Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte F

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk

Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte

af Jacob Bærent Møinichen

F

Forerindring A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V Y Æ Ø Å

FALHOFFNER

en af ASERNEs Heste, som de daglig reed paa over BIFROST til YDASIL.

FANSAL

et Slot ved VYNGOLF, beboet af FRIGGA.

FENGO eller FEGGE

en Søn af den Jydske Konge GERVENDIL, kom med sin Broder HORVENDIL til Regieringen efter sin Fader, og skiftede de hver tredie Aar Herrdømmet til Lands med det til Vands. Dog blev han misundelig over sin Broder HORVENDILs Berøm, dræbde ham, og ægtede hans Enke GERUTH, besmykkende Ondskaben med at have vildet befrie denne sidste Medfart. Sin Broders efterladte Søn AMLETH, lod han vel opdrage, men ved sine bestandige Efterstræbelser giorde hans Liv usikkert, saa at han kun ved den dybeste Forstillelse og en konstig Galenskab undgik sin grusomme Farbroder. FEGGE levede dog i stadig Frygt, at denne Galning, som han troede kuns at forstille sig, skulde eengang hævne sin Fader. Hvorledes han lod AMLETH giennemgaae adskillige Prøver, søgde at skille sig ved ham, og endelig af ham blev dræbt, see ved Amleth!

FENIA og MENIA

2 Slavinder, som ved Troldom vare Aarsag til FRODE FREDEGODEs store Magt og Rigdom. Disse skal han have kiøbt i SVERRIG af sin fortrolige Ven Kong FIOLNER i UPSAL, da han var sammedsteds til Giest. De vare begge store og meget stærke. Hvorfore han satte dem til at male med 2 uhyre store Møllesteene kaldte GROTTE, der tillige malede alt hvad man sang dem for, hvilke sange deraf kaldtes GROTTESANGE. Efter FRODEs Befaling maatte de male Guld og Fred; dog plagede han dem med at male saa uophørlig, at den øverste Steen gik itu, og de Stakler ikke fik meere Soveroe, end Giøgen tier om Natten. Dette strenge Arbeide søgde de at blive kvit, og ved deres Tryllevers opvakde FRODE Fiender, af hvilke Søerøver–Kongen MYSING om Natten overrumplede og dræbde ham. Blant det øvrige Bytte bortførde MYSING FENIA, MENIA og GROTTE, og befalede dem om Borde at male Salt. De adløde en Stund men kuns alt for vel. Paa MYSINGs Erindring om at vedblive Arbeidet, bleve Skibene fulde af Salt, hvis Tyngde nedstyrtede dem med Folk og alt i Havet, som heraf endnu i denne Dag er Salt.

FENRIS

see Jarnvidur!

FENRISULVEN

en Søn af LOKE LAUFEIASON og Risen ANGERBODE, var straks efter Fødselen det slemmeste og glubskeste Uhyre og blev mod Gudernes Vidende opdraget i Kæmpernes Land. Guderne vidste, at dette Dyr skulde eengang blive en af de fornemmeste Aarsager til deres Undergang, hvorfore ALFADER lod det hente til HIMLEN, men den var allerede da bleven saa glubsk, at ingen Gud vovede sig til den eller torde give den Æde uden alleene TYR. Her voksde den umaadelig og kom til forfærdelig Størrelse og Kræfter. Frygt bevægede da Guderne til at lade giøre overdentlig sterke Fodbaand kaldet LÆDING, hvormed de under Skin at see en Prøve af hans Kræfter overtalede den til at lade sig binde. Dyret sine Kræfter bevidst lod sig overtale, og viistde snart, hvor vel grundet Frygten var, da han uden Møie søndersled Baandet. De lode da giøre et andet langt sterkere, kaldet DROMA, overtalede den ligeledes til at prøve det, men endog dette kunde ikke modstaae Ulvens Magt. Neppe havde han faaet det paa, førend han rystede sig, slog Fodbaandet mod Jorden, spillede med Beenene, saa Stumperne fløi omkring, og Guderne nesten mistvivlede nogensinde at faae den tæmmet. Da sendte ALFADER SKYRNER ned til SVARTALFHEIM for at bestille en nye Kiede hos nogle Dverge. Disse giorde Baandet GLEIPNER af overordentlig Styrke, men tillige smidigt og blødt som Silke, saa den gav efter for den stærkeste Anspændelse, og kunde ikke slides itu. Dette Baand var forfærdiget af 6 Ting:
den Larm, Kattens Been giør, naar den gaaer paa Jorden

Kvinders Skrig

Klippernes Rødder

Biørnens Seener

Fiskenes Aande

Fuglenes Spyt
ASERNE toge da Ulven, droge over med den til den lille i Søen AMSVARTNER beliggende Øe LYNGØE, rosede Baandets Styrke, prøvede selv paa at sønderslide det, og da de ikke kunde, sagde: at det var umuligt for alle undtagen maaskee FENRIS ULVEN, som før havde sønderslidt sterkere, og bad ham til Forsøg at lade sig binde dermed. Dog Ulven var klogere, indsaae Gudernes Hensigt, og vilde uagtet alle anvendte Smigrerier ikke lade sig overtale til denne farlige Prøve, der truede ham med sin Friheds Forliis. Endelig for ikke at bebreides Feighed foreslog han dem at opfylde deres Begiering, naar en af Guderne til Pant paa, at han igien skulde blive løst, om Baandet var ham for sterkt, vilde stikke sin høire Haand i hans Gab. Alle Guderne tauge. Deres Hensigt bevidst torde ingen vove det. Endelig hialp TYR dem ud af Forlegenheden, gav sin Haand til Pandt, men maatte og miste den; thi Dyret kunde ikke rive Lænken itu, og denne Leilighed var ASERNE alt for vigtig til at slippe den igien. Tvertimod glædede de sig og beloe den. Da afbed den TYRs Haand, giorde utrolige Spring og brugde al Magt for at komme løs, men jo fleere Kræfter den anvendte, jo stærkere snærrede Kieden sammen, hvilke foraarsagede alle Guderne undtagen TYR en stor Latter. Da de nu saae, at den var bunden til Gavns, toge de den løse Ende af Baandet, fæstede det til en Steen kaldet GIØLL, befæstede den langt nede i Jorden, og bandt den desuden til en anden Steen THEITR saa fast, at den aldrig kunde løses, og da den derefter truede at bide dem alle, stak de ham et Sverd i Munden, saa at Klingen kom til at staae op i den øverste Gumme og Fæstet i den nederste. Saaledes ligger den i Aaen VØNN, tuder forfærdelig, og Fraaden staaer ham af Munden. Guderne kunde vel dræbe ham, men have alt for stor Ærbødighed for deres Friheds og Tingsteder til at besmitte dem med dens Blod, uagtet de veed, at den eengang skal blive ODINS BANEMAND.
I denne Tilstand maae FENRISULVEN forblive indtil RAGNAROKR, da dens Baand ved Jordens stærke Skielven brister. Den kommer da frem, og skal flaae saadant et Gab op, at den underste Kiebe rører mod Jorden og den øverste mod Himlen; og vilde endnu indtage større Plads, om der var Rum. Af Munden og Næsen spruder Ild. Derefter samles den med de andre Gudernes Fiender til Kamp paa Marken VIGRIDR, og i Striden opsluger ODIN, men i det samme springer VIDAR frem, stiger med det eene Been i Ulvens Kieft, tager med Haanden i den øverste, splitter den ad, og det bliver dens Endeligt.

FIALAR og GALAR

2 Dverge, vare Brødre og saa misundelige over KVASIRs Viisdom, at de eengang, da han besøgde dem, aflivede ham, lod hans Blod løbe i 2 Kar, SOON og BODN og en Kiedel kaldet ODRÆRER, blandede det med Honning, og lavede deraf en Miød, som giorde enhver, der smagde det, til Poet, og, da Aserne ledte efter KVASIR foregave de, at han var kvalt af sin egen Visdom, fordi ingen fandtes saa klog, at de kunde tilspørge ham. Derefter bøde de Jetten GILLINGUR og hans Kone til Giest, som og indfandt sig. Efter Forlangende toge de ud med ham paa Søen, men, som de roede langs med Landet, flødte Baaden mod en Klippe, og kantrede. GILLING, som ikke kunde svømme, druknede. Dvergene derimod vendte Baaden om, roede til Landet, og fortalde Konen hendes Mands Skiebne, som hun tog sig meget nær, hylede og var utrøstelig. For at undgaae hendes Klager lokkede FIALAR hende ud under Paaskud af see Mandens Legem, men, da hun kom uden for Døren, kastede GALAR efter hans Befaling en Kvernesteen paa hende, som knusde hendes Hoved. Denne Gierning blev derefter hævnet af Kæmpens Søn Risen SUTTUNG; thi han fangede dem begge, og udsatte dem paa en lille øde Holm, hvor de frelsde deres Liv ved at løskiøbe sig med ovenmeldte Miød. See Suttung!

FIMBUL

en af de 11 HELVEDES FLODER, som havde deres Udspring fra Floden HUERGELMER.

FIMBULTYR eller FIMBUL DEN GAMLE

en ASE, kom med ODIN ind i NORDEN, forklarede og underviisde i RUNERNE, som Odin og Aserne havde opfundet, og besad i denne Videnskab saa stor Styrke, at hans Viisdom var den fornemmeste Materie til Samtale i Gudernes Forsamlinger.

FIMBULVETUR, (FIMBULVINTER)

3 Vintre, som skulde komme efter hverandre over Jorden uden nogen mellemværende Sommer med saa sterk Storm og farlig Frost, at Solen ingen Skin kunde give fra sig, og skulde følges af 3 andre med Krig og Blodsudgydelse, saa end ikke de nærmeste Slægtninge skulde spare herandre; og dette skulde være Begyndelse til RAGNAROKR eller GUDERNES TUSKMØRKE.

FIN

Fader til ODINs Fader FRIALAF.

FINGAL

Konge i MORVEN I SKOTLAND, og den største Helt de Nordiske Alderdomme have at fremviise, havde mange Handeler med de Danske. Først blev han af den Irlandske Konge CUCHULLINA kaldet til Hielp mod den Vestgothiske Konge SVARAN, forskaffede ham Seier, og fangede SVARANs Fader Kong STARNO, men var ædelmodig nok at sende ham fri og uskadt tilbage til sine Skibe. For denne skiønne Handling fik han kun slet Tak; thi STARNO søgde at forraske ham ved paa Skrømt at love ham sin Dotter AGANBECCA. Hos hende satte FINGAL sig i Gunst, saa hun elskede ham oprigtig, men Faderen dræbde hende, da han erfarede denne Kierlighed. Med den Danske Konge HADDING levede han i stort Venskab, og, da CORMALO havde dræbt hans 2 Sønner ARGON og RUNE, bortført og ægtet HADDINGs Dotter og giort Oprør, sendte FINGAL ham sin Sønnesøn OSCAR til Hielp, som dræbde CORMALO og gav HADDING (OSIANS ANNIR) sin Dotter igien. Endnu flere Handeler, hvoraf dog en stor Deel ligge begravne i Alderdommens Mørke, havde FINGAL med Indbyggerne i LOCHLIN (DANMARK). Især kom han i Krig med Kong FROTHAL eller FRODE 3 FREDEGODE i Leire, da han angreb CARTHULLA i CARRIQ THURA, som, da FRODE friede til den Ørkenøiske Kong SARNOs Dotter COMALA, havde været hans Rival, overvundet og fanget FRODE, sendt ham uskadt tilbage til hans Skibe, men derefter ægte COMALA. FINGAL tog CATHULLAs Partie, og overvandt først Kong THUBAR. FRODE gik ham derpaa selv imøde for at levere et Slag iført et Pantser, som ingen Vaaeben kunde bide paa, men for Slaget sendte han THUBAR til sin elskte Dronning URHA, en Dotter af Kong HANDUVAN ved DÛNA, med Forsikring, at hans forrige Elskov til COMALA skulde ei opvaagne; thi hun var allerede død. I denne Strid skal FINGAL endog have overvundet og forjaget LODA (ODIN) der tog de DANSKES PARTIE, og forestilles som en ond Aand. Siden traf han i Stridens Heftighed paa Kong FROTHAL selv, hvis Dronning UTHA havde ham uafvidende fulgt med i Mandsklæder, og nu, da hun saae sin Mand i Fare, løb frem, paakaldte ODIN, og bedækkede FRODE med et Skiold; men lidet vant til Striden faldt Hielm og Skiold fra hende, og hun røbede sit Kiøn ved sit lange gulde flagrende Haar. Dette Beviis paa Kierlighed rørde FINGAL. Han blev paa Stedet den Konges Ven, som han bestred, og lod FRODE med sin UTHA seile hiem i Fred. En af hans Kæmper ALDO indviklede ham derefter i en ny Krig med en LOCHLINSK (dansk) Konge ERRAGON i INISTHONA (SIELLAND) hvis Dronning LORMA han havde bortført. I denne Krig blev ERRAGON slagen. (See Erragon!) Om denne store SKOTTER haves mangfoldige Mindesmærker, der knap skulle ræddet ham fra Efterverdenens utaknemmelige Glemsomhed, hvis han ikke havde havt den sieldne Lykke, at blive besynget i et Mesterværk, der fuldkommen kan settes ved Siden af det, der har bevaret os ACHILS og ULYSSEs Heltedaad. I Videnskabens meest barbariske Mørke sang OSIAN i Henrivende Begeistring om FINGAL og hans Idrætter, og forævigede derved baade Helten og sig selv. Ogsaa vores Pram har fornyet hans Erindring ved sin smukke FRODE og FINGAL. Den berømte BASALT HULE paa STAFFA (en af de SCHETLANDSKE Øer) kaldes og endnu efter ham FINGALS HULE.

FINNAFEINGUR, eller FIRNAFEING

ÆGERs Træl, blev af ASERNE, der besøgde hans Herre, under Giestebudet roset for hans gode Opvartning og Bevertning, hvilke fortrød LOKE saa sterk, at han af Misundelse dræbde ham.

FINNER

Nordens ældste ved ASERNES INDKOMST baade mægtige og konstige Beboere. Især vare de gode Handverker, og havde nogle vel indrettede Stater, JOTER BIARMER KVÆNER og KYRIALER vare besynderlige Folkestammer. Saavel for deres Konstflid som lille Vækst har Fabelen givet dem Navn af Dverge, og digtet, at de vare de i Risen YMERs Legem avlede Orme, som efter ALFADERs Befaling fik Forstand og Menneskeskabning, hvorved betegnes, at de vare Landets første og ældste Beboere.

FIOLNER (1)

see Alfader!

FIOLNER (2)

en Søn af FREYR og GERDIR, GYMEs Dotter, regierede i UPSAL, var god, venlig, meget riig, fredsæl, aarsæl, og i nøie Venskab med den Danske Konge FRODE, som han endog til sin Undergang besøgde; thi FRODE giorde til sin Vens Modtagelse et stort Giestebud, og havde dertil ladet giøre et stort Karfuldt af Miød, som stod under Drikkesalen, saa man øsde af Karret giennem en paa Gulvet giort Aabning. FIOLNER blev der efter Nordboernes Sædvane overstadig drukken, og, da han om Natten vilde gaae ud af Salen, faldt han i Karret og druknede. Han kaldtes og FIOLNER FREY og YNGER, og efter dette sidste Navn kaldtes hans efterkommere i SVERRIG YNGLINGER.

FION

en af de 11 Helvedes Floder, som have deres Udspring fra Brønden HUERGELMER.

FIORGUM

see Frigga!

FIORM

see Frigga!

FOFFNER

en Søn af HREIDMAR, Broder til REIGENN og OTTUR. I Selskab med sin Broder REIGENN fordrede han af Faderen en Deel af ANDVARES GULD, og den berygtede Ring ANDVARA NAUT, som han havde faaet af ODIN, HEINER og LOKE i Bod for deres Broders OTTURs Drab, og, da Faderen afslog det, dræbde de ham. FOFFNER bemægtede sig derpaa Faderens Hielm kaldet ÆGES HIELM, som alle frygtede for, og hans SVERD ROTTA, og da Broderen fordrede Skattens Deeling, afslog det under Paaskud, at han havde ihilslaaet sin Fader, og jog ham bort under Trudsel at dræbe ham, om han kom igien. Paa denne Maade kom heele Andvaras skat, og Ringen, der stedse voldte sin Eier Døden, i FOFFNERs Hænder. Med alt dette flyttede han til GNYTAHEDE, giorde sig en Hule, og deri en Bolig, hvis Dørre Dørkame og Stolper vare af Jern, forvandlede sig til en Drage, og rugede over Guldet. Der blev han nogen Tid derpaa ved sin Broder REIGENNs Tilskyndelse dræbt af SIGMUND VOLSUNGs Søn SIGURD, som deraf kaldtes SIGURD FOFFNERSBANE.

FOLKE

en Dansker i Kong VERMUND DEN VIISEs Tieneste anførde Fortropperne for KETO mod den Østgothiske Konge ADILS, og blev, da ADILS var dem for sterk, sendt til den Danske Konge VERMUND at bringe ham dette Krigsbud. Han reiste ufortøvet afsted og fandt Kongen i JELLINGE siddende til Bords med sine Hoffmænd. Efter at have fremført sit Ærende blev han af Kongen budet at spise med. Denne Ære afslog FOLKE for ikke at sinke sig; men bad om noget Drikke at slukke sin store Tørst. Dette lod Kongen ham række i et Guldbæger, som han tillige bad ham at beholde til Afbetiening underveis, sigende: dette var dog altid bedre at drikke af et Bæger end af den bare Haand. Over denne Gavmildhed blev Folke saa rørt, at han lovede heller at drikke dette Bæger fuldt af sit eget Blod end nogensinde at vende Fienden Ryggen. I det paafølgende Slag blev ADILS overvundet, og FOLKE forfulgde ham til Skibene. Endelig faldt han vansmægtet af Saar Varme og Tørst om paa Valpladsen, og i denne Stand lod noget af sit Blod flyde i sin Hielm og dermed vederkvægede sig. Dette saae VERMUND, og rosede ham for Løvtets Opfyldelse. Da svarede FOLKE: hvad man diervelig lover, bør man trolig holde.

FOLKVANGER

et SLOT I HIMLEN og FRYAS BOLIG. Her sankede hun efter Døden alle Fruentimmerne til sig, ligesom ODIN Mændene i VALHAL.

FORBAUTE

en Kæmpe gift med LAUFEIA og Fader til LOKE.

FORNIOTER

den ældste Konge, Fabelen og Historien taler om, settes af nogle langt op i Tiden; men har rimelig levet noget før den sidste ODIN. Han regierede over JOTUNHEIM eller JOTLAND FINLAND og KVÆNLAND, og havde 3 bekiendte siden som Guder hos JOTERNE dyrkede Sønner, KAR, LOGE og ÆGER, hvilke 2 sidste i hans Tid begyndte den store Udvandring fra JOTUNHEIM.

FORSETE

en af Asernes 12 store Guder, en Søn af BALDER og NEFs Dotter NANNA eller NØNNU. Han beboede et Slot i HIMLEN af nesten bare Guld og Sølv kaldet GLITNER; tillige var han saa retfærdig og god Dommer, at alle, som mødte for hans Domstol, gik fornøiede og forliigte derfra. Han skal efter Historien have regieret over SAXERNE PAA ØEN HELGOLAND, som efter ham kaldtes FOSETESLAND, og der skal hans Dyrkelse have vedvaret indtil i det 8 Aarhundrede.

FRADMAR

Broder til KOL DEN KROGRYGGEDE, foretog sig at hevne dennes Død, som i EENVIGs Kamp var bleven nedlagt af STURLAUGR STARFSAME, drog derfor til RINGER JARL i HAMMAR, og udfordrede STURLAUGR til Kamp paa samme Sted, som hans Broder var faldet, ved GOTH–ELV, naar høieste Vinter var forbi. Til bestemte Tid mødte begge med deres Følge, opslog Telte, og overnattede der. Dagen efter, som Kampen skulde holdes, gav FRADMAR STURLAUGR Valget enten de straks selv skulde slaaes eller først lade deres Mænd forsøge hverandre. STURLAUGR valgde det sidste; og sloges da først STURLAUGs Mand ROLF NEFIA med en Blaamand af FRADMARs Følge, der var stor som en Rise, tyk som et Nød, havde store Negle som Ørnekløer, og var sort som selve Døden. Han var langt ROLFs Overmand, men faldt tilsidst baglends, og brak Ryggen mod en skarp Steen. Derefter dræbde THORDER af FRADMARs Folk STURLAUGs Mand RAFU. Ligeledes JOKUL, STURLAUGs Mand, dræbt af FROSTE. Derpaa fulgde en Troldomsfuld Kamp mellem SVIPUDR og en Finne af FRADMARs Folk. (See Svipudr!) Endelig traadde begge Hovedpersoner mod hverandre. STURLAUGR fremdrog da et fortryllet Sverd, han til denne Kamp havde faaet af sin Kone ASA DEN SKIØNNEs Fostermoder Heksen VEFREIA. (See Vefreia!) Dette frygtede FRADMAR ved første Syn. Det blev afgiort, at STURLAUGR skulde hugge først. Han kløvede da i første Hug FRADMARs Skiold og en Deel af Hielmen. Endelig blev FRADMAR saa udmattet, at han ikke kunde stride meer, satte sig til hvile, klagede over, at STURLAUGs Sverd var forgiftet, og bad ham afhugge sit Hoved. Da tilbød STURLAUGR ham Livet. Han modtog det vel, dog i Tanke at være sit Endelig nær. De førde ham da i sit Telt. Straks efter hørdes et stort Dunder. Man saae ud, og i det samme var VEFREIA der i sin Vogn, spurgde, hvor stod til, befalede at bringe FRADMAR hid, tog ham paa Vognen, og førde ham bort. STURLUGR og de andre rede bag efter til VEFREIA. Ved deres Ankomst stode SVIPUDR og FRADMAR i Dørren fuldkommen friske. VEFREIA forligede dem da, saa de efter hendes Forslag gik i Fostbrødrelag. Efter den Tid fulgde han stedse STURLAUGR, især paa hans Reise til HUNDINGIALAND efter BØFFELDYRSHORNET. Der faldt det ham ved Lodkastning til om Natten at have Vagt nest efter AKE JARNGERDSØN, og, da denne Vagt var ude, steg han i Baaden, roede ud mod Nesset, og fornam noget gaae paa Steenene ved Stranden. Han raabde an, og fik til Svar, at det var et Fruentimmmer, som hedde HILLDUR. Samme spurgde om hans navn, og, da hun hørde, at det var FRADMAR, sagde hun: skal jeg tro, at FRADMAR, KOL DEN KROGRYGGEDEs Broder er komme her til Landet? og, da hun hørde det, bad ham for Betaling at føre hende til en lige over for liggende Øe; thi hendes Fader var død, og hun frygtede at faae det sletteste af Arven, om hun kom sidst derover. Han forlangede derfor god Vind i 2 Dage, hvilket hun og løvede ham, og han satte hende over. Da de endnu havde en tredie Deel af Veien tilbage, sprang hun ud, og vadede til Øen; men FRADMAR roede til Skibet, blev afløst i sin Vagt af STURLAUGR, og lagde sig til at sove. Da de derefter vare seglede videre til BIARMELAND, hvor han gik i Land med STURLAUGR at borttage BØFFELDYRHORNET af THORS TEMPEL, og, da de bleve forfulgte af Indvaanerne til Stranden, kom de 2 Dages Vind, som HILLDUR havde lovet FRADMAR, vel tilpas. Han ønskede sig den, og slap derved ud af Faren. Efter deres hiemkomst giorde han ved Julegiestebudet hos STURLAUGR det Løvte, at han inden 3 jul skulde have været i den Gardarigske Konge YNGVARs Dotter INGEBORGs Seng og der kyst hende, eller sette Livet til, giorde sig og nogen Tid efter reisefærdig, og kom med 60 Skibe til ALDEIGUBORG, sendte Bud til Kongen at begiere hans Dotter, som foruden Skiønhed og Anseelse havde stor Indsigt i Lægekonst, og havde havt mange Friere; men Kongen bad ham selv komme, fordi INGEBORG selv skulde udsøge sin Mand. Han kom ogsaa, og opholdt sig der nogen Tid under Navn af SNÆKOLLOR. Men den Dag Thinget skulde holdes, klædde han sig kongelig, og reisde til Thinge med meget Folk. Kongen spurgde om hans Navn. Han foresnakkede ham da, at han hedde SNÆKOLLER, og andet meer. Derefter kom Prindsessen. Hun sagde straks: at hun kiendte ham meget vel, og nævnede ham ved Navn. Thinget sluttedes, og FRADMAR drog til sine Skibe, seilede med dem ud til nogle Øer, lagde dem der op, tog Kiøbmands Klæder paa, gik til Staden til Kongens Sal og under Navn af GESTER begierede Frikost Vinteren over, og, da det var ham tilstaaet, forblev der, og vandt hver Mands Yndest. Han søgde ofte Leilighed at komme i Fruerstuen, men stedse forgieves. En Dag, da han var gaaet et lille Stykke Vei fra Staden, hørde han Folk tale under Jorden, og saae, at det var TROLDE. Disse fik han til at giøre sig spedalsk, dog saa, at Sygen skulde forlade ham, naar han forlangede. Dette skeedte. Han gik da til Prinsessens Fruestue. Dog hvor elendig han end var tilredt, kiendte Prinsessen ham straks, saa FRADMAR maatte gaae til Troldene igien, og skilles ved Sygdommen. Derefter brød han sig om ingen Ting meer, da han en Dag mødte paa en Sti i Skoven en stor Mand, som med begge Hænder holdt paa Maven, erfarede, at det var hans Fosterbroder GUTTORM, glædedes over Mødet; men, da han saae at hans Indvolde hængde ud, og erfarede, at han saaledes var tilredt af Sørøveren SNÆKØL, som havde overfaldet og udplyndret ham, bragde FRADMAR ham til Byen til Plankeværket om INGEBORGs Fruerstue, efterat han i Forveien havdde lovet trolig at gaae ham tilhaande. Prindsessen modtog med Velvillie den elendige Stakkel, bragde ham i sit Sygehus, da hun hørde, han var af STURLAUGs Mænd, og helbredede ham. En Dag, hun var gaaet til Kongen, og GUTTORM mesten var helbredet, praktiserede han FRADMAR ind i Fruerstuen. Prindsessen, da hun kom igien, og saae hans Saar, duttede ham paa at have været ude. I det samme sprang FRADMAR frem, og kysde hende. Dette tog hun ilde op, bad dem skynde sig bort, at de ikke skulde blive dræbte for hendes Øine, med Tillæg, at hun sparede dem for STURLAUGs Skyld, som hun elskede høit. FRADMAR reisde med sine Skibe tilbage til STURLAUGR, som han berettede Udfaldet af sin Reise. Denne lovede ham da sin Hielp, og i hans Følge drog med 400 Skibe til GARDERIGE, nedlagde der i Strid Kong YNGVAR og hans Landværnsmand SNÆKOLR, gav FRADMAR INGEBORG til Kone og ALDEIGUBORG at regiere over, samt alle YNGVARs Eiendomme og Kongenavn, og af dem ere siden komne mange store Mænd.

FREDULF, FREDEJULF, FRIDLEV (ogsaa FRIALAF)

var Fader (efter andre Farfader) til den SIGGE, som med sine Aser kom herind til Norden, og udgav sig for ODIN BØRs Søn.

FREKI

see Geri!

FREY eller FREYR

en Søn af NIORD DEN RIGE PAA NOATUN, (efter andre var hans Fader NIORDER en Søn af ODINs Søn YNGVI TYRKERNES KONGE) var ikke en ASER, men, som hans Fader, en VANER, kom med ODIN OG ASERNE TIL NORDEN, og var en af de 12 store Guder. Han bedrøvede aldrig Møe eller Mands Kone, men løsde hver Mands Trængsler; hvorfore han og ansaaes for den bedste af alle Guder, og troedes at tildeele menneskene god Tid og Rigdom. Efter sin Fader kom han til Regieringen over de Svenske, forflyttede Offertienesten og Gudsdyrkelsen fra SIGTUN til UPSAL, hvor han byggede et stort Tempel, og forskaffede det faste Eiendomme i Landet, som siden bleve Kongernes visse Indkomster og kaldtes UPSALA ØDE; og skal Levningerne af dette Tempels Mure være Taarnet paa BONDEKIRKEN eller HELIGA TREFALDIGHEDS KYRKAN i GAMMEL UPSALA. Her indrettede han Offertienesten, var vennesæl og aarsæl, og blev for sit lykkelige Regiments almindelig elsket af SVENSKERNE. Da han var dødsyg, lod han kun nogle faa udvalgte Venner komme til sig. Disse indrettede en stor Høi med Dør og Vinduer, og indførde i den hemmelig FREY efter hans Død, og indbildte Undersaatterne, at han endnu levede. De toge vel vare paa Høien, og kastede al Skatten af Landet derind, Guldet giennem det eene Vindue, Sølvet giennem det andet og Kaaberet igennem det tredie; og saa længe var der Fred og Velstand i Landet, saa at SVENSKERNE dyrkede ham som Gud offrede ham for FRED OG FRUGTBARHED, og i Fremtiden bar hans Billede som et Middel mod Ulykker.
Efter Fabelen var FREY en af Asernes store Guder, som regierede over Solen, Regnen og Jordens Afgrøde, tog sig af de trolovedes i Krig fangne Kierrester, og havde af Guderne faaet til Opholdsted det deilige ALFBEIM. Som de andre Aser reed han daglig til Gudernes Forsamling at holde Dom under YDRASIL. Dog red han og ofte paa en Galt, (GULLINBUSTE) eller kiørede med den for en Vogn. Denne Galt var ham foræret af Dvergen BROKUR. Den kunde løbe langt hurtigere end nogen Hest baade Dag og Nat over Land og Vand, og oplyste i det største Mørke, hvor den kom, alle Ting med sine skinnende Guldbørster. Han havde og en Kaarde, som i Striden af sig selv efter Befaling giorde er stort Nederlag paa Fienderne. Den mistede han for at faae sin Kone GERDIR, GYMERs Dotter, paa følgende Maade. Han havde den Forvovenhed en Dag af Nysgier at bestige ALFADERS THRONE paa LIDSKIALF, hvorfra man kunde oversee heele Verden, men ikke ustraffet. Han saae den deilige GERDIR, elskede hende straks, faldt i en pludselig Bedrøvelse, og kunde ved sin Hiemkomst hverken tale sove eller drikke for sin Lidenskab. Alle forskrækkedes, og ingen vidste Aarsagen til hans Bedrøvelse eller Middel at helbrede den. Endelig sendte Faderen NIORD efter SKYRNER Gudernes Sendebud og FREYs Fortrolige, og sendte ham til Sønnen at udforske ham. For denne Ven skriftede FREY reent ud, og lovede ham alt, hvad han vilde begiere, for at skaffe sig Pigen. SKYRNER paatog sig dette Ærende, men forlangede i Forveien til Betaling FREYs kostelige Sværd, fik det straks af den utaalmodige Elsker, reisde afsted, fik Løvte paa Pigen af hendes Forældre, som lovede, at hun om 9 Nætter skulde komme til BAREI, og der holde Bryllup med FREY. Han fik da vel sit Ønske opfyldt, men med Tab af sit gode Sværd, som han kort efter savnede i Kampen mod Kæmpen BELA, som han i Mangel af bedre Vaaben maatte dræbe med en Hiortetakke; men en større Forlegenhed kommer han i over dette Savn ved RAGNAROKR, naar han med de øvrige Guder drager til Feldts mod deres Fiender, kommer i Strid med SURTUR, og af ham dræbes. FREY var med Aserne til Giest hos ÆGER, kom der som de andre Guder i Skienderie med LOKE, som bebreidede ham, at han for GERDIRs Skyld havde skildt sig ved sit Sverd.
FREY var næst ODIN og THOR den øverste Gud, og sattes endog i SVERRIG over disse. Man anrettede ham i SVERRIG aarlig et stort Offer for godt Aar, og kiørde hans Billede om paa Vogne. Engang hændte det sig at GUNNAR, en Norsk Mand, betiende sig af Leiligheden, da alle andre formedelst ondt Veir havde skyndet sig bort, steeg op i Vognen, brød Billedet i Stykker, og overtalede den Kone, man havde tillagt FREY, og kiørede om med hans Billede, fordi man troede, at FREY ingen Kone kunde undvære, til at indbilde Almuen, at han var FREY, som nu var kommen i Mands Lignelse. Bedrageriet lykkedes, GUNNAR levede herlig, aad og drak med dem i Vinter Giestebudet, vilde ei lade sig klæde uden i FREYs Prydelse, og ikke modtage andet offer end Guld, Sølv og Kostbarheder; men endelig, da Konen blev frugtsommelig, flygtede de begge med mange Kostbarheder til NORGE. Denne FREYS DYRKELSE vedvarede fornemmelig i SVERRIG til KRISTENDOMMEN. Man holder ham for den samme, som hos SAXO kaldes FRØ. Han kaldes og YNGVE FREYR.

FREYA

en Dotter af NIORD DEN RIGE PAA NOATUN og SKADA, blev af ODINS sat til OFFERGUDINDE I ASGAARD, hvor hun først lærde Aserne den TROLDOM SEID. Hun var Syster til FREY, efter hvis Død hun som den eeneste overblevne af Guderne regierede 3 Aar i UPSAL, holdt i den Tid Offringerne vedlige; og var der da bestandig Fred og god Tid i Landet, saa SVENSKERNE elskede hende, og dyrkede hende som VERDENS GUDINDE, og offrede hende for god Tid og Jordens Grøde. Med ODER havde hun 2 deilige Døttre, HNOS og GERSIME. Efter hende kaldtes fornemme Koner Freyer og Fruer.
Efter Fabelen var FREYA en af Asernes store Gudinder, uagtet hendes Fader var en VANER. Hun var KIERLIGHEDS GUDINDE, men ikke meget kydskere end OLYMPENS VENUS, hvorfore og nogle har giort hende til ODINS FRILLE, som havde en Bolig saa fast og tæt, at naar Dørren var lukket kunde ingen komme derind. Man fortæller og følgende Eksempel paa hendes problematiske Dyd. Hun saae eengang 4 i en Klippe boende Dverge smedde et Guldsmykke, og fik det til Foræring imod at sove en Nat hos hver af dem; men neppe havde hun faaet det, førend den snedige LOKE, som var kommen efter den rette Sammenhæng, angav det for ODIN, og fik af ham Befaling at frastiele hende det. Han omskabde sig da først til en flue, kom saaledes ind i hendes Værelse, forvandlede sig derpaa til en Loppe, som stak hende, saa hun vaagnede, men faldt straks efter i Søvn igien, hvorpaa han tog Smykket af hendes Hals, og gav det til ODIN, som hun vel fordrede det tilbage af, men fik Afslag, fordi han vidste, hvorledes hun havde forhvervet det. Dog lovede han hende det, om hun kunde sette Ueenighed mellem 2 Konger, af hvilke hver igien havde 20 mindre under sig, saa de kunde stride sammen, dæbe hverandre, men opvækkes ligesom de faldt, og stedse fornye Striden, indtil endelig en kristen Mand havde Mod nok til at angribe og dræbe dem alle. Dette lovede hun, og opfyldte det paa HOGNE og HEDIN ved at aabenbare sig for den sidste, og give ham en Drik ind. See Hedin! (Denne Historie tilligger andre FRIGGA) Hvorledes hun efter LOKEs Raad blev af Aserne lovet til en Kæmpe, men befriet fra dette ubehagelige Partie ved LOKE og THOR, see Sleipner! Hun var og den eeneste som i ASGAARD turde skienke for Kæmpen HRUGNER. (See Hrugner!) Hos ÆGER indfandt hun sig til Giestebud med Aserne, tog der i det opkomne Skienderie FRIGGAs Partie mod LOKE, som derpaa forekastede hende, at af alle ASER og ALFER var ikke een derinde, som jo havde været hendes Boler, og da hun videre formanede ham til Rolighed, kaldte han hende et vederstyggeligt Kreatur, der endog havde levet i Utugt med hendes egen Broder.
FREJA var meget godmodig og velgiørende, den bedste af alle Gudinder, tog sig især af elskende, glædede sig over deres Kierligheds Sange, og hialp dem, naar de anraabde hende. Nest ODINS KONE FRIGGA var hun den fornemmeste og meest ærede af alle Gudinder. Hun havde et prægtigt Guldsmykke BRYSINGE, og boede i Himlen paa det yndige FOLKVANGER. Hun havde og der en prægtig Sal kaldet SESVARNER. Hun kiørde for det meste omkring paa en Vogn med 2 Katte for. Ogsaa troedes hun at ride allevegne hen, hvor der var Krig og tilegne sig Halvparten af de slagne. den anden halve Deel hører ODIN til. I hendes Templer især boede Præstinder (HORGABRUD) som i Vellystens og Magelighedens Arme underholdte af Nasionen forrettede især de gruelige MENNESKE–OFFRINGER. Hun var gift med ODER, og ved ham Moder til HNOS og GERSIME, Naturens skiønneste Mesterstykker. Denne hendes Mand elskede hun overmaade høit, men da han forlod hende for at reise i fierne Lande, sørgede hun over al Maade, og fældede bestandig Taarer, som bleve til det pure Guld, drog derefter ud, og bereisde mange Lande for at oplede sin Mand. Hun har derfor mange Navne efter de Folkes Sprog, hun besøgt, som MARDALL, FORN, GEFFN, SYN, VANADYS og fleere.

FRIALAF

see Fredulf!

FRIDLEF 3, HIIN SNARE

en Søn, blev opdraget i RUSLAND, og blev i Tiden en stor Stridshelt. Sit første Tog giorde han mod 12 Norske Brødr, som havde overvundet hans Broder HALFDAN. Disse indsluttede sig ved FRIDLEVs og hans Broders Ankomst paa VALDISHOLM i VINGULMARK. Der opkastede de en høi Vold, som var omgiven med en sterk og strid Strøm med et Vandfald i, og udplyndrede fra det Smuthul alle omliggende Egne. BIØRN den eene af disse meget navnkundige Brødre havde en skiøn Hest, hvormed han kunde sette giennem Fossen uden at nogen enten af hans Brødre eller andre kunde eftergiøre ham det. Tillige eiede han en stor og sterk Hund, som tilforn havde tilhørt Kæmpen OFFOT, og alleene kunde dræbe 12 Mænd. Dog hvor sikkre end disse Brødre troede sig, bleve de overfaldne af FRIDLEV og tvungne til at flye ved hvilket Overfald BIØRN maatte lade sin Hest i Stikken. Derefter udsatte FRIDLEV en Præmie for den blant sine Folk, der kunde dræbe nogen af Brødrene, af saa meget Guld, som den dræbtes Krop veiede. Dog uagtet endeel af hans Folk forpligtede sig dertil, vilde han dog heller selv indlegge denne Ære, og begav sig om Natten til Strømmen fulgt alleene af en TRÆLZ, som han straks dræbde med Steene, kastede det blodige Legem, efter at have iført det sine Klæder, i Floden, og paatog den dræbtes. Hesten besmurde han med Blod, hvorpaa den efter hans Hensigt skyndede sig tilbage, og bragde et falsk Rygte med sig om hans Død, satte sig derefter paa en anden Hest, svømmede med den over Floden, og kom ved Hielp af en Stige over Volden uden at nogen mærkede det, og sneg sig hen til Dørren paa Salen, hvor Brødrene sad inde og spiisde, og i Drukkenskab stolede paa, at ingen kunde komme over Floden til dem. Da fortalde BIØRN en Drøm, han havde havt om et Udyr, som han syndes opstige af Floden, spye Ild og opbrænde alt omkring sig. Denne troede han at betyde noget, anpriisde derfor Brødrene Aarvaagenhed og ikke for meget at betroe sig til Stæders Fasthed. De gik da ud, søgde allevegne, fandt FRIDLEVs løse Hest, og sluttede deraf at den alleene var sluppen over, men FRIDLEV omkommet i Vandet. Dog var BIØRN desuagtet mistroisk, og bad dem holde nøie Vagt. Imidlertid havde den hiemkomne Hest opvakt Allarm i FRIDLEVS LEIR. Hans Mænd søgde til Floden, fandt Trællens Legem, troede det var FRIDLEVs, som af Fossen var knuset, og løbe til Floden at hævne hans Død. Da kom FRIDLEV frem, lod Vindebroen ned og førde dem ind i Befæstningen. De bleve da alle dræbte undtagen BIØRN, som FRIDLEV lod læge og gik i Fostbrødrelag med. Derefter blev han taget til Medregent af sin Broder HALFDAN, overvandt Kong HIARNE, som i hans Fraværelse efter FRODES DØD havde opkastet sig til Konge, og dræbde ham endelig i en Tvekamp. (See Hiarne!) Derefter friede FRIDLEV til den thronhiemske Kong ASMUNDs Dotter FROGERTHE ved Gesandter, af hvilke den eene, FRØKE, druknede underveis paa MØRE, og gav Navn til det sammesteds værende FRØKESUND (FREKEYARSUND) ASMUND afslog Partiet. Des bedre anstod det derimod FROGERTHE, som derover var misfornøiet med Faderen. Dette bevægede FRIDLEV til at sende nye Gesandter, hvorover ASMUND i Forbittrelse lod dem henrette. FRIDLEV drog da ud med Krigsmagt til NORGE, og mødte ASMUND i FRØKESUND. Om Natten drog han ud at bespeide Fienden, og hørde da da 3 Svaner synge: at mens Kong HIRTHING paa THELEMARKEN var i Leding, havde en Træl bemestret sig Riget, drak Melk af gyldne Bægere, og lod sig opvarte af den, som var født af Kongeblod, og i det samme nedfaldt et Belte af Himlen, hvorpaa var skrevet Udtydningen af Sangen. Straks beslutte FRIDBLEV at angribe Jetten og befrie Prinsessen, som Jetten tvang til at roe Baaden for sig over til den anden Side af Sundet. Dog advarede Prinsessen ham om, at det var uomgiengelig nødvendigt, før det kom til slag at udskielde Kæmpen dygtig for at betage ham Kræfterne. Dette efterkom FRIDLEV, hug derefter Haand og Fod af Kæmpen, bortførde alle hans Rigdomme af hans Hule, og paa Hiemveien glædede sig ved, at dette Natteverk, naar det kom for FROGERTHAS Øren, skulde endnu formeere hendes Yndest for ham. Dagen efter kom det til Slag med ASMUND, hvilket blev vundet ved Hielp af BIØRNs før omtalte Hund, som han, da Folket begyndte at vige tilbage, slap løs. I dette Slag faldt ASMUND. Dog fik FRIDLEV ikke denne Gang FROGERTHE; men drog nogen Tid efter i dette Ærende til NORGE, maatte underveis for Modvind søge med sin Flode ind til Vigen, blev der nogen Tid med største Giestfrihed beværtet af den gamle ALI, men krænkede til Belønning hans Dotter SYRITHE, som ved ham blev Moder til den siden berømte ALI HIN FRÆKNE. Derefter seilede han nord paa, og ægtede FROGERTHE. Paa Hiemreisen landede han paa en Øe, hvor en Drage rugede over en stor Skat, dræbde Uhyret og bortførde Skatten. Sin Søn ALI overgav han i hans 3 Aar til BIØRN at opdrage, og gav hans Moder GYRITHE til den dræbte Kong ASMUNDs Kæmpe OVE. FRIDLEV foreende sig derefter med Kong HVIRVEL mod den berømte Skioldmøe RUSLA, og overvandt hende med hendes 5 Kæmper, BRODDE, BILDE, BUGGE, FANING og GUNHOLM. Dog med disse 5 foreenede derefter HVIRVEL sig, anfaldt FRIDLEV til en Tid, da den Vestgothiske Konge HODBROD ogsaa feidede paa DANMARK, og leverede FRIDLEV et Slag i den efter ham kaldte HVIRVILs (nu BISSERUPS) HAVN i SIELLAND. Slaget blev uafgiort, men Natten efter flygtede de 2 Brødre BILDE og BRODDE. Da FRIDLEV Dagen efter mærkede dette, udfordrede han HVIRVIL og de 3 andre Brødre til Enekamp, nedlagde HVIRVIL BUGGE og FANING; men GUNHOLM døvede hans Sverd ved Vers, hvorover han nødtes til at slaae ham ihiel med Fæstet, men tog og derved saa fast om Klingen, at han overskar alle Seenerne paa Haanden, og kunde sinden aldrig bruge Fingrene. I en Høi Alder drog FRIDLEV til IRLAND, og indtog der Staden DUBLIN ved at fange en Mængde Svaler og binde dem brændende Svamp under Vingerne, hvormed de stak Staden i Brand, saa at Indbyggerne, da de baade skulde værge sig mod Ilden og Fienden maatte ligge under. Derfra giorde han et Tog til BRITANNIEN, men var saa uhældig at blive slaaet paa Flugt, og maatte for at komme til sine Skibe lade de i Slaget faldne om Natten opstable, saa de forekom om Morgenen de eftersettende Britter som en stor Undsetning og afholdt dem fra at forfølge ham. Af alle disse Bedrivter fik han Øgenavnet hiin Snare. Han efterlod sig 2 Sønner ALI HIIN FRÆKNE og FRODE 4. Hvorledes han gik til NORNERNES TEMPEL at spørge om den førstes Skiebne, see Ali frækne!

FRIDUR

en Dotter af Kæmpen eller Jotunen THIASSE, blev gift med SVAFURLAMI en Sønnesøn af den SAXISKE ODIN. See Svafurlami!

FRIGGA

FIORGVINs Dotter, ASERNES ØVERSTE GUDINDE, som alle øvrige Guder nedstammede fra, var gift med ODIN, som gav hende Stemme i ASERNES FORSAMLINGER eller GUDERNES RAAD. Hun besørgede Husvæsenet i VALHAL, og ligesom ODIN med Guderne opholdt sig i GLADHEIM, saaledes havde hun med Gudinderne deres Bolig i VYNGOLF og det prægtige FANSAL. FULLA bar hendes Æske og passede hendes Skoe: HLYN brugte hun til at vare paa Mænd, som hun vilde frie fra Fare. Hendes Sendebud var Gudinden GNA, og Stiernen ORIONS BELTE hendes Spinderok. Nogle Høge, hun eiede, forskaffede enhver hun gav dem til, den Egenskab at kunde flyve.
FRIGGA holdes af mange for den samme som JORDEN, HERTHA eller JØRTH. Man har og udgivet hende for Dotter og Kone af ODIN. Hun alleene kiendte Skiebnens Beslutninger og var dens Guddom, men aabenbarede dem for ingen. Hvorledes hun søgde at beskierme sin Søn BALDERS LIV, men ikke desto mindre mistede ham, og derefter sendte HERMODER at frikiøbe ham fra HELVEDE, see Balder! Hun var og med Aserne til Giest hos ÆGER, blandede sig der i ODINS OG LOKES TRÆTTE og fraraadede dem at give sig blot for de fremmede og oprippe i deres Nærværelse, hvad vanærnde de vidste om hverandre, men maatte og derfor tage imod mange bittre Bebridelser af LOKE for hendes mange Løsagtigheder og hyppige Utroskaber mod hendes Mand ODIN. Saaledes giftede hun sig eengang i hans Fraværelse med begge hans Brødre VE og VILE. Ligeledes stial hun Guldet af hendes Mands Støtte, som Jordens Konger havde ladet giøre til hans Ære, lod sig ligge hos for at faae Pynt deraf, og ved dette og andre Utroskaber forvoldte, at han blev udstødt af Gudernes Forsamling. (See Odin!) Om hendes ondskabsfulde Opførsel mod Kong HRAUDUNGS SØNNER, see Geirraud! Man har forvekslet hende med FREYA og GOIA, og tillagt hende ligesom FREYA en Falkeham. Hun kaldes ogsaa FRYGGA og FIORGUM.

FRITHIOF

en Søn af den norske JARL THORSTEIN, blev tillige med den SOGNSKE KONGE BELs Dotter INGEBORG opdraget hos HILDING. Af denne Opdragelse fødtes en heftig indbyrdes Kierlighed, som tog til med Aarene, saa at FRITHIOF, da han var bleven voksen, forlangede hende til Ægte af hendes Brødre HELGO og HALFDAN, men, da han allerede var bleven meget navnkundig i Strid, afsloge de Partiet paa Grund af deres ulige Stand. FRITHIOF blev herover meget opbragt. Dog skolede han sin Vrede i det faste Haab, at alle Nabokongerne, som tilforn af Frygt for ham havde været Kongernes Venner, vilde, naar de fik deres Uvenskab at vide, anfalde dem. Denne Formodning indtraf og rigtig, da Kong HRING AF HRINGARIKE fordrede Skat og Hylding af dem. De afsloge Begieringen, rustede sig og sendte FRITHIOF som deres JARL Befaling at komme for at anføre Hæren. Han sad iust ved Buddets Ankomst og spillede Skak, svarede ikke Buddet, men lod sig forblommet for de ved Spillet overværende mærke med ikke at vilde adlyde Kongerne af SOGN, siden de ikke vilde unde ham deres Syster INGEBORG. Over dette Budskab bleve Kongerne meget bestyrtede, og af Frygt, at FRITHIOF, mens de vare borte i Krigen, skulde bortføre INGEBORG, sendte de hende til BALDERSHAGEN som et helligt Sted, ingen vovede at vanære. Dog FRITHIOF uden at bekymre sig om Guderne, drog efter Kongernes Afmarsk lige til BALDERSHAGE, formildede sin forrige Leegesøster, krænkede hende, og tilbragde Tiden rolig i Vellyst og Elskov til Brødrenes Hiemkomst, holdt derefter Bryllup med hende, forærede hende en Guldring til Pandt paa deres Ægtetroe, som hun skulde hiemsende ham, om hun af Brødrene nøddedes til at ægte en anden, fik en anden prægtig Ring af hende, og forlod hende. Brødrene bleve imidlertid overvundne af deres Fiende i SOKNARSUND, og giorde Fred paa Vilkaar at give Seierherherren INGEBORG og 3 Deelen af deres Eiendomme til Udstyr, men erfarede ved Hiemkomsten til deres største Bestyrtelse FRITHIOFs til BALDERSHAGE forøvede Misgierning. Man undredes over at ikke BALDER selv havde straffet sin Helligdoms Vanærelse, og bleve eenige om Hevn; Men aabenbar turde de ikke angribe FRITHIOF, og tog derfor deres Tilflugt til SEIDMADERNE, som dog aabenhiertig tilstode, at deres Konst var for afmægtig mod ham til Lands, og kunde kun skade ham til Søes. For paa en nogenledes anstændig Maade at føre ham i Faren overtalede Brødrene ham at drage til ØRKENØERNE og indkræve Skatten, som Jarlen efter sin Faders Død i nogle Aar ikke havde betalt. FRITHIOF vilde nødig til dette Tog. Dog hans Fosterfader HILDINGs Tiltale og Prindsernes endelige Tilgivelse bestemde ham endelig dertil. Han reisde af; men straks efter Bortreisen faldt Prindserne ind i hans Land og hergiede det. Nu fik og Troldmændene Befaling at øve deres Konster, og straks i Søen kom saadant et Uveir over FRITHIOF, at han mistede 4 af sine Mænd, og var nær at forgaae, saa han mistvilede (håbløst, red.) at komme derfra. I denne Nød brød han den Ring itu, han havde faaet af INGEBORG, og uddeelede Stumperne til sine Mænd, at de ikke uden Guld skulde komme til Havgudinden RAN. Dog denne Gang undgik han Faren, ræddede ved sin store Snildhed Skibet, og løb ind i EFIASUND paa ØRKENØERNE nær ved ANGANTYR JARLS VAANING, hvor han selv maatte bære sine udmattede og kraftesløse Folk i Land. Derefter indkrævede han Skatten, og kom tilbage, da alle troede ham død. Ved Hiemkomsten fandt han sit Land ødelagt og INGEBORG gift med Kong HRING. Han reisde da straks til BALDERSHAGE, hvor Kong HELGE just da holdt DISAFESTEN, sneg sig ind, da Offeret just var endt ved hans Ankomst, og alle Kongens Mænd sadde efter Brug adspredte i forskiellige Drikkesale, og drak, men Kongerne og deres Dronninger sad i DISARSALEN, og tørrede Afgudsbillederne ved Ilden. Han traadde da frem for Kongen, fortalde: at han bragde den ØRKNSISKE Skat, og hug ham i det samme med Pungen i Hovedet, at han styrtede mod Jorden, og mistede to Tænder. Da han derpaa vilde gaae, saae han HELGEs Dronning have paa Armen den Ring, som han havde givet INGEBORG. Denne vilde han fratage hende, men hun stræbde imod, hvorover han greb hende ved Haaret og slæbede hende omkring paa Gulvet. Derved faldt Afgudsbillederne i Ilden og formeerede den, saa der gik Ild i Loftet, og antændte det heele Hus, og han netop ved dette Tilfælde reddede sig. Derefter blev han landlyst af Kongerne, drog til ØRKNØER, og nærede sig nogle Aar af Søerøverie. Endelig opvaagnede Kierligheden til INGEBORG igien i sin fulde Styrke. Han drog til NORGE for endnu eengang at see hende, kom under et opdigtet Navn til Kong HRING, som modtog ham meget venskabelig, og gienkiendte i ham sin Befrier, der engang havde ræddet hans Liv, da han kiørede over en Søe, Isen brast og Vognen sank. HRING belønnede ham ved at giøre ham til sin Jarl, og udnævnede ham efter sin Død til SUKSESSOR, sine Børns Formynder og INGEBORGs Mand. Ved hans Død kom FRITHIOF i Besiddelse af HRINKARIKE og sin elskte INGEBORG, hvis Brødre endnu ikke havde nedlagt deres Had, men misundelige over hans nylige Lykke overfaldt ham med Krig, som Udfaldet blev paa, at HELGE faldt i Slaget, og HALFDAN maatte afstaae ham Riget og blive hans Jarl. Da derefter Kong HRINGs Sønner vare fuldvoksne, viisde FRITHIOF sig fuldkommen værdig til deres Faders Fortrolighed ved godvillig at overdrage dem deres Fædrenerige og flytte til SOGN, som han formeerede ved Erobringen af HORDALAND: Der sluttede han i Roe sit møisommelige Liv, og efterlod sig to Sønner HUNTIOF og GUNTHIOF.

FRODE 1. FREDEGODE

FRIDLEIF 1. Søn, arvede i sit 7 Aar Riget efter Faderen, og tilsatte straks i Begyndelsen, da han var bleven myndig, ved unødvendige Krigstoge alle Faderens samlede Skatte, saa han ikke kunde give sine Krigsmænd Sold. En Skiald foresang ham da en Vise; af Indhold, at en forfærdelig Drage paa en Øe rugede over en stor Skat. Samme Drage udspyede Gift, og var saa haard som Kaaber. FRODE fulgde hans Raad, lod sig giøre en Kiole af Oksehuder for at beskierme sig mod dens Gift, drog derpaa derhen alleene, traf Dyret, da det havde drukket og kom tilbage til sin Hule. Han angreb det uden at kunde skade det med nogen af sine Vaaben. Dyret stødte stedse sin hvasse Braad mod FRODEs Skiold, til endelig FRODE fandt en blød Plet under Bugen, hvor han jagede sit Sværd ind, og dræbde den. Herved som og ved sin gode Regiering kom han til en utrolig Rigdom, og tiltog Velstand og Frugtbarhed under ham saa sterkt, at Agrene af sig selv, ligesom i Grækernes og Romernes Guldalder bare alle Sorter Korn uden Dyrkning, alle Metaller fandtes i Jorden, Guldet var meget almindeligt, og spisde FRODE selv stødt Guld paa sin Mad for at undgaae Troldoms slemme Virkninger. Deraf kaldtes GULD FRODES MEEL. Han stiftede og den berømte FRODES FRED, og giorde Landet saa sikkert, at ingen skadede en anden, om han endog fandt sin faders eller Broders Banemand løs eller bunden. Han skaffede og saadan offenlig Sikkerhed, at ingensteds fandtes Tyv eller Ransmand, men enhver nød sit eget uden at eftertragte fremmedes. Paa Tyverie var og saa stor Straf, at Kongen kunde ophænge et Guld Armbaand paa en alfare Vei uden at nogen vovede at stiele det. Af denne Fred kaldtes han FREDEGODE.
FRODE var krigersk, den mægtigste NORDISKE KONGE i sin Tid, en stor Lovgiver, og saa viis, at alle viise Mænd efter ham kaldtes FRODE. Med den SVENSKE KONGE FIOLNER levede han i et nøie Vendskab, og hvorledes denne ved et Giestebud hos ham i LEIRE druknede i et Kar Miød, see Fiolner! Endelig blev FRODE et Offer for sin Retfærd. En Troldheks, som havde forført sin Søn til at stiele ovenmældte ophængte Guldarmbaand, omskabde sig for at hævne Sønnen, der var bleven overgivet Lovens Strenghed til en Havkoe, der græssede paa Landet med sine Kalve. Den samme angreb FRODE, og stangede ham til døde. Under denne FRODE SKAL KRISTUS VÆRE FØDT.

FRODE 3. FRIDSAME

en Søn af LEIREKONGEN DAN MYKILLARI og Halvbroder til den SIELLANDSKE KONGE HUMBLE, som i hans Mindreaarighed bestyrede Landet, blev efter HUMBLEs og Broder LOTHERs Drab opdaget i JYLLAND hos sin Morbroder ANGUL eller den SAXISKE ODIN, kom derpaa til Regieringen i LEIRE, giftede sig med den jydske Konge HADDINGs Dotter, og blev siden, da ANGUL greb for vidt om sig, meget hiulpet og befæstet paa sin Throne af den HORDALANDSKE KONGE ERIK HIN FRÆKNE, som han og siden, da den ØSTGOTHISKE KONGE GIESTIBLINDE hos ham søgde Hielp mod den SVENSKE KONGE ALRIK, sendte til SVERRIG tillige med en stor Krigshær og Skaaningeren SKALK, at indsette GIESTIBLINDE, og satte ERIK efter ALREKs Død over SVERRIG. Denne FRODE førde vel det Navn FREDSOMME, fordi han holdt god Fred hiemme; men ellers var hans hele Liv en Række af Uroe og Krige. Det første Feldtog han selv personlig foretog sig, var i AUSTURVEG mod Kong HANDUVAN ved DÚNA, hvis Hovedstad han indtog ved med fleere at klæde sig som Fruentimmer, løbe over til Fienden, udgive sig for Skoldmøer, udspeide Stedet, lode Armeen hemmelig ind om Natten og bemestre sig Byen. HANDUVANS SKAT fik FRODE dog ikke; thi den havde HANDUVAN i Forveien ladet nedsænke i Havet paa to Skibe. Derefter forlangede han ved Gesandter HANDUVANs Dotter UTHA, og ved denne Leilighed kom det til Forliig mellem Kongerne, saa at Faderen beholdt Riget, og Dotteren blev gift med FRODE. Derpaa krigede han mod den ØSTGOTHISKE KONGE REGNER, som mod hans Villie havde gift sig med hans Svigerinde SVANHVIDE. Efter holdet Slag bragde en Samtale om Natten mellem FRODE og SVANHVIDE Freden tilbage mellem dem. En anden Svoger UBBE, som var gift med SVANHVIDES SYSTER ULVIDE, og af FRODE medens denne Krig sat over DANMARK, rebellerede i hans Fraværelse efter ULVIDEs Tilskyndelse. Ham overvandt og fangede FRODE, og tvang ULVILDE at gifte sig med hans Ven THUBAR, en Skotter. Efter denne Tid førde FRODE mange Krige i fierne Lande, især SKOTLAND. Han havde forelsket sig i den ØRKENØISKE KONGE SARNOs Dotter COMALA, men blev af sin Rival, en vis CATHULLA overvundet og fanget. Dog var Seierherren ædelmodig nok at hiemsende ham i Fred til sine Skibe. Han seglede da hiem til DANMARK; men da han der havde forstærket sin Magt, søgde han atter tilbage, og angreb CATHULLA i hans Residents CARRIC THURA, og kom ved denne Leilighed i Krig med den berømte CALEDONISKE KONGE FINGAL udi MORVEN I SKOTLAND, som havde taget hans Fiendes Partie, og først overvundet hans Ven THUBAR. Denne Krig er bleven besynget af Mestersangeren OSIAN, som kalder ham FROTHAL KONGE I LOCHLIN (DANMARK). Et Slag skulde afgiøre Trætten; men i Forveien sendte FRODE sin Ven THUBAR med en Hilsen til hans Dronning UTHA, at hun slet ikke maatte frygte for at hans Kierlighed til COMALA skulde opvaagne, efter som hun var allerede død. Dog UTHA stolende lidet paa en Mand, som hun elskede høit, og før havde funden i en Utroskab, var selv draget i Striden i Mandesklæder for under denne Forklædning des tryggere med Kierlighedens og Mistankens Øine at kunde vaage over sin Mands Forhold og Sikkerhed, bivaanede saaledes Slaget i Nærheden af FRODE, og da hun i Stridens Heftighed saae ham i Fare, sprang hun frem, anraabde ODIN, og vilde beskierme sin Mand med et Skiold, men tabde i det samme Hielmen, og røbede sit Kiøn ved sit lange og flagrende Haar. Denne store Prøve paa Ægtekierlighed bevægede FINGAL. Han lod Striden ophøre og blev paa Stedet en Ven af FRODE, som derefter seilede hiem til DANMARK med sin kiere UTHA. Derpaa krigede han i NORGE med 3000 Skibe i Foreening med Kong ERIK HIIN FRÆKNE, som anførde Landmagten, mod Kong HELGE PAA HALOGOLAND, og holdt med ham saa skarp en Strid, at han af sine Skibe ikke beholdt meere end 170 tilbage. Af de Norske faldt og saa mange, at man af Mangel paa Folk kun kunde dyrke en femte Deel af Landet. Hvorefter FRODE opholdt sig fredelig 7 Aar i NORGE, og avlede der en Søn ALF og en Dotter OSURA. FRODEs næste Fiende var den SAXISKE KONGE FROGER, en Søn af den SAXISKE ODIN og en stærk Stridskæmpe, som ikke kunde overvindes, med mindre Vederparten i Striden kunde optage Støvet under hans Fødder. Ham udfordrede FRODE til en Eenekamp, som holdtes paa FRODØE i Nærheden af CHRISTIANSUND i det TRONDHIEMSKE, og overvandt ham ved den List, at anstille sig som uvidende i Fægtekonstens Regler og bede ham om Underviisning. FROGER overmodig og glad over sin Fiendes Ukyndighed, beskrev to fiirkantede Figurer i Støvet, hvor hver af dem skulde tage Plads i sin. Derpaa foreslog FRODE ham at bytte Sted og Vaaben. FRODEs Vaaben vare glimtende af Guld, og forførde Saxeren at tage mod Tilbudet; men neppe havde de vekslet Plads, før FRODE optog Støvet, han havde staaet paa, begyndte saa Kampen, og nedlage ham. En Bersærke ARNGRIM stridede efter ERIKs Raad for at forskaffe sig FRODEs Yndest mod FINNERNE og BIARMERNE FRODEs Fiender giorde dem skatskyldige, og fik af FRODE ved ERIKs Forbøn hans Dotter OSURA til ægte. (See Arngrim!) Denne Konges langvarige Regiering har forskaffet ham det Navn af den gamle, ligeledes Mikillari og den gode. Han døde af sine Vaabens Tyngde i et Slag mod den ØSTGOTHISKE KONGE REGNER. De Store i Landet fordulgde i 3 Aar hans Død, balsamerede Legemet, og førde det som levende omkring paa en Vogn, indtil endelig den raadne Stank nødde dem at begrave ham ved VÆREBROE mellem SLANGERUP og TIESVILDE i SIELLAND, hvor hans Gravhøi endnu viises. Af Kierlighed til ham gave de og Riget til den, der giorde den bedste Gravskrivt over ham. Digteren HIARNE fortiende da Riget ved følgende korte Gravskrivt, som findes hos SAXO og er efter VELLAIUS's Oversettelse.
De Danske førte Liig try Aar om Land

Kong Frode hiin Fredgode.

Saa gierne havde seet baade Qvinde og Mand,

Han længer for Riget maatte raade.

Her ligger begraven den Kiæmpe saa sterk,

Hos Værebroe sees disse Steene:

Under aaben Himmel paa vilderne Mark,

Der hviles den Herres Beene.

FRODE 4. DEN GAVMILDE

LEIRE KONGE, en Søn af FRIDLEV 3. og Broder til den store Helt ALI HIIN FRÆKNE I SVERRIG, var fra Vuggen af meget yndet af de Danske, og blev der for saa venligt og kierligt opdraget, at det nær havde forvoldet hans Undergang, saa at hans Regierings Begyndelse var ligesaa slet som Enden god. I hans Mindreaarighed blev ham af de Danske sat 12 anseete og kloge Mænd til Formyndere, blant hvilke især et bekiendte VESTMAR og KOL. Denne sidste var gift med GOTVAR, som i Mundviished overgik alle, men var tillige underfundig og sammensettersk. De havde 12 Sønner, af hvilke 2 vare Tvillinger, tillige vare de alle store og sterke og hedde alle GRIP. Disse og VESTMARS SØNNER unge og overmodige overlode sig til deres naturlige Vildskab, og stolende paa Herregunst og deres Fædres Magt tillode sig alle Overgivenheder, som nogensinde af yndede Hofmænd ustraffet kan begaaes. De bortførde og voldtoge Jomfruer og gifte Koner, saa at ingen vidste sig sikker for dem i Landet, som gik saa vidt at den ældste GRIP endog eftertragtede FRODEs Syster GUNVARE DEN VÆNNE, som for at undgaae maatte forlade Hoffet og med sine Piger indslutte sig i sit Jomfruebur. Herved kom Hoffolkene i stor Forlegenhed af Mangel paa Fruentimmer til at lappe deres gamle Klæder og sye nye. De trængde derfor paa Kongen, at han skulde gifte sig, og uagtet hans Modstand og Undskyldning, at han var for ung, endelig overtalede ham; og, da man foreslog ham den HUNISKE PRINSESSE HANUNDA, og han ikke vilde have en Brud saa langt borte fra, overtalede den snaksomme GOTVARA ham, saa han endog sendte hende selv som Gesandt i dette Ærende tillige med VESTMAR og KOL og deres Sønner, og da Prinsessen lastede FRODE for hans Mangel af Tapperhed og Krigsberømmelse, bragde hun hende ved Overtalelser og en Elskovsdrik til at ynde ham. (See Gotvar!) Den HUNISKE KONGE fulgde selv sin Dotter til FRODE, bivaanede deres prægtige Bryllup, og blev ved Afreisen herlig begavet. Efter den Tid levede FRODE 3 Aar med sin HANUNDA i dyb Fred, men tillige i al den Skiendsel og Søvnagtighed som en af Ynglinger og Vellyst bedaaret Fyrste stedse er udsat for. Hofmændene misbrugde hans Godhed til at udøve Tyrannie, Undertrykkelse, Grusomheder og vanærende Narrestreger endog i Kongens Overværelse. Man plagede Folk ved at hænge dem i Veiret og slynge dem frem og tilbage. For andre lagde man Bukkeskind i Døren, og, i det de traadde derpaa for at gaae ind til Kongen trak dem til sig, saa de faldt. Nogle afklædede man nøgne og pryglede. Andre hængdes paa Kroge til Spektakul. Andre afsviede man Haar og Skieg eller mishandlede dem paa hemmelige Steder. Man forhaanede fremmede ved at kaste afpillede Kiødknoge paa dem, og tvang dem at drikke sig til døde. De tilegnede sig de første Omfavnelser hos alle Møer, saa ingen kunde gifte sig uden at være gaaet giennem deres Hænder. Da Kongens Syster GUNVARE havde mange Friere, overtalede GREP, som selv elskede hende, Kongen at overlade sig Fuldmagt til at bedømme dem. Han lod dem da alle samle til et Giestebud, afhugge deres Hoveder og slaae op omkring hendes Bolig for at afskrække andre. Alt dette vidste FRODE intet af, da ingen kunde komme til ham uden GRIPs Villie, og havde man endda indført den Skik at enhver som vilde tale med Kongen, maatte give ham en Gave derfor. Ja GRIP havde endog ulovlig Omgang med Dronningen, og dreve de denne skammelige Fortrolighed saa vidt, at alle vidste det og talede derom uden Kongen alleene. Saaledes fornedret var denne sine Yndlingers Slave, da en NORDMAND RAFN feidede paa Danmark, men blev af FRODEs KYSTBEVARER ODDO overvunden ved Hielp af de staaende Tropper, som FRODE stedse underholdt. De faa fra Slaget overblevne Norske bragde det Rygte hiem med sig, at FRODE vel var mægtig ved sine staaende Tropper, men, for Resten hadet og foragtet af de Danske. Dette opmuntrede den Norske Helt ERIK DEN VELTALENDE FRA RENNESØE DEN ÆLDRE til at søge sin Lykke ved FRODES HOF; og dette blev FRODEs sande Gavn og Grunden til hans paafølgende Vælde og Anseelse; thi denne ERIK visde FRODE hans Hofmænds skammelige Opførsel, Dronningens Omgang med GRIP, samt dræbde VESTMAR OG HANS SØNNER, og fik Prinsessen GUNVARE til ægte. Dette samt hvorledes FRODE siden forfulgde ERIK og hans Broder ROLLER, blev derover fanget af dem, men sat igien paa frie Fod og opmuntret til god Regiering og Dyd, see ved Erik den veltalende fra Rennesøe den ældre! FRODE giorde derpaa ERIK til sin Landværnsmand, og forskiød sin Dronning HANUNDA, men gav hende efter ERIKs Begiering til hans Broder ROLLER, og lod GOTVARE steenes til Døde, fordi hun havde dulgt Dronningens Misgierninger; og da Lysten til Ære nu ved ERIKs voldsomme Kur var opvaagnet hos ham, foretog han sig en krig mod SAXERNE i NORDALBINGIEN, og overvandt deres Fyrster SVERTING og HANEV, af hvilke den sidste regierede Sønden for ELVEN, og paalagde dem at betale i Skat en Penge af hvert Hoved. Han blev nu og saa gavmild mod sine Krigere, at alle berømte Stridsmænd fra alle Kanter søgde til hans Hof, især den berømte MELLEMSTE STERKODDER, som blev ham overladt af hans Broder ALI HIIN FRÆKNE I SVERRIG. Herved blev hans Magt uimodstaaelig. FRODE elskede og belønnede store Mænd, opsøgde dem, hvor de fandtes, og satte igien Religion og Overtro i Stand, som under hans raske fritænkende Fader FRIDLEV 3. temmelig var kommen paa Fald. Af sine 12 HOFGODER lod sig forføre til et skammeligt Nidingsværk mod sin Broder ALI, saa at han maaskee henreven af Misundelse, Herskelyst og Frygt, at denne Broder efter SVERRIGs Erobring skulde ogsaa stræbe efter DANMARK, indlod sig med dennes Fiende, den fordrevne Svenske Kong AUN eller ANI DEN GAMLE, i Forbund mod ham. Man besluttede at myrde ham hemmelig. FRODE underkiøbde til dette Mord den tappre men gierrige STERKODDER, som forblindet af Guldets Glands paatog sig at dræbe sin forrige Ven og Velgiører for 120 Pund Guld, hvorpaa han drog til SVERRIG og dræbde ALI i Bad. See Ali hiin frækne! FRODE indsatte derpaa igien ANI i sit Rige, imod at han skulde svare ham Skat. Samvittigheden plagede vel STERKODDER længe for dette Drab, saa han sørgmodig vankede omkring: Dog kom han endelig tilbage til DANMARK, og blev af FRODE betroet hans Søn af HANUNDA, INGEL, at opfostre. En nye Krig med SAXERNE, i hvilken STERKODDER nedlagde udi Eenekamp en Kæmpe, som havde udfordret FRODE, giorde atter Saxerne underdanige og skatskyldige. Dog rebellerede deres Fyrste HANEV. FRODE gik da over ELBEN, overvandt og dræbde HANEV, og indsatte derpaa ERIK DEN VELTALENDE i hans Fædrenerige HORDALAND. FRODE krigede og i ØSTERLANDENE mod KURERNES FYRSTE DORNO, som udplyndrede sit eget Land for at afholde Fienderne, og indsluttede sig med sine Folk i en fast Bye. Der beleirede FRODE ham og brugde den Krigslist at lade grave i sin Leir mange dybe Grøvter, bedække dem med Jord og Grønsvær, derefter ophæve Beleiringen og drage bort. KURERNE forfulgde ham, men styrtede i Grøvterne, og bleve dræbte af de DANSKE. Derefter bekrigede FRODE den Russiske Konge TRANNO, lod hans Skibe hemmelig giennembore og slaae Trænagler i Hullerne, og samme Dagen efter, da Slaget holdtes, udtrækkes ved Dykkere, saa Skibene fyldtes med Vand; og Russerne i Fare for at drukne overvandtes. Han paalagde dem ved denne Leilighed Skat; men, da han nogen Tid efter ved Gesandter lod den kræve, bleve de af RUSSERNE grusom henrettede. Derover drog FRODE atter til GARDERIGE, beleirede Byen ROTALA, som var omgiven med en dyb og stridrindende Strøm som forhindrede FRODE at blive Herre deraf. Denne Flod lod FRODE aflede i mange Render, saa man kunde vade derover, og indtog Byen, seilede derpaa op af NARVA Strømmen over PEIPUS SØEN, og angreb Staden PLESKOV, som han, uagtet dens Fasthed indtog ved List. Han holdt sig inde, og lod udsprede et falskt Rygte om sin Død; Man opkastede en Høi, og holdt ham en forstilt Begravelse. Deraf lod Byens Konge VESPASUS sig giøre sikker, og overrumple af de DANSKE, som ihielsloge ham, indtoge og plyndrede Byen. Derfra seilede FRODE til NORGE mod Skioldmøen STIFLA, (see Stifla!) ankom der ukiendt, og dræbde hende i det efter hende kaldte STIFLASUND, og viisde i denne Strid den Tapperhed at bivaane den i blot Trøie uden Brynie. Herpaa drog FRODE hiem for at nyde sine Skatte og den Rolighed, hans Bedrivter gav ham Ret til; men blev straks efter ved et Giestebud hos en vis SKATE udfordret af HUNDING, som han fældede, og skiøndt haardt saaret straks efter blev udfordret af Kæmpen HAKON. Ogsaa denne nedlagde han, og, da kort efter to af hans Tienere vilde omkomme ham, lod han dem binde Steene om Halsen og udkaste i Havet. Siden sad FRODE i Roe og stor Anseelse, indtil den Saxiske FYRSTE SVERTING, hvis Dotter var gift med FRODEs Søn INGEL, fik i Sinde at hævne sig paa FRODE, fordi han havde bekriget ham og taget hans Dotter til Frille. Han aftalde i denne Hensigt med den Svenske Konge AUN, som ved den Leilighed haabede at befries for Skatten, han længe havde ydet FRODE, at dræbe ham. Intet var dem i Veien uden den gamle STERKODDER, hvis Troskab mod FRODE de kiendte. Ham lokkede AUN til sig under Skin af Venskab. Da nu alle Hindringer vare ryddede af Veien, kom SVERTING til Giest hos FRODE. Sammenkomsten stedte i THORS TEMPEL ved TØRSAGER KIRKE I CALLØE AMT I JYLLAND, og da FRODE der om Natten forrettede Gudstienesten, kom SVERTING pludselig over ham, satte Ild paa Templet og der omkom FRODE, dog først efter at have dræbt SVERTING.

FRODE DEN 5. HIIN FRÆKNE,

en Søn af FRODE 4. og SVERTINGs Dotter, regierede i RINGSTED I SIELLAND, var stridbar og navnkundig, og havde derfor det Øgenavn hiin frækne. Hans første Tog var med en frisisk Røver VITHO, som han overvandt ved List, gik i Land, og dræbde en Mængde FRISER, hvorefter han seilede op ad den nu udtørrede RHINARM ved LAVICA mellem GRØNNINGEN og VESTFRIESLAND, overvandt atter Friserne til Søes og underlagde sig dem. Med sin Broder INGEL i LEIRE og HALFDAN I SKAANE levede han i stor Ueenighed, thi uagtet han selv var berømt for Høflighed, Gavmildhed og Munterhed, overgik dog HALFDAN ham i disse Dyder, og var dette Aarsagen til deres Fiendskab. Den Svenske Konge EIGIL, som af sin Faders Træl og Skatmester TUNNE, var fordrevet og havde flygtet til ham, indsatte han igien i sit Rige, dog imod at betale ham Skat, og, uagtet EIGIL siden efter aldrig sendte ham Skat, men kun kostbare Foræringer hvert halve Aar, forbleve de dog stedse Venner. Med sin Broder INGEL foreenede han sig mod den anden Broder HALFDAN, som de overfaldt om Natten, ihielslog og deelede hans Lande. Derpaa bemægtede han sig LEIRE, og afsatte sin Broder INGEL, som maatte tage til takke med et lidet Rige i SKAANE. Efter den Svenske Konge EIGILs Død kom FRODE i Krig med hans Eftermand OTTAR VENDILKRAGE, som endtes med den sidstes Død. See Ottar! Siden seglede han til BRITANNIENA, overvandt Kongen i NORTHUMBERLAND, bekrigede den Skotske JARL MELBRIK, og da BRITTERNE eftersatte ham, lod alle Vognene med Byttet og en Mængde Drikkevare efter sig for at opholde Britterne, som begierlig faldt over Byttet uagtet deres Konges gientagne Formaninger. Imidlertid drog FRODE giennem den CALEDONISKE SKOV MELLEM SKOTLAND OG ENGLAND og traf paa den SKOTSKE ARMEE, som kun slet bevæbnet tog Flugten, og blev derpaa pludselig undsat af en Skotter, som var gift med hans Syster ALVILDE, og kom ham fra SKOTLANDs yderste Grændser til Hielp med en stor Hær. De marskerede da samtlig til BRITANNIEN, overvandt Britterne, fik alt det efterladte Bytte igien, beleirede LONDON, og, da den var FRODE for sterk, lod han for at faae den i sin Vold, udspeide, at han var død; Hvorpaa de Danske forlangede en Anfører af Standens HØVEDSMAN DALEMAN, som tillod dem at gaae selv ind i Byen for at udvælge een; men ved den Leilighed ihielsloge de ham om Natten, og indtoge Staden. FRODE var gift med sin Broder HALFDANS ENKE SIGRID, som først efter hendes Mands Drab var gift med INGEL, men var denne igien bleven frataget af FRODE. Uagtet FRODES store Bedrivter og Anseelse var han dog stedse plaget af sin onde Samvittighed over det begangne Brodermord, og Frygt for Hævn af HALFDANs to efterladte Sønner ROGE og HELGE, hvis Opholdssted var ham ubekiendt. Af samme Frygt giftede han og deres Syster SIGNE, som var opfostret hos ham, til en ringe Mand SÆVIL, som han siden giorde til sin Jarl. Uvis om, hvor hendes Brødre vare, udlovede han store Belønninger til dem, der kunde opdage deres Opholdssted. Endog Spaamænd og Troldkoner raadførde han sig med; men alt forgieves. Endelig opdagede en Heks, som var en stor Mester i sin Konst, at deres Fosterfader REGIENN lod dem opdrage hos en vis VIFIL, hvor de under Hundenavnene HOP og HO bevaredes i en hul Eeg. Prindserne mærkede at de ved hendes Tryllekonsters usynlige Kraft bleve fremtrukne af deres Skiul, og for at undgaae Faren lod kaste en Mængde Guld i hendes Skiød, hvorover hun fornøiet med sine Stikpenge kastede sig som død om paa Gulvet, og foregav derefter, at hendes Troldom intet kunde virke mod dem. FRODE kom dog efter den Tid til VIFIL, hvor de virkelig vare, for at lede efter dem, men forgieves; thi VIFIL lod en Slavindes Børn dræbe, kaste Lemmerne omkring i Sneen, som han lod giøre Ulvespor i, hvorved han indbildte FRODE, at de vare sønderrevne af Ulve. Dog blev FRODE endnu i Uvished, tog en Eed af deres Fosterfader REGIN, at han skulde advare ham, om nogensinde mærkede at Prindserne vilde overfalde ham, og desuden efterstræbede dem saa sterkt, at VIFIL endelig maatte lade dem gaae fra sig under de opdigtede Navne HAMUR og RANE. De søgde da til deres Svoger SÆVIL JARL, som FRODE havde giort til jarl i FYHN, og førde sig der for at være ukiendt ringe og slet op, saa han foragtede dem. De gik daglig i slette Koster som ved en Hette kunde trækkes op over Hovedet, og saaledes opholdt de sig hos ham i 3 Aar. Da FRODE eengang havde bedet SÆVIL og SIGNE til Giest, vilde de foregivne HAMUR og RANE med, men, da SÆVIL ikke vilde tillade det, toge de nogle Foler, satte sig baglænds paa dem, og reed bag efter, men kunde i denne Stilling ikke regiere dem, og bar sig saa tosset ad, at Hetten faldt af RANE, og han derved blev kiendt af sin Syster SIGNE. Hun brast da i Graad, saa at SÆVIL, som spurgde om Aarsagen, blev deelagtig i Hemmeligheden, og jagede dem hiem, men de løbe dog bag efter til Fods, og kom i Kongens Sal i stor Livsfare, da en VØLVE eller TROLDHEKS bevæget af FRODEs store Løvter begyndte under mange Ophævelser at fortælle deres hidtil havte Skiebne, og at de vare nærværende i Salen. Dog da Systeren SIGNE uformærkt stoppede hende Munden med en Guldring, tog hun sine Ord tilbage. FRODE var dog herved kommen i alt for stor Uroe, og nødde Troldkonen at sige, hvad hun vidste. Hun gispede, gabede og sagde: underlige ere HAMES og RANES Øine. De Ædlinger ere besynderligen dierve. Over disse Ord forskrækkedes begge Prindserne, og løbe ud af Salen. Kongen befalede vel at sette efter dem, men da REGINN slukkede alle Lysene ud, slap de uskadt til Skoven; thi de havde mange Venner iblandt Kongens egne Folk. FRODE lod sig dog overtale af sine Mænd at slaae sig til Roe i det Haab sikkert om Morgenen at faae dem i sin Vold, og satte sig til at drikke. Prindsernes Fosterfader REGINN skienkede da dygtig for dem alle, saa de bleve drukne, og faldt i Søvn. Derved reed REGINN til Skoven, fandt der Prindserne, og, uagtet han for at have den Eed frie, han havde svoret FRODE, aldrig at stemple mod ham, men tvertimod advare ham for Prindserne, fik han dem til at følge sig. Da de underveis kom til en Lund, sagde han: dersom jeg havde nogen stor Aarsag til at hevne mig paa FRODE, skulde jeg stikke Ild paa denne Lund. Helge, skiøndt den yngste og kun 10 Aar gammel, og Roe 12, begreb let hans Meening, at de skulde stikke Ild paa Slottet, gav sig til at hugge Greene, og legge for Udgangene for siden at antænde dem. Da kom SÆVIL JARL ud med sine Folk, befalede at tænde Ilden, og giøre den større, og forbød at hielpe FRODE, men lod en Aabning være frie for giennem den, at kunde udlade sine Venner og Bekiendter. I det samme vaagnede FRODE, og fortalde sine Mænd en Drøm, hvori ham syntes, at een bød ham til HEL. Samme Tid hørde han REGINN uden for Salen at kvæde:
Reginn er ude og Halfdans Kæmper, kiekke

Mænd; Var slaaer Nagler, Var giør Hoveder,

men vi ere var blevne, at Var slog Nagler.
Denne VAR var Kong FRODEs meget konstige Hofsmed. Uagtet FRODEs Mænd vilde berolige ham med, at det var ubetydeligt, enten VAR slog Nagler eller ei, ansaae FRODE det dog meget rigtig for en hemmelig Advarsel af REGINN, der vilde holde sin Eed, og gik til Døren; men mærkede i det samme, at heele Salen stod i lys Lue. Han spurgde da: hvo der raadede for Ilden, og fik til Svar ROE og HELGE. Derpaa tilbød han dem Forlig og Bod, men de vilde ingen. Han søgde da Udflugt giennem en underiordisk Løngang, men blev mødt af REGINN, som nødte ham at gaae tilbage, og der blev han i Gangen kvavlt af Røg.

FRODE 6. HIIN TEGNE

en Søn af FRIDLEIF, Konge i SIELLAND, dræbde Kong HALFDAN 3 I LEIRE, og opkastede sig i hans Sted til Formynder for den unge ROLF KRAKE. Han havde en Broder HARALD, som han efter sin Faders Villie deelde Herredømmet med, saa at de aarlig skulde afveksle i Herredømmet over Landet, mens den anden Herre over Havet. Det første Aar faldt det i FRODEs Lod at være SØEKONGE. Han drog ud, men havde stedse Skam af sine Søetoge, fordi han begik den Feil at tage lutter nygifte Folk i sin Tieneste, som længdes efter Konerne, og skyede Fienden. Men Broderen HARALD, da han neste Aar gik til Søes, antog han tvertimod lutter unge Karle, som uden at være bunde til nogen Ting gik modig frem og indlagde sig megen Berømmelse; men herved frembragdes Misundelse, Avind og Ueenighed mellem Brødrene, hvilket end meere formeredes ved deres Dronninger. FRODE var gift med den VESTGOTISKE KONGE SIVALDs Dotter ULVILDE, og HARALD med den GULLANDSKE eller ØSTGOTHISKE KONGE CARLs Dotter SIGNE. Ved disses Ueenighed og Indflydelse paa Mændene kom det saa vidt, at FRODE besluttede at skille sig af med Broderen, lod ham ved an af sine Fortrolige hemmelig dræbe, og for at skiule Mordet, lod ogsaa Morderen henrette. Med al denne Forsigtighed kunde han ikke dog afværge, at det kom ud iblandt Folk, og at Rygtet gav ham Skyld for Broderens Drab. Ja HARALDs Svigerfader CARL sagde endog FRODE lige i Øinene, da denne spurgde ham om, hvo der havde myrdet HARALD, at han spurgde om det, han vidste meget vel. Derfor hialp og FRODE en vis GUTTORM mod CARL, som derimod vældig blev understøttet af den mægtige Svenske Konge ADILS, der af FRODE var opirret, og frygtede ham, fordi han havde hiulpet den HALLANDSKE PRINDS SNIO i at giøre sig uafhængig af ham. I denne Krig blev CARL nedlagt i et Slag ved VIMMINGSHØI I SKAANE, og GUTHORM fik Regieringen over ØSTER GOTHAND. Fra GOTLAND hiemførde FRODE to Troldhekse FENIA og MENIA, som vel forøgede hans Magt og Velstand, men og befordrede hans Undergang. (See Fenia og Menia!) Dog berettes dette om en anden Frode. Man har troet at de vare to viise Mænd, som lærde ham at udtørre Moradser, forbedre Agerdyrkningen, aftappe Moser, indrette Vandkværne og paa dem male Korn til Meel, men derved bleve Undersaatterne plaget og ham ugunstig, da ROLF KRAKE i sit 16 Aar ved den Svenske Konge ADILs Hielp, overfaldt FRODE I LEIRE og brændte ham inde.

FRODE 7.

en Søn af Kong FRIDLEV 4 og ROLF KRAKEs Dotter, regierede i LEIRE, og hialp den berømte SOLVE at indtage SVERRIG. Til ham kom ERIK DEN VELTALENDE FRA RENNESØE DEN YNGRE udsendt af den NORSKE KONGE GØTHAR at forsøge og udspionere DANMARKs Styrke. Hvorledes han der ægtede FRODEs Dotter, og hialp FRODE igien til GØTHARs Dotter ALVILDE og til at dræbe Gøthar, see ERIK DEN VELTALENDE FRA RENNESØE DEN YNGRE. I Forening med denne samme ERIK tog han Deel i den store Arvekrig mellem den Reidgothiske Konge ANGANTYR og hans Broder LAUDUR, og hialp den første med stor Magt at overvinde HUNNERNEs Mangfoldighed. (See Angantyr!) Nogle Aar efter fornyedes denne Krig igien, hvori Kong FRODEs Fornemmeste Modstander var KONG OLIMAR AF GARDARIKE, som FRODE ved ERIKs Hielp overvandt i et stort Slag til Søes, og dræbde alle RUSSISKE KONGER undtagen OLIMAR og DAG. Ved disse store Seiervindinger blev FRODE meget navnkundig, men endnu mere ved de vise Love, han udgav, som kan læses hos SAXO, hvilken Skribent meget underlig har sammenblandet disse FRODER og af manges Bedrivter sammenflekket sin FRODE FREDEGODE. FRODE Krigede derefter i NORGE, opholdt sig der i 7 Aar, og imidlertid frelsde PRINDS ASMUND, som med sin Ven ASVIT havde ladet sig levende begrave. (See Asmund!) Derefter drog han med en mægtig Flode til BRITANNIEN. Der underkastede en liden Konge sig, lovede at give Skat, og indbød FRODE og de Danske 2400 i Tallet til Giest. FROEDE troede, at det var Sviig under, lod randsage en hosliggende Skov, og da man der forefandt en ENGELSK ARMEE, som for ikke at sees, kamperede i sorte Telte, lod han et Antal tungt bevæbnede Soldater legge sig i Baghold, og begav sig med det indbudne Antal let bevæbnede til Giestebudet, hvor der herskede stor Pragt og Overflod. SW DANSKE, som ikke vel kunne modstaae deres sædvanlige Drikkelyst, satte en Mængde viin til Livs, men ENGELLÆNDERNE derimod sparede sig, snege sig efterhaands bort, og, da de mærkede, Vinen begyndte at gaae de Danske i Hovedet, sperrede Dørrene til, og satte Ild paa Huset. Dog slap de Danske uagtet alle Engellændernes Forhindringer ud giennem Vegen, som huggede itu. Da lod FRODE blæse til Strid, hvorpaa de, som laae i Skiul kom til Hielp, saa at de Danske fik Overhaand, slog Engellænderne, og dræbde Kongen. Efter Hiemkomsten levede FRODE i bestandig Fred, og søgde især at vedligeholde den indvortes Sikkerhed i Landet, gav derfor strænge Love mod Tyverie, og lod til Beviis paa den offentlige Sikkerhed legge 3 Guldarmbaand paa alfare Vei, et paa JELLINGHEEDE I JYLLAND, et ved VORDINGBORG, og et ved SKANØER, uden at nogen dristede sig til at borttage dem. Desto mere holdt FRODE som ivrig Tilhænger af Religion og Overtro med Troldmænd og tog dem i Beskyttelse. Endelig blev han overfaldet og indebrændt i LEIRE af Søekongen MYSING, som tillige bortførde hans Skat. Af sine store Bedrivter havde denne FRODE NAVN AF REKBANE ELLER KÆMPERS OVERVINDER.

FRØE

PRÆSTERs, VINDENs og LUFTENs GUD, skal efter SAXO have forandret Gudstienesten i SVERRIG, og indført MENNESKEOFFRINGER. Han var og Gud for SNEEBANE, og straffede Menneskenes Forbrydelser ved Pest, Storm, Kuld og Snee. Han holdes for den samme som FREY, af hvis Navn SAXO har giort FRO. Man offrede ham sort Kvæg.

FRØKE

blev af den Danske Konge FRIDLEV sendt med nogle Gesandter til den Norske Konge ASMUND at begiere hans Dotter; men underveis druknede han i et Sund, af hvis Vand straks, saasnart han var gaaet under, opsteg Blod, og farvede Vandet i heele Fiorden, som tilforn af Stormen og de skummende Bølger var hvidt, blodrødt; og blev dette efter ham kaldet FRØKESUND.

FRØGER

See Frode 3.

FROGERTHE

en Dotter af den Norske Konge ASMUND, blev gift med den Danske Konge FRIDLEV.

FROSTE

en Søn af Kong KAR, regierede i JOTUNHEIM, var Fader til Kong SNÆKOLR eller SNÆR DEN GAMLE. Han kaldes og JØKUL.

FROSTE

STURLAUGR STARFSAMEs Fosterbroder, blev af STURLAUGR befalet at drage nord til FINMARKEN (JOTUNHEIM) see at komme Kong SNÆKOLs Dotter MIØLL i Tale, og kaste hende en Kievle med indskaaren Runeskivt i Skiødet. Han seilede da med et Kiøbmandsskib til FINMARKEN, gik frem for Kongen, som tog meget vel imod ham, og spurgde om hans Navn. Han svarede: at han hedde GESTUR, og bad Kongen om Vinterkost, som denne bevilgede ham imod at skytte sig selv og ikke give sig meget af med andre, og saaledes forblev han der Vinteren over. Nær ved Kongens Sal var en Fruerstue, som Prindsessen MIØLL opholdt sig i. Samme var omgivet med et Plankeverk saa høit, at kun Fuglene kunde slippe derover. Dog sneeg han sig ind en Dag, og saae der Prindsessen kiæmme sit silkebløde Haar med en Guldkam. Han syntes aldrig at have seet et smukkere Fruentimmer, og efter Befaling kastede hende Kievlen i Knæe. Hun læsde da det skrevne, som behagede hende vel, og GESTUR gik bort, men kunde af Forlibelse hverken æde drikke eller sove. Om Natten derefter, da han og alle sov, mærkede han at nogen tog ham paa Brystet; han følede paa Haanden og erfarede at den var besat med Guldringe. Straks stod han op, og saae, at det var Prindsessen MIØLL. Hun spurgde ham, om det var sandt, som stod skrevet paa Kievlen, sagde: at hun holdt af ingen saa meget som af STURLAUGR, og at hun gierne vilde være hans Frille; tillige spurgde hun FROSTE, om han var reisefærdig, og, da hun hørde, at han længe havde været det, gik hun til Kongens Sal, mumlede nogle Ord for Dørren, og drog derpaa afsted med FROSTE, som dog ikke kunde følge hende, saa at hun beskyldte ham for Seendrægtighed, og bad ham holde fast ved hendes Bælte. De foer da saa hurtig afsted, at han blev fuld af Veir, og de kom meget hurtig til SVERRIG, hvor MIØLL drog til Kongen, men FROSTE til STURLAUGR. Denne glædedes inderlig over hans Reises lykkelige Udfald, og befalede ham at trække i sine bedste Klæder, og under STURLAUGRs Navn, som han lignede overmaade sterkt, at drikke Bryllup med MIØLL, og, at han derefter om Natten, naar de vare til Sengs, skulde udspørge hende Oprindelsen til BØFFELDYRHORNET, som STURLAUGR havde bortført af BIARMERNES TEMPEL, da STURLAUGR vilde staae bag ved Tapetet og høre til. Han efterkom paa det nøieste STURLAUGRs Befaling, og fik da STURLAUGR af hende, da de om Natten laae i Sengen, følgende Fortælling af høre. Da Kong HARALD krigede og hergiede i mange Lande stedse seierrig, kom en stor Dyrtid over mange Lande, meest BIARMELAND. De toge da et stort Dyr kaldet UR eller BØFFELSDYR, forekastede det Guld og Sølv at æde, og fødde det saaledes, at det blev større og værre end noget andet Dyr, og aad Mennesker og Kvæg, og ødede alt Landet østen for VINAA. Alle frygtede det, og ingen torde gaae mod det. Endelig vovede Kong HARALD i Haab om der at forefinde store Rigdomme, at drage til BIARMELAND med 300 Skibe. Om Natten efter at han var gaaet i Land, aabenbaredes i Drømme for ham en Kone, som paa Tilspørgsel kaldede sig GODHRIDER, og raadede ham Morgenen efter at sette i Land med Halvparten af sin Armee, da skulde han faae Dyret at see, som vilde blive bange og søge til Skoven; Her skulde han slippe alle sine Hunde løs paa det, og kaste Træer over det. Da skulde Dyret søge til Søen hvor en af de Hvalfiske, som kaldes GEIRNIDER skulde tage det ned med sig og holde det under Vandet, til det blev træt. Dog skulde det komme op igien, og da vilde Konen have det Horn, som stod midt ud af Panden paa det. Kongen giorde, som hun havde sagt. Drømmen opfyldtes i alle Maader, og, da Dyret kom op igien, indfandt Konen sig, og tog Hornet, hvilket var det samme, som STURLAUGR hentede fra BIARMELAND. Da STURLAUGR havde hørt denne Efterretning, sneg han sig bort af sit Skiulested, og straks efter blev STURLAUGRs Befaling sat Ild paa Huset, som brændte op tillige med FROSTE og MIØLL; Og skedde alt dette efter Heksen VEFREYAs Raad, fordi MIØLL var en overmaade berygtet Heks, og vist vilde have forgiort dem alle, ifald han havde opdaget Bedrageriet.

FROVIN

FREOTHOGARs Søn, var af den danske Konge VERMUND DEN VISE sat til Statholder over SLESVIG, hvilken Konge tillige giftede sin Søn, den svage UFFO, med hans Dotter. FROVIN blev i en Tvekamp dræbt af den Østgothiske Konge ADILS. Hvorledes FROVINs Sønner KETO og VIG derefter hævnede hans Død. (See Adils!)

FRYGG eller FRYGGA

see Frigga!

FULLA

en af Asernes store Gudinder, levede i bestandig Jomfruedom var Gudinde for Kydskhed, havde meget deilig over Skuldrene nedhængende Haar og Hovedet prydet med Guldbaand. Hun bærer den Æske, som FRIGGA eier, vogter hendes Hoser og Skoe, og veed alle hendes hemmelige Raad.

FYLGIOR eller FYLGIR,

vare Skytsaander for heele Lande og Slægter ogsaa for enkelte Personer, kaldtes hos PØETEREN DISIR, afmaledes ofte som Hekse ridende paa Ulve med Slangebidsler i Munden. De forveksles ofte med NORNER. (See Norner!)

Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte F

FALHOFFNER

FANSAL

FENGO eller FEGGE

FENIA og MENIA

FENRIS

FENRISULVEN

FIALAR og GALAR

FIMBUL

FIMBULTYR eller FIMBUL DEN GAMLE

FIMBULVETUR, (FIMBULVINTER)

FIN

FINGAL

FINNAFEINGUR, eller FIRNAFEING

FINNER

FIOLNER (1)

FIOLNER (2)

FION

FIORGUM

FIORM

FOFFNER

FOLKE

FOLKVANGER

FORBAUTE

FORNIOTER

FORSETE

FRADMAR

FREDULF, FREDEJULF, FRIDLEV (ogsaa FRIALAF)

FREKI

FREY eller FREYR

FREYA

FRIALAF

FRIDLEF 3, HIIN SNARE

FRIDUR

FRIGGA

FRITHIOF

FRODE 1. FREDEGODE

FRODE 3. FRIDSAME

FRODE 4. DEN GAVMILDE

FRODE DEN 5. HIIN FRÆKNE,

FRODE 6. HIIN TEGNE

FRODE 7.

FRØE

FRØKE

FRØGER

FROGERTHE

FROSTE

FROSTE

FROVIN

FRYGG eller FRYGGA

FULLA

FYLGIOR eller FYLGIR,

Navigasjonsmeny

Søk