Lokasenna (FJ)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Lokasenna




Anker Eli Petersen: Loki Laufęyjarson

Frá Ægi ok goðum

Ægir, er ǫðru nafni hét Gymir, hann hafði búit ásum ǫl, þá er hann hafði fengit ketil enn mikla, sem nú er sagt. Til þeirar veizlu kom Óðinn ok Frigg kona hans. Þórr kom eigi, þvíat hann var í Austrvegi. Sif var þar, kona Þórs, Bragi ok Iðunn kona hans. Týr var þar; hann var einhendr — Fenrisúlfr sleit hǫnd af honum, þá er hann var bundinn. Þar var Njǫrðr ok kona hans Skaði, Freyr ok Freyja, Víðarr son Óðins; Loki var þar, ok þjónustumenn Freys, Byggvir ok Beyla. Mart var þar ása ok álfa. Ægir átti tvá þjónustumenn — Fimafengr ok Eldir. Þar var lýsigull haft fyrir elds ljós. Sjálft barsk þar ǫl. Þar var griðastaðr mikill. Menn lofuðu mjǫk, hversu góðir þjónustumenn Ægis váru. Loki mátti eigi heyra þat ok drap hann Fimafeng. Þá skóku æsir skjǫldu sína ok œpðu at Loka ok eltu hann braut til skógar, en þeir fóru at drekka. Loki hvarf aptr ok hitti úti Eldi. Loki kvaddi hann.



er—Gymir: det er ikke let at se, hvorfor denne bemærkning her göres; den har intet med digtet at göre. — Fimafengr: nævnes ikke i digtet; navnet bet. ‘den der behændig skaffer til veje, udfører’. Digtet giver intet fingerpeg m. h. t. drabet på Fimafeng og Lokes flugt til skoven. Dog kan traditionen have indeholdt noget sådant. Digtet findes kun i R.



1.
Sęg þat Ęldir
svát ęinugi
feti gangir framarr,
hvat hér inni
hafa at ǫlmǫ́lum
sigtíva synir.



Ęldir: kokkens navn, ‘den der tænder ild og koger’. — ęinugi: den oprl. dativform, = ęngu. — ǫlmǫ́lum: samtale ved drikkelaget. — sigtíva synir: kampgudernes sönner = kampguderne selv.



E. kv. 2.
Of vǫ́pn sín dœma
ok of vígrisni sína
sigtíva synir;
ása ok alfa,
es hér inni eru,
mangi ’s þér í orði vinr.



vígrisni: af vígrisinn, ‘kampdygtighed’. — orði, vinr: her rimer o med v, og vistnok nogle andre steder.



3.
Inn skal ganga
Ægis hallir í
á þat sumbl at séa,
jǫll ok ǫ́fu
fœrik ása sonum
ok blęndk þęim svá męini mjǫð.



jǫll ok ǫ́fu: sål. skr. R. Bægge ord er ellers ukendte. Det ligger nær at identificere dem med hróp og róg i replikken; dog er det ikke nødvendigt, at ordene skal dække hinanden. I sv. dialekter findes jola ‘urenlighed, smuds, uorden’, men om det har noget med jǫll — hvis form er usikker — at göre, er tvivlsomt. Betydningen synes at måtte være ‘strid’ (jfr. męini i l. 6). ǫ́fu: forudsætter et áfa, fem., der synes at bet. ‘kiv, strid’ el. lign.; roden áf- er vist den samme som i œfr ‘voldsom, hidsig’.



E. kv. 4.
Vęizt, ef inn gęngr
Ægis hallir í
á þat sumbl at séa,
hrópi ok rógi
ef ęyss á holl ręgin,
á þér munu þau þęrra þat.



þęrra: aftörre, et folkeligt udtryk.



5.
Vęizt þat Ęldir,
ef ęinir skulum
sáryrðum sakask,
auðigr verða
munk í andsvǫrum,
ef þú mælir til mart.



sáryrðum: sårende ord, skældsord.



Síðan gekk Loki inn í hǫllina; en er þeir sá, er fyrir váru, hverr inn var kominn, þǫgnuðu þeir allir.


6.
Þyrstr ek kom
þessar hallar til
Loptr of langan veg,
ǫ́su at biðja,
at mér ęinn gefi
mæran drykk mjaðar.



L. 1-3 synes bestemt at tale imod prosaens fremstilling (slutn.). — Loptr: dette Lokes navn hænger sikkert sammen med, at Loke kunde ved hjælp af et par sko fare igennem luften.



7.
Hví þęgið ér
svá þrungin goð,
at mæla né męguð;
sessa ok staði
vęlið mér sumbli at,
eða hęitið mik heðan.



Da ingen svarer Loke, fortsætter han i dette vers. — þrungin: trykkede, nedtrykte. — hęitið: befaler (at jeg skal bort).



Br. kv. 8.
Sessa ok staði
vęlja þér sumbli at
æsir aldrigi;
æsir vitu
hvęim þęir alda skulu
gambansumbl of geta.



gambansumbl: jfr. ved Hárb. 20. Den nöjagtige betydn. af gamban her er ikke let at angive, ‘stort, hoved-drikkelag’.



9.
Mant þat Óðinn,
es vit í árdaga
blendum blóði saman?
ǫlvi bęgja
lézk ęigi mundu,
nema okr væri bǫ́ðum borit.



Loke ænser foreløbig ikke Brage, men henvender sig direkte til Odin, og da han føler sig sikker, tager han fat på Brage (v. 11). — blendum o. s. v., efter dette har Odin og Loke indgået fostbroderskab, hvilket forklarer, at der holdes hånd over Loke, trods alt.



Óð. kv. 10.
Rís þú Víðarr
ok lát ulfs fǫður
sitja sumbli at,
síðr oss Loki
kveði lastastǫfum
Ægis hǫllu í



Hvorfor det netop er Víðarr, der skal skænke for Loke, ti det må være meningen, er uvist. — sitja: sidde, indtage en plads, på bænken. Man må dog vist tænke sig Loke stadig som stående. — síðr: for at ikke. — lastastǫfum: ‘krænkende ord’; af last, ntr. — Vídarr kaldes ‘den tavse’; han siger heller ikke noget og Loke smæder ham ikke.



Þá stóð Víðarr upp ok skenkti Loka, en áðr hann drykki, kvaddi hann ásuna:


11.
Hęilir æsir,
heilar ǫ́synjur
ok ǫll ginnhęilǫg goð,
nema sá ęinn ǫ́ss
es innar sitr
Bragi bękkjum á.



Hęilir æsir o. s. v., er en höjtidelig, ved påkaldelse af guderne anvendt formel, jfr. Sigrdrífum. 4. I Lokes mund har den her en sarkastisk farve; han siger den med et hånsmil om læben, og nu mindes han Brages mindre velvillige tiltale.



Br. kv. 12.
Mar ok mæki
gefk þér míns féar
ok bœtir þér svá (baugi) Bragi,
síðr þú ǫ́sum
ǫfund of gjaldir,
gręmjat goð at þér.



Om Brage har haft et fortræffeligt sværd og en udmærket hest — derom vides intet, men tilbudet viser straks en svaghed hos Brage, som Loke ved at benytte. — míns féar: af mit gods, ejendom. — baugi: måtte her bruges kollektivt i alml. betydn. ‘gods’, omfattende mar ok mæki, men rimeligvis er ordet opstået ved misforståelse; ordet gör også linjen længere end godt er. — ǫfund gjaldir: viser vrede, had (mod). — L. 6: »Pådrag dig ikke gudernes vrede«.



13.
Jós ok mækis
munt æ vesa
bęggja vanr Bragi,
ása ok alfa,
es hér inni eru,
þú est við víg varastr.
(ok skjarrastr við skot).



Jós: variationen (ikke mars) er betinget af, at hovedstaven er æ. — mækis er rettelse f. arm bauga (R), der vist er fremkommet ved (det urigtige) bauga i v. 12. — munt æ vesa vanr: vil du altid undvære, ɔ: du vil aldrig (alligevel) have mod til at bruge dem. Jfr. det følg. — L. 7 er vist en senere tilföjelse; den indeholder kun en tavtologi.



Br. kv. 14.
Vęitk, ef fyr útan værak,
sem fyr innan emk,
Ægis hǫll of kominn,
hǫfuð þitt
bærak í hendi mér;
lykak þér þat fyr lygi.



Brage kan ikke slå Loke ihjæl inde i hallen, tilmed da han er hos Ægir som gæst. Men man har ikke megen tillid til Brages ord, der er ret praleriske. — L. 3 se Krit. bem.lykak: ligel. — lygi: sigter til indholdet af 136.



15.
Snjallr est í sessi,
skalattu svá gęra,
Bragi bękkskrautuðr;
vega þú gakk
ef vręiðr séir;
hyggsk vætr hvatr fyrir.



bękkskrautudr: bænkepryder, »du som kun kan være til stas på bænken«. — L. 4-5 er noget mærkelige: »du skal gå og kæmpe, hvis du er vred (ɔ: lidenskabelig ophidset)« synes at måtte forstås som: »i hvert fald kan du kun slås, hvis du er voldsom tirret«.



Ið. kv. 16.
Biðk þik Bragi
barna sifjar duga
ok allra óskmaga,
at þú Loka
kveðira lastastǫfum
Ægis hǫllu í.



L. 2-3 er uforståelige, og alle tolkningsforsøg er lige umulige; de ser ud til at være en selvstændig indskudssætning, idet 1. linjes fortsættelse er l. 4; der er sål. her en nærmere forbindelse mellem 1. og 2. halvdel.




17.
Þęgi þú Iðunn,
þik kveðk allra kvinna
vergjarnasta vesa,
síz arma þína
lagðir ítrþvęgna
of þinn bróður-bana.



Iðunn: Brages hustru; navnet har under alle omstændigheder kort vokal (sål. er udtalen den dag i dag); ið- er identisk med det velkendte ið- ‘igen’ (om en gentagelse) og antyder hende som vogterske af æblerne, der stadig så at sige ‘genopliver’ guderne. — ítrþvęgna: hvad der sigtes til er ukendt; nogen broder til Idun kender kilderne ikke. — At det er Brage, der menes, er »muligt, men ubevisligt« (Gering).



Ið. kv. 18.
Loka kveðka
lastastǫfum
Ægis hǫllu í;
Braga kyrrik
bjóri ręifan;
vilkat at it vręiðir vegizk.



L. 1-2 se Krit. bem.kyrrik: beroliger, søger at göre ham rolig. — bjóri ręifan: ophidset af øllet; udtrykket er langt svagere end ‘drukken’.



Gefj. kv. 19.
Hví it æsir tvęir
skuluð inni hér
sáryrðum sakask?
Loptki þat vęit,
at hann lęikinn es
ok hann fjǫrg ǫll fía.



Loptki: Lopt ikke (véd), jfr. sjǫlfgi (v. 29), ulfgi og lign. Man har villet rette ordet til Loka (gen.), men rettelsen er for stærk. — lęikinn: må snarest opfattes som part., ‘genstand for hekseri’, d. v. s. ‘er som besat’, ‘uden ævne til at styre sig’; som adj. (af lęikr) kan det ikke opfattes her. — fjǫrg: guderne; andet kan ordet ikke bet., jfr. fjargvefr = goðvefr. Iøvrigt se Krit. bem.



20.
Þęgi þú Gęfjun,
þess munk nú geta,
es þik glapði at gęði
svęinn hinn hvíti,
es þér sigli gaf
ok þú lagðir lær yfir.



Gęfjun: om denne gudinde fortæller Snorre, at hun er ‘mø, og de der dør som møer tjæner hende’. I virkeligheden er navnet kun et andet navn på Frigg. — glapði at gęði: forførte dit sind, forførte dig. Her fortsættes den 1. halvdel direkte med den anden; der er ingen grund til derfor at mistænke teksten. — svęinn hinn hvíti: der er intet i vejen for at antage, at Loke mener sig selv, ‘den lyse svend’, hvítr bruges ikke altid i nedsættende betydn., jfr. Þry. 15. — sigli: smykke, fibula(?). Ordet er vist et angels. låneord (sigl ‘fibula’).



Óð. kv. 21.
Œrr est Loki
ok ørviti,
es fær þér Gęfjun at gręmi;
aldar ørlǫg
hygg at ǫll of viti
jafngǫrla sem ek.



L. 3: »når du gör G. til genstand for din vrede«, ɔ: når du skælder G. ud. Andet kan ordene ikke bet. Når Odin omtaler hende i 4-6 som han gör og Frigg i v. 29 omtr. på samme måde, er det et yderligere bevis for bægges identitet. Odins hustru er ham jævnbyrdig.



22.
Þęgi þú Óðinn,
þú kunnir aldrigi
dęila víg með verum,
opt þú gaft
þęims gefa skyldira,
hinum slævurum sigr.



dęila víg: afgöre kampen. — slævurum: en ret mærkelig form, da v skulde falde bort foran u, men man ved ikke, hvor tidlig v blev helt konsonantisk. Den her fremsatte beskyldning mod Odin antydes også andre steder.



Óð. kv. 23.
Vęizt, ef gafk
þęims gefa né skyldak,
hinum slævurum sigr,
átta vetr
vast þú fyr jǫrð neðan
kýr mólkandi ok kona.
ok hefr þú þar bǫrn of borit *
ok hugðak þat args aðal. *



átta vetr o. s. v., hvad der her sigtes til, er ganske ukendt. — mólkandi: det er umuligt at sige, om ordet er trans. el. intrans. I sidste tilf. skulde Loke have været forvandlet til en ko (jfr. at han forvandler sig til en hoppe i bygmestersagnet). — De to sidste linjer er utvivlsomt senere tilföjelser; bǫrn of mgl. R, men jfr. 336. L. 8 er identisk med 246, og er vist indkommen her derfra. args aðal: en til kvinde forvandlet mands natur. Disse to linjer passer dårlig til det foregående.



24.
Ęn þik síða
kóðu Sámsęyju í,
ok drapt á vett sem vǫlur,
vitka líki
fórt verþjóð yfir,
ok hugðak þat args aðal.



síða: en gammel rettelse f. det meningsløse siga (R). At drive sejd ansås usømmeligt for mænd. Hvad der mulig sigtes til er ukendt. — drapt á: slog dig på; = drepa sér á (der findes hos en skjald), sysle med noget. — vett: anses for at være samme ord som vitt, trolddomsmiddel, og andet synes det ikke at kunne være (hvis det ikke blot er en skrivefejl). — vitka: troldmand; líki egl. ‘ligemand’; ordet kunde være dat. af lík ‘skikkelse’; »i en troldmands skikkelse«. — verþjóð: menneskeheden.



Fr. kv. 25.
Ørlǫgum ykrum
skylið aldrigi
sęgja sęggjum frá,
hvat it æsir tvęir
drýgðuð í árdaga;
firrisk æ forn rǫk firar.



Ørlǫgum: (tidligere) oplevelser, forklares ved l. 4-5. — L. 6: »man skal ikke tale om gamle skader«.



26.
Þęgi þú Frigg,
þú ’st Fjǫrgyns mær
ok hefr æ vergjǫrn verit,
es þá Véa ok Vilja
lézt þér Viðris kvæn
báða í baðm of tękit.



Fjǫrgyns: nom. Fjǫrgynn, fjǫrgyn (fem.) er navn på jorden (som Frigg oprl. er identisk med), på grundlag heraf har man i en sen tid dannet navn på Friggs fader, eftersom det var alml. skik, at skabe de mytiske væsner fader (forældre). I Lokes ord skal der åbenbart ligge hån el. bebrejdelse, men hvori den består, vides ikke. — L. 4-6: hermed sigtes der vel til en myte, som Snorre har bevaret, om at Odin forlod sit hjem og var så længe borte, at hans hustru tog hans brødre til mænd (Yngl. s. kap. 3). — Viðris kvæn: du, selve Odins hustru, uagtet du var o. s. v. — baðm: — faðm, forholdet mellem b og f her er uforklaret.



Fr. kv. 27.
Vęizt, ef inni ættak
Ægis hǫllum í
Baldri glíkan bur,
út þú né kœmir
frá ása sonum
ok væri þá at þér vręiðum vegit.



Baldri o. s. v.: her sigtes til, at Balder kunde deltage i kampe og drab; dette stemmer også med navnets betydn. ‘den stærke’, samt andre forhold, så at Balder må regnes til sigtívar. — vręiðum: er naturligvis dat. sing. ‘selv om du var nok så ophidset’.



28.
Ęnn vill þú Frigg,
at flęiri tęljak
mína męinstafi,
ek því ræð,
es ríða sérat
síðan Baldr at sǫlum.



męinstafi: = męin ‘ulykker’ (jeg har voldt). Balder forudsættes her forlængst død; der er således gået en rum tid mellem Balders død og Lokes fængsling, efter digterens opfattelse. — síðan: herefter.



Fr. kv. 29.
Œrr est Loki,
es yðra tęlr
ljóta lęiðstafi,
ørlǫg Frigg
hygg at ǫll viti,
þótt hon sjǫlfgi sęgi.



lęiðstafi: ord om lede, skadelige, gærninger.



30.
Þęgi þú Fręyja,
þik kank fullgǫrva,
esa þér vamma vant,
ása ok alfa,
es hér inni eru,
hvęrr hęfr þinn hór verit.



vamma: moralske brøst. — hór: elsker (egl. ægteskabsbryder).



Fr. kv. 31.
Flǫ́ es þér tunga,
hygg at þér fręmr myni
ó-gótt of gala,
ręiðir ro þér æsir
ok ǫ́synjur,
hryggr munt hęim fara.



Flǫ́: falsk. — myni: subj. er tunga. — gala: snakke ubesindigt. — ó-gótt: i den slags forbindelser kan hovedordet (det sidste led) bære rimet. — hryggr: bedrøvet, d. v. s. hårdt behandlet.



32.
Þęgi þú Fręyja,
þú est fordæða
ok męini blandin mjǫk,
síz þik at brœðr þínum
stóðu blíð ręgin
ok myndir þá Fręyja frata.



fordæda: heks, egl. forgörerske; tager sikkert sigte på, at Freyja forstod sig på sejd. — męini: ondskab, lyst til at vise en sådan. — at: hos (i sæng hos). Snorre meddeler, at hos Vanerne, hvortil Freyja (og Njord) hørte, var søskendeforbindelser tilladte. — stóðu: greb på fersk gerning, overrumplede; iøvrigt rettelse for det her umulige siþo (R). — Sidste l. antyder vel en følge af, hvor overrasket Freyja blev. — Hvad der kan sigtes til, er ukendt.



Nj. kv. 33.
Þat ’s válítit,
þótt sér varðir fái
vers hós eða hvárs,
hitt ’s undr es ǫ́ss ragr
es hér inn of kominn
ok hęfr sá bǫrn of borit.



válítit: lidet opsigtvækkende, mærkeligt. — varðir: af vǫrð ‘kvinde’. — vers: ægtemand. — hós: det samme som hó(r) i Hárb. 48, ‘elsker’. Teksten er ikke sikker i l. 2-3. Meningen synes at være: »det er ikke mærkeligt, om kvinder får sig en mand eller, om så skal være, en elsker«; se Krit. bem.



34.
Þęgi þú Njǫrðr,
þú vast austr heðan
gísl of sendr at goðum,
Hymis męyjar
hǫfðu þik at hlandtrogi
ok þér í munn migu.



austr heðan: i østen herfra, ɔ: øst for os her, i østerleden, hvilket atter siger det samme som ‘østfra’, men mulig er blot austan den oprl. læsemåde. — gísl: som gidsel, jfr. Snorres fremstilling i Yngl. s. — Hvad der sigtes til i l. 4-6 er uvist, en allegori ligger næppe heri; dette er en af Lokes störste grovheder. — Hymis męyjar: må bet. ‘jættekvinder’.



Nj. kv. 35.
Sú erumk líkn,
es vask langt heðan
gísl of sendr at goðum,
þá mǫg gatk,
þanns mangi fíar,
ok þykkir sá ása jaðarr.



líkn: trøst. — mǫg: ɔ: Freyr. — ása jaðarr: asernes værn, ypperste, jfr. folks (hers) jaðarr og angels. eodor ‘hegn, fyrste’.



36.
Hætt nú Njǫrðr,
haf þú á hófi þik,
munka því lęyna lęngr,
við systur þinni
gazt slíkan mǫg
ok es þó ónu verr.



es: R har her þera, men þ er udprikket; era passer ikke godt og må rettes til er (es), »og han er dog værre end man kunde vænte«. — ónu: = vǫ́nu ‘forvæntning’.



Týr kv. 37.
Fręyr es baztr
allra ballriða
ása gǫrðum í,
męy né grœtir
né manns konu
ok lęysir ór hǫptum hvęrn.



ballriða: af alle de stærke ryttere, guderne. Guderne må ride til deres domssted, se Grí 31; iøvrigt er denne betegnelse her noget påfaldende.



38.
Þęgi þú Týr,
þú kunnir aldrigi
bera tilt með tvęim,
hǫnd hina hœgri,
munka hinnar geta,
þér slęit Fęnrir frá.



tilt: ntr. til et tilr, der ellers ikke findes, men er identisk med got. (ga)tils ‘passende’; angels. til ‘dygtig, god’, bera tilt bet. ‘bære forligsord’. Herpå beror vel Snorres ord: ok ekki kallaðr sættir manna om Tyr. — hinnar: den anden, ɔ: den venstre (»den dur ikke til noget«). Iøvrigt er der foretaget tekstrettelser, se Krit. bem.



Týr kv. 39.
Handar emk vanr,
ęn þú hróðrsvitnis,
bǫl es bęggja þrǫ́;
ulfgi hęfr ok bętr
es í bǫndum skal
bíða ragnarøkrs.



hróðrsvitnis: der menes Fenrir; det er tvivlsomt, hvorledes hróðrs- bör forstås; jfr. Hym. 11. ‘Ulven Hróðr’ el. ‘den navnkundige ulv’. — L. 3: »Savn er bægges ulykke« — »du savner din sön, jeg min hånd". — bętr: bedre; rettelse for val i R, hvorved der ingen rimforbindelse findes. Fejlen er ikke större el. mere ubegribelig end som så mange andre notoriske fejl.



40.
Þęgi þú Týr,
þat varð þinni konu,
at hón átti mǫg við mér,
ǫln né penning
hafðir aldrigi
þess vanréttis, vesall.



þat—konu: det skete for din hustru, d. v. s. det uheld ramte o. s. v. Vi kender intet til, hvortil der sigtes. Tyrs hustru er ukendt. — ǫln, penning: de mindste enheder som betalingsmiddel; ǫln var ⅙ af en øre, penning ⅒. — þess vanréttis: for den forurettelse. — vesall: er nærmest vokativ: »du elendige«.



Fr. kv. 41.
Ulf sék liggja
árósi fyrir
unz of rjúfask ręgin,
því munt næst
nema þú nú þęgir
bundinn, bǫlva smiðr.



Ulf: Fenris ulven. — árósi fyrir: foran elve-mundingen; hvis dette skal forstås sål., måtte det forudsætte, at ulven var bunden ude på en holm (Snorre), udenfor en elvs munding; men óss kan også bet. ‘udspring’; Snorre fortæller, at ud af den bundne ulvs gab flyder ‘spyt’, der bliver til elven Ván; der kan da være sigtet hertil. — þvi næst: temporalt. — bundinn: ligesom ulven. — bǫlva smidr: ‘(alle) ulykkers smed’ (jfr. ‘rænkesmed’).



42.
Golli kęypta
lézt Gymis dóttur
ok sęldir þitt svá sverð,
en es Múspells synir
ríða Myrkvið yfir,
vęizta þá, vesall, hvé þú vegr.



L. 1-3 jfr. Skírn. — svá: kan ikke bet. ‘tillige’. — ríða o. s. v.: efter dette må Muspellssönnerne tænkes at komme sydfra, over Mörkskoven, jfr. Vǫlkv. beg.



B. kv. 43.
Vęizt, ef øðli ættak
sem Ingunar-Freyr
ok svá sælligt setr,
męrgi smæra
mølðak męinkrǫ́ku
ok lęmða alla í liðu.



øðli: odel, grundejendom. — Ingunar-Fręyr: må bet. det samme som Yngvi-Freyr. A. Kock har villet forklare ordet som Inguna-ár-Freyr, Inguna = ‘Ingvinernes (Ingævonernes) — år — gud’, men dette er tvivlsomt; r’et bliver ialfald vanskeligt at tolke. — sælligt setr: rigt hjem. — męinkrǫ́ku: skade-krage; krager var spådomsfugle og varslede ofte ilde ved deres skrig. — liðu: er obj. for lęmða, í er adverbielt, ‘deri’.



44.
Hvat ’s þat hit litla
es lǫggra sék
ok snapvíst snapir,
at ęyrum Fręys
munt æ vesa
ok und kvernum klaka.



lǫggra: vifte med halen, som en hund. — snapir: jfr. Hávm. 62. — at ęyrum: som en ørentuder og smigrer. — klaka: kvidre, pippe. — und kvernum forklares ved navnet, se næste vers.



B. kv. 45.
Byggvir hęitik,
ęn mik bráðan kveða
goð ǫll ok gumar,
því emk hér hróðugr,
at drekka Hropts męgir
allir ǫl saman.



Byggvir: dannet af bygg ‘byg’; som Freys tjæner er B. en personifikation af denne kornart (netop den i norden dyrkede); da forstår man ‘under kværnen’, hvor byggen maledes, og den derved frembragte lyd. — bráðan: hidsig; dette hænger sammen med, at af byggen lavedes øl, hvis virkning var ‘hidsighed’. I nöjeste forb. hermed står l. 4-6. ǫl = byggvir). — Hropts męgir: Odins sönner = aserne.



46.
Þęgi þú Byggvir,
þú kunnir aldrigi
dęila með mǫnnum mat,
ok þik í flęts strái
finna né mǫ́ttu,
þás vǫ́gu verar.



dęila—mat: som Freys tjæner; der sigtes vel til byggryns-grød el. bygbrød som anvendt ved måltider. Bygg er et særlig nordisk ord, der hænger sammen med roden i búa, og bet. sål.: ‘det (særlig) dyrkede’. — I den sidste halvdel bebrejder Loke Byggver hans fejhed; »du skjulte dig — så lille som du er (441) — i bænkehalmen« — da andre viste deres tapperhed.



H. kv. 47.
Ǫlr est Loki,
svát est ørviti,
hví né lęzkat Loki,
ofdrykkja
vęldr alda hvęim,
es sína mælgi né manat.



L. 1-3 findes også i SnE sammen med 294-6 som ét vers. — lęzkat = lęzk-at, lęzk med. til lętja ‘afholde’; »hvorfor holder du ikke styr på dig selv?«. — L. 6: »at han ikke husker (som ædru) sin snakkesalighed«, som — det må være meningen — mulig har været altfor stor og som vedk. kan komme til at fortryde. Iøvrigt havde man ikke væntet denne fortsættelse af l. 1-3.



48.
Þęgi þú Heimdallr,
þér vas í árdaga
hit ljóta líf of lagit;
ǫrgu baki
þú munt æ vesa
ok vaka vǫrðr goða.



ǫrgu: avrgo R, er at opfatte som ǫrðgu, af ǫrðígr, ‘oprejst’; belyser hit ljóta líf; dette stemmer ikke med Grí 13, men her er det jo Loke, der taler. — vǫrðr: som vogter.



H. kv. 49.
Létt ’s þér Loki,
munattu lęngi svá
lęika lausum hala,
þvíat þik á hjǫrvi
skulu hins hrímkalda magar
gǫrnum binda goð.



Létt ’s þér: du er (nok) oprömt. — á hjǫrvi: utolket ord; som bekendt blev Loke bunden og lagt over 3 stene, rejste på kant (Snorre). Om der her foreligger et andet mytetræk; ‘på sværd’ synes ingen mening at give; nogen let rettelse er det vanskeligt at finde. — hrímkalda magar: ifg. Snorre var det Narfe; hrímkalda: på grund af sin jætteherkomst.



50.
Vęizt, ef mik á hjǫrvi
skulu hins hrímkalda magar
gǫrnum binda goð,
fyrstr ok øfstr
vask at fjǫrlagi,
þars vér á Þjaza þrifum.



fjǫrlagi: død, drab. — þrifum: greb (hårdt); et mildere udtryk for ‘dræbte’.



Sk. kv. 51.
Vęizt, ef fyrstr ok øfstr
vast þú at fjǫrlagi,
þás ér á Þjaza þrifuð,
fra mínum vúum
ok vǫngum skulu
þér æ kǫld rǫ́ð koma.



véum ok vǫngum: vi og vange, d. v. s. hjem; man lægge mærke til vangar i denne forbindelse; i norske stednavne bruges vangr om steder, der står i forb. med kultus. — kǫld: fjendtlige; jfr. Vafþr. 10.



52.
Léttari í mǫ́lum
vast við Laufęyjar son,
þás lézt mér á bęð þinn boðit,
getit verðr oss slíks,
ef gǫrva skulum,
tęlja vǫmmin vǫ́r.



Léttari: venligere, gladere. — gǫrva: fuldkommen (adv.). — vǫmmin vǫ́r: sål. R; efter det skulde -in være den tilföjede artikel; men man vægrer sig ved at tro, at den er så gammel; på den anden side findes artiklen aldrig ellers foran pronomen; at opfatte -in som enn, og dette da betonet, gör linjen rytmisk utiltalende.



Þá gekk Sif framm ok byrlaði Loka í hrímkálki mjǫð ok mælti:


53.
Hęill vestu nú Loki,
ok tak við hrímkálki
fullum forns mjaðar,
hęldr hana ęina
látir með ása sonum
vammalausa vesa.



hęldr: hellere, ɔ: for at du hellere. — hana: = mik. — látir— vesa: lader (hende) gå fri (for). — vammalausa: uden lyde ɔ: bebrejdelser for moralske brøst. R har -lausum, hvilket er meningsløst og fremkommet ved det foranstående sonum (hyppig afskriverfejl).



Hann tók við horni ok drakk af.


54.
Ęin þú værir,
ef svá værir,
vǫr ok grǫm at veri,
ęinn ek vęit,
svát vita þykkjumk,
hór ok af Hlórriða
ok var þat sá hinn lævísi Loki.



vǫr ok grǫm: forsigtig (retskaffen) og stræng (utilgængelig); gramr findes ellers ikke i den betydn., som det her må have. — L. 5: »således at jeg mener bestemt at vide det«. — hór af Hl.: ægteskabsbryder overfor Hl., af vel egl. ved, på grund af, som Sifs ægtemand. — Hvad der sigtes til er ukendt.



Bęyla kv. 55.
Fjǫll ǫll skjalfa
hygg á fǫr vesa
hęim Hlórriða,
hann ræðr ró,
þęims rœgir hér
goð ǫl ok guma.



hęim: R har hęiman ‘hjemmefra’; dette kan ikke være rigtigt. Tor var uden tvivl på en af sine Østerfærdsrejser. Ellers vilde han have været tilstede. — ræðr ró: bringer til stilhed. — rœgir: udskælder (med lögnagtige beskyldninger).



56.
Þęgi þú Bęyla,
þú ’st Byggvis kvæn
ok męini blandin mjǫk,
ó-kynjan męira
koma með ása sonum,
ǫll est dęigja dritin.



Bęyla: Byggvirs hustru, som må have indtaget en lignende stilling som han selv. Sievers tolkede navnet som Baunilo, af baun ‘bönne’, men dette er næppe rigtigt. Ordet kan bedre sættes i forb. med baula ‘ko’; hun kaldes (l. 6) dęigja dritin, ‘beskidt dęigja’, dęigja af dęig ‘brøddej’, navnet bet. sål. ‘brødgørerske’, hvilket passer fortræffelig til hendes mands navn; hun har vel også skullet malke køerne. — ó-kynjan: utyske; egl. ‘noget der er udenfor sin slægt, degenereret’.
Da Tor er blevet nævnet ved navn, er han der på stedet. Og nu følger digtets sidste afsnit.



Þá kom Þórr at ok kvað:


57.
Þęgi þú rǫg véttr,
þér skal minn þrúðhamarr
Mjǫlnir mál fyrnema,
hęrða klett
drepk þér halsi af,
verðr þá þínu fjǫrvi of farit.



rǫg: = ǫrg i ordets slemme betydn. — þrúðhamarr: stærke hammer. — hęrda klett: skuldersten, hoved.



58.
Jarðar burr
es hér nú inn kominn,
hví þrasir þú svá Þórr?
en þá þorir þú ękki,
es þú skalt við ulf vega
ok svęlgr hann allan Sigfǫðr.



burr: mgl. R, ‘Jordens sön’ = Tor. — þrasir: farer rasende. — L. 5: »når du skal kæmpe med ulven«, Loke insinuerer, at egl. skulde Tor kæmpe med Fenrir, men dette var aldrig den mytologiske opfattelse; Loke gör sig her, som oftere, skyldig i falsk beskyldning. — Sigfǫdr: Odin.



Þ. kv. 59.
Þęgi þú rǫg véttr,
þér skal minn þrúðhamarr
Mjǫlnir mál fyrnema,
upp þér verpk
ok á austrvega,
síðan þik mangi sér.



upp: op i luften (og langt bort, til østerleden).



60.
Austrfǫrum þínum
skalt aldrigi
sęgja sęggjum frá,
síz í hanzka (þumlungi)
hnúkðir ęinhęri,
ok þóttiska þá Þórr vesa.



Austrfǫrum: anledning til dette tager Loke af austrvega i foreg, vers. — hanzka þumlungi: hentydning til sagnet om Tor og Utgårdsloke, jfr. Hárb. 26; þumlungi er vist en senere tilføjelse. — hnúkðir: sad på huk. — ęinhęri: enekæmper; her usædvanligt om Tor; ellers kun i plur. Einherjar om Valhalskæmperne. Ordet er her brugt ironisk-bidende. — L. 6: »du trode ikke selv på, at du var Tor.«



Þ. kv. 61.
Þęgi þú rǫg véttr,
þér skal minn þrúðhamarr
Mjǫlnir mál fyrnema,
hęndi hinni hœgri
drepk þik Hrungnis bana,
svát þér brotnar bęina hvat.



Hrungnis bana: med Hrungnis bane, ɔ: hammeren; bana dativ. — bęina hvat: alt hvad der er af ben (knogler).



62.
Lifa ætlak
mér langan aldr,
þótt hœtir hamri mér,
skarpar álar
þóttu þér Skrýmis vesa,
ok máttira nesti náa.
(ok svalzt þú þá hungri hęill).



hœtir: truer. — L. 4-6 atter ondskabsfuld hentydning til Tors forsmædelige færd hos Utgårdsloke. L. 7 er vist et senere — ganske overflødigt — og tavtologisk tillæg. — hęill: iøvrigt uden at fejle noget; kan ses i belysning af ordsproget æ getr kvikr kú.



Þ. kv. 63.
Þęgi þú rǫg véttr,
þér skal minn þrúðhamarr
Mjǫlnir mál fyrnema,
Hrungnis bani
mun þér í hęl koma
fyr nágrindr neðan.



Hrungnis bani: Tor er ikke veltalende og ikke opfindsom til at variere sine udtryk. — nágrindr: dødninge-porten, ɔ: indgangen til Hel.



64.
Kvaðk fyr ǫ́sum,
kvaðk fyr ása sonum,
þaz mik hvatti hugr,
ęn fyr þér ęinum
munk út ganga,
þvíat ek vęit at þú vegr.



ǫ́sum—ása sonum: udtrykkene er i grunden identiske, men gentagelsen gör udtalelsen kraftigere. — L. 4-6 er den afgørende slutning, Lokes indrømmelse er en glansfuld sejr for Tor.



65.
Ǫl gęrðir Ægir,
ęn þú aldri munt
síðan sumbl of gęra,
ęiga þín ǫll,
es hér inni es,
lęiki yfir logi, *
brinni þér á baki.



Til slutning kan Loke ikke dy sig for at ønske Ægir alt ondt, hidtil er han sluppen fri. Dette vers vender ligesom tilbage til begyndelsen. — L. 6 er afgjort uægte, den står i umulig syntaktisk forbindelse med l. 4-5, hvad derimod l. 7 gör: »hele dit eje brænde over ryggen på dig« ɔ: gid du og alt dit må gå ynkelig til grunde. Ønsket var alml. folkeligt; det samme findes også i Skíðaríma 19.



Frá Loka

En eptir þetta falsk Loki í Fránangrsforsi í lax líki. Þar tóku æsir hann. Hann var bundinn með þǫrmum sonar síns Nara, en Narfi sonr hans varð at vargi. Skaði tók eitrorm ok festi upp yfir annlit Loka; draup þar ór eitr. Sigyn kona Loka sat þar ok helt munnlaug undir eitrit. En er munnlaugin var full, bar hon út eitrit, en meðan draup eitrit á Loka. Þá kipðisk hann svá hart við, at þaðan af skalf jǫrð ǫll. Þat eru nú kallaðir landskjálptar.



Nari svarer til Váli hos Snorre, men fremstillingen er anderledes, idet Vali og Narfe hos ham er byttede om. Mulig er Nara her fejlskrevet for Vála.



HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.