Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte A
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
af Jacob Bærent Møinichen
AAGE
see Ebbe!
ADILS
en mægtig, urolig og stridbar Herre, regierede OSTGOTHLAND, foruroligede stedse sine Naboer, og var stedse seierrig. Især var han vant at gaae alleene bevæbnet ud paa Eventyr. Paa et Tog til SLESVIG dræbde han DEN DANSKE KONG VERMUNDs berømte STATHOLDER FROVIN, og uagtet han ved et gientaget Overfald blev overvundet af dennes Sønner KETO og VIG, som VERMUND havde sat i Faderens Sted, brystede han sig dog bestandig af dette Mord. Endelig besluttede FROVINS SØNNER at hevne deres Fader. Dog ADILS var for mægtig til at angribe ham med aabenbar Krig. De begave sig da eene let bevæbnede til Østergothland, og skiulede sig i en Skov, som ADILS ofte gik eene omkring i. Der mødte de ham, og gave sig ud for Slesvigere, der for et Drab havde forladt deres Fødeland. ADILS spurgde dem om FROVIN, og hvorledes han var omkommet. De svarede: i et Slag. Men nu kunde ADILS ikke holde sig længer, brystede sig af at være hans Banemand, og spurgde, om FROVIN havde efterladt sig Børn; thi af dem ventede han en haard Dyst. Derefter skiltes de ad; men efter nogen Tid mødte de atter ADILS bevæbnede i samme Skov, sagde: at de nu var kommen for at hevne deres Faders Drab, især, da han pralede saa meget deraf, og udfordrede ham at stride med sig. ADILS vilde gierne skaane dem, bad dem betænke sig og bød dem Bod, men forgieves. Derefter tilbød han sig, at stride med begge paa eengang; men ogsaa dette vare de fore ærgjerrige til, og ADILS maatte slaaes med KETO allene. Ham vilde ADILS endnu skaane, holdt det for en Skam at stride mod een allene, der var ham saa lidet voksen, gik forsvarsviis til Verks, gav kun svage Hug, og tilbød ham atter at tage Broderen til Hjelp. Da dette og forkastedes, angreb ADILS ham for Alvor, og uagtet KETO kløvede hans Hjelm, gik saa stærkt løs paa ham, at KETO sank i Knæerne. Da VIG saae ham i Fare, overvandt Broderkjerlighed Ærens Lov, saa han sprang til, og fældede ADILS. Derefter afhuggede de hans Hoved, og førde Kroppen paa en Hest til neste Landsbye, hvor de tillige udspredde, at FROVINS SØNNER nu havde hevnet deres Faders Drab. Han kaldes og ATISLE!
ADILS, eller ATISLE
en Søn af Kong OTTAR VENDILKRAGE, regierede i Upsal; han var riig, mægtig og seierrig, og særdeles Elsker af prægtige Heste. Dog var han lidet gavmild, men holdt dog mange Kæmper, og brugte til sin Magtes Forstørrelse alle muelige Midler. Eengang plyndrede han i SAXEN, og bortførte derfra en deilig Pige YRSA, en Datter af DEN SAXISKE PRINDSESSE ALOF og DEN DANSKE KONGE HELGE, som havde taget ALOF paa et af sine Toge med vold. Denne Piges Yndigheder fortryllede ham saaledes, at han ægtede hende. Dog samme Lyksalighed varede kun kort. Hendes Fader DEN DANSKE KONG HELGE kom med en mægtig Hær til SVERRIG, forjog ADILS, førte blandt andet Bytte YRSA hjem med sig, og avlede med hende den bekjendte ROLF KRAKE. Dog, da hun af sin Moder fik at vilde, at HELGE var hendes Fader, skammede hun sig over sin Blodskam, og drog tilbage igien til ADILS. Denne forvoldte noget efter hendes Faders Død, og efter den Tid kastede hun et uforsonligt Had paa ham, som aldrig ophørde, uagtet hun stedse forblev hos ham. Efter HELGEs Død krævede ADILS Skat af de Danske, havde som den unge ROLFs Stedfader meget at bestille i Danmark, og satte ham en Formynder i REREK, en Søn af DEN ANGLISKE KONGE BØKI, som for sin Grumhed og Gierrighed blev kaldet RAKKE eller HUND, hvoraf den Fabel er kommen, at ADILS satte en Hund over Danmark. Han førte og mange Kostbarheder, især den prægtige RING SVIAGRIIS med sig derfra. Siden efter krigede KONG ADILS mod DEN NORSKE KONGE ALI paa Opland, og dræbte ham i et Slag paa den tilfrosne Væner Søe. KONG ROLFs Kæmper, som han i den Krig havde til Hjelp, hiemsendte han derefter af Gierrighed uden at betale dem den belovede Belønning, og giorde sig derved baade dem og deres Konge fiendsk. See Rolf! ADILS var desuagtet prægtig, og til sin Sikkerhed underholdt 12 raske Kæmper ved sit Hof. Disse søgde YRSA for at skade ham at bringe i Ugunst, og fra Hoffet; men hvor meget han end elskede hende, saae han dog mere efter sin egen Sikkerhed. Ved denne Tid var i Sverrig en riig BONDE SVIPUR, som havde omvexlet sin Ungdoms ustadige Liv, slaaer sig fra Verden, eensom boesat i Skoven syslede med Agerbrug, og nød sine forhvervede Rigdomme. Hans Søn SVIPDAGER kiededes af det eensomme Liv hos Faderen, og kom til ADILS HOF, som modtog ham meget naadig. Især skienkede YRSA ham sin hele Yndest, for at lokke ham som uerfaren paa sin Side. Som sædvanligt opvakde Kongens og Dronningens Gunst ham mange Misundere, og de øvrige Kiemper udfordrede ham til Strid, om han vilde være i deres Tal. Med ADILS tilladelse nedlagde han og fire af dem i Kamp, men fortørnede og derved Kongen. Dog lagde Dronningen sig derimellem, og fik det saaledes afgiort, at SVIPDAGER allene blev ved Hoffet, og de øvrige Bersærker forjagedes. De vilde vel hevne sig, og giorde Ufred i Landet, men bleve tilbagedrevne af SVIPDAGER. Noget efter kom de igien. SVIPDAGER drog atter mod dem, og ADILS selv kom til Striden med Folk, dog uden at hielpe SVIPDAGER, saa han i Krigen nær var bleven slagen, om ikke hans Brødre BEIGADER og HVITSERK havde hiulpet af Faren. Han kom da vel til Hoffet igien, og blev pleiet og lægt af YRSA, men jo mere hans Hengivenhed for hende tog til, jo mere kiølnedes den for Kongen, saa han endelig med sine Brødre tog Afsked og begav sig til KONG ROLF i Danmark. Dette var just YRSAs Hensigt. Da hun havde faaet sin Mands Kæmper bort, æggede hun sin Stedsøn ROLF at komme til Sverrig. Han kom og for at fordre de af ADILS bortførte Skatte. Hans Følge bestod kun af hundrede Mænd og sine Kæmper; SVIPDAGER anførte hele Toget, thi ROLF vilde være ukiendt. YRSA gav ham der den bekiendte VIGGO eller VOGGO til Opvartning (See Viggo), og gav ham desuden ADILS bedste Kostbarheder tilligemed RINGEN SVIAGRIS; men herover kom ROLF i stor Fare. ADILS eftersatte ham, og han reddede sig kun ved at strøe paa FØRRISVOLD de erholdte Skatte, tilligemed Ringen, hvorved han forførde den gierrige ADILS til at staae af Hesten, og slap af Faren (see Rolf).
ADILS blev holdt for en stor Troldmand, var meget overtroisk, hengiven til DEN OTHINISKE GUDSTIENESTE, og ofrede jevnlig til Guderne. Han holdtes for sin Tids bedste Rytter, og holdt meget prægtige Heste, af hvilke han forærede en, som kaldtes RAVN, og havde tilhørt DEN NORSKE KONGE ALI, til KONG GODSGIEST PAA HALOGOLAND, som ved den tilsatte Livet. Denne smukke Konst, som ADILS var saa stolt af, kostede ham og tilsidst Livet. Han sirede eengang et prægtigt TISARBLOT eller Gude–Offer, og reed efter de Tiders Skik omkring i Templet eller DISARSALEN paa sin Hest SLØNGER. Da snublede Hesten med ham. Han slog Hovedet itu mod en Steen, saa Hjernen faldt ud, og det blev denne virkelige store Mands Bane.
AGANDECCA
en Søster af VESTGOTHERNES KONGE STARNO, og Søster til SVARAN. Hendes Fader lovede hende til sin Død Fiende, DEN CALEDONISKE KONGE FINGAL I MORVEN, for at forraske ham. Til denne hende bestemte Brudgom fattede hun mod Faderens Hensigt Kierlighed, og derfor dræbte Faderen hende selv, da han opdagede hendes Lidenskab.
AGNAR I
see GEIRAND!
AGNAR II
en Søn af DEN SKAANSKE KONGE INGEL, en mægtig Kæmpe og berømt Kriger. Han beilede til LEIREKONGEN ROLF KRAKEs Søster RUTA, men Partiet anstod ikke Kongen, og han lovede sin Søster til den af sine Kæmper, der vilde stride mod AGNAR II. Den bekiendte BIARKE eller BODVAR var den eneste, som turde vove sig i denne Kamp. Ved Stridens Begyndelse trættedes de længe, hvo der skulde give det første Hug. Endelig blev dette Fortrin tilsaaet AGNAR, fordi han var af Konge Æt. Han hug da med sit SVÆRD HITHING til BIARKE saa stærke, at det gik giennem Hielmen, og saarede Hovedet, men brast i det samme itu. Da satte BIARKE Foden mod en Stub, og gav AGNAR saa vældig et Hug, at det gik giennem hans venstre Side, og afhug hans høire Been. AGNAR lænede sig da paa sin Albue, og som de Tiders uforfærdede Krigere døde leende, hvilket heltemæssige Endeligt meget blev roset.
AGNAR (3)
en Søn af DEN DANSKE KONGE ROE, regierede i LOLLAND, var stor, stærk og en mægtig Stridsmand. Han lod sig vise det Sted, hvor den ondskabsfulde HROKUR havde kastet hans Faders prægtige Ring i Havet (See Hrokur!), og gik derpaa selv ud at hente den op, skiønt Vandet var meget dybt. To Gange mislykkedes Forsøget, men han lod sig ikke afskrække, og bragte den tredie Gang lykkelig op.
AGNI
en Søn af KONG DAG, regierede i UPSAL, blev en mægtig og navnkundig Stridshelt, bekrigede Finnernes KONGE FROSTE, nedlagde ham med en stor Mængde af hans Folk, giorde stort Bytte, og bortførte hans SØN LOGA og DATTER SKIALF. Da han fra Toget kom til STOKKESUND, slog han sine Telte op i en da der værende Skov. Her ægtede han SKIALF, og tillod hende efter Begiæring at giøre Gravøl over hendes Fader. Mange anseelige Folk indfandt sig til samme, og der herskede efter Sædvane megen Drik. Kongen havde om Halsen et prægtigt Guldsmykke, som KONG VISBUR havde eiet. Da han nu betynget af Vinen vilde gaae til Sengs, bad SKIALF ham forsvare det vel, hvorfore han og bandt det tæt om Halsen, før han lagde sig til Roe. Teltet var slaaet op til et tykt Træe, som skulde skygge for Solens Hede. Dette benyttede SKIALF til sin forehavende Hevn; thi, da han sov, tog hun en Snøre, bandt den til Guldsmykket, lod sine Tienere rive Teltet om, kaste Snøren over en Green og tridse ham op. Da hun saaledes havde faaet ham hængt og sin Fader hevnet, flyede hun med sine Folk til Skibs, og roede bort. Hans Legeme blev brændt Vesten for STOKKESUND paa et Sted, som efter ham kaldtes AGNESIDE.
AKE THOR
see Thor III!
ALANER
et meget mægtigt FOLK VED TANAIS, holdtes for de samme som de i Norden bekiendte ASER.
ALDEIGEBORG
et Sted i GARDARIKE ved det nu værende ALT LADOGA, var et Jarldømme, og menes at have været Havnen for HOLMGAARD.
ALDO
En Helt fra MORVEN i KONG FINGALs Tieneste, forelskede sig i en Dansk KONGE ERRAGONs Kone, den deilige LORMA, drog til SIELLAND, landede ved LUMARS BUGT, og bortførte hende. Den opbragte Konges ubillige Fordringer til FINGAL for dette Rov, bragte det til en Krig mellem dem, hvori baade ERRAGON og ALDO satte Livet til.
ALF
KONGE i ALFHEIM I NORGE, havde en Datter ALFHILDE, som blev bortført af den FØRSTE STERKODDER, STORVERKs Søn. hvorledes dette efter ALFs Begiering blev hevnet af THOR, see Sterkodder!
ALFADER
de gamles evige og øverste Guddom, ALLE TINGS SKABER, Opholder og Bestyrer, maaskee den eneste, som de ret fornuftige og oplyste troede. Han skal for alle Tings Skabelse have opholdt sig hos HRIMTHUSSERNE. Man tillagde ham HIMLENS, JORDENS OG MENNESKENES SKABELSE, og at have givet de sidste en fornuftig og udødelig Siel. Ligeledes frembragte han NIFLHEIM, MUSPELSHEIM OG SURTUR (MØRKET), og af en Draabe af smeltede Iisbierge det guddommelige MENNESKE AURGELME, hvorfra siden kom Gudernes Slægt. ALFADER allene var almægtig og udødelig. De andre Guder ansaaes som ham underordnede. Han skulde, naar de andre ved RAGNAROKE, eller alle Tings almindelige Ødelæggelse omkom, overleve denne frygtelige Tidspunkt, og derefter sanke alle gode og lyksalige Mennesker til sig. VYNGOLF og GIMLE vare de to fortryllende Steder, hvor de skulde leve hos ham i evig Glæde. For denne Guddom udgav ODIN sig, kaldes derfor med hans Navn og forvexles stedse med ham. I ASGAARD havde han tolv Navne: ALFADER, HERIAN, HNIKAR, HNIKUDER, FIOLNER, ONE, OSKE, BIFLID, VIDRER, SVIDRER, SVIDER og JALK.
ALFER
et Slags Halvguder eller Aander, vare to Slags: HVIDE ALFER boede i ALFHEIM eller i den TREDIE HIMMEL VIDBLAENN eller AUNDIANGR, som skulde ved blive, naar den øvrige Verden ødelagdes. Dette ALFHEIM saae ei langt fra URDAR BRYND, ved ASKETRÆET YDRASIL, som Guderne holdte Dom under. Disse ALFER vare gode og hvidere end Solen. De andre vare onde (Dδck Alfer), boede i SVARTALFHEIM, vare sortere end Beeg, og boede inde i Jorden; men konstige vare de, saa at SVARTALFHEIM var det Land, Guderne bestilde deres konstige Arbeider fra. De nedstammede alle fra KONG ALF, ODINS BRODER. De hvide vare meget smukke, og de sorte de afskyeligste Skabninger næst RISERNE. De sorte forveksledes meget ofte med DVERGENE, og kunde døe. De hvide derimod skulde opleve RAGNAROKR. Man tillagte dem Dyrkelse, man offrede og tilbad dem. Endog nogle have givet dem Plads i GIMLE.
ALFHEIM
en Plads i HIMLEN mod SYNDEN i den tredie Himmel, som kaldtes VIDBLAENN eller AUNDLANGR, var Opholdssted for DE HVIDE ALFER. I senere Tider betegnedes herved Landet BAHUSLEHN indtil GOTHELV. Endnu et andet meget nordlig beliggende ALFHEIM nævnes i Hervarar Saga.
ALFHILD (1)
en Datter af KONG ALF den gamle paa ALFHEIM, see den første Sterkodder!
ALFHILD (2)
gift med den Norske KONGE HIORVARD, og ved ham Moder til HEDIN.
ALFRUN
see Ale!
ALFSBANE
see Regnar Lodbrok!
ALFUR
Broder til den MELLEMSTE ODIN. Førte med sin Broder en Sværm ASER og TYRKER ind i Landet, og bebyggede dets østre Deel, som efter ham kaldtes ALFHEIM. Han holdtes for Stamfader til alle ALFER og NATTE–SPØGELSER.
ALI
en Søn af LEIREKONGEN FRIDLEV DEN SNARE, og meget elsket af Faderen, som efterat have mistet sin ældre Søn, gik til NORNERNES TEMPEL, for efter de Tiders Overtroe at spørge deres Orakel om sin Søns ALIs Skiebne. Efter giorte Løfter fandt han tre NYMFER siddende paa Stole. Den første af dem tilsagde Alt en deilig Skabning og Yndest hos Folk, den anden gav ham Gavmildhed, men herover blev den tredie fortrydelig og tildelede ham Karrighed, hvoraf han og siden blev kaldet DEN KARRIGE. Han regierede efter sin Fader med sin BRODER FRODE 4 I LEIRE, havde sin Part i SKAANE og HALLAND, var ærebegierlig og krigersk. Strax i sit tolvte Aar drog han ud paa Søerøverie, og blev meget snart saa navnkundig, at man tillagde ham det Navn HIIN FRÆKNE. Han var tillige stærk og hurtig, og havde et saa bister Aasyn, at det skrækkede endog de meest uforsagte. Da han havde hørt, at GUNNAR JARL fra THELEMARK med sin Søn GRIM laae paa Røverie i EIDASKOV, drog han derhen i en let Rustning, som han havde faaet af sin Fader, med sin Hest og Hund for at opsøge Røverne, hvis Spor han kunde kiende i den dybe Snee, satte med sin Hest over en strid rindende Aa, og fandt paa den anden Side deres Bolig omgiven af store Moradser og stærke Forskandsninger. Ogsaa disse satte han over, reed til Stalden, drev der deres Heste ud, og farte sin egen ind. GUNNARs Træl TOKE skieldede og slog til ham, men ALI holdende det for en Skam, at bære Vaaben paa en Træl, bød kun af med Skioldet, greb endelig fat paa ham, knusede og kastede ham ind af Dørren. Baade GUNNAR og GRIM angrede ham de hver fra sin Side. Han saarede dem vel dødelig, men dog fortsatte de Striden, og opmuntrede hverandre for at faae deres Fiende med til Odin. Endelig dræbde ALI den ene, og hans troe Hund den anden. I denne Strid fik han sit første Saar, som han lægede ve at lade sin Hund slikke det. GUNNARs og GRIMs Legemer ophængte han i en høi Gallie, og førte alle deres Rigdomme med sig derfra. Da en NORSK KONGE THORER derefter feidede paa DANMARK, begav han sig med en eneste Krigsmand i Qvindeklæder til THORERS HOF — Selv var han klædt som en gammel Mand, og gav sig ud for at have været STAADERKONGE hos KONG FRIDLEV, og at være bleven jagtet paa Døren af hans Søn ALI. De havde deres Sværde skiulede i Træe Staver. THORERs Hofmænd spottede ham, faldt af Skiemt paa Knæe, kaldte ham Konge, og gave ham Haand som for at sværge ham Troeskab. Han tog dem da ved deres Ord, greb sit Sværd, og gik løs paa THORER, hvis fleste Folk dog forbleve ham troe, og angrebe ALI. Der blev da en stor Strid, hvori THORER faldt tilligemed LIDTUR, som før sin Død gav ALI Øgenavn af HIIN FRÆKNE, men tillige svaaede: at han skulde eengang falde ved Forræderrie af sine egne Folk. Herefter udnævntes han til SØEKONGE, og skal han paa sine Toge have overvundet 70 Søekonger, og blev derved saa navnkundig, at unge tappre Mænd strømmede til ham fra alle Kandter, blandt andre den berømte MELLEMSTE STERKODDER, som han især til sin største Skade skienkede sin hele Yndest — Ved denne Tid regierede i SVERRIG KONG AUN eller ANI DEN GAMLE. Ali paastod hans Rige som Arv efter sin FARBRODER HALVDAN, jagede ham til VESTERGOTHLAND, og besteg UPSALA THRONE. I denne Krig skal han have viist den Tapperhed at stride een Dag mod een, den anden med to, den tredie mod tre, og saa videre liggende hver Dag een til, indtil elleve, som han alle dræbde. Derefter slog han sig til Roe, og overlod STERKODDER til sin BRODER FRODE, som siden af Frygt for hans Mage begik den sorteste Utaknemmelighed, og forbandt sig med den fordrevne KONG AUN for at dræbe sin egen BRODER ALI. Til at fuldbyrde Mordet underkiøbde man den berømte STERKODDER, som forblindet af Guldets Glands lod sig forlede til at dræbe sin Ven, Velgiører og troe Krigskammerat. 120 Punds Guld var Prisen han solgte sig til Nidding for, drog til SVERRIG, og kom til ALI, hvor han som før havde Deel i Kongens Yndest og Gavmildhed. Nogen Tid gik hen, før STERKODDER kunde finde beqvem Leilighed til sit Forsæt; men eengang ALI kom mat og ubevæbnet, gik STERKODDER ind til ham. Dog ALIs skarpe Øiesyn forfærdede ham. Han gav Rum for Frygt og veeg tilbage. ALI ventende intet ondt, spurgte om hans Ærende, men blev i det samme stukket giennem Brystet af STERKODDER, som derefter huggede ham over Halsen, da han vilde reise sig, og der blev denne berømte Helts Bane. Stridende med Døden forstod han, at dette kom fra hans Broder FRODE. Helten lignede sig selv i Døden, og gik leende til ODIN; men blev inderlig beklaget af alle, saa meget mere som han faldt for Vennehaand.
ALREC OG ERIC
Sønner af den SVENSKE KONGE AGNI, regierede fælleds over UPSALA RIGE, vare dygtige Krigshelte og øvede Ryttere, men lidet enige.ALREC overfaldt ØSTGOTHERNEs KONGE GESTIBLINDE, og forjagede ham til DANMARK til KONG FRODE 3, som sendte ham med en Hær under den bekiendte ERIK HIIN FRÆKNE til <SVERRIG. ALEREC rykkede dem i Møde med en Hær, søgte først at overtale <ERIC til at forlade GESTIBLINDE for deres Fædres Venskab, men da ERIC forkastede det, ædskede han GIESTIBLINDE til Kamp, som dog for Alder og Svaghed ikke kunde modtage den. Kort efter kom det til et stort Slag, hvori ALREC blev overvundet. ALREC var gift med den NORSKE PRINSESSE DAGRID, en DATTER AF DAG og SØSTER TIL JOSUR, og havde med hende en SØN ALF. Med sin Broder øvede han sig flittig til Hest, og kappedes om Fortrinnet. En Dag reed de allene bort fra deres Folk uden at komme igien. Man fandt dem da begge døde med knusede Hoveder, skiøndt de ingen Vaaben havde hos sig; men Bidslerne vare slidte af deres Heste, hvorfor man troede, at man havde brugt den til at dræbe hverandre med.
ALRUNE
KONG HIARNES DRONNING, skal ligge begravet paa en Øe i HORSENS FIORD, som efter hende endnu kaldes ALRØE.
ALSVIDUR
MAANENS HEST, som trak dens Vogn om Jorden, see Maanen!
ALVILDE (1)
see Skiold!
ALVILDE (2)
en Datter af KONG GØTHAR I NORGE, blev gift med LEIREKONGEN FRODE7, see Erik den Veltalende!
ALUR
see Brokur!
AMLETH
en SØN AF DEN JYDSKE KONGE HORVENDEL, og RERIKs Dotter GERUTH, var jevnaldrende med ROLF KRAKE, en meget dybsindig, viis og tapper Prinds. Hans Fader blev forrædersk dræbt af sin Broder FENGE, som bemægtigede sig hans Rige og DRONNING GERUTH, under Paaskud, at feie hende fra hendes Mands haarde Medfart. For at undgaae sin Faders Efterstræbelser, stillede AMLETH sig an som gal, veltede sig om i Skarnet, saae stedse skiden ud, og talede i Taaget. Hans eneste Syssel var, at giøre nogle krumme Træekroge, hærde dem i Ilden, og, naar nogen spurgde, hvortil de skulde bruges, svarede han stedse: han gjorde skarpe Sværd, at hevne sin Faders Død med. Med denne forstilte Galskab fik han alle til at troe, at han virkelig var vanvittig. Kun nogle klogere ansaae det for forstilt, og advarede Farbroderen. Man blev eenig om at prøve ham, og troede, at Fruentimmerne bedst kunde opdage Bedrageriet, da Affekt tilintetgiør Overlæg. Nogle troe Mænd maatte derfor føre AMLETH til Hest ind i en stor Skov, og der belure ham. Dog AMLETH undgik. En af dem var opdraget med ham, og vilde advare ham. AMLETH selv indsaae, at der var noget under, satte sig baglends paa Hesten, og holdt i Halen. da han saaledes reed frem, mødte han en Ulv, og da hans Ledsagere sagde, at det var en Hest, sagde han ja, og at FENGE havde kun saa saadanne blandt sine. Ved Stranden kom de derefter til et opkastet Noer. Man sagde ham, at det var en stor Kniv. Ja! men til en stor Skinke, sagde AMLETH. Da de viste ham nogle Sandbanker, og bad ham betragte dette Meel, sagde han, at det var malet af Stormene og Havets Skum. Endelig forlode de ham, da de vare komne til Bestemmelses–Stedet, hvor et af FENGE udsendt Fruentimmer efter Foranstaltning mødte ham paa et mørkt og skyggefuldt Sted. Her havde han nær faldet i Snaren, da just hans omtalte Fosterbroder advarede ham, ved at stikke et Straa i Rumpen paa en Brems, og lade den flyve hen til det Sted, han befandt sig med Fruentimmeret. AMLETH forstod strax Advarselen, førde hende langt bort til et Morads, hvor ingen kom hen, havde sin Villie med hende, men tog hende derpaa i Løvte ikke at forraade ham. Hun lovede dette saa meget mere, som hun elskede ham, og var opdraget med ham. Da hon nu kom hiem, spottede alle ham, og spurgde: hvad han giort med Pigen. Han svarede at han havde besovet hende, og det paa Huus–Mønningen, en Hestehov og en Hanekam; men da man udfrittede Pigen, sagde nei for Gierningen, og man troede ham fuldkommen gal. Dog bemærkede man, at i alle hans gale Svar stedse var nogen Sandhed, og besluttede, at prøve ham ved hans egen Moder, som man menede, at have mere Magt over ham. FENGE reiste derfor bort, som til en nødvendig Reise, og lod AMLETH komme ind i Sovekammeret til sin Moder; men og denne List var han belavet paa. Da han troede, at en Mand laae skiult under Halmen, stillede han sig rasende an, goel som en Hane, slog med Armene som Vinger, sprang op i Halmen, trampede paa den, der laae i Skiul, og da han mærkede noget haardt deri, stak ham igiennem med sit Spyd, hug Kroppen i Stykker, kaagede den og kastede den i Privetet for Svinene, som aad den op. Derefter gik han igien i Kammeret til Moderen, og da hun jamrede sig meget over hans Galskab, benyttede han sig af Leiligheden eengang uden Vidner, at kunde tale med sin Moder, tilstod hende, at alt var forstilt Væsen for at redde sit Liv, tiltalede Moderen haardt, fordi hun kunde elske hans Faders Banemand, og forsikrede, at han kun ventede en bekvem Leilighed til Hevn. Af denne Prøve blev FENGE lige klog; thi da han kom hiem, fandt ingensteds Speideren, og spurgde AMLETH om ham, svarede han: han var gaaet paa Privetet, faldet ned, bleven kvalt i Skarnet og opaadt af Svinene. Med alt dette levede dog Farbroderen i en stadig Uroe for AMLETH, og for at blive denne Plage reent kvit, sendte ham til EN ANGELSAXISK KONGE I BRITANIEN med 2 troe Betiente, der førde nogle Runestokke, hvis Indhold var en Begiering til den Engelske Konge at dræbe ham.AMLETH bad for Afreisen sin Moder at holde hans Grav–Øl et Aar efter Bortreisen, og begav sig bort med sit Følge. Underveis eftersøgde han om Natten, mens de andre sov, deres Stokke, udkradsede, hvad der var skrevet, og skrev i Steden, at Kongen skulde give Amleth sine Dotter, og lade hans Medfølgere henrette. Da de nu kom til Engelland, lod Kongen sig intet mærke med Brevenes Indhold, men modtog og bevertede dem meget vel. Under Maaltidet vragede og kastede han Maden, hvilket giorde Kongen saa opmærksom, at han lod skiule en Mand ved deres Sovekammer, for maaskee af deres Samtale at komme efter Aarsagen. Da de nu taltde derom, og Medfølgerne spurgde Amleth, hvorfor han havde frygtet sig for Maden som giftig, svarede han: at Brødet var besmittet med Blod, Øllet amagede af Jern, og Flesket som et opgravet Liig. Desuden sagde han: at Kongen havde Øine som en Træl, og Dronningen havde i tre Ting opført sig som en Tienestepige. Da Kongen Dagen efter fik dette at vide, troede han, AMLETH enten maatte være meget viis eller fuldkommen gal. Dog blev han snart overbeviist. Med skarp Undersøgelse fik han opdaget, at Brødkornet var vokset paa en Valplads, i Brønden, man havde brygget af, fandtes en Deel rustne Sværd, og Svinene, Flesket var af, havde sneget sig ud af Stien, og ædt af en død Røvers Krop. Kongen spurgde ham da, hvorfore han havde lastet hans Øine, og da han fik at vide, at AMLETH dermed sigtede til hans Herkomst, lod han sin Moder komme, og ved Trudsler fik hende til at bekiende, at hun havde født ham ved en Træl; han undredes nu over Prindsens Viisdom, især da han hørde, at AMLETH havde lastet Dronningen, fordi hun skiulede Hovedet i sin Kaabe, stangede sine Tænder, og spisede det løsstukne Kiød, og opbandt sine Klæder, naar hun vilde gaae. Desuden var hun af Trælle–Æt. Nu blev Kongen saa indtaget af AMLETHs Viisdom, at han gav ham sin Datter til Kone, og lod efter Brevets Lydende hans Medfølgere neste Dag ophænge. Dette tog Amleths sig meget nær, fordrede Bod for dem, og nødte Kongen at give sig for dem en Mængde Guld, som han støbde i to hule Træestokke. Da et Aar var forløbet, vendte han tilbage til Jylland, ankom til Hoffet, just da man holdt hans Begravelsesfest, og opvækkede ved sin Indtrædelse i Salen en almindelig Latter. Han tog straks til sin forrige Galskab. Paa Forespørgsel, hvor han havde giort af sine to Reisekammerader, viiste han Stokkene med Guldet, og sagde, at der vare de. Derpaa hialp han at skienke dygtig i for Giesterne, og bandt sit Sværd om sin Kiole, men, da han af og til trak det halv ud, slog man for at forebygge det et Søm giennem Sværdet. Da derpaa alle Giesterne vare drukne, og sov i Spisesalen, gik AMLETH ind, skar Sørge–Tapeterne ned, som Moderen efter hans Begiering havde behængt den med, viklede dem med de omtalte brændte Træekroge saaledes om Giesterne, at de ikke kunde reise sig, satte Ild paa Salen og opbrændte dem alle. FENGE sov endnu Rusen ud i sit Sovekammer uden at mærke noget. Der gik AMLETH ind, tog hans Sværd ned, hang sit eget fornaglede i Steden, vaagnede FENGE, og sagde at hans Folk opbrændtes, og at AMLETH var kommen, for at hevne sin Fader Kongen greb da efter Sværdet, for at værge sig, og blev i det samme dræbt af AMLETH, som derpaa ved Tinge blev antaget til Konge i Farbroderens Sted, og blev siden meget navnkundig ved sine Bedrivter. Først seglede han til Engelland med tre Skibe og udstafferede Mandskab, der alle vare prægtig udstafferede med forgyldte Skiolde. I sit eget Skiold havde han meget konstig ladet udgrave alle sine Bedrivter. Ved Ankomsten blev han prægtig modtaget og budet til Giest af sin Svigerfader, som, da han fik FENGEs Død at vide, forskrækkedes meget; thi han var i Fostbrødre Lag med ham, og forbundet at hevne hans Død. Dog, for ikke selv at besmitte sine Hænder med Svigersønnens Blod, betiende han sig af, at hans Dronning nylig var død, og sendte AMLETH, at frie for sig til den SKOTSKE DRONNING HERMUNTHRUDA, der levede ugift, og havde saa strænge Kydskheds Begreber, at hun lod aflive alle sine Friere. Dog den uforsagte AMLETH drog derhen med to Hundrede af sine egne Folk og tre Hundrede af Kongens Trælle. Lit før han kom til hendes Bolig besluttede han, for Hestenes Skyld, at hvile i en Eng, hvor han faldt i Søvn ved en Bæks Raslen. Da Dronningen fik at høre, at der var fremmede i Nærheden for at besøge hende, udsendte hun nogle unge Folk at udspeide dem. Een af samme sneg sig ind i Leiren, borttog der AMLETHs Hielm og Skiold, samt Kongens Brev fra hans Hovedgierde og bragde begge Dele til Dronningen, som heraf fik Nys om AMLETHs Ærende. Dog Dronningen havde mere Lyst til en ung rask Mand som AMLETH, hvis Bedrivter hun kunde see af hans Skiold, udslettede derfor Brevet, og skrev i Stedet udi Kongens Navn, at hun skulde ægte AMLETH, og lod derefter Speiderne bringe det alt tilbage til Stedet, det var taget fra. AMLETH var vel imidlertid vaagnet, men lod dog, som han sov, og da Speideren bragde det borttagne tilbage, sprang han op, og fangede ham, skyndte sig derpaa til Dronningen og rygtede sit Ærende. Hun læste da Brevet, rosede AMLETH selv meget, men lastede hans Giftermaal, fordi hans Svigerfader, skiøndt Konge, var af Trælle–Æt; men hun selv derimod, sagde hun, var en fornemme Dronning, som kunde bringe ham et Kongerige til Medgivt. De holdte derefter Bryllup, og droge tilbage til ENGELLAND. Dog brugde AMLETH den Forsigtighed, at lade en Hær af 8000 Skotter følge efter. Hans første Møde der var hans Kone, som med forstilt Venlighed og Tilgivelse af hans Brøde modtog ham. Hendes Fader, Kongen, anstillede sig meget venlig, og indbød ham til et prægtigt Giestebud, hvor Amleth vel indfandt sig med Brynie under sine Klæder og fulgt af 1000 Ryttere; men, da han kom ind af Porten, kastede Kongen et Spyd efter ham, som dog kun saarede ham let. Han begav sig da tilbage til sine Skotter, lod Kongen vide, hvorledes var tilgaaet med Brevet, som HERMUNTHRUDA selv havde forandret, og at han var uskyldig. Dog Kongen lod sig ikke formilde, forfulgde ham, og nedlagde nesten alle hans Folk. Desuagtet hialp AMLETH sig ud af Faren med sin sædvanlige Snildhed. Om Natten opreiste han sine faldne Folk, nogle støttede til Stene, andre til Pæle, og nogle paa Hestene, saa Engellænderne Dagen efter troede, at han havde faaet en stor Undsetning om Natten, og toge Flugten. Hvorpaa AMLETH satte efter dem, dræbde Kongen, og reiste med stort Bytte og sin Dronning tilbage til DANMARK, hvor han fandt sin Moder reent udplyndret af LEIREKONGEN REREK HNAUGVANBAUG, som AMLETH, der ikke troede sig ham voksen, derfor sendte til Foræring det bedste af sit bekomne Engelske Bytte. Dog kom AMLETH siden i Krig med ham, og dræbde deri baade ham og KONG HAN. Derefter overvandt og fældede han den JYDSKE KONGE HOTHER, hvorved han blev den mægtigste Regent i JYLLAND. Han overvandt og den mægtige SKAANSKE KONGE VALDAR, som flygtede for ham til UDAINSAKER. Endelig blev han udfordret til Strid af SOLVE KONGE I SIELLAND OG SKAANE, og af ham dræbt i et Søeslag udi ALRØE SUND VED HORSENS, og blev begravet i en Høi paa Marken ved Landsbyen AMELHEDE I CALLØE AMT I AARHUUSSTIFT. AMLETH er foruden sine mange Heltegierninger endnu bleven bekiendt i seenere Tider, da SHAKESPEAR fornyede hans Minde ved sit skiønne Sørgespil, og derved giorde baade helten og sig selv udødelig. Hans DRONNING HERMUNTHRUDA, uagtet hendes pralende Kydskhed og alle Lovter om trofast evig Kierlighed, overgav sig dog efter hans Død godvillig til hans Bane SOLVE.
AMSVARTNER
see Fenris Ulven!
AMU
see Arngrim!
ANAR
gift med NATTEN. See Natten!
ANDVARA NAUT
en BERYGTET RING, LOKE tog fra DVERGEN ANDVARE, som han aftvang sin Skat, da han af ODIN var bortsendt til at forskaffe Penge at betale HREIDMAR i Bod for hans Søns OTTURs Drab. Det var denne Rings Øde, stedse at forvolde sin Eiermand Døden. See ANDVARE!
ANDVARE
en meget riig Dverg i SVARTALFHEIM. Til ham blev LOKE sendt af ODIN, at hente Penge til at give HREIDMAR i Bod for hans Søn OTTUR. Denne Dverg opholdte sig i en Lakses Skikkelse i et Vand, hvor LOKE ikke kunde faae ham fat. Han reisde derfor til HAVGUDINDEN RAN, laande hendes Garn, som hun opfisker alle døde Mennesker af Havet med, og trak dermed Dvergen i Land. Dog satte LOKE ham i Friehed igien, paa Vilkaar, at give ham alt det Guld, han eiede. Dvergen frembar det i en stor Hob, og da blev LOKE vaer, at han puttede en lille Ring under sin eene Arm. Denne fordrede ogsaa LOKE; men ANDVARE bad meget om at beholde den, sigende: den kunde fortiene ham mange Penge. Dog LOKE var uboielig, tog Ringen og gik bort. Da afsagde Dvergen den Dom, at den Ring skulde volde hver Mands Død, som eiede den. Og denne Dom blev og siden opfyldt. See især SIGURD FOFNERSBANE!
ANGANTYR (1)
en SØN AF ARNGRIM og SVAFURLAMIS DOTTER EYVORA, en stor Berserke og Søerøver, som med sine eleve Brødre, der dog alle tilsammen ikke vare sterkere end han eene, feiede om paa havet, hvor ingen kunde modstaae dem, og skiøndt de vare kuns de 12 allene i et Skib, overvældede de dog mange. En Juleaften, da disse Brødre sadde hiemme hos deres Fader paa Øen BOLME VED HALOGALAND, og BRAGEBÆGERNE efter Sædvane indbares, giorde hver for sig efter de Tiders Brug et Løvte. Hervardr især lovede at ægte den Svenske KONGE YNGVES DOTTER INGEBORG eller sætte Livet til derfor. De andre Brødre loved at være ham behielpelige, og begave sig derefter i dette Ærende til UPSALA, hvor de droge til Kongens Hof, og begierede Prinsessen. Den Tid var ved KONG YNGRES HOF to meget bekiendte KAPPER eller KÆMPER, HIALMAR HIIN HUGPRUDDE og ODDUR HIIN VIDTFØRLI (vidtbereiste) eller OVAR ODDUR. Den forste, da han hørde ANGANTYRA og Brødres Ærende, stod op, foreholdt Kongen de mange store Tienester, han havde viist ham og begierede ligeledes Prinsessen frem for disse fremmede, der vare kun bekiendt af Rygtet om deres onde Handlinger. Neppe var dette skeedt, før HIORVARDR udfordrede HIALMAR til Enekamp paa Øen SAMSØE, erklærende ham tillige for hver Mands Nidding, om han for denne Kamps Afgiørelse ægtede Prinsessen. HIALMAR vedtog Kampen, og Brødrene reiste hiem, og fortalde Udfaldet af deres Reise for Faderen ARNGRIM, som, da han hørde det, begyndte at frygte, da denne HIALMAR i Tapperhed ikke havde sin Lige. Vinteren over forbleve Sønnerne paa BOLME. Mod Foraaret forsynede Faderen dem med gode Vaaben til den forestaaende Kamp. Især gav han ANGANTYR det berygtede SVÆRD THYRSING, som han havde taget fra SVAFURLAMI, HIORVARDR fik HROTTA, og SEMINGR MISTILTEIN. De reisde derpaa bort. Underveis kom de til BIARTHMAR JARL I ALDEIGIUBORG I GARDARIKE. Hans Dotter SVAFA var en mægtig Skioldmøe og meget deilig. Til hende friede ANGANTYR og ægtede hende. Natten for deres Afreise drømde ANGANTYR en Drøm, som han Morgenen efter fortalde Jarlen. Han syntes nemlig, at han og Brødre vare paa SAMSØE, og ihielsloge en Mængde Fugle, som de der forefandt, men traf paa den anden Side af Øen to Ørne, og syntes ANGANTYR selv at slaaes med den eene, og bleve de da i Striden begge saa afmægtige, at de maatte sette sig til Hvile, for at samle Kræfter igien, imedens den anden Ørn stred med hans Brødre, og overvældede dem alle. ANGANTYR efterlod sin Kone SVAFA frugtsommelig hos hendes Fader, og reiste derpaa med et eeneste Skib til Striden paa SAMSØE, hvor de lagde ind i MUNARVOG, gik op paa Land, og bleve der paa Bersærkeviis overfaldne af deres Raserie, saa de hug i Træerne, beed i deres Vaaben, og stillede sig meget afsindige an. HIALMAR derimod lagde an ved den anden Side af Øen i UNARVOG, fulgt af ODDUR HIIN VIDFØRLI eller ORVAR ODDR, og havde desuden med sig 2 Skibe eller ASKER, hver med 100 Mænd. ANGANTYR og Brødre fik Øie paa Skibene, kunde let giette, hvem de tilhørde, stillede sig meget rasende, deelede sig, saa 6 af dem besteeg hver Skib, og dræbde hver Mand inden Borde. HIORVARDR i Tanke, at HIALMAR var mellem de slagne, glædede sig, sigende: nu kunde han see, deres Fader ARNGRIM var en gammel Mand, siden han havde afmalet dem denne Kamp saa farlig, og saa meget roset HIALMARs Tapperhed. ANGANTYR derimod paastod, at han ikke var mellem de dræbde, og straks efter fik de Øie paa deres Fiender. Da blev ORVAR ODDUR ræd over Synet af ANGANTYRs Størrelse. HIALMAR lod og spore nogen Frygt, og raadede til Flugten, da de ikke vare dem alle tolv voksen. De kom sig dog igien af deres Frygt, satte indbyrdes Mod i hverandre, og oppebiede Brødrene. Da de saae, at ANGANTYR var et Hoved høiere end de andre, gav HIALMAR ODDR Valget, enten han vilde slaaes med ANGANTYR allene eller med alle de andre elleve. Efter nogen Samtale kom det dertil, at ORVAR ODDUR skulde slaaes med de elleve, men ANGANTYR faldt i HIALMARs Lod. Før Stridens Begyndelse afgiorde HIALMAR og ANGANTYR, at man ikke skulde plyndre de faldne, men enhver begraves i sine Vaaben, og derpaa begyndtes Striden. ORVAR ODDR havde en Silke Skiorte paa, som han havde faaet i IRLAND, og ingen Vaaben kunde bide paa. Han foreslog de elleve Brødre, at slaaes med dem een for een; man blev eenig derom. Han sloges da først med HIORVARDR, nedlagde ham, og derefter alle de andre. Da havde og HIALMAR fældet ANGANTYR, men var selv ilde saaret, og døde kort efter. ODDE blev der Natten over, lod om Morgenen Kæmperne begrave med deres Vaaben, og ANGANTYR med THYRSING hos sig i en Høi paa Øen, og reiste derefter hiem til SVERRIG med HIALMARs Liig. ANGANTYRs Kone SVAFA fødte efter hans Død en Dotter, den berømte HERVORA. See Hervora!
ANGANTYR (2)
en SIELLANDSK PRINDS, beilede til den DANSKE KONGE INGELS SYSTER HELGA, og blev af STERKODDER dræbt i Kamp med sine aatte Brødre. See Sterkodder!
ANGANTYR (3)
en Søn af HØFUNDR, KONG GUDMUNDERS SØN I GLÆSISVOL OG HERVORA, BLEV DRÆBT AF SIN BRODER HEIDREKE. SEE HEIDREK!
ANGANTYR (4)
en Søn af HØFUNDERs Søn HEIDREK og HELGA en Dotter af den REIDGOTHISKE KONGE HARALD, var Halvbroder til LAUDUR. Da hans Fader af sine 9 Skotske Trælle var bleven dræbt, lod han stevne Ting, blev antaget i Faderens Sted, og giorde derefter det Løvte, ei at sette sig paa hans Stol, før han havde hevnet hans Død, drog derpaa ud at lede efter Morderne, og fandt ved GRIPS–AA nogle Fiskere, som med Sverdet THYRFING afskar deres nylig fangede fiske Hovederne, og sang tillige:
"Det gieldte dig Giedde for Gripsaaes Munding, at HEIDREK Konge blev fældet under HANAFIELD."
Heraf kiendte han sin Faders Banemænd, kom over dem om Natten, lod Teltet falde ned paa dem, og dræbde dem alle. Han lod derefter giøre et stort Gravøl over sin Fader i Landskabet ARHEIM udi DANPSTAD, som da var Hovedstaden i REIDGOTHLAND. Til denne Fest indfandt sig og hans Broder LAUDUR med 30 Mand, fordrede Land efter sin Fader, og vilde, uagtet ANGANTYRs gientagne Indbydelser, ikke komme ind og drikke, men fordrede Halvparten af Faderens Rige og løse Eiendomme. Dette syntes ANGANTYR, som lovlig født til Riget, for meget; især vilde han nødig miste SVÆRDET THYRFING. Dog tilbød han Broderen i Vederlag 1200 Mænd, 1200 Heste, 1200 Drenge til at bære Skiolde, og en Møe med en Kiede om Halsen til hver dem, desuden Guld og Sølv, og en tredie Part af Landet, men alt omsonst. LAUDUR drog vred hjem, og derefter med sin Morfader KONG HUMLE krigede mod ANGANTYR med en utallig Hær af HUNNER. I denne Krig fik ANGANTYR Hielp af KONG HERLAUG I GARDARIKE med 6000 Mænd. Derefter holdt ANGANTYR et Slag med dem, som varede i 9 Dage. Den sidste Dag om Aftenen maatte Hunnerne vige. Da gik ANGANTYR ud af Slagordenen, hug om sig til begge Sider, traf i Striden paa LAUDUR, skiftede Hug med ham, og nedlagde ham. Efter Slaget lod han de faldne prægtig begrave, men endnu havde Arvekrigen ikke Ende. En anden HUNISK KONGE giorde Paastand paa Riget i Foreening med den GARDARIGSKE KONGE OLIMAR. Dog dem overvandt ANGANTYR og ved Hielp af den Danske LEIRE KONGE FRODE 7. Efter den Tid levede ANGANTYR længe i Roe. Han var mægtig, tapper og gavmild, slægtede i Retviished sin Bedstefader HØFUNDR paa, og var berømt i heele Norden. Endelig døde han omtrent Aar 580, og efterlod sig en Søn, den bekiendte HEIDREK ULFSHAMMER.
ANGLER
et af de 7 Folk, som efter som efter TACITUS dyrkede Gudinden HERTHA. See Hertha. De meenes først efter VINILERs eller LONGOBARDes Udvandring at være kommen fra TYDSKLAND ind til JYLLAND, hvorfra de i seenere Tider med SAXER og JYDER gik over til BRITANNIEN, som endnu efter dem kaldes ENGLAND.
ANGERBODE
en RISEKONE, var ved LOKE LAUFEIASON Moder til MIDGAARDS–SLANGEN, FENRIS–ULVEN og HEL. See Loke!
ANGUL
eller den SAXISKE ODIN. See Hugleik!
ANNIR
see Hadding 4!
ARINEFIA
DRONNING I JOTUNHEIM, blev besvangret af Guden THOR, see Thor!
ARNGRIM (1)
en berømt Kæmpe fra YMISLAND, var først gift med IMUFs Dotter AMU, og havde med hende en Søn HERGRIM. Han dræbde SKAANINGEREN SKALK. Derefter kom han til FRODE 3 I LEIRE, og forlangede hans Syster OSURA til Ægte. Denne Begiering blev ham afslaaet, hvorfore han tog sin Tilflugt til den vise ERIK, som da var i stor Yndest hos FRODE. Denne raadede ham til FRODEs Nytte at udføre en mærkelig Handling for at vinde hans Gunst, og foreslog ham et Tog mod BIARMERNES KONGE EGTHER og FINNERNES KONGE THENGIL, der tilforn havde været FRODE skatskyldige. ARNGRIM drog i Følge dette Raad med en Hær til FINMARKEN, og stredede mod dem. Da Finnerne ikke kunde staae sig mod ham, tog de deres Tilflugt til Trældom, og da de den første Dag bleve slagne, kastede de i Flugten 3 Stene bag sig, der syntes ANGANTYR som 3 store Bierge, og forhindrede ham fra at forfølge dem. Da de ligeledes neste Dag maatte flye, kastede de Snee bag sig, der forekom ANGANTYR som en stor Flod, og igien hindrede ham. Treie Dag bleve de som forhen overvundne og forfulgte af ARNGRIM, men vidste nu ingen Raad meer, og maatte overgive sig til ham, som paalagde dem aarlig i Skat en Slæde fuld Skindvare af hver 10 Mand. Derfra drog han til BIARMELAND mod KONG EGTHER, overvandt ham i Tvekamp, og skattede BIARMERNE hver for et Skind aarlig. Efter alle disse Handeler kom han tilbage til DANMARK, og blev ved ERIKs Forbøn KONG FRODEs Svoger.
ARNGRIM (2)
en mægtig BERSÆRKE eller KÆMPE, en Søn af GRIM og STERKODDERs Dotter BAUGERDA, boede paa Øen BOLME ved HALOGALAND. Han blev med Tiden en stor Søerøver, som beriede i mange Lande, og, da han eengang giorde Strandhug i GARDARIKE, dræbde ODINS SØNNESØN SVAFURLAMI, som der regierede, og bemægtede sig hans berømte Sværd THYRSING, hvilket han siden gav til sin Søn ANGANTYR. Han ægtede SVAFURLAMIs Dotter EYVARA, og avlede med hende 12 Sønner, ANGANTYR, HERVARDR, SEMINGR, HIORVARDR, BRANI, BRAMI, BARRI, REITUR, TIUNDE, BUI, og de yngste, som vare Tvillinger og heedte begge HADDING, og alle disse omkom paa SAMSØE i Kamp mod HIALMAR og ODDUR HIIN VIDTFØRLI. See Angantyr!
ARTHUR
denne store Helt, hvis Levnet er indhyllet i saa mange Fabler, at man derfor har tvivlet paa hans Tilfærelse, var en Søn af KONG GORLOUS i DAMMONIEN (CORNWALL) I ENGELAND. Allerede i sit 14de Aar gik han i Strid, under den berømte Engelske Keiser AMBROSIUS AURELIUS, og fulgde ham siden stedse troelig paa hans Toge mod SAXERNE. Neppe havde han besteget Faderens Throne, da HOEL, Konge af ARECLUTE, misundelig over ARTHURs Krigsberøm bekrigede ham, men til sin egen Skade. ARTHUR fordrev ham til Øen MONA, leverede ham der et Slag, og dræbde ham med egen Haand. Da var han først 18 Aar gammel. Efter den Tid streed han bestandig mod SAXERNE under AMBROSIUS, som ogsaa ophøiede ham til PATRICIUS. Hans mange Seiere over SAXERNE forskaffede ham efter AMBROSIUS Død Herredømmet over Heele ENGLAND, som han tappert forsvarede, saa hans heele Liv er en Kiede af Krig og Seiervindinger. Før AMBROSIUS Død havde han allerede giort en Reise til JERUSALEM, hvoraf han efter de Tiders Maade blev meget berømt. For og at anspore de unge Helte, som ordenen af det runde Bord, som siden har givet Anledning til Ridder–Romaner og Fabler i Mængde. ARTHUR var gift med HERTUG CADDORs Dotter GUNVOR. Efter andre hedde hans Kone GENEVIERE. Da hun var død uden Børn, lod ARTHUR hende begrave i Landskabet ANGUS, og havde Landets Fruentimmer den Overtroe, at alle, som gik over hendes Grav, bleve ufrugtsommelige, og holdt derfor deres Døttre omhyggelig fra at komme den nær. Allerede i sin Ungdom krigede ARTHUR i FYHN mod ESKIL og hans Broder, som foragtende hans Ungdom nægtede at betale ham Skat. Dog ARTHUR overvandt ham, og underlagde sig FYHN og JYLLAND. Han krigede efter den Tid og i NORGE. Under ROLF KRAKEs Mindreaarighed og hans Formynderes Ueenighed, søgde han, skiøndt forgieves at undertvinge DANMARK. Dog have nogle troet, at disse hans DANSKE KRIGE kun ere en Fabel foranlediget ved hans Reise til JERUSALEM. Ved sin Hiemkomst fandt han Landet i en blodig Krig mod ANGELSAXERNE, som han holdt 12 blodige Slag med. Hans værste Fiender vare de to Brødre COLGRIN og BALDULPH, som vare komne med friske Tropper over Havet, og angrebet Landet norden for HUMBER til CATHNES. De indtoge og Staden YORK; men bleve straks efter overvundne af ARTHUR i et stort Slag ved DUGLASFLODEN. Han beleirede derefter COLGRIN i YORK, og sendt sin Svigerfader, HERTUG CADDOR mod BALDULPH, som vel blev slagen, men undkom ved List ind i Staden YORK til sin Broder. For denne Bye maatte ARTHUR og ophæve Beleiringen, da CHELDRIC kom dem til Hielp med en stor Flode. Herover blev ARTHUR nødt til at kalde sin Bodersøn HOEL Konge af AMORICA (BRETAGNE) til Hielp. Denne tilførde ham og 15000 Mand. Med disse angreb han COLGRIN og BALDULPH i DEIRIEN, slog dem, saa de maatte flye til CERDIK, som da beleirede LINCOLN. Her kom der til et stort Slag, hvori SAXERNE mistede 6000 Mand. Resten bleve indsluttede i den CALEDONISKE SKOV og nødte til et Forlig, hvorved de forpligtedes, at drage hiem til TYDSKLAND, give Gidsler til Pant paa Forligets Opfyldelse, og udlevere alt det giorte Bytte. Derfra vendte han sig mod PICTER og SKOTER, men kaldtes snart tilbage ved SAXERNE, som brøde Forliget, kom tilbage, landede ved TOTNES, plyndrede lige til SEVERN og beleirede BADONIS STAD (BATH). ARTHUR lod straks deres Gidsler ophænge, vandt et stort Slag mod dem paa BADONIS BIERG, og nødde dem at flye til Øen THANET. I dette Slag fegtede Arthur i en Brynie, en forgyldt Hielm, siret med en Drage. I hans Skiold, PRIVEN, var et MARIEBILLEDE, og ved Siden havde han et Sværd CALLIBURNE, som var giort paa de AVALONISKE ØER. Herfra drog han mod PICTERNE og SKOTERNE, der imidlertid havde angrebet hans i BERNICIEN efterladte Brodersøn HOEL, som laae syg i ARECLUTE, overvandt dem, og i Steden for reent at ødelægge dem, lod sig af deres Præster for felleds Religion bevæge til Forliig. Den Rolighed, ARTHUR efter disse Seiervindinger nød, tillod ham at hielpe sin Brodersøn HOEL i ARMORICA imod en rebelsk Undersaat FROLLON, som ARTHUR ved sin Ankomst overvandt og dræbde med egen Haand. Ved sin Hiemkomst fandt ARTHUR sit Land i stor Uroe. SAXERNE havde grebet til Vaaben og bleve Dag fra Dag mægtigere. Han saae da, hvor lidet nyttig Krigen mod SAXERNE var, og giorde Fred med dem. Ved den Tid skal han og have tiltaget sig Keiser Titel. Den Rolighed ARTHUR nød for SAXERNE brugde han til at hielpe sin Brodersøn HOEL mod VESTGOTHERNE, og satte i sin Fraværelse sin Brodersøn MORDRED, som han havde bestemt til sin Eftermand, til at forestaae Riget og beskytte sin Gemal. Efter den Tid tillægges og ARTHUR mange meget glimrende Søetoge i langtbortliggende Egne, medens SAXERNE hiemme stedse udvidede deres Herredømme. Han underlagde sig ØRKENØERNE og deres KONGE GUNFAS, bekrigede NORGE, hvor RIKULF var bleven Konge i Steden for LOT, Søn af KONG ARTHURs Søster og KONG SIKELIN paa MÆRE, dræbde RIKULF i et Slag, og indsatte igien LOT. Da ARTHUR kom tilbage, havde MORDRED rebelleret, og i Forbund med SAXERNE tiltaget sig Kongenavn. Mod denne, samt SAXERNE PICTER OG SKOTTER krigede Arthur i 7 Aar nesten stedse med Lykke, og blev i denne Krig hiulpet af KONG LOT paa MÆRE og hans Søn VALVEIN, en anden NORSK KONGE ALBRICHT, den FYHNSKE ESKIL og sin Svigerfader HERTUG CADDOR. Et Slag ved FLODEN CAMBALAUNE nær ved CAMELSFORD I DAMMONIEN afgiorde endelig begges Skiebne. De stødte paa hverandre i Slaget, og stridede sammen med største Bitterhed. MORDRED faldt for ARTHURs Haand, og denne blev dødelig saaret bragt til GLASTENBURG (DEN AVALONSKE ØE) og begravet i GLASTON KLOSTER hos sin anden Kone GENIEVRE. Saavel KONG ARTHURs store Bedrivter, som høie Alder af 100 Aar, og hans Søetoge have hiulpet meget til at forstørre hans underfulde Levnet og berige hans Historie med Haandgribelige Fabler, endog til den Grad, at mange have derfor nægtet, at ARTHUR nogensinde har været til. BRITTERNE elskede denne Fyrste saa høit, at de ikke vilde troe hans Død. Nogles Høiagtelse gik endog indtil at meene ham udødelig. Man har troet, at han giennemvandrede mange Lande stedse seirende, og skulde engang til sine Undersaatters Glæde komme tilbage til BRITANNIEN. Han kaldes UTHER, og PENDRAGON af et Dragebillede han stedse førde oven paa sin Hielm.
ARVAKUR
SOLENS HEST, som trak dens Vogn om Jorden. See Solen!
ASA
see AMUND!
ASAHEIM
ASERNES LAND. Dets Hovedstad var ASGAARD.
ASA–THOR
see THOR!
ASENSLUGER
en JETTE, siddende paa den nordlige Ende af HIMLEN i en Ørns Skikkelse, og foraarsagede ved sin Flugt Vinden. Han kaldes og HRÆSSUELGUR.
ASER
det Folk, som ODIN indførde med sig til Norden fra Staden ASGAARD i ASAHEIM. De boede ved Floden TANAIS eller DON, og holdtes for at høre til den da mægtige ALANISKE FOLKESTAMME. Dette Navn bruges og om de fornemste Guder eller Mænd, som fulgde ODIN. Nogle have og kaldt dem ANSER.
ASGAARD
Hovedstaden for ODINs og ASERNEs Herredømme, skal have lagt ved DONFLODEN eller TANAIS, som af vore Forfædre kaldtes VANAQVIFL. ET ANDET ASGAARD meenes at være anlagt af ODIN HEREMODs Søn ved DÚNA I REIDGOTHALAND. Om dette ASGAARD haves mange Fabler, især er det bleven bekiendt af ÆGERs og GYLFEs Reiser dertil. See GYLFE og ÆGER! hos SAXO kaldes den BYZANZ.
ASKE og EMBLA
Menneskenes to første Stamforældre skabte af AURGELME og satte til Regieringen over MIDGAARD.
ASLAUG
en Dotter af SIGURD SNAREN SVEND, var kun 3 Aar, da hendes Fader døde, og blev opdraget i NORGE hos en vis HEIMAR. Denne blev dræbt af AKE og hans Kone GRIMA, som boede paa SPANGEREID ikke langt fra LINDESNÆS i NORGE. Disse toge ASLAUG med, udgave hende for deres Dotter, og lode hende under det Navn KRAKA vogte deres Kvæg. Paa et af sine vidtløftige Søetoge kom eengang den berømte Danske Konge REGNER LODBROK der til Kysten med sin Friehed, og, da hun saae de mange smukke Skibe, toede hun sig og imod GRIMAs Forbud, kiemmede sit lange deilige Haar. I det samme kom nogle af REGNERs Mænd til Gaarden, som han havde sendt i Land for at bage Brød. Disse beundrede Pigens Deilighed, vilde ikke troe, at GRIMA var Moder til denne Skiønhed, og fik hende til at ælte Deien for sig, men havde under Bagningen Øinene mere beskieftiget med Pigens Yndigheder end Brødet, som derover blev svedet. Herfor satte REGNER dem ved Hiemkomsten til rette, men de vare let undskyldte hos den elskesyge Fyrste, da de fortalde ham, at en Pige skiønnere end hans egen Dronning THORA var Aarsagen, og at man vel lod være at bage godt Brød, naar man stedse havde Øinene paa saa skiønt et Object. Kongerne fandt det alt i de Tider rigtigt, at deres Underhavende vare Mennesker saa vel som de, og REGNER fandt deres Undskyldning saa god, at han selv vilde see den yndige Aarsag til sit svedne Brød, fik Lyst at eie hende, og sendte hende Befaling at komme til sig, men vilde tillige prøve hendes Forstand. Han bød derfor at hun skulde komme, hverken nøgen eller paaklædt, hverken mæt eller fastendes, hverken eene eller fulgt af noget Menneske. Hun lovede at komme Dagen efter, og visde ved denne Leilighed lige saa megen Forstand som Ynde; thi hun begav sig Dagen efter til Kongens Skib, fulgt allene af sin Hund, indsvøbt i et Fiskegarn, hvorover hun havde viklet sit lange Haar, og for ikke at være fastendes, havde hun bidt i et Løg. Da hun kom til Skibet vilde hun ikke gaae om Bord, før efter erholdet frit Leide for sig og Følge. Dog blev det maadelig holdt; thi, da Hunden beed REGNER i Haanden, blev den paa hans Befaling slaaet ihiel. Kongen blev saa forelsket, at han gierne straks havde tilfredsstillet sine Begierligheder, men KRAKA paastod i Følge det givne Leide, at vende urørt tilbage. Pynt og THORAs egne med Guld og Sølv virkede klæder kunde heller ikke forføre hende. KRAKA vilde paa ingen Maade blive Natten over hos sin Elsker, men hun drog bort, sigende til REGNER: hun vilde alt eller intet, være hans Dronning, men ingenlunde Boelskab, skylde sin Lykke til Kierlighed og ikke til Herkomst, som hun derfor fordulgde, og, at han, om han virkelig havde hende kier, erindrede hende endnu, skulde komme igien om et Aar, og sende efter hende. REGNER elskede hende oprigtig, kom som paa Vinger efter et Aars Forløb tilbage, og lod hende hente. ASLAUG viste da sin fulde Aands Storhed, foreholdt de gamle, hun levede hos, at hun vidste det Mord, de havde begaaet paa hendes Fosterfader, men afsagde tillige al Hevn, og gik til REGNER, som straks, da hun var kommen om Bord, vilde søgt Seng med hende. Dog hun vidste at holde ham inden de sømmelige Ærbødigheds Grændser, indtil de ved Hiemkomsten i hans Rige havde holdt Bryllup, ja vægrede sig endog de 3 første Nætter efter Brylluppet, at opfylde hans Ønsker under Paaskud, at det tilkommende Foster ellers deraf vilde tage Skade. Ved REGNER blev hun derefter Moder til IVER, der havde dobbelte Ledde, og kaldtes deraf BEENLØSE. BIØRN, HVITSERK, REGNER og SIGURD kaldet SNOGØIE. REGNER blev hende dog ikke stedse troe, og trolovede paa en Reise INGEBORG, en Dotter af hans Under Konge EISTEN BELI i SVERRIGE, dog søgde han, at holde det skiult for KRAKA, men forgieves; thi da han ved Hiemkomsten holdt Giestebud, og sad i Høisædet, satte KRAKA sig paa hans Skiød, foreholdt ham sin Utroskab, som hun havde faaet at vide af sine Fugle. Ved denne Leilighed aabenbarede hun ham og sin Herkomst, saa at Kongen derover glemde sin Svenske Kiereste. Dog denne Gang afsagde hun ikke sin Hevn, som hun rundelig udøvede over KONG EISTEN, da han havde dræbt hendes to Stedsønner ERIK og AGNAR, der i REGNERs Fraværelse havde feidet paa SVERRIGE; thi, da hun fik deres Død at vide, græd hun bitterlig, og lovede at hevne dem ei mindre, end om de vare hendes egne Sønner, opmuntrede derpaa sine Børn at hevne deres Brødres Død, sendte dem med en Flode til SVERRIGE, og fulgde selv til Lands med 1500 Ryttere under Navn af RANDALIN, foreende sig med dem, leverede KONG EISTEN et blodigt Slag, hvori han faldt. Samme Mod viste og ASLAUG, da een af hendes Sønner, RAGNVALD, var bleven nedlagt paa SYDERØERNE af HERTHIOF, og sang en Vise om ham, hvori hun glædede sig over, at den yngste af hendes Sønner først var kommen til ODIN. Da hendes Mand REGNER paa en grum Maade var bleven henrettet af den Engelske KONGE ELLA, (see Regner!) lod hun ved den berømte Skald, BRAGE DEN GAMLE, opsette en meget skiøn Sang om ham, som endnu haves, og efter hende kaldtes KRAKEMAAL, som man urettelig har tillagt REGNER selv. ASLAUG var tillige en stor Elsker af Digte og Digtekonst, som hun selv med Held skal have øvet.
ASMUND (1)
en Søn af KONG SVIBDAGER, regierede i ØSTGOTHLAND, og slægtede sin tappre Fader paa. Hvorledes han i Strid mod KONG HADDING mistede først sin Søn HENRIK, og derefter sit eget Liv. See HADDING!
ASMUND (2)
en Søn af KONG ALF i HEDEMARKEN, blev eengang paa Jagt, da han alt for hidsig forfulgde Dyrene forvildet, maatte længe løbe vildsom omkring paa Fieldene, mistede baade Hest og Klæder, og maatte møisommelig opholde sit Liv med Jord–Svampe og Nødder. Endelig kom han til KONG BIØRNs Hof i VIKEN. Denne havde en Søn, ASVIT, som ASMUND snart blev fortroelig og gik i Fostbrøderlaug med, og da ASVIT døde, lod han sig af Kierlighed til sin Ven levende nedhidse i hans Gravi med faa Levnetsmidler. Men kort efter kom den døde ASVIT til Live. ASMUND maatte stride med ham, og blev af ham ilde medhandlet, han gav ham mange Skrammer og afrev hans eene Øre. Endelig kom den Danske KONG FRODE 7 tilligemed ERIK DEN VELTALENDE med deres Armee i disse Egne. I den Tanke, at finde Skatte i Graven, aabnede de den, og nedhidsede en Mand i en Kurv. Dette Redning–Øieblik forsømde ASMUND ikke, rev den nedhidsede Mand af Kurven, kom til alles Bestyrtelse blodig og forkradset op, og forskrækkede i Førstningen alle; men, da han fortalde sin Skiebne, og hvorledes han daglig maatte tumle sig med Draugen, som han endelig, for at faae Fred, havde hugget Hovedet af, og slaaet Kroppen fast til Jorden med en Pæl, opvakde han Medynk, saa de glædede sig over at have frelst ham fra Døden.
ASMUND (3)
Konge i THRONHIEM. See FRIEDLER 3!
ASTA
en Datter af LEIREKONGEN FRODE 5, levede i Blodskam med sin egen Broder KONG INGEL, og havde ved ham en Datter ASTA.
ASVIT
see ASMUND!
ATISLE
see ADILS!
ATLE BUDLESON
Konge i HUNSIGOV, og Broder til BRYNHILLDUR, ægtede efter SIGURD FOFFNERS BANEs Død hans Enke GUDRUN, og for at faae hans efterladte Skatte lod paa en troløs grum og listig Maade hans Svogre GUNNAR og HOGNE under Venskabs Skin byde til sig, fange og henrette. See GUNNAR! Hans Kone fattede et uudslukkelig Had til ham for hendes Brødres Mord; og hvorledes hun med uhørt Grumhed hevnede det, see GUDRUN!
AUDER
en Søn af NATTEN og NAGLEFARA. See NATTEN!
AUDHRIMNER
en Kok i VALHAL, som maatte daglig til Gudernes og EINHERIARs Bevertning kaage Flesket af GALTEN SERIMNER i en Potte ELDHRIMER.
AUDUMLA eller OEDUMLA
en Koe, avlet paa samme Tid og Maade som RISEN YMER, der nævnde sig af de 4 Melkfloder, som fløde af hendes Yver. See YMER! Denne Koe levede af at slikke Riimfrosten og Saltet af Steenene. Den første Dag, den slikkede disse Steene, kom deraf om Aftenen Menneskehaar, den anden Dag et Menneskehoved, og den tredie et deiligt stort og sterkt Menneske BURE, som blev Stamfader til alle Guder og Aser. See BURE!
AUGVALD
en Søn af den ROGALANSKE KONGE RUGALF, opslog sin Residents paa det efter ham kaldte AUGVALDNÆS paa Øen KARMEN, hvilket Sted tillige er bekiendt af, at KONG HARALD HAARFAGER siden residerede og døde der. Denne AUGVALD foragtede ODINS LÆRE, og meenes at have begyndt en nye, thi man finder om ham, som om flere siden, at han dyrkede en Koe, hvis Melk havde befriet ham i adskillige Sygdomme. Da han døde, blev han begravet i Høi tilligemed sin kiere Koe, og opkastet en Gravhøi over ham, hvoraf endnu saaes Levninger i KONG OLUF TRYGVESONs Tid.
AVIONER
et af de 7 SVEVISKE FOLK, som efter TACITUS boede ved ØSTERSØEN, og dyrkede HERTHA. See HERTHA! Andre have holdt dem for et gammelt DANSK FOLK, der skal have beboet ABO–SESSEL i JYLLAND, kaldtes ogsaa CHAIBONER, og skal have fulgt LONGOBARDERNE paa deres Toge.
AUNE eller ANI DEN GAMLE
en Søn af JORUNDR, var Konge i UPSAL og bekiendt af sin fabelagtige Alder, og meer end hundredaarige Regiering; Han var viis og gudfrygtig, og offrede flittig til Guderne, som derfor yndede ham. Derimod afskyede han Krig, og blev derfor tvende Gange fordrevet af sit Rige, først af den DANSKE PRINDS FRODE, og den anden Gang af den Danske Konge OLE DEN RASKE eller ALI HIIN FRÆKNE. Dog kom han begge Gange efter 20 Aars Fraværelse til rolig Besidelse af sit Rige, og sidste Gang meest ved Hielp af den berømte STERKODDER. See ALI HIIN FRÆKNE! Da ANI var 60 Aar gammel anstillede han et stort Offer, og offrede sin egen Søn til ODIN for at nyde et langt Liv, og fik den Forsikring at skulde leve 10 aar længer for hver af sine Sønner, han offrede. Dog at han skulde kalde en Part af Landet efter Tallet af hver Søn. Da han paa denne Maade havde offret 7 Sønner, kunde han ikke gaae, og maatte bæres i en Stoel. Da offrede han sin 8de Søn og kaldte en Deel af Landet efter ham AATTENDE LAND, levede derefter 10 andre Aar, og maatte stedse holden Sengen. Endnu offrede han den 9 Søn, levede andre 10 Aar, men var saa svag, at han maatte patte af et Horn, som et spæd Barn. Da vilde han og ofret den 10 Søn, og kaldet UPSALALEHN efter ham TIENDELAND, men SVENSKERNE satte sig derimod, saa at han maatte døe af Ælde, hvilken Dødsmaade siden efter ham kaldtes ANISOT.
AURBODA
en Kone af BERGRISEÆT, gift med GYMER og Moder til FRYERs Kone den deilige GERDUR.
AURGELME
et guddommeligt Menneske, som ALFADER skabde af en Draabe af smeltede Iisbierge. Han dræbde RISEN YMER, og af hans Blod, Hierne og Been forfærdigede vore Strømme, Klipper og Jord. Derefter byggede han STADEN MIDGAARD eller ASGAARD midt paa JORDEN, hvor SOLEN og MAANEN efter fuldendt Løb udhvilede sig, og overgav den til 2 af ham skabte Stamforældre for alle MENNESKER ASKUR og EMBLE.
AUSTURVEG
saa kaldtes de sydøstlige Kyster af ØSTERSØEN, og det Hav AUSTUESALTR.
AYLKE
see THOR!
