Tredie Sang om Sigurd Fåvnesbane

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif


Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda


Oversat af
H. G. Møller
Udgivet 1870


Tredie Sang om Sigurd Fåvnesbane
eller den korte Sang om Sigurd


1.
Fordum Sigurd
til Gjuke søgte, -
den unge Völsung,
som Ormen vog.
Tro blev ham lovet
af tvende Brødre;
Eder svore
de stærke Konger.

2.
En Mø de bød ham
og megen Rigdom,
Gudrun hin unge,
Datter af Gjuke.
Mangen Dag
drak og taled
den unge Sigurd
med Gjukes Sönner,

3.
indtil de fore
at fri til Brynhild.
Sigurd red
sammen med dem,
den unge Völsung,
som Vejene kendte.
Hans Hustru hun var,
hvis Skæbnen det vilde.

4.
Den sydlandske Helt
lagde et draget Sværd,
med Runer mærket,
mellem dem begge.
Ej han kyssed
den fagre Kvinde.
Ej tog Ædlingen
Møen i Arm.
Den væne for Gjukes
Sön han vogted.

5.
Ej hun vidste
i ondt sig skyldig;
ved ingen Brøde
hun Skæbnen æsked;
ej Skændsel der var
eller tyktes at være,
men strenge Norner
for Skæbnen råded.

6.
Ene sad hun ude
ved aftentide,
og brat hun Ordet
ud mon tale:
"Sigurd den unge,
herlige Ædling,
ham vil jeg favne
eller hungre ihjel.

7.
Et Ord jeg mælte;
Anger mig griber;
Gudrun er hans Hustru,
og jeg er Gunnars.
Lede Norner
bød os længe at lide"

8.
Ofte går hun ud
fyldt med ondt,
med Is og Jökler,
hver en Aften,
når Sigurd og Gudrun
gå til Senge,
når sin Hustru Sigurd,
den hunske Konge,
i Lagnet svøber,
til Elskov længes.

9.
"Ej fik jeg min Vilje,
ej Manden, jeg elsker.
Min Glæde jeg søger
i grumme Tanker."

10.
Af slig Harm
til Drab hun hidses:
"Du skal, Gunnar!
ganske glemme
alt mit Land
og mig selv tillige.
Ej kan jeg leve
og med Ædlingen glædes.

11.
Atter jeg går
til mit gamle Hjem;
til mine Slægtninge
vil jeg søge.
Der vil jeg sidde
og stedse sove,
hvis du ej Sigurds
Bane volder
og selv bliver ypperst
blandt Konger alle.

12.
Lad Sönnen fare
sammen med Faderen.
Ej skal den unge
Ulv man føde.
For hvilken Mand
monne Hævnen være
lettere at sone,
når Sönnen lever?"

13.
Vred blev Gunnar
og sænked sit Hoved;
hele Dagen han sad
mørk i Sinde.
Rådvild var han;
ej han vidste,
hvad der sömmed
sig at göre,
hvad der blev nu
bedst at göre,
da han vidste,
at han Völsungen misted,
og at han Sigurd
hårdt vilde savne.

14.
Længe i Tvivl
han sad og tænkte;
Ej det var
en ønskelig Færd,
at Kvinder forlod
deres Kongerige.
Om Råd han bad
sin Broder Högne;
i ham en fuldtro
Ven han havde.

15.
"Brynhild ene
er mig ypperst af alle,
Budles Datter,
den bedste blandt Kvinder.
För jeg lade
vil mit Liv
end jeg Kvindens
Skatte vil øde.

16.
Med Svig vil vi rane
Fyrstens Rigdom.
Godt er det at råde
for Rhinens Malm,
at leve i Glæde
og Gods at eje,
at sidde i Ro
og være sæl."

17.
Gav da Högne
ham til Gensvar:
"Ej det sömmer sig os
sligt at göre,
med Sværd at bryde
svorne Eder,
svorne Eder
og givne Ord.

18.
Ej leve over Mulde
lykkeligere Mænd,
sålænge vi fire
for Forket råde,
og han, den hunske
Hærfyrste, lever;
ej er der större
Slægt på Jorden.

19.
Kan vel vi fostre
vore Sönner fem,
da kan end vi øge
den ædle Æt.
Vel jeg ved,
hvad der volder alt;
forvist er det Brynhilds
vilde Klage!"

Gunnar.
20.
"Guthorm vil vi
Til Gerningen drive,
vor yngre Broder;
ej vis han er.
Ej har han Del i
de svorne Eder,
de svorne Eder
og givne Ord."

21.
Let var det at ægge
den vilde Yngling;
Sværdet stod
i Sigurds Hjerte.

22.
Helten i Salen
hævne sig vilde;
Våbnet han kasted
efter den vilde Yngling.
Fra Kongens Hånd
flöj med Kraft
Grams blinkende Jern
ind i Guthorms Side.

23.
Fjenden i tvende
Stykker faldt.
Hænderne gik én Vej
og med dem Hovdet;
Føddernes Del
baglæns faldt.

24.
Gudrun sov
i sin Seng
uden Sorg
ved Sigurds Side.
Gudrun vågned
glædeberøvet,
da hun svømmed
i Sigurds Blod.

25.
Så svart hun slog
sine Hænder sammen,
at den stærke Helt
sig i Sengen rejste:
"Ej må du, Gudrun!
græde så vildt,
du unge Brud!
Dine Brødre leve.

26.
Endnu er
for ung min Arving;
ej kan han fjærnes
af Fjendegård;
men dem selv
til Sorg og Skam
vorder de Råd,
som nys de råded.

27.
Om end syv du føder,
skal med dem ej siden
til Thinge en sådan
Søstersön ride.
Fuldtvel jeg ved,
hvordan det går;
Brynhild ene
alt ondt har voldet.

28.
Møen mig elsked
fremfor alle Mænd,
men ej mod Gunnar
jeg Uret gjorde.
Jeg vogted Slægtningers Ret
og svorne Eder.
Med Uret blev jeg kaldet
hans Kvindes Ven."

29.
Kvinden dåned;
Kongen døde.
så svart i Sorg
sine Hænder hun Slog,
så Bægrene klang
i Hallens Krog,
og Gæssene skreg
dertil fra Gården.

30.
Da lo Brynhild,
Budles Datter;
engang lo hun
af al sin Hu,
da hun til sit Leje
hørte lyde
Gjukes Datters
gjaldende Gråd.

31.
Da sagde Gunnar,
Fyrsternes Drot:
"Ej du ler
lystig i Hal,
fordi Held dig varsles,
hævnlystne Kvinde!
Hvorfor svinder
din skære Farve?
Du Rædslers Volder!
Til Død er du viet.

32.
Du var fremfor alle
Kvinder værdig
til at vi sloge
Atle for dine Öjne,
så du så din Broders
rindende Sår
og kunde forbinde
de blødende Vunder."

Brynhild.
33.
"Dit Mod laster ingen,
du har myrdet nok,
men lidet Atle
din Trudsel agter,
Han skal leve
længst af jer begge
og altid være
stærkest af eder.

34.
Jeg siger dig, Gunnar!
og selv du det ved,
hvordan fra först
I ondt har voldet.
Ung jeg var
og uden Kummer;
rig på Gods,
i min Broders Gård.

35.
Ej jeg vilde,
at Mand mig ejed,
för I Gjukunger
red i Gårde.
Trende Konger
på Traverne sad;
gid aldrig did
de dragne Vare.

36.
Til mig ene
Atle sagde,
at aldrig Skattene
skifte han Vilde,
hverken Guld eller Gods
når ej jeg mig gifted,
ingen Del
af mit arvede Gods,
som han i min Ungdom
gav mig at eje,
som han i min Ungdom
af Skatten mig yded.

37.
Uvis forsand
i Sind jeg Var,
om på Val jeg skulde fælde
Kæmpernes Flok,
vældig i Brynje
for min Broders Skyld.
Det blev da vel
bekendt i Verden,
mangen mand
til megen Kummer.

38.
Sådan blev vor
Fred da sluttet.
Bedre mig tyktes
Rigdom at tage
og Sigurds Söns
røde Ringe.
Ej anden Mands
Skatte jeg ønsked.

39.
Min Kærlighed gav jeg
til Folkets Konge,
som guldsmykt sad
på Granes Hove;
ej var han eder
lig af Öjne,
og ej af Legem
han jer ligned.
Dog tykkes I,
at I Konger ere.

40.
Én jeg elsked
og ingen anden;
ej havde Valkyrjen
vekslende Sind.
Alt det skal siden
Atle fornemme,
når han snart
min Helfart spörger.

41.
Ej skal Hustru,
letsindig i Hu.
leve med en andens
Mand sit Liv.
Da får jeg Hævn
for al min Harm."

42.
Op stod Gunnar,
Hirdens Hövding;
om Hustruens Hals
sine Hænder han lagde.
Alle de sögte
og hver og en
med venlig Hu
hendes Vilje at böje.

43.
Fra Hals hun vristed
hver, som hende bad;
ej lod hun sig lokke
fra den lange Rejse. -
Om Råd han bad,
sin Broder Högne;
i ham en fuldtro
Ven han havde.

44.
"Alle vore Mænd,
både mine og dine,
skal i Salen gå
- stor er Trangen -,
om de kan hindre
min Hustrus Helfart,
til med Tiden
Tøven kommer.
For hvad der skal ske
må da Skæbnen råde."

45.
Högne gav
sådant Gensvar:
"Ingen hende råde
fra den lange Rejse,
og gid hun aldrig
atter må fødes!
Til Mén hun fødtes
af Moders Skød,
skabt for altid
ondt at stifte
og Sorg hel mangen
Mand at volde."

46.
Tungsindig Gunnar
Talen stansed,
gik did, hvor Brynhild
Skattene delte.
Hun så om al sin
Ejendom samlet
griske Trælkvinder,
Salens Terner.

47.
Guldbrynjen drog hun på
- på godt hun ej tænkte -,
för hun i Sværdets
Egge sig styrted.
Ned til Siden
sank hun på Bolstret.
Såret af Sværdet
slige Ord hun sagde:

48.
"Går nu med mig,
alle, som Guld
og mindre Gaver
af mig vil tage!
Hver jeg giver
et gyldent Halsbånd,
Broderi og Lagen
og lyse Klæder."

49.
Alle tav.
på Råd de tænkte.
Alle tilsammen
svared sålunde:
"Skönt efter Gods vi længes,
vil vort Liv vi beholde.
For Terner det sig sömmer
sig anstændig at te."

50.
Endelig sagde
den unge, linklædte
Kvinde de Ord,
hun i Tanken ejed:
"Ej vil jeg, at Manden
uvillig og nødig
for min Skyld
sit Liv skal miste.

5l.
På eders Ben
skal engang brænde
mindre Rigdom
og Menjes Mel;
når Helvej I gå
for mig at gæste.

52.
Sæt dig, Gunnar!
Jeg dig siger,
at ej længe lever
din lyse Brud,
Med jert Skib det dog ej
på Havet er ude,
om jeg end lader
nu mit Liv.

53.
Gudrun vil forsones
snarere, end du tror.
Den berömte Kvinde
skal hos Kongen
have tunge Minder
efter Mandens Død.

54.
Der fødes en Mø,
født af sin Moder;
Svanhild vorder
hvidere endnu
end den skære Dag
end Solens Stråle.

55.
Gudrun vil en ædel
Kæmpe du give;
Men skal hun volde
hel mange Mænd.
Ej vil hun gerne
med Helten gjftes;
Atle skal have
hende i Eje,
Budles Sön,
min egen Broder.

56.
Vel jeg mindes,
hvor meget jeg led,
da I mig sveg
med Svig så såre;
Lykkeberøvet
var jeg i Livet.

57.
Oddrun ønske
du vil at eje,
men Atle sit Minde
ej vil give.
I lön skal Elskov
I dog øve;
hun skal dig elske,
som selv jeg det skulde,
om gunstig Skæbne
os var givet.

58.
Ondt vil Atle
mod dig øve,
lukke dig inde
i Ormegård.

59.
Ej skal lange
Tider lide,
för Atle sover
Dødens Søvn;
Lykken han mister
og hans Sönner Livet.
Gram er ham den,
som deler hans Leje;
Gudrun svinger
det skarpe Sværd.

60.
Det sömmed sig bedre
vor Søster Gudrun
sin förste Mand
i Døden at følge,
om gode Mænd
gav hende Råd,
og Sind hun ejed
som en af os.

61.
Langsomt mæler jeg nu:
ej hun miste
skal sit Liv
for Slægtninges Skyld.
Höje Bølger
skal hende hæve
did, hvor Jonakr
Landet ejer.

62.
Der avler hun Börn,
Arvetagere,
Arvetagere,
Jonakrs sönner.
Svanhild hun bort
af Landet sender,
hendes og Sigurds
skönne Datter .

63.
Bikkes Råd
monne hende bide;
Jammer vil hende
Jörmunrek volde.
Da er uddød
Sigurds Æt;
da kan Gudrun
end mere græde.

64.
En Bön
vil jeg dig bede;
det være min sidste
Bön i Verden:
Lad slig en Borg
på Sletten bredes,
at der er lige
langt mellem alle
os, som med Sigurd
i Døden segned.

65.
Tjæld så den Borg
med Tæpper og Skjolde,
med prægtigt Lagen
og mange Lig;
ved min Side den hunske
Helt I brænde.

66.
Brænd ved den ædles
anden Side
mine prude Svende;
pryd dem med Kæder.
Læg to ved vort Hoved
og tvende Høge.
Så er alt
tilbørligt ordnet.

67.
Mellem os skal end ligge
det ringprydede Malm,
det hvasse Jern,
just som det lå,
da i én Seng
vi begge steg,
og da vi nævntes
Ægtefæller,

68.
Valhals prægtige
guldstrålende porte
skal ej lukkes med Klang
bag Kongens Hæl,
når mine Folk
følge ham heden,
Ej skal vi fare
med fattigt Følge.

69.
Thi fem Trælkvinder
skal med ham fare,
otte Tjenere
af ædel Byrd,
alt mit Tyende
og min fædrene Arv,
som Budle gav
sit Barn i Eje,

70.
Meget har jeg talt;
mere vilde jeg tale,
hvis Sværdet gav mig mere
Tid til at mæle.
Min Stemme svigter;
Sårene svulme.
Sandt har jeg talet.
Nu er det sluttet."




Noter:

8. Is og Jökler betegner det vilde i hendes Sind.
16. Rhinens Malm, dvs.: Guldet.
22. Gram er Sværdets Navn.
37. Hun vidste ikke, om hun atter skulde blive Valkyrje eller gifte sig. - Det blev da vel bekendt, dvs.: hendes Valg.
48. Går med mig - nemlig i Døden.
51. Menjes Mel, dvs.: Guld,
52. Det er ej ude med jert Skib, dvs.: I kan endnu have Lykke.