Alvíssmǫ́l

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Alvíssmǫ́l


Digtet findes i R; to vers, 20 og 30, også i SnE. Fra og med v. 9 består digtet af spörsmål (med svar) om, hvad forskellige ting hedder hos de forskellige væsner. I hovedsagen nævnes disse væsner i bestemte linjer (i svarene); da spörsmålene er 13, skulde man altså vænte, at hvert væsen blev nævnet 13 gange i de samme linjer. Så strængt er systemet dog ikke. »Menneskene« nævnes 13 gg, altid i l. 1, goð og æsir, der må være identiske, findes 10::3gg, altid i l. 2, »jætter« findes 13 gg, altid i l. 4, »alver« findes 11 gg, 10 gg i l. 5 (der sål. er den egl. alve-linje) og 1 gg i l. 6, »vaner« findes 9 gg, 8 gg i l. 3, 1 gg i l. 6, og endelig »dværge« 7 gg, 4 gg i l. 6, 2 gg i l. 5, 1 gg i l. 3. Disse 6 væsner kan siges at være de 6 hovedvæsner, hvis »sprog« anføres. Så findes der »í helju« 6 gg, 4 gg i l. 6, 1 gg i l. 5, 1 gg i l. 3, »ginnręgin« 2 gg i l. 3, og endelig »halir«, »upręgin«, »ása synir«, »Suttungs synir«, hvert 1 gg, det 1. i l. 3, de øvrige i l. 6. Det kunde være fristende at identificere disse med de 6 hovedvæsner (bortset fra »mennesker« og »guder«), men her støder man på vanskeligheder; ved at identificere »dværge« og »í helju« vilde man få det fulde tal 13; dette vilde forudsætte dværgenes hjem i underverdenen, hvad der ikke var utænkeligt. »ása synir« skulde være = guderne, »Suttungs sönner« = jætterne, men bægge er talmæssigt overflødige. Også »ginnręgin« og »uppręgin« kommer man i forlegenhed med. Endelig er »halir«, der kun kan bet. ‘mennesker’, overflødigt. Hertil kommer den uregelmæssighed m. h. t. hvem der nævnes i l. 3, 5 og 6, idet l. 3 foruden vaner (8 gg) har helju í, ginnręgin (2 gg), halir og dvergar, l. 5 foruden alver (10 gg) har dværge (2 gg) og í helju, l. 6 har dværge (4 gg), alver, vaner, í helju (4 gg), uppręgin, ása synir og Suttungs synir. Det er sål. l. 6, der er alsidigst, om man så kan sige. En fuldkommen systematisering el. omstilling af linjer er derfor ikke gennemførlig. Om de enkelte navnekategorier nedenfor.




A. kv. 1.
Bękki bręiða,
nú skal brúðr með mér
hęim í sinni snúask,
hratat of mægi
mun hvęrjum þykkja,
hęima skal hvílð nema.



bręida: er absolut verbum, 3. pers. pl., ‘man er i færd med at lægge (hynder, halm) på’ (bænkene), ɔ: i dværgens hjem. — í sinni: i følge (med mig). — hratat: fremskyndt, hurtig udført. — mægi: svogerskab, her omtr. = fuldbyrdelsen af giftermålet. — L. 6: »hjemme vil man kunne udhvile« (oven på anstrængelsen), jfr. Krit. bem. — Det 1. vers må Alvis tænkes at sige til sig selv, ligesom han er kommen op på jorden, vist indenfor Tors hjem. Nu viser Tor sig pludselig og uvæntet for ham.



Þ. kv. 2.
Hvat ’s þat fira?
hví ’st svá fǫlr of nasar?
vast í nótt með ná?
þursa líki
þykki mér á þér vesa,
estat til brúðar borinn.



fǫlr: bleg, hvid; således måtte et underjordisk væsen vel se ud. — L. 3: »har du været i nat blandt lig«, og (af skræk) fået den hvide farve. — þursa líki: turse-udseende, der sigtes vel til dværgens kluntede krop; de beskrives ofte som lavstammede tyksakker med kort skræv, og undertiden noget vanskabte.



A. kv.3.
Alvíss hęitik,
býk fyr jǫrð neðan,
ák und stęini stað,
vagna vers
emk á vit kominn,
bregði ęngi fǫstu hęiti fira.



Alvíss: alvidende, udtales med en stolthed og overlegenhed. — fyr jǫrd nedan: nede i jorden. — vagna vers: vognenes sø, ɔ: jorden(s overflade), en kenning efter alle kunstens regler. »Jeg er kommen op på jordens overflade« (modsat »jeg har bolig under stenen«). — hęiti: hermed må der være sigtet til et tidligere løfte, som man intet kender til, men som Tor selv ikke har givet. — fira: her om guderne.



4.
Ek mun bregða,
þvíat brúðar ák
flęst of rǫ́ð sem faðir,
vaska hęima,
þás þér hęitit vas,
† at sá einn er gjǫfir með goðum.



Ek: stærkt betonet. — rǫ́d: myndighed, bestemmelsesret. — hęitit: det løfte blev givet; part. perf. — L. 6 er forvansket; meningen synes at være: »(jeg) som er den eneste blandt guderne, der er den rette bortgiver« (af datteren).



A. kv. 5.
Hvat ’s rekka,
es í rǫ́ðum tęlsk
fljóðs hins fagrglóa,
fjarraflęina,
— þik munu fáir kunna, —
hvęrr hęfr þik baugum borit?



Dværgen er i dette vers meget overlegen og kæphöj. — í rǫ́du, tęlsk: »siger sig at have med (hendes) giftermål at göre«. — fjarraflęina: enten af -flęinn el. flęini) ordet bet. ‘landstryger’, egl. en ‘pil, der flyver langt bort og ikke genfindes’; firrafleinn (i NgL) = einhleypr maðr, norsk faraflein: ‘omstrejfende person’; gen. styres af hvęrr, ‘hvilken fattig omstrejfer’. — L. 5 er parentetisk. — baugum borit: et enestående udtryk, som næppe kan bet. andet end ‘avlet til ringe’, ɔ: arv, der i dette tilfælde ingen er. — M. h. t. tanken er der i Lex. poet.2 henvist til et udtryk i Kalevala, hvortil der kan föjes: »Af hvad stam er du da fostrad | född af hvilket uselt följe«. — fáir: ɔ: ingen.



6.
Vingþórr hęitik,
hęfk víða ratat,
sonr emk Síðgrana;
at ósǫ́tt minni
skalt hit unga man
hafa ok gjaforð geta.



Síðgrana: med langt nedhængende skæg, ɔ: Odin; stedet minder om Hárb. 9. Skal virke imponerende. — at ósǫ́tt: uden mit samtykke, mod min vilje, d. v. s. »du vil ikke få hende til ægte«.



A. kv. 7.
Sáttir þínar
es vilk snimma hafa
ok þat gjaforð geta,
ęiga viljak,
hęldr an án vesa,
þat hit mjallhvíta man.



Dværgens tone er betydelig nedstemt. — Sáttir: fred, forlig, her samtykke. — es: bör måske udgå. — viljak: konjunktiv, »jeg skulde ville«, »jeg kunde ønske«.



8.
Męyjar ǫ́stum
muna þér verða
vísi gęstr of varit,
ef ór hęimi kant
hvęrjum at sęgja
alt þat ’s viljak vita.



Nu er det at Tor viser sig som den snedige, hvad han ellers ikke havde ord for at være. — varit: nægtet. — vísi: lidt ironisk, hentydning til navnet Alvíss (v. 3).
Mellem v. 8 og 9 behøver intet at mangle. Dværgen kan tænkes at give sin gåen-ind på kravet blot ved et nik. Tor giver det 1. spörsmål.



9.
Sęg mér þat Alvíss,
ǫll of rǫk fira
vǫrumk dvergr at vitir,
hvé sú jǫrð hęitir,
es liggr fyr alda sonum
hęimi hvęrjum í?



rǫk fira: menneskers (og guders) forhold. — vǫrumk = varir mik, formoder jeg. — liggr: ligger i sin (flade) udstrækning.



A. kv. 10.
Jǫrð heitir með mǫnnum,
en með ǫlfum fold,
kalla vega vanir,
ígrœn jǫtnar,
alfar gróandi,
kalla aur uppręgin.



fold: poet. udtryk. — vega: veje; her tör man vist tænke på ‘handelsveje’, da vanerne, særlig Njord, er handelens guder. — ígrœn: stærkt grön, jætterne føler ubehag ved den smukke grönne farve. — gróandi: fem., den groende, som lader liv fremspire. — aur: fugtigt grus, sand; hvilke væsner uppręgin egl. er, kan ikke bestemmes; ‘luftguder?’.



11.
Sęg mér þat Alvíss,
ǫll of rǫk fira
vǫrumk dvergr at vitir,
hvé sá himinn heitir
† erakendi,
hęimi hvęrjum í?



erakendi: se Krit. bem.



A. kv. 12.
Himinn hęitir með mǫnnum,
ęn hlýrnir með goðum,
kalla vindófni vanir,
upphęim jǫtnar,
alfar fagraræfr,
dvergar drjúpansal.



hlýrnir: den med hlýrn, ɔ: himmellegemer, udstyrede. — vindófni: vindvæver. — fagraræfr: skönt tag. — drjúpansal: enten drjúpan-sal ‘sal der drypper’ (hvorfra regnen kommer) el. = drúpand-sal, d. s.



13.
Sęg mér þat Alvíss,
ǫll of rǫk fira
vǫrumk dvergr at vitir,
hvé máni hęitir,
sás męnn séa,
hęimi hvęrjum í?


A. kv. 14.
Máni hęitir með mǫnnum,
ęn mylinn með goðum,
kalla hverfanda hvél hęlju í,
skyndi jǫtnar,
ęn skin dvergar,
kalla alfar ártala.



mylinn: må høre til roden mul-, mol- (moli ‘et afbrækket stykke’), altså den ‘forminskede’ (jfr. skarðr máni Vǫlkv. 8). — hverfanda hvél: det sig drejende hjul; i hel ses kun månen, ikke solen, derfor kunde månen kaldes sål. (det eneste, der kunde ses i hel som bevægede sig i kres). — skyndi: som skynder sig. — skin: skin, svagt lys (fordi dværgene kunde tåle det).



15.
Sęg mér þat Alvíss,
ǫll of rǫk fira
vǫrumk dvergr at vitir,
hvé sú sól hęitir,
es séa alda synir,
hęimi hvęrjum í?


A. kv. 16.
Sól hęitir með mǫnnum,
ęn sunna með goðum,
kalla dvergar lęika Dvalins,
ęygló jǫtnar,
alfar fagrahvél,
alskír ása synir.



sunna: et fælles germ. ord, der i nordisk ikke brugtes i daglig tale. — lęika Dvalins: lęika ntr. synes i denne forbindelse at have transitiv betydn. ‘det som leger med ɔ: behandler hårdt’, fordi solens skin forvandler dværge til sten, jfr. digtets slutn.; hvis lęika har betydn. ‘legetöj’, må det bero på en tabt myte. — ęygló: af ęyglóa ‘den evigt gloende’, et navn, der beror på en fortrydelig stemning.



17.
Sęg mér þat Alvíss,
ǫll of rǫk fira
vǫrumk dvergr at vitir,
hvé þau ský hęita,
es skúrum blandask,
hęimi hvęrjum í?


A. kv. 18.
Ský hęitir með mǫnnum,
ęn skúrvǫ́n með goðum,
kalla vindflot vanir,
úrvǫ́n jǫtnar,
alfar veðrmęgin,
kalla í hęlju hjalm huliðs.



skúrvǫ́n: forvæntning om regnbyge, hvorfra man kan vænte regn; ordet er en kenning. — vindflot: hvad der flyder på (ved) vinden, også et slags kenning. — úrvǫ́n: = skúrvǫ́n; úr ‘fugtighed’. — veðrmęgin: vind-kraft, ɔ: skyerne, som kraftig tumles af vinden(?). — hjalm huliðs: i prosa huliðshjalmr, dækkende hjælm (mörke-virkende?).



19.
Sęg mér þat Alvíss,
ǫll of rǫk fira
vǫrumk dvergr at vitir,
hvé sá vindr hęitir,
es víðast fęrr,
hęimi hvęrjum í?


A. kv. 20.
Vindr hęitir með mǫnnum,
ęn vǫ́fuðr með goðum,
kalla gnęggjuð ginnręgin,
œpi jǫtnar,
alfar dynfara,
kalla í hęlju hviðuð.



vǫ́fudr: omstrejfer, som farer vajende afsted. — gnęggjuð: vrinsker. — œpi: af œpir, hyler. — dynfara: suser. — hviðuð: fuld af hviður ‘stormpust’ (pludselige stormkast).



21.
Sęg mér þat Alvíss,
ǫll of rǫk fira
vǫrumk dvergr at vitir,
hvé þat logn hęitir,
es liggja skal,
hęimi hvęrjum í?


A. kv. 22.
Logn hęitir með mǫnnum,
ęn lœgi með goðum,
kalla vindslot vanir,
ofhlý jǫtnar,
alfar dagsefa,
kalla dvergar dagsveru.



lœgi: jfr. no. løgje ‘ophold i stormvejr’. — vindslot: vindophør. — ofhlý: ntr., alt for stærk hede, lummerhede. — dagsefa: dagens mildhed(?); sefi til sefa ‘at neddysse, bringe til ro’. — dagsveru: dagens væren, egl. ‘hvad dagen egl. skal være’(?).



23.
Sęg mér þat Alvíss,
ǫll of rǫk fira
vǫrumk dvergr at vitir,
hvé sá marr hęitir,
es menn róa,
hęimi hvęrjum í?


A. kv. 24.
Sær hęitir með mǫnnum,
ęn sílœgja með goðum,
kalla vág vanir,
álheim jǫtnar,
alfar lagastaf,
kalla dvergar djúpan mar.



silœgja: vokalen er ikke sikker, hvis den er æ, må ordet høre til roden i liggja: ‘den udstrakt liggende’; hvis den er œ, hører ordet sm med lœgir ‘hav’, ‘det udstrakte hav’ el. ‘det hele jorden omgivende hav’(?). — vág: ‘det sig hævende’ el. = hav? — álheim: enten ‘ålens hjem’ el. ‘havströmmens hjem’, i bægge tilfælde en kenning. — lagastaf: et vanskeligt ord; ‘væskernes faste stok’ (Bugge); hører stafr her sm med den tankegang, der ligger i udtrykket stafar í sjóinn, om blikstille? Ordet kommer igen i v. 32, hvor det synes at passe bedre. Mulig beror ordet her simpelthen på fejl.



25.
Sęg mér þat Alvíss,
ǫll of rǫk fira
vǫrumk dvergr at vitir,
hvé sá ęldr hęitir,
es brinnr fyr alda sonum,
hęimi hvęrjum í?


A. kv. 26.
Ęldr hęitir með mǫnnum,
ęn með ǫ́sum funi,
kalla vág vanir,
frekan jǫtnar,
ęn forbręnni dvergar,
kalla í hęlju hrǫðuð.



funi: ild. — vág: et utolket ord i denne forb.; væginn findes i Þulur. — frekan: grådig (som kræver meget brænde); freki i Þulur. — forbręnni: som brænder skadelig(?). — hrǫðuð: den hurtig opflammende(?).



27.
Sęg mér þat Alvíss,
ǫll of rǫk fira
vǫrumk dvergr at vitir,
hvé viðr hęitir,
es vęx fyr alda sonum,
hęimi hvęrjum í?


A. kv. 28.
Viðr hęitir með mǫnnum,
ęn vallarfax með goðum,
kalla hlíðþang halir,
ęldi jǫtnar,
alfar fagrlima,
kalla vǫnd vanir.



vallarfax: markens manke, en kenning. — hlíðþang: liens tang; ligeledes; hvad halir her kan bet. andet end ‘mennesker’ er umuligt at se, men så nævnes de to gange i samme vers. — ęldi: ntr., brænde. — fagrlima: smukt-grenet. — vǫnd: vånd; kan dette stå i forb. med at masten kaldtes vǫndr; vanerne var jo sejlasens guder.



29.
Sęg mér þat Alvíss,
ǫll of rǫk fira
vǫrumk dvergr at vitir,
hvé sú nótt hęitir,
hin Nǫrvi kęnda,
hęimi hvęrjum í?



hin Nǫrvi kęnda: Nörs datter, jfr. SnE I, 54, hvor navnet dog er Nǫrvi (Narvi); kęnda ‘opkaldt efter’, el. ‘tilegnet’ (som datter).



A. kv. 30.
Nótt hęitir með mǫnnum,
ęn njól með goðum,
kalla grímu ginnręgin,
óljós jǫtnar,
alfar svefngaman,
kalla dvergar draumnjǫrun.



njól: egl. ‘den mörke’, f. nebul, jfr. nifl. — grímu: maske, den maskerede, ɔ: dunkle. — svefngaman: sövn-lyst. — dramnjǫrun: drömmedis (gudinde).



31.
Sęg mér þat Alvíss,
ǫll of rǫk fira
vǫrumk dvergr at vitir,
hvé þat sáð hęitir,
es sáa alda synir,
hęimi hvęrjum í?


A. kv. 32.
Bygg hęitir með mǫnnum,
ęn barr með goðum,
kalla vǫxt vanir,
æti jǫtnar,
alfar lagastaf,
kalla í hęlju hnipinn.



barr: = got. baris, no. bar i barlog ‘maltvand, det vand, hvori korn er udblødet til malt’. — vǫxt: vækst, hvad der vokser, d. v. s. det eneste som det er værdt at lade vokse(?). — æti: æde, føde. — lagastaf: jfr. ved v. 24; betegner vel byggen som det, øl laves af. — hnipinn: ludende; er vel det sm som nutans (hordeum nutans).



33.
Sęg mér þat Alvíss,
ǫll of rǫk fira
vǫrumk dvergr at vitir,
hvé þat ǫl hęitir,
es drekka alda synir,
hęimi hvęrjum í?


A. kv. 34.
Ǫl hęitir með mǫnnum,
ęn með ǫ́sum bjórr,
kalla vęig vanir,
hręinalǫg jǫtnar,
ęn í hęlju mjǫð,
kalla sumbl Suttungs synir.



bjórr: ordets etymon er usikkert; det bruges ikke særlig hyppig i prosa. — vęig: en kraftig drik. — hręinalǫg: ren, klar, væske. — mjǫð: er dog en helt anden drik end øl. — sumbl: drik, drikkelag; ordet anses for at være et angels. låneord.



35.
Í ęinu brjósti
sák aldrigi
flęiri forna stafi,
miklum tǫ́lum
kveðk tælðan þik,
uppi ’st dvergr of dagaðr.
(nú skínn sól í sali).



forna stafi: oldtids-kundskaber; al denne navne-visdom kan kaldes sål. — uppi dagaðr: daget oppe, d. v. s. ramt af dagen og solen, hvorved dværgen bliver til sten, og dermed er Tor ham kvit. — L. 7, der ikke siger andet end l. 6, er uden tvivl senere tilföjet.



Navnene er sikkert alle sammen ældre end digtet; det er ubevisligt, at digteren har lavet noget af dem, og ikke engang rimeligt. Men sammenstillingen af navne og enkelte væsner er vist hans påfund og ret vilkårligt, hvorved alliterationen i enkelte tilfælde uden tvivl har været bestemmende. Men system er der i hovedsagen. Menneskenes navne er alle hæntede fra den daglige tale; det er de mest dagligdags udtryk; de behøver ikke at anføres her. Gudernes navne er derimod så godt som alle digteriske ord eller kenninger (fold, hlýrnir, mylinn, sunna, vǫ́fudr, lœgi, sílœgja, funi, njól, barr, bjórr, skúrvǫ́n, vallarfax). Vanernes navne er dels alml. ord, men brugt i overført betydn. (vegar, vágr, vǫxtr, vęig), dels kenninger (vindófnir, vindflot, vindslot; mærk disse vind-smsætninger). Jætternes navne er dels af en meget materiel art (frekr, ęldi, æti), dels sådanne, som udtrykker lede ved det gode i verden (ígrœn, ęygló, ofhlý), dels kenninger (skjaldedrikken kom jo fra dem; úrvǫ́n, álhęimr, jfr. hręinalǫgr), dels andre alml. (upphęimr, skyndir, œpir, óljos). Alvernes er i modsætning til jætternes prægede af følelsen af skönhed og velvære (gróandi, fagraræfr, fagrahvél, fagrlimi, jfr. svefngaman) og naturlig opfattelse (veðrmęgin, dynfari, dagsefi; jfr. lagastafr bis!). Dværgenes navne er ikke særlig særtegnende (lęika Dvalins, skin, forbrennir, drjúpr salr el. drjúpand-, dagsvera, djúpr marr, draum-njǫrun). Í hęlju-navnene er heller ikke særlig ejendommelige (hjalmr huliðs, hviðuðr, hrǫðuðr, hnipinn, mjǫðr, hverfanda hvél). De øvrige navne er spredte.

At noget af de anvendte navne skulde høre til de gamles navnetabu forekommer ikke ret sandsynligt, selv om enkelte kunde have gjort det.

Rækkefølgen af spörsmålene og deres genstande er i det hele fuldt ud systematisk og logisk: jord, himmel, måne, sol, sky, vind, vindstille, sø, ild, træ, byg, øl. Et brud herpå er, at »nat« er indsat mellem træ og byg. Man fristes til at antage, at dette er galt. »Nat« vilde passe udmærket som det sidste; samtalen føres under natten og afbrydes ved dagens frembrud.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.