Vålvens Spaadom

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk	Latin
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Nordens Gudekvad

Oversat fra oldnordisk af
Thøger Larsen
Udgivet 1926

Vålvens Spaadom

1. HØRER mig, alle hellige Slægter,
øvre og nedre Ætter af Hejmdal,
du jo, Valfader, vil, jeg skal skildre
Folke-Fortid, hvad jeg først har set.

2. Oldtids unge Avl af Jætter
saa jeg, fordum de fostret har mig.
Ni jeg mindes Verdner, ni i Træet,
Al-Træet ungt og under Jorden.

3. Old var aarle, medens Ymir bygged,
ej var Sand, ej Sø, ej svale Bølger,
ej var Jorden og ej Himlen,
Gabet Ginnungi, men Græs ikke.

4. Førend Bors Sønner [Brandene] hæved,
da de Midgaard mægtig skabte,
Sol sken sønden paa Salens Stene,
saa af Grund groed grønne Urter.

5. Sol fra Syd - ved Siden Maane -
Haanden, den højre, paa Himlen lagde.
Sol vidste ikke, hvor sin Sal hun havde,
Maane vidste ikke, hvor sin Magt han havde,
Stjerner vidste ikke, hvilket Sted de havde.

6. Da gik de højeste til Domstole,
hver hellig Gud, og paa det grunded:
Nat og Næde Navn blev givet,
Navn fik Morgen og Midjedag,
Unden og Aften, Aar at tælle.

7. Aser mødtes paa Idasletten,
Helligdom og Hov højtømrede,
Esser grunded, Gods smeddede,
Tænger skabte og tungt Værktøj.

8. Tavl de glade i Tunet leged,
Guld i Eje de aldrig savned;
til tre kom, Tursemøer,
jættestore fra Jåtunhejmen.

9. Da gik de højeste til Domstole,
hver hellig Gud og paa det grunded:
hvem skulde skabe en Skare Dværge
af Brimirs Blod og af Blains Knogler.

10. Da blev Modsognir mægtigst af alle
Dverges Skare og dernæst Durin.
De skabte mange, i Mands Billed,
Dværge i Jorde, som Durin sagde.

11. Nyi og Nidi, Nordri og Sudri,
Austri og Vestri, Altjof, Dvalin,
Nar og Nain, Niping, Dain,
Bifur, Bafur, Båmbur, Nori,
Ann og Anar, Oin, Mjådvitnir.

12. Vejg og Gandalf, Vindalf, Torin,
Trar og Train, Tekk, Lit, Vit,
Ny og Nyrad, nu har jeg Dværge,
Regin og Radsvid, rigtig nævnet.

13. Fili, Kili, Fundin, Nali,
Hepti, Vili, Heftifili,
Billing, Bruni, Bild og Buri,
Frar, Hornbori, Fræg og Loni,
Aurvang, Jari, Ejkinskjaldi.

14. Nu skal Dværge i Dvalins Følge,
Ljonis Slægter, til Lofar nævnes,
de, som søgte fra Salens Sten,
Aurvange-Stol, til [Jaris] Sletter.

15. Der var Draupnir og Dolgtrasir,
Har, Haugspori, Hlevang, Gloin,
Dori, Ori, Duf, Andvari,
Skirfir, Virfir, Skafid, Ai.

16. Alf og Hanar, Yngvi, Sviur,
Fjalar og Frosti, Fid og Ginnar;
evig skal mindes, mens Aldre lever,
Leddenes Tal i Lofars Ætter.

17. Til der kom hos tre Tursekvinder
stærke og elskende Aser til Huse,
fandt over Mulde afmægtige
Ask og Embla uden Skæbne.

18. Aande de drog ej, Aand de savned,
Blod og Røst og de rette Farver.
Aande gav Odin, Aand gav Hønir,
Blod gav Lodur og Livets Farver.

19. Ask ved jeg staa, hedder Yggdrasil,
Hars Træ, vædet med hvid Væde,
fra det kommer Duggen, som i Dale falder,
det er evig-grønt over Urd-Brønden.

20. Derfra kommer Møer, mangt vidende,
tre fra Salen under Træets Hvælv,
den ene er Urd, den anden Verdandi,
Skuld staar der skaaret i Stav for den tredje.
De Lov lagde, de Liv kaared
for Slægternes Børn, Skæbnen for Mænd.

21. Fejde mindes hun først i Verden,
da med Spyd de stødte Gullvejg
og i Hars Hal hende brændte,
tre Gang' brændte tre Gang' baarne,
tit og ofte, dog end hun lever.

22. Hejd hun hed, hvor til Huse hun kom,
Sandsagns Vålve, Stave hun vied,
sejded, hvor hun kunde, sejded, hvad hun vilde,
altid i Yndest hos onde Kvinder.

23. Da gik de højeste til Domstole,
hver hellig Gud og paa det grunded:
om et Tab skulde Aserne tage
eller Guderne Gengæld have.

24. Fløj fra Odin mod Flokken et Skud,
deraf kom Fejde først i Verden;
brudt var da Asaborgens Trævold,
Vaner til Kamp over Vidden traadte.

25. Da gik de højeste til Domstole,
hver hellig Gud, og paa det grunded:
hvem Ve havde i Vejret blandet,
lovet Jættens Afkom Ods Kvinde.

26. Tor kun hug til i tung Harme,
han sjældent sidder, naar han spørger sligt.
Over brast Eder, Ord og Løfter,
styrtet blev alle stærke Pagter.

27. Hejmdals Horn under hellige Grene,
skjult under lysvant Løvtræ hun øjner;
i ser hun strømme Straalefossen
af Valfaders Pant. - Hvad ved I mon mer?

28. Ene sad hun ude, da den oldgraa kom,
Asernes [As] og i Øjet saa:
Hvorom fritter I mig? Hvi frister I mig?
Jeg ved, hvor du, Odin, har dit Øje skjult.

29. [Ved, at Odins Øje dølges]
i Mimirs Brønd, den meget kendte.
Mimir hver Morgen Mjøden drikker
af Valfaders Pant. Hvad ved I mon mer?

30. Rigt gav hende Hærfader Ringe og Pragt,
Rigdoms-Sporen og Spaa-Stave,
vidt spejded hun, vidt i hver en Verden.

31. Valkyrjer saa hun, vidt fra komme,
rustet og rede at ride til [Goter].
Skuld holdt Skjold og Skågul ogsaa,
Gunn, Hild, Gåndul og Gejrskågul.
Nævnet nu har jeg Herjans Piger,
Jorderidt-beredte Valkyrjer.

32. Jeg for Baldr, blodig Guddom,
Odins Søn, har set det skjulte.
Over Sletten op sig hæved
myg den fagre Mistelgren.

33. Blev af den Spire, spæd at øjne,
Harmpil haard, af Håd udslynget.
Baldr en Broder blev baaren hastigt,
Odinssønnen vog, een Nat gammel.

34. Ej Haand han toed, ej Hoved kæmmed,
inden paa Baal han bar Baldrs Bane.
Men Frigg begræd i Fensale
Valhals Ve. Hvad ved I mon mer?

35. Ligge under Hveri-Lunden saa hun
lænket den skadelystne Loki.
Der man virked Valis Mordbaand,
Tarmenes Tvinde blev Tove haarde.
Der sidder Sigyn, saare uglad
vist for sin Mand. Hvad ved I mon mer?

36. Aa gaar af Øst gennem Edderdales
[Fjælde og Flader], Floden Slid.

37. Stod fornorden paa Nædes Sletter
Sal af Guld for Sindris Afkom,
en anden stod paa Okolnir,
Jætten Brimirs brusende Ølsal.

38. Sal saa hun staa, fra Solen fjern,
paa Dødningestrand med Døren mod Nord,
Edderdraaber faldt ind ad Lyren,
slynget om Salen var Slange-Rygge.

39. Der saa hun vade Vande tunge
Meneds Mænd mellem Mord-Ulve
og hvem Elskov faar hos en andens Kvinde,
Nidhågg suged med Næbet i Lig,
Varg sled Mænd. Hvad ved I mon mer?

40. Øster sad den oldgraa i Jærnskoven
og fødte der Fenrirs Afkom;
een vil blive af al den Yngel
Maanens Tyv under Troldeham.

41. Fylde Dødsens Folk i Bugen,
gyde Blod over Guders Sæde,
sort bliver Solskin Somrene efter,
alt Vejr truer. - Hvad ved I mon mer?

42. Sad der paa Højen og slog Harpen
Gygens Hyrde, gladen Egdir;
ovenfor klart i [Kobberskoven]
gol en herligtrød Hane Fjalar.

43. Gol for Aser Gyldenkammen,
den vækker Karle hos Kampfader,
en anden galer under Jorden,
en sodrød Hane i Hels Sale.

44. Garm højt glammer ved Gnipahulen,
Baand rives over, og Ulven løber,
Mer frem ser jeg, meget kan jeg sige
om Sejrguders ramme Ragnaråk.

45. Brødre hinanden Banesaar hugger,
Søstres Børn Slægtskab bryder.
Haardt lever Verden, Hor saa vide.

46. Sværd-Old, Slag-Old, Skjoldene skaarne,
Vind-Old, Varg-Old, før Verden styrter,
Grunde gjalder, Gyger flyvende,
aldrig en Mand andre sparer.

47. Mim's Sønner leger, og Mjåtud tændes
i Glød ved Gjålls det gamle Horn;
højt blæser Hejmdal, Horn er i Luften,
mæler Odin med Mim's Hoved.

48. Da skælver Yggdrasils Ask standende,
jamrer det gamle Træ, og Jætten løsner.
Haardt ængstes alle paa Helveje,
indtil det sluges af Surts Slægtning.

49. Hvad nu med Aser? Hvad nu med Alfer?
Gnyr al Jåtunheim, Aser er paa Tinge,
Dværge stønner ved Stendøre,
Bjergvægs Vise. - Hvad ved I mon mer?

50. Garm højt glammer ved Gnipahulen,
Baand rives over, og Ulven løber.
Mer frem ser jeg, meget kan jeg sige
om Sejrguders ramme Ragnaråk.

51. Hrym ager østfra, holder Skjold for,
snor Jårmungand sig jætteharmfuld.
Ormen slaar Bølger, og Ørnen larmer,
nipper Lig Nidfål, Naglfar løsner.

52. Skib staar østfra, stævne monne Muspels
Mænd mod Lande, og Loki styrer,
Fimbul-Sønnerne følger Ulven,
dem er Bylejsts Broder iblandt.

53. Surt gaar sydfra med Skoves Vaade,
Valgud-Sol fra Sværdet skinner,
Grusfjæld ramler, og Gyger tumler,
Mænd gaar hen ad Helvej, Himlen revner.

54. Da iler mod Hlin den anden Sorg,
naar Odin gaar til Ulvkampen
og Belis Bane blank imod Surt;
der maa Friggs Fryd falde.

55. Da vil den store Søn af Sejrfader,
Vidar, kæmpe med Valdyret,
hugger med sit Haandsværd Hvedrungsønnen
haardt i Hjertet, hævner sin Fader.

56. Garm højt glammer ved Gnipahulen,
Baand rives over, og Ulven løber.
Mer frem jeg ser, meget kan jeg sige
om Sejrguders ramme Ragnaråk.

57. Jords Rem over Rummet gaber,
da kommer Hlodyns herlige Søn,
Odins Søn gaar Ormen i Møde,
Vargs [Broder vil] Vidars [fælde].

58. Midgaards Vogter myrder ham i Harme,
alle maa Verdens Vidder rømme.
Fjerner ni Fjed sig Fjårgyns Søn,
segner fra Slangen, for Spot dog rolig.

59. Solen sortner, synker Land i Hav,
haster af Himlen herlige Stjerner,
Emmen raser ved Aldernærer,
leger højt Hede ved Himlen selve.

60. Garm højt glammer ved Gnipahulen,
Baand rives over, og Ulven løber.
Mer frem ser jeg, meget kan jeg sige
om Sejrguders ramme Ragnaråk.

61. Op ser hun komme anden Sinde
Jord af Vande, vaargrøn atter,
Fosser falder, flyver Ørn over,
den, som fra Fjældet Fiske jager.

62. Aser mødes paa Idasletten,
mindes den mægtige Muldomspænder
og husker paa alle de høje Skæbner
og paa Fimbultyrs Fortids-Runer.

63. Der skal da atter underfulde
gyldne Tavl mellem Græsset findes,
de, som de ejed i Olddage.

64. Da skal usaaede Agre vokse,
bittert skal bedres, Baldr skal komme,
Håd og Baldr faar Hropts Sejr-Tofter
til Valgude-Bo. - Hvad ved I mon mer?

65. Ud kan Hønir sin Andel vælge,
og bygge skal begge Brødres Sønner
i Vindhjem vide. - Hvad ved I mon mer?

66. Sal ser hun Solens Skin fordunkle,
gyldentækket paa Gimle staa.
Der skal da bygge de bedste Mænd
og alle Dage dejligt leve.

67. Da kommer den høje til Herredømme,
stærk fra oven, han, som alting styrer.

68. Der kommer den dunkle Drage flyvende,
blank, dernede fra Nædes Fjælde;
hen over Sletten slæber i Fjedre
Nidhågg Lig. Nu maa hun synke.