Egirs Giestebud (B.C.Sandvig)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda

Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785

Egirs Giestebud’, og Lokes Gude-Forhaanelse.

Egir, som med et andet Navn heed Gymir, havde brygget Øl til Aserne, da han havde faaet den store Kiedel, som nu er fortalt. Til dette Giestebud kom Odin og hans Kone Frygg, men Thor kom ikke; thi han var i Østerlandene. Sif, Thors Kone, var der, samt Bragi og Idun hans Kone. Tyr var der ogsaa; han havde kun een Haand, thi Ulven Fenrir beed den anden af ham, da han var bundet. Der var Niordur og hans Kone Skadi, Freir og Freya, samt Vidar, Odins Søn. Loke var der ogsaa, samt Freyrs Tienestefolk, Beigver og Beila. Desuden vare der mange Aser og Alfer.

Egir havde to Tienestemænd, Finnafeingur og Eldir. Der brugdes skinnende Guld istedet for Ildens Lys. Øllet frembares der af sig selv. Der var et stort Fristed. Giesterne talede meget om, hvor gode Egirs Tienestefolk vare; det kunde Loke ikke taale at høre, og derfor dræbte han Finnafeingur. Da sloge Aserne paa deres Skiolde, giorde Anfald paa Loke og jagede ham bort til Skoven. Derefter ginge de igien hen at drikke. Loke kom strax bag efter dem og fandt Eldir udenfor, til hvilken han saaledes talede:

1. Fortæl mig, Eldir!

Saa at du ikke

Rører dig af Stedet,

Hvad herinde

Seirguders Sønner,

Snakke om ved Bordet.

Eldir:

2. Om deres Vaaben

Og deres Styrke tale

Seirguders Sønner.

Aser og Alfer,

Som derinde ere,

Tale ikke om dig ret venligt.

Loke:

3. Jeg vil indgaae

Udi Egirs Sal,

Det Giestebud at see.

Skam og Skiendsel

Bærer jeg Asers Sønner,

Og blander dem saa Meen i Miød.

Eldir:

4. Saa viid, at om du indgaaer

Udi Egirs Sal

Det Giestebud at see;

Den Skam og Skiendsel,

Du bærer paa milde Guder,

De vist hævne den paa dig selv.

Loke:

5. Saa viid da, Eldir!

Om vi eene skulle

Med Skieldsord stride,

Overmand bliver jeg vist

I mit Giensvar,

Taler du formeget.

Siden gik Loke ind i Salen, og der Giesterne saae, hvem der var indkommen, tauge alle stille. Da sang Loke:

6. Tørstig jeg kom

Hid til denne Sal,

Træt af den lange Vei,

Aser at bede,

At de mig give

Kun en reen Drik Miød.

7. Hvi tie

I saa stolte Guder,

At I gide ei talet?

Sæde mig vælger

Hvor jeg nu sidde kan,

Eller byder mig bortgaae.

Odin:

8. Aserne aldrig

Sæde dig vælge,

Hvor du sidde kan,

Fordi Aser vide,

Hvem de give skulle

Giestebud og Glæde.

Loke:

9. Husker du, Odin!

Da vi i Tids-Fødsel

Blanded' vort Blod sammen?

Øl ret aldrig

Loved' du at smage

Uden det blev for os begge baaret.

Odin:

10. Stat op da, Vidar!

Og lad Ulvs-Fader

Sidde her hos os;

Hilste os med Skieldsord

Her i Egirs Sal.

Da stod Vidar op, og skienkede for Loke; men førend han drak, sang han saaledes:

11. Hæld eder Aser,

Hæld eder, Asinder,

Og hver en evig-hellig Gud,

Uden kun den As,

Bragi, som sidder

Paa den inderst' Bænk.

Bragi:

12. Hest og Kaarde

Gir jeg dig af min Rigdom,

Og dertil endnu Ringe,

At du ei Aser

Skieldsord vil give,

Opirr ei Guder mod dig.

Loke:

13. Hest og Armringe

Skal du bestandig

Begge savne, Bragi!

Af Aser og Alfer,

Som herinde ere,

Er du til Mord vaersomst,

Og taabeligst i Skud.

Bragi:

14. Jeg veed, om jeg var udenfore,

Som jeg nu inde er

I Egirs Sal kommen,

Dit Hoved har jeg da

Udi min Haand,

Og for Løgn dig lønned'.

Loke:

15. Ret snild er du i Sædet,

Saa skulde du ei være,

Bragi Bænkepryder!

Gaae du i Strid,

Naar du vred Mand seer,

Den tappre fatter snar Beslutning.

Idun:

16. Bragi, jeg beder,

For vor fælles Afkom

Og alle Paarørend',

At du ikke Loke vil

Her udskielde

Udi Egirs Sal.

Loke:

17. Tie stille, Idun!

Dig troer jeg af alle Qvinder,

Mandlyst'nest at være.

Da du med din' Arme

Veltoede omfavned'

Ham, din Broders Morder.

Idun:

18. Loke! jeg giver

Dig ei Skieldsord

Udi Egirs Sal.

Bragi jeg stiller,

Som er drukken.

Jeg vil ei at I vrede kives.

Gefion:

19. Hvi, I Aser to!

Skulle I vel her

Med Skieldsord stride.

Loptur det veed

At han øved er

Og han ei vil vige.

Loke:

20. Tie stille, Gefion!

Det vil jeg fortælle

At dit hierte fanged'

En smuk Ungkarl,

Som et Slør dig gav,

Og du lagde Laar over.

Odin:

21. Gal er du, Loke!

Og forvildet,

Da du giør Gefion vred paa dig.

Alle Tiders Skiebner

Troer jeg at hun kiender

Lige saa klart som jeg.

Loke:

22. Tie stille, Odin!

Du kunde aldrig

Dele Strid blant Krigsmænd.

Tit du gav

Som du dog ikke burde,

Den feige Stridsmand Seier.

Odin:

23. Veed du om jeg gav

Som jeg dog ikke burde

Den feige Stridsmand Seier?

Otte Vintre var du

Under Jorden,

Malked' Køer og var Kone,

Der haver du født Sønner,

Og troer jeg det Feigs Mærke.

24. Du har jo pattet

Køer paa Samsøe,

Og redet paa Udyr, som Voler,

Som en Taabe reiste

Du igiennem krigersk' Folk,

Og troer jeg det Feigs Mærke.

Frigg:

25. Men eders Skiebner

Skulde I aldrig

Folk fortælle saa,

Hvad I Aser to

Giorde i Tids-Fødsel

For Folk bør altid skiules.

Loke:

26. Tie stille, Frigg!

Du er Fiorginns Møe,

Og har altid mandkaad været,

Du har jo Ve og Vile,

Skiønt du var Vidrers Viv,

Begge med Arme favnet.

Frigg:

27. Viid, om jeg havde inde

Her i Egirs Sal

Balder lignend' Søn,

Vis du ei udkom

Fra Asers Sønner,

Men vist blev du da dræbt udi Vrede.

Loke:

28. Vil du da, Frigg!

At jeg flere bidend'

Ord dig skal sige?

Det voldte jeg

At du aldrig silde

Seer Balder til dig ride.

Freia:

29. Gal er du, Loke!

At du saa opregner

Deres Skambedrifter.

Jeg troer vist at Frigg

Veed hvers Skiebne,

Skiønt hun det ei siger.

Loke:

30. Tie stille, Freia!

Ret vel jeg dig kiender,

Ei er du fri for Feil!

Aser og Alfer,

Som herinde ere

Have alle med dig horet.

Freia:

31. Ublue er din Tunge,

Jeg troer at den skal fremdeles

Ondt om os tale.

Vred' paa dig ere Aser

Og Asinder,

Sorgfuld du vist hiemreiser!

Loke:

32. Tie stille Freia!

Du er et stort Skarn,

Giennemblandet med Ondt.

Du laae ved din Broders Side,

Venlig' Gudinde!

Og haver du da, Freia! f . . . t.

Niordur:

33. Det er uvigtigt,

Om hun lysten sig tager

Til Beiler hver.

Det er Under

At qvindlig As

Er til os indkommen,

Som haver selv før født Sønner.

Loke:

34. Tie stille, Niordur!

Du blev Østen herfra

Sendt som Gissel til Guder.

Hymirs Møer

Brugde dig til Natpotte,

Og i din Mund pissed'.

Niordur:

35. Det er min Trøst,

Da jeg længe siden

Gissel blev sendt til Guder,

Avled' jeg Søn,

Som overgaaer alle,

Og holdes for Asers Fyrste.

Loke:

36. Hold nu op, Niordur!

Og før dig høfligt op,

Længer' kan jeg det ei fortie,

At med din Søster

Avled' du din Søn,

Det værste du giorde da.

Tyr:

37. Freir er den beste

Af alle Krigsmænd

Udi Asers Gaard.

For Møe han ei sørger

Eller Mands Kone,

Men løser alle af Baand.

Loke:

38. Tie stille, Tyr!

Du kan dog aldrig

Bære Bylt med to.

Om din Haand den høire

Vil jeg nu lidt tale,

Som Fenrir af dig beed.

Tyr:

39. Haanden jeg vel fattes,

Men du et got Rygte,

Begges Savn er stort.

Ulven lever

Nu ei vel i Lænker,

Forventend' Gudemørk.

Loke:

40. Tie stille, Tyr!

Det giorde din Kone,

At hun avled' Barn med mig,

Alen eller Penning

Fik du derfor aldrig,

Din Gield du ei inddrev.

Freir:

41. Ulv seer jeg ligge

For Aaens Mund,

Til Guder falde.

Og du skal strax,

Hvis du ikke tier,

Bindes, Ondskabs-Virker!

Loke:

42. For Guld lod du kiøbe

Gymirs Datter,

Og solgte saa dit Sværd.

Men naar Muspells Sønner

Ride giennem Mørk-Ved,

Veed da din Usling, hvormed at stride?

Beigver:

43. Viid, at om jeg eied' Hierte,

Som den høie Freir,

Og saa salig Boelig;

Mindre end Meel

Maled' jeg da Meenkragen,

Og alle hans Lemmer knused'.

Loke:

44. Hvad er det for lidet,

Som jeg seer ligge der

Og Sladder sladdre?

Ved Freirs Øre

Skal du evig hænge,

Og under Qvernen knage.

Beigver:

45. Beigver jeg heder,

Iilsindet mig kalde

Alle Folk og Guder.

Thi er jeg her værdiget

Øl med Hropturs Sønner

I Selskab at drikke.

Loke:

46. Tie stille, Beigver!

Du kunde end aldrig

Dele blant Krigsmænd Mad.

Og udi Græsset

Du ei modtoges,

Hvor de tappre strede.

Heimdallur:

47. Drukken er du, Loke!

Saa du ei mere sandser,

Hvi tier du ei, Loke!

Thi megen Drukkenskab

Volder Tidens Børn,

At Sladderen aldrig faaer Ende.

Loke:

48. Tie stille, Heimdallur!

Dig blev i Tids-Fødsel

Det leede Liv beskikket:

Ryggen skabbet

Skal du altid have,

Og vaage, Guders Vægter.

Heimdallur:

49. Godt har du nu, Loke!

Men du ei længe skal

Med løs Hale lege.

Naar med din riimkolde

Søns Indvolde dig binde

Guder til et Sværd.

Loke:

50. Viid, at om end mig binde

Med riimkolde Søns Indvolde

Guder til et Sværd,

Dog første og sidste

Var jeg, da I samtligen

Grebe Thiasse i Lunden.

Beila:

51. Viid, om du første og sidste

Var i den Voldsgierning,

Da I alle Thiasse

Dreve fra Runer

Og hellige Vange,

Altid skal dig koldt Raad hændes.

Loke:

52. Finere i Talen

Var du mod Laufeia's Søn,

Da jeg blev af dig i din Seng budet.

Sligt maae og fortælles

Om vi nøie skulle

Vore Laster opregne.

Da gik Sif frem, skienkede Loke Miød i et Iisbæger og sang:

53. Hæld være dig, Loke!

Tag nu mod Iisbægg'ret,

Fuldt af gammel Miød,

For at du mig eene

Lader blant Asers Afkom

Være fri for Skiendsel.

Loke tog mod Hornet, drak det ud og svarede:

54. Du det skulde,

Om du var ikkun

Grum og haard mod Mandfolk.

Men jeg veed,

Og som jeg troer, med Vished,

Om Hoer og Hlorrida,

Og var det den løgnglade Loke.

Beila:

55. Fieldene skielve,

Nu troer jeg at paa Reisen

Hiemad er Hlorrida,

Han lærer ham Frygt,

Som sammensætter her

Alle Folk og Guder.

Loke:

56. Tie stille, Beila!

Du er dog en Hex,

Giennemblandet med Ondt.

Større Uteerlighed

Kom ei blant Asers Sønner:

Øl brygged' du, med Skarn besudlet.

Da kom Thor til og sang:

57. Tie stille, Gudspotter!

Dig skal min Jernhammer,

Miølner, Tungen binde.

Skuldres Bierg

Hugger jeg af din Hals,

Og bliver det da dit Livs Ende.

Loke:

58. Jordens Søn

Er nu her indkommet.

Hvi trodser du saa, Thor!

Men da trodser du ikke,

Naar du skal mod Ulven stride,

Og den svælger hele Seirfader.

Thor:

59. Tie stille, Gudspotter!

Dig skal min Jernhammer,

Miølner, Tungen binde.

Jeg kaster dig

Op og hen mod Østen,

Og siden seer dig ingen.

Loke:

60. Dine østlig' Reiser

Skal du aldrig

Folk fortælle om.

Du sad i Handske-Tommen,

Sammenbøiet, Einherie!

Og syntes dig da Thor at være

Thor:

61. Tie stille, Gudspotter!

Dig skal min Jernhammer,

Miølner, Tungen binde.

Med min høire Haand, som

Dræbte Hrungner, jeg dig dræber,

Saa at dig brydes hvert et Been.

Loke:

62. Leve agter jeg dog

En lang Alder,

Skiønt din Hammer truer mig.

Haarde syntes

Skrimners Lænker dig at være,

Og Madpose du da havde ei,

Men piintes sund af Hunger.

Thor:

63. Tie stille, Gudspotter!

Dig skal min Jernhammer,

Miølner, Tungen binde,

Hrungners Drabsmand

Skal dig til Hel kaste

Nedenfor Liig-Dørren.

Loke:

64. Jeg sang for Aser,

Jeg sang for Asers Sønner,

Hvad mig kom paa Tunge,

Men for dig ene

Vil jeg udgange,

Thi jeg veed vist at du hugger.

65. Øl brygged' du, Egir!

Men du aldrig skal

Siden Giestebud giøre.

Al din Rigdom,

Som herinde er,

Skal af Lue tændes,

Og brænde dig paa Bagen.

Derefter skiulede Loke sig i Franangers-Foss i Laxe-Skikkelse, hvor og Aserne grebe ham. Han blev bunden med sin Søn Nars Tarme, men hans anden Søn Narfi blev til en Ulv. Skadi tog en Edderorm og hængde den op over Lokes Ansigt, og dryppede der Edder udaf den. Sigyn, Lokes Kone, sad der og holdt et Kar under Edderet, og naar Karret var fuldt, bar hun Edderet ud, og imidlertid dryppede det paa Loke, det krympede han sig saa stærkt ved, at hele Jorden skielvede deraf, og det kaldes nu Jordskielv.

Note: I Sandvigs oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.