Goðrúnarkviða (III)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

De gamle Eddadigte

Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint

Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson

G. E. C. Gads Forlag

København, 1932

Goðrúnarkviða
(III)

Herkja hét ambótt Atla; hon hafði verit frilla hans; hon sagði Atla, at hon hefði sét Þjóðrek ok Guðrúnu bæði saman. Atli var þá allókátr. Þá kvað Guðrún:

1.

Hvat ’s þér Atli

æ Buðla sonr?

es þér hryggt í hug,

hví hlær þú æva?

hitt myndi œðra

jǫrlum Þykkja,

at við męnn mæltir

ok mik sæir.

---

1. œðra: bedre, mere passende. — jǫrlum: jfr. Guðr. I, 2. — mik sæir: så mig, tog hensyn til mig; Gudruns tale er indsmigrende og hyklerisk.

---

A. kv. 2.

Tregr mik Goðrún

Gjúka dóttir

þats mér i hǫllu

Hęrkja sagði,

at it Þjóðrekr

und þaki svæfið

ok léttliga

líni vęrðizk.

---

2. Hęrkja: oprl. s. s. Atles første hustru, Kreka, ty. Herche el. Helche; her er hun bleven til Atles tærne og frille, der af nid bagvasker Gudrun. — Þjóðrekr: den beromte konge Dietrich, hovedpersonen i Þiðrekssaga. Ifg. denne opholdt Dietrich sig en snes år hos Attila (sål. efter tyske kilder). — und þaki: under tag (i et og samme hus, rum). — léttliga: i fryd og glæde. — vęrðizk: omgav sig; nødvendig rettelse af R’s verðit. Tjodreks levetid var 454-526.

---

G. kv. 3.

Þér munk alls þess

ęiða vinna

at hinum hvíta

hęlga stęini,

at við Þjóðrek,

þatki áttak,

es vǫrð né verr

vinna knættit.

---

3. alls þess: forklares ved at (l. 5). — hvíta hęlga stęini: hermed sigtes der til de mærkelige stene af fallisk form, hvoraf der i det vestlige Norge er fundet ikke få, og som har været anvendte i kultus. Se herom Trondh. Vidensk. Selsk. Skr. 1905 og Maal og Minne 1915. — Þjóðrek: R har Þjóðmar her, navnet på Tjodreks fader. Det er tilvisse mærkeligt, at finde det navn her; hvis ikke det netop er det oprl., må der hos skriveren foreligge en reminiscens, hvorpå der gives andre eksempler. — vǫrð né verr: kvinde eller mand. — knættit: ikke kunde; nødvendig rettelse af R’s knatti, der giver modsat mening af, hvad smhængen kræver.

---

4.

Nema ek halsaða

hęrja stilli,

jǫfur ónęisinn,

ęinu sinni,

aðrar vǫ́rut

okrar spekjur,

es hǫrmug tvau

hnigum at rúnum.

---

4. halsaða: lagde armen om (hans) hals. — hęrja stilli: krigernes anfører. — vǫ́rut: nødvendig rettelse af vorv. — spekjur: et mærkeligt ord, der formodes at bet. ‘(fredelige, fortrolige) samtaler’. — hǫrmug: forklares i det følg. vers.

---

5.

Hér kom Þjóðrekr

með þría tøgu,

lifa þęir né ęinir

þriggja tega manna;

hnǫggt mik at brœðrum

ok at brynjuðum,

hnǫggt mik at ǫllum

haufuðniðjum.

---

5. hnǫggt: til hnǫggva, berøve; se Krit. bem. — brynjuðum: adj. f. subst.; der menes vel Gunnars følge. — haufuðniðjum: her menes brødrene; bruges også om en fader.

---

6.

Sęntu at Saxa,

Sunnmanna gram,

hann kann hęlga

hver vellanda. —

Sjau hundruð manna

í sal gingu,

áðr kvæn konungs

í kętil tœki. —

---

6. Sęntu at: send bud efter. — Saxa: vist et fingeret navn (afledet af Saksernes). — Sunnmanna: fra nord. standpunkt en betegnelse for Tyskere, her vel ubestemt. — hver: kedel; hun foreslår altså det ordale, der hed kętilfang’, jfr. det følg.

---

7.

Kemra nú Gunnarr,

kalligak Hǫgna,

sékka síðan

svása brœðr,

sverði myndi Hǫgni

slíks harms reka,

nú verðk sjǫlf fyr mik

synja lýta.

---

7. Kemra — kalligak: kan nu ikke komme — kan jeg ikke kalde på. — synja lýta: værge mig (mod beskyldningen) for brøde, bevise at jeg ikke har begået brøde.

---

8.

Brá hón til botns

bjǫrtum lófa,

ok hón upp of tók

jarknastęina —

»sé nú sęggir,

sykn emk orðin

hęilagliga,

hvé sá hverr velli.«

---

8. bjǫrtum: lys, hvid, for at antyde, at den bagefter var lige så hvid, jfr. hęilar hęndr (v. 9). — jarknastęina: der var bleven lagt på bunden. — hęilagliga: på hellig vis, ved en hellig afgörelse. Man behøver ikke at forudsætte, at digtet er blevet til efter kristendommens indførelse.

---

9.

Hló þá Atla

hugr í brjósti,

es hęilar sá

hęndr Goðrúnar —

»nú skal Hęrkja

til hvers ganga,

sús Goðrúnu

grandi vændi.«

---

9. grandi vændi: beskyldte for (at have begået) en brøde.

---

10.

Sáat maðr armligt.

hverr ’s sáat þat,

hvé þar á Hęrkju

hęndr sviðnuðu;

lęiddu þá męy

í mýri fúla;

svafði Goðrún

sína harma.

---

10. sviðnuðu: brændte. — mýri fúla: rådden sump, hvori den skyldige nedsænkes. Denne straf var alml. germansk og nævnes af Tacitus i Germ. som straf for forskellige synder. Jfr. fortællingen om Gunhilds endeligt og Æsa i Hálfssaga. — svafði: neddyssede; se Krit. bem.

---