Egirs Giestebud (B.C.Sandvig)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda


Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785


Egirs Giestebud’, og Lokes Gude-Forhaanelse.


Lokasenna.jpg

Egir, som med et andet Navn heed Gymir, havde brygget Øl til Aserne, da han havde faaet den store Kiedel, som nu er fortalt. Til dette Giestebud kom Odin og hans Kone Frygg, men Thor kom ikke; thi han var i Østerlandene. Sif, Thors Kone, var der, samt Bragi og Idun hans Kone. Tyr var der ogsaa; han havde kun een Haand, thi Ulven Fenrir beed den anden af ham, da han var bundet. Der var Niordur og hans Kone Skadi, Freir og Freya, samt Vidar, Odins Søn. Loke var der ogsaa, samt Freyrs Tienestefolk, Beigver og Beila. Desuden vare der mange Aser og Alfer.

Egir havde to Tienestemænd, Finnafeingur og Eldir. Der brugdes skinnende Guld istedet for Ildens Lys. Øllet frembares der af sig selv. Der var et stort Fristed. Giesterne talede meget om, hvor gode Egirs Tienestefolk vare; det kunde Loke ikke taale at høre, og derfor dræbte han Finnafeingur. Da sloge Aserne paa deres Skiolde, giorde Anfald paa Loke og jagede ham bort til Skoven. Derefter ginge de igien hen at drikke. Loke kom strax bag efter dem og fandt Eldir udenfor, til hvilken han saaledes talede:


1. Fortæl mig, Eldir!
Saa at du ikke
Rører dig af Stedet,
Hvad herinde
Seirguders Sønner,
Snakke om ved Bordet.


Eldir:
2. Om deres Vaaben
Og deres Styrke tale
Seirguders Sønner.
Aser og Alfer,
Som derinde ere,
Tale ikke om dig ret venligt.


Loke:
3. Jeg vil indgaae
Udi Egirs Sal,
Det Giestebud at see.
Skam og Skiendsel
Bærer jeg Asers Sønner,
Og blander dem saa Meen i Miød.


Eldir:
4. Saa viid, at om du indgaaer
Udi Egirs Sal
Det Giestebud at see;
Den Skam og Skiendsel,
Du bærer paa milde Guder,
De vist hævne den paa dig selv.


Loke:
5. Saa viid da, Eldir!
Om vi eene skulle
Med Skieldsord stride,
Overmand bliver jeg vist
I mit Giensvar,
Taler du formeget.


Siden gik Loke ind i Salen, og der Giesterne saae, hvem der var indkommen, tauge alle stille. Da sang Loke:


6. Tørstig jeg kom
Hid til denne Sal,
Træt af den lange Vei,
Aser at bede,
At de mig give
Kun en reen Drik Miød.


7. Hvi tie
I saa stolte Guder,
At I gide ei talet?
Sæde mig vælger
Hvor jeg nu sidde kan,
Eller byder mig bortgaae.


Odin:
8. Aserne aldrig
Sæde dig vælge,
Hvor du sidde kan,
Fordi Aser vide,
Hvem de give skulle
Giestebud og Glæde.


Loke:
9. Husker du, Odin!
Da vi i Tids-Fødsel
Blanded' vort Blod sammen?
Øl ret aldrig
Loved' du at smage
Uden det blev for os begge baaret.


Odin:
10. Stat op da, Vidar!
Og lad Ulvs-Fader
Sidde her hos os;
Hilste os med Skieldsord
Her i Egirs Sal.


Da stod Vidar op, og skienkede for Loke; men førend han drak, sang han saaledes:


11. Hæld eder Aser,
Hæld eder, Asinder,
Og hver en evig-hellig Gud,
Uden kun den As,
Bragi, som sidder
Paa den inderst' Bænk.


Bragi:
12. Hest og Kaarde
Gir jeg dig af min Rigdom,
Og dertil endnu Ringe,
At du ei Aser
Skieldsord vil give,
Opirr ei Guder mod dig.


Loke:
13. Hest og Armringe
Skal du bestandig
Begge savne, Bragi!
Af Aser og Alfer,
Som herinde ere,
Er du til Mord vaersomst,
Og taabeligst i Skud.


Bragi:
14. Jeg veed, om jeg var udenfore,
Som jeg nu inde er
I Egirs Sal kommen,
Dit Hoved har jeg da
Udi min Haand,
Og for Løgn dig lønned'.


Loke:
15. Ret snild er du i Sædet,
Saa skulde du ei være,
Bragi Bænkepryder!
Gaae du i Strid,
Naar du vred Mand seer,
Den tappre fatter snar Beslutning.


Idun:
16. Bragi, jeg beder,
For vor fælles Afkom
Og alle Paarørend',
At du ikke Loke vil
Her udskielde
Udi Egirs Sal.


Loke:
17. Tie stille, Idun!
Dig troer jeg af alle Qvinder,
Mandlyst'nest at være.
Da du med din' Arme
Veltoede omfavned'
Ham, din Broders Morder.


Idun:
18. Loke! jeg giver
Dig ei Skieldsord
Udi Egirs Sal.
Bragi jeg stiller,
Som er drukken.
Jeg vil ei at I vrede kives.


Gefion:
19. Hvi, I Aser to!
Skulle I vel her
Med Skieldsord stride.
Loptur det veed
At han øved er
Og han ei vil vige.


Loke:
20. Tie stille, Gefion!
Det vil jeg fortælle
At dit hierte fanged'
En smuk Ungkarl,
Som et Slør dig gav,
Og du lagde Laar over.


Odin:
21. Gal er du, Loke!
Og forvildet,
Da du giør Gefion vred paa dig.
Alle Tiders Skiebner
Troer jeg at hun kiender
Lige saa klart som jeg.


Loke:
22. Tie stille, Odin!
Du kunde aldrig
Dele Strid blant Krigsmænd.
Tit du gav
Som du dog ikke burde,
Den feige Stridsmand Seier.


Odin:
23. Veed du om jeg gav
Som jeg dog ikke burde
Den feige Stridsmand Seier?
Otte Vintre var du
Under Jorden,
Malked' Køer og var Kone,
Der haver du født Sønner,
Og troer jeg det Feigs Mærke.


24. Du har jo pattet
Køer paa Samsøe,
Og redet paa Udyr, som Voler,
Som en Taabe reiste
Du igiennem krigersk' Folk,
Og troer jeg det Feigs Mærke.


Frigg:
25. Men eders Skiebner
Skulde I aldrig
Folk fortælle saa,
Hvad I Aser to
Giorde i Tids-Fødsel
For Folk bør altid skiules.


Loke:
26. Tie stille, Frigg!
Du er Fiorginns Møe,
Og har altid mandkaad været,
Du har jo Ve og Vile,
Skiønt du var Vidrers Viv,
Begge med Arme favnet.


Frigg:
27. Viid, om jeg havde inde
Her i Egirs Sal
Balder lignend' Søn,
Vis du ei udkom
Fra Asers Sønner,
Men vist blev du da dræbt udi Vrede.


Loke:
28. Vil du da, Frigg!
At jeg flere bidend'
Ord dig skal sige?
Det voldte jeg
At du aldrig silde
Seer Balder til dig ride.


Freia:
29. Gal er du, Loke!
At du saa opregner
Deres Skambedrifter.
Jeg troer vist at Frigg
Veed hvers Skiebne,
Skiønt hun det ei siger.


Loke:
30. Tie stille, Freia!
Ret vel jeg dig kiender,
Ei er du fri for Feil!
Aser og Alfer,
Som herinde ere
Have alle med dig horet.


Freia:
31. Ublue er din Tunge,
Jeg troer at den skal fremdeles
Ondt om os tale.
Vred' paa dig ere Aser
Og Asinder,
Sorgfuld du vist hiemreiser!


Loke:
32. Tie stille Freia!
Du er et stort Skarn,
Giennemblandet med Ondt.
Du laae ved din Broders Side,
Venlig' Gudinde!
Og haver du da, Freia! f . . . t.


Niordur:
33. Det er uvigtigt,
Om hun lysten sig tager
Til Beiler hver.
Det er Under
At qvindlig As
Er til os indkommen,
Som haver selv før født Sønner.


Loke:
34. Tie stille, Niordur!
Du blev Østen herfra
Sendt som Gissel til Guder.
Hymirs Møer
Brugde dig til Natpotte,
Og i din Mund pissed'.


Niordur:
35. Det er min Trøst,
Da jeg længe siden
Gissel blev sendt til Guder,
Avled' jeg Søn,
Som overgaaer alle,
Og holdes for Asers Fyrste.


Loke:
36. Hold nu op, Niordur!
Og før dig høfligt op,
Længer' kan jeg det ei fortie,
At med din Søster
Avled' du din Søn,
Det værste du giorde da.


Tyr:
37. Freir er den beste
Af alle Krigsmænd
Udi Asers Gaard.
For Møe han ei sørger
Eller Mands Kone,
Men løser alle af Baand.


Loke:
38. Tie stille, Tyr!
Du kan dog aldrig
Bære Bylt med to.
Om din Haand den høire
Vil jeg nu lidt tale,
Som Fenrir af dig beed.


Tyr:
39. Haanden jeg vel fattes,
Men du et got Rygte,
Begges Savn er stort.
Ulven lever
Nu ei vel i Lænker,
Forventend' Gudemørk.


Loke:
40. Tie stille, Tyr!
Det giorde din Kone,
At hun avled' Barn med mig,
Alen eller Penning
Fik du derfor aldrig,
Din Gield du ei inddrev.


Freir:
41. Ulv seer jeg ligge
For Aaens Mund,
Til Guder falde.
Og du skal strax,
Hvis du ikke tier,
Bindes, Ondskabs-Virker!


Loke:
42. For Guld lod du kiøbe
Gymirs Datter,
Og solgte saa dit Sværd.
Men naar Muspells Sønner
Ride giennem Mørk-Ved,
Veed da din Usling, hvormed at stride?


Beigver:
43. Viid, at om jeg eied' Hierte,
Som den høie Freir,
Og saa salig Boelig;
Mindre end Meel
Maled' jeg da Meenkragen,
Og alle hans Lemmer knused'.


Loke:
44. Hvad er det for lidet,
Som jeg seer ligge der
Og Sladder sladdre?
Ved Freirs Øre
Skal du evig hænge,
Og under Qvernen knage.


Beigver:
45. Beigver jeg heder,
Iilsindet mig kalde
Alle Folk og Guder.
Thi er jeg her værdiget
Øl med Hropturs Sønner
I Selskab at drikke.


Loke:
46. Tie stille, Beigver!
Du kunde end aldrig
Dele blant Krigsmænd Mad.
Og udi Græsset
Du ei modtoges,
Hvor de tappre strede.


Heimdallur:
47. Drukken er du, Loke!
Saa du ei mere sandser,
Hvi tier du ei, Loke!
Thi megen Drukkenskab
Volder Tidens Børn,
At Sladderen aldrig faaer Ende.


Loke:
48. Tie stille, Heimdallur!
Dig blev i Tids-Fødsel
Det leede Liv beskikket:
Ryggen skabbet
Skal du altid have,
Og vaage, Guders Vægter.


Heimdallur:
49. Godt har du nu, Loke!
Men du ei længe skal
Med løs Hale lege.
Naar med din riimkolde
Søns Indvolde dig binde
Guder til et Sværd.


Loke:
50. Viid, at om end mig binde
Med riimkolde Søns Indvolde
Guder til et Sværd,
Dog første og sidste
Var jeg, da I samtligen
Grebe Thiasse i Lunden.


Beila:
51. Viid, om du første og sidste
Var i den Voldsgierning,
Da I alle Thiasse
Dreve fra Runer
Og hellige Vange,
Altid skal dig koldt Raad hændes.


Loke:
52. Finere i Talen
Var du mod Laufeia's Søn,
Da jeg blev af dig i din Seng budet.
Sligt maae og fortælles
Om vi nøie skulle
Vore Laster opregne.


Da gik Sif frem, skienkede Loke Miød i et Iisbæger og sang:


53. Hæld være dig, Loke!
Tag nu mod Iisbægg'ret,
Fuldt af gammel Miød,
For at du mig eene
Lader blant Asers Afkom
Være fri for Skiendsel.


Loke tog mod Hornet, drak det ud og svarede:


54. Du det skulde,
Om du var ikkun
Grum og haard mod Mandfolk.
Men jeg veed,
Og som jeg troer, med Vished,
Om Hoer og Hlorrida,
Og var det den løgnglade Loke.


Beila:
55. Fieldene skielve,
Nu troer jeg at paa Reisen
Hiemad er Hlorrida,
Han lærer ham Frygt,
Som sammensætter her
Alle Folk og Guder.


Loke:
56. Tie stille, Beila!
Du er dog en Hex,
Giennemblandet med Ondt.
Større Uteerlighed
Kom ei blant Asers Sønner:
Øl brygged' du, med Skarn besudlet.


Da kom Thor til og sang:


57. Tie stille, Gudspotter!
Dig skal min Jernhammer,
Miølner, Tungen binde.
Skuldres Bierg
Hugger jeg af din Hals,
Og bliver det da dit Livs Ende.


Loke:
58. Jordens Søn
Er nu her indkommet.
Hvi trodser du saa, Thor!
Men da trodser du ikke,
Naar du skal mod Ulven stride,
Og den svælger hele Seirfader.


Thor:
59. Tie stille, Gudspotter!
Dig skal min Jernhammer,
Miølner, Tungen binde.
Jeg kaster dig
Op og hen mod Østen,
Og siden seer dig ingen.


Loke:
60. Dine østlig' Reiser
Skal du aldrig
Folk fortælle om.
Du sad i Handske-Tommen,
Sammenbøiet, Einherie!
Og syntes dig da Thor at være


Thor:
61. Tie stille, Gudspotter!
Dig skal min Jernhammer,
Miølner, Tungen binde.
Med min høire Haand, som
Dræbte Hrungner, jeg dig dræber,
Saa at dig brydes hvert et Been.


Loke:
62. Leve agter jeg dog
En lang Alder,
Skiønt din Hammer truer mig.
Haarde syntes
Skrimners Lænker dig at være,
Og Madpose du da havde ei,
Men piintes sund af Hunger.


Thor:
63. Tie stille, Gudspotter!
Dig skal min Jernhammer,
Miølner, Tungen binde,
Hrungners Drabsmand
Skal dig til Hel kaste
Nedenfor Liig-Dørren.


Loke:
64. Jeg sang for Aser,
Jeg sang for Asers Sønner,
Hvad mig kom paa Tunge,
Men for dig ene
Vil jeg udgange,
Thi jeg veed vist at du hugger.


65. Øl brygged' du, Egir!
Men du aldrig skal
Siden Giestebud giøre.
Al din Rigdom,
Som herinde er,
Skal af Lue tændes,
Og brænde dig paa Bagen.


Derefter skiulede Loke sig i Franangers-Foss i Laxe-Skikkelse, hvor og Aserne grebe ham. Han blev bunden med sin Søn Nars Tarme, men hans anden Søn Narfi blev til en Ulv. Skadi tog en Edderorm og hængde den op over Lokes Ansigt, og dryppede der Edder udaf den. Sigyn, Lokes Kone, sad der og holdt et Kar under Edderet, og naar Karret var fuldt, bar hun Edderet ud, og imidlertid dryppede det paa Loke, det krympede han sig saa stærkt ved, at hele Jorden skielvede deraf, og det kaldes nu Jordskielv.


Note: I Sandvigs oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.