Grottisangen (1923)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Atlantis, 1. Bind,
Aargang 1923

Oversættelse fra oldnordisk af
Thøger Larsen

Grottisangen
Indledning og oversættelse

Fenja og Menja ved kværnen Grotte
(Carl Larsson, 1886)

Den mytiske Kong Fródi, der hos Saxo gaar igen hele 5 Gange, er utvivlsomt den samme som Grækernes Havgud og Sandsigerguddom Prôtetús. Dennes Navn skal betyde "den første", men dette er en særdeles usandsynlig Forklaring, da han jo ingenlunde hører til de Gudeskikkelser, som Myterne betegner som oprindelige, og da overhovedet næppe nogen Gud har baaret et saa intetsigende Navn. Prôteusnavnet er sikkert af samme Rod som litauisk prôtas, Forstand, hvilket passer godt til Gudens Væsen og svarer ganske til nordisk fródhr, klog, kyndig. Frodi betyder ud fra denne Antagelse "den vise." Navnet Frodi forekommer paa Snorris Liste over Søkonger, og den her omtalte Frodis Død (han dræbes af Havkøer) henleder ligeledes Tanken paa Proteus, der er omgivet af en Hjord af Havkøer.

Kværnens Navn Grotti er vanskeligt. Det vilde maaske være naturligt at tænke paa Krigsguden Mars' Binavn Grâdîvus, et forøvrigt uforklaret Navn. De kværndrejende Jættekvinder henleder nemlig Tanken paa Mars' Møllesker, de saakaldte Molae Martis, om hvem man desværre iøvrigt intet veed. Men det ligger nær at formode, at ogsaa de har kunnet male Hære frem paa de blodige Valpladser. — Slm. dog græsk "khârybdis", Hvirvel, Malstrøm.

Oprindelsen til Menjas Navn er ikke svær at finde. Hos Romerne hedder hun Mânia og er Moder til Larerne, de bekendte Skytsguder. Om Navnet har Betydning fælles med Ordet mânia, Raseri, er det umuligt at afgøre. Denne Betydning vilde jo passe udmærket til en af Mars' Møllesvingere. Mânia er tillige Tavsheds-Gudinde eller Musa og hedder som saadan Tacita ("tiende"), og en Myte fortæller, at Jupiter skar Tungen af hende, fordi hun havde røbet en af hans Hemmeligheder. Om Fenja og Menja hedder det: "deres Tale var den tavs-forvandledes Tuden" (Strofe 3: "thågnhorfinnar thytr").

Sammen med Larerne nævnes hos Romerne næsten altid Penaterne (penus, Forraad). De dyrkedes sammen med Arnegudinden Vesta. Navnet Fenja kunde muligt have Sammenhæng med "penus", men er snarest identisk med Pecunia, Gudinden for Penge og Vinding. Om hende hed det sig, at hun skænkede gyldne Fingerringe, fornemme Pladser i Teatret, høje Æresposter osv., forøvrigt en Virksomhed, der stod Penaternes nær.

Vestas Fest den 9. Juni var som særlig Arnefest en Møller- og Bagerfest. Møller og Æslerne, der drev Møltestenene, blev bekransede. I Vestas Forraadskammer hensattes ogsaa det hellige Saltmel (mola salsa), tilberedt af de tre ældste Vestalinder. Sammenlign Kværnen Grotti, der efter at have malet Guld og Krigshære tilsidst maler Salt, saa det salter hele Havet.

Mars' Møllersker var ogsaa Møllernes Beskytterinder, et Træk, der peger hen imod Larernes og Penaternes Virksomhed. Fenja og Menjas Malen omfatter tydeligt alle kendte Egenskaber hos Mars' Møllesvingere og hos Pecunia og Mania, Penater og Larer: de maler Guld og Velstand og Lykke, de maler Krig og Fejde, de maler salte Malstrømme i Havet. De faar ikke Søvn i Øjet, men maa stedse drive Naturens store Møllehjul for Visdomsguden Frodi. Sent i Digtet nævnes ogsaa Yrsa, hvorved temmelig sikkert hentydes til Stjernernes Kværndans om Himmelpolen. Helgi, Hålogi eller Hölgi er nemlig en let gennemskuelig Personifikation af Stjernebilledet "den store Bjørn", som paa Græsk bl. a. kaldtes Helikê paa Grund af dens Kredsdrejning om Himmelpolen. Hålogaland laa ved vor Tidsregnings Begyndelse lige under Karlsvognen, naar denne stod højest paa Himlen. Helgis (Hålogis) Datter hed Yrsa, det latinske Ursa, der betyder Hunbjørn. Begge Himmelbjørnene kaldte Romerne Ursae, saa det er naturligt at betragte Helgis Datter Yrsa som "den lille Bjørn", der nu kredser nærmest om Himmelpolen og allerede i den senere hedenske Oldtid gjorde det.

Kong Frodi faar Jættepigerne af en Mand, som hedder "Hængekæft" (Hengikjåptr), dette Navn er vistnok en Forvanskning af latinsk "cinctus Gabinus", Navnet paa et Bælte, som Larerne tænktes at bære, og som brugtes til Opbinding af Togaen ved forskellige religiøse Ceremonier. En Personbenævnelse i Lighed med dansk "Sortkjole" for Præst.

GROTTISANGEN

Hvi kaldes Guld Frodis Mel?

Fordi Sagnet siger, at en Søn af Odin hed Skjold, hvem Skjoldunger stammer fra. Han havde sit Sæde og raadede i det Land, som nu kaldes Danmark, men som dengang hed Gotland. Skjold havde en Søn, som hed Fridleifr, der styrede Landet efter ham. Fridleifrs Søn hed Frodi, han tog Kongedømmet efter sin Fader i den Tid, da Kejser Augustus lagde Fred over Alverden; da blev Krist baaren. Og fordi Frodi var den mægtigste af alle Konger i Nordlandene, blev Freden ham tilskreven over al dansk Tunge, hvad Menneskene kalder Frodifred. Ingen Mand skadede en anden, om end han stod overfor sin Faders Bane eller sin Broders Bane, løs eller bunden. Da var der heller ingen Tyv eller Ransmand, saa at en Guldring laa tre Vintre ved Færdselsvejen over Jalangershede.

Kong Frodi drog paa Gæstebud i Svithjod hos den Konge, som kaldes Fjålnir; da købte han to Trælkvinder, som hed Fenja og Menja, de var store og stærke. Ved den Tid fandtes i Danmark to Kværnstene saa store, at ingen var stærk nok til at kunne drage dem. Og saadan Natur fulgte Kværnen, at det moles paa den, som den foremælte, der mol. Den Kværn hed Grotti. Hængekæft er Navnet paa den, som gav Kong Frodi Kværnen. Kong Frodi lod Trælkvinderne lede til Kværnen og bød dem male Guld, og saa gjorde de, mol først Guld og Fred og Frodis Lykke; da gav han dem ikke længer Hvile end mens Gøgen tav eller et Digt kunde kvædes. Det siges, at de kvad den Sang, som kaldes Grottisangen, og før de standsede Kvadet, mol de en Hær mod Frodi, saa at i samme Nat kom den Søkonge, som hed Mysingr, og dræbte Frodi og tog der meget Hærfang. Da ophørte Frodifreden. Mysingr førte med sig Grotti og tillige Fenja og Menja og bød dem male Salt, og ved Midnatstid spurgte de, om ikke Mysingr blev led ved Salt. Han bød dem male længere. De mol kun en stakket Frist, før Skibene sank ned i Petlandsfjord, og derefter blev der et Hvirvelsvælg i Havet, hvor Søen falder i Kværnøjet. Søen gnyr, naar Kværnen gnyr, og da blev Søen salt.

1. "Nu er vi komne til Kongens Huse,

fremsynte to, Fenja og Menja;

solgte til Frodi, Fridleifrs Søn,

er de mægtige Møer som Trælle."

2. Ledte til Kværnens Ladd de bødes

at sætte i Gang Graastenen;

hverken undtes dem Hvil eller Moro,

før han Kvindernes Kværnlyd hørte.

3. De talte den tavshed-slagnes Tuden:

"Ladd vi lægger, Sten vi løfter".

Male bød han Møerne atter.

4. De sang, mens de svang med Svirrestenen,

i Søvn de fleste af Frodis Trælle.

Kvad da Menja ved Malestangen:

5. "Gods og Fryd for Frodi vi maler,

Guldet i Læs paa Lykkekværnen.

Han sidde paa Dynger og sove paa Dun;

han vaagne ved Vilje; vel vi malede.

6. Her skal der ingen øde andre,

ondt ej yppe, ej ægge til Bane,

heller ej hugge hvast med Sværdet,

om Broders Bane end bunden findes."

7. De første Ord fra Frodi dog lød:

"Sov hverken I eller Sal-Gøge

eller kun, mens jeg kan mæle et Kvæde."

8. "Ej var du, Frodi, fuldvis Fyrste,

Menneskeven, ved Møkøbet;

kaaret du har efter Kraft og Ydre,

men om Ætten du ikke spurgte.

9. Haard var Hrungnir og hans Fader,

stod dog Thjazi end stærkere,

Idi og Urnir til os er Frænder,

Brødre til Kæmper, hvis Børn vi er.

10. Aldrig var Grotti af Graafjæld kommen,

den haarde Sten ej heller af Jorde,

Bjergkæmpers Møer mol ikke saadan,

kendte nogen Kværnen tilfulde.

11. Vi har leget ni Vintre sammen,

øget vort Ork i Underjorden,

snart vi Møer stod midt i Storværk,

flytted og bar vort Bofjæld selv.

12. Kampesten over Kæmpers Gærde

væltede vi, saa Vidden skælvede;

ud svang vi da Svirrestenen,

mægtig af Masse, og Mænd tog den.

13. Siden hen vi i Svithjoden,

fremsynte to, i Fylk traadte,

brød mod Bjørne og brækked Skjolde,

skar gennem Skaren af graa Særke.

14. Drot vi styrted, Drot vi støtted,

skaffed den gode Gothorm Stridsmænd,

fandt ej Fred, før falden var Knui.

15. Dengang hærged vi hele Aaret,

saa vi kendtes for Kæmper at være,

Skaar voldte de skarpe Odde,

Blodet randt, vi fik rød Klinge.

16. Nu er vi komne til Kongens Huse,

uden Naade under Aaget nede,

Søl æder Saal, og Skuldrene fryser,

Dolgrs Stol drejer vi, drøjt det er hos Frodi.

17. Hænder skal nu hvile og hvirvlende Sten,

jeg trak min Tørn og træller ej længer."

"Hvile maa endnu Hænderne ikke,

før fuldmalet Frodi finder.

18. Hænderne skal Helte, haarde Tryner,

valrøde Vaaben vække dig, Frodi!

Vaagn du nu, Frodi! hvis du vil høre

vore Sange og Sagn fra fordum.

19. Ild ser jeg brænde østen Borg,

Baalene vaager som Bud om Kampe.

En Hær kommer, hid vil den haste

og stifte Brand i Budlungs Bo.

20. Tab skal du lide af Lejretronen,

røde Ringe og Rigdomskværnen.

Mø! Tag i Stangen! Mal stærkere!

Hedt maa vi blusse ved Blodmøllen.

21. Mol min Faders Mø voldelig,

mange døende Mennesker saa hun.

Store Støtter brast under Stenen,

Fjordjærns-Stolper. Støt vil vi male.

22. End vil vi male. Yrsas Søn

ved Halfdani ta'r Hævn over Frodi;

hin skal blive baade Kvindens

Barn og Broder, som begge vi ved".

23. Møerne mol af Magt og Evne,

jog af Ungdom og Jættevrede,

Skafterne skjalv, Lejet blev skævt,

den mægtige Sten sprang midt over.

24. Bjergkæmpens Datter derom kvad:

"Fuldmalet, Frodi! Færdige blev vi.

Nu har vi to staaet nok ved Kværnen".

---

Noter: