Hue.


110. Alt er bedre
End sig utro at være;
Den Ven er trofast,
Som kun godt raader.


111. Tre Ord, ei længer',
Skal du med den skiendes,
Som ringer' er end du.
Ofte den bedre viger,
Naar hin den værre strider.


112. Vel er sandt,
Tier du for ham,
Da blir du skyldt for Banghed,
Eller med Ret omtalt.
Anden Dag lad du
Hans Ord forsvinde,
Og giendriv saa Folkes Løgne.


113. Skomager ei vær,
Ei Skaftemager,
Uden det er for dig selv.
Dersom Skoen er ilde skabt,
Eller Skaftet skievt giort,
Kun Ont de dig ønske.


114. Hvor der er Ont,
Vend det til din Brug,
Og giv dine Fiender Fred.
Glæd dig aldrig
Over Ulykke,
Men stræb at faae et got Rygte.


115. Vil du dig en god Kone vælge
For at tale med
Og faae Glæde af;
Smukt skal du da love,
Og det ærlig holde,
Mange blive tamme af Gaver.


116. Vaersom maae du vel være,
Men ei for vaersom,
Vær du ved Øllet vaersomst,
Og ved andens Kone.
For det tredie,
At dig ei Tyve svige.


117. Ord skal du aldrig skifte
Med en ukyndig Abe,
Troskab af Onde
Naaer du vist aldrig
For dit gode Hierte.
Men god Mand vil dig giøre
Priset og roesværdig.


118. For Nar eller Latter
Hold du aldrig
Giest og Fremmede.
Tit vide ikke
De som indenfor sidde,
Hvem den er, som kommer til Huus.


119. Faae er' saa god',
At de Last ei have,
Eller saa ond'
At de intet due.


120. Graahærdet Mand
Udlee du aldrig,
Eller forstandløs Stakkel.
(Tidt er godt
Hvad gamle sige)
Tit af rynket Bælg
Kloge Ord komme,
Skiønt han hænger med Hovedet,
Gaaer paa Krykker,
Vanker med de ængsted'.


121. Giest giør ei Nar af,
Spyt ei paa Dørren,
Giør den Fattige got.
Stærkt er det Træ,
Som dreies maae
Af alle, som oplukke.


122. Ring bortgiv,
Og det skal skaffe dig
Priis hos hver det hører.


123. Hvor du Øl drikker,
Vælg du dig Jordens Kraft,
Thi Jord tager mod Fuldskab,
Ild mod Syger,
Eeg mod Forstoppelse,
Ax mod Fortryllelse.
Hel mod Baalrøgen,
(Had skal man Maanen klage)
Lyng mod Bid-syger,
Runer imod Troldom.
Jord skal mod Vædske tage.



Note: I Sandvigs oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.