Vǫluspǫ́

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Vǫluspǫ́


1.
Hljóðs biðk allar
hęlgar kindir,
męiri ok minni
mǫgu Hęimdallar;
vildu at, Valfǫðr,
vęl fyrir tęljak
forn spjǫll fira,
þaus fręmst of man.



hęlgar kindir: hellige slægter. Hermed kan kun guderne menes. — mǫgu Hęimdallar: Heimdals sönner er at forstå i overensstemmelse med Rígsþula; det er da forskellige stænder blandt menneskene, der menes, især de to höjeste — jfr. męiri ok minni. Völven tiltaler således både guder og mennesker, som digteren lader være tilstede. — Valfǫðr: dette navn er måske valgt med flid, det tager da sigte på tiden för ragnarök og dette selv, hvis skildring er digtets vigtigste del. — forn spjǫll: gamle fortællinger d. v. s. fortællinger om gamle begivenheder. — fira: menneskenes, gen. subj. Firar kan iøvrigt bruges både om mennesker og andre væsner, også guderne; Odin forudsættes at være tilstede ved vokativen Valfǫðr, jfr. tiltalen i v. 28.
  Digtet begynder ligesom mange skjaldekvad. Völven vil vække tilhørernes tillid ved at sige, at det er Odin, der har opfordret hende til at fremsige sin viden og spådomme. At hun her lægger vægten på erindringen om fortiden (urtiden) skal forstærke dette indtryk.



2.
Ek man jǫtna
ár of borna,
þás forðum mik
fœdda hǫfðu;
níu mank hęima,
níu ívíði,
mjǫtvið mæran
fyr mold neðan.



Ek: stærkt betonet for at fremhæve völvens personlighed og vederhæftighed. — ár of borna:de er de ældste væsener (rimturserne). — fœdda: opfødt (ikke avlet). — níu hęima: der er ifg. sammenhængen tale om »ni verdner« under jorden, men det hele er meget dunkelt. I Vafþr. 43 nævnes »9 verdner nedenfor niflhel«. Der er her en sammenhæng. — ívíði: et vanskeligt ord (Hs íviðjur bet. troldkvinder og er meningsløst). Der skal mulig læses ívíði, af víðr (jfr rými af rúmr) = store strækninger; í er forstærkende. — mjǫtvið: måltræet, skæbnetræet, verdenstræet, d. e. Yggdrasill. Ligesom hver gård havde et træ, der var symbol på denne og knyttet til dens tilværelse, således var asken for hele verden. Völven husker asken endnu som frø under jorden, d. v. s. hun husker så langt tilbage som jordens tilblivelse.



3.
Ár vas alda
þars Ymir byggði,
vasa sandr né sær,
né svalar unnir;
jǫrð fansk æva
né upphiminn;
gap vas ginnunga,
ęn gras hvęrgi.



ár alda: tidernes morgen. — þars: det er stedet der her fremhæves; i virkeligheden bliver det også en tidsbestemmelse i forb. med l. 1 — Ymir: ur jætten, rimtursernes stamfader, om hvis oprindelse og væsen Snorre fortæller i Gylf. — byggði:omtr. = levede. — æva: f. ne æva (gen. pl. af ævi) egl. aldrig, her = slet ikke. — gap ginnunga: i prosa ginnungagap. Dette er en betegnelse for den gabende tomhed, ginnunga må være gen. sg. af ginnungi (næppe gen. pl.), hvilket er afledet af et ginnr, men dette findes kun som ginn- i smsætninger. Ordet betød ‘vældig, i udstrækning især’. Om ginnungi bör opfattes som person (Mogk) er meget tvivlsomt. Verset beskriver den vidtstrakte sterile tomhed til alle sider, i hvilken Ymir blev til. Jfr Gylf. — Om lighed med Wessobrunnerbönnen henvises til litt. hist.



4.
Áðr Bors synir
bjǫðum of ypðu,
þęir es Miðgarð
mæran skópu;
sól skein sunnan
á salar stęina;
þá vas grund gróin
grœnum lauki.



Ádr: För end; verset står sål. i den nöjeste forbindelse med foregående vers. — Bors synir: d. e. Odin, Vili, Véi efter den alml. fremstilling (Snorre). — bjǫð: landene, jorden. — ypðu: af yppa (af upp), løfte hæve, nemlig op af ‘gabet’. — Miðgarð: fælles germansk udtryk for jorden; garðr egl. gærde og det af et sådant indesluttede; M. var fællesbolig for guder og mennesker. — salar: betegner her Midgård. Solen forudsættes her at virke normalt og livfrembringende jfr. sunnan. — vas: blev. — lauki: kan ikke være det egl. ‘løgvækst’, men må være en fællesbetegnelse for den kraftige plantevækst i det hele.



5.
Sól varp sunnan, *
sinni mána, *
hęndi hinni hœgri *
of himinjǫður; *
sól þat né vissi, *
hvar hon sali átti; *
(stjǫrnur þat né vissu, *
hvar þær staði ǫ́ttu); *
máni þat né vissi, *
hvat hann męgins átti. *



5-6. er uden tvivl senere indskud, dels fordi de omtaler en uregelmæssig tilstand, medens den regelmæssige allerede er forudsat i v. 4, dels fordi det ikke ligger i völvens plan at være så detaljeret i sin skildring, hvad digtets øvrige dele viser.

Solen kaldes her sinni mána, månens ledsager; herved kan forudsættes, at de samtidig er på himlen, altså en endnu ikke ordnet tilstand. Dette er den rimeligste tolkning. Solen siges at have ‘slynget sin höjre hånd om himlens rand (ɔ: horisonten)’. Ordene er dunkle. Den rimeligste forklaring er, at den tænkte beskuer vender hovedet mod syd og ser solen bevæge sig fra syd (øst) lige nede ved synsranden; dens gang höjt oppe altså endnu ikke reguleret. »Med höjre hånd« kan betegne denne bevægelse. — męgin: styrke, betydning, væsen.



6.
Þá gingu ręgin ǫll *
á rǫkstóla, *
ginnhęilǫg goð, *
ok gættusk of þat *
— — — —
Nótt ok niðjum *
nǫfn of gǫ́fu, *
morgin hétu *
ok miðjan dag, *
undurn ok aptan, *
ǫ́rum at telja. *



ręgin: styrende magter. Verset synes at være en tildigtning, da de 4 første linjer senere findes i digtet. Der synes at mangle 4 linjer (et halvvers); der følger ellers altid et spörgeord (»om«, »hvem«). — morgin hétu: det var noget de kaldte morgen osv. — ǫ́rum at telja: står parallelt med de forangående kategorier. — undurn: betegner sikkert tiden mellem ‘morgen’ og ‘middag’, sål. ellers i norsk-isl. og ags. og got. Når ordene stilles sål., som her i verset, beror det på forlydsrimet. — niðjum: næ.



7.
Hittusk æsir
á Iðavęlli,
þęirs hǫrg ok hof
hótimbruðu;
afla lǫgðu,
auð smíðuðu,
tangir skópu
ok tól gęrðu.



æsir: de i v. 4 nævnte Borssönner og rimeligvis flere. Det er muligt, at vers er gået tabt mellem v. 4 og 7.. — Iðavęlli: iða- er det naturligst at forbinde med ið- ‘igen’ (jfr. ið- i Iðunn); ‘den sig stadig fornyende slette’ er da navnets betydning. Den eksisterer efter ragnarök (v. 60). — hǫrg ok hof: ofte smstillede ord. Efter Snorres lære vilde hof bet. ‘de mandlige guders’, hǫrgr ‘de kvindeliges’ boliger (templer). ‘Höjt tømrede’ må henføres til bægge ord; hǫrgr bet. næppe ‘alter’. Som oftere er l. 3-4 hovedsætningen. — smíða auð: danne redskaber (genstande) af guld; auðr (= goll v. 8) bruges ofte sål. Logisk burde indholdet af l. 6 komme tilsidst.



8.
Tęflðu í túni,
tęitir vǫ́ru,
vas þeim véttęrgis
vant ór golli,
unz þríar kómu
þursa męyjar,
ámátkar mjǫk,
ór Jǫtunhęimum.



L. 1-4 beskriver guldalderens sorgløshed og munterhed. Tavl var en yndlingsleg i oldtiden, hvad mange fund af bræt og brikker viser. I litteraturen omtales det ofte. — véttęrgis: er en analogiform, jfr. ęnskis; -ęr- er afsvækket af -ar-. — þursa męyar: jættekvinder; det er klart, at disse er onde væsner, der er udsendte af jætterne for at bringe ufred og skade blandt aser og mennesker. Det er jætternes første anslag mod dem. Der vides iøvrigt intet om dem, og rimeligvis mangler noget her i digtet. Snorre har ikke vidst mere end vi. Der er intet, der taler for, at det er nornerne, der menes, hvad flere tolkere har antaget. — ámátkar: et særlig om jætter brugt adj.



9.
Þá gingu ręgin ǫll *
á rǫkstóla, *
ginnhęilǫg goð, *
ok gættusk of þat, *
hvárt skyldi dverga *
dróttir skępja *
ór Brimis blóði *
ok ór Bláins lęggjum. *



9-16, dværgenavneremser, ialfald 3 forskellige grupper, 9-10, 11-13, 14-16. 9-10 er tildigtning (jfr. begyndelsen, der er lånt fra andre vers), der så har trukket de andre grupper til sig. Det er en ganske urimelig tanke, at völven, der er så kortfattet om vigtige ting, skulde have dvælet ved så underordnede skabninger som dværgene.

dverga dróttir: dværgenes skarer, blot omskrivende. — Brimis, Bláins: to navne på urjætten (Ymir), det første hentydende til havet (brim = brænding), det sidste til den blå himmel.



10.
Þar vas Móðsognir *
mæztr of orðinn *
dverga allra, *
en Durinn annarr; *
þęir manlíkun *
mǫrg of gęrðu, *
dverga í jǫrðu, *
sęm Durinn sagði. *


11.
Nýi ok Niði, *
Norðri, Suðri, *
Austri, Vestri, *
Alþjófr, Dvalinn, *
Bívurr, Bávurr, *
Bǫmburr, Nóri, *
Ánn ok Ánarr, *
Ái, Mjǫðvitnir. *


12.
Vęigr ok Gandalfr, *
Vindalfr, Þráinn, *
Þękkr ok Þorinn, *
Þrór, Vitr ok Litr, *
Nár ok Nýráðr, *
nú hęefk dverga, *
Ręginn ok Ráðsviðr, *
rétt of talða. *


13.
Fíli, Kíli, *
Fundinn, Náli, *
Hęptifíli, *
Hannarr, Svíurr, *
Frár, Hornbori, *
Frægr ok Lóni, *
Aurvangr, Jari, *
Ęikinskjaldi. *


14.
Mál es dverga
í Dvalins liði
ljóna kindum
til Lofars tęlja,
þęir es sóttu
frá Salarstęini
Aurvanga sjǫt
til Jǫruvalla.



ljóna kindum: menneskeslægter, blot omskrivende for ‘mennesker’. — til L. tęlja: det er uvist, om tęlja til bet. ‘at opregne opad’ eller ‘nedad’; v. 16 kunde mulig tale for det sidste. Lofarr er ellers ukendt. Stednavnene er ellers ukendte; det sidste minder om Järavall i Skåne. Mange af navnene er umiddelbart forståelige, mange er dunkle. Herom må henvises til ordbøgerne.



15.
Þar vas Draupnir *
ok Dolgþrasir, *
Hár, Haugspori, *
Hlévangr, Glóinn, *
Skirfir, Virfir, *
Skáfiðr, Ái. *


16.
Alfr ok Yngvi, *
Ęikinskjaldi, *
Fjalarr ok Frosti, *
Finnr ok Ginnarr; *
þat mun æ uppi, *
meðan gld lifir, *
langniðja-tal *
til Lofars hafat. *


17.
Unz þrír kómu *
ór því liði *
ǫflgir ok ástkir *
æsir at húsi, *
fundu á landi *
lítt męgandi *
Ask ok Emblu *
ørlǫglausa. *



17-18. Er indskud, því liði forudsætter en bestemt skare, men en sådan er ikke nævnet. De 3 aser nævnes i v. 18. ǫflgir ok ástkir: kraftige og fulde af kærlighed, er af begrundende art, de havde kraft til at skabe og kærlighed til at give menneskene de gode egenskaber. — húsi: dette er noget påfaldende; Snorre siger, at Borssönnerne gik langs strandbredden og dér fandt træer (drevne i land?), hvoraf de dannede et menneskepar; á landi kunde tyde på det samme, og det er vist det, der ligger til grund for Snorres opfattelse. —lítt męgandi: uden kraft, d. v. s. livløse. — ørlǫglausa: uden skæbne, er det samme udtrykt på anden måde.



18.
Ǫnd þau né gttu, *
óð þau né hǫfðu, *
lǫ́ né læti *
né litu góða; *
ǫnd gaf Óðinn, *
óð gaf Hœnir, *
lǫ́ gaf Lóðurr *
ok litu góða. *



ǫnd: livsånden (åndedræt), óðr: tænkende sjæl, lǫ́: væske, livsvæsken, blodet, læti: stemme, litu góða: skön (ansigts)farve. Ang. Höner se senere. Lóðurr er ellers ganske ukendt og navnets betydning dunkel. Disse vers om menneskets skabelse er allerede af den grund indskud, fordi indholdet står i strid med betegnelsen »Heimdals sönner« i v. 1. — Navnet askr er ‘asketræ’, ęmbla er tolket på flere måder, tydningen er usikker.



19.
Ask veitk standa, *
hęitir Yggdrasill, *
hǫ́r baðmr, ausinn *
hvíta-auri; *
þaðan koma dǫggvar *
þærs í dala falla; *
stęndr æ yfir grœnn *
Urðar brunni. *



Yggdrasill: Odins hest, ɔ: galge, hvori Odin hang, se Háv. V. Det er en kenning, i lighed f. eks. med ‘Hagbards hest’ = galge. — hvíta-auri: hvidt dynd. Snorre meddeler, at »de norner, som bor ved Urds brönd, tager hver dag vand af brönden og det grus (ler), der ligger omkring den, og overøser asken dermed«, for at den ikke skal rådne. — æ hører til grœnn, ‘altid grön’. yfir styrer brunni. — Urðar brunni: skæbnegudindens brönd hører nöje sammen med verdens skæbnetræ. Oprindelig var der kun én skæbnegudinde, Urðr, senere blev de tre (jfr. næste v.). Hun mentes at være kommen op af brönden, jfr. Kormáks Komsk Urðr or brunni. Urðr bet. ‘død’ oprl., jfr. andre germ. sprog.



20.
Þaðan koma męyjar *
margs vitandi *
þríar ór þeim sæ, *
es und þolli stendr; *
(Urð hétu ęina, *
aðra Verðandi, *
skǫ́ru á skíði, *
Skuld hina þriðju) *
þær lǫg lǫgðu, *
þær líf køru, *
alda bǫrnum, *
ørlǫg sęggja. *



sæ: ɔ: brönden (sal i H er ubetinget urigtigt). — þolli: egl. ‘fyrr’, her træ i almlh. — Urð: forstås her som = orðin, fortiden, Verðandi. ‘vordende’, nutiden, Skuld (til skulu), fremtiden. Dette er forholdsvis ung systematik og udvikling. — skǫ́ru á skíði: er dunkelt; skera á sk. skulde naturligst bet. ‘at riste (tegn, ord, navn) i ski (ɔ: træbræt)’. Naturligst er det at antage samme subj. som til hétu, d. v. s. det ubestemte ‘man’. Altså: ‘man ristede i træ’; objektet må være dem el. navnene. Men det er ikke let at se, hvad meningen egl. er. Det bliver ikke klarere ved at antage nornerne som subj. — ørlǫg sęggja: ‘menneskenes skæbne’, er appos. til det foregående. Hermed er indskudsrækken ude.



21.
Þat man hon folkvíg
fyrst í hęimi,
es Gollvęigu
gęirum studdu
ok í hǫll Háars
hána bręndu,
þrysvar bręndu
þrysvar borna,
(opt ósjaldan,
þó hon ęnn lifir).



21-27 handler alle om samme æmne.

folkvíg: folkedrab; synes at måtte bet. ét drab, der angår et folk eller to (mod hinanden stående), snarest det sidste; der kan da kun være en hentydning til drab, der vedrører aser og vaner (se v. 24). — Gollvęigu: er rigtig tolket som personifikation af guldets fordærvelige magt og forførelse. Veig bruges i flere kvindenavne, og i lighed med dem er dette symbolske navn dannet. Guldveig er den samme som den, der nævnes Heiðr, en völve, en sejdkvinde, hvis fordærvelige færd skildres i næste vers. Vanerne var trolddomskyndige og fra dem stammede sejden (jfr. hvad Snorre fortæller om Freyja). Guldveig brændes 3 gange og lever stadig op igen, og optræder så som en völve. Det er hendes anden natur. — gęirum studdu: gennembore med spyd. styðja kan ikke være samme ord som styðja ‘at støtte’, som her giver ingen god eller naturlig mening.



22.
Hęiði hétu,
hvars til húsa kom,
vǫlu vęlspáa,
vitti hon ganda;
sęið, hvars kunni,
sęið hug lęikinn;
æ vas hon angan
illrar brúðar.



Hęidi: et ellers forekommende navn på en sejdkvinde. — vǫlu: dannet af vǫlr ‘stav’ = gandr (l. 4); jfr. beskrivelsen af en völve i Erik d. rødes saga, hvor hendes stav særlig fremhæves. — vęlspáa: kan ikke bet. ‘venlig spående’, spående (kun) gode ting, men ‘dygtig til at spå’; sål. findes vęl senere, som i velvakandi, velhǫggvandi. — vitti: gjorde til genstand for vitt ‘trolddom’, forheksede. — ganda: stok; jfr. gandreið, víða hefi ek gǫndum rent í nótt (Eiríkss.), siger en troldkyndig kvinde, der farer om i luften på sin stav. — hvars og hug findes i H, men ikke i R. — sęið: drev sejd (den onde magi). — lęikinn: forhekset. — illrar brúðar: kollektivt; ‘onde kvinder’ betegner vistnok det følge af kvinder, der ledsagede sejdkvinden.



23.
Þá gingu ręgin ǫll
á rǫkstóla,
ginnhęilǫg goð,
ok gættusk of þat,
hvárt skyldi æsir
afráð gjalda,
eða skyldi goð ǫll
gildi ęiga.



afráð gjalda: afráð egl. ‘(trykkende) skat’, så skade, tab; a. gj. ‘lide tab, give bøder’; gildi ęiga må, for modsætningens skyld, bet. ‘at modtage erstatning’ (gildi = gjald, betaling, erstatning). Meningen synes at være: Vanerne (jfr. følg. v.) kræver erstatning af aserne for behandlingen af Guldveig-Heið, men guderne mener, at det er snarere dem, der bör have erstatning for den skade, hun har voldt. Det er herom, der rådslås. Guderne nægter at udrede noget, og så kommer det til krig mellem aser og vaner. Fremstillingen er så kortfattet, at man kunde formode, at vers her var gået tabt. Nogle mener, at v. 22 i indhold går forud for 21, men det er ikke nødvendigt, især ikke, hvis 21 9-10 er ægte. goð ǫll = æsir.



24.
Flęygði Óðinn
ok í folk of skaut;
þat vas ęnn folkvíg
fyrst í hęimi;
brotinn vas borðvęggr
borgar ása,
knǫ́ttu vanir vígspǫ́
vǫllu sporna.



Flęygdi ɔ: gęiri: Odin kaster spydet; det er det første skud, der skal vie fjenden til fald og død. — ęnn: atter. — folkvíg: drab, kamp, der angår to folk. Det forudsættes, at Odin har ramt en (vane) dødelig. — vígspǫ́: kamp-spå, -sang, jfr. Egils malmhríðar spǫ́ = kamp. spǫ́ er her vist valgt af hensyn til vanernes trolddomskunster (sejden); i ordet kan også ligge sejrsvisheden. Det er vanerne, der sejrer. De nedbryder asernes bræddeborg. Vígspǫ́ er tidligere blevet rettet til vigská ‘af kampen betrådt’, til vǫllu. Den kamp, der her antydes og forklares som vi har set, er vel ifg. en alml. antagelse egl. en kamp mellem to religionsopfattelser.



25.
Þá gingu ręgin ǫll
á rǫkstóla,
ginnhęilǫg goð,
ok gættusk of þat,
hvęrr hęfði lopt alt
lævi blandit
eða ætt jǫtuns
Óðs męy gefna.



lævi: svig (af læ); blanda lopt lævi ‘blande luften med svig’, med fordærv. — Óðs męy: Freyja, der var Oðs hustru (efter alle andre kilder). — Indholdet kan forstås i belysning af hvad Snorre fortæller. Han meddeler, at der havde været krig mellem aser og vaner; i en anden sammenhæng, at en bygmester i tidens begyndelse havde tilbudt at opføre en stenmur omkr. deres bolig, hvorfor han betingede sig Freyja, sol og måne; det er dette, der menes med i verset. Det er fuldkommen berettiget at kombinere disse to ting. Vanerne havde ødelagt bræddevæggen; en stærkere mur trængte man til; om selve sagens forløb henvises til Snorres Gylf. Jætternes list er det andet frygtelige anslag mod guders og menneskers tilværelse. Uden sol og måne og Freyja (elskovens gudinde) var alt liv umuligt. — gefna: givet (bort), her lovet at bortgive.



26.
Þórr ęinn þar vá
þrunginn móði,
hann sjaldan sitr,
es slíkt of fregn;
á gingusk ęiðar,
orð ok sœri,
mǫ́l ǫll męginlig,
es á meðal fóru.



vá: absolut, slog ihjæl; efter Snorre er det jætte-bygmesteren, der dræbes af Tor. — á gingusk: blev trådt under fødder, blev brudt — ęiðar og sœri: er ensbetydende, orð nærmest = ‘aftaler’. — mǫ́l męginlig: sammenfatter alt det nævnte. Herved sigtes der til, at jætten blev dræbt inden tidsfristen for murens opførelse var udløben. Guderne begik edsbrud og blev derved forbryderske. Dermed er deres tidligere uskyldstilværelse faktisk tilende og alle ulykker i verden med krig og ufred begynder. — fóru: er her plusquamperfektisk.



27.
Vęit hon Hęimdallar
hljóð of folgit
und hęiðvǫnum
hęlgum baðmi;
á sér hon ausask
aurgum forsi
af veði Valfǫðrs.
Vituð ér ęnn eða hvat?



27-28 handler om to foranstaltninger efter edsbrudet, Heimdals horns sikring og Odins handel med Mime, hvorved han taber sit öje, og hertil har völven selv været vidne; hun erindrer Odin om tildragelsen — atter et bevis på völvens iagttagelse og pålidelighed. Hertil slutter sig v. 29, hvorved det inderlige forhold mellem Odin og völven betones.

hljóð: lyd, d. v. s. det lydgivende redskab, ɔ: Gjallarhorn. Det gemmes under det ‘hellige træ’, ɔ: Yggdrasill. Dette kaldes hęiðvanr, vant til den klare luft, den blå himmel. Asken rager höjt over skyerne (her »er himlen altid blå«). — á sér ausask: hun ser træet — underforstået fra baðmi — blive overøst — aurgum forsi: dyndblandet vand (fors ‘vandfald’ bruges her om vandet, der ligesom ses i fossefald), jfr v. 19, hvor den samme forestilling råder. Også dette sted viser, at v. 19 beror på indskud; digteren vilde ikke have gentaget sig sål. — af veði V.: »Valfaders (Odins) pant« identificeres her med Mimes brönd (under asken, = Urds brönd), fordi öjet gemtes i den. Ang. Müllenhoffs dybsindige og poetiske opfattelse af dette æmne, må henvises til hans Altertumskunde V. — Verset slutter med en omkvædsagtig linje. »Ved I endnu eller hvad?«= »Forstår I allerede sammenhængen, eller hvorledes?«



28.
Ęin sat hon úti,
þás hinn aldni kom
yggjungr ása
ok í augu lęit —
»hvęrs fregnið mik?
hví fręistið mín?
Alt vęitk, Óðinn,
hvar auga falt
í hinum mæra
Mímis brunni;«
drekkr mjǫð Mímir
morgin hvęrjan
af veði Valfǫðrs.
Vituð ér ęnn eða hvat?



De 14 linjer deles naturligt i to dele 6+8 linjer; der mangler da måske to linjer i det første. L. 1-6. sat úti: det konstante udtryk for völvens sidden ude om natten, helst ved korsveje, for ved sine trolddomsmidler at lokke til sig de i luften svævende væsner, for af disse at få kundskaber om fremtiden og hvad de ellers ønskede at vide. — yggjungr ása: Odin; yggjungr opfattes som ‘grubleren’ (omtr = vismanden), til uggr ‘frygt, angst’ (egl. for fremtiden), måske: ‘den der nærer ængstelig omhu (for)’. Det vilde passe fortræffelig. — Völven opfatter Odins seen hende i öjnene som spörgsmål. — hvar: hvor, her kan det gengives ved ‘at’. — mjǫð: bruges her uegl. om bröndens vand, der smlignes med mjöd-drik.



29.
Valði hęnni Hęrfǫðr
hringa ok męn;
fekk spjǫll spaklig
ok spáganda;
sá vítt ok of vítt
of verǫld hvęrja.



Verset består kun af 6 linjer, rimeligvis er to linjer tabte. Odin er tilfreds med völvens udtalelse og hendes omfattende viden. I erkendelse heraf giver han hende gaver, og meningen er vistnok, at hun til gengæld skal åbenbare menneskene sin visdom. Det er det, hun gör i digtet. Der er således den nöjeste forbindelse mellem dette og det i disse vers beskrevne møde mellem hende og Odin. — Hęrfǫðr: menneskenes fader, Odin; valgt her med omhu og af hensyn til Odins virksomhed. — hringa: armringe, męn: halsring (vistnok plur.). — fekk: må opfattes plusqu. perf. ‘havde fået, erhværvet sig’. — spjǫll spaklig: vise (pålidelige) kundskaber. — spáganda: spåstave, ɔ: redskab til at vinde kundskaber; sål. hellere end i 2 ord; jfr. v. 22. — verǫld: bet. sædvanlig ‘verden’; egl. må det bet. ‘mænds slægt (ɔ: generation)’, og det er vist her betydningen: »hun så vidt og vidt (fremad) udover hvert slægtled«.



30.
Sá hon valkyrjur
vítt of komnar,
gǫrvar at ríða
til goðþjóðar.
Skuld hęlt skildi, *
ęn Skǫgul ǫnnur, *
Gunnr, Hildr, Gǫndul *
ok Gęirskǫgul; *
nú eru talðar *
nǫnnur Hęrjans, *
gǫrvar at ríða *
grund valkyrjur. *



Völvens syn af valkyrjerne betegner ufredens, kampens begyndelse; hvorfra de kommer, siger hun ikke. Men de kommer til goðþjóð, ‘gudefolket’, hvortil menneskene hører; de må være indbefattede. — L. 5-12 er et indskudsvers, et remsevers, der ikke hører til völvens stil; det må være taget fra en anden smhæng. Gentagelsen af l. 3. (i l. 11) taler ikke for samhørighed. — gǫrvar: rede til. — nǫnnur Hęrjans: Odins Nanna’er (disir bruges også) en skjaldekenning. Nordal mener, at blot l. 9-12 er senere tillæg og giver en anden tolkning af valkyrjernes ‘ridt’. Med dette vers begynder et nyt hovedafsnit.



31.
Ek sá Baldri,
blóðgum tívur,
Óðins barni,
ørlǫg folgin;
stóð of vaxinn
vǫllum hæri
mær ok mjǫk fagr
mistiltęinn.



Ek: stærkt betonet, jfr v. 2. Völven bruger afvekslende 1. og 3. pers. om sig selv. Herimod er intet at indvende. — blóðgum: blodig, såret; hun ser i ånden Balder såret af misteltenen. — tívur: gud; ordet er dunkelt; anses afledet af týr (tív-). — ‘Odins barn’ bruges for at fremhæve det inderlige forhold mellem fader og sön og Odins følelse af, hvad følgen vil blive, jfr. Friggs bitre sorg i næste vers. — folgin: fastgjort, bestemt; af fela ‘stikke noget ind’ (og fæste det), jfr. ek hefi illa folginn auð minn, ‘har anbragt mit guld (gaver) ilde’. — vǫllum hæri: höjere end sletten; fordi misteltenen snylter på træer. — mær: tynd, slank. — L. 5-8 er så udførlige for ligesom at fremhæve det farlige redskab.



32.
Varð af męiði,
þęims mær sýndisk,
harmflaug hættlig,
Hǫðr nam skjóta.
Baldrs bróðir vas *
of borinn snimma, *
sá nam Óðins sonr *
ęinnættr vega; *



32-33. Disse 2 vers mgl. H. 325-8 + 331-4 genfindes som ét vers i Balders dr. og er indkommet her derfra. 321-4 og 335-8 udgjorde det oprindelige kraftige kærnefulde vers. — męiði: træ; der er intet påfaldende i at digteren bruger dette ord om planten, som han godt kan have kendt fra sin hjemstavn i Norge. — harmflaug: sorgvoldende pil (skud); — Hǫðr: sål. også Snorre. — ‘Balders broder’ er Váli. — snimma: må bet. ‘meget tidlig’ eller ‘sent om natten’, jfr. ‘én nat gammel’; Balders død må da tænkes at være foregået dagen efter den nat. Hödr er altså dræbt (af Váli) straks efter. »Han vaskede ej sine hænder eller kæmmede sit hår« har intet med noget løfte at göre; det bruges her blot for at betegne den hurtige handling.



33.
þó hann æva hendr *
né hǫfuð kęmbði, *
áðr á bál of bar *
Baldrs andskota. *
En Frigg of grét
í Fęnsǫlum
vǫ́ Valhallar.
Vituð ér ęnn eða hvat?


35.
Hapt sá hon liggja
und Hveralundi
lægjarns líki
Loka áþękkjan[1];
þar sitr Sigyn
þęygi of sínum
veri vęl glýjuð.
Vitud ér ęnn eða hvat?



Hapt: bunden fange. — Hveralundi: af hverr ‘kedel, kedel-formet fordybning’, lundi her om ét træ, ‘træet ved kedlerne’. Navnet er ellers ukendt; und bet. ‘ved roden af’. Ordfølgen i det følg. er: áþękkjan líki lægjarns[2] Loka ‘som ligner den sviglystne Lokes skikkelse’, en omskrivning for hvem ‘fangen’ var. Når völven antyder Lokes fængsling, kan det kun bero på den ellers kendte opfattelse af, at det var Loke, der var ráðbani Baldrs. — þęygi hører sammen med vęl glýjud ‘dog lidet glad i sind’. — Gentagelsen af omkvædslinjen betoner det meget betydningsfulde, der er sket. — Sigyn: står rimeligvis for Sig-vin, jfr. fjǫrgyn, hlǫðyn.



36.
Ǫ́ fęllr austan
of ęitrdala
sǫxum ok sverðum,
Slíðr heitir sú.



Hermed begynder et afsnit, der beskriver »nutids«tilstande i verden og de rædsler, som truer menneskeheden, samt andre uhyggelige ting. — Verset er kun halvt bevaret; der kan næppe være tvivl om, at der i den tabte halvdel har været en nærmere beskrivelse af elven. — austan: er set fra et vestnorsk standpunkt. — ęitrdala: iskolde dale; ‘edder’ betegner ofte den höjeste kuldegrad. — sǫxum, sverðum: hører nøje sammen med fęllr.Slíðr: den frygtelige.



37.
Stóð fyr norðan *
á Niðavǫllum *
salr ór golli *
Sindra ættar, *
ęn annarr stóð *
á Ókólni, *
bjórsalr jǫtuns, *
ęn sá Brimir hęitir. *



Niðavǫllum: den mørke slette; ellers ukendt. — Sindra ættar: må betegne dværgene. — Ókólni: den ikke kolde, ligeledes ukendt. Brimir: det er uklart, om dette er navn på salen eller jætten; snarest det sidste. — Uden al tvivl er dette vers indskud; dets indhold passer ikke i smhængen; det er det næste ‘sal’-vers, der har trukket dette til sig.



38.
Sal sér hon standa
sólu fjarri
Nástrǫndu á,
norðr horfa dyrr;
falla ęitrdropar
inn of ljóra,
sá ’s undinn salr
orma hryggjum.



Nástrǫndu: Ligstranden, der er »fjærnt fra solen« d. v. s. höjst mod nord, i Hels rige. — norðr—dyrr: i modsætning til menneskers gårde, der i reglen vendte mod syd, mod sol og varme. — ęitrdropar: iskolde dråber (af regn og slud). — Snorre har forstået »ormene« som levende giftslanger, så at ęitrdropar skulde forstås i egl. betydn., men orma hryggjum vilde da være et besynderligt udtryk. Uhyggen forøges ved, at det er ormerygge, salen er sammensat af istf. af brædder og træsparrer.



39.
Sér hon þar vaða
þunga strauma
męnn męinsvara
ok morðvarga
ok þanns annars glępr
ęyrarúnu.
Þar sýgr Níðhǫggr
nái framgingna;
slítr vargr vera
Vituð ér ęnn eða hvat?



strauma: elve-strömme; þunga bruges om en strid ström, man med besvær kan modstå. Snorre har forstået disse strömme som giftströmme fra slangerne, hvad der dog er tvivlsomt. Hellere kommer man til at tænke på de elve, der ifg. Grímn. 28 »falder herfra til Hel«, glępr: forfører. — ęyrarúnu: fortrolig veninde, hustru. L. 1-6 er vistnok rest af et vers, 7-10 rest af et andet; det par, der her findes, kan næppe vise tilbage til Nástrǫndu i v. 38, men til et stednavn, der har stået i det tabte halvvers. Snorre har henført Níðhug til Hvergelmir (»men i Hv. er værst, dér suger« o. s. v.); dette synes at tyde på, at Snorre mulig har haft en fuldstændigere tekst. — Níðhǫggr: en flyvende drage, se sidste vers. — vargr: om der her menes en ulv, eller om det er en betegnelse for den grådige drage, er ikke klart. — slítr: rettelse f. sleit. »Her er tale om et vandhelvede og om kuldekvaler« (Nordal). — Disse pinsler henfører Snorre ganske urigtig til tiden efter ragnarök, ledet dertil af kristne forestillinger.



40.
Austr sat hin aldna
í Járnviði
ok fœddi þar
Fęnris kindir;
verðr af þeim ǫllum
ęinna nøkkurr
tungls tjúgari
í trolls hami.



hin aldna: den gamle; ifg. Snorre er dette en gyge i Jærnskoven øst for Midgård. — Fęnris kindir: kan kun bet., at Fenrisulven er faderen; sönnerne er altså også ulve. — ęinna: gen. pl., findes mest med superl.; her med nøkkurr, en af dem, tagne enkeltvis, d. v. s. en enkelt. — tungls: himmellegeme, her solen. — tjúgari: et ord dannet af tjúga, egl. ‘brugeren af et tjúga’ (griberedskab, til verb. tjúga, toginn, at trække), altså: ‘den der trækker til sig’, røver. I Grímn. 29 nævnes to ulve, Skoll og Hate, hvoraf den ene forfølger solen, den anden søger at komme forbi den og stanse den. Den ene må være ment her. — trolls: synes her at bet. ‘utyske’ i almlh., men det er en mærkelig brug af ordet. Dette sættes her for at forberede solens forsvinden i v. 57.



41.
Fyllisk fjǫrvi
fęigra manna,
rýðr ragna sjǫt
rauðum dręyra,
svǫrt verða sólskin
of sumur ęptir,
veðr ǫll válynd.
Vituð ér ęnn eða hvat?



Fyllisk: subj. er den nævnte ulv. — fjǫrvi: liv, d. v. s. blod. — fęigra: dødsindviede; der er næppe grund til at konstatere betydn: ‘død’ her; ulven tænkes nu og i fremtiden at mætte sig i blod. — rýðr: om ulven er subj., eller verbet bruges upersonl., er ligegyldigt. — ragna sjǫt: kan kun være himlen. Det fænomen, man oftere ser og har haft lejlighed til at se, at himlen (om aftenen) kunde blive mørkerød, har virket uhyggeligt på sindene; man har da forklaret denne rødme således, at ulven, overmættet af blod, udspyede dette og sål. til alml. rædsel farvede himlen. Det er blevet betragtet som ondt varsel. Bl. varslerne er også, at »solen formørkes i følgende somre« og alle storme blæser. Det er varsler om ragnarök — válynd: skadelige, ondsindede.



42.
Sat þar á haugi
ok sló hǫrpu
gýgjar hirðir,
glaðr Ęggþér;
gól of hýnum
í gaglviði
fagrrauðr hani,
sás Fjalarr hęitir.



þar: vel i Jærnskoven (se v. 40). — Sat á haugi: var skik for høvdinger og hyrder i oldtiden; omtales oftere (jfr. Þrymskv.). Det skete dels for at have opsyn med hvad der foregik, dels at spejde efter vejfarende m. m. (jfr. Skírn 11). Gygens hyrde, ved navn Ęggþér, sværdbæreren, er glad og slår harpe, — noget der sjælden ellers omtales. Han er glad ved disse uhygge-varsler, idet han deri ser varsler om gudernes undergang. — gaglviði: hvad gagl- bet. er uopklaret. — Fjalarr: her som ellers bet. navnet ‘den meget vidende’. Hanens galen er også varsel. Dens lyserøde farve svarer til hanens glade galen. Hels hane (i næste vers) er ‘sod-rød’, hvilket passer til Hels mørke. Asernes hane karakteriseres ikke ved et adj., men dens navn ‘gyldenkam’ er i sig selv beskrivende.



43.
Gól of ǫ́sum
Gollinkambi,
sá vękr hǫlða
at Hęrjafǫðrs,
ęn annarr gęlr
fyr jǫrð neðan
sótrauðr hani
at sǫlum Hęljar.



hǫlða: ɔ: einherjerne. Der findes her en overgang fra præt. (om det, der har fundet og fremdeles finder sted) til præs. (vękr, gęlr).



44.
Gęyr Garmr mjǫk
fyr Gnipahęlli,
fęstr mun slitna,
ęn freki rinna,
fjǫlð vęitk frœða,
framm sék lęngra
of ragna rǫk,
rǫmm sigtíva.



Omkvædsvers, der afslutter den foregående versgruppe med de onde varsler, og tillige markerer det sig nu stærkt nærmende ragnarök. — Garmr: hunden ved indgangen til Hel (jfr. Baldrs dr.), der efter dette går gennem Gnipahulen. — freki: må være Fenrir; ifg. Snorre kommer alt bundet løs af sig selv. — rǫmm: underforstået rǫk; rammr ‘stærk, uafvendelig’. Dette skal netop fremhæves, derfor er denne linje andet og mere end en blot gentagelse. — S. Nordal er tilböjelig til at tro, at garmr er = Fenrir, men herimod er der en del, der taler.



45.
Brœðr munu bęrjask
ok at bǫnum verðask,
munu systrungar
sifjum spilla,
hart ’s í hęimi,
hórdómr mikill,
skęggǫld, skalmǫld,
skildir klofnir,
vindǫld, vargǫld,
áðr verǫld stęypisk,
mun ęngi maðr
ǫðrum þyrma.



Beskriver ødelæggelsen af det inderligste i menneskelivet, familjelivet, det er de »sidste og værste« tider för ragnarök og det sikreste tegn på, at dette er nærforestående.
  »Brødre vil kæmpe og slå hinanden ihjæl« var omtr. det værste og mest uheldbringende, der kunde ske, ti søskendekærligheden og -sammenholdet var ellers efter de gamle kilder noget af det ubrødeligste, der fandtes. — systrungar: fættere (sönner af to søstre). — sifjum: slægtskabet (egl. svogerskab); det er ikke helt klart, hvortil der sigtes (elskov mellem fætter og kusine, el. mellem moster og nevö?). — hórdómr: ægteskabsbrud. — skęggǫld: øksetid (skeggja = økse). — vargǫld: ulvetid; vargr er vist her dobbelttydig; vargr også = morðvargr i v. 39.



46.
Lęika Míms synir,
ęn mjǫtuðr kyndisk
at hinu gamla
Gjallarhorni
hótt blæss Hęimdallr,
horn ’s á lopti;
mælir Óðinn
við Míms hǫfuð.



Et af digtets vanskeligste vers. — Míms synir: Müllenhoff har ment, at hermed mentes elve og bække, der bliver urolige og strömmer over deres bredder. Men dette er meget tvivlsomt. Det ligger nærmest for at opfatte det som ‘jætter’, hvad enten Mímr er identisk med Mímir eller ej. De »leger«, d. e. er opfyldt af glæde og munterhed, ligesom Ęggþér (v. 42). — mjǫtuðr: målet, skæbnen, undergangen. — kyndisk: må være præs., i almlh. antages her verbet at kynda ‘tænde’, den »tændes« = begynder, bryder løs. I no. haves kynda seg ‘hidse sig op’ (Ross), hvilket passer fortræffelig. — at: ved lyden af. — gamla: hentyder åbenbart til v. 27. — horn—lopti: bet. vist ikke andet end at hornet er höjt hævet (jfr. de lurer, man har fundet). — De to sidste linjer hentyder til en foranstaltning af Odin. ‘Mims hoved’ forklares nærmest ved Snorres meddelelse i Hkr. om hovedet af Míme, som Odin holdt levende med livbevarende urter og fik deraf råd og visdom. Odin rådfører sig nu med det lige för ragnarök. Formen Míms også her (ligesom i l. 1); det må være den samme person der menes.



47.
Skęlfr Yggdrasils
askr standandi,
ymr aldit tré,
ęn jǫtunn losnar;
hræðask allir
á hęlvegum
áðr Surtar þann
sevi of glęypir.



standandi: som den står, i sin fulde höjde, fra rod til top. — ymr: det suser i. — jǫtunn: er ubetinget fenrisulven. L. 5-8 findes kun i H; deres ægthed kan sål. være tvivlsom. — hęlvegum: kan kun bet. det s. s. hęl, Hels bolig, de dødes rige. L. 7-8 er uforståelige.



48.
Hvat ’s með ǫ́sum? *
hvat ’s með ǫlfum? *
gnýr allr Jǫtunhęimr, *
æsir ’ro á þingi, *
stynja dvergar *
fyr stęindurum *
vęggbergs vísir — *
vituð ér ęnn eða hvat? *



Findes i R efter 51. Men der er fuld grund til at antage, at verset er indskud; Nordals bemærkninger herimod er ikke tungt vejende. — vęggbergs vísir: kendende klippevæggene, er en ren fyldekalk, der er uden sidestykke i digtet. Det er heller ikke uden betydn. at bægge omkvæd vilde stå her ved siden af hinanden.



49.
Gęyr Garmr mjǫk
fyr Gnipahęlli,
fęstr mun slitna,
ęn freki rinna,
fjǫlð vęitk frœða,
framm sék lęngra
of ragna rǫk,
rǫmm sigtíva.


50.
Hrymr ękr austan,
hęfsk lind fyrir,
snýsk Jǫrmungandr
í jǫtunmóði;
ormr knýr unnir,
ęn ari hlakkar,
slítr nái niðfǫlr;
Naglfar losnar.



Nu rykker alle fjendtlige magter frem, fra øst (heri er måske nord indbefattet) og syd (i vest var der for den mytologiske tænkning kun det umålelige ocean).
  Hrymr: jættefyrsten; navnet er med rette sat i forbindelse med hrumr ‘affældig’; deri er der symbolik. — hęfsk—fyrir = hęfr fyr sér: holder foran sig. — lind = (linde)skjold. — Jǫrmungandr: midgårdsormen (‘den vældige trinde stok’). — ari: hermed menes vistnok Hræsvelgr (Vafþr. 37), ‘ligslugeren’; den hlakkar ‘glæder sig’ til det væntede bytte. — slítr er vel futurisk. — niðfǫlr: mørkebleg (grågul farve). — Naglfar: det af neglstumper byggede skib; det omtales nærmere i følg. vers. Nogle tolker ordet som ‘dødningeskib’.



51.
Kjóll fęrr austan
koma munu Múspells
of lǫg lýðir,
ęn Loki stýrir;
fara fíflmęgir
með freka allir,
þęim es bróðir
Býlęists í fǫr.



Kjóll: skib(et) ɔ: Naglfar. — austan: østfra, altså også fra jætteverdenen. Dette har man fundet lidet rimeligt og villet ændre til norðan. — Múspells lýðir: = Múspells synir (męgir) som det ellers hedder. Múspell er ifg. Snorre den sydlige ildverden. Hvis teksten er rigtig, må digteren have haft en anden opfattelse. Snorre har også den forestilling, vistnok på grund af dette sted, at skibet tilhører Múspell. Hvorledes Loke er forbunden med dem er en gåde; derfor har man villet rette Múspells til Hęljar. — fíflmęgir: herved må jætterne forstås; fifl = tosse kunde nok bruges om jætter. — freka: ulven, ɔ: Fenrir. — bróðir Bylęists: er Loke selv. Her har man en samlet jættehær med Loke og Fenrir i spidsen; og det kan forstås. Dertil må så Múspells folk regnes, hvis teksten er rigtig. — Býlęists: den der farer over bygden (lęistr = fod), er vist egl. Loke selv.



52.
Surtr fęrr sunnan
með sviga lævi,
skínn af sverði
sól valtíva;
grjótbjǫrg gnata,
ęn gífr rata,
troða halir hęlveg,
ęn himinn klofnar.



Surtr: ifg. Snorre landeværnsmand i Múspellsverdenen. I hvert fald indtager han en anførers stilling. — sviga lævi: grenens svig (ødelæggelse) = ilden, en rent skaldisk kenning. — sól skinn af sverði valtíva; sål. må ordene nødvendig opfattes, ‘der skinner sol af valgudens sværd’ ɔ: valgudens sværd skinner som sol; -tívi er svag form til týr, ‘valens ty’ er en kenning for Surt. — gnata: styrte bragende sammen. — rata: snuble, styrte; mærk linjerimet. — halir: kan kun bet. ‘menneskene’, der omkommer (»betræder vejen til hel«) under al denne her skildrede omvæltning.



53.
Þá kømr Hlínar
harmr annarr framm,
es Óðinn fęrr
við ulf vega,
ęn bani Bęlja
bjartr at Surti;
þá mun Friggjar
falla angan.



Hlínar: andet navn på Frigg (hos Snorre en selvstændig gudinde, men knyttet til Frigg). — annarr: den første var Balders død (v. 32-33). — bjartr kaldes Freyr (bani Bęlja, dette drab antyder Snorre) som modsætning til Surtr = sort. — angan: fryd; ‘Friggs fryd’ = Odin. Digteren nöjes med at omtale Odins død, men nævner ikke Freys, som dog indtraf. Herefter har H stevet (B 54).



55.
Þá kømr hinn mikli *
mǫgr Sigfǫður, *
Víðarr vega *
at valdýri; *
lætr hann męgi Hveðrungs *
mund of standa *
hjǫr til hjarta; *
þá ’s hefnt fǫður. *



valdýri: valens dyr, ulven, der er mǫgr Hveðrungs, ‘Lokes sön’. — mund: dativ, i (ved) hånden.



56.
Þá kømr hinn mæri
mǫgr Hlǫðynjar
— — — —
gęngr Óðins sonr
ormi mœta.
Drepr af móði
Miðgarðs véurr;
munu halir allir
hęimstǫð ryðja;
gęngr fet níu
Fjǫrgynjar burr
nęppr frá naðri,
níðs ókvíðinn.



561-4 er rest af et vers, der ikke lader sig restituere. Kun det er sikkert, at talen er om Tor, Hlǫðyns (jordens) sön, og midgårdsormen. Den sidste linje er rigtig overleveret i H; R har (urigtig) við ulf vega.
  565-12 udgör et vers for sig. — drepr: slår, men slaget er dræbende. — véurr: afledet af (‘helligdom’, og betegner Tor som ‘den hellige beskytter’ (af Midgård). — L. 3-4 betegner følgen af denne afgörende kamp: alle mennesker omkommer nu (i v. 52 var der åbenbart tale om en delvis undergang). — hęimstǫð: verdenshjemmet. — ryðja: ‘ryddeliggöre’, her ‘helt forlade’. — nęppr: = fjǫrnęppr, ‘hvis liv er ved at ende’. — níðs ókvíðinn: uden at behøve at være bange for níð ɔ: dadlende omtale (for sin kamp).



57.
Sól tér sortna,
søkkr fold í mar,
hverfa af himni
hęiðar stjǫrnur;
gęisar ęimi
við aldrnara;
lęikr hór hiti
við himin sjalfan.



ęimi við aldrnara; aldrnari betegner ilden som ‘den liv-nærende’; ęimi bet. også ild; ‘bål raser ved bål’ er vel det rigtige. — hiti: ild. Med dette kraftige vers slutter beskrivelsen af ragnarök; stevverset (58) kommer her (for sidste gang) meget betegnende.



58.
Gęyr Garmr mjǫk
fyr Gnipahęlli,
fęstr mun slitna,
ęn freki rinna,
fjǫlð vęitk frœða,
framm sék lęngra
of ragna rǫk,
rǫmm sigtíva.


59.
Sér hon upp koma
ǫðru sinni
jǫrð ór ægi
iðjagrœna —;
falla forsar,
flýgr ǫrn yfir,
sás á fjalli
fiska vęiðir.



ǫðru sinni: for anden gang, ligesom för da jorden kom op af ginnungagap; der er her den forskel, at jorden nu dukker op af havet; ǫðru s. slutter sig nöje til upp koma, men ikke til ór ægi.iðjagrœna: iðja- hører vist til st. ið- ‘igen’, altså ‘atter og atter grön’, ‘den sig stadig fornyende’ m. h. t. græs og urter. — L. 5-8 bet. at det er de gamle tilstande og natur, der vender tilbage. Man havde væntet en omtale af nye menneskeslægter, men derom tier völven.



60.
Finnask æsir
á Iðavęlli
ok of moldþinur
mǫ́tkan dœma,
ok minnask þar
á męgindóma
ok á Fimbultýs
fornar rúnar



Finnask (Hittask H): sidestykke til v. 7. — æsir: de ragnarök overlevende guder; der nævnes i det følgende Baldr, Hǫðr (der vender levende tilbage fra Hel) og Höner; i Vafþr. nævnes flere. — moldþinur: jord-strængen (den jorden omgivende stræng), midgårdsormen, som en af gudernes farligste modstandere. — L. 5-6 mgl. R, men er vist ægte. — męgindóma: hovedbegivenheder (ɔ: ragnarök og hvad der dermed sammenhang). — Fimbultýs: hovedguden, Odin. — rúnar: kundskaber, om subjektivt el. objektivt, er ikke klart.



61.
Þar munu ęptir
undrsamligar
gollnar tǫflur
í grasi finnask,
þærs í árdaga
áttar hǫfðu.



Verset fremhæver genoplivelsen af den gamle guldalder, jfr. Tęflðu í túni. — tǫflur: tavlbrik. — finnask: også her passivt. Der mangler vist to linjer i verset.



62.
Munu ósánir
akrar vaxa;
bǫls mun alls batna
mun Baldr koma;
búa Hǫðr ok Baldr
Hropts sigtoptir
(vęl valtívar,
Vituð ér ęnn eða hvat?)



Beskriver den nye guldalder, der aldrig vil afbrydes. — bǫls: ulykke (deribl. krig og misgærninger). — batna: blive bedre; men meningen er, at al ulykke nu er forbi — og som symbol herpå er Baldrs venden tilbage. — búa: indretter og bebor. — Hropts (Odins) sigtoptir: Odins kampbolig; hermed må Valhal menes, der nu ikke mere bliver bolig for nogen einherjer. — Det er meget mistænkeligt, at disse guder kaldes valtívar, ti de er nu det modsatte; også forekomsten af stevlinjen her er meget påfaldende. Disse to linjer beror vist på indskud. Vé valtíva i pap. hds. er blot en gisning, men er kun en tavtologi.



63.
Þá kná Hœnir
hlautvið kjósa
ok burir byggva
brœðra Tvęggja
vindhęim víðan.
Vituð ér ęnn eða hvat?



Her dukker Hœnir op, af hvad grund, kan ikke vides. Han har i digtet ikke tidligere været nævnet, undt. i indskudsverset 18. Han har mulig været nævnt i et tabt vers, der vilde forklare nævnelsen her. Han siges at kjósa hlautvið, hermed menes sikkert offertene (jfr. hristu tęina ok á hlaut sǫ́u Hymiskv. 1); det bet. da, at Hœnir genopretter den gamle guderitus. Her mangler vist et linjepar. — ‘Sönner af Tvegges (Odins) brødre (ɔ: Vili og Véi?)’ er ellers ganske ukendte. — vindhęim: himlen. Vi har tidligere set en sammenblanding af Midgård (på jorden) og gudernes bolig i himlen. — Stevet kan her have sin betydn. (afsluttende).



64.
Sal sér hon standa
sólu fęgra,
golli þakðan,
á Gimléi;
þar munu dyggvar
dróttir byggva
ok of aldrdaga
ynðis njóta.[3]



Gimléi: er ikke salen, men landet, hvor salen er; ordet er smsat af gim ‘ild’ og hlé ‘læ’. Ildlæ er et symbolsk navn. Landet vil aldrig, ligesom menneskenes för-ragnarökske, forgå ved ild. — dyggvar: retskafne, skyldfri. — dróttir: menneske-skarer, mennesker (i almlh.); derfor behøver ordet ikke at forudsætte et dróttinn. — ynðis: frydfuld, rolig tilværelse.

65. Et halvvers, der kun findes i H. Verset er åbenbart kristeligt og handler om den kristne dommedag; det kan ikke have hørt til digtet. Under den tilstand, som v. 64 skildrer, er der ingen brug for nogen ‘dommer’, der er intet at dömme over. Indholdet strider imod digtets hele tone og tendens. Verset er afgjort uægte.



66.
Þar kømr hinn dimmi *
dręki fljúgandi, *
naðr fránn neðan *
frá Niðafjǫllum; *
berr sér í fjǫðrum *
— flýgr vǫll yfir — *
Níðhǫggr nái; *
nú mun hann søkkvask. *

dimmi: mörkladne, går på dragens (uhyggelige) kropsfarve. — dręki: er Níðhǫggr, der i v. 39 siges at ‘suge’ de dødes lig. — Niðafjǫllum: mørkets fjælde; disse må sættes i forbindelse med Nåstrand og Hels mörke bolig. Völven må antages at se dragen komme nedefra og hænte lig fra ragnarökskampen. — berr—fjǫdrum: hvorledes dette skal tænkes, er ikke klart; ‘på vingerne’, ‘mellem vingerne og kroppen’ — men hvorledes lod det sig göre under vingernes bevægelse? — hann: RH har hon, hvilket måtte være völven selv; men intet i digtet tyder på, at völven er død, opvakt fra graven, ligesom völven i Baldrs dr. Hvis hann er rigtigt, må søkkvask bet. ‘synke’ (i dybet) for aldrig mere at komme frem. Sætningen har man så tolket som betegnende, at nu er alt ondt og al ødelæggelse til ende. Se iøvrigt Krit. bem. Fastholdes hon, kan søkkvask umulig bet. ‘forsvinde’ i almlh. (så at det ikke behøvede at forudsættes, at völven var vækket op af sin grav).





Noter:

  1. For dette halvvers har H.
    (34)
    þá kná Vála
    vígbǫnd snúa
    hęldr vǫ́ru harðgǫr
    hǫpt, ór þǫrmum.
  2. Rettelse for -gjarn.
  3. Her har H. fölgende halvvers:
    65.
    Þá kømr hinn ríki
    at ręgindómi
    ǫflugr ofan,
    sá’s ǫllu ræðr.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.