Vølvens spådom (Brøgger)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk Latin
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif Latin Cross.svg
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Latin Cross.svg
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Eddadigte


Vølvens spådom


Gendigtet af
Suzanne Brøgger
København, 2015


Gengivet på Heimskringla
med forfatterens venlige tilladelse.




Odin
Georg von Rosen, 1886.
Stilhed,
hør,
høj og hellig,
lav og luset;
Stamfar, det er dig der vil,
at vølven vælder over
med minder om dengang
og hvad jeg husker.


I begyndelsen var Ymer.
Jeg husker jætter
der opdrog mig
i gamle dage;
Ni verdner
husker jeg,
ni rødder
og et højtbesunget træ
under jorden.


Den morgen verden vågned
af urtids intet,
var der hverken sand eller sø,
ingen kølige bølger,
jorden fandtes ikke,
himlen fandtes ikke,
gab og gold tomhed,
intet græs.


Burs berømte sønner,
byggede Midgård
med Ymers øjenvip
som værn;
Sol faldt sydfra
på salens stene,
af jorden groede
grønne spydløg.


Solen kom sydfra,
søster til månen,
på vej langs himmelranden
for at finde sin plads;
Solen vidste ikke,
hvor den skulle være,
stjernerne sad
ikke så sikkert,
månen vidste ikke,
hvad månemagt var.


Da gik de højeste
og helligste
til tinge,
de drøftede
ved domstolen
og gav naturen navne;
De nævnede natten,
morgen og middag,
eftermiddag og aften
og talte år.


Aserne mødtes
på Idavolden,
de gjorde altre
og gudehus,
lavede esser,
hamrede guld
smedede tænger
og tilvirkede værktøj.


Tit de i tunet
tavlebord leged,
de savned ikke guldet,
fordi de var så glade;
Indtil den dag
tre tursemøer,
tarvelige,
kom fra jætteland.


Da gik de højeste
og helligste
til tinge,
de drøftede
ved domstolen,
hvordan de skulle danne dværge
af blod fra Brimer
og Blåens knogler.


Den største blev Motsogner,
mægtigst formet,
dværgenes konge;
Så kom Durin og andre
der skabtes
i menneskets billede,
dværge af jorden,
som Durin sagde.


Ny og Næ,
Nordre og Søndre,
Østre og Vestre,
Altyv og Dvalen,
Gul og gusten,
Gråmand og Dødbleg,
Bimbe og Bambe,
Åen og Ånar,
Oen
Og Mjødulven.


Da drog tre aser
kærlige og kraftfulde
langs havet;
På stranden fandt de
to træer,
Ask og Embla,
visne
og våde – skæbneløse.


Træet havde ikke ånd,
kunne ikke tænke
eller tale,
koldt og vådt som det var;
Odin gav det ånde.
Høner gav det ånd,
Lodur gav det lød
og livets varme.


Jeg ved, at verdenstræet
rejser sig
og hedder Yggdrasil,
hvilken hvid slam
som vander vækstens rødder;
Derfra kommer duggen,
der falder i dale.
Træets krone evigt grøn
over Urds brønd.


Tre møer
som også var norner
kom fra den sø
under træets rod;
Urd hed den ene,
den anden Verdande,
Skuld hed den tredje;
De ristede runer,
nedfældede loven,
lod livet ske
og skabte
skæbnen.


Jeg husker
den første fejde
i verden,
hvor Vanen vaklede,
Gullveig
grumt spiddet
og brændt
i den Højes hal
tre gange,
uden at hun døde.


Heid hed hun som søgte husly,
vidsynet Vane
og vis vølve,
hun spåede og troldede,
hvor hun kom og
kunne sejde,
henrykt fryded hun
onde kvinder.


Da gik de højeste
og helligste
til tinge
og de drøftede
ved domstolen;
Skulle bare aserne
bære krænkelsen
eller skulle de kræve hævn?


Odin sendte sit spyd
ud mod fjenden,
det var den første fejde
i verden;
Bjælkehegnet rundt om Asgård
blev brudt ved Vaners trolddom;
Vaners væbnere rykkede frem,
sikre på sejr.


Da gik de højeste og helligste
til tinge
og de drøftede ved domstolen,
hvem der havde ladet luften
med led list
og lokket Freja til at bole
med ond jætte
og blive hans brud.


Tor er tændt af vrede,
sidder aldrig ned,
når han hører sådan noget;
Alle svor de
falsk,
alle brød de ord og løfter,
ingen tro og tilsagn
holdt.


Jeg ved,
at Heimdals hørelse
gemtes
under højt og helligt
træ;
Hvor faderens øje lå som pant
faldt fossen frugtbart.
Var der mere I ville vide?


Jeg sad derude
og vølvede i natten,
da oldgamle Odin
fanged mit blik;
Hvad vil du mig!
Lad mig være!
Jeg ved jo alt,
at du gemte
dit øje
i Mimers kilde,
og at han hver morgen
drikker mjød
af din kraft.
Var der mere I ville vide?


Af hærfaderen fik jeg
en ring af guld,
og vølvestaven varslede viist;
Jeg så vidt
og vidnede
om alle verdner.


Jeg så valkyrierne
komme
klare til kamp;
Skuld holdt skjoldet
og Skogul fulgte,
Gun, Hild, Gondul
og Geirskogul,
Herjans møer,
rustede
og rede at ride.


Jeg så Balder
blive ofret
blodigt barn af Odin,
hans livstråd skåret;
over græsset det grønne
voksede
en mild, myg
mistelten.


Af træet som syntes så tyndt
blev der en dødsens pil;
det var Hød der skød.
Vali,
Balders bror,
var kun én nat gammel,
da han hævnede
Balder.


Vali vaskede ikke hænder
og redte ikke sit hår
før han havde båret
Balders bane
på bålet;
Men Frigg begræd
Valhals ve.
Var der mere I ville vide?


Da snoede Vali
de dødsensfarlige lænker
af tarme,
lange og strenge.


Jeg så Loke lænket
i svovlørknen,
surret med tarme,
ledt var synet;
Dér sidder Sigyn, hans kone,
vagt hos sin mand,
og hun har det ikke for sjovt.
Var der mere I ville vide?


Elven fosser østfra
gennem isdale
med knive og sværd;
Slid er dens navn.


Jeg så dværgsal
i dødsriget,
nordpå
ved Nidavolden,
gylden
og jætters ølhal,
kølig.


Jeg så salen
fjernt fra solen
den lå på ligkysten
med døren vendt
mod nord;
Giftdråber dryppede i stuen,
om salen snor sig
slangerygge.


Jeg så tunge strømme,
trægt vadende,
ménedende mænd
og mordulve
og dem der gik i gang
med de andres koner;
Dragen der sugede saft
af de fremfarne,
mens ulven vred sig vredt
og åd dem.
Var der mere I ville vide?


Østpå i Jernskoven
ved grænsen
rider jættekvinden
og føder ulveslægter,
solen sluges,
tyv
forklædt
som trold.


Den fylder flaben
med de faldnes livssaft,
blodet ryger ramt
og gør himlen rød;
Sort skinner solen
i somre derefter,
vinden hvæser hvast.
Var der mere I ville vide?


På højen sad jættekvindens
hyrde, glade Eggder,
og spillede harpe;
Over ham galede
den røde hane,
Fjalar,
gennem grene.


Gyldenkam galede
blandt aserne
hos hærens far
og vækker kæmper
sodrød hane galer
i jorddybet
i dødsrigets sale.


Garm giammer glubsk
ved Gnipahulen,
lænken slides,
ulven løber;
Jeg ser i fortiden langt borte
og fremtiden ikke så fjern,
hvor aser rammes af
ragnarok.


Bror skal bekæmpe
bror,
søskende bryde
slægtsbånd,
hårdhed skal herske
og hor;
Krigstid, kamptid,
kløvede skjolde,
ulvetid, stormtid
til verden ender
og ingen skåner
nogen.


Jættesønner godter sig
og Gjallarhornet
varsler manges skæbne,
larmende.
Højt blæser Heimdal,
Odin mæler
med Mims mund.
Den ældgamle, ask ryster
i sine rødder,
Yggdrasil klager
højlydt,
men Loke river sig løs.
Alle mænd vredes på dødsvejen,
ilden brænder træet.


Hvordan går det med aser
og alfer?
buldrer det og brager i jætteland.
Aser er på tinge,
stønner dværgene
der løb bort fra bjergene,
klippekloge.
Var der mere I.ville vide?


Garm giammer glubsk
ved Gnipahulen,
lænken slides,
ulven løber;
Jeg ser i fortiden langt borte
og fremtiden ikke så fjern,
hvor aser rammes af
ragnarok.


Jætte kommer østfra
og hæver skjoldet.
Midgårdsormen krummer sig,
ormen pisker havet i kæmpevrede,
men ørnen skriger og slår næbbet
i det døde kød, mens skibet,
lavet af ligenes negle,
løsnes.


Skibet stævner østfra,
skarer sejler
fra Muspel
mod land
og Loke styrer;
Troldkarle følger
ulven
og Loke.


Surt kommer sydfra med ild,
rammer gudebåret sværd,
skinnende sol;
Fjeldvæggen falder
på fæle trolde,
det går ad helvede til
og himlen
revner.


Frigg falder nu igen
i dybeste sorg,
Odin skal kæmpe
med ulven
og lyse Frej slås
med Surt,
da falder Friggs fryd
i kampen.


Garm giammer glubsk
ved Gnipahulen;
lænken slides,
ulven løber;
jeg ser i fortiden langt borte
og fremtiden ikke så fjern,
hvor aserne rammes af ragnarok.


Da kommer Odins seje søn,
Vidar kæmper
mod det vilde dyr
og hugger sværd
i ulven,
hårdt i hjertet
og hævner
sin sejrsfar.


Jordens bælte, ormen,
rager op i luften,
den onde orm gaber
højt deroppe.
Tor, Odins søn,
rammes af ormens gift,
men ormen dræbes
i ragnarok.


Jordens tapre søn
Tor slås med slangen,
Tryg ved sit ry.
Verdens vogter
ta'r sin tunge hammer,
uden liv
ligger landet øde;
Tor tager ni skridt,
tung
dødsmærket.


Solen sortner
og jorden synker
i havet.
Stjernerne styrter
fra himlen,
heden brænder højt
og leger ildtagfat med
luften.


Garm glammer glubsk
ved Gnipahulen,
lænken slides,
ulven løber;
Jeg ser i fortiden langt borte
og fremtiden ikke så fjern,
hvor aser rammes af
ragnarok.


Jeg ser nu
jorden stige
igen af havet,
evigt grøn.
Fosser falder,
ønen flyver
over fjeldet,
fanger fisk.


Aserne samles
på Idavolden,
de taler om Midgårdsormen
og mindes
mangen modig dåd
og Odins gamle runer.


Igen skal underfulde
gyldne tavler
findes
i græsset
som aserne havde
i urtiden.


Da vil usået sæd spire
bitterhed bedres,
Balder vil komme til Hød
og Odins sønner således søge
alting sonet.
Var der mere I ville vide?


Høner biir valgt
til at tage varsel,
mens sønner
af Balder og Hød
vælger verden at bo i.
Var der mere I ville vide?


Jeg ser salen rejses,
lys som solen
og gyldent tag i Gimle;
Dér skal skyldfri skarer
mødes og leve
lykkedage
i lys,
evigt.


Dér flyver den dunkle drage,
øgle dækket med ækle skæl
fra skumle bjerge;
I fjerene føres de faldne –
den flyver
højt.
Nu synker jeg
i jorden.