Gudrunskvæde III. (Goþrúnarkviþa III)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
||||||
|
Heimskringla Reprint
oversatt av
G. A. Gjessing
Kristiania
1899
(Goþrúnarkviþa III)
Herkja hed Atles terne. Hun havde været hans frille. Hun fortalte Atle, at hun havde set Thjodrek og Gudrun begge sammen. Atle blev da gram i hug. Da kvad Gudrun:
1.
«Hvad evig ank,
Atle, Budlung?
er sorg i sind?
hvi smil ei mer?
bedre det hued
de helte vel,
mælte til mænd du,
til mig gad se.»
2.
Atle kvad.
«Nager mig, Gudrun,
Gjukes datter!
hvad i hal mig
Herkja sagde:
at sov bag tjeld
Thjodrek og du,
lindt om Eder
linet svøbte.»
3.
Gudrun kvad.
«Dig om alt det
ed jeg sverger
ved hin hvide
viede sten,
at jeg med Thjodrek
ei tog mig for,
hvad mø og mand
maatte ei gjøre.
4.
Tog om hals kun
hæres fylker,
den ædle drot,
en enkelt gang;
andre var ei
vore favntag,
der i sorg vi to
sammen talte.
5.
Her kom Thjodrek
med treti mænd,
ingen nu lever
af alle dem;
mig tog du brødre
og brynjet flok,
tog mig al min
ædleste slegt.
6.
Send efter Saxe,
søndermænds drot,
han kan signe
sydende kar.»
7.
Syvhundred mænd
i sal ginge,
før kongens viv
i kjedlen greb.
8.
Gudrun kvad.
«Har jeg ei Hogne,
henter ei Gunnar,
ser ei siden
sæle brødre;
Hogne vel hevned
slig harm med sverd,
nu faar jeg selv mig
for synd rense. »
9.
Haanden skjere
skød hun til bunds,
og op hun tog
tindrende sten:
«Se nu, de svende!
sydende kar —
ren er jeg vorden
ved retfærds dom.»
10.
Atle da hjertet
slog høit i bryst,
da Gudruns arm
han uskadt saa:
«Hen nu til kjedlen
skal Herkja gaa,
hun som Gudrun
grumt tiltenkte.»
11.
Saa han ei ynk,
som saa ei det,
hvor paa Herkja
hænder svedes;
drog da den kvind de
i dyndet myr.
Saa fik Gudrun
soning for harm.
