Völuspá I (Bugge)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk	Latin
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Norrœn Fornkvæði
Sæmundar Edda hins fróða

Af Sophus Bugge
1867

Völuspá

Völuspá I

1. "Hljóðs bið ek allar

helgar kindir,

meiri ok minni

mögu Heimdallar;

viltu, at ek, Valföðr!

vel framtelja

forn spjöll fíra,

þau er fremst um man.

2. Ek man jötna

ár um borna,

þá er forðum

mik fœdda höfðu;

níu man ek heima,

níu íviði,

mjötvið mœran

fyr mold neðan.

3. Ár var alda

þar er Ýmir bygði,

vara sandr né sær

né svalar unnir,

jörð fannsk æva

né upphiminn,

gap var ginnunga,

en gras hvergi.

4. Áðr Burs synir

bjöðum um ypðu,

þeir er Miðgarð

mœran skópu;

sól skein sunnan

á salar steina,

þá var grund gróin

grœnum lauki.

5. Sól varp sunnan,


sinni mána,

hendi inni hœgri

um himinjódyr;

sól þat ne vissi

hvar hon sali átti,

máni þat ne vissi

hvat hann megins átti,

stjörnur þat ne vissu

hvar þær staði áttu.

6. Þá gengu regin öll


á rökstóla,

ginnheilug goð,

ok um þat gættusk;

nátt ok niðjum

nöfn um gáfu,

morgin hétu

ok miðjan dag,

undorn ok aptan,

árum at telja.

7. Hittusk æsir


á Iðavelli,

þeir er hörg ok hof

hátimbruðu,

afla lögðu,

auð smíðuðu,

tangir skópu

ok tól görðu.

8. Tefldu í túni,


teitir váru,

var þeim vettugis

vant ór gulli;

unz þrjár kvámu

þursa meyjar

ámátkar mjök

ór jötunheimum.

9. Þá gengu regin öll


á rökstóla,

ginnheilug goð,

ok um þat gættusk:

hverr skyldi dverga

drótt um skepja

ór brimi blóðgu

ok ór Bláins leggjum.

10. Þar var Móðsognir


mæztr um orðinn

dverga allra,

en Durinn annarr;

þeir mannlíkun

mörg um görðu

dvergar í jörðu,

sem Durinn sagði.

11. Nýi, Niði,


Norðri, Suðri,


Austri, Vestri,


Alþjófr, Dvalinn,


Nár ok Náinn,


Nípingr, Dáinn,


Bifurr, Bafurr,


Bömburr, Nori,


Ánn ok Ánarr,


Óinn, Mjöðvitnir.

12. Veggr ok Gandálfr,


Vindálfr, Þorinn,

Þrár ok Þráinn,

Þekkr, Litr ok Vitr,

Nýr ok Nýráðr,

nú hefi ek dverga,

Reginn ok Ráðsviðr,

rétt um talða.

13. Fili, Kili,

Fundinn, Nali,

Hepti, Vili,

Hanarr, Svíurr,

Billingr, Brúni,

Bildr ok Buri,

Frár, Hornbori,

Frægr ok Lóni,

Aurvangr, Jari,

Eikinskjaldi.

14. Mál er dverga

í Dvalins liði

ljóna kindum

til Lofars telja,

þeir er sóttu

frá salar steini

Aurvanga sjöt

til Jöruvalla.

15. Þar var Draupnir


ok Dólgþrasir,

Hár, Haugspori,

Hlévangr, Glóinn,

Dori, Ori,

Dúfr, Andvari,

Skirfir, Virfir,

Skafiðr, Ái.

16. Álfr ok Yngvi,


Eikinskjaldi,

Fjalarr ok Frosti,

Finnr ok Ginnarr;

þat man æ uppi,

meðan öld lifir,

langniðja tal

Lofars hafat.

_________

17. Unz þrír kvámu


ór því liði

öflgir ok ástkir

æsir at húsi,

fundu á landi

lítt megandi

Ask ok Emblu

örlöglausa.

18. Önd þau ne áttu,

óð þau ne höfðu,

lá né læti

né litu góða;

önd gaf Óðinn,

óð gaf Hœnir,

lá gaf Lóðurr

ok litu góða.

_________

19. Ask veit ek standa,


heitir Yggdrasill

hár baðmr, ausinn

hvíta auri;

þaðan koma döggvar

þærs í dala falla;

stendr æ yfir grœnn

Urðar brunni.

20. Þaðan koma meyjar


margs vitandi

þrjár, ór þeim sal

er und þolli stendr;

Urð hétu eina,

aðra Verðandi,

skáru á skíði,

Skuld ina þriðju;

þær lög lögðu,

þær líf kuru

alda börnum,

örlög seggja.

_________

21. Þat man hon fólkvig


fyrst í heimi,

er Gullveig

geirum studdu

ok í höll Hárs

hana brendu;

þrysvar brendu

þrysvar borna,

opt, ósjaldan,

þó hon enn lifir.

22. Heiði hana hétu,


hvars til húsa kom,


völu velspá,

vitti hon ganda,

seið hon hvars hon kunni,

seið hon hugleikin,

æ var hon angan

illrar brúðar.

23. Þá gengu regin öll


á rökstóla,

ginnheilug goð,

ok um þat gættusk:

hvárt skyldu æsir

afráð gjalda

eða skyldu goðin öll

gildi eiga.

24. Fleygði Óðinn

ok í fólk um skaut,

þat var enn fólkvíg

fyrst í heimi;

brotinn var borðveggr

borgar ása,

knáttu vanir vígská

völlu sporna.

_________

25. Þá gengu regin öll


á rökstóla,

ginnheilug goð,

ok um þat gættusk:

hverr hefði lopt allt

lævi blandit

eða ætt jötuns

Óðs mey gefna.

26. Þórr einn þar vá


þrunginn móði,

hann sjaldan sitr

er hann slíkt um fregn;

á gengusk eiðar,

orð ok sœri,

mál öll meginlig

er á meðal fóru.

_________

27. Veit hon Heimdallar

hljóð um fólgit

undir heiðvönum

helgum baðmi;

á sér hon ausask

aurgum forsi

af veði Valföðrs.

Vituð ér enn eða hvat?

28. Ein sat hon úti,


þa er inn aldni kom


yggjungr ása

ok í augu leit.

Hvers fregnið mik?

hví freistið min?

alt veit ek, Óðinn!

hvar þú auga falt:

í inum mœra

Mímis brunni;

drekkr mjöð Mímir

morgin hverjan

af veði Valföðrs.

Vituð ér enn eða hvat?

29. Valði henni Herföðr


hringa ok men,

féspjöll spaklig

ok spáganda;

sá hon vítt ok um vítt

of veröld hverja.

30. Sá hon valkyrjur


vítt um komnar


görvar at ríða

til Goðþjóðar:

Skuld hélt skildi,

en Skögul önnur,

Gunnr, Hildr, Göndul

ok Geirskögul;

nú eru talðar

nönnur Herjans,

görvar at ríða

grund valkyrjur.

_________

31. Ek sá Baldri,


blóðgum tívur,

Óðins barni

örlög fólgin:

stóð um vaxinn

völlum hæri

mjór ok mjök fagr

mistilteinn.

32. Varð af þeim meiði,


er mér sýndisk,


harmflaug hættlig,

Höðr nam skjóta.

Baldrs bróðir

var of borinn snemma,

sá nam Óðins sonr

einnættr vega.

33. Þó hann æva hendr


né höfuð kembði,

áðr á bál um bar


Baldrs andskota.


En Frigg um grét


í Fensölum


vá Valhallar.


Vituð ér enn eða hvat?


34. . . . . . . .

. . . . . . . . . .

. . . . . . . . . .

. . . . . . . . . .

Þá kná Vala

vígbönd snúa,

heldr váru harðgör

höpt ór þörmum.

35. Hapt sá hon liggja


undir hvera lundi


lægjarnlíki

Loka áþekkjan;

þar sitr Sigyn

þeygi um sínum

ver vel glýjuð.

Vituð ér enn eða hvat?

_________

36. Á fellr austan


um eitrdala


söxum ok sverðum,


Slíðr heitir sú.

37. Stóð fyr norðan

á Niðavöllum

salr ór gulli

Sindra ættar;

en annarr stóð

á Ókólni,

bjórsalr jötuns,

en sá Brímir heitir.

38. Sal sá hon standa


sólu fjarri

Náströndu á,

norðr horfa dyrr;

féllu eitrdropar

inn um ljóra,

sá er undinn salr

orma hryggjum.

39. Sá hon þar vaða


þunga strauma

menn meinsvara

ok morðvarga

ok þanns annars glepr

eyrarúnu;

þar saug Níðhöggr

nái framgengna,

sleit vargr vera.

Vituð ér enn eða hvat?

_________

40. Austr sat in aldna

i Járnviði

ok fœddi þar

Fenris kindir;

verðr af þeim öllum

einna nökkurr

tungls tjúgari

í trolls hami.

41. Fyllisk fjörvi


feigra manna,

rýðr ragna sjöt

rauðum dreyra;

svört verða sólskin

um sumur eptir,

veðr öll válynd.

Vituð ér enn eða hvat?

42. Sat þar á haugi


ok sló hörpu

gýgjar hirðir

glaðr Egðir;

gól um hánum

í gaglviði

fagrrauðr hani,

sá er Fjalarr heitir.

43. Gól um ásum


Gullinkambi,

sá vekr hölða

at Herjaföðrs;

en annarr gelr

fyr jörð neðan

sótrauðr hani

at sölum Heljar.

44. Geyr Garmr mjök


fyr Gnípahelli;

festr man slitna,

en freki renna.

Fjölð veit hon frœða,

fram sé ek lengra,

um ragnarök

römm sigtíva.

45. Brœðr munu berjask


ok at bönum verðask,


munu systrungar

sifjum spilla;

hart er í heimi,

hórdómr mikill,

skeggjöld, skálmöld,

skildir 'ru klofnir,

vindöld, vargöld,

áðr veröld steypisk;

man engi maðr

öðrum þyrma.

46. Leika Míms synir,


en mjötuðr kyndisk,

at inu gamla

Gjallarhorni;

hátt blæss Heimdallr,

horn er á lopti;

mælir Óðinn

við Míms höfuð.

47. Skelfr Yggdrasils


askr standandi,

ymr it aldna tré,

en jötunn losnar;

hræðask allir

á helvegum,

áðr Surtar þann

sefi of gleypir.

48. Hvat er með ásum?


hvat er með álfum?

gnýr allr jötunheimr,

æsir 'ru á þingi;

stynja dvergar

fyr steindurum

veggbergs vísir.

Vituð ér enn eða hvat?

49. Geyr nú Garmr mjök

fyr Gnípahelli;

festr man slitna,

en freki renna.

50. Hrymr ekr austan,


hefisk lind fyrir.

Snýsk jörmungandr

í jötunmóði:

ormr knýr unnir,

en ari hlakkar,

slítr nái niðfölr.

Naglfar losnar.

51. Kjóll ferr austan,


koma munu Muspells


um lög lýðir,

en Loki stýrir;

fara fíflmegir

með freka allir,

þeim er bróðir

Byleists í för.

52. Surtr ferr sunnan


með sviga lævi,

skínn af sverði

sól valtíva.

Grjótbjörg gnata,

en gífr hrata;

troða halir helveg,

en himinn klofnar.

53. Þá kemr Hlínar


harmr annarr fram,

er Óðinn ferr

við úlf vega,

en bani Belja

bjartr at Surti;

þar man Friggjar

falla angan.

54. Geyr nú Garmr mjök


fyr Gnípahelli;

festr man slitna,

en freki renna.

55. Þá kemr inn mikli


mögr Sigföður

Viðarr vega

at valdýri;

lætr hann megi hveðrungs

mund um standa

hjör til hjarta;

þá er hefnt föður.

56. Þá kemr inn mœri


mögr Hlóðynjar,

gengr Óðins sonr

við orm vega;

drepr hann af móði

Miðgarðs véurr;

munu halir allir

heimstöð ryðja;

gengr fet niu

Fjörgynjar burr

neppr frá naðri

níðs ókvíðnum.

57. Sól tér sortna,


sígr fold í mar,


hverfa af himni


heiðar stjörnur;


geisar eimi

ok aldrnari,

leikr hár hiti

við himin sjálfan.

58. Geyr nú Garmr mjök


fyr Gnípahelli;

festr man slitna,

en freki renna.

_________

59. Sér hon upp koma


öðru sinni

jörð ór œgi

iðjagrœna;

falla forsar,

flýgr örn yfir,

sá er á fjalli

fiska veiðir.

60. Finnask æsir


á Iðavelli

ok um moldþinur

mátkan dœma

ok minnask þar

á megindóma

ok á Fimbultýs

fornar rúnar.

61. Þar munu eptir


undrsamligar

gullnar töflur

í grasi finnask,

þærs í árdaga

áttar höfðu.

62. Munu ósánir


akrar vaxa,

böls man alls batna,

Baldr man koma;

búa þeir Höðr ok Baldr

Hropts sigtoptir

vel valtívar.

Vituð ér enn eða hvat?

63. Þá kná Hœnir


hlut við kjósa

ok burir byggja

bræðra tveggja

vindheim víðan,

Vituð ér enn eða hvat?

64. Sal sér hon standa


sólu fegra

gulli þakðan

á Gimlé;

þar skulu dyggvar

dróttir byggja

ok um aldrdaga

ynðis njóta.

65. Þá kemr inn ríki


at regindómi

öflugr ofan,

sá er öllu ræðr.

_________

66. Þar kemr inn dimmi

dreki fljúgandi,

naðr fránn neðan

frá Niðafjöllum;

berr sér i fjöðrum

— flýgr völl yfir —

Níðhöggr nái.

Nú man hon sökkvask."

---

Noter:

Völuspá. Under dette Navn citeres Digtet i Codd. af Snorra Edda; alene ved Anførsel af V. 19 (SnE. I, 76) og V. 38. 39 (SnE. I, 200) nævnes det Digt, hvoraf Versene ere tagne, ikke ved Navn i noget Hskr. af SnE.

1. Om dette Vers jvfr. Excurs. — 3. Komma efter minni M. — 5. Andre vildu, de vilde. — 5. 6. Valföðrs │ vél M.; Valföður │ vél Rask, K. og fl. — 7. fornspjöll i ét Ord Udgg. Men jvfr. Helg. Hund. I, 36: fornra spialla. — 7. fira, saa udtales Ordet nu af Islændinger. Den ældste Form er snarere fira; jvfr. oldeng. firas, fyras, oldsaks, firihô (Gen. pl.), oldtydsk firahim (Dat. pl.), fireô (Gen. pl.). Dog har oldnorsk svíri (⁓tír, Bárð. s. Snæf. S. 17 Vigf. Udg., ⁓þrír Bergb. þ. S. 125 Vigf.) lang Vokal, uagtet Ordet paa Oldeng. heder sweora. — 8. er ek M. efter H. — 8. Efter man sætter Brynjolf Snorrason Spørsmaalstegn.

2, 6. íviðjur M. efter H.

3. Ýmir, saa udtales Navnet nu af Islændinger; kanske opr. med Grimm Ymir af ymja. Eller kan den lange Vokal støttes ved got. iumjô ο͗χολος? — 5. 6. Jfr. den oldtydske Wessobrunner Bøn, L. 3. 4: ero ni was │ noh ûfhimil.

4, 2. bjöðum Rask, Gisl. efter H; bjóðum K. M.

5, 4. himinjódyr (Himmelhestedøren), saa synes Ordet at have været forstaat af de gamle Afskrivere, og saaledes læser Br. Snorrason. himinjódýr (Himmelhestedyrene) K. M. Jeg formoder himinjöður af jöðurr d. s. s. jaðarr, = oldeng. eodor (som. jöfurr = oldeng. eofor, fjöturr = oldeng. feotor); jvfr. Anm. fil Hrafnag. 25, 2. Ellers er denne Ordform bevaret i Mandsnavnet Jöðurr. Allerede Petersen har i Nord. Myth. S. 72 Anm. foreslaat himinjaðar. — 5. Eg. og Gisl. skrive né ogsaa i Bet. "non". — 9. 10. forkastes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840-41, S. 67) og Ettm.

6, 4. Jeg har med Snorrason henført þat til det foregaaende og derfor sat Semikolon efter gættusk. Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840-41, S. 67 f.) formoder, at V. 6 indeholder Brudstykker af to Vers, og at der mellem gættusk og nátt mangler 6 Linjer. Ettm. forkaster Lin. 3. 4.

7, 4. Efter hátimbruðu indsætter M. efter H afls kostuðu, │ alls freistuðu. Disse Linjer ere forkastede af Bergm., Petersen og Snorrason.

9, 6. drott um skepja, saa og Rask;
 drott of sk., Gisl.; dróttir sk. , M.

10, 4. Durinn eller Dúrinn (Jvfr. dúra) ?
— 5-7. Jeg forstaar disse Linjer saaledes:
 þeir dvergar um görðu mörg mannlíkun i
jörðu. Rask og K. læse: þeir m. │ m. um
görðu │ dverga or jörðu. M.: þar m. │ m.
um görðusk │ dvergar or jörðu.

11-16. Disse Vers høre efter Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840-41, S. 71 f.) og fl. ikke oprindelig til Völuspá. — 7. Báfurr? — 8. Nori eller Nóri?

13, 2. Nali, saa Udgg. Maaske Náli eller med Codd. af SnE. Vali. — 4. Hannarr? — 5. Bruni, saa Eg. Neppe af brún, Bryn, men snarere af Adj. brúnn, brun, jvfr. skotsk Brownie og Kuhn zeitschr. f. vgl. sprachf. I, 200, Grimm Myth. S. 414. Bruni Rask M. — 6. Buri, saa Eg. Búri Rask M. — 7. Hornbori forekommer som Mandsnavn paa Kallerup-Stenen i Sjæland (F. Magnusen i danske Vid.-Selsk. hist. philos. Afh. VI, 467); af bera, jvfr. oldeng. hornbora, en Hornbærer.

14, 4. Lofars eller med Gisl. Lófars? — 7. Aurvanga, saa Rask Eg.; aurvanga K. M. Gisl.

15, 4. Hlévangr eller Hlævangr? — 5. 6. Disse to Linjer, der udelades af alle Udgg., ere her optagne efter Codd. af SnE.

16, 4. Efter Ginnarr indskyde Udgg. efter Papirafskrr. urigtig følgende Linjer:

Heri, Höggstari,

Hljóðólfr, Móinn.

Disse Navne have Papirafskrr. vilkaarlig optaget fra SnE. uden at bemærke, at de kun ere forvanskede Varianter til de allerede i 15, 3. 4 opregnede Navne.

17. Foran dette Vers er rimelig noget udfaldet; heri har da staat et Ord, hvortil því i L. 2 har sluttet sig. Ikke engang, naar vi stryge V. 11-16, vil þvi vel kunne vise tilbage til ginnheilug goð i V. 9. Anderledes Scheving i Skand. Lit. Skr. 1810, S. 186. — 4. at husi er sikkerlig rigtigt. Rask Bergm. og fl. ændre efter Papirafskr. med urette at súsi. Huset, hvori det første Menneskepar skal bo, er der allerede; ved dette Hus ligge Ask og Embla som to Træer (tveir trémenn, Háv. 49, hvilket Vers angaar samme Mythe) paa Stranden eller paa Marken (a landi; velli at, Háv. 49). Jfr. Indledn.til Rígsmál: einhverr af ásum, sá er Heimdallr hét, fór ferdar sinnar ok fram með sjóvarströndu nökkurri, kom at einum húsabœ.

18, 7. Lóðurr. For Vokalen jvfr. Íslendingadrápa V. 1, hvor Navnet danner Helrim med glóða (Gisl. Prøver, S. 553).

19, 2. 3. Interpunctionen efter Gisl.; Andre sætte Komma efter Yggdrasill, men ikke efter baðmr.

20, 3. sal, saa Rask og Mannhardt Germ. Myth. S. 542; sæ, K. M. Gisl. — 5-8. forkastes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840—41, S. 72 f.) og Mannhardt (Germ. Myth. S. 542); medens derimod Ettm. forkaster L. 9-12. — 7. Rask og M. sætte ikke Komma efter skíði. — 12. örlög segja (3 Ps. pl.) K. Lün., jvfr. Mannhardt Germ. Myth. S. 599.

22. Om dette Vers jvfr. Excurs. — 4. vitti, saa Eg. af vitta, arte magica domare (af vitt); vitti K. M. — 5. 6. seið maa i begge Linjer være samme Ord; jeg har derfor fulgt H, hvor efter seið bliver Verbum. Ved Læsemaaden i R, som Udgg. have fulgt, maa seið i L. 5 tages som Subst., men saaledes kan det ikke uden Tvang forstaas i L. 6; desuden kunde H's Tekst lettere forvanskes til R's end omvendt, hugleikin maa her tages i activisk Betydning "med Lyst, med Iver". seið hon kunni, │ seið hon leikin [var] K.; s. h. k., │ s. h. leikinn M. — 8. þjoðar K. M.

24. Rask Bergm. M. sætte med urette L. 1-4 efter L. 5-8. — 7. vígská, saa ændret efter Forslag af Eg. for, vigspá; jeg har uafhængig af ham formodet det samme. Jfr. Fms. IX, 493: vígskátt visa riki.

25. Foran dette Vers mangler vel, som F. Magnusen (Ældre Edda overs. I, S. 60 f.), Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840—41, S. 83) og Lüning mene, et Stykke, hvori der har været sagt noget om den Tildragelse, som gav Anledning til Gudernes Raadslagning.

26. 1. vá, saa og Gisl. Jfr. Lokas. V.
64: ec veit at þu vegr. — 2. þrunginn móði, som Udgg. have, er vel det rette; dog kunde man og formode þrunginmóði, jvfr. borginmóði og oldeng. bolgenmód.

27. Om Ordningen af dette Vers jvfr. Excurs.

28. Om dette Vers se Excurs. —
5. Rask og M. begynde med Hvers et nyt
Vers. — 10. Mímis (saa udtales Navnet
nu af Islændinger) eller Mimis?

29. Om dette Vers se Excurs. — 2. Rask
betegner, at to Linjer mangle efter men. — 3. fékk spjöll Ettm. og Pfeiffer. Ogsaa jeg tviler paa, at féspjöll er det rette. — 4. spá ganda Rask.

30. Om dette Vers jvfr. Excurs.

30, 4. Goðþjóðar forklarer jeg her som ellers af Gotar; Andre goðþjóðar af goð. — 9-12. forkastes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1810—41, S. 13) og M.; Verset vilde ogsaa vinde derved, at disse Linjer vare borte.

32, 2. Rask ændrer mér til mjór. —


32, 5-8. og 33, 1-4. forkastes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840-41,
S. 69) og M., som mene at disse Linjer
feilagtig ere overførte fra Baldrs draumar; men se derimod Br. Snorrason i
Ann. f. nord. Oldk. 1847, S. 365 f.

34, 5-8. Rask og M. sætte disse Linjer efter V. 35, Bergmann efter áþekkjan; de forkastes af Br. Snorrason (Ann. f. nord. Oldk. 1841, S. 366 f). Ettmüller sætter dem, ligesom jeg, foran V. 35, men betegner Lacune efter þörmum og ikke foran þá kná Vala. — 5. Vala er med Afzelius, Bergm. og Eg. at forstaa som Gen. sg. af Vali, og ikke som Nom. sg. til völu, der heder völva (jvfr. Gisl. Oldn. Forml. S.35).

35, 3. lægjarnlíki, saa M. lægjarn líki
Rask K.; Eg. tager lægjarn for lægjarnan.
Kanske lægjarns líki. — 4. óþekkjan Pfeiffer.

36-39. Disse Vers indsættes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840-41, S. 84. 89) og fl. mellem Vers 64 og 65; jvfr. SnE. I, 198. 200. Men se derimod J. Aars i Tskr. f. Philol, og Pæd. I, 326-344.

36, 3. söxum ok sverðum. Jfr. Fas. I, 491: saxi ok með sverði, og Saxo Grammaticus (S. 51 Müll. Udg.): fluvium diversi generis tela rapido volumine detorquentem.

37, 2. Niðavöllum, saa og Gisl., der dog betegner det som uvist, om Ordet i første Stavelse har i eller í; Niðafjöllum Rask K. M. efter SnE. — 6. Ókólni K. M., af kala kól, som Draupnir af drjupa draup, Hófvarpnir af verpa varp. Ókolni Rask og Eg., der henviser til kol, kul, Kulde. — 8. Brímir eller Brimir?

39, 7-10. Disse linjer høre efter Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840-41, S. 90) til et eget Vers om Hvergelmir, hvis Begyndelse er tabt. — 7. Níðhöggr eller Niðhöggr? For det sidste kunde Forbindelsen med Niðafjöll (V. 66) tale, men níðhöggr er og Sværdnavn (SnE. I, 567) og i denne Betydning synes det ialfald alene at kunne forklares af níð.

40, 8. trolls, dette er den ældste Form; trölls Udgg., hvilken Form allerede lader sig paavise i gammel Tid paa Island.

41, 5. svört verða, saa og Rask K.; svart var þá M. Gisl. med R.

44. Man kunde paa Grund af Teksten i H formode, at dette Vers: Geyr — sigtíva skulde sættes fuldstændigt mellem V. 35 og 36 og at de fire første linjer: Geyr — renna skulde gjentages som stef første Gang mellem V. 39 og 40 og anden Gang her mellem V. 43 og 45. Dog vilde denne Formodning ikke have noget sikkert at støtte sig til, og jeg har derfor her heller fulgt R.

45, 5. M. interpungerer ikke efter heimi.

46, 3. gamla, saa og Rask M. Gisl.;
galla i R kunde støttes ved SnE. I 306:
 galla brú, pontem resonantem.

49. Disse 4 Linjer skulle efter R og H aabenbart gjentages som stef, og efter den oprindelige Fordeling synes der at skulle være 4 Vers i hvert stefjamál eller mellem hver Gang Stevet forekommer. Dette Forhold lader sig endnu tydelig iagttage i H: I Versene 32-35 have vi ét stefjamál paa 4 Vers. Det næste: V. 37-41 bestaar tilsyneladende af 5 Vers, men Uregelmæssigheden ligger her egentlig blot deri, at Vind ǫlld i Hskr. er skrevet med stor V; V. 31 og 38 bør skrives som ét Vers og vi have da her det andet stefjamál paa 4 Vers. V. 43-46 danne det tredje stefjamál paa 4 Vers. Det sidste stefjamál 48-50 indeholder derimod kun 3 Vers; denne Uregelmæssighed er rimelig opstaat derved, at et Vers om Vidars Kamp med Ulven er glemt; V. 48 og 49 synes nemlig begge væsentlig at handle om Thors og Midgardsormens Kamp. — I R er Forholdet vistnok anderledes; men jeg tror dog, at det lader sig godtgjøre om de fleste Afvigeiser, at de grunde sig paa Forvanskninger. Første stefjamál i R indeholder kum 2 Vers: 44-45. Men V. 45 er aabenbart en Sammenføining of 2 Vers (den sidste Halvdel af det andet af disse finde vi i H V. 40: hrædaz — gleypir). Og derefter maa V. 49: Hvat er meþ asom — veggbergs visir v. e. e. h. indskydes, ti denne Plads har det ikke alene i H, men ogsaa i Codd. af SnE. og der, hvor det staar i R, passer det aabenbart ikke, da det der adskiller det ensartede og sammenhørende. Vi have da faat ét stefjamál paa 4 Vers. Videre maa Stevet (geyr — renna) være glemt efter V. 51: þa cǫmr hlinar — angantyr, ti ikke alene H har det der, men Forf. af Gylfaginning synes ogsaa at have kjendt det paa denne; og naar vi nu, efter hvad der ligeforan er bemærket, udskyde V. 49 (Hvat er meþ asom — visir v. e. e. h.), saa have vi det andet stefjamál bestaaende af de 4 Vers 47. 48. 50. 51. Til det tredje stefjamál have vi nu i R kun 3 Vers: 52. 53. 54, men ogsaa denne Afvigelse fra det formodede oprindelige Forhold har rimelig sin Grund i en Forvanskning: V. 53, som bestaar af 12 Linjer, kom nemlig med Sandsynlighed betragtes som opstaat ved Sammensmeltning af 2 Vers, saameget mer, som Thors Kamp med Midgardsormen i H synes at være behandlet i 2 Vers. — Bergmann (Poèmes Isl. p. 218) finder det besynderligt, at de fire Linjer Geyr — renna indsættes som V. 49, efterat det i V. 47 er sagt, at jötunn losnar (jötunn er dog snarere = Loki, end = freki), og fuldstændig meningsløst, at de samme Linjer indsættes som V. 58, efterat det er fortalt, at Jorden er sunken i Havet og at Ulven er dræbt af Vidar. Men Linjerne Geyr — renna bør ikke sættes i Tidsforhold til de nærmest forudgaaende Vers og hvad deri er fortalt; festr man slitna, en freki renna udsiges af Volven som fremtidigt i Forhold til den Tid, da Völuspá kvædes. Ved denne Opfatning, der ved et Omkvæd er fuldt berettiget, falde Bergmanns Indvendinger bort. — Ogsaa Ettm. har givet de nævnte 4 Linjer som stef, men naar han tilføier dem ved hvert andet Vers, saa er dette uden Støtte i Hskrr.

50, 7. neffölr Rask K. M. Gisl.

51. I dette Vers maa der vel stikke
flere gamle Feil. Enten i V. 50 eller 51
synes austan at være urigtigt. Jeg tror
snarest, at Kjóll ferr austan i V. 51 er
feilagtigt for K. f. norðan (Petersen i
Ann. f. nord. Oldk. 1840-41, S. 86 formoder enten i V. 50 eller 51 norðan;
Vigfússon i V- 50 vestan). — Videre maa
vel Muspells i L. 2 grunde sig paa en Forvanskning; ti Muspells lýðir maa komme
fra Muspell, allsaa søndenfra, og kunne
ikke skilles fra Surt. Muspells i L. 2 er
vel snarest forvansket af Heljar, jvfr. SnE. Loka fylgja allir Heljar sinnar. Disse maa
jo dog vel komme fra nord, ti "norðr liggr
Helvegr". — 2. Muspells eller Múspells? 
— 8. Býleists M. Jeg skriver derimod
Byleistr, for Bylheistr af bylr og et Adj.
 heistr, jvfr. oldeng. hæst (violentus), oht.
 haistêra handî (= oldn. heiptugri hendi);
ogsaa Formerne Byleiptr og Byleiftr ere
hjemlede; jvfr. heipt og got. haifsts; derimod er Byleipr og Bylleystr uhjemlede og
urigtige Former. Skrivemaaden by leipz
i R kan alene ikke være tilstrækkelig til
at gjendrive min Forklaring. Eller lyder
Navnet Bý-leiptr og er beslægtet med
leiptr, f. n. Lyn ?

52, 2. sviga lævi, noxa virgarum, af
svigi (Eg. lex. 801 b.); jvfr. læ klungrs
Fms. VII, 66. — 6. hrata, saa og Gisl.;
 rata Rask K. M. Denne Form i samme Betydning som hrata er dog ved Stavrimet sikret
i Sig. I, 36: ratar gorliga │ raþ Sigurdar.

53, 8. angan er støttet af de fleste Hskrr. og af metriske Grunde; angantýr Rask K. M. Gisl. — Ordet tyr, som i R er tilføiet efter angan, kan mulig være indkommet derved, at tyr i det Hskr., hvorfra R stammer, var skrevet til, og da vel i Margen, af en Mand, som efter angan savnede en Omtale af Kampen mellem Ty og Garm, der i SnE. I, 190 nævnes efter Kampen mellem Fröy og Surt. Afskriveren af R kan tillige have tænkt paa Navnet Angantýr.

54 mangler i alle Udgg. Jeg har tilføiet det her efter H. Ogsaa Forf. af Gylfaginning synes at have kjendt det paa denne Plads.

56. H synes at have to Vers om Thors Kamp med Midgardsormen, og nærværende Vers indeholder da rimelig Brudstykker af to forskjellige. Hauksbók vilde her rimelig give os en fuldstændigere og bedre Tekst, hvis alle dens Ord kunde læses. — 2. Hlóðynjar, saa Udgg.; den første Vokal i Ordet er dog ikke sikker. — 3. 4. udskydes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840-41, 8. 70) og af M., som ændrer hann i L. 5 til orm. — 4. orm, saa ændret med Olafsen, Bergm. og fl. for ulf. — 7. 8. høre efter Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840-41, S. 70) andensteds hen. — 11. —neppr, foroverbøiet; jvfr. ek fer gneppr . . niðr til Surts, Bergbúaþ. Vigf. Udg. S. 127.

57, 1. tér sortna; jvfr. Helg. Hjörv. V. 40: tiá blǫþa vndir, Brot af Sig. V. 13: hyggia tęþi, og Eg. lex. poet. 817 b. — 6. ok aldrnari, saa og Gisl.; við aldrnára Rask K. M.

61, 5. ár daga Rask. — 6. Efter höfðu
tilføie Rask K. M. med Papirafskrr. følgende Linjer:

fólkvaldr goða

ok Fjölnis kind.

62. Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840-41, S. 88) lader dette Vers, og derpaa V. 63, følge umiddelbart efter V. 59; ligesaa Ettm., der dog lader V. 63 følge efter V. 61. — 7. vé valtíva Rask efter Papirafskrr.

63, 2. hlut við Rask M.; hlaut við K. Scheving; hlautvið, ramum sacrificalem, bacillum divinatorium Eg.; hlutvið, Lodkvisten, Spaastokken, Petersen (Nord. Myth. 398. 407) og Müllenhoff (Allgem. Monatssehr. 1852, S. 321).

64, 4. á Gimle. Denne Læsemaade i R er her nødvendig for Versemaalets Skyld. Ogsaa alle de andre Hskrr. skrive Gimle og ikke Gimli. Gimlé er, som jeg tror, for Gimhlé af hlé, Læ. Udgg. skrive á Gimli, og Gisl. betegner, at der er udfaldet et Ord der efter; Rask, Bergm., og Ettm. udfylde á Gimli ham (maatte hede há, jvfr. SnE. I, 78: sá salr. . . , er Gimle heitir); lettere var det da at omstille Gimli á. — 7. aldr daga Rask.

65, 4. Efter ræðr tilføie Rask K. M. med Papirafskrr. føslgende Linjer:


semr hann dóma

ok sakar leggr,

vésköp setr [Skrevet veskaup iAfskrr.; Andre: verkaup d. e. verkkaup. ]

þau er vera skulu. [Andre: vara munu.]

Jeg ved ikke at anføre slaaende indre Grunde mod disse Linjers Ægthed; men da alt ellers tyder paa, at Papirafskrr. af Völuspá blot grunde sig paa de Pergament-hskrr., vi have, da det videre kan paavises, at Papirafskrr. i Völ. have indskudt uægte Verslinjer (se Anm. til 16, 4), og da de her omhandlede Linjer ialfald kunne være digtede i senere Tid, saa tør vi ikke fæste nogen Lid til deres Ægthed. Jeg antager, at de ere tildigtede for at gjøre Verset 8linjet. Dog er det rimeligt nok, at fire Linjer mangle efter ræðr.

66, 8. Om denne Linje jvfr. Excurs.