Gripers spådom (JL)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Eddadigte


Gripers spådom

Grípisspá


oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2021



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.


      Ramsundristningen:
Sigurd dræber Fafner

Eylime havde en søn, der hed Griper, som var bror til Hjørdis. Han herskede over lande og var en meget klog mand og spåkyndig. Sigurd red alene og kom til Gripers hal. Sigurd var let genkendelig. Uden for hallen henvendte han sig til en mand, der sagde, at han hed Geiter. Da spurgte Sigurd ham:


1.
»Hvem har til huse
her i borgen?
Hvad kalder folket
kongen på stedet?«

Geiter svarede:

»Griper er navnet
på den gode hersker,
som udelt leder
sit land og folk.«


Sigurd sagde:

2.
»Er den store konge
til stede i landet?
Vil den vise mand
møde mig her?
Jeg trænger meget
til at træffe Griper;
kan en fremmed mon
få fyrsten i tale?«


Geiter sagde:

3.
»Den glade konge
vil givet spørge:
Hvad hedder den mand,
som vil hilse på Griper?«

Sigurd sagde:

»Jeg er Sigmunds søn —
Sigurd er navnet —
og Hjørdis er mor
til manden her.«


4.
Geiter gik da
til Griper og sagde:
»En ukendt karl
er kommet hertil;
han er uden tvivl
af ædel herkomst
og ønsker — fyrste! —
foretræde.«


5.
Høvdingen går da
fra hallen og ud
og modtager venligt
den mødte hilmer:
»Kom ind — Sigurd! —
sent er du kommet;
lad Geiter sørge
for Grane imens.«


6.
Og snart sad de
sammen og talte;
de rådvise mænd
havde meget at drøfte.

Sigurd sagde:

»Mon du kan sige mig —
min moders bror! —
hvad der siden vil ske
i Sigurds liv?«


Griper sagde:

7.
»Du bliver uden lige
under solen
med den ædleste byrd
af alle fyrster,
du skænker guld,
men skyr flugten,
fryder øjet
og ytrer dig klogt.«


Sigurd sagde:

8.
»Fortæl mig — konge! —
klogere end jeg spørger,
men svar ærligt,
hvis ellers du véd det:
Hvordan vil jeg først
fremme min sag,
når jeg engang
er gået herfra?«


Griper sagde:

9.
»Først vil du — høvding! —
hævne din far
og efterstræbe
Eylimes fjender;
du fælder Hundings
hårde sønner
dygtigt i striden —
dér skal du sejre.«


Sigurd sagde:

10.
»Fornemme konge,
frænde! — fortæl mig
nok så viseligt,
nu, mens vi taler:
Ser du Sigurd øve
en særlig stordåd
og vinde hæder
verden over?«


Griper sagde:

11.
»Du skal ene dræbe
ormen, der ligger
grådig og glinsende
på Gnitahede.
Det er sandt, dette
jeg siger dig her:
Du skal fælde både
Fafner og Regin.«


Sigurd sagde:

12.
»Som du sandt varsler,
vinder jeg rigdom,
dersom jeg evner
at dræbe de mænd.
Men ransag din hu
og røb fremtiden:
Sig, hvad der sker mig
siden i livet.«


Griper sagde:

13.
»Du finder da hen
til Fafners bo
og samler dér
den smukke skat;
du læsser guldet
på Granes ryg
og rider til Gjuke —
den raske i strid.«


Sigurd sagde:

14.
»Sig mere — konge,
som kender fremtiden! —
fortæl mig fortroligt
de ting, der vil ske.
Jeg gæster Gjuke
og går derfra,
men sig, hvad der sker mig
siden i livet.«


Griper sagde:

15.
»På fjeldet sover
en fyrstedatter —
hærklædt og lys —
efter Helges død.
Dit skarpe sværd
vil du svinge dér
og flænge brynjen
med Fafners bane.«


Sigurd sagde:

16.
»Jeg brød brynjen
om bruden itu,
og viven taler
vågnet af søvnen.
Hvad mon den mø
meddeler Sigurd,
som tjener fyrsten
til fremgang og nytte?«


Griper sagde:

17.
»Hun gør dig — konge! —
kyndig i runer
af alle den slags,
man ønsker at kunne;
du lærer at mestre
mange tungemål
og lægende midler.
Lev vel — fyrste!«


Sigurd sagde:

18.
»Nu er det gjort,
jeg har nemmet læren,
og raskt står jeg rede
til at ride derfra —
så ransag din hu
og røb fremtiden:
Sig, hvad der sker mig
siden i livet.«


Griper sagde:

19.
»Du finder hen
til Heimers sted
og er glad over
at gæste kongen.
Det er alt — Sigurd! —
jeg ser om fremtiden;
kun svært kan Griper
svare på mere!«


Sigurd sagde:

20.
»De ord, du siger,
smerter mig noget,
for du — fylker! —
er fremtidskyndig,
og du ser al
Sigurds ulykke;
dette bevirker —
véd jeg — din tavshed.«


Griper sagde:

21.
»Særligt årene
i din ungdom lyser
og kommer til mig
i mit klarsyn — fyrste! —
men jeg regnes med uret
for rådklog af alle,
og synsk er jeg næppe —
jeg ser ikke mere!«


Sigurd sagde:

22.
»Men oven mulde
er ingen — Griper! —
som du fortrolig
med tiden, der kommer;
men gem nu ikke
det grumme, du ser,
og skjul ikke
skaden, jeg lider.«


Griper sagde:

23.
»Jeg spår dig dette —
spydstormens fremmer! —
at et liv uden skam
er dig skæbnebestemt,
for så længe folk
færdes på jorden,
glemmer man — ødling! —
aldrig dit navn.«


Sigurd sagde:

24.
»Jeg ser dog helst,
at Sigurd og fyrsten
fortsat får talt,
førend vi skilles:
Alt, hvad vi gør,
er givet på forhånd,
så vis mig på vej —
vise morbror!«


Griper sagde:

25.
»Siden du — Sigurd! —
sådan nøder mig,
skal jeg uden tøven
fortælle dig alt:
Sandheden er —
som du sikkert véd —
at den dag ligger fast,
hvor fyrsten skal dø!«


Sigurd sagde:

26.
»Bliv ikke vred —
vældige konge!
Giv hellere — Griper! —
mig gode råd:
Fortæl mig alt —
tilmed det onde;
jeg ønsker at vide,
hvad der venter Sigurd.«


Griper sagde:

27.
»Hos Heimer findes
den fagreste kvinde —
en stridbar mø
hos den store konge —
hildinger gav
Heimers fostre
navnet Brynhild;
hun er Budles datter.«


Sigurd sagde:

28.
»Hvad gælder det mig —
Griper! — at denne
skønne kvinde
er kongens fostre?
Skjul nu ikke
min skæbne længere;
du ser jo tydeligt
tiden, der kommer.«


Griper sagde:

29.
»Den fagre mø,
der fostres af Heimer,
berøver dig ganske
glæden — Sigurd!
Du lader alt ugjort
og får aldrig sovet;
du ænser ingen
andre end hende.«


Sigurd sagde:

30.
»Hvordan skal Sigurd
slippe fra dette?
Sig det — Griper! —
hvis du ser det klart.
Bliver kvinden min,
køber jeg bruden —
hende den fagre
fyrstedatter?«


Griper sagde:

31.
»Sammen vil I
sværge ederne
både fuldt og fast —
kun få bliver holdt!
Efter én nat som gæst
i Gjukes hus
husker du intet
om Heimers mø.«


Sigurd sagde:

32.
»Vel, så fortæl,
hvad der videre sker!
Ser du — Griper! —
at gramen vakler
og bryder sit ord
til den unge mø —
hende, jeg elsker
af hele mit hjerte?«


Griper sagde:

33.
»Det er dig — sikling! —
der sviges af andre,
for Grimhild har lagt
listige planer
og lokker med
en lyshåret pige —
med sin egen datter
bedårer hun fyrsten.«


Sigurd sagde:

34.
»Godt, så bliver jeg
Gunnars svoger,
siden jeg ægter
søsteren Gudrun.
Dermed var fyrsten
vel fuldgodt gift —
men jeg angrer måske
den skade, jeg voldte?«


Griper sagde:

35.
»Du snydes grundigt
af Grimhilds list;
hun beder dig bede
om Brynhilds hånd
på vegne af Gunnar —
goternes konge —
og du frister færden
for fyrstens mor.«


Sigurd sagde:

36.
»Ondt er i vente,
det aner jeg nok,
og det står slemt til
med Sigurds forstand,
såfremt jeg frier
til den fagre mø —
kvinden, jeg elsker —
på en andens vegne.«


Griper sagde:

37.
»Du følges — gram! —
med Gunnar og Høgne,
og I aflægger ed
til hinanden, I tre,
og — tro på Griper! —
Gunnar og du
har byttet ydre,
inden I når frem.«


Sigurd sagde:

38.
»Hvem glæder dette?
Hvad gavner et bytte
af ydre og stemme,
inden vi når frem?
Flere falskheder
følger, tror jeg,
af den værste slags,
men videre — Griper!«


Griper sagde:

39.
»Du ligner Gunnar
og lyder som ham,
men den snilde tale
og tanken er din;
du træffer uhindret
den ædle kvinde
og fæster bruden
fostret af Heimer.«


Sigurd sagde:

40.
»Det værste dog
ved denne gerning
er, at folk vil synes,
at Sigurd er ond;
jeg ønsker jo ikke
at øve svig
mod den høvdingedatter,
jeg holder for bedst.«


Griper sagde:

41.
»Du ligger ved møen,
som lå du hos mor —
herlige leder
af hærmænds flok! —
og man husker derfor —
hilding! — dit navn,
så længe folk
færdes på jorden.«


Sigurd sagde:

42.
»Vælger da Gunnar —
den gæve fyrste —
det gode gifte —
Griper, sig mig det! —
når bruden — tænk! —
i tre nætter
har sovet hos mig?
Det synes uhørt!«


Griper sagde:

43.
»I fejrer begge
brylluper som ét —
både Gunnars og dit —
i Gjukes hal;
I har atter byttet
ydre, I to,
men hver beholder
sin hu som før.«


Sigurd sagde:

44.
»Men svar mig — Griper! —
har svogrene nu
opnået lykken
i livet som gifte?
Skal Gunnar nyde
gammen og fryd,
finder jeg selv
samlivets glæde?«


Griper sagde:

45.
»Du véd, hvad du svor,
men vælger at tie,
for du under Gudrun
et godt ægteskab.
Men Brynhild sidder
såret og skuffet
og lægger en plan
om listig hævn.«


Sigurd sagde:

46.
»Men hvilken bod
vil bruden kræve,
fordi vi dengang
bedrog hende sådan?
Jeg bød hende intet
andet end sorger
og løb fra alle
de løfter, jeg gav.«


Griper sagde:

47.
»Givet lader hun
Gunnar forstå,
hvordan du sveg ham
trods svorne eder,
da den gæve konge —
Gjukes arving —
fæstede sin lid
til fyrstens ord.«


Sigurd sagde:

48.
»Hvad sker der herpå?
Lad høre — Griper!
Er det sandt, dette
hun siger til ham,
eller farer kvinden
til fyrsten med løgne
om mig og sig selv?
Sig mig det — Griper!«


Griper sagde:

49.
»Bruden er tynget
af bitter smerte;
i vrede vil hun
volde dig ondt.
Du har ikke krænket
kongens hustru,
men I snød hende dog
med snedig list.«


Sigurd sagde:

50.
»Brynhild ægger
den brave konge,
og Gunnar rådslår
med Guttorm og Høgne.
Skal Gjukes sønners
sværd nu rødnes
af svogerens blod?
Svar mig — Griper!«


Griper sagde:

51.
»Hjertet brister
i brystet på Gudrun,
når brødrene volder
din bratte død;
din gode kone
genfinder aldrig
glæden ved livet —
Grimhild har skylden.«


Sigurd sagde:

52.
»Vi skilles — Griper!
Skæbnen må råde!
Du har sagt mig alt,
jeg ønsker at vide;
du bød mig vel helst
en bedre spådom
om lykke og fred,
såfremt du kunne.«


Griper sagde:

53.
»Trøst kan du søge —
Sigurd! — i dette,
som skæbnen har fastlagt
om fylkingens spids:
Over mulden
og under himlen
skal ingen findes
så ædel som dig.«