Grottesangen

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddalignende tekster

Grottesangen

Gróttasöngr

oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er hovedsagelig Guðni Jónssons Eddukvæði (Sæmundar-Edda), 1954.

---

Carl Larsson: Fenja og Menja ved kværnen Grotte

1.

Til kongens hus

var der kommet to

fremtidskyndige:

Fenja og Menja —

vældige kvinder

med virke som trælle

dér hos Frode,

Fridleivssønnen.

2.

Kvinderne ledtes

til kværnens leje

for dér at drive

den drejende sten;

hverken et hvil

eller velfærd undtes,

førend larmen

lød fra sliddet.

3.

— — — — —

— — — — —

»Læg nu lejet,

løft nu stenen!«

Kvinderne bød han

at kværne videre.

4.

Med sang og summen

snurrede stenen,

til de fleste folk

hos Frode sov;

møllen malede —

Menja sagde:

5.

»Vi maler rigdom,

vi maler lykke,

maler gods til Frode

på glædeskværnen.

Han skal sidde på guld

og sove på dun;

vågner han glad,

er det vel malet.

6.

Ingen skal her

den anden skade,

bevirke ondt

eller volde død.

Sin brors bane —

bragt som fange —

skulle man skåne

for skarpe sværd.«

7.

— — — — —

(Frode:)

»Hvil ikke længere

end verset er kvædet,

men gerne så kort

som gøgen på himlen.«

8.

»Fuldklogt, Frode —

du folkets ven! —

tænkte du næppe

ved trællekøbet

Ene styrke

og ydre talte;

om ætten har du

intet erfaret.

9.

Rungner var hård —

ram som sin far;

stadigt stærkere

stod dog Tjasse.

Fra Ides og Ørners

æt er vi kommet

som børn af brødre

i bjergjætters tal.

10.

Grotte er ikke

af grånet fjeld

eller gjort af store

sten på jorden.

Nu kender vi jætter

kværnen fra før

og magter derfor

at male sådan.

11.

Vi søstre i leg

samlede kræfter

i ni vintrer

nede i jorden;

så stod vi begge

med storværket endt

og førte et vældigt

fladbjerg derfra.

12.

Klippen blev rullet

fra kæmpernes gård,

så jordens grundvold

gav sig imens.

Vi smed de store

snurrende sten —

den mægtige kværn —

til menneskers brug.

13.

Siden drog vi

synske kvinder

frem til strid

med folk i Svitjod;

i kamp mod flertal

knuste vi skjolde

og gik igennem

en gråklædt hær.

14.

Vi styrtede fyrster,

støttede andre

og gav Guttorm

den Gode hjælp;

freden var knap

før Knues fald.

15.

Hele det halvår

holdt vi da på

og vandt os ry

som vældige kæmper;

folk blev spiddet

på spyddets blad

og sværdet smurt

med sårenes blod.

16.

Nu er vi kommet

til kongens hus —

trøstesløse

og trælbundne;

fødderne værker,

vi fryser i kulden —

at male fred

for Frode er trist.

17.

Sæt stenen i stå

og stands den kværn!

Jeg tog min tørn,

nu tager det slut.«

»Først når Frode

finder det godt,

kan vi standse kværnen

og stille til hvil.

18.

Hent os hellere

hærdede spyd;

med blodige våben

vækker vi Frode.

Vågn nu — Frode! —

hvis du vil høre,

den sang vi synger

fra sagnenes tid.

19.

Østen for borgen

ses ild i bavnen;

veddets flammer

varsler om kamp.

En hærgende hær

er hastigt på vej

for at brænde byen

fra Budleætten.

20.

Snart har du tabt

sædet i Lejre,

de gyldne ringe

og gudekværnen.

Nu driver vi hårdt

på drejestangen;

de faldnes blod

skal flyde varmt.

21.

Drøjt har min fars

datter nu malet;

da så hun mængder

mærket til død.«

Store stokke

forstærket med jern

knustes på møllen.

»Mal nu videre!«

22.

»Vi maler atter,

til Yrsas søn

får Halvdans død

hævnet på Frode.

Barn og bror,

begge dele,

kalder hun sønnen —

vi kender besked.«

23.

De kværnede vredt

med kraftige tag,

de unge kvinder

med jættestyrke;

bjælkerne brast

og bunden skred —

de kæmpe kværnsten

knustes itu.

24.

Da kom et kvad

fra kæmpens datter:

»Vi har malet dit mel —

mere end nok;

til fulde sled vi —

Frode! — ved kværnen.«