Grípisspǫ́

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Frá dauða Sinfjǫtla
Grípisspǫ́


1. Sigmundr Vǫlsungsson var konungr á Frakklandi. Sinfjǫtli var elztr hans sona, annarr Helgi, þriði Hámundr. Borghildr kona Sigmundar átti bróður, er hét . . . En Sinfjǫtli, stjúpson hennar, ok . . . báðu einnar konu báðir, ok fyrir þá sǫk drap Sinfjǫtli hann. En er hann kom heim, þá bað Borghildr hann fara á brott, en Sigmundr bauð henni fébœtr, ok þat varð hon at þiggja. En at erfinu bar Borghildr ǫl. Hon tók eitr mikit, horn fult, ok bar Sinfjǫtla. En er hann sá í hornit, skilði hann, at eitr var í, ok mælti til Sigmundar: »gjǫróttr er drykkrinn ái«. Sigmundr tók hornit ok drakk af. Svá er sagt at Sigmundr var harðgǫrr, at hvárki mátti hánum eitr granda útan né innan, en allir synir hans stóðusk eitr á hǫrund útan. Borghildr bar annat horn Sinfjǫtla ok bað drekka, ok fór alt sem fyrr. Ok enn et þriðja sinn bar hon hánum hornit ok þó ámælisorð með, ef hann drykki eigi af. Hann mælti enn sem fyrr við Sigmund. Hann sagði: »láttu grǫn sía þá, sonr«. Sinfjǫtli drakk ok varð þegar dauðr. Sigmundr bar hann langar leiðir í fangi sér ok kom at firði einum mjóvum ok lǫngum, ok var þar skip eitt lítit ok maðr einn á. Hann bauð Sigmundi far of fjǫrðinn. En er Sigmundr bar líkit út á skipit, þá var bátrinn hlaðinn. Karlinn mælti, at Sigmundr skyldi fara fyrir innan fjǫrðinn. Karl hratt út skipinu ok hvarf þegar. Sigmundr konungr dvalðisk lengi í Danmǫrk í ríki Borghildar, síðan er hann fekk hennar. Fór Sigmundr þá suðr í Frakkland til þess ríkis, er hann átti þar. Þá fekk hann Hjǫrdísar, dóttur Eylima konungs. Þeira son var Sigurðr. Sigmundr konungr fell í orrostu fyrir Hundingssonum, en Hjǫrdís giptisk þá Álfi, syni Hjálpreks konungs. Óx Sigurðr þar upp í barnœsku. Sigmundr ok allir synir hans váru langt um fram alla menn aðra um afl ok vǫxt ok hug ok alla atgørvi. Sigurðr var þó allra framastr, ok hann kalla allir menn í fornfrœðum um alla menn fram ok gǫfgastan herkonunga. Grípir hét sonr Eylima, bróðir Hjǫrdísar; hann réð lǫndum ok var allra manna vitrastr ok framvíss. Sigurðr reið einn saman ok kom til hallar Grípis. Sigurðr var auðkendr; hitti mann at máli uti fyrir hǫllinni, sá nefndisk Geitir. Þá kvaddi Sigurðr hann máls ok spyrr:



Prosa 1. eitr mikit, horn fult: sål. bör der interpungeres; horn fult er appos. til eitr mikit; meningen er klar, »megen gift, så at det kunde forgifte et horn, fuldt af øl«. Der er intet at indvende imod en sådan udtryksmåde. — gjǫróttr: grumset, uren ɔ: giftig. — ái: kælebetegnelse, ‘gamle’. — Svá: hører sm med harðgǫrr. — maðr: ɔ: Odin. — fornfrœðum: gamle digte.



1.
Hvęrr byggir hér
borgir þessar?
hvat þjóðkonung
þegnar nęfna?


G. kv.
Grípir hęitir
gumna stjóri
sás fastri ræðr
foldu ok þegnum.



1. þjóðkonung: konge over et helt land, modsat ‘fylkeskonge’ og lign. Grípir opfattes af digteren altså som en hovedkonge.



S. kv. 2.
Es horskr konungr
hęima í landi,
mun sá gramr við mik
ganga at mæla?
máls es þarfi
maðr ókunnigr,
vilk fljótliga
finna Grípi.



2. máls: samtale. — ókunnigr: ukendt; digteren forudsætter, at Sigurd og Grípir ikke för har set hinanden.



G. kv. 3.
Þess mun glaðr konungr
Gęiti spyrja,
hverr sá maðr sé,
es máls kveðr Grípi.


S. kv.
Sigurðr ek hęiti
borinn Sigmundi,
ęn Hjǫrdís es
hilmis móðir.



3. Dette vers er sikkert ægte, men mulig er et vers udfaldet mellem v. 4 og 5, hvori Geitir har meddelt Grípir Sigurds navn, som v. 5 jo forudsætter, at han har hørt.



4.
Þá gekk Gęitir
Grípi at sęgja:
Hér ’s maðr úti
ókuðr kominn;
hann ’s ítarligr
at áliti,
sá vill, fylkir,
fund þinn hafa.


5.
Gęngr ór skála
skatna dróttinn
ok hęilsar vęl
hilmi komnum:
»þigg hér Sigurðr,
væri sœmra fyrr,
ęn þú Gęitir tak
við Grana sjǫlfum.«



5. þigg: modtog ɔ: gæstfrit ophold. — L. 6 bet.: »det havde været mere passende (bedre), om du var kommen för«, et höflighedsudtryk. — Gęitir: en af Grípis fornemste mænd, — og han skal sörge for hesten. — sjǫlfum: er her uden nogen særlig betydn.



6.
Mæla nǫ́mu
ok mart hjala
þás ráðspakir
rekkar fundusk.
Sęg mér, ef vęizt,
móðurbróðir,
hvé mun Sigurði
snúna ævi.



6. snúna: vende sig, ɔ: forløbe.



Gr. kv. 7.
Þú munt maðr vesa
mæztr und sólu
ok hæstr borinn
hvęrjum jǫfri,
gjǫfull af golli,
ęn gløggr flugar,
ítr áliti
ok í orðum spakr.



7. hæstr— hvęrjum jǫfri: superl. plejer at stå med gen, pl., men her findes den med dativ, ved påvirkning fra komparativ. — gløggr: karrig.



8.
Sęg gęgn konungr
gørr an spyrjak
snotr Sigurði,
ef sjá þykkisk,
hvat mun fyrst gęrask
til farnaðar,
þás ór garði emk
gęnginn þínum?



8. farnaðar: lykke, fremgang.



Gr. kv. 9.
Fyrst munt fylkir
fǫður of hęfna,
ok ęylima
alls harms reka,
þú munt harða
Hundings sonu
snjalla fęlla,
munt sigr hafa.



9. M. h. t. indholdet jfr. Reg. 15.



10.
Sęg ítr konungr,
ættingi, mér
hęldr horskliga,
es vit hugat mælum;
sér þú Sigurðar
snǫr brǫgð fyrir,
þaus hæst fara
und himinskautum?



10. hugat: fortrolig og venlig.



Gr. kv. 11.
Munt ęinn vega
orm hinn frána,
þanns grǫ́ðugr liggr
á Gnitahęiði,
þú munt bǫ́ðum
at bana verða
Ręgin ok Fáfni;
rétt sęgir Grípir.



11-13. Jfr. Fáfnismǫ́l.



12.
Auðr mun œrinn,
ef ęflik svá
víg með virðum,
sem víst sęgir;
leið athuga
ok lęngra sęg,
hvat mun ęnn vesa
ævi minnar?



12. víst: ɔ: sanddru, pålidelig. — athuga: opmærksomhed. — lęið a.: = tænk over sagen, kom ihu. — lęngra: videre (ind i fremtiden); R har her det umulige lengi.



Gr. kv. 13.
Þú munt finna
Fáfnis bœli
ok upp taka
auð hinn fagra,
golli hlœða
á Grana bógu;
ríðr þú til Gjúka
gramr vígrisinn.



13. ríðr: du vil (derefter) ride. — Digteren lader altså Sigurd først ride til Gjuke, istf. til Hindarfjall i overensstemmelse med Sigrdrm.



14.
ęnn skalt hilmi
í hugazrœðu,
framlyndr jǫfurr,
flęira sęgja;
gęstr emk Gjúka
ok ek gęng þaðan,
hvat mun ęnn vesa
ævi minnar?



14. hugazrœðu: fortrolig (sam)tale. — hilmi: = mér. — L. 5-6 er hypotetiske, »når jeg nu har været gæst hos Gjuke og er taget bort derfra«.



Gr. kv. 15.
Sefr á fjalli
fylkis dóttir
bjǫrt í brynju
ępt bana Hęlga;
þú munt hǫggva
hvǫssu sverði,
brynju rísta
með bana Fáfnis.



15. Jfr. Sigrdrífum. — ępt bana Hęlga: dette har man fundet vanskeligt. Den simpleste forklaring er den, at dette meget sene digts forf. er dårlig orienteret. Han har sat valkyrjen i forbindelse med Helge (den ene el. den anden) og betragtet hende som identisk med Sigrun el. Sváfa. Han har åbenbart ikke identificeret hende med Brynhild. — bana Fáfnis: sværdet Gramr.



16.
Brotin es brynja,
brúðr mæla tękr,
es vaknaði
víf ór svefni,
hvat mun snót at hęldr
við Sigurð mæla
þats at farnaði
fylki verði?



16. Brotin: når nu brynjen er o. s. v., jfr. 145.



Gr. kv. 17.
Hón mun ríkjum þér
rúnar kęnna,
allar þærs aldir
ęignask vildu,
ok á manns tungu
mæla hvęrja,
líf með lækning,
lif hęill konungr.



17. Jfr. Sigrdr.m. i dens nuværende form. — ęignask: komme i besiddelse af, erhværve indsigt i. — líf: har man villet rette til lyf, og det er muligvis det rigtige; nødvendigt er det dog ikke at læse således. — lif hęill: skal betegne, at nu skal audiensen være sluttet.



18.
Nú ’s því lokit,
numin eru frœði
ok em braut þaðan
búinn at ríða,
lęið athuga
ok lęngra sęg,
hvat mun męir vesa
minnar ævi?



18. Nú: rett. for þá.



Gr. kv. 19.
Þú munt hitta
Hęimis byggðir
ok glaðr vesa
gęstr þjóðkonungs;
farit es Sigurðr
þats fyrir vissak,
skala fręmr an svá
fregna Grípi.



19. Indholdet beror på et kvad, der har stået i lakunen. — Hęimis: Brynhilðs fosterfader. — farit: det er (nu) ende med. — skala: man (ɔ: du) skal ikke.



20.
Nú fær mér ekka
orð þaz mæltir,
þvít þú framm of sér
fylkir lęngra,
vęizt ofmikit
angr Sigurði;
því þú Grípir þat
gęrra sęgja.



20. ekka: gen., sorg. — angr: kummer, ulykke. — gęrra: = gęrr-a (omskrivende).



Gr. kv. 21.
Lá mér of œsku
ævi þinnar
ljósast fyrir
líta ęptir,
rétt emka ek
ráðspakr taliðr
né in hęldr framvíss,
farit þats vissak.



21. Lá: hører sm med ljósast fyrir, »det var mig lysest (lettest) at o. s. v.«



22.
Mann vęitk ęngi
fyr mold ofan,
þanns flęira sé
framm an þú Grípir;
skalattu lęyna,
þótt ljót séi,
eða męin gęrisk
á mínum hag.



22. ljót: ɔ: ævi. — męin: mén, ulykker. — hag: her omtr. = liv.



Gr. kv. 23.
Esa með lǫstum
lǫgð ævi þér,
lát hinn ítri þat
ǫðlingr nemask;
þvít uppi mun
meðan ǫld lifir,
naddéls boði,
nafn þitt vesa.



23. lǫgð: jfr. lagið v. 52; forf. har brugt bægge former. — lát nemask: lad det være indlysende for dig, vær vis på det. — naddéls boði: spyd-bygens tilbyder, kriger.



24.
Verst hyggjum því,
verðr at skiljask
Sigurðr við fylki
at sógǫru;
leið vísa þú,
lagt ’s alt fyrir,
mærr mér ef vęizt
móðurbróðir.



24. L. 1: »Det er det værste, jeg kan tænke mig«, neml. at jeg må skilles fra dig uden den viden, jeg ønsker. — lęið: her livets vej. — vęizt: rettelse for det urimelige vilt.



Gr. kv. 25.
Nú skal Sigurði
sęgja gǫrva,
alls þęngill mik
til þess nęyðir;
munt víst vita
at vætki lýg;
dœgr ęitt es þér
dauði ætlaðr.



25. lýg: rettelse f. lýgr.



26.
Vilkat ręiði
ríks þjóðkonungs,
góð rǫ́ð at hęldr
Grípis þiggja;
nú vill vist vita,
þótt vilkit sé,
hvat á sýnt Sigurðr
sér fyr hǫndum.



26. ręiði: vrede, Sigurd ønsker, at Grípir skal tale sandt og behersket, ikke onde forudsigelser på grund af den ham pålagte tvang. — at hęldr: langt hellere. — vill: subj. er Sigurðr (= ek). — vilkit: nydannelse (hvis ikke skrivefejl f. viltki, af vildr ‘behagelig’. — sýnt: klart, sikkert.



Gr. kv. 27.
Fljóð ’s at Hęimis
fagrt álitum,
hana Brynhildi
bragnar nęfna,
dóttir Buðla,
ęn dýrr konungr
harðugðigt man
Hęimir fœðir.



27. Indholdet er hæntet fra et af de digte, der har stået i lakunen. — fœðir: opfostrer.



28.
Hvat ’s mik at því,
þótt mær séi
fǫgr áliti
fœdd at Hęimis?
Þat skalt Grípir
gǫrva sęgja,
þvít þú ǫll of sér
ørlǫg fyrir.



28. L. 1: »Hvad vedkommer det mig«, »hvad har jeg med det at göre«.



Gr. kv. 29.
Hón firrir þik
flęstu gamni,
fǫgr áliti,
fóstra Hęimis,
svefn þú né sefr
né of sakar dœmir,
gára þú manna
nema męy séir.



29. firrir: berøver. — L. 8: »kun for møen har du öje« (og tanke)«.



30.
Hvat mun til líkna
lagt Sigurði?
sęg Grípir þat,
ef sjá þykkisk;
munk męy náa
mundi kaupa,
þá hina fǫgru
fylkis dóttur?


Gr. kv. 31.
It munuð alla
ęiða vinna
fullfastliga,
fá munuð halda;
verit hęfr þú Gjúka
gęstr ęina nótt
mantattu horska
Hęimis fóstru.



31. fullfastliga: er adv. — fá: kun få (ingen).



32.
Hvárt ’s þá Grípir,
get þess fyr mér,
sér þú gęðlęysi
í grams skapi,
es skalk við męy þá
mǫ́lum slíta,
es alls hugar
unna þóttumk.



32. gęðlęysi: ubestandighed, falskhed. — mǫ́lum: aftale (= einkamǫ́l).



Gr. kv. 33.
Þú verðr siklingr
fyr svikum annars,
munt Grímhildar
gjalda ráða,
mun bjóða þér
bjarthaddat man
dóttur sína,
dręgr hón vél at gram.



33. Þú verðr: »nej, du bliver«. — gjalda: undgælde for. — bjarthaddat man: lyshårede kvinde, er vel acc. og dóttur appos. — dręgr vél at: gör en til genstand for list, også i prosa (jfr. draga á tálar).



34.
Munk við þá Gunnar
gęrva hlęyti
ok Goðrúnu
ganga at ęiga?
fullkvæni þá
fylkir væri,
ef męintregar
mér angraðit.



34. hlęyti: svogerskabsforbindelse. — Goðrúnu: navnet beror på digterens viden; Sigurd selv kan endnu næppe have kendt det. — fullkvæni: i besiddelse af en værdig hustru. — męintregar: omtr. = męin, mén der volder sorg; der sigtes til trolovelsen med Brynhild.



Gr. kv. 35.
þik mun Grímhildr
gǫrva véla,
mun hón Brynhildar
biðja fýsa
Gunnari til handa,
Gotna drótni,
hęitr þú fljótla fǫr
fylkis móður.



35. gǫrva: fuldkomment. — fýsa: obj. er nærmest þik på grund af l. 7. — Alt dette har været indholdet af det store digt, hvoraf Brot er resten; jfr. Sigsk. Gunnar, der egl. var Burgunder-konge, kaldes her Goter-konge, jfr. at Grimhild kaldes gotnesk kona (Guðr.kv. II, 17); det er dog muligt, at der her bör læses gotna ‘mændenes’.



36.
Męin eru fyr hǫndum,
mák líta þat;
ratar gǫrliga
ráð Sigurdar,
ef skalk mærrar
męyjar biðja
ǫðrum til handa,
es unnak vęl.



36. ratar: styrter, bliver til intet.



Gr. kv. 37.
Ér munuð allir
ęiða vinna
Gunnarr ok Hǫgni,
ęn þú gramr þriði,
þá litum víxlið,
es á lęið eruð,
Gunnar ok þú;
Grípir lýgrat.



37. ęn: = ok. — þá víxlið: da skifter I (udseende); rettelse f. det umulige þviat—vixla.



38.
Hví gęgnir þat,
hví skulum skipta
litum ok lǫ́tum,
es á lęið erum?
þar mun fláræði
fylgja annat
atalt með ǫllu,
ęnn sęg Grípir.



38. litum ok lǫ́tum: udseende og stemme. — fláræði: falskhed.



Gr. kv. 39.
Lit hęfr þú Gunnars
ok læti hans,
mælsku þína
ok męginhyggjur;
munt þú fastna þér
framlundaða
fóstru Hęimis,
† sér vætr fyr því,



39. męginhyggjur: hoved-tanker, der må være ment Sigurds fuldkomne bevidsthed om sig selv og sin person. — L. 8: se Krit. bem.



40.
Verst hyggjum því,
vándr munk hęitinn
Sigurðr með sęggjum
at sógǫru,
vildak ęigi
vélum bęita
jǫfra brúði,
es œzta vęitk.



40. vándr: (moralsk) slet person. — vildak: jeg skulde dog ikke ville.



Gr. kv. 41.
Þú munt hvíla,
hęrs oddviti,
mærr hjá męyju
sęm þín móðir sé;
því mun uppi,
meðan ǫld lifir,
þjóðar þęngill,
þitt nafn vesa.



41. hęrs oddviti: hær-anfører, = 522. — því: sigter særlig til indholdet af l. 4.



42.
Mun góða kvǫ́n
Gunnarr ęiga,
mærr með mǫnnum,
mér sęg Grípir,
þótt hafi þrjár nætr
þegns brúðr hjá mér
snarlynd sofit?
slíks erut dœmi.


Gr. kv. 43.
Saman munu brullup
bæði drukkin
Sigurðar ok Gunnars
í sǫlum Gjúka;
þá hǫmum víxlið,
es it hęim komið;
hęfr hvárr fyr því
hyggju sína.



43. Saman o. s. v.: dette findes kun her, og beror sikkert på fejl, ti Sigurds bryllup må forudsættes som tidligere holdt.



44.
Hvé mun at ynði
ęptir verða
mægð með mǫnnum,
mér sęg Grípir;
mun Gunnari
til gamans ráðit
síðan verða
eða sjǫlfum mér?



44. at ynði: til tilfredshed og fryd. — L. 5-8: »vil sagen (forholdet) blive til fryd (elskovsfryd) for Gunnar sidenhen eller (= og) mig selv«.



Gr. kv. 45.
Minnir þik ęiða,
mátt þęgja þó,
ant þú Goðrúnu
góðra ráða,
ęn Brynhildr þykkisk
brúðr vargefin,
snót fiðr vélar
sér at hęfndum.



45. Minnir o. s. v.: jfr. męginhyggjur i v. 39. — góðra ráða: det gode giftermål (nemlig som din hustru). — brúðr: er prædikat. — vargefin: gift med en dårlig mand. — vélar: list, listigt påfund, nemlig anslaget mod Sigurds liv.



46.
Hvat mun at bótum
brúðr sú taka,
es vélar vér
vífi gęrðum?;
hęfr snót af mér
svarna ęiða
ęnga ęfnda,
ęn unað lítit.



46. L. 5-7: »De eder, jeg har svoret, er alle uopfyldte«.



Gr. kv. 47.
Mun hón Gunnari
gǫrva sęgja,
at ęigi vel
ęiðum þyrmðir,
þás ítr konungr
af ǫllum hug,
Gjúka arfi,
á gram trúði.



47. gǫrva: adv. — þyrmðir: skånede, overholdt. — ęiðum: her må sigtes til, at Sigurd skulde have svoret på, ikke, i Gunnars skikkelse, at have haft samleje med Brynhild.



48.
Hvat ’s þá Grípir,
get þess fyr mér,
munk saðr vesa
at sǫgu þęiri,
eða lýgr á mik
lofsæl kona
ok á sjalfa sik?
sęg Grípir þat.


Gr. kv. 49.
Mun fyr ręiði
rík brúðr við þik
né af oftrega
allvęl skipa,
viðr þú góðri
grand aldrigi,
þó ér víf konungs
vélum bęittuð.



49. fyr ręiði: på grund af sin forbitrelse (over den opdagede svig). né — allvęl: og ikke meget godt. — skipa: indrette sagen, handle. — grand: (kyskheds)krænkelse. — bęittuð: præteritum kan her næppe være rigtigt, da der er tale om en fremtidig begivenhed. Der bör vist læses bęitið, præs. med futurums betydn.



50.
Mun horskr konungr
at hvǫtun hennar
Gotþormr ok Hǫgni
ganga síðan?,
munu synir Gjúka
á sifjugum mér
ęggjar rjóða?
ęnn sęg Grípir.



50. ganga: følge, handle. — sifjugum: besvogret, svoger, adj. som oftere f. subst.; á er rettelse f. af.



Gr. kv. 51.
Þá ’s Goðrúnu
grimt of hjarta,
es brœðr hęnnar
þér til bana ráða,
ok at ęngu verðr
ynði síðan
vitru vífi;
vęldr því Grímhildr.



51. grimt: grumt, bittert. — es: idet, her omtr. = fordi; ordet mangler i R. — verðr: subj. ‘livet, forholdene’; ynði er dativ.



52.
Því skal hugga þik,
hęrs oddviti,
sú mun gipt lagið
á grams ævi:
munat mætri maðr
á mold koma
und sólar sjǫt,
an þú Sigurðr þykkir.



52. grams: ɔ: din. — solár sjǫt: solens sæde, himlen.



S. kv. 53.
Skiljumk hęilir,
munat skǫpum vinna,
nú hęfr þú Grípir vęl
gǫrt sęm bęiddak;
fljótt myndir þú
fríðri sęgja
mína ævi,
ef mættir þat.



53. Skiljumk: hortativisk. — munat: ɔ: man = jeg. At ombytte de to sidste vers er ganske ubegrundet. Skiljumk betegner så klart som muligt afslutningen af samtalen og Sigurds afrejse fra Grípir.