Fáfnismǫ́l

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif


De gamle Eddadigte
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Fáfnismǫ́l


12. Heim fór Sigurðr til Hjálpreks. þá eggjaði Reginn Sigurð til at vega Fáfni. Sigurðr ok Reginn fóru upp á Gnitaheiði ok hittu þar slóð Fáfnis, þá er hann skreið til vaz. Þar gerði Sigurðr grǫf mikla á veginum ok gekk Sigurðr þar í. En er Fáfnir skreið af gullinu, blés hann eitri, ok hraut þat fyrir ofan hǫfuð Sigurði. En er Fáfnir skreið yfir grǫfna, þá lagði Sigurðr hann með sverði til hjarta. Fáfnir hristi sik ok barði hǫfði ok sporði. Sigurðr hljóp or grǫfinni ok sá þá hvárr annan. Fáfnir kvað:


1.
Svęinn ok svęinn,
hvęrjum est svęinn of borinn,
hvęrra ’st manna mǫgr?,
es á Fáfni rautt
þinn hinn frána mæki;
stǫndumk til hjarta hjǫrr.



1. Svęinn ok svęinn: denne gentagelse er udtryk for Fáfnis ophidselse og smærte. — á F. rautt (af rjóða): rødf arvede i F.s legeme (blod). — stǫndumk: = stęndr mér.



13. Sigurðr dulði nafn síns fyrir því, at þat var trúa þeira í forneskju, at orð feigs manns mætti mikit, ef hann bǫlvaði óvin sínum með nafni. Hann kvað:


S. kv. 2.
Gǫfugt dýr hęitik,
ęn gęngit hęfk
hinn móðurlausi mǫgr,
fǫður ákka
sęm fira synir;
æ gęng ek ęinn saman.



2. Gǫfugt dýr: ædelt dyr; er blevet opfattet på forskellig måde; men den simpleste og sandsynligste måde at opfatte det på er deri at se et forblommet udtryk for ‘menntske’; Fáfnir var ‘dyr’ (slange), men meget uædelt; Sigurd danner en modsætning til ham. Iøvrigt er det en rigtig opfattelse, som prosa 13 indeholder. Sigurd nærer først en angst, men straks føler han det uværdige deri og i at skjule sig, derfor nævner han (v. 4) ubekymret sit rigtige navn. — gęngit: færdedes. — móðurlausi: digteren forudsætter, at moderen er død. — fǫður ákka: jeg har ikke fader; her må præsens særlig betones; Sigurd antyder sål. at også hans fader er død, men på grund af den følgende linje kan udtrykket blive tvetydigt, — æ: mgl. R, men er med sikkerhed indsat (S. Bugge).



F. kv. 3.
Vęizt ef fǫ́ður né áttat
sęm fira synir
— — — —
hvęrju vast undri alinn?



3. Verset er mangelfuldt, idet l. 3-5 uden tvivl mangler; l. 3 kunde have lydt: ok est móðurlauss mǫgr; dette støttes ved Vǫls.s., der tilföjer: ok þótt þú segir mér eigi nafn á banadægri mínu, þá veiztu, at þú lýgr nú; det er muligt, at dette beror på de (i R), tabte linjer.



S. kv. 4.
Ættęrni mitt
kveðk þér ókunnigt vesa
ok mik sjalfan hit sama;
Sigurðr hęitik,
Sigmundr hét minn faðir,
es hęfk þik vǫ́pnum vegit.



4. Ættęrni o. s. v.: dette synes at forudsætte, at F. ikke antages at vide, hvad Reginsm. antyder, at Sigurd var i slægt med ham; dertil er der egl. intet at sige.



F. kv. 5.
Hvęrr þik hvatti,
hví hvętjask lézt
mínu fjǫrvi at fara?
hinn fránęygi svęinn,
áttir fǫður bitran;
† aburno sciór asceiþ.



5. bitran: omtr. = hvassan, kraftig, dygtig. — L. 5 antyder, at F. tvivler om, at Sigurd kan måle sig med faderen; han har også antydet, at andre har drevet S. frem. — L. 6 er så fordærvet, at alle forsøg på at rette den er håbløse.



S. kv. 6.
Hugr mik hvatti,
hęndr mér fulltýðu
ok minn hinn hvassi hjǫrr;
fár es hvatr,
es hrøðask tekr,
ef í barnœsku es blauðr.



6. Hugr: mit eget sind (mod). — L. 4-6 anførtes engang ved en vis lejlighed af kong Sverre, hrøðask: for hrørask ‘blive gammel’ (jfr. hrørna).



F. kv. 7.
Vęitk, ef vaxa næðir
fyr vina brjósti,
sæi maðr þik vręiðan vega;
nú est haptr
ok hęrnuminn;
æ kveða bandingja bifask.



7. næðir: havde opnået, »du var vokset op«. — vręiðan: med bevaret v kun i konstante — og denne særlig — forbindelser. — haptr—hęrnuminn: denne bebrejdelse er höjst uegenlig; Sigurds moder bar ham under brystet, da Sigmund faldt og hun blev, efter Fáfnirs opfattelse, taget til fange. — bandingja: = haptr. — bifask: ryste, være bange. Sætningen ser ud som et ordsprog.



S. kv. 8.
Því bregðr mér, Fáfnir,
at til fjarri séak
mínum fęðrmunum,
emka haptr,
þótt værak hęrnumi,
þú fant, at lauss lifik.



8. bregðr: bebrejder. — til fjarri: for langt borte fra. — fęðrmunum: betydn. ikke helt sikker; enten ‘fædrene-ejendom’, el. ‘faders kærlighed’ (en kærlig faders omhu). — hęrnumi: krigsfange.



F. kv. 9.
Hęiptyrði ęin
tęlr þú þér í hvívetna,
ęn þér satt ęitt sęgik:
hit gjalla goll
ok hit glóðrauða fé,
þér verða þęir baugar at bana.



9. L. 1-2: »Du opfatter alt som vredesord«. — goll, fé: egl. det samme, og = baugar. Når Fáfnir siger dette, er det for at afskrække Sigurd fra at bemægtige sig guldet. Det er F.s gærrighed, der her fremtræder, han under ingen besiddelsen af guldet.



S. kv. 10.
Féi ráða
skal fyrða hvęrr
æ til hins ęina dags;
þvít ęinu sinni
skal alda hvęrr
fara til hęljar heðan.



10. ęina dags: ɔ: dødsdagen.



F. kv. 11.
Norna dóm
munt fyr nęsjum hafa
ok ørlǫg ósvinns apa,
í vatni druknar
ef í vindi rœr,
alt es fęigs forað.



11. Norna dóm: skæbnens bestemmelse, ɔ: døden. — fyr nęsjum: må betegne, at man kan vænte døden hvorsomhelst. — L. 6 er et ordsprog: »alt er undergang for den, der er bestemt til en snarlig død«. — Verset hører i tankegang nöje sm med det foreg. I v. 10 siger Sigurd, at enhver vil råde over sit til »den ene dag«, men denne »ene dag« kan komme »ganske uvæntet og ret hurtigt«, mener Fáfnir.



S. kv. 12.
Sęg mér Fáfnir,
alls þik fróðan kveða
ok vęl mart vita:
hvęrjar ro nornir,
es nauðgǫnglar ro
ok kjósa mœðr frá mǫgum.



12. nornir: ved dette ord knyttes verset og spörsmålet til v. 11. — nauðgǫnglar: af nauð-gǫngull, som kommer (til hjælp) i nøden (her barnsnød). — kjósa: har vist her betydn. af ‘ved tryllesange (som i Oddrgr. 6-7) el. runer (jfr. Sigrdr. 9) at forløse’. — mœðr frá mǫgum: man væntede egl. det modsatte (mǫgu frá mœðrum), men udtrykket er forståeligt.



F. kv. 13.
Sundrbornar mjǫk
sęgik nornir vesa,
ęigut þær ætt saman,
sumar ro áskungar,
sumar alfkungar,
sumar dœtr Dvalins.



13. Verset findes også i SnE (I,72). Ang. l. 2 se Krit. bem. — -kungar: af -kunnigr, stammende fra. — dœtr Dvalins: ɔ: af dværge-herkomst. Her findes en meget sen forestilling; oprl. var der kun én norne (Urd), senere blev de til 3 (Vspǫ́ 20) og tilsidst mange og af forskellig herkomst.



S. kv. 14.
Sęg mér þat Fáfnir,
alls þik fróðan kveða
ok vęl mart vita:
hvé holmr hęitir,
es blanda hjǫrlęgi
Surtr ok æsir saman.



14. blande hjǫrlęgi: blander blod (sammen) ɔ: udøse hinandens blod (så at blodströmmene blandes med hinanden). — Surtr: betragtes her som fjendernes hovedanfører (jfr. Vspǫ́).



F. kv. 15.
Óskópnir hęitir,
ęn þar ǫll skulu
gęirum lęika goð,
Bilrǫst brotnar,
es á brú fara,
ok svima í móðu marir.



15. Óskópnir: den (endnu) ikke skabte (dannede); meningen må have været den, at denne holm, der har et andet navn, Vígríðr (se Vafþr.), først dukker op, når der er brug for den. — Bilrǫst: et andet navn (måske urigtigt) på broen Bivrost; måske har Bil- (svigtende) relation til det følgende brotnar. — brú: er dativ. — fara: subj. er naturligvis goð (l. 3). — móðu: en bro forudsætter en elv.

V. 12-15 betragtes af flere forskere som indskud; der er dog ingen virkelig grund til at antage, at det er tilfældet. Et døende væsen ansås for at være i besiddelse af större åndelig kraft og indsigt i fremtiden og viden; derfor benytter Sigurd lejligheden til at fremføre sine spörsmål. Men rimeligvis har rækken af disse været oprl. större. Et sidestykke findes i Reginsmǫ́l, selv om den adspurgte dér ikke just er såret til døden, men truet dermed.



F. kv. 16.
Œgishjalm
bark of alda sonum,
meðan of męnjum lák;
ęinn rammari
hugðumk ǫllum vesa,
fanka svá marga mǫgu.



16. svá: mgl. R, men er nødvendigt, ɔ: »så mange«, at jeg var bange for dem, er underforstået.



S. kv. 17.
Œgishjalmr
bergr ęinungi
hvars skulu vręiðir vega,
þá þat finnr,
es með flęirum kemr,
at ęngi ’s ęinna hvatastr.



17. ęinungi: ingen, den oprl. dativ-form af ęngi. — finnr: subj. er ‘man’. — »Man vil, jo flere man kommer iblandt, altid til sidst finde sin overmand«. Jfr. Hávm. 64 der har fræknum. — ęinna = allra.



F. kv. 18.
ęitri fnœstak,
es á arfi lák
miklum mins fǫður.
— — — —



18. Her mgl. den sidste halvdel; Vǫls.s. udfylder: »så at ingen turde komme mig imøde og ingen våben var jeg bange for«.



S. kv. 19.
Hinn fráni ormr,
gęrðir frœs mikla
ok galzt harðan hug,
hęipt at męiri
verðr hǫlða sonum,
at þann hjalm hafi.



19. fráni: en rettelse for R’s rammr (der mgl. en bistav). — frœs: (stærk) hvislen. — galzt (rett. f. gatzt): viste. — hęipt: synes her at bet. ‘vrede, forbitrelse, men afmægtig’. »Hjælmen bevirker kun forbitrelse (hos bæreren), men forskrækker ikke (helte)«.



F. kv. 20.
Ræðk þér nú Sigurðr,
ęn þú ráð nemir,
ok ríð hęim heðan;
hit gjalla goll
ok hit glóðrauða fé,
þér verða þęir baugar at bana.



20. L. 4-6 = 94-6; gentagelsen må tænkes udtalt i en bestemt, vredladen tone; grunden til udtalelsen er den samme som för.



S. kv. 21.
Ráð ’s þér ráðit,
ęn ek ríða mun
til golls, es í lyngvi liggr,
ęn þú, Fáfnir,
ligg í fjǫrbrotum,
þars þik hęl hafi.



21. L. 1: »Ja, nu har du givet mig råd«, men o. s. v., »det agter jeg ikke at følge«. — fjǫrbrotum: livbrud, dødskamp. — þars: egl. der hvor, omtr. = indtil; om hel er egennavn el. fællesnavn er det umuligt at afgöre.



F. kv. 22.
Ręginn mik réð,
hann þik ráða mun,
hann mun okr verða bǫ́ðum at bana.
fjǫr sitt láta
hygg at Fáfnir myni,
þitt varð nú męira męgin.



22. réð: forrådte (»var min ráðbani«) — L. 3 er metrisk meget lang; mulig bör verða og at udgå, hvorved bana bliver verbum. Indholdets sandhed gælder kun Fáfnir, ikke Sigurd.



14. Reginn var á brott horfinn, meðan Sigurðr vá Fáfni, ok kom þá aptr, er Sigurðr strauk blóð af sverðinu. Reginn kvað:


23.
Hęill þú nú Sigurðr,
nú hęfr þú sigr vegit
ok Fáfni of farit,
manna þęira,
es mold troða,
þik kveðk óblauðastan alinn.



23. Fáfni: er dativ.



S. kv. 24.
Þat ’s óvíst at vita,
þás komum allir saman,
hvęrr óblauðastr es alinn,
margr es hvatr
sás hjǫr né rýðr
annars brjóstum í.



24. rýðr: R har ryfr, hvilket er meningsløst.



R. kv. 25.
Glaðr est nú Sigurðr
ok gagni fęginn,
es þęrrir Gram á grasi;
bróður minn
hęfr þú bęnjaðan
ok vęldk þó sjalfr sumu.



25. gagni: sejren. — es þęrrir o. s. v.: det forudsættes, at Sigurd ligesom kæler for sværdet og viser (ved sit udseende) en indre glæde. — bęnjaðan: bibragt banesåret. — L. 6: »og jeg er dog ikke uden skyld i noget (af gerningen), har nogen andel deri«. Reginn hykler sorg over broderens død, og derpå er Sigurds svar rettet.



S. kv. 26.
Þú því rétt,
es ríða skyldak
hélug fjǫll hinig;
féi ok fjǫrvi
réði sá hinn fráni ormr,
nema þú frýðir mér hvats hugar.



26. þú o. s. v.: det var dig, der o. s. v., þú er stærkt betonet. — hélug: rimbedækkede, et slags konstant epitet. R’s heilog er kun unöjagtig skrivemåde. Efter dette vers mgl. vist en replik af Reginn.



S. kv. 27.
Fjarri gekt,
meðan á Fáfni rauðk
minn hinn hvassa hjǫr;
afli mínu
attak við orms męgin,
meðan í lyngvi látt.



27. gekt: færdedes du. — afli—attak: jeg anvendte min styrke. — við: imod.



R. kv. 28.
Lęngi liggja
létir lyngvi í
þann hinn aldna jǫtun,
ef sverðs né nytir,
þess ’s sjalfr gęrðak,
þíns hins hvassa hjǫrs.



28. létir: havde du ladet. — jǫtun: kaldes Fáfnir her, fordi han var af jætteslægt; således kaldes også Reginn i v. 38. — L. 6 indledes i R med ok, der næppe er rigtigt, da hjǫrs er = sverðs.



S. kv. 29.
Hugr ’s bętri
an sé hjǫrs męgin,
hvars skulu vręiðir vega;
hvatan mann
sék harðla vega
með slævu sverði sigr.



29. harðla: kraftig (R skr. harliga) — vega—sigr: tilkæmpe sig sejr.



15. Þá gekk Reginn at Fáfni ok skar hjarta ór hánum með sverði, er Riðill heitir, ok þá drakk hann blóð ór undinni eptir.


30.
Hvǫtum ’s bętra *
an sé óhvǫtum *
í hildilęik hafask, *
glǫðum ’s bętra *
an sé glúpnanda, *
hvat sem at hęndi kemr. *



30. Er sikkert et indskud; dets indhold falder udenfor tankegangen i det foregående. — hildilęik: kamplegen, kampen, acc. — glúpnanda: grædefærdig.



R. kv. 31.
Sit þú nú Sigurðr,
ęn ek mun sofa ganga
ok halt Fáfnis hjarta við funa,
ęiskǫld vilk
of etin láta
ępt þenna dręyra drykk.



31. ęiskǫld: er pl., om et enkelt hjærte (i Illuges vers, der efterligner dette, står sing. ęiskaldi). Nogle forskere har antaget, at der her forelå en forvirring i versenes rækkefølge. Så meget synes sikkert, at dette vers (og det foranstående prosast.) i R findes på urette sted. Men der behøves ingen anden ændring end at flytte det ene vers, så bliver alt i orden, men et vers synes at måtte være udfaldet efter v. 26 (som ovf. bemærket).



16. Sigurðr tók Fáfnis hjarta ok steikði á teini. Er hann hugði at fullsteikt væri ok freyddi sveitinn ór hjartanu, þá tók hann á fingri sínum ok skynjaði, hvárt fullsteikt væri. Hann brann ok brá fingrinum í munn sér. En er hjartblóð Fáfnis kom á tungu hánum, ok skilði hann fugls rǫdd. Hann heyrði, at igður klǫkuðu á hrísinu. Igðan kvað:



Prosa 16. á: adverbielt, derpå; fingri styres af tók. — igður: mejser (parus palustris). De følgende fugle-vers deles efter metrum i to rækker (hørende hver til sit digt), der af samleren er kombinerede med hinanden; i Vǫls.s. antages 6 fugle, men det oprl. er vistnok kun 2, og kun 2 er fremstillede på Hyllestad-portalen. I fornyrdislagsversene er der i alfald 3, jfr. yðvar systra (v. 35), der i alfald forudsætter mindst 2 foruden den talende, yðvar behøver ikke at forudsætte flere, da det kan bet. det sm som ykkar



I. 32.
Þar sitr Sigurðr
svęita stokkinn,
Fáfnis hjarta
við funa stęikir;
spakr þœtti mér
spillir bauga,
ef fjǫrsega
fránan æti.



32. spillir bauga: ringes bryder, gavmild mand, Sigurd. — fjǫrsega: liv-muskel, hjærte (segi egl. et afskåret kødstykke).



II. ig. kv. 33.
Þar liggr Ręginn,
ræðr umb við sik,
vill tæla mǫg
þanns trúir hǫ́num,
berr af ręiði
rǫng orð saman,
vill bǫlva smiðr
bróður hęfna.



33. L. 2: rådslår med sig selv, pønser i sit sind. — mǫg: manden. — ręiði: (sin sinds-)ophidselse. — rǫng orð: lögne. — bǫlva smiðr: ulykke-smeden; (smiðr måske valgt, fordi Reginn også optræder som våbensmed).



a. ig. kv. 34.
Hǫfði skęmra
láti hinn hára þul
fara til hęljar heðan,
ǫllu golli
þá kná hann ęinn ráða,
fjǫlð því ’s und Fáfni lá.



34. hára þul: gråhårede vismand; det er en mærkelig betegnelse for en, der i sm gruppe af vers kaldes jǫtun (v. 38); men man erindrer, at jætten Vavtrudnir (v. 9) kalder sig selv hinn gamli þulr. — fjǫlð því: her er fjǫlð kun tilsyneladende ntr., því er fremkommet ved tanken på ordet golli (1. 4), »mængden af det guld, som«.



III. ig. kv. 35.
Horskr þœtti mér,
ef hafa kynni
ástráð mikit
yðvar systra,
hygði of sik
ok hugin ględdi;
þar ’s mér ulfs vǫ́n,
es ęyru sék.



35. ástráð: kærligt, venligt, råd. — yðvar: se ovf. — hygði of sik: tænkte på sig selv, på sin egen fordel. — ęyru: i ligningen her svarende til Fáfnirs drab. — es: her stærkt betonet og har forlydsrim.



I. ig. kv. 36.
Esat svá horskr
hildimęiðr
sęm hęrs jaðar
hyggja myndak,
ef bróður lætr
á brot komask,
ęn ǫðrum hęfr
aldrs of synjat.



36. hildimęiðr: kamptræ, kriger. — hęrs jaðar: jfr. Lokas. 35. — bróður: »den ene broder«, ɔ: Reginn. — aldrs synjat: nægtet livet, ɔ: dræbt.



b, ig. kv. 37.
Mjǫk ’s ósviðr,
ef ęnn sparir
fjanda hinn folkskáa,
þars Ręginn liggr,
es hann ráðinn hęfr,
kannat við slíku séa.



37. ęnn: fremdeles. — folkskáa: — hęrskáa, den der farer frem med (fjendtlig) hær, her i almlh. fjendtlig’. — ráðinn hęfr: har besluttet (i sit sind) at dræbe. — slíku: der er ingen grund til at opfatte dette anderledes end som dativ ntr. af slíkr.



a, ig. kv. 38.
Hǫfði skęmra
láti hinn hrímkalda jǫtun
ok af baugum búa,
þá féar þess,
es Fáfnir réð,
mun hann ęinvaldi vesa.



38. af baugum búa: miste, blive berøvet sin rigdom; búa jfr. vesa, verða, af ‘miste’. — ęinvaldi: v bærer her rimet, hvoraf ses, at valdi er stærkt betonet.



S. kv. 39.
Verðat svá rík skǫp,
at Ręginn skyli
mitt banorð bera;
báðir brœðr
skulu bráðliga
fara til hęljar heðan.



39. báðir brœðr: unöjagtigt, da Fáfnir allerede var dræbt; meningen er blot: »ligesom Fáfnir er dræbt, skal Reginn også blive det«.

Hvorledes v. 40-44, ialt 5 vers, er at fordele på fuglene, er usikkert; det må vel antages, at der også her er (mindst) 3, altså 3+2, der skulde således mangle en af fuglene i den sidste gruppe. Men en anden opfattelse er vist rigtigere; v. 40-41 hører nöje sm, og hører til én talende, ‘de handler om Gudrun; på sm måde hører v. 42-43 sammen — bægge om Brynhild —, og sm med dem hører det sidste; versene må da snarest være 2+3 og udtalte af to fugle. Det hindrer naturligvis ikke, at de hører sm med v. 32, 33, 35, 36.



17. Sigurðr hjó hǫfuð af Regin ok þá át hann Fáfnis hjarta ok drakk blóð þeira beggja Regins ok Fáfnis. Þá heyrði Sigurðr, hvar igður mæltu:


40.
Bitt þú Sigurðr
bauga rauða,
esa konungligt
kvíða mǫrgu;
męy vęitk ęina
miklu fęgrsta,
golli gœdda,
ef geta mættir.



40. Bitt þú: her og i det følgende retter fuglene deres tale direkte til Sigurd, de (el. digteren) forudsætter da, at han forstår deres kvidren (efter at han havde spist Fáfnirs hjærte); bitt, ‘bind, saml, sammen’. — golli gœdda: bruges om ugifte døtre.



41.
Liggja til Gjúka
grœnar brautir
framm vísa skǫp
folklíðǫndum,
þar hęfr dýrr konungr
dóttur alna;
þá munt þú Sigurðr
mundi kaupa.



41. grœnar brautir: jfr. Rígsþ. 1. — framm: fremad (på vejen, til hæder og ry). — folklíðǫndum: mænd, der rejser gennem lande, fra folk til folk; egl. vel om helte, der søger æventyr. — dýrr konungr: ɔ: Gjuke. — Fuglen forudsiger, hvad der virkelig skete; men fuglenes ord lyder som en opfordring til at begive sig direkte til Gjuke. Den anden fugl peger også på, hvad der faktisk fulgte, Sigurds besøg på Hindsfjæld, men i de sidste ord i v. 44 synes en advarsel at ligge. — munt: bærer forlydsrim; betoningen er her forståelig.



42.
Salr ’s á hóu
Hindarfjalli,
allr es útan
ęldi svęipinn,
þann hafa horskir
halir of gǫrvan
ór odøkkum
Ógnar ljóma.



42. ęldi: ɔ: vaverluen. — Ógnar ljóma: elvens glans, guld.



43.
Vęitk á fjalli
folkvitr sofa
ok lęikr yfir
lindar váði;
Yggr stakk þorni,
aðra fęldi
hǫr-gefn hali,
an hafa vildi.



43. folkvitr: kampvæsen, (vitr — véttr, jfr. alvitr, sárvitr, hjalmvitr) valkyrje. — lindar váði: lindens fare, ilden, ɔ: vaverluen. — Yggr: Odin. — þorni: = svefnþorni, torn der bevirker sövn; alml. kendt fra folkeæventyr. — hǫr-gefn: lin-Gevn, kvinde. — vildi: subj. er Yggr (han). Valkyrjens sövn er altså straf for hendes ulydighed mod Odin, jfr. prosast. 20 og Helreið.



44.
Knátt mǫgr séa
męy und hjalmi,
þás frá vígi
Vingskorni ręið;
máat Sigrdrífar
svefni bregða,
skjǫldunga niðr,
fyr skǫpum norna.



44. mǫgr: jfr. v. 33. — frá vígi: ɔ: den kamp, hvori valkyrjen havde været ulydig. — Vingskorni: ellers ukendt hest; navnets betydn. uklar. — Sigrdrífar: her ses navnets rette form, nom. Sigrdríf = ‘den der færdes til (i) kamp’ (sigr = sig), -dríf er fem. til masc. -drífr. Der er ingen som helst grund til ikke at opfatte ordet som egennavn. — skjǫldunga niðr: det er tvivlsomt, om dette er vokativ eller subj. til máat i første tilfælde er subj. til dette ‘man’, »man kan ikke« = »ingen kan«. Når fuglen siger dette, synes deri at ligge en advarsel mod at besøge salen på Hindsfjæld, eftersom ingen — »og heller ikke du« — vil kunne vække valkyrjen — men det var netop dette, Sigurd kunde og gjorde.



18. Sigurðr reið eptir slóð Fáfnis til bœlis hans ok fann þat opit, ok hurðir af járni ok gætti; af járni váru ok allir timbrstokkar í húsinu, en grafit í jǫrð niðr. Þar fann Sigurðr stórmikit gull ok fyldi þar tvær kistur. Þar tók hann œgishjálm ok gullbrynju ok sverðit Hrotta ok marga dýrgripi ok klyfjaði þar með Grana, en hestrinn vildi eigi fram ganga, fyrr en Sigurðr steig á bak hánum. Sigurðr reið upp á Hindarfjall ok stefndi suðr til Fraklands. Á fjallinu sá hann ljós mikit, svá sem eldr brynni, ok ljómaði af til himins. En er hann kom at, þá stóð þar skjaldborg ok upp ór merki. Sigurðr gekk í skjaldborgina ok sá, at þar lá maðr ok svaf með ǫllum hervápnum. Hann tók fyrst hjálminn af hǫfði hánum. Þá sá hann at þat var kona. Brynjan var fǫst, sem hon væri holdgróin. Þá reist hann með Gram frá hǫfuðsmátt brynjuna í gǫgnum niðr ok svá út í gǫgnum báðar ermar. Þá tók hann brynju af henni, en hon vaknaði ok settisk hon upp ok sá Sigurð ok mælti:



Prosa 18. gætti: dörindfatningen. — timbrstokkar: stokke (bjælker), der ellers er af tömmer.



45.
Hvat bęit brynju?
hví brák svefni?
hvęrr fęldi af mér
fǫlvar nauðir?


S. kv.
Sigmundar burr —
slęit fyr skǫmmu
hrafn hræs undir —
hjǫrr Sigurðar.



45. Spörsmålene besvares i omvendt orden. — fǫlvar nauðir: blege bånd, d. v. s. (sövnens) lænker, der gör (den sovende) bleg. — hræs undir: ligets sår; jfr. Krit. bem.; med hræ menes Fáfnirs og Regins lig.