Gróttasǫngr
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
Udgivne og tolkede af
G. E. C. Gads Forlag
København, 1932
Digtet findes i SnE i to hdss, cod. reg. og Utrechterafskriften, det 1. vers også i 1eβ (AM 748 II). Ang. Grottasagnet kan henvises til forbemærkningen i Gerings kommentar, hvor det fremhæves, at der er to sagn, der her er knyttede sammen, og at den Frode, der her er hovedpersonen, svarer til Saxos Frotho den femte.
- 1.
- Nú eru komnar
- til konungs húsa,
- frammvísar tvær,
- Fęnja ok Męnja,
- þær ro at Fróða
- Friðlęifssonar
- mǫ́tkar męyjar
- at mani hafðar.
Fęnja, Męnja: det første synes afledes af fęn, det sidste af męn, men man skulde have troet, at bægge navne havde omtr. sm betydn. En anden tolkning er foreslået af A. Kock (Fenja af fana ‘avner’ i korn, menja af man ‘trælkvinde’). — Fróða Friðlęifssonar: Fridleif var ifg. Snorre en sön af Skjold og Frode identisk med Frið-Fróði.
- 2.
- Þær at lúðri
- lęiddar vǫ́ru
- ok grjóts gréa
- gangs of bęiddu;
- hét hvárigri
- hvílð né ynði,
- áðr hann hęyrði
- hljóm ambátta.
lúðri: kværnkassen. Digtet forudsætter den slags kværne, der har været i brug på Island lige ned til vore dage. De består af en firkantet kasse på 4 ben; midt i kassen er der en rund sten (underliggeren), der må være urokkelig; ovenpå den hviler en anden af samme störrelse med et hul i midten; i dette hældes det korn, der skal males; melet falder ud i kassen. Den øverste sten har et håndtag (opstander) nær ved kanten, hvormed stenen drejes. På kassens forside er der et firkantet hul, hvorigennem melet fejes ud i en skål. — grjóts: ɔ: overliggeren. — gréa: hds. har gria, jfr. gria fjalli (v. 10); ordet er ellers ukendt. Hj. Falk har søgt at tolke ordet, gréi subst., som det oprl. navn på kornknusningsredskabet, grjóts gréa (gréa grjót) bliver da kværnstenen, og gréa fjall = kvernfjall, kvernberg (Nord. tidsskr. f. sprogvidenskab I, 8-9). — bęiddu: bör mulig rettes til beiddar (Bugge). — ynði: ro, omtr. s. s. hvílð. — hljóm: kan vel være den af trælkvinderne frembragte lyd af kværnen, eller mulig deres kværnsang.
- 3.
- Þær þyt þulu
- — — — —
- þǫgnhorfinnar;
- »lęggjum lúðra,
- léttum stęinum«;
- bað hann ęnn męyjar,
- at mala skyldi.
þyt: susen ɔ: kværnens. — þulu: har man antaget for at være et ellers ukendt verbum, men rimeligvis er ordet forvansket; der mgl. her l. 2-3, ti þǫgnhorfinnar må have hørt til et ord deri; heller ikke dette ord er let at forstå. ‘Tavshed-forsvunden’ er ikke et naturligt udtryk om den ‘syngende’ kværn. ‘Omgivet af tavshed’ er endnu mere urimeligt. — lúðra: plur. f. sing. — léttum: ‘lad os lette’, løfte, ɔ: lægge dem til rette.
- 4.
- Sungu ok slungu
- snúðga-stęini,
- svát Fróða man
- flęst sofnaði;
- þá kvað þat Męnja,
- vas til męldrs komin.
Sungu: at synge ved kværnen var almindeligt; det lettede arbejdet; jfr. fortællingen om tjænestekvinden og Sigurd mund (Hkr. III, 373). — snúðga-stęini: af snúðugr ‘hurtig drejende’. — sofnaði: under påvirkning af sangen og kværnens surren.
- 5.
- »Auð mǫlum Fróða,
- mǫlum alsælan,
- mǫlum fjǫlð féar
- á fęginslúðri;
- siti hann á auði,
- sofi hann á dúni,
- vaki hann at vilja;
- þá es vęl malit.
Stemningen hos kvinderne er til at begynde med meget velvillig. — Fróða: dativ. — alsælan: rig i fuldt mål. — mǫlum: 3 gange gentaget giver talen kraft. — fęginslúðri: glædes-kværnen. — at vilja: til fryd (for sig selv).
- 6.
- Hér skyli ęngi
- ǫðrum granda,
- til bǫls búa
- né til bana orka,
- né hǫggva því
- hvǫssu sverði,
- þótt bana bróður
- bundinn finni.«
þvi: af den grund, korresponderer med þótt, uagtet, ɔ: fordi (hǫggvagi v. l. kommer ikke i betragtning). — bana: banemand.
- 7.
- Ęn hann kvað ękki
- orð hit fyrra:
- »sofið ęigi męir
- an of sal gaukar,
- eða lęngr an svá
- ljóð ęitt kveðak.«
L. 1-2 i dette vers er udfaldne. — hann: ɔ: Fróði. — of sal: over huset (på husets mönning?). — gaukar: kan ikke bet. andet end ‘gøge’. — ljóð: det er ikke helt sikkert, om ordet her bet. ‘et enkelt vers’ el. ‘en enkelt verslinje’, snarest vel det første. Frodes strænge befaling stemmer ikke trælkvinderne gunstigt.
- 8.
- Vasattu Fróði
- fullspakr of þik,
- málvinr manna,
- es man kęyptir;
- kaust þú at afli
- ok at álitum,
- ęn at ætterni
- ękki spurðir.
of þik: m. h. t. dig selv. — at álitum: efter udseende. — ękki: intet, slet ikke.
- 9.
- Harðr vas Hrungnir
- ok hans faðir,
- þó vas Þjazi
- þęim ǫflgari,
- Iði ok Aurnir,
- okrir niðjar,
- brœðr bergrisa,
- bornar erum þęim.
niðjar: forfædre. — Iði: var Tjazes broder; Gangr var den 3. broder; Aurnir (af aurr) er ellers ukendt. — bergrisa: klipperiser (jætter); disse nævnes nogle steder, uden at man kan se, hvad der egl. menes, eller om disse riser var af en anden art end rimturserne. Snorre taler et steds om ‘rimturser og bjærgriser’, men han har vel heller ikke haft klar forestilling om forskellen. Gerd siges at have været af bjærgriseæt. — bornar o. s. v.: heri ligger ikke, at de to jættekvinder er søstre. Jfr. lęikur i v. 11.
- 10.
- Kœmia Grótti
- ór gréa fjalli,
- né sá hinn harði
- hallr ór jǫrðu,
- né mœli svá
- mær bergrisa,
- ef vissim vit
- vætr til hęnnar.
Kœmia: var ikke kommen. — Grótti: navnet på kværnen. Ordets vokal er ikke helt sikkert; de fleste skriver kort o, af etymologiske hensyn, idet ordets grundform skulde være grunt-, til grindan ‘at male’; herfor kunde tale no. grotte ‘akselblok i kværnsten’. Men yderst på Seltjarnarnes (Island) findes et Grótta (og Gróttutángi) med en vokal, der forudsætter langt o, og det er tiltalende at sætte navnet i forb. med kværn-navnet, der så må have lydt Grótti. Det kunde let tænkes, at vokalen var bleven forkortet. Ordet måtte da henføres til roden i grútr, grjót og lign., hvor begrebstilknytningen er let. (Torp, No. et. ordb. grût). — gréa: se ved v. 2. — vissim: havde vidst. Her antydes, at det er jættekvinderne, der har bragt kværnstenen frem til menneskene, jfr. v. 12. Er det et jætteanslag til menneskehedens fordærv? — hęnnar: da Grótti er masc., må dette hęnnar sigte på fem. kvern. At opfatte vit som vitt (cod. reg. vit T) ‘trolddom’ er ganske grundløst og giver i virkeligheden ingen mening.
- 11.
- Vér vetr níu
- vǫ́rum lęikur
- ǫflgar alnar
- fyr jǫrð neðan,
- stóðu męyjar
- at męginverkum,
- fœrðum sjalfar
- setberg ór stað.
Vér: er plur. majest. og behøver ikke at ændres til vit. — lęikur: stalsøstre; ordet tyder på, at de ikke var virkelige søstre. — stóðu męyjar: = stóðum vit. — męginverkum: kraftige gærninger. — setberg: flad klippe, ɔ: den, hvoraf kværnstenene dannedes(?)
- 12.
- Vęltum grjóti
- of garð risa,
- svát fold fyrir
- fór skjalfandi;
- svá sløngðum vit
- snúðgastęini,
- hǫfgahalli,
- at halir tóku.
grjóti: ɔ: kværnstenene el. den klippe, de blev dannede af. — fór: jfr. Hym. 24 (fór saman). — hǫfgahalli: den tunge sten. — tóku: fik den.
- 13.
- En vit síðan
- á Svíþjóðu
- frammvísar tvær
- í folk stigum,
- bęiddum bjǫrnu,
- ęn brutum skjǫldu,
- gingum í gǫgnum
- grásęrkjat lið.
At antage v. 13-15 for indskud, er ganske grundløst. Fordi jættekvinderne har deltaget i kampe, er de ikke derfor valkyrjer.
folk: kamp. — bęiddum bjǫrnu: vi dræbte björne; jfr. Krit. bem.
- 14.
- Stęypðum stilli,
- studdum annan,
- vęittum góðum
- Gotþormi lið;
- vasa kyrseta,
- áðr Knúi felli.
Gotþormi, Knúi: fuldstændig ukendte fyrster. Knúi er også ellers så godt som ukendt navn. — vasa kyrseta: det var ikke stillesidden ɔ: det gik voldsomt til.
- 15.
- Framm heldum því
- þau missęri,
- at vit at kǫppum
- kęndar vǫ́rum,
- þar skorðum vit
- skǫrpum gęirum
- blóð ór bęnjum
- ok brand ruðum.
L. 1.: »Vi fortsatte med det«. — kǫppum: af kapp ‘iver, kraft’ (plur. jfr. renna í kǫpp við).
- 16.
- Nú erum komnar
- til konungs húsa
- miskunlausar
- ok at mani hafðar;
- aurr etr iljar,
- ęn ofan kulði;
- drǫgum dolgs sjǫtul,
- daprt ’s at Fróða.
Nú: fremhæver den stærke modsætning mellem ‘för’ og ‘nu’ — L. 5-6: »Det fugtige grus (ler) æder vore fodsåller, og kulden bider os foroven«. — drǫgum: her ‘drejer’. — dolgs sjǫtul: ufredens neddyssende kværn; sjǫtul: adj. sjǫtull af roden i sętja (jfr. sętja dramb og lign.). Her sigtes til frið-Fróði.
- 17.
- Hęndr skulu hvílask,
- hallr standa mun,
- malit hęfk fyr mik;
- mitt of létti;
- nú muna hǫndum
- hvílð vęl gefa,
- áðr fullmalit
- Fróða þykki.
standa: stå stille. — mitt of létti: mit arbejde skal holde op; se Krit. bem. — muna: subjektet er Fróði; sætningen motiverer det foranstående; »Frode vil aldrig få malet nok.«
- 18.
- Hęndr skulu hǫndla
- harðar trjónur,
- vǫ́pn valdręyrug,
- vaki þú Fróði,
- vaki þú Fróði,
- ef vill hlýða
- sǫngum okrum
- ok sǫgum fornum.
hǫndla: behandle, anvende. — trjónur: bet. fremstående genstande el. dele deraf, ‘tryne’; det er ikke klart, hvad der menes her; da det er sidestillet med vǫ́pn, skulde man tro, at ordet hentydede til våben, men hvilke? Mulig foreligger der her en fejl.
- 19.
- Ęld sék brinna
- fyr austan borg,
- vígspjǫll vaka,
- þat mun viti kallaðr,
- mun hęrr koma
- hinig af bragði
- ok bręnna bœ
- fyr buðlungi.
vígspjǫll: kamp-melding; kampsignaler. — viti: bavn, ildsignal. Stedet viser, at vitar var endnu noget usædvanligt; man kommer til at tænke på Hakon d. godes indretning af ildsignaler i ufredstider; »det kaldes vistnok en bavn«. — af bragði: straks, med det samme.
- 20.
- Munat þú halda
- Hlęiðrar stóli,
- rauðum hringum
- né ręgingrjóti.
- Tǫkum á mǫndli
- mær skarpara,
- eruma † valmar
- í valdręyra.
stóli: kongestolen. — ręgingrjóti: kværnen. — L. 7 er forvansket og uforståelig. I cod. reg. er der foretaget en rettelse, men utydelig; mellem l og m er der anbragt et kommategn. — valdręyra: valens blod; med ‘valen’ menes måske Frode.
- 21.
- Mól míns fǫður
- mær rammliga,
- þvít hon fęigð fira
- fjǫlmargra sá;
- stukku stórar
- steðr frá lúðri
- járni varðar —
- mǫlum ęnn framar.
míns fǫdur mær: = ek. — stukku stórar o. s. v.: dette er påfaldende, ti efter at benene under kværnen var knækkede, var det ikke muligt at fortsætte med at male. Er stukku fejl f. støkkvi?
- 22.
- Mǫlum ęnn framar.
- Mun Yrsu sonr
- vígs Halfdanar
- hęfna Fróða;
- sá mun hęnnar
- hęitinn verða
- burr ok bróðir —
- vitum báðar þat.
Yrsu sonr: Rolv krake. Navnet Yrsa er ganske sikkert ikke afledet af et Ursus, men er diminutiv af kvindenavnet Yrr, der findes i vestnordisk; rimeligvis er vokalen forkortet foran rs. — mun—hęfna: dette er eksempel på ‘fremsyntheden’ (v. 1). — vígs Halfdanar: drabet på Halvdan. Se Krit. bem. — Fróða: dativ, ‘på Frode’. Fremstillingen om Frode og Halvdan, der var brødre, svarer til beretningen i Rolv krakes saga kap. 1.
- 23.
- Mólu męyjar,
- męgins kostuðu,
- óru ungar
- í jǫtunmóði,
- skulfu skaptré,
- skauzk lúðr ofan,
- hraut hinn hǫfgi
- hallr sundr í tvau.
skaptré: er vist = skapttré ‘træ, der er skaft’, ɔ: mǫndull, håndtaget, hvormed kværnstenen drejes. Men da ordet findes her i plur., skulde man tro, at det var kværnkassen selv el. dens ben el. bægge dele, der mentes; i så fald måtte ordet betegne ‘de tildannede træstykker’. — hallr: den ene kværnsten, måske overliggeren med hullet, den måtte gå lettere i stykker.
- 24.
- Ęn bergrisa
- brúðr orð of kvað:
- malit hǫfum Fróði,
- † sęm munum hætta,
- hafa fullstaðit
- fljóð at meldri.
sęm munum hætta: se Krit. bem.; hætta: holde op. — fullstaðit: part. stået til fulde; man er ikke berettiget til at ansætte et infin. fullstanda.