Sigurðarkviða hin skamma

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Sigurðarkviða hin skamma


1.
Ár vas þats Sigurðr
sótti Gjúka,
vǫlsungr ungi,
es vegit hafði,
tók við tryggðum
tvęggja brœðra,
sęldusk ęiða
ęljunfrœknir.



1. Ár vas: jfr. foreg. kvad. — sótti: besøgte. — vǫlsungr: her brugt som betegnelse for Sigurd, som sing. til Vǫlsungar. ungi er her konstant epitet til Sigurd. — es vegit hafði: han som havde o. s. v., d. v. s. efter at han havde o. s. v.; vegit: som obj. er tænkt Fáfni og Regin. — tryggðum: troskabsløfte. — tvęggja brœðra: ɔ: Gunnars og Högnes, altså ikke Guthorms, jfr. v. 20.



2.
Męy buðu hǫ́num
ok męiðma fjǫlð,
Goðrúnu unga
Gjúka dóttur;
drukku ok dœmðu
dœgr mart saman
Sigurðr ungi
ok synir Gjúka.



2. drukku ok dœmðu: en alml. forbindelse, »de drak og talte (fortrolig) med hinanden«.



3.
Unz Brynhildar
biðja fóru,
svát þęim Sigurðr
í sinni ręið,
vǫlsungr ungi,
ok vega kunni;
hann of átti,
ef ęiga knætti.



3. ok vega kunni: og kendte vejen(e); ok er her omtr. = es; vega er acc. pl. (verbet vega er her meningsløst); Sigurd var netop kommen fra Brynhilds hjem, da han kom til Gjukungerne. — átti: ejede ɔ: hende, Brynhild; han var i virkeligheden den, der ejede Brynhild; R har ætti, men konjunktiv er her lidet forståelig og er kun en dittografi af det følg. knætti; at hann er nom. kan der selvfølgelig ikke være tvivl om.



4.
Sęggr hinn suðrœni
lagði sverð nøkvit,
mæki málfáan,
á meðal þęira,
né hann konu
kyssa gęrði,
né húnskr konungr
hęfjask at armi.
męy frumunga
fal hann męgi Gjúka.



4. Hvad der er foregået mellem v. 3 og 4 overspringer digteren som velkendt i denne meget korte indledning. — málfáan: med påmalede (indgravede) figurer el. magiske tegn (jfr. stál bjartra mála).húnskr: er stående epitet til Sigurd (ved en misforståelse), det bet. vel omtr. det sm som suðrœnn — De to sidste linjer er vist senere tillæg, fal: må her bet. ‘overdrog, overgav’.



5.
Hón sér at lífi
lǫst né vissi
ok at aldrlagi
ękki grand,
vamm þats væri
eða vesa hygði;
gingu á milli
grimmar urðir.



5. Hón: Brynhild. — at lífi: m. h. t. sit liv (vandel). — L. 3-4: »og hun vidste ingen skade m. h. t. sin død«, ɔ: hun vidste ingen skade (ulykke), der kunde volde hende en (brat) død. — gingu á milli: der kom (hindrende) imellem. Jfr. Krit. bem. — urðir: skæbne-gudinder ɔ: skæbnebestemmelser.



6.
Ęin sat hón úti
aptan dags,
nam hón svá ǫrt
umb at mælask:
»hafa skalk Sigurð,
eða svelti þó,
mǫg frumungan
mér á armi.



6. ǫrt: rask (med bibetydn. af overilelse); R har det umulige bert. — L. 6: »eller også skal han dø«.



7.
Orð mæltak nú,
iðrumk ęptir þess;
kvǫ́n ’s hans Goðrún
ęn Gunnars ek;
ljótar nornir
skópu oss langa þrǫ́.«



7. ljótar nornir: = grimmar urðir i v. 5. — For skópu oss bör der vel læses skópumk.



8.
Opt gęngr hón innan
ills of fyld
ísa ok jǫkla
aptan hvęrjan,
es þau Goðrún,
ganga á bęð
ok hana Sigurðr
svęipr í ripti.
konungr hinn húnski
kvǫ́n frjá sína.



8. innan: indvendig; kunde også bet. ‘indefra’ ɔ: ud (af huset). — ills: ondt, ɔ: bitterhed og hævntanker. — ísa ok jǫkla: er acc. pl. henover is og jökler, over ensomme, kolde steder — der svarer til hendes indre — vandrer hun, rugende over sine hævntanker og planer. Det er ufatteligt, hvorledes forskere kan opfatte ordene som gen. pl., styrede af fyld. Udtrykket tyder på, at digtet er forfattet i den islandske koloni i Grönland. — ripti: her vel linlagen el. sængetæppe. — L. 9-10 er uden tvivl tildigtning, så matte og overflødige som de er.



9.
»Vǫn gęng ek vilja
ok vers bęggja,
verðk mik gœla
af grimmum hug.«



9. ok vers: og ægtemand (nemlig den rigtige, Sigurd); R skr. vers ok, der måske ikke er umuligt. — gœla: glæde; det hele er omtr. = »göre gode miner til slet spil«.



10.
Nam af þęim hęiptum
hvętjask at vígi:
»þú skalt Gunnarr
gǫrst of láta
mínu landi
ok mér sjalfri,
munka una aldri
með ǫðlingi.



10. vígi: drab, ɔ: på Sigurd. — gǫrst: helt og holdent. — láta: miste (med dativ). Man mærke her den faste smhæng mellem 1. og 2. halvdel. — munka: en nødvendig rettelse af mun ek.



11.
Munk aptr fara,
þars áðan vask,
með nábornum
niðjum mínum,
þar munk sitja
ok sofa lífi,
nema þú Sigurð
svelta látir.
ok jǫfur ǫðrum
œðri verðir.



11. L. 9-10 er overflødig tildigtning, jǫfur synes at være dativ (f. jǫfri); kunde også være vokativ. — ǫðrum: ɔ: Sigurd.



12.
Lǫ́tum son fara
fęðr í sinni,
skalat ulf ala
ungan lęngi;
hvęim verðr hǫlða
hǫnd léttari
síðan til sátta
at sonr lifit.«



12. son: også sönnen (den unge Sigmund). — ulf: også her om (en tilkommende) hævner. — hǫnd: rettelse f. R’s umulige hefnd. — lifit: ikke lever, også en nødvendig rettelse af lifi. »For enhver bliver hånden senere lettere til forlig, hvis der ikke lever en sön« (for at foretage hævn).



13.
Hryggr varð Gunnarr
ok hnipnaði,
svęip sínum hug
sat of allan dag,
hann vissi þat
vilgi gǫrla,
hvat hǫ́num væri
vinna sœmst.
eða hǫ́num væri
vinna bęzt,
alls sik vǫlsungi
vissi firðan
ok at Sigurð
sǫknuð mikinn.



13. Hryggr: rettelse for R’s reiðr, der mgl. forlydsrim. — svęip: vaklede, d. v. s. grublede tvivlende. M. h. t. verset se Krit. bem.



14.
Ýmist hann hugði
jafnlanga stund.
Þat vas ęigi
hǫ́num afar títt,
at frá konungdóm
kvánir gingi;
nam hann sér Hǫgna
hęita at rúnum;
þar átti hann
alls fulltrúa.



14. Verset består af 10 linjer; både l. 1-2 og 9-10 kunde undværes. Ýmist: snart det ene, snart det andet. — L. 3-4: »han havde ikke megen lyst til, han holdt ikke af«. — kvánir: hustru, dronningen. — rúnum: fortrolig samtale.



15.
»Ęin ’s mér Brynhildr
ǫllum bętri
of borin Buðla,
hón ’s bragr kvinna;
fyrr skalk mínu
fjǫrvi láta
an þęirar męyjar
męiðmum týna.



15. bragr: bruges om det mest udmærkede (bl. noget). — męiðmum: dermed menes den hęimanmundr, hun må forudsættes at have fået.



16.
Vildu okr fylki
til féar véla?
gótt ’s at ráða
Rínar malmi
ok unandi
auði stýra
ok sitjandi
sælu njóta.«



16. okr: er dativ. — fylki: ɔ: Sigurd. — Rínar malmi: guldet; i denne smhæng har digteren begået en anakronisme. — Mærkeligt er det, at guldet her spiller så stor en rolle.



17.
Ęinu því Hǫgni
andsvǫr vęitti:
»samir ęigi okr
slíkt at vinna
sverði rofna
svarna ęiða,
ęiða svarna,
unnar tryggðir.



17. rofna: må her være transitivt verb. = rjúfa ‘at bryde’; dannet af part. rofinn, hvis ikke ordet simpelthen er fejl f. rjúfa.



18.
Vituma á moldu
męnn in sælli,
męðan fjórir vér
folki rǫ́ðum
ok sá hinn hunski
hęr-Baldr lifir,
né in mætri
mægð á foldu.
ef vér fimm sonu
fœðum lęngi
ǫ́ttum góða
œxla knættim.



18. fjórir: ment må være Gunnar, Högne, Guthorm og Sigurd selv. — hęr-Baldr: kriger. — foldu: er rettelse f. det her umulige moldu. — L. 9-12 slutter sig syntaktisk meget dårlig til det foreg., ligesom de, hvad meningen angår, er ret uforståelige. Forholdet mellem fœðum og œxla (= avle) er ganske uklart. Linjerne er vist senere indskud.



19.
Ek vęit gǫrla
hvaðan vegir standa,
eru Brynhildar
brek ofmikil.«



19. hvaðan—standa: hvorfra vejene kommer, ɔ: hvad der ligger bagved. — brek: krav, (stærke og umotiverede) ønsker. — Det tabte halvvers genfindes vist i Vǫls.s.: »og hendes råd bringer os ud i stor vanære og tab«.



G. kv. 20.
Vit skulum Gotþorm
gørva at vígi,
yngra bróður
ófróðara;
hann vas fyr útan
ęiða svarna,
ęiða svarna,
unnar tryggðir.



20. gørva: få (ham) til at. — ófróðara: mindre kyndig (som meget ung?), uden at forstå betydningen af drabet.



21.
Dælt vas at ęggja
óbilgjarnan
— — — —
stóð til hjarta
hjǫrr Sigurði.



21. óbilgjarnan: ikke villig til at svigte, ufortrøden. — I verset mgl. l. 3-6.



22.
Réð til hęfnda
hęrgjarn í sal
ok ęptir varp
óbilgjǫrnum,
fló til Gotþorms
Gramr ramliga,
kynbirt éarn,
ór konungs hęndi.



22. hęrgjarn: krigslysten, her omtr. = tapper. — varp: ɔ: sverði. — kynbirt: funklende; kyn- er her forstærkende.



23.
Hné hans of dolgr
til hluta tvęggja,
hęndr ok hǫfuð
hné á annan veg,
ęn fótahlutr
fęll aptr í stað.



23. dolgr: fjende, Guthorm; skal der læses ofdolgr? — L. 2: »til to sider«. — annan: den ene. — fótahlutr: den del af legemet, som benene udgör, ɔ: benene. — Man lægge mærke til den stærke poetiske overdrivelse.



24.
Sofnuð vas Goðrún
í sæingu
sorgalaus
hjá Sigurði,
ęn hón vaknaði
vilja firð,
es hón Fręys vinar
flaut í dręyra.



24. Fręys vinar: en sådan betegnelse er ret enestående.



25.
Svá sló hón sváran
sínar hęndr,
at rammhugaðr
ręis upp við bęð:
»gráta þú Goðrún
svá grimmliga
brúðr frumunga,
þér brœðr lifa.



25. sváran: acc. adverbielt, stærkt (oprl. er vel slag underforstået); R har svarar (dittografi), også i v. 29. — bęð: her hovedpuden(-gærdet). — L. 8: »du har jo brødre« — atter et udtryk for søskendekærligheden.



26.
Ák til ungan
ęrfinytja,
kannat firrask
ór fjandgarði,
þęir sér hafa
svárt ak dátt
ęnn nær numit
nýlig rǫ́ð.



26. ęrfinytja: arv-nyder, sön. — firrask: fjærne sig fra, forlade. — fjandgarði: ɔ: Gjukungernes hjem. — þęir: ɔ: fíendr ɔ: Gjukungerne. — svárt ok dátt: adverbier, ‘tungt (trykkende, bittert) og heftigt’ (jfr. no. daatt ‘heftigt, voldsomt’). — ęnn: fremdeles for fremtiden?). — nær: er egl. uforståeligt, ‘næsten’ (hører til nýlig?). — nýlig: ny-agtige, mærkelige(?). — rǫ́ð: planer. — Den sidste halvdel er mærkelig affattet og næppe uden forvanskninger.



27.
Ríðra þęim síðan
þótt sjau alir
systursonr
slíkr at þingi;
ek vęit gǫrla,
hví gęgnir nú,
ęin vęldr Brynhildr
ǫllu bǫlvi.



27. sjau: er her et ubestemt tal. — slíkr: nemlig som sönnen. — L. 6: »hvorledes det forholder sig«.



28.
Mér unni mær
fyr mann hvęrjan,
ęn við Gunnar
grand ękki vank;
þyrmðak sifjum,
svǫrnum ęiðum,
síðr værak hęitinn
hans kvánar vinr.«



28. grand: svig. — vinr: ven, elsker.



29.
Kona varp ǫndu
ęn konungr fjǫrvi,
svá sló hón sváran
sínar hęndr,
at kvǫ́ðu við
kálkar í vǫ́
ok gullu við
gæss í túni.



29. varp ǫndu: sukkede dybt. — (varp) fjǫrvi: udåndede; ellers bruges ikke verpa i denne forbindelse. — sváran: også her rettelse f. R’s svárar. — vǫ́: krog; næppe = vrá (jfr. Torps etymol. ordb.). — L. 7-8 jfr. Guðrkv. I, 16.



30.
Hló þá Brynhildr
Buðla dóttir
ęinu sinni
af ǫllum hug,
es hón til hvílu
hęyra knátti
gjallan grát
Gjúka dóttur.



30. til hvílu: henad sængen til, ɔ: fra sængen.



31.
Hitt kvað þá Gunnarr,
gramr haukstalda.
Hlæra þú af því,
hęiptgjǫrn kona,
á golfi glǫð,
at þér góðs viti;
hví hafnar þú
hinum hvíta lit,
fęikna fœðir?
hygg at fęig séir.



31. L. 1-2 er vel senere tilsatte. — haukstalda: nordisk omdannelse af ty. hagustalt, findes i urnord. runeindskrifter; bet. egl. yngre sön, der får en udmark til dyrkning og bo. Her bet. det snarest ‘hirdmænd, hövdinger’; i skjaldekvad bet. ordet ligefrem konge. — á golfi: der hvor hun stod på gulvet. — L. 6: »at det tyder på noget godt hos dig«. — hvíta lit: den lyse, naturlige, farve; Brynhild bliver blussende rød af indre bevægelse. — fęikna fœðir: du som avler rædsler, ɔ: frygtelige tanker og gærninger.



32.
Þú værir þess
verðust kvinna,
at fyr augum þér
Atla hjøggim,
bróður þínum
sæir blóðugt sár,
undir dręyrgar
knættir yfir binda.



32. bróður þínum: for (hos, på) din broder; udtrykket er ikke i mindste måde påfaldende.



Br. kv. 33.
Frýra þér Gunnarr
hęfr þú fullvegit;
lítt sésk Atli
ófu þína;
hann mun ykkar láta
ǫnd síðari
ok æ bera
afl hit męira.



33. Frýra: man bebrejder (dig) ikke; ingen bebrejder dig. — fullvegit: dræbt til fulde, ɔ: bevirket et drab fuldkomment. — ófu: overmod, trusler. — láta: mgl. R. — L. 7-8: »og altid være den stærkeste«.



34.
Sęgja munk þér Gunnarr,
sjalfr vęizt gǫrla,
hve ér yðr snimma
til saka réðuð;
varðka til ǫngð
né ofþrungin
fullgœdd féi
á flęti bróður.



34. til saka réðuð: begyndte at yppe strid. — ǫngd: kuet, holdt strængt. — ofþrungin: undertrykt. — á flęti: i hjemmet.



35.
Né vildak þat,
at mik verr ætti,
áðr ér Gjúkungar
at garði riðuð,
þrír á hęstum
þjóðkonungar,
ęn þęira fǫr
þǫrfgi væri.



35. verr: ægtemand. — þęira: deres, er lidt påfaldende efter ér (riðuð); ér bör måske udelades og skrives riðu. — þǫrfgi væri: havde ikke været gavnlig ɔ: burde helst ikke have fundet sted. — Der er her og i det følg. tekstvanskeligheder. Her må der være tale om en rejse til Atle, men det må have været en tidligere rejse end Gunnars bejlerfærd, ti Brynhild trolover sig med Sigurd, v. 40; dette vers findes iøvrigt her, efter v. 35, men synes nødvendigvis at måtte flyttes til efter v. 39. At erklære noget af disse vers her for uægte, lader sig ikke göre med holdbare grunde.



36.
Ok mér Atli þat
ęinni sagði,
at hvárki lézk
hǫfn of dęila,
goll né jarðir,
nema gefask létak,
ok ęngi hlut
auðins féar.



36. Til at begynde med vil Brynhild slet ikke giftes, men böjer sig for sin broders ønske og trusler. — lézk: erklærede; andet kan ordet ikke betyde. — hǫfn of: R har hǫfnum; hǫfn = ejendom. Også her hører l. 5 nöje sm med l. 4. — auðins: det erhværvede.



37.
Þás mér jóðungri
ęiga sęldi
ok mér jóðungri
aura talði.



37. Her mgl. åbenbart den første halvdel. — sęldi: er nødvendig rettelse af R’s selldac.



38.
Þá vas á hvǫrfun
hugr minn of þat,
hvárt skyldak ver ęiga
eða val fęlla
bǫll í brynju
of bróður sǫk;
þat myndi þá
þjóðkunt vesa
mǫrgum manni
at munar stríði.



38. á hvǫrfun: i vaklen. — ver ęiga: ægte en mand; se Krit. bem. — L. 5-6 ser ud til at være senere tilföjede. Der kunde dog her være tale om rester af to vers, 6+4; herfor taler, at þat egl. ikke går på noget i det foreg., vi ser ikke, hvad der skulde være »folkekendt til sjælekval for mange«.



39.
Létum síga
sáttmǫ́l okkur;
lék mér męir í mun
męiðmar þiggja,
bauga rauða
burar Sigmundar;
né annars manns
aura vildak.



39. síga: her = síga saman; »vi lod vort forlig komme i stand«.



40.
Þęim hétumk þá
þjóðkonungi,
es með golli sat
á Grana bógum,
vasat hann í augu
yðr of glíkr
né á ęngi hlut
at álitum.
þó þykkizk ér
þjóðkonungar.



40. þjóðkonungi: mgl. R, men er evident rigtigt. — Det er höjst mærkeligt, at Sigurd nu — sammen med Gunnar og Högne — har guldet med sig; medmindre Brynhild her tænker tilbage til en tidligere tid. — L. 9-10 er sikkert en senere tilföjelse.



41.
Unnak ęinum
né ýmissum,
bjóat of hverfan
hug męn-Skǫgul;
alt mun þat Atli
ęptir finna,
es mína spyrr
morðfǫr gǫrva.



41. ęinum: (kun) én enkelt, ɔ: Sigurd. — męn-Skǫgul: halsbånd-Skogul (valkyrje) = ek. — ęptir: sidenhen. — morðfǫr: omtr. = død.



42.
At þvígi skal
þunngęð kona
annarrar ver
aldri lęiða;
þat mun at hęfndum
harma minna.



42. At þvígi: ikke efter dette (þvígi er rettelse f. þeygi = þau-gi, hvis dette var rigtigt, måtte þau bet. ‘disse begivenheder’). — þunngęð: med let og lidet forstandigt sind, med kona menes Gudrun. — annarrar: en andens ɔ: Brynhilds. — aldri lęiða: leve sammen med. — L. 5-6: »det(te) skal være en hævn for min smærte«. Der mgl. vist et linjepar i verset, nemlig l. 5-6. Når det hævdes, at et vers ikke kan beg. med at som her, er dette ganske grundløst.



43.
Upp ręis Gunnarr,
gramr verðungar,
ok of hals konu
hęndr of lagði,
gingu allir
ok þó ýmissir
af hęilum hug
hána at lętja.



43. verðungar: hirdens. — ýmissir: afvekslende, den ene efter den anden. — hána: mærk denne oprl. form her.



44.
Hratt af halsi
hvęim þar sér,
léta sik lętja
langrar gǫngu.



44. hvęim: enhver (R skr. heim). — sér: hører til halsi.



45.
Nam sér Hǫgna
hvętja at rúnum
»Sęggi vilk alla
í sal ganga,
þína með mínum
nú ’s þǫrf mikil
vita ef męini
morðfǫr konu,
unz af méli
ęnn męin komi,
þá lǫ́tum því
þarfar ráða.«



45. L. 1-2 er vist en af disse senere indledningslinjer, som er tilföjede af en, der vilde göre klarere, hvem der var den talende; her er disse linjer særlig ilde anbragte. — L. 5-6 er sikkert senere tilföjede, for at få mening i l. 1-2. — męini: om de kan formå (hende) til at afstå fra o. s. v. — unz: indtil der (muligvis senere). — af méli: efter en mellemtid, længere el. kortere tidsrum. — męin: ulykker, der kunde motivere forsættet.



46.
Ęinu því Hǫgni
andsvǫr vęitti:
Lętia hána
langrar gǫngu,
þars aptrborin
aldri verði;
hón krǫng of komsk
fyr kné móður
hón ’s æ borin
óvilja til
mǫrgum manni
at móðtrega.



46. L. 1-2 af sm art som i foreg. vers. — langrar gǫngu: rejsen til dødens hjem. — þars: egl. hvor; her omtr. = således at. — aptrborin: i overensstemmelse med de gamles tro om genfødelse, jfr. Vǫls. forn. prosa 15. — krǫng: adj., med besvær (jfr. kranga Skí. 30). — komsk fyr kné: kunde komme foran moderens knæ, ɔ: fødes; udtrykket beror på den fødendes stilling. — L. 9-10 er vist senere tilföjede, de er ret overflødige (måske en overleveringsdublet) og l. 11-12 slutter sig udmærket til l. 7-8. — óvilja: sorg.



47.
Hvarf sér óhróðigr
andspilli frá,
þars mǫrk męnja
męiðmum dęilði;
lęit hón of alla
ęigu sína,
soltnar þýjar,
ok salkonur.



47. óhróðigr: lidet oprömt. — mǫrk męnja: halsringenes træ (mǫrk brugt her om et enkelt træ, jfr. viðr), kvinde. — soltnar: døde; herom er der intet sagt i forvejen; Brynhild er allerede i færd med at tage sig af dage, og har allerede ladet nogle tærner dø for at følge sig i døden; det var gammel skik. — ok salkonur: hermed betegnes de levende, de samme som nævnes i v. 50.



48.
Gollbrynju smó,
vasa gótt í hug,
áðr sik miðlaði
mækis ęggjum;
hné við bolstri
hón á annan veg
ok hjǫrunduð
hugði at rǫ́ðum.



48. smó: betegner, at brynjen falder ned over hoved og bryst. — miðlaði: gennemborede (egl. huggede midt over, men derom er der ikke tale). — rǫ́ðum: ɔ: hvad der skulde göres.



Br. kv. 49.
Nu skulu ganga
þærs goll vili
ok minni því
at mér þiggja;
ek gef hvęrri
of hroðit sigli,
bók ok blæju,
bjartar váðir.



49. minni því: erindringer om det; R har det umulige minna. — hroðit: af hrjóða ‘belægge’ f. eks. med ædle metaller, her guldindfattet. — sigli: se Lokas. 20. — bók: tæppe med figurer. — At have mange kostbarheder med sig i døden, måtte selvfølgelig anses for at være attråværdigt, jfr. v. 52.



50.
Þǫgðu allar
við því ráði,
ok allar sęnn
andsvǫr vęittu:
»œrnar ro soltnar,
munum ęnn lifa,
verða salkonur
sœmð at vinna.«



50. allar: R har allir, som blot er skrivefejl (jfr. allar i l. 3). — L. 2 se Krit. bem. — salkonur: betegner ‘tærner’, det behøver ikke at være slavinder. — sæmð at vinna: udføre hvad der er sömmeligt; der menes vel i første række alt hvad der hører til ligfærden.



51.
Unz af hyggjandi
hǫrskrýdd kona,
ung at aldri,
orð viðr of kvað:
vilkat trauðan
né torbœnan
of óra sǫk
aldri týna.



51. af hyggjandi: udfra forstand, meget forstandig. — torbœnan: vanskelig tilgængelig for bönner, som ikke lader sig bevæge ved bönner. — vilkat: herefter skr. R mann, dette er overflødigt, og selv om det udelades, bliver de to adjektiver ligefuldt prædikative.



52.
Þó mun á bęinum
brinna yðrum
færi ęyrir,
þás framm komið,
† nęit menju góð,
mín at vitja.



52. ęyrir: ɔ: guld, kostbarheder. — framm komið: kommer til livets ende, dør. — L. 5 er forvansket og uforståelig, især nęit (sål. R, med ę); smhængen bliver så meget mere uforståelig som versets l. 5-6 åbenbart er tabt.



53.
Sęzk niðr Gunnarr,
munk sęgja þér
lífs ørvæna
ljósa brúði,
muna yðvart far
alt í sundi,
þótt ek hafa
ǫndu látit.



53. Hermed beg. Brynhilds enetale til Gunnar og hendes fremtidsspådomme. — L. 5-6: »eders skib vil ikke helt forlise i sundet«, åbenbart et ordsprog; alt jfr. verða allr ‘dø’, »I går ikke helt til grunde, fordi jeg dør«. H. Gerings opfattelse af stedet er ganske urigtig.



54.
Sǫ́tt munuð it Goðrún
snemr an hyggir;
hęfr kunn kona
við konungi
daprar minjar
at dauðan ver.



54. kunn: kyndig. — konungi: ɔ: Sigurd. — minjar: i henhold til følg. vers må det være Svanhild, der menes; når de kaldes daprar, sigter det til den sorg, Svanhild måtte vække ved at minde om sin fader.



55.
— — — —
Þar ’s mær borin,
móðir fœðir,
sú mun hvítari
an hinn hęiði dagr
Svanhildr vesa
sólar gęisla.



55. L. 1-2 er udfaldet. — mær: ɔ: Svanhild. — hvítari: her tilföjes to smligninger i forskellig form: an o. s. v. og dativ gęisla. — Det er muligt, at digteren har tænkt sig Svanhild som postum.



56.
Gefa munt Goðrúnu
góðra nøkkurum
skęyti skæða
skatna męngi;
munat at vilja
versæl gefin;
hána mun Atli
ęiga ganga
of borinn Buðla,
bróðir minn.



56. góðra nøkkurum: er et mærkeligt udtryk, da det straks bagefter siges, hvem Gudrun bliver gift med. — L. 3-4 er en af disse ubegribelige indskud; ordene er uforståelige og hænger ikke sm med noget i det foreg. el. følg.; de må ved et eller andet uforståeligt tankeknyt være kommet ind her. — versæl: rig på ægtemænd (også giftermålet med Jonakr anteciperes her).



57.
Margs ák minnask,
hvé við mik fóru.
— — — —
þás mik sára
svikna hǫfðuð;
vaðin at vilja
vask meðan lifðak.



57. L. 2: »hvorledes de teede sig overfor mig, behandlede mig«. — Efter l. 2 mgl. vist et linjepar. — sára: såret, krænket. — vaðin: berøvet, jfr. farinn, gęnginn i lign. betydn.



58.
Munt Oddrúnu
ęiga vilja,
ęn þik Atli mun
ęigi láta;
it munuð lúta
á laun saman,
hón mun þér unna
sem ek skyldak.
ef okr góð of skǫp
gęrði verða.



58. láta: lade, tillade. — lúta—saman: böje hovederne mod hinanden, føre fortrolige samtaler, antyder elskovsforhold. — L. 7-8 er overflødig og er rimelig senere tilföjede. Meningen er iøvrigt god nok.



59.
Þik mun Atli
illu bęita,
munt í ǫngan
ormgarð lagiðr.



59. ǫngan: snæver, trang.



60.
Þat mun ok verða
þvígit lęngra,
at Atli mun
ǫndu týna,
sælu sinni,
ok sona lífi,
þvít hǫ́num Goðrún
grýmir á bęð
snǫrpum ęggjum
af sǫ́rum hug.



60. þvígit lęngra: ikke så meget længere, ɔ: kort efter. — L. 5-6 er næppe oprindelige; R har sofa, der vistnok er fremkaldt af det følg. (li)fi. — grýmir (y?): er ukendt ord og er hidtil utolket; det beror snarest på fejl (fejlskrivning el. -læsning); smhængen viser, at der må være tale om et ord, der bet. ‘dræbe, gennembore’.



61.
Sœmri væri Goðrún
systir ykkur
frumver sínum
at fylgja dauðum;
ef hęnni gæfi
góðra hvęrr ráð,
eða ætti hón hug
ossum glíkan.



61. frumver: förste mand. — hvęrr: mgl. R; enhver god mand; omtr. = en god mand.



62.
Ǫrt mælik nú,
ęn hón ęigi mun
of óra sǫk
aldri týna;
hána munu hęfja
hóvar bǫ́rur
til Jónakrs
óðaltorfu.



62. Ǫrt: rask med bibetydning af overilet. Jfr. Krit. bem. — Jónakrs: hvorfra dette enestående navn stammer, er omtvistet. Det simpleste er at tænke sig at det er en omdannelse af Odoacer, hvorledes det så end er gået til.



63.
[Ala mun sér jóð,
ęrfivǫrðuJ,
ęrfivǫrðu,
Jónakrs sonu,
mun hón Svanhildi
sęnda af landi
sína męy
ok Sigurðar.



63. L. 1-2 se Krit. bem. — sęnda o. s. v.: nemlig til Goterne for at blive Jörmunrekks hustru.



64.
Hána munu bíta
Bikka ráð,
þvít Jǫrmunrekkr
óþarft lifir;
þá ’s ǫll farin
ætt Sigurðar;
eru Goðrúnar
grœti at flęiri.



64. Hána: ɔ: Svanhild. — óþarft: til ugavn, skade; heri ligger en antydning af Jörmunrekks höje alder. — farin: forsvunden, gået til grunde. — grœti: egl. ting (forhold) der volder gråd, sorgens æmner.



65.
Biðja munk þik
bœnar ęinnar,
sú mun í hęimi
hinzt bœn vesa;
lát svá bręiða
borg á vęlli,
at und oss ǫllum
jafnrúmt séi.
þęim es sultu
með Sigurði.



65. borg: brændestabel, for at brænde den døde derpå. — bręiða: er under alle omstændigheder adj. ‘bred, omfangsrig’; til lát er vesa underforstået. — L. 9-10 er sikkert en senere tilföjelse.



66.
Tjaldi of þá borg
tjǫ́ldum ok skjǫldum,
valaript vęl fǫ́uð
ok vala męngi;
bręnni mér hinn húnska
á hlið aðra.



66. Efter l. 2 mgl. der vist et linjepar. — valaript: bet. vel ‘fremmed lærred-töj’, jfr. Hannaas i Festskr. til F. Jonsson s. 235; ordet er måske snarest ntr. — vala: vist af valr ‘hest’.



67.
Bręnni hinum húnska
á hlið aðra
mína þjóna,
męnjum gǫfga,
tvá at hǫfðum
ok tvęir haukar;
þá ’s ǫllu skipt
til jafnaðar.



67. tvęir (bis): R skriver bægge steder ii, der både kan læses tvá og tvęir, men haukar må være afgörende. — til jafnaðar: ligeligt (og retfærdigt).



68.
Liggi okkar
ęnn í milli
ęgghvast éarn,
sęm ęndr lagit,
þás vit bæði
bęð ęinn stigum
ok hétum þá
hjóna nafni.



68. milli: her har R en linje, se Krit. bem. — sęm: er rettelse for R’s svá, der ikke giver nogen god mening, og kræves af det følg. þás.



69.
Hrynja hǫ́num
á hæl þęygi
hlunnblik hallar
hringa litkuð,
ef hǫ́num fylgir
fęrð mín heðan;
þęygi mun ór fǫr
aumlig vesa.



69. Hrynja: = skella, ‘falder med klask el. brag’. — hlunnblik hallar: egl. uforståeligt og rimeligvis forvansket; der synes at være ment ‘en dör’ (sagaen har ok eigi fellr honum þá hurð á hæla); der foreligger vistnok en talemåde, der skulde bet. ‘da vil dören, idet hans lig føres ud, ikke blive smækket i som når man jager betlere og den slags folk bort’; men hvorledes hlunnblik er at forstå er som sagt uvist. Velkendt er talemåden: skellr hurð nærri hælum om en fare, man knap og nap undgår. — hringa litkuð: sværdenes rødfarver, Sigurd; appos. til hǫ́num. R skr. hringi, der synes meningsløst. — litkuð: dannet af litka, der kendes fra nutidssproget. — aumlig: fattig, tarvelig.



70.
Þvít hǫ́num fylgja
fimm ambóttir,
átta þjónar,
ęðlum góðir,
fóstrman mitt
ok faðęrni,
þats Buðli gaf
barni sínu.



70. ęðlum: herkomst. — faðęrni: fædrenearv.



71.
Mart sagðak þér,
myndak flęira,
ef mér męir mjǫtuðr
málrúm gæfi;
ómun þverr,
undir svella,
satt ęitt sagðak,
svá munk láta.



71. þér: mgl. R, men er ret nødvendigt. — mjǫtuðr døden. — ómun: stemmen. — láta ɔ: ǫndu, udånde.