Grottisangen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Svensk.gif


Nordens Gudekvad


Oversat fra oldnordisk af
Thøger Larsen
Udgivet 1926


Grottisangen


HVI kaldes Guld Frodis Mel?
   Fordi Sagnet siger, at en Søn af Odin hed Skjold, hvem Skjoldunger stammer fra. Han havde sit Sæde og raadede i det Land, som nu kaldes Danmark, men som dengang hed Gotland. Skjold havde en Søn, som hed Fridlejf, der styrede Landet efter ham. Fridlejfs Søn hed Frodi, han tog Kongedømmet efter sin Fader i den Tid, da Kejser Augustus lagde Fred over Alverden; da blev Krist baaren. Og fordi Frodi var den mægtigste af alle Konger i Nordlandene, blev Freden ham tilskreven over al dansk Tunge, hvad Nordmænd kalder Frodifred. Ingen Mand skadede en anden, om end han stod overfor sin Faders Bane eller sin Broders Bane, løs eller bunden. Da var der heller ingen Tyv eller Ransmand, saa at en Guldring laa tre Vintre ved Færdselsvejen over Jalangershede[1].
   Kong Frodi drog paa Gæstebud i Svitjod[2] hos den Konge, som kaldes Fjålnir; da købte han to Trælkvinder, som hed Fenja og Menja, de var store og stærke. Ved den Tid fandtes i Danmark to Kværnstene saa store, at ingen var stærk nok til at kunne drage dem. Og saadan Natur fulgte Kværnen, at det moles paa den, som den foremælte, der mol. Den Kværn hed Grotti. Hængekæft er Navnet paa den, som gav Kong Frodi Kværnen. Kong Frodi lod Trælkvinderne lede til Kværnen og bød dem male Guld, og saa gjorde de, mol først Guld og Fred og Frodis Lykke; da gav han dem ikke længere Hvile end mens Gøgen tav eller et Digt kunde kvædes. Det siges, at de kvad den Sang, som kaldes Grottisangen, og før de standsede Kvadet, mol de en Hær mod Frodi, saa at i samme Nat kom den Søkonge, som hed Mysing, og dræbte Frodi og tog meget Hærfang. Da ophørte Frodifreden. Mysing førte med sig Grotti og tillige Fenja og Menja og bød dem male Salt, og ved Midnatstid spurgte de, om ikke Mysing blev led ved Salt. Han bød dem male længere. De mol kun en stakket Frist, for Skibene sank ned i Petlandsfjord[3], og derefter blev der et Hvirvelsvælg i Havet, hvor Søen falder i Kværnøjet. Søen gnyr, naar Kværnen gnyr, og da blev Søen salt.

1. "NU er vi komne til Kongens Huse,
fremsynte to, Fenja og Menja;
solgte til Frodi, Fridlejfs Søn,
er de mægtige Møer som Trælle".

2. Ledte til Kværnens Ladd de bødes
at sætte i Gang Graastenen;
hverken undtes dem Hvil eller Moro,
før han Kvindernes Kværnlyd hørte.

3. De talte den [tavshed-slagnes] Tuden:
"Ladd vi lægger, Sten vi løfter".
Male bød han Møerne atter.

4. De sang, mens de svang med Svirrestenen,
i Søvn de fleste af Frodis Trælle.
Kvad da Menja ved Malestangen:

5. "Gods og Fryd for Frodi vi maler,
Guldet i Læs paa Lykkekværnen.
Han sidde paa Dynger og sove paa Dun;
han vaagne ved Vilje; vel vi da malede.

6. Her skal der ingen øde andre,
ondt ej yppe, ej ægge til Bane,
heller ej hugge hvast med Sværdet,
om Broders Bane end bunden findes".

7. De første Ord fra Frodi dog lød:
"Sov ej længer end Sal-Gøge
eller kun, mens jeg kan mæle et Kvæde".

8. "Ej var du, Frodi, fuldvis Fyrste,
Menneskeven, ved Møkøbet;
kaaret du har efter Kraft og Ydre,
men om Ætten du ikke spurgte.

9. Haard var Hrungnir og hans Fader,
stod dog Tjazi end stærkere,
Idi og Urnir til os er Frænder,
Brødre til Kæmper, hvis Børn vi er.

10. Aldrig var Grotti af Graafjeld kommen,
den haarde Sten ej heller af Jorde,
Bjergkæmpers Møer mol ikke saadan,
havde vi kendt vor Kværn tilfulde.

11. Vi har leget ni Vintre sammen,
øget vort Ork i Underjorden,
snart vi Møer stod midt i Storværk,
flytted og bar vort Bofjæld selv.

12. Kampesten over Kæmpers Gærde
væltede vi, saa Vidden skælvede;
ud svang vi da Svirrestenen,
mægtig af Masse, og Mænd tog den.

13. Siden hen vi i Svitjoden,
fremsynte to, i Fylk traadte,
brød mod Bjørne og brækked Skjolde,
skar gennem Skaren af graa Særke.

14. Drot vi styrted, Drot vi støtted,
skaffed den gode Gotorm Stridsmænd,
kendte ej Ro, før Knui var falden.

15. Dengang hærged vi hele Aaret,
saa vi kendtes for Kæmper at være,
Skaar voldte de skarpe Odde,
Blodet randt, vi fik rød Klinge.

16. Nu er vi komne til Kongens Huse,
uden Naade under Aaget nede,
Søl æder Saal, og Skuldrene fryser,
[Fredskværn] drejer vi, drøjt det er hos Frodi.

17. Hænder skal nu hvile og hvirvlende Sten,
jeg trak min Tørn og træller ej længer".
"Hvile maa endnu Hænderne ikke,
før fuldmalet Frodi finder.

18. Hænderne skal Helte, haarde Tryner[4],
valrøde Vaaben [vække dig, Frodi]!
Vaagn du nu, Frodi! hvis du vil høre
vore Sange og Sagn fra fordum.

19. Ild ser jeg brænde østen Borg,
Baalene vaager som Bud om Kampe.
En Hær kommer, hid vil den haste
og stifte Brand i Budlungs Bo.

20. Tab skal du lide af Lejretronen,
røde Ringe og Rigdomskværnen.
Mø! Tag i Stangen! Mal stærkere!
[Hedt maa vi blusse ved Blodmøllen].

21. Mol min Faders Mø voldelig,
mange døende Mennesker saa hun.
Store Støtter brast under Stenen,
Fjordjærns-Stolper[5]. Støt vil vi male.

22. End vil vi male. Yrsas Søn
ved Halfdani ta'r Hævn over Frodi;
hin skal blive hende kaldet
Barn og Broder, som begge vi ved".

23. Møerne mol af Magt og Evne,
jog af Ungdom og Jættevrede,
Skafterne skjalv, Lejet blev skævt,
den mægtige Sten sprang midt over.

24. Bjergkæmpens Datter derom kvad:
"Fuldmalet, Frodi! Færdige blev vi.
Nu har vi to staaet nok ved Kværnen".


Fodnoter:

[1] Jellinghede.
[2] Sverige.
[3] Pentlandsfjord, Sund mellem Orkney-Øerne og det egl. Skotland. (Saal. codd. Arn. 748 og 757 4to).
[4] Lanser.
[5] Is-Stolper.