Sigurd og Fafner (Olaf Hansen)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Svensk.gif


Den ældre Edda


Oversat af
Olaf Hansen
1911


Sigurd og Fafner


Fafner:
1.
Yngling! Yngling!
Hvem er, Yngling, din Far?
Hvad Æt er du runden af?
Mit Blod blusser
paa din blinkende Klinge -
Odden gik ind i Hjærtet.

Sigurd vilde ikke sige, hvad han hed, for det var nemlig en Tro i fordums Dage, at en dødsviet Mands Ord havde stor Kraft, hvis han forbandede sin Fjende med Navn. Han sagde:

2.
Gævt Dyr er mit Navn.
Nu som fordum
staar jeg og mangler Mor.
Jeg har ingen Far
som Folkenes Sønner -
gik altid ene om.

Fafner:
3.
Har du ingen Far
som Folkenes Sønner
og mangler du ogsaa Mor
*
Hvordan er du da blevet til.

Sigurd:
4.
Du kender intet
Til min Æt, ved jeg,
og ikke mer til mig.
Jeg hedder Sigurd -
det er Sigmunds Søn,
hvis Vaaben volder din Død.

Fafner:
5.
Hvem ægged dig op?
Opæggede! Hvordan
fik du Lyst til at tage mit Liv?
Kæk var, klarøjede
Yngling, din Far -
men Børn løber ikke paa een Gang.

Sigurd:
6.
Mit Mod hidsed,
mine Hænder handled -
og dette mit hvasse Værge.
Ingen bliver kæk
i de ældre Aar,
er han bange af sig som Barn.

Fafner:
7.
Var du vokset op
ved Vennernes Bryst
blev du stout at se i Strid. -
Nu er du en Fange,
Fjendehæren tog,
og en Træl er altid angst.

Sigurd:
8.
Du laster, Fafner,
at jeg leved saa fjærnt
at jeg ej fik Arv efter Far.
Men Fange er jeg ikke,
skønt Fjenderne tog mig,
og du har vel følt, jeg var fri.

Fafner:
9.
Du tror at høre
en Haan i hvert Ord,
men alt, hvad jeg siger, er sandt:
Det glimrende Guld,
den glødrøde Skat,
Ringene, bliver din Bane.

Sigurd:
10.
Hver eneste Mand
vil være Ejer af Gods
indtil sin yderste Stund.
Og een Gang
skal alle, der lever
vandre fra Verden til Hel.

Fafner:
11.
Ved Næssene naas du
af Nornernes Dom
og den tossede Taabes Skæbne.
Du drukner i Vandet,
er der Vind, hvor du ror -
alt er farligt for den, der skal dø.

Sigurd:
12.
Sig mig, Fafner,
da man finder, du er klog,
og det menes, du ved saa meget:
Hvilke Norner
lindrer Veer og Nød
og synger Søn fra Mor?

Fafner:
13.
Der er Norner herfra
og Norner derfra -
de er ikke Søstre alle.
Nogle er Asabørn,
nogle Alfebørn,
nogle Dvalins Døtre.

Sigurd:
14.
Sig mig, Fafner,
da man finder, du er klog,
og det menes, du ved saa meget:
Hvad hedder den Ø,
hvor Aserne og Surt
skal blande Blod med hinanden?

Fafner:
15.
Oskopner -
der skal alle Guder
spille med dræbende Spyd.
Bilrøst revner,
naar de rider derpaa -
Folerne svømmer i Floden.

16.
Med min Rædselshjælm
rysted jeg Alverden,
da jeg laa og skjulte min Skat -
vilde tage det op
med alle og enhver,
hvor mangen Mand der end kom.

Sigurd:
17.
Rædselshjælme
kan ej redde nogen,
hvor Mand gaar vred mod Mand.
Kommer man blandt flere,
finder man snart,
at ingen er kækkest af alle.

Fafner:
18.
Jeg spyede Edder
om mig fra det meget
Arvegods efter min Far.
*
Sigurd:
19.
Glimmersnog,
du snøfted og fnøs
vildt i vældigt Mod!
Der er mest Grumhed
i de Menneskens Sønner,
der besidder en saadan Hjælm.

Fafner:
20.
Jeg raader dig nu,
og følg Raadet, Sigurd -
Tag intet af mit med:
Det glimrende Guld,
den glødrøde Skat,
Ringene, bliver din Bane.

Sigurd:
21.
Raad, som du vil!
Jeg rider dog did,
hvor Guldet ligger i Lyngen,
men du kan drages
med Døden her,
indtil du falder for den.

Fafner:
22.
Regin sveg mig -
han sviger ogsaa dig,
ham falder vi begge for.
Jeg mærker, jeg har levet
min længste Tid -
Denne Gang sejred du.

Regin havde ikke været til at se, mens Sigurd dræbte Fafner. Men da Sigurd stod og strøg Blodet af sit Sværd. kom han frem:

Regin sagde:
23.
Hil dig, Sigurd!
Sejr du vandt,
og Fafner fik sin Bekomst.
Af alle de Mænd,
som Mulden bærer,
er du den tapreste, tror jeg.

Sigurd:
24.
Ingen kan,
naar alle kommer sammen,
vide, hvem der er taprest.
Modig er saa mangen
en mand, der aldrig
farved Sværd i Blod fra et Bryst.

Regin:
25.
Glad er du, Sigurd,
og sejersstolt
tørrer du Gram i Græsset.
Men han, der faldt
for din Haand, var min Bror -
har dog selv Del i hans Død.

Sigurd:
26.
Du raaded mig til
at ride herhen
over rimfugtige Fjælde.
Gods og Liv
havde Glimmersnogen holdt,
hvis du ej havde sagt, jeg var angst.

Regin:
27.
Bedre for en kæk
end en bange Svend,
dersom det kommer til Kamp!
Bedre for en glad
end en grædefærdig
i alt hvad der end træffer ind.

Sigurd:
28.
Du rendte din Vej,
mens jeg rødfarved
mit hvasse Værge paa Fafner.
Jeg satte min egen
mod Ormens Kraft -
du laa i Lyngen saalænge.

Regin:
29.
Den gamle Jætte
laa i god Behold
i Lyngen med et langt Liv for sig,
havde Sværdet, jeg laved,
svigtet dig -
men det hvasse Vaaben holdt.

Sigurd:
30.
Mod er bedre
end Malm i Haand,
hvor Fjende gaar vred mod Fjende.
Den kække ved
at kæmpe og sejre,
selv om hans Sværd er sløvt.

Saa gik Regin hen til Fafner og skar Hjærtet ud af hans Krop med et Sværd, som hed Ridil, og bagefter drak han Blodet, der løb ud af Saaret. Regin sagde:

31.
Sid her, Sigurd,
mens jeg sover og hold
Fafners Hjærte til Flammen.
Har jeg faaet en Drik
af hans Drageblod,
vil jeg ogsaa æde af Kødet.

Sigurd tog Fafners Hjerte og stegte det paa et Spid. Da han mente, det maatte være mørt, og Saften sydede ud af det, følte han paa det med sin Finger for at mærke, om det havde faaet nok. Men han brændte sig paa det og stak Fingeren i Munden. Da Fafners Hjærteblod nu kom ned paa hans Tunge, kunde han forstaa Fuglene. Han hørte, der var nogle Mejser, som kvidrede i et Krat. Den ene sagde:

32.
Se, der sidder
Sigurd blodstænkt,
steger den faldne
Fafners Hjærte.
Men aad han selv,
den unge Helt,
hin skinnende Klump,
var det klogt af ham.

En anden:
33.
Der ligger Regin,
den Rænkesmed;
den trygge Svend
vil han svige nu.
i Vrede skyder
han Skylden paa ham,
siger, han haaber
at hævne sin Bror.

Den første:
34.
Den gæve skulde sende
den graa Forkynder
et Hoved for kort til Hel,
saa raaded han ene
over alt det Guld,
der laa under Fafner før.

En tredje:
35.
Jeg vilde kalde
ham klog, hvis han fulgte
de gode Raad,
I giver, Søstre,
tænkte paa sit Liv
og forlysted Ravnen -
jeg venter en Ulv,
stikker Ørerne frem.

Den første:
36.
Den unge Kæmpe
er ikke saa klog,
som jeg holdt hin Hærens
Høvding for,
skal den ene Bror
slippe bort herfra,
efter at han tog
den anden af Dage

Den anden:
37.
Det er uklogt af ham,
hvis han end vil spare
en Fjende saa ful og gram,
som han har i Regin,
der forraadte ham før -
han ser sig ej for mod sligt.

Den første:
38.
Lad ham hjælpe den rimkolde
Jætte af
med hans Hoved og rane hans Ringe.
Da raader han ene
over alt det Gods,
som Fafner ejede før.

Sigurd:
39.
Saadan skal Skæbnen
ikke skalte med mig,
at Regin faar Ram paa mit Liv.
Inden længe
skal han ligge som sin Bror
og følge ham til Hel.

Sigurd huggede nu Hovedet af Regin. Derefter spiste han Fafners Hjærte og drak baade Regins og Fafners Blod. Mejserne kvidrede, og Sigurd hørte, de sagde:

40.
Bind de røde
Ringe sammen,
en Konge maa ikke
kende til Frygt.
Jeg ved en Maar
- ej sin Mage hun har -
i Gyldenskrud,
som skabt for dig.

41.
Til Gjuke gaar der
grønne Veje,
Skæbnen viser
Vandreren frem.
En Datter har
den Drot saa prud -
hun vil, Sigurd,
blive solgt til dig.

42.
Der staar paa det høje
Hindarfjæld
en Sal - den er helt
hyllet i Ild.
De Vægge bygged
vise Svende
op af den klare
Kildernes Glans.

43.
Paa Fjældet ved jeg
en Valmø sover.
Over hende leger
Luernes Skær.
Med sin Torn stak Ygg
- andre hun fældte
af Hærens Folk,
end han vilde.

44.
Der kan, Yngling, den hjælmklædte
Ungmø du se,
som red fra Val
paa Vingskornes Ryg.
Du vælter ej Sigrdrif
af Søvnen op,
Skjoldungeætling -
det har Skæbnen budt.

Sigurd fulgte Fafners Spor hen til hans Hus. Det var aabent, saa han, og Døre og Dørstolper var af Jærn; alle Bjælkerne i Huset var ogsaa af Jærn. Huset selv laa nede i Jorden. Derinde fandt Sigurd Guld i store Mængder, og det fyldte han to Kister med. Han tog ogsaa Skrækkehjælmen og en Guldbrynje og Sværdet Hrotte samt mange andre Herligheder. Det hængte han alt sammen i to Byrder over Granes Ryg, men Hesten vilde ikke af Stedet, før han satte sig op paa den.

Nu red Sigurd op paa Hindarfjæld - han vilde sydpaa til Frankland. Paa Fjældet saa han et vældigt Lysskær, som om der var Ild et Sted. Himlen var helt rød deraf. Men da han kom derhen, saa han, der stod en Skjoldborg, og at der ragede et Banner op af den. Sigurd gik ind i Skjoldborgen og saa, at der laa en Mand og sov i alle sine Hærklæder. Han tog først Hjælmen af Hovedet paa ham, men saa opdagede han, at det var en Kvinde. Brynjen sad saa fast, som om den var vokset sammen med Kroppen. Saa gennemskar han Brynjen med Gram, fra Halsaabningen og nedover, og ligeledes begge Ærmer. Derefter trak han Brynjen af hende. Det vækkede hende. Hun satte sig over Ende, saa Sigurd og sagde:

45.
Hvad bed Brynjen?
Hvad vaagned jeg ved?
Hvem løste de blege
Lænker, der bandt mig?

Sigurd:
Sigmunds Søn -
i Saar paa en dræbt
hakked Ravnen nys
med sit Næb - mit Sværd!

Sigurd satte sig ned og spurgte hende, hvad hun hed. Saa tog hun et Horn fuldt at Mjød og rakte ham en Erindringsdrik.




Anmærkninger:

Vers 7. Vølsungesaga fortæller, at Alf Hjalprekssøn førte Hjørdis bort med sig efter Sigmunds Fald.
Vers 11. Fafner maner Sigurd til Forsigtighed. Der er jo knyttet en Forbandelse til Skatten.
Vers 12:9,6. Her tænkes paa de Norner, som træder til i Fødselsstunden og forløser Mødrene ved Tryllesange.
Vers 13:6. Dvalin, en Dværg.
Vers 15:1. Oskopner (Uskabt) = Vigrid.
Vers 15:4. Bilrøst, Himmelbroen.
Vers 25:3. Regin vil minde om, at han bør have sin Del af Guldet. Han har Fortjeneste af Daaden, idet han har ægget Sigurd og lavet hans Sværd. Sigurd indrømmer, at Daaden ikke var blevet udført uden Regin; men denne har intet vovet selv. Og Mod er bedre end et Sværd. Regins Andel bør derfor kun blive lille. - Regin lægger sig hen for at udtænke en Maade at ombringe Sigurd paa, da denne aabenbart ikke med sin gode Vilje vil give ham, hvad han mener tilkommer ham.
(Ussing).
Vers 32 f.f. Fornyrðislagversene har oprindelig hørt til samme Digt som Fornyrðislagversene i Regin og Sigurd.
Vers 40:5. En Maar d.e. Gudrun.
Vers 41:8. Solgt, sml. for Brudekøbesummen.
Vers 42. Kildernes Glans d.e. Guld.
Vers 43. Se Brynhilds Helridt.
Vers 44:4. Vingskorne, Brynhilds Hest.
Vers 44:5. Sigrdrif (eller Sigrdrifa) = Valkyrie. Her opfattet som Egennavn (= Brynhild).
Vers 44:7. Skjoldung, her Konge i Almindelighed. – Samlerens Haand spores her, idet han for at faa Sangen om Sigrdrifa ind, maa lade Sigurd komme til Hindarfjæld med det samme. Efter Fornyrðislagsdigtets Antydninger maa det formodes, at han straks rider til Gjuke og først senere kommer til Hindarfjæld.
Vers 45:6. En dræbt d.e. Fafner.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.