Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte O
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
af Jacob Bærent Møinichen
ODDO
en Sønnesøn af LEIREKONGEN FRIDLEV 3, blev af FRODE 4 sat til Landværn at vogte Rigets Strømme. Han var saa stor en Troldkarl, at han uden Skib kunde fare paa Havet, og ved sin Troldom fremførde saa stor Storm og Uveir, at Fiendernes Skibe maatte sætte til, og ved disse Konster undgik mangen et Søeslag, men lige saa grum som han var mod Søefarende, lige saa god var han mod Bønder og Landfolk. Ved den Tid giorde en NORMAND RAFN et Søetog til DANMARK, og stødte paa denne ODDO, som, saasnart han kom i Trefning med de NORSKE, saaledes forblindede deres Øine ved sine Koglerier, at de syntes der gik Ild af de DANSKEs Sværd, der skar dem i Øinene, saa de ikke kunde taale at see de blotte Sværd, og bleve slagne tilbage til NORGE; men bragde tilligemed Angesten ogsaa Efterretning om DANMARKs Uorden under FRODE, hvilket bevægede en anden NORDMAND ERIK DEN VELTALENDE FRA RENNESØE til at drage til DANMARK med 3 Skibe. Hvorledes denne ved List overvandt og dræbde ODDA, see Erik den veltalende!
ODRUNA
en Dotter af Kong BUDLE, Syster til Kong ATLE BUDLESØN og BRYNHILLDUR, see Gunnar!
ODDUR HIIN VIDTFØRLI
see Orvar Oddur!
ODER
var gift med NIORD DEN RIGEs Dotter Gudinden FREYA, og havde med hende 2 Døttre af blændende Skiønhed, HNOS og GERSIME. Uagtet hendes stærke Kierlighed til ham forlod han hende dog for at reise i fierne Lande. Den store Sorg han derved forvoldte hende, see ved Freya!
ODIN (1)
BØRs Søn (efter andre en Søn af den tyrkiske Konge BURE), skal have levet i Staden ASGAARD VED TANAIS til en Tid, der taber sig i den mørkeste Alderdom, og der have lært sine Folk at dyrke Solen, at være siden selv blevet dyrket som Gud, og antages derfor ofte for den samme som Solen. Hvilken Dyrkelse den sidste ODIN skal have bragt til NORDEN, hvor han holdtes i mange Aarhundrede for den ældste og øverste Gud, af hvilken Aarsag han og kaldtes ALFADER, hvilken Benævnelse ODIN FREDEJULFs Søn i Tiden tillagdes. Nogle have og giort Forskiel mellem ALFADER og ham, og sat denne sidste som skabt mellem underordnede Guder; Ja nogle især af andre Religions Sekter og meest de første KRISTNE I NORDEN have anseet ham for et ondtgiørende Væsen, see mere ved Odin 3 Fredejulfs Søn!
ODIN (2)
HEREMODS SØN eller den MELLEMSTE ODIN, regierede over ASERNE i ASGAARD, og menes af Frygt for den Persiske Konge DARIUS HYSTASPIS, som da krigede i disse Lande, at være flygtet med en stor Folkesværm af ASER eller GOTHER til ØSTERSØENS SYDLIGE KYSTER. Disse Folk have nogle kaldt TYRKER og ham selv TYRKERNES KONGE. Med dem skal han have nedsat sig ved DÚNA, bygget et nyt ASGAARD, indført ODINS DYRKELSE, indrettet Offringer, og havt mange Krige med JETTER, THUSSER, TROLDE og DVERGE. Hans Folk kaldtes siden GOTHER, og Landene deraf REIDGOTHALAND og ASASYSLER. Man har og, maaskee urigtig, tillagt ham at være kommen til NORDEN, have erobret de fleste Lande og indført sin Religion. Mange Fabler og Eventyrer fortælles og om ham, hvilke de senere Tiders Fabellære har forvekslet saavelsom hans egen Person m. t.
ODIN (3) FREDEJULFS SØN
en Fyrste over ASERNE, hvis egentlige Navn skal have været SIGGE. Med sine Brødre VE, og VILE regierede han over ASERNE I ASGAARD (ventelig det nyere DÚNA), eller MIDGAARD VED VAUAQVIFL. Paa den anden Side af denne Flod boede VANERNE, ASERNEs bestandige Fiender. Med disse laae ODIN længe i Krig, som førdes med foranderlig Lykke, indtil Parterne kiede af at krige ingik Forlig, imod at give hverandre til Fredstegn og Gidsel nogle af deres bedste Mænd. VANERNE gave NIORD DEN RIGE og hans Søn FREY, samt deres viseste Mand KVASER, og fik igien af ODIN: MIMER og den eenfoldige HEINER. Dog, da VANERNE formedelst HEINERS DUMHED troede sig bedragne ved Mandeskifte, afhuggede de MIMERs Hoved og sendte til ODIN, som balsamerede det, læsde Troldom derover, saa det kunde give Svar, og betiende sig i Nødstilfælde af det som et Orakul. I ASAHEIM, hvor ODIN regierede, en gammel Gud ODIN, BØRs Søn, hvis Dyrkelse ODIN indrettede, satte 12 OFFERPRÆSTER (DIAR), som tillige vare HOFGODER og DOMMERE, samt lige saa mange Fruentimmere (DISER), til at forrette Offertienesten, og alle disse bleve i Fremtiden ligesom han selv anseete, for Guder og Gudinder. Her kom han og i saadan Anseelse, at Kongerne efter Saxo lode giøre hans Billede af Guld behængt med Guld Armbaand, og sendte til ASGAARD (BYZANTS). Men hans Kone FRIGGA stial Guldet for at pynte sig dermed, og, da ODIN lod det hænge høit, lod hun sig ligge hos for at faae det. Af Skam over denne Handling maatte ODIN forlade ASGAARD, og forblev i denne sin Landflygtighed indtil FRIGGAS DØD, da han kom tilbage og i sin forrige Anseelse. ODIN var meget viis, tapper, snedig, og en vild og modig Kriger, som søgde Krigen, hvor han kunde, og var for det meste seierrig. Paa et af sine fierne Toge udeblev han saalænge, at Brødrene, uvisse om hans Skiebne, delede sig i hans Rige og Kone, men gav ham dog ved Hiemkomsten begge tilbage. Især overgik ODIN alle i Troldom. Ved sine hemmelige Konster indsaae han, at hans Lande i Tiden vilde blive et Rov for fremmede Erobrere; han satte derfor sine Brødre VE og VILE over derover, og drog med sine Hofgoder og Diser samt en Mængde ASER til vore NORDISKE LANDE at søge et nyt Rige. En stor Sværm fulgde med ham, ved hvis Hielp han (maaskee uvist) skal have erobret GARDARIKE, SACHSEN og DANMARK, hvilke Lande han gav til sine Sønner. Han drog derefter ind i SVERRIG. Uagtet han forefandt mægtige Stater under FORNIOTER eller hans Søn KARE i JOTUNHEIM, GYLFE i SVERRIG og HLER (ÆGER) i DANMARK, vidste han dog at besnære dem, giorde Forbund med dem, og bevægede endog ved Rygtet om sig de to sidste til at giøre en Reise til ASGAARD for at indhente Kundskab om ham, og forefaldt da ved disse Besøg de Samtaler, som er den fornemmeste Indhold af Edda, og, da ODIN mærkede, at GYLFE havde et godt Land, drog han til SVERRIG, opslog sin Boepæl i gamle SIGTUN ved LOGEREN, hvor han byggede et stort Tempel, og indrettede Offertienesten paa samme Fod som i ASAHEIM. Uvist hvorledes forskaffede han sig endeel Lande, som han satte sine Sønner over, og som sine Diar Boliger i. Saaledes fik NIORD NOATUN, HEINER HUNDBIERG, HEIMDAL HIMMINBORG, THOR TRUDVANGER, og BALDER boede paa BREIDABLIK. Den af ODIN indførte Religion var krigersk, og sigtede til at danne Folk til vilde og rasende Krigere, og denne Hensigt opnaaede han, saa at de i SEKLER vare Europas Barbarer og Plage. Naar de droge i Strid, lagde han Hænderne paa dem og velsignede dem. Deraf opflammedes deres Mod, saa de gik frem med en blind Tapperhed uden at vige eller agte Livet, og stedse fik Seier. Endnu mere bidrog hertil hans Lære om det tilkommende Liv. Snedighed og Lykke hialp ham at indbilde dem at VALHALs eller det tilkommende HIMMERIGEs Glæder kun var for de tappre, som faldt i Striden, og lovede disse Helte i hans Bolig efter Døden daglig Slagsmaal, Drik i Overflod, yndige Møer til at skienke for dem, og evindeligt Flesk, som var deres Livspise. Ingen Under at de foragtede Livet, som havde saameget godt i vente; men de der døde paa Sottesengen af Ælde og Sygdomme, skulde efter hans Lære komme i det forfærdelige NIFLHEIM, som var i det yderste Nord, hvor intet ventede dem uden Frost, Sult, Tørst og anden Elendighed. ODIN befalede og at brænde de Døde, og saa megen Eiendom, Vaaben og Kostbarheder man kastede paa Baalet, saa skulde den Afdøde eie i VALHAL. Over berømte Mænd skulde man giøre Høie og Opreise BAUTASTENE til Erindring. De ringeres Aske skulde nedgraves i Jorden eller kastes i Havet. Det bedste Eksempel for sin Lære gav han selv ved sin Død. Endog i den blev han sig selv tro, lod sig mærke med Geirs Odde eller hugge 9 Saar, og døde som en Helt, efterat have i Forveien tilegnet sig alle de Døde, der faldt i Strid, som han vilde sanke til sig i GUDHEIM. Han efterlod sig mange Børn af sine forskiellige Koner, som BALDER, MEILE, VIDAR, NESFUR, VALE (eller BO), ALE, THOR, HILLDALFUR, HERMODUR, SIGGE, SKIOLD, ASABRAGUR, OLLDNER, ITREKS JOD, HEIMDALLUR, SEMINGUR, HAUDUR, BRAGE, ENNELANGUR, EINDRIDE, BIOR, HLODIDE, HARDVIOR, SØNNØNGUR, VINGTHOR og RYMUR, hvortil nogle legge HRUGNIR, SVIFDAGUR og NIARRE, og mere urettelig Dvergen ANDVARE, NARFL eller NARI og SIGURLAMI. Til sine Venner og nogle Børn uddelede han Lande, saa at SKJOLD kom til at regiere i SIELLAND, NIORD over de Svenske i UPLAND, SÆMING TRONDELAGET, HEIMDAL SKAANE, BALDER ANGELN, og SIGGE i HUNSINGOV.
Fabelen har mangfoldig blandet ODINERNE, især de to sidste og den SAXISKE med hverandre, og fortalt om denne alle de Ting der høre til de ander, hvorfore de og her anføres. Han var deilig af Skabning, mild og venlig mod sine Fiender. Han var sin Tids Fornemmeste Digter, og talede stedse paa Vers, som efter ham kaldtes ASAMAAL, ligesom og hans ASER, som deraf kaldtes LIODASMIDER. I Troldom havde han ingen sin Lige. Han kunde endog efter Behag forandre sin Skikkelse. Undertiden laae hans Legem som dødt, medens Sielen var i fierne Lande at indhente Kundskab; I Striden kunde han døve Vaaben, og giøre sine Fiender blinde, døve og forskrækkede, men sine egne Folk saa modige, at de gik frem som Hunde og vilde Dyr. Han kunde finde, hvor der fandtes forborgne Skatte i Jorden. Han satte sig og ved de Dødes Høie, kunde fremkalde dem af Gravene, og faae dem til at spaae eller foraarsage ondt, og deraf kaldtes han HOUGA DROTTEN eller DRAUGA DROTTEN. Alt dette udrettede han ved GALDRER, en Sort Troldom, som frembragtes ved Vers eller Runer, hvoraf alle ASERNE, som ODIN havde lært dem til, kaldtes Galdremestere eller Runemestere. Han forstod og en anden langt kraftigere Konst kaldet Seid. De som brugde den kaldtes Seidmader. Ved den udrettedes meget ondt, som at forgiøre Mennesker, og til den hørde saa megen Ondskab og Vederstyggelighed at ASERNE skammede sig derved, og overlod til Kvinderne at øve den. Disse Videnskaber især giorde ham baade anseet og frygtet af fremmede.
ODIN var gift med FRIGGA, som skiøndt Gudinde var ham ikke mindre end tro, see Frigga! dog ODIN glemde ikke at giendgielde hendes Utroskaber, og er i dette Kapitel slet ikke neden for de sydligere Nationers Guder. Han giftede sig og med Kæmpen THIASSEs Dotter SKADA, som forhen var gift med NIORD. Desuden havde han adskillige Qvasi Koner, som JORTH eller JORDEN, GUNLAUD, GERDIR, RINDA og SAGA, og med alle disse i alt 26 Sønner. Disse og andre slemme Historier giorde ODIN forhadt. De andre Guder afsatte ham endog, og gave hans Værdighed til THORs Søn OLLER. Dog kom ODIN derefter til sin forrige Værdighed, og i langt stærre Agtelse end tilforn, see Uller!
Fabelerne have forvekslet ham med den første ODIN, og derfore udgives han for en Søn af BORE og Risen BALDORNs Dotter BEYZLA. Han var ligesom hans Kone FRIGGA blandt Gudinderne, den øverste Gud, og kaldtes ALFADER, eller alle Tings Skaber, Opholder og Herre. Dog bleve han af de, som foragtede hans Lære, anseet for en ond Guddom, Aarsagen til meget ondt, ja vel og for en Bedrager, en ond Trold og et Spøgelse. Især var han Krigens og Ærens gud, som stedse indfandt sig paa Valpladsene, eller sendte sine VALKYRIER derhen for at tilegne sig de, der faldt i Striden, og anviisde disse, efter hans Lære Lyksalige, Plads i VALHALLA. Undertiden tog han selv Deel i Striden, og enten frelsde sine Yndlinger af Farer eller befordrede deres Endeligt. Han skal og have opfundet og lært Kong HADDING den Slagtorden, som kaldes at sviinfylke. Som Krigens Gud kaldes han VALFADER. I VALHALLA boede han paa det prægtige Slot HLIDSCIALF, hvor han hver Morgen fra sin Trone, som ingen ustraffet turde bestige, oversaae hele JORDEN og MENNESKENE. Der fælder han daglig Dom med sine 12 Diar, sætter sig til Bords med 432000 Einheriar (Helte). Der levede han blot af at drikke Miød (efter andre drak han allene Viin), der flyder i saadan Overflodighed af en af Træet LERADA ædende Gieds Yver, at det er nok for alle derværende Guder og Einheriar. Derimod spiser han intet, men kaster al den Mad, som foresattes ham, til 2 hos ham liggende Ulve GERI og FREKI. Efter Maaltidet drager han med sit Selskab ud af VALHALLAs 540 Porte, hvor de øvede sig i at stride, og de som faldt, straks bleve levende igien. Han havde 2 Ravne, HUGINN og MUNNIN, som i VALHAL stedse sidder paa hans Skulder. Disse sender han daglig ud. De drage da hele Verden omkring, komme hiem ved Maaltids Tid, og fortælle, hvad de have seet og hørt. Heraf kommer ODINs Kunskab om alt, hvad der sker over den hele Verden, og deraf kaldes han RAVNEGUD. Hans Skib kaldtes SKIDBLADNER, som var giort af Dvergen IVALDA Sønner, havde stedse god Vind, og kunde sammenfoldes og puttes i Lommen. Hans Hest SLEIPNER havde 8 Fødder, og var den bedste i hele Verden. Hvorledes han paa denne kom til Kæmpen HRUGNER, og i Trætte med ham, samt hvorledes HRUGNER paa sin Hest GULDFAXE forfulgde ham lige ind i ASGAARD, see Hrugner! Desuden havde han mangfoldige Eventyrer, især i Selskab med LOKE, som han var i Fosterbrødrelag og havde blandet Blod med. En Reise han giorde med LOKE og HEINER, havde nær voldet guderne Tabet af Gudinden IDUNA og hendes Æbler, see Loke! En anden Gang, han reisde i samme Selskab, dræbde LOKE HREIDMARs Søn OTTUR, hvorfore han maatte sende LOKE efter ANDVARES SKAT, som han gav Faderen i Bod, see Hreidmar! Da ÆGER havde besøgt ASERNE i ASGAARD, og igien indbudet dem til sig om 3 Maaneder, drog ODIN derhen med sit følge, og tog der LOKE, som BRAGA vilde udelukke af Drikkelaget, til Bords, da han erinderede ODIN om hans Løvte aldrig at drikke uden LOKE drak med, og hvorledes LOKE giorde det grovere giorde Klammerie med alle, og bebreidede ODIN at han var uretfærdig, og gav ofte feige Mænd Seier, see Loke! Om ODINs Reise til Kæmpen VAFTHRUDNI, see Vafthrudni!
Uagtet ODIN var Krigens og den øverste Gud, var han dog oftere i Fare, især for Kæmpen SUTTUNG, som forfulgde og nær havde indhentet ham, da ODIN havde besovet hans Dotter GUNLØDA, og bemæget sig det af den vise KVASERS BLOD tillavede SUTTUNGA MIØD, see Suttung! Af den Kaledoniske Konge FINGAL i MORVEN, som han hialp Kong FROTHAL i LOCHLIN imod, blev han overvundet, og da han havde Lyst til Vandet i MIMERS BRØND, fik han det kun imod at sætte MIMER sit ene Øie i Pandt, hvorefter han bestandig var eenøiet. Man troede, at ODIN ofte aabenbarede sig for Folk, antog sig deres Vel eller skadede dem. Saaledes skal han have aabenbaret sig for HADDING, ROLFKRAKE, SIGURD FOFFNERSBANE, HARALD HYLDETAND, endog for den kristne Norske Konge OLUF TRYGGVASON og flere. Hvorledes han under Navn af HROSHARSGRANE opfødde den MELLEMSTE STERKODDER og Kong VIKAR, see Sterkodder! Og hvorledes han under Navn af GRIMNIR kom til GEIRRØDR, og som GIESTIBLINDE til den Reidgothiske Konge HEIDREKR, see Geirrødr og Heidrekr!
Skiøndt øverste Gud skulde ODIN dog ikke leve evigen. Det fatale RAGNAROKR eller GUDERNES TUSKMØRKE var Enden af den Tilværelse. I den over MUSPELS SØNNERs Indbrud i HIMMELEN over BIFROST almindelig Angest, gaaer han til MIMERS BRØND at hente Raad, ifører sig derpaa sin skiønne Rustning, omgiorder sit Sværd GUGNER, og drager med sine Guder og Helte mod sine Fiender paa Marken VIGRIDR, men opsluges der af FENRIS ULVEN.
ODIN Navn og Dyrkelse har vidtløftig udbredt sig, endog til SAXEN og ENGELLAND, hvor han kaldtes WODAN, og i det Meklenburgske VODHA. Hos Ossian kaldes han LODA, og DANMARK (LOCHLIN), efter ham LODAS STRANDBRED og det flodrige LODA. Samme Skribent skildrer ham og som en ond Aand, der blev overvundet af FINGAL. I Edda tillegges ham mange Navne, deraf en Deel egentligst tilhøre ALFADER, see Alfader! Endeel, især JOTISKE FOLKESLAG haver holdet ham for en ond Gud, og ved Kristendommens Indførsel maatte PROSELYTER afsværge ham som DIEVEL og hans Væsen. Af ham har ONSDAGEN NAVN.
ODIN (4) DEN SAXISKE
den samme som VODAN, ANGUL eller HUGLEIK, see Hugleik!
ODINS FEST
see Offerfeste!
ODRÆRER
see Fialar!
OEDUMLA
see Audumla!
OERGELMER
see Huergelmer!
OFFERFESTE
havdes adskillige af, især JOL eller THORREBLOT, som holdtes om Midvinter, hvoraf den kaldtes MIDVETRER BLOT, begyndte med HOEKE NATTEN eller HØIESTE VINTERNAT, og holdtes for Jordens Grøde. GOEBLOT holdes i Februar. I April offredes ODIN, men i SVERRIG FREYR til Ære, og om Høsten til FREYR. Om Sommeren offredes for Seier. Ogsaa Gudinderne holdtes Fester, som deraf kaldtes DISARBLOT. De vare sædvanlige i hele NORDEN; Giestebud, Drik og Overdaad vare i Almindelighed forbundne dermed.
OGN ALFAFOSTRE
var forlovet med den ÆLDSTE STERKODDER, men kunde ikke lide denne barske Kæmpe, og lod sig derfor godvillig bortfører af Berserken HERGRIM, ARNGRIMs Søn. Men, da STERKODDER kom over dem, og fældede HERGRIM i Kamp, dræbde hun sig for ikke at ægte Seierherren.
OGN
en Dotter af den Engelske Konge CRETTA i LINDSEY, blev gift med den Danske Konge ROE, som ved dette Giftermaal fik Deel i Landets Regiering. En Dansk Jarl HROKUR, dræbde hendes Mand, bemægtede sig hans Rige, og forlangede hende til ægte af hendes Fader. CRETTA turde ikke afslaae ham det, og henstillede derfor Sagen til sin Dotter, som for at forhale Tiden udbad sig Frist, til hun havde født det Barn, som hun var frugtsommelig med ved ROE, men imidlertid sendte hun Bud til hendes afdøde Mands Broder den Danske Konge HELGE, og bad ham om Hielp, som derefter og holdt Løvtet, og skildte hende ved den modbydelige Frier. See Helge!
OKOLM
et stort Landskab, hvori GIMLE eller det efter RAGNAROKR begyndende andet Himmerig laae. See Ragnarokr!
OLIMAR
Konge af GARDERIKE, krigede i Foreening med HUNNERNE mod den Reidgothiske Konge ANGANTYR og hans Allierede den Danske Konge FRODE 7. (Efter Saxo krigede han mod Kong FRODE FREDGODE i Foreening med Kong HUN, hvis Dotter FRODE havde forskudt) Han havde i denne Krig en overmaade talrig Flode, som anførdes af 6 Konger, og kom først i Samtale med den i FRODEs Tieneste saa bekiendte ERIK DEN VELTALENDE FRA RENNESØE, som foresnakkede ham en Deel om FRODEs Uovervindelighed. Derefter kom det til et Søeslag mellem ham og FRODE, hvori alle Kongerne i hans Hær faldt, undtagen OLIMAR selv og DAG, og Nederlaget var saa stort, at, da FRODE vilde seile bort, kunde han ikke komme frem i Havet for døde Kroppe. OLIMAR maatte da bekvemme sig til at blive FRODEs Mand, og undertvang derpaa for denne Konge JEMTERNEs og HELSINGERNEs Konge THOR–LANGE og nogle andre Fyrster, erobrede ØELAND, og krigede i SVERRIG. Ligeledes giorde han et lykkeligt Tog i AUSTURVEG, og da FRODE fuldkommen havde overvundet alle sine Fiender, blev OLIMAR af ham sat til Konge over HOLMGAARD.
OLLER eller ULLER
THORs Stedsøn, opkastede sig til Gud mod ODIN, og blev ihielslaaet i FYHN af de Danske. Han dyrkedes siden som Gud under Navn af ULLER, som Fabelen har giort til en Søn af THOR og SIFF DEN KYDSKE. See Uller! Man har Grund til at troe, at han er den samme som Saxo kalder MITOTHIN, og fortæller om, at han ved Hekserie og Tryllekonster bragde sig i saa stor Anseelse, at han, da ODIN af Skam over sin Kones FRIGGAs Utroskaber var bleven landflygtig, forskaffede sig guddommelig Ære og Dyrkelse. Han afskaffede den Skik at offre til flere Guder paa eengang, og befalede at offre hver især. Men, da ODIN efter FRIGGAs Død kom tilbage, flyede han til FYHN, og blev der dræbt i et Oprør. End ikke i Graven holdt han sig rolig, men foraarsagede en haard Pest, der smittede enhver, som nærmede sig hans Grav. Hvorfore Indbyggerne grove Liiget op, afhuggede hans Hoved, og slog Kroppen fast i Jorden med en spids Eegepæl, som i de Dage holdtes for det kraftigste Middel mod Spøgerie, og dermed ophørte Plagen.
OLUF eller ALEIF LITILLATI
UFFOs Søn, regierede i LEIRE, var begavet med Mod nok, men var tillige svag og en daarlig Anfører, desuden saa lidet bekymret om sin egen Høihed, at han geraadede i Foragt hos Almuen, og fik deraf det Øgenavn LITILLATI. Sin Dotter OLUFA giftede han med den Skaanske Konge DAN MYKILLATI, men til sin egen Skade, fordi Svigersønnen paastod, at være hans nærmeste Arving, da han ingen Sønner havde. OLUF fandt hans Fordring billig, og overgav ham Rigets faste Stæder og Skatkammeret. Dog, da ham nogen Tid efter fødtes en Søn, den bekiendte HUGLEIK, og han umagede sig for at forskaffe ham Riget efter sig, kom han derover i Krig med sin Svigersøn, og blev af ham dræbt.
OLUF eller TROND
regierede over THELEMARKEN, HADDINGDALEN og det THRONHIEMSKE tillige med sine Systre de 2 tappre Skioldmøer STIFLA og RUSLA, som han levede i stedsevarende Ueenighed med. RUSLA var misundelig over de Danskes den Tid tiltagende Magt i Norge, og forfulgde alle, som holdt med DANSKERNE. Herover blev hun angrebet af den Skaanske Konge OMUND, men slog hans Folk. Efter denne Seier anfaldt hun HALLAND, men blev slaget af HOMOTH og THOLE, saa hun kun med 30 Skibe kom tilbage til NORGE. Der angreb OLUF hende, men mistede sin heele Armee, og maatte flye over DOVREFIELD. Derpaa kom OMUND selv til NORGE med en Flode, og fordrev hende. Paa Flugten kom OLUF over hende og dræbde hende. OMUND underlagde sig da alle Indvaanerne, og gav OLUF hendes Land at regiere som Jarl. Dog endda havde OLUFs Gienvordigheder ikke Ende. Den anden Syster STIFLA kom tilbage til det THRONDHIEMSKE, og for at hævne RUSLAs Død bekrigede ham. Da Leirekongen FRODE 4 fik dette at vide, kom han forklædt til NORGE, overvandt og nedlagde STIFLA i et Sund, som efter hende Kaldtes STIFLASUND, for hvilken Tieneste OLUF tilbød ham anseelige Gaver, som han stormodig afslog. See Frode 4!
OLUFA (1)
en Dotter af Leirekongen OLUF eller ALEIF LITILLATI og gift med den Skaanske Konge DAN MYKILLATI. See Dan Mykillati!
OLUFA (2) eller ALOF
en Dotter af den Saxiske Konge HAKE, et stridbar og deilig men tillige hovmodig og grumt Fruentimmer, regierede over SAXERNE i WAGERLAND. Rygtet om hendes Skiønhed bragde Leirekongen HELGE med en stor Armee til hendes Land; men OLUFA ikke allene foragtede hans Kierlighed, men endog forhaanede ham, ved at lade ham drikke sig drukken, ladt hans Haar og Skieg afrage, Hovedet indsmøre med Tiere og bringe ham til hans Skibe. For at hævne denne Tort kom HELGE tilbage, lod hende ved en bestukken Træl lokke eene ud i en Skov, og voldtog hende, hvoraf hun blev Moder til en Dotter YRSA. See mere ved Helge! Imidlertid giftede OLUFA sig med GEIRTHIOF, jagede YRSA af Had til hendes Fader HELGE fra Hoffet, og satte hende, da hun var 12 Aar gammel, uagtet hendes store Skiønhed, til at vogte sine Hiorder. Da hendte det sig, at den mægtige Svenske Konge ADILS kom i Kong GEIRTHIOFs Fraværelse til de SAXISKE KYSTER, giorde Strandhug, og tillige med meget andet Bytte bortførde YRSA, som han ægtede. Men nogen Tid efter blev hun ham paa samme Maade frataget af Kong HELGE, som uden at vide, at hun var hans Dotter avlede den berømte ROLF KRAKE med hende. Efter nogen Tid drog OLUFA i HELGEs Fraværelse til DANMARK og tilfredsstillede sin Hævnlyst ved at aabenbare YRSA hendes Herkomst og den Blodskam hun levede i med hendes egen Fader, hvorefter YRSA forlod HELGE, og drog til sin forrige Mand ADILS. See Yrsa! Da OLUFA derefter havde mistet sin mand GEIERTHIOF, feidede den Reidgothiske Konge HEIDREKR i hendes Enkestand hvert Aar paa SAXEN. Heraf kiededes hendes Fader HAKE, og indbød derfore HEIDREKR til et Giestebud, som endtes med Ægteskab og Bryllup mellem HEIDREKR og OLUFA. Denne hendes Mand bad hun ofte om Tilladelse at besøge sine Frænder, som han tvertimod sin Faders den vise HØFUNDRs Raad ofte tillod hende. Eengang tog hun sin Stedsøn ANGANTYR med til SAXEN, og blev der længe om Sommeren. HEIDREKR var samme Sommer efter Sædvane paa Fribytterie, kom om Høsten til SAXEN, skiulede sine Skibe, gik om Aftenen silde med een af sine Folk forklædt til Dronningens Sovekammer, og saae der en Mandsperson med deilige lange gule Haar liggende i hendes Arme. Uagtet hans Medfølger raadede ham at dræbe hende, nøiedes han dog med at afskiære Galanten en Lok Haar, bortførte ANGANTYR, som sov paa en Bænk, og forføiede sig med ham lige saa hemmelig som han var kommen, til sine Skibe. Dagen efter lagde HEIDREKR ind i Havnen, og blev da til hans Modtagelse anrettet et stort Giestebud, hvor man uvidende om, hvor ANGANTYR var henkommen, foregav at han var pludselig død. HEIDREKR for at gribe dem i Løgnen forlangede at see Graven, som han lod opkaste, og fandt deri kun en død Hund. Derefter lod han fremføre ANGANTYR, fortalde alt, og lod lede efter om nogen havde gule Øienbryne. Nogen Tid ledte man forgieves, men fandt endelig en Træl i Kongens Kiøkken, som bar Huen langt ned i Øinene, og var den omsøgte Person. Heraf saaes hendes nedrige Opførsel, og at hun havde skienket en Træl sin Kierlighed. Faderen HAKE henstillede da til HEIDREKR at afsige selv hendes Dom, som han afgiorde ved at skille sig fra hende og beholde hendes indførte Midler. See Heidrekr!
OME
see Alfader!
OMUND
en Søn af den Skaanske Konge ALI HIIN FRÆKNE, regierede som FRODE 4DEs Underkonge over SKAANE og HALLAND, var en navnkundig Krigshelt, og blev meget tidlig berømt. Hans første Krig var mod den Norske Konge KONGE RING i RINGARIKE for at faae hans deilige Dotter ASA til Kone, som Faderen kun vilde give til en berømt Kriger, og det var OMUND endnu ikke. Han drog med en Flode til NORGE, og kom først til Kong ODDUR paa JÆDEREN, som beklagede sig for ham over Kong RING. De foreenede sig, og angrebe RINGARIKE, men, da RING var fraværende, lode de sig nøie med at plyndre hans private Eiendomme, skaanede Kongens Undersaatter, og angrebe kuns hans Folk, dog aldrig naar de vare færre end deres egne. Imidlertid kom RING tilbage, og det kom til Strid. OMUND havde et saare stort Skib, og paa samme 2 Skaaninger ADILS Sønner HOMOTH og THOLA til Stavngiemmere. RING lagde et Baghold for OMUND, men denne blev i Tide underrettet derom af ODDUR, og sendte nogle mod Bagholdet og ADILS mod RING, men han blev slaget og maatte flye til SKAANE. Derefter foreenede OMUND sig med ODDUR, og leverede RING et Slag. Just i det samme kom ADILS tilbage opmuntret ved en lykkelig Drøm. OMUND vandt Seier; RING blev dødelig saaret, og erklærede før sin Død, at han ikke forlangede nogen tapprere Mand til Svigersøn. Heraf bevægedes OMUND, saa at han endog fældede Taare ved hans Liig, ægtede derefter ASA, og gav hendes Syster til HOMOTH. Derefter havde han mange Handeler i NORGE, især med den krigerske Prindsesse RUSLA, som han overvandt og forjagede, og gav hendes Lande til Broderen OLUF eller THROND. See Oluf! Noget efter blev han udfordret til Strid af RUSLAs 2 overblevne Kæmper BIØRN og THORE. Mod disse sendte han BIØRN og THOLA, som dræbde BIØRN, og saarede THORE, som, da han var bleven lægt, blev OMUNDs Mand, og Jarl over hans Norske Erobringer. Herfra vendte han sig mod SLAVERNE (VENDERNE) og fordrede ved Gesandter Skat af dem. Disse dræbde Gesandterne, sendte ham Hunde og Ravne i Steden for Skat, og anfaldt JYLLAND med en Flode. Der mødte OMUND dem, overvandt 7 SLAVISKE KONGER, og nødte Folket til at give Skat. Om hans øvrige Liv veed man intet mere end at han efterlod sig 2 Døttre og 2 bekiendte Sønner SIVARD og BUTHLE.
ONAR
var gift med NATTEN, og avlede med hende JORDEN.
ONLUGSØE
Øen ANGLESEY ved ENGELAND.
ONNE
en Dotter af den Norske Konge FREKE paa HELGELAND. Hvorledes hun blev bortført af STORVERK, og med ham indebrændt, see Storverk!
ORMT
en af de Floder, som THOR hver Morgen maatte vade over, naar han efter Sædvane reisde til Fods for at komme til Gudernes Forsamling under YDRASIL.
ORRICH
en Søn af ANGELSAXERNEs bekiendte Anfører HORS, regierede over NORTHUMBERLAND.
ORVAR ODD eller ODDUR HIIN VIDTFØRLI (den vidtbereiste)
denne af sin vidtløftige Søereise og urolige Liv navnkundige Helt, var en Søn af GRIM den haarde paa Øen HRAFNISTA ved NUMEDAL. Han blev født paa Søen under Kysten af JÆDEREN, hvor man efter de Tiders Skik ødde Vand paa ham, og kaldte ham ODD. Allerede i sin tidlige Ungdom var han en stor Bueskytter, og kaldtes deraf ORVAR ODD. Ikke allene hans Mod og Styrke udmærkede ham, men tillige hans i de Tider sieldne Foragt for alle Guder, hvorfor han og ligesom ROLF KRAKE kun stolede paa sig selv og sin Arms Styrke. Kied af HRAFNISTA forlod han det for aldrig at komme tilbage, seglede med sin Broder GUDMUND og en liden Flode til BIARMELAND, giennemgravede og plyndrede der en meget hellig Gravhøi ved DVINAFLODENs Munding, og overvandt BIARMERNE i et Slag. Paa Hiemveien plyndrede han i FINMARKEN, men blev af en gruelig Storm kastet til et ubekiendt Land lige over for FINMARKEN. Herefter overtraadde han sit eengang giorte Løvte, drog atter til HRAFNISTA, og sad der stedse i Roe om Vinteren, men sværmede om Sommeren omkring paa Havet. Der overvandt han i Mundingen af GOTHELVEN en mægtig Søerøver HALFDAN med 30 Skibe, og SOLTA med ligesaa mange ved SKIDA. Tilsidst traf han i Søen paa den berømte Kæmpe HIALMAR HIIN HUGPRUDDE. Ham kunde han ikke betvinge, begav sig derfor i Forbund og Fostbrødrelag med ham, og antog hans Søelove ikke at spise raat Kiød, og under Straf at halshugges, fornærme Bønder, Kiøbmænd eller Fruentimmer. Efter nogen Flakken droge de til SVERRIG til Kong YNGVE, som gav ham 3 Landsbyer, og giorde ham til sin Landværnsmand. Her forblev ORVAR–ODD i Roe, indtil han med HIALMAR drog i den bekiendte Kamp paa SAMSØE mod Bersærken ANGANTYR og hans 11 Brødre. See Hialmar! I denne Kamp gik HIALMAR efter Aftale mod ANGANTYR allene, imedens ORVAR ODD, som var iført et Silke–Pantser, som ingen Vaaben kunde bide paa, stridede med de øvrige elleve, og nedlagde dem en efter dem anden med en stor Træekølle eller Træe, han havde hugget Grenene af, for deraf at giøre et Ror til sit forslagne Skib. HIALMAR var ikke saa lykkelig, men døde af sine mange Saar efter først at have dræbt ANGANTYR. I Følge den for Striden giorte Aftale begrov ODDUR alle Brødrene hæderlig ved MUNARVOG paa SAMSØE med deres Vaaben, og førde HIALMARs Liig med sig tilbage til SVERRIG tillige med en Ring, som HIALMAR paa sit yderste havde givet ham til sin Kiereste INGEBORG med de Ord: at hun fik ham aldrig mere at see. See Ingeborg! Der have uden Tvivl været flere ORVARODDER, efter de flestes Mening 3, som underlig sammenstøbte til en Person, ligesom STERKODDER tillægges mange Mænds Alder og en Mængde Fabelagtige Eventyrer, der maaskee, maaskee ikke, udført af alle 3 tillægges den eene. Saaledes skal han have kriget i SKOTLAND, feidede Aaret efter paa IRLAND, og dernæst paa DANMARK, hvor han erobrede 3 Jarlriger. Derefter drog han atter til IRLAND, og forblev der i 3 Aar, efter hvilken Tid han i Foreening med Søerøveren SKOL overfaldt den den Engelske Konge EATMUND DEN HELLIGE, og gav SKOL hans Rige. Ved SKIDA nedlagde han Kongerne HLODVER og HAKE, hvorpaa han lagde med sine Skibe op i GOTHELVEN, men blev der overvundet og fanget af Kong SÆMUND. Dog undslap han lykkelig, gik til Søes, leed efter magen Fare Skibbrud ved AQVITANNIEN, antog der den Kristne Tro, besluttede en Andagtsreise til JERUSALEM, og landede paa Hiemreisen i HELLULAND. Siden kom han til GARDERIGE, giorde sig en Deel deraf skatskyldig, og ægtede der HERRAUDs Dotter SILKISITO. Endelig drog han til NORGE, og døde i SOKNDAL af en anstikkende Syge, da han vilde besee sin Livhest FAXEs Grav, som han meget ung havde forfærdiget.
OSCAR
see Fingal!
OSKE
see Alfader!
OSTMANNER
saaledes kaldtes de Sværme af NORDISKE FOLK, som hergierde og oprettede adskillige Riger i IRLAND, hvis Indbyggere igien af dem kaldtes VESTMANNER.
OSURA
en Dotter af lejrekongen FRODE 3. See Arngrim!
OTHER
EBBEs Søn, hvorledes han bortførde Kong SIVALDs Dotter SIRED og efter endeel Vidtløftigheder endelig bevægede hende til at elske og ægte sig, see Sired!
OTTAR VENDILKRAGE
En Søn af den Svenske Konge EIGIL, regierede i UPSAL. Han friede til OMUNDs Dotter, som var Syster til den Hallandske Konge SIVARD, og fik Løvte paa hende; men, da hans Gesandt EBBE var overfaldet underveis, faldt OTTAR ind i HALLAND, overvandt SIVARD, og tog Prindsessen bort med Magt. Derefter feidede han paa DANMARK, plyndrede SKAANE, og drog giennem ØRESUND til JYLLAND, hvor han lagde ind i LIIMFJORDEN, og hergiede Landet, men der kom Indbyggerne over ham under FRODEs 2 Jarler VOTTUR og FASTE, der tillige bleve hiulpne af den Skaanske Konge JARMERIK, som havde taget SYBBOs Slægt i sin Beskyttelse, da OTTAR havde ladet ham dræbe for utilladelig Omgang med hans Syster. Der blev en skarp Strid, men naar een af de Jydske faldt, kom der ti oven af Landet i hans Sted, saa de Svenske endelig bleve slagne tilligemed OTTAR, hvis Liig de forbittrede Jyder kastede paa en Høi, og lode ligge for Ravne og Krager. Derefter giorde de en Krage af Træe, som de sendte til SVERRIG, med Budskab, at mere var OTTAR ikke værd, og deraf kaldtes han VENDILKRAGE.
OTTUR
en Søn af HREIDMAR og Broder til REIGINN og FOFFNER, var en stor Fisker, og pleiede i en Odders Ham at gaae paa Fangst i en Flod tage Fiskene med Munden og bringe dem hiem til Faderen. En Dag, da han just havde faaet en stor Laks i Munden, kom ODIN, HEINER og LOKE paa deres Vandring i det samme til, af hvilke den sidste slog den formeente Odder ihiel, og fik baade den og Laksen. Hvorledes de derpaa førde Byttet hiem til hans Fader HREIDMAR, og maatte give ham i Bod dvergen ANDVARES SKAT og Ring, see Hreidmar!
OVE BUESKYTTER
en berømt Kæmpe hos throndhiemske Konge ASMUND. I den Krig, hvor hans Herre blev dræbt af Leirekongen FRIDLEV 3, udfordrede OVE FRIDLEV til Kamp, men dennes Kæmpe BIØRN traadte i sin Herres Sted under Foregivende, at det ikke sømmede en Konge at fegte mod en gemeen Mand. I denne Kamp vilde OVE lade see sin Færdighed i Skyden, og da BIØRN havde lagt en Piil paa sin Bue, skiød han, saa Pilen gik giennem det øverste af Strengen paa BIØRNs Bue. Derpaa fulgde en anden Piil, som streifede Knoglen paa BIØRNs finger, og med den tredie rammede han BIØRNs Piil, ved hvilke Konster han viisde, at han kunde dræbt BIØRN, om han havde vildet. Derpaa begyndte Tvekampen mellem dem, hvori begge blev saaret, og skildes ad. Med samme Lykke kom de anden Gang sammen ved AGDENÆS i NORGE, og bleve derefter forliigte af Kong FRIDLEV 3, som gav OVE sin Søn ALI til Opfostring, og tillige gav ham sin forrige Frille og ALIs Moder GYRITHE til Ægte.
