Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte S
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
af Jacob Bærent Møinichen
SAGA
en af Asernes store Gudinder, var over Historien, og boede paa det prætige SAUQVABÆK, den fierde blant Gudernes Boliger, hvor hun og ODIN levede sammen i Epikuræisk Vellyst, og drak hver Dag Glædes–Skaaler af gyldne Kar. Hun kaldtes og LAGA.
SAXER
et tydsk Folkeslag, som i ældste Tider boede Norden for ELBEN, og troedes at have været de samme som de bekiendte TEUTONER. Det Navn SAXER skal de i seenere Tider have antaget, da de under dette Navn udbredede sig i det nordlige TYDSKLAND. De førde jevnlige Krige med DANSKERNE, bleve af ANGUL foreenede med ANGLERNE til et Folk, og giorde i Foreening med dem et Tog til BRITANNIEN under HENGST og HORSA. See Hengst! En særskilt Stamme af dem norden for ELBEN kaldet SKOVSAXER (HOLTSAXTEN) ere de nu værende HOLSTEENERs Stamfædre, hvis Land efter dem kaldtes HOLSATIA.
SAURLE
see Sorle!
SCADA
see Skade!
SCANDINAVIEN
saa kaldtes nogle NORDISKE EGNE hos Plinius. Nogle have derved forstaaet heele den NORDISKE HALVØE, andre kuns SKAANE.
SCYTHIEN
see Svithiord!
SE–BELIA (den iidelig brølende)
en Koe, under hvis Skikkelse den Svenske Konge EISTEN BELI dyrkede Gudinden FREJA, og førde den med sig i alle Feldtslag.
SEGDEG
en Søn af Eroberen ODIN, fik af sin Fader SAKSEN at regiere.
SEID
en afskyelig Slags Troldom, indført i NORDEN af den sidste ODIN, som fornemmelig betiende sig af denne Konst til sin Vældes Udbredelse. Den skal først være kommen fra VANERNE, og frembragdes ved Kaagning i en Kiedel af Menneskelig Legems Deele og Urter, ved at smelte bløde Billeder og tillave Elskovsdrikke. Den kaldtes til Forskiel fra Galdrer den vaade Troldom, og ved dens Virkninger kunde man skille Folk ved Liv og Helbred, betage dem Viid og Styrke og paaføre dem anden Ulykke. Den ansaaes saa afskyelig at Mændene blev forbudet dens Udøvelse, og samme overladt Fruentimmer alleene. De som øvede den, kaldtes Seidmader. Den vedblev længe at gaae i Svang i Norden, og kunde end ikke udrøddes af den mægtige Norske Konge HARALD HAARFAGER, som under Livsstraf forbød den, og endog derfor lod indbrænde sin egen Søn RAGNVALD RETTILBEIN og 80 Troldmænd i hans Selskab. Ved Overtroens Aftagelse er den efterhaanden faldet i velfortient Glemsel.
SEIDMADER
see Seid!
SEKINN
see Eigthirme!
SEMING
en Søn af ODIN og SKADA, blev af sin Fader sat til Regent over de Norske i TRONDELAGET, og indførde i sit Rige Odins og Asers Religion, som dog i Tiden maatte viige for Thors Dyrkelse. Fra ham nedstammede en Deel Norske Konger indtil YNDLINGÆTENs Nedsættelse i NORGE.
SEMINGR
en Søn af ARNGRIM og EYVORA. See Arngrim og Angantyr!
SERIMNER
en Galt i VALHAL, hvis Kiød tiende EINHERIARNE til Spise, og blev anrettet af Kokken AUDHRIMER. Det kunde aldrig opspises; thi hvor Kiødet blev afskaaret om Dagen, voksede det ud inden Aften.
SERKEL
see Perkel!
SERKLAND
efter Snorro AFRICA eller det store MORLAND. Andre have holde det for SARASENERNES LAND.
SESVARNR
FREYAS SAL.
SEVOFIELD
den store Norske Fieldstrækning.
SIDER
see Eigthirme!
SIELLAND
hvorledes dette Land blev til, see ved Gefion! Dette Land var DANMARKs Hovedprovinds, hvor Overkongerne residerede i LEIRE.
SIFF DEN KYDSKE
var først gift og Moder til Guden ULLER, og blev derefter gift med ASA THOR, som avlede med hende LORIDE, der lignede sin Fader, og THRUDUR. Hun var en Spaakone, hvis Slægt ingen vidste. Frem for alle andre Gudinder var hun især bekiendt for Kydskhed, hvoraf hun og havde Navn, saa at LOKE, da hun var med de andre Guder til Giestebud hos ÆGER, og blandede sig i den almindelige Tvist med LOKE, endog gav hende det Vidnesbyrd, at han vidste kun een, der havde bolet med SIFF, og det var ham selv. Denne skadefroe LOKE afklippede hende og eengang hendes deilige Haar, men maatte igien skaffe hende et andet af Guld, der voksede paa Hovedet som andet Haar. See Loke!
SIFKA
en deilig finsk Pige, som den Reidgothiske Konge HEIDREKR paa et Tog til FINMARKEN bortførde, og beholdt derefter til Frille. Hendes videre Opførsel og Endeligt see Heidrekr!
SIGAR (1)
SAXERNES KONGE, sendte Gesandter til den gamle blinde Leirekonge VERMUND, og fordrede hans Rige, som hverken han selv eller hans uduelige Søn kunde forestaae; men blev af den formeentlige uduelige Søn UFFO, da han efter erholdet Afslag bekrigede DANMARK, overfundet, og druknede paa Flugten i EIDERSTRØMMEN. See Uffo!
SIGAR (2) eller SIGER
en Søn af Kong SIVALD, regierede efter sin Fader i RINGSTED i SIELLAND, og havde 3 Sønner SIVALD, ALF og ALGER og en deilig Dotter SIGNE, af hvilke de 2 sidste Sønner lagde sig efter Søerøverie, streifede om paa Havet, og traf eengang med 100 Skibe paa Kong HAMUNDs Sønner HELVIN, HAGBARTH og HAMUND, som de først stridede med og derefter indgik Forlig, hvorpaa HAGBARTH fulgde med SIGURs Sønner hiem til deres Faders Hof. Imidlertid havde den Saxiske Prinds HILDIGISLEV friet til SIGNE, som foragtede ham, og forelskede sig i HAGBARTH; hvorledes denne derefter lokkede hende at være sig til Villie ved Leilighed, drog bort, dræbde derefter hendes Brødre i HAMUNDARVOG, kom tilbage i Fruentimmerklæder, blev grebet i Sengen hos SIGNE, af SIGAR efter den onde BOLVISEs Raad dømt til at hænges, og hvorledes hans troe SIGNE tillige opbrændte sig for ikke at overleve ham, see Hagbarth! HAGBARTHs Broder HAKE kom for at hævne HAGBARTH derefter med en Hær til SIELLAND, overfaldt SIGAR ved et Krigspuds, overvandt og nedlagde ham paa et Sted, som af dette Slag kaldes Valbrynde. See Hake! Af denne SIGAR skal den Bye SIGERSTED i SIELLAND, som var Skuepladsen for disse Sørgespil have faaet Navn.
SIGGE
ODINs Søn, dræbde paa Jagten SKADEs en mægtig Mands Træl BREDE, fordi han havde været lykkeligere i sin Jagt end SIGGE. For dette Mords Skyld maatte han forlade sit Fædreneland. Faderen ODIN gav ham da Krigsskibe, og ledsagde ham i fremmede Lande, hvor han erobrede HUNALAND, giftede sig og avlede RERER. Fra denne SIGGE nedstammede de berømte VOLSUNGER.
SIGGE
see den tredie Odin!
SIGGEIR
en Søn af den Saxiske ODIN eller ANGUL, blev Konge over FRANKERNE.
SIGGEIR
Konge i ØSTGOTHLAND, meget mægtig, men tillige underfundig, friede til Kong VOLSUNGs Dotter SIGNE, som nødig vilde have ham, fordi han allerede var gammel, og havde mange Sønner. Ikke desmindre henstillede hun Sagen til Faderen, som med sine 10 Sønner samtykkede i Valget. Derpaa kom SIGGEIR med sine Sønner og mange Mennesker til VOLSUNG, hvor alt paa det prægtigste var beredet til deres Modtagelse. Der var bygget en stor Sal, og langs hen i den var antændt en stor Ild at varme sig ved. Midt i Salen stod et stort Eegetræe, hvis Grene strakde sig ud over Taget. Som de der sad allerbedst, kom en gammel stor og grim Mand ind, som man meende at være ODIN. Han var barfodet, havde en spraglet Kaabe paa, sine Linbukser knyttede sammen om Benene, en sid Hat paa Hovedet og et Sværd i Haanden. Dette sidste stak han ind i Træet lige til Heftet, sigende: at hvo der drog det ud, skulde befinde, at aldrig nogen havde eiet et bedre Sværd, hvorpaa han gik bort. Enhver af de tilstædeværende prøvede paa at drage Sværdet ud, men forgieves. Kun VOLSUNGs Søn SIGMUND drog det Møie ud. Dette Sværd fik SIGGEIR inderlig lyst til, og bød SIGMUND saa meget Guld derfor, som det veiede, men SIGMUND afslog Tilbudet med Foragt. SIGGEIR tænkte straks paa Sviig og Hævn, taug stille, og reisde Dagen efter bort til Skibs under Forevending, at Veirliget nu var godt, og at han af Frygt, at det skulde blive slet, ikke torde forsinke sig, men for Afreisen indbød han VOLSUNG og saa mange, han vilde medtage til Giest i ØSTGOTHLAND om tre Maaneder. Disse droge og til bestemte Tid afsted, kom derhen efter en meget besværlig Seilads meget silde om Aftenen. Staks efter bleve de advarede af SIGNE, som ved sin Spaadomsgave havde forudseet, at dette Ægteskab vilde blive dem til Ulykke, og frabedet det. Hun fortalde, at SIGGEIR havde i Sinde at forraske dem, og i denne Hensigt havde samlet en stor Hær. Dog vilde VOLSUNG ikke flye, og svarede: han havde giort en Eed, førend han blev født, aldrig at skye Ild eller Sværd; Den havde han hidtil holdet, agtede det samme fremdeles, og vilde ikke, at Jomfruer i Leeg skulde bebreide hans Sønner, at de frygtede Døden. Dagen efter gik han med alle sine bevæbnet op i Landet. Der mødte SIGGEIR dem straks med en stor Hær, nedlagde efter den tappreste Modværge VOLSUNG, og fangede alle hans Sønner, de skulde straks været dræbt, men SIGNE udvirkede, at Eksekusionen blev udsat, hvorefter SIGGEIR lod en af dem dræbe hver Nat. Kun SIGMUND slap ved Hielp af sin Syster SIGNE, som SIGGEIR vel ægtede; men hun aandede kun Hævn, og for at faae den udført sendte de 2 Sønner, hun havde født, til SIGMUND for at være ham behielpelig i den Hævn, han agtede at tage for sin Fader VOLSUNGs Mord; men, da de ikke syndes ham tappre nok, lod han dem efter SIGNEs Raad dræbe. Endelig paatog hun en Troldhekses Ham, og i den avlede med Broderen en Søn, som blev kaldet SINFIOTL. Denne sendte hun og til SIGMUND, som opdrog ham for SIGGEIRs Søn. Nogen Tid efter kom de begge i Varulve–Skikkelse til SIGGEIRs Land, og holdt der slemt Huus. Tilsidst droge de til Kongens Hof, og skiulede sig i Forstuen. SIGGEIRs to unge Sønner opdagede dem vel, og sagde: at der var kommen to grumme og stærke Mænd uden for i side Hielme og hvide Brynier, men i det samme bleve de efter SIGNEs Raad dræbt af SINFIOTL og kastede ind i Salen for Kongen. SIGGEIR lod dem efter tappert Modværge fange, og indsette i en Høi for at sulte ihiel, men om Natten hialp SIGNE dem ud. De gik da til Kongens Sal og satte Ild paa den. Da den allerede stod i lys Lue, vaagnede Kæmpen, og spurgde: hvo der raadede for Ilden. SIGMUND sagde da: at det var ham, og bød SIGNE at gaae ud, men hun vilde ikke, bekiendte alle sine Afskyeligheder, og lod sig indebrænde med SIGGEIR. See Signe!
SIGMUND VOLSUNG
en Søn af Kong VOLSUNG. Hans Handeler med hans Syster SIGNE og Svoger SIGGEIR, see Siggeir! Han blev i Tiden en drabelig Helt, drog efter SIGGEIRs Drab med sin Søn SINFIOTL til HUNSIGOV, og indtog det, opholdt sig derefter i DANMARK, ægtede der BORGHILD, og avlede med hende to Sønner den berømte Helt HELGE HADDINGIA SKATE og HAMUND, men, da hun derefter forgav SINFIOTL, som havde dræbt hendes Broder GUNNAR, fordi de begge friede paa et Sted, jagede han hende bort, og da hun kort efter døde, giftede han Kong EYLIMEs Dotter HIORDIS, og avlede med hende den navnkundige Helt SIGURD FOFFNERSBANE. Da Kong HUNDINGs Sønner derefter fordrede Bod af hans Søn HELGE for deres Fader, og det blev dem nægtet, overfaldt de SIGMUND, og ihielslog ham tilligemed hans Svigerfader EYLIME!
SIGNE (1)
see Hagbarth!
SIGNE (2)
en Dotter af Kong VOLSUNG, blev mod sin Villie gift med Kong SIGGEIR, efterat han havde dræbt hendes Fader. See Siggeir! Hun foresatte sig at tage en blodig Hævn for hendes Fader ved Hielp af hendes Broder SIGMUND, som hun havde frelst af SIGGEIRs Vold, og udførde den med uhørt Grumhed. Ved SIGGEIR fødte hun 2 Sønner, og sendte den ældste, da han var 12 Aar gammel, til SIGMUND for at hielpe ham i den forehavende Hævn, men SIGMUND, da han ikke fandt ham tapper og modig nok, dræbde ham efter SIGNEs Raad. Samme Skiebne havde og hendes anden Søn, hvorefter SIGNE besluttede at avle med sin egen Broder SIGMUND en Søn, som kunde opfylde deres Øiemed. Til den Ende byttede hun Ham med en Troldkone, som maatte ligge hos SIGGEIR, mens hun selv i hendes Skikkelse lod sig besvangre af SIGMUND. Hun blev og ved ham frugtsommelig, og fødte en Søn, som hun kaldte SINFIOTL, hvilken hun sendte SIGMUND at opdrage som hendes og SIGGEIRs Søn. Denne SINFIOTL var en tapper og modig Karl, kom med SIGMUND til HOVE, og dræbde for SIGGEIRs Øine hans Børn, hvorpaa SIGGEIR lod dem begge og indsætte i en Høi for at sulte ihiel, men nu var Hævnens Øieblik for Døren. SIGNE satte dem om Natten paa frie Fod, hvorpaa de stak Ild paa Salen, hvor Kongen sov med alle sine Folk. SIGNE blev da advaret af sin Broder at gaae ud, da hun i det samme fortalde ham at SINFIOTL var hans Søn, hvorledes hun havde baaret sig ad for at fuldbyrde sin Hævn, som hun nu var meget glad over, og vilde ikke leve længer, men vilde døe med den, hun nødig havde eiet. Hun gik da ind i Ilden til sin Mand, og opbrændtes med ham og alle hans Folk.
SIGNIE (1)
var gift med LOKE LAUFEIASON, som hun elskede overmaade høit, og end ikke forlod i hans pinefulde Fængsel, hvor hun sidder og holder et Fad over hans Hoved for at skytte ham mod Giften af de over hans Hoved ophængte Slanger. See Loke!
SIGNIE (2) eller GRYDUR
en Dotter af Kong ALE paa ALFHEIM og ALFRUN, var meget smuk, og blev først gift med en Kong ERIK, som blev slagen i AUSTURVEG. Med ham havde hun en deilig Dotter HILLDUR, som hun opdrog hiemme hos Faderen, hvor hun levede i stor Anseelse, indtil hendes Stedmoder GRIMHILLDUR, som var en slem Heks, efterat have forgivet hendes Fader, en Dag kom til hende i hendes Fruerstue, forvandlede hende til en afskyelig Heks, og bragde hende med hendes Dotter til BIARMELAND, hvor hun skulde beboe en Bierghule, og alle Reisende skulde forelskes i hendes Skiønne Dotter, som GRYDUR, hvilket Navn hun i denne Tilstand skulde føre, selv skulde indbyde dem til at sove hos, men, naar de laae bedst i Sengen, dræbe dem med et Slagsværd, desuden vilde GRIMHILLDUR sende hende sine 7 Døttre, der og vare slemme Trolde, som hver Nat skulde ynkelig saare og mishandle hende, og denne Plage skulde vedvare, indtil der fandtes et Mandfolk, der var saa kiek, at han ikke skrækkedes, naar hun efter Sædvane opløftede sit store Slagsværd for at afhugge hans Hoved; thi saadan en Mand troede GRIMHILLDUR fandtes aldrig. Dog denne fandtes i ILLAUGE GRYDARFOSTRE, som kom til hendes Hule at laane Ild, og lod sig ikke forfærde, da GRYDUR 3 Gange efter hverandre truede at afhugge hans Hoved, hvorpaa hun fik sin forrige smukke Skikkelse igien, gav Illauge sin Dotter til ægte, og reisde med ham til DANMARK, hvor hun blev gift med Kong SIGURD, som hun havde mange Børn og levede i stor Anseelse med til en høi Alder.
SIGRID (1)
en Dotter af den Svenske Konge OTTAR VENDILKRAGE, var gift med den Skaanske Konge HALFDAN DEN 2 og ved ham Moder til ROE og HELGE, men ægtede efter hans Drab hans Broder og Morder den Danske Konge INGEL i LEIRE, som igien maatte overlade hende til den 3die Broder Kong FRODE 5, og da denne blev overfaldet og indebrændt af hendes Sønner, vilde hun ikke gaae ud, men lod sig opbrænde med sin Mand.
SIGRID (2)
en Dotter af den Svenske Konge AUN eller ANI DEN GAMLE. Hvorledes hun ved den Danske Konge HALFDAN 1 blev befriet fra sin forhadte Frier EBBE, see Halfdan!
SIGRUN
en Valkyrie, Dotter af HOGNE. See Helge Hundingsbane!
SIGTRYG
Konge i ØSTGOTHLAND, kunde ikke dræbes uden med Guldvaaben, og havde en deilig Dotter GROE, som den Danske Konge GRAM forelskedes i, og for at faae hende drog til GOTHLAND, hvor han dræbde SIGTRYG med en Guldbeslagen Kølle, og ægtede Dotteren. See Gram!
SIGURD FOFFNERSBANE
en Søn af SIGMUND VOLSUNG og Kong EYLIMEs Dotter HIORDYSE, blev opdraget af HREIDMARs Søn REIGENN, som tiende hos Kong HALFREK for Smed, og af ham oplært i alle for en Helt passende Konster. Han blev meget stor, mandig og en uforfærdet Kriger, og da han af REIGENN var blevet underrettet om, hvorledes hans Broder FOFFNER havde jaget ham fra sit Fædrenegods, og forvandlet til en Drage laae og rugede over Skatten, besluttede han at bemægte sig denne Skat, og fik REIGENN til at smede sig et Sværd til dette Eventyr, som dog ikke kunde holde. Endelig gav Moderen HIORDYSE ham Faderens Sværd GRAMUR, som var i to Stykker, men blev af REIGENN smedet sammen, og blev saa skarpt, at, da SIGURD holdt det i en Aa, og lod en Lok Uld ned i Vandet, skar Sværdet den over. Derefter reisde han med REIGENN til GNYTAKLIPPER for at bemægte sig ANDVARES SKAT, som FOFFNER rugede over. Der giorde SIGURD sig efter REIGENNs Raad en Hule i Jorden, hvor han satte sig paa Luur efter FOFFNER, som noget efter krybende til Vandet for at slukke sin Tørst kom over Hulen, og blev der dræbt af SIGURD, som af denne Heltegierning fik Navnet FOFFNERSBANE. Derpaa kom REGINN til, stillede sig ilde an for sin Broder, som SIGURD havde dræbt, og paalagde ham i Bod, at stege og spise FOFFNERs Hierte. Derefter lagde REIGENN sig ned, drak FOFFNERs Blod, og lagde sig til at sove. SIGURD derimod stegde i Rolighed FOFFNERs Hierte, og, da han trykkede det for at forsøge, om det havde nok, løb Flittet ham ned over Fingrene. Dette sugede han af, og blev af det af Hiertet flydende Blod saa viis, at han kunde forstaae Fuglene, som sang:
- „Der sidder Sigurd meget varmt,
- og steger Foffners Hierte i Ild,
- mig tykkes han var forstandig,
- om han vidste sin Staldbroders Skalkhed og Underfundighed.“
Den anden sagde:
- „Der ligger Reigenn,
- taler med sig selv,
- og vil svige sin Broder,
- der dog er ham troe.“
Da SIGURD herved blev underrettet om REIGENNs Uredelighed, slog han ham ihiel, reed derefter paa sin Hest GRANE til FOFFNERSs Bolig, borttog den hele der værende Skat, hvoriblant FOFFNERs Sværd ROTTA, ÆGISHIELM, en Guld Brynie og to Kister med Guld saa svære, som 2 Heste kunde bære, tillige med ANDVARES RING (ANDVARA NAUT), der stedse voldede sin Eier Døden, læssede Guldet paa Hesten, gik derpaa foran, og vilde trække Hesten ved Tømmen; men den vilde ikke af Stædet, førend dens Herre ogsaa sad op. Da gik den saa rask afsted, som om den slet ingen Byrde havde, uagtet Guldet var saa svært, at 3 andre Heste neppe kunde bære det. Deraf kaldtes Guld Granes Byrde. SIGURD reisde fort med Skatten, til han kom paa HINDARFIELD, hvor han forefandt et Huus og deri et sovende Fruentimmer med Hielm og Brynie paa. Han skar Brynien af hende med sit Spyd, hvoraf hun vaagnede, og fortalde ham derpaa, at hun var en Dotter af Kong BUDLE, hedde HILLDUR, men kaldtes af Brynien BRYNHILLDUR, og var en Valkyrie. Hun underviisde ham i mange Ting, lærede ham Gudelære og 9 Slags Runer. De bleve meget fortrolige, han opholdt sig længe hos hende, og indgik samme Tid et fortroligt Venskab med HEIMERs Søn ALSVID, som han øvede sig med i Skyden og og Falkejagt. Skiøndt hengiven til Krigsøvelser var dog BRYNHILLDUR en stor Konstnerske i alle brugelige Fruentimmer–Arbejder. Hun drog nogen Tid efter bort med sine Møer, og boede for sig selv. Her gav hun sig til at brodere med Guld alle SIGURDs Bedrivter, hvorledes han dræbde REIGENN og FOFFNER og bemægtede sig Skatten. Over dette Arbeid kom SIGURD eengang til hende. De fornyede ved denne Sammenkomst deres forrige Kierlighed, og SIGURD tilsvoer hende ved dyre Eeder aldrig at elske eller ægte nogen anden. BRYNHILLDUR, som havde en Spaadomsaand, forudsagde da hans tilkommende Utroskab, og at han skulde ægte Kong GIUKEs Dotter GUDRUN. Nogen Tid efter kom GUDRUN til BRYNHILLDUR for at faae sine Drømme udtydet. Da hun reisde bort, drog SIGURD efter hende, blev meget vel modtaget af hendes Fader GIUKE, og opholdt sig der nogen Tid. Uformærkt kom han til at elske GUDRUN, hvis Moder GRIMHILLDUR gav ham en Elskovsdrik, som kom ham til reent at forglemme sin kiere BRYNHILLDUR og ægte GUDRUN. Med hende avlede han en Søn SIGMUND og en deilig Dotter SVANHILLDUR. Han gav sig og i Fostbrødrelag med hendes Brødre GUNNAR og HOGNE, fulgde dem i en Mængde Toge, dræbde mange Konger, og blev saa berømt for sit Mod, Tapperhed og Pragt, at hans Navn far bekiendt i alle Lande norden for GRÆKENLANDS HAV. Men nu kom Grunden til SIGURDs paafølgende Ulykke. Han lod sig overtale til at reise med sin Svoger GUNNAR til Kong ATLE BUDLESØN, og frie for ham til sin egen forrige Kiereste og ATLEs Syster BRYNHILLDUR. Hende traf han boende paa HINDARFIELD, hvor hun med sin Fader BUDLEs Tilladelse ingen vilde have til Mand uden den, der kunde ride over den Ild, som hun stedse lod brænde om hendes Bolig i HLINDALEN. Dette kunde GUNNAR ikke, hvorfor SIGURD paatog sig hans Ham, fordi hans Hest GRANE ikke vilde gaae under andre end ham selv, satte paa denne Hest giennem Ilden, og holdt samme Aften i GUNNARs Lignelse Bryllup med BRYNHILLDUR. Da de lagde sig til Sengs, lagde han sit Sværd GRAM mellem sig og hende, under Paaskud, at han ellers skulde faae sit Banesaar. Da han forlod hende, gav han hende ANDVAREs berygtede Ring, som han havde taget fra FOFFNER, og fik en anden af hende, hvorpaa han reed hiem. En Samtale mellem hans Kone og BRYNHILLDUR, da de var gaaet ned til Floden at vaske deres Haar, og som endtes med Skienderie, opdagede BRYNHILLDUR de sande Omstændigheder ved hendes Bryllup med GUNNAR. See Brynhilldur! Men hun blev og derover reent rasende, og opeggede sin Mand GUNNAR og hans Broder HOGNE til at dræbe SIGURD. Dog vilde han ikke forraade sin Fosterbroder, men overtalede sin Broder GUTTORM dertil, som de skaffede Mod og Grumhed til denne Handling ved at give ham Slange– og Ulvekiød at spise. Han reisde da til SIGURD, kom ind i hans Sovekammer, men blev 2 Gange skrækket af SIGURDs skarpe Øiesyn. Tredie Gang traf han SIGURD sovende, og giennemstak ham. Da vaagnede SIGURD, erkiendte, at dette kom fra hans Svogre og Fostbrødre, og sagde GUDRUN, at hvis han havde Kræfter, skulde han dræbde dem alle. Før han døde, hug han sit Sværd GRAM efter GUTTORM, kløvede ham i 2 Stykker, hvorefter han blev brændt med SIGURD. Da kom ANDVARES SKAT og RING til GUNNAR og HOGNE eller de saa kaldte GIUKUNGER. Hvorledes BRYNHILLDUR efterat have tilfredsstillet sin Hævn, lod sig levende brænde med SIGURDs Liig, see Brynhilldur!
SIGURLAMI eller SVARLAMI
en Søn af ODIN (rimeligst den Saxiske) var sin Tids deiligste Mandfolk, og blev af Faderen sat til Regieringen over GARDARIKE, giftede sig med den Norske Kong GILFEs Dotter HEIDIS, og avlede med hende SVARFURLAMI. Han blev dræbt af Kæmpen THIASSE.
SIGURLIN
en Dotter af Kong SVAFFNIR. See Hiorvard!
SIMUL
den Saa, som BIL og HIUKE bare Vand i, da de bortsnappedes af MAANEN. See Bil!
SINDRE
paa INDA eller NIDAFIELD, var som GIMLE en af de lykkeliges Boliger efter RAGNAROKR.
SINFIOTL
en Søn, som VOLSUNGs Dotter SIGNE for at hævne sin Faders og Brødres Drab paa hendes egen Mand SIGGEIR, avlede i en Troldkones Ham med hendes egen Broder SIGMUND VOLSUNG uden hans Vidende, og sendte ham i hans 10de Aar til SIGMUND at opdrage. SIGMUND efterat have prøvet ham og forsikkret sig om hans Mod, opdrog ham til alle Heltedyder, og drog derefter med ham i Varulve Skikkelse til SIGGEIRs Hof, hvor de begge indebrændte SIGGEIR og SIGNE. See Siggeir! Men, da han derefter friede paa samme Sted som GUNNAR, Broder til SIGMUNDs Dronning BORGHILD, og dræbde sin Rival, blev han forgivet af BORGHILD. See Sigmund Volsung!
SIOFN eller SIONA
een af Asernes store Gudinder, var den anden Gudinde for Kierlighed næst efter FREYA, opvækker de første kielne Følelser hos unge Karle og Piger for hverandre, og bringer dem stedse nærmere til deres Ønskers Opfyldelse. Efter hende kaldtes Kierlighed Siofn.
SIRED
en Dotter af den Skaanske Konge SIVALD af en blændende Skiønhed, men tillige saa undseelig, at af hendes talrige Friere kunde ikke en eeneste faae hende til at see paa sig, og herpaa stolede hun saa meget, at hun fik af Faderen Løvte paa ikke at ægte anden end den, som kunde bringe hende til at at see paa sig. Blant andre friede OTHER, EBBEs Søn til hende uden dog at kunde bevæge hende. Ved samme Tid friede en Kæmpe til hende med samme Held, og for at opnaae sin Hensigt bestak en af SIREDs Piger, saa hun eengang fik hende til at gaae ud, og førde hende paa Afveie, hvor Kæmpen bortførde hende, og indsluttede hende i en huul Klippe. Da OTHER fik dette at vide, søgde han at opdage hendes Opholdssted, fandt hende, dræbde Kæmpen, og bortførde Prindsessen. Dog havde Kæmpen i Forveien knyttet og viklet hendes deilige Haar sammen, at det var som en Filt, og maatte klippes af. Ved denne Leilighed anvendte OTHER atter forgieves alle optænkelige Midler til at bøie hendes Hierte, og uagtet hun var ganske i hans Vold, var han dog for ædelmodig til at bruge Magten, og forlod hende. Derefter vankede hun længe forladt omkring i eensomme og øde Ørkener, indtil hun endelig i en Skov kom til en fæl Kierling i en Hytte, som satte hende til at vogte sine Gieder. Endelig kom OTHER dertil, frelsde hende af denne ubehagelige Forfatning, anvendte atter mange søde Ord paa at overtale hende, men da han udrettede lige saa lidet som tilforn, ærgrede hendes Mangel af Erkiendetlighed ham, saa han forlod hende, og drog til sin Flode. Da SIRED derefter længe havde løbet vild omkring paa Klipperne, kom hun endelig til OTHERs Faders Huus, hvor hun af Undseelse over sin Fattigdom og Nøgenhed udgav sig for en Pige af ringe Herkomst. Dog kiendte OTHARs Moder igiennem hendes usle Udseende meget vel hendes fornemme Byrd, omgikkes hende meget ærbødighed, og formaaede hende at blive hos sig. Imens kom OTHER hiem, saae hende, og spurgde, hvorfor hun havde tildækket sit Ansigt. For at prøve hende, lod han som han vilde holde Bryllup med et andet Fruentimmer, lod SIRED holde Lyset for sig, da han skulde gaae i Brudeseng, og lod hende staae saalænge, indtil Lyset næsten var udbrændt. Sørgmodig og tankefuld stod hun der, Lyset brændte hende i Fingrene, og hun lod som hun ikke mærkede det, indtil OTHER bad hende tage sine Fingre i Agt. Da saae hun skiøndt undseelig meget mildt op paa OTHER, som i det samme fortalde hende, at hans Bryllupsfærd kun var forstilt. Hun steeg da i Sengen til OTHER, og ægtede ham. Hendes Fader SIGVALD optog denne Forbindelse meget ilde, lod OTHER fange, og dømde ham til at hænges, fordi han havde voldtaget hans Dotter. Da bad SIRED for sin Mand, fortalde hendes Fader, hvorledes hun 2 Gange var bleven frelst af OTHER, og bevægede ham derved, saa han ikke allene tilgav ham, men endog ægtede hans Syster.
SITONER
et Folk Tacitus sætter i SVERRIG, ventelig de samme som JOTERNE.
SIVALD
see Halfdan 1ste!
SIVARD
en Søn af OMUND regierede i HALLAND og SKAANE; hos ham opholdt DEN MELLEMSTE STERKODDER sig den Tid, han var misfornøiet med det Danske Hofs Vellyst og Blødagtighed. Denne SIVARD havde en smuk Syster, som den Svenske Konge OTTAR VENDILKRAGE friede til, men da hans Gesandt EBBE var bleven forrasket i HALLAND, blev han af OTTAR bekriget, overvundet og forjaget til JYLLAND. Der krigede SIVARD mod SLAVERNE, som nylig vare indfaldne i Landet, og overvandt dem, men blev kort efter overvundet af deres Konge ISMAR, i et Søeslag. Et andet Slag ved LEIRSKOV i COLLINGHUS AMT giorde ham skatskyldig til SLAVERNE, som tillige bortførde hans Søn JARMERIK i Trældom. Derefter blev SIVARD sendt af Leirekongen FRODE 5 HIIN FRÆKNE med en Hær at gienerobre HALLAND og SKAANE fra den Svenske Konge OTTAR. Denne sendte ham sin Anfører SIMON imøde, og det kom mellem dem til et Slag, hvori SIVARDs Folk vel seirede, men han selv satte Livet til.
SIVORD
Konge over GULLAND, havde to Sønner VEMUND og ØIESTEEN, og en Dotter ALVILDE, der fra Barndommen af var saa blufærdig, at hun stedse gik med Slør for Øinene. For at vogte hende havde Faderen sat hende i et stærkt Jomfruebur, hvor han gav hende en Øgle og en Hugorm at opdrage, som opvoksde med hende, bleve meget store, og giorde hendes Bolig utilgiengelig for alle. Desuden havde Faderen befalet, at afhugge enhver, som forgieves søgde at komme til hende Haand og Hoved og sætte dem paa en Stage. Kong SIGARs Søn ALF meldte sig da at frie til Prindsessen, men, da ingen kunde faae hende uden den som dræbde Udyrene, befalede Kongen ham at stride med dem. Han dræbde dem da vel begge, og havde Ret til Prindsessens Haand, som og yndede ham meget, men Moderen kunde ikke lide ham, og holde saadan Forelæsning for Dotteren over Anstændighed og Blufærd, at hun endelig fattede Foragt for ham, klædede sig i Mandsklæder, drog til Søes og kom med sin Flode til nogle Søerøvere, som nylig havde mistet deres Anfører, og blev af dem antaget i hans Sted. ALF ledte vidt omkring efter hende, og efterat have paa Isen, hvor han var bleven indefrussen, overvundet BLAKMANNERNE, seglede med sin Flode til FINLAND. Der traf han ALVILDE i en Fiord, og gav sig i Slag med hende. Midt i Slaget mistede hun Hielmen, og røbede sit Kiøn ved sine deilige Haar, hvorpaa han overtalede hende til at aflegge Mandsklæderne, holdt Bryllup med hende, og avlede med hende en Dotter GYRITHE.
SKADE
en Dotter af Kæmpen THIASSE. Da hendes Fader var bleven dræbt af Aserne (see Thiasse!) væbnede hun sig med Skiold og Sværd, og gik til ASGAARD for at hævne hans Død. Aserne tilbød hende i Forlig at vælge sig en Mand mellem dem, dog uden at see under Valget mere af dem end Fødderne. Hun saae da et Par meget deilige Fødder, troede det var BALDER, og valgde ham, men bedragede sig, og fik NIORD DEN RIGE. Ham lovede hun at ægte paa Vilkaar, at Guderne skulde faae hende til at lee. Dette udrettede LOKE ved at binde et Baand med den ene Ende ved et Giedebuks Skieg og med den anden Ende om sin Ryg, giorde en Deel Narrerier, saa begge skreg, og LOKE endelig faldt over hendes Knæer, hvorved SKADE kom til at lee, og blev forligt med Guderne. Dette behagede ODIN saa vel, at han hende til Villie forvandlede hendes Faders THIASSEs Øine til to Stierner, og satte dem paa Himlen. Med sin Mand kunde hun derefter ikke forliges. Hun elskede meest de Jagtrige Egne paa Fieldene i TRYMHEIM, hvor hendes Fader havde boet, og kunde ikke lide NIORDs Bolig NOATUN ved Havet. Da eenedes de om at opholde sig 9 Nætter i Biergene og 3 ved Havet. Endelig forlod hun ham reent, og drog til Biergene, hvor hun morede sig med at jage løbe paa Skier og skyde med Bue, indtil hun tilsidst giftede ODIN, som hun fødte SEMING og flere Sønner. I Giestebudet hos ÆGER, som hun bivaanede med de andre Guder, kom hun i Skienderie med LOKE, spaaede ham, at han snart for sine Pudserier skulde blive bunden med sin Søns Tarme, men da han desuagtet rosede sig af at have været første og fornemmeste Aarsag til hendes Faders Drab, lovede hun ham bittert Fiendskab i Fremtiden, og opirredes dertil end mere, da LOKE bebreidede hende, at hun før havde været venligere mod ham, da hun indbød ham i Sengen at ligge hos sig. Desto haardere hævnede hun sig igien paa ham, da han var bleven fanget af Guderne, ved at hænge en Slange over hans Hoved, hvis Gift foraarsager ham de græsseligste Piinsler, see Loke! SKADE var Asernes Jagtgudinde, en stor Mester i Bueskyden og Skieløben, og kaldtes af det sidste ØNDURDYS.
SKATE
see Skiold!
SKEGGIØLID
see Valkyrier!
SKEIDBRYMER
en af Asernes Heste, som de daglig reed over BIFROST paa til YDRASIL.
SKIALDRE
de gamles Digtere.
SKIALF
see Agni!
SKIDBLADNER
ODINs og ASERNEs Skib, som LOKE havde ladet giøre af Dvergene IVALDA SØNNER og foræret til FREYR. Det var det bedste, som fandtes i Verden. Naar man satte Segl til, gik det straks for gunstig Vind til sit Bestemmelses Sted. Det kunde rumme alle guderne, og, naar de ikke vilde segle, kunde det tages fra hinanden, foldes sammen og puttes i Lommen.
SKIBE
brugdes i de ældste Tider smaa af udhulede Egestammer uden Segl og med Forstavn i begge Ender, og roedes med Aarer, som brugdes snart paa den ene og snart paa den anden Side, omtrent som de endnu i JYLLAND og andre Egne brugelige KNUBSKIBE. Skibet SKIDBLADNER lader formode, at Aserne først i NORDEN brugde Segl. Efterhaanden brugdes de større.
SKINFAXE
DAGENs Hest, som stedse trækker dens Vogn omkring paa HIMLEN, og med sin Skinnende Manke oplyser JORDEN.
SKIOLD
ODINs Søn, regierede over DANMARK, havde overordentlig Styrke og Størrelse, thi allerede i sit 15de Aar var han fuldkommen mandig og voksen, og mødte da paa Jagt i SVERRIG en stor Biørn, som han uden Vaaben fangede, og bandt med sit Belte. Han giftede sig med en Jettekone, og fik med hende SIELLAND, see Gefine! Der fæstede han sit Sæde i LEIRE, som han efter manges Mening skal have bygt, og satte der Offertiensten paa en prægtig Fod. Derefter friede han til den deilige ALVILDE, og ægtede hende efter at have nedlagt sin Medbeiler den tydske Konge SKATE. SKIOLD er en af Oldtidens hæderværde Regenter, var fredsommelig, prægtig viis, godgiørende og en god Lovgiver. Saxo har bevaret os nogle af hans Love, især om Krigsbyttes Deling og om ikke at friegive Trælle, da saadan en engang havde staaet ham efter Livet. Han lod fattiges Gield betale af Skatkammeret, syge helbrede, og alt Bytte dele imellem Soldaterne, sigende: at deres var Byttet men Æren Seirherrens. Han var saa elsket af sine Undersaatter, at de satte ham blandt Guderne og hans Billede i Templerne, og skal hans Dyrkelse endog have strakt sig til NORGE. Efter Saxo var han en Søn af Kong LOTHER. Efter ham kaldtes de følgende Danske Konger SKIOLDUNGER og Havet SKIOLDUNGA HAV.
SKIOLDMØER
kaldtes Fruentimmer, som i fuld Rustning og Mandsklæder droge i Strid for at vinde Berøm. De vare i stor Anseelse i det krigerske NORDEN. Stundom tillagde man dem og Navnet VALKYRIER.
SKIOLDUNGER
see Skiold!
SKIOLDUNGA HAV
see Skiold!
SKOFNUNG
ROLF KRAKEs Sværd.
SKOLL
en uhyre Ulv, som stedse jager efter SOLEN, derved foraarsager dens Gang, da SOLEN af Frygt for at opsluges stedse jager fremad. Ved Begyndelsen af RAGNAROKR skal den reent opsluge SOLEN, see Ragnarokr!
SKREP
Kong VERMUNDs Sværd, see Uffo!
SKRITFINNER
et Folk, som i ældste Tider skal have boet i NORDEN i Nærheden af DET HVIDE HAV.
SKRYMNER
see Thor!
SKULD (1)
den yngste af de VALKYRIER, som udrede paa Valpladserne for at vælge dem, der skulde falde og bestemme Seieren. Hun var og en af NORNERNE.
SKULD (2) eller SKULDA
en Dotter af Leirekongen HELGE, som han i LOLLAND havde avlet med THORA, en Elfekone af de sorte Alfer. Denne THORA kom en Aften udenfor HELGEs Huus, hvor han bedrøvet og folkesky over YRSAs Tab laae allene, og ved hendes Jamren bevægede ham uagtet hendes hæslige Udseende til at tage hende i Huus og Seng, hvor hun om Morgenen befandtes at være et deiligt Fruentimmer, som Kongen fik Lyst til, og besvangrede, hvorpaa hun forlod ham, men sagde tillige, at, om hun blev frugtsommelig, vilde hun komme igien om et Aar, og, da skulde han opdrage hendes Barn. Hun fødde og af ham denne SKULD, som han derefter, da hun var lagt for hans Dør, ikke vilde erkiende for sin Dotter, og derfor efter Moderens Udsagn skulde blive Broderen ROLF KRAKEs Undergang. Broderen ROLF lod hende opføde, og gav hende et Stykke af SIELLAND, hvor endnu Landsbyen SKULDELEV kaldes efter hende. Hun slægtede Moderen paa, var halv af Alfeart, snedig, lumsk og hoffærdig, lod sig bortføre af HIORTVAR, ROLFs Jarl paa ØLAND, hvorpaa hun erholdt ROLFs Minde til at ægte ham, og blev med det samme sat over SKAANE imod at betale Skat; Men lidet fornøiet med at staae under Broderen opeggede hun stedse sin Mand til Forræderie imod ROLF, saa han endelig under Skin af at betale den betingede aarlige Skat forraskede og indebrændte ROLF, men blev selv dræbt af VOGGO, see Hiortvar! Efter HIORTVARs og ROLFs Død opkastede hun sig til Regent, men hendes Mands Broder den Skaanske Konge HAKE, og BIARKEs Broder THORER HUNDSOT, som regierede ØSTGOTHERNE, overfaldt hende uformodentlig, fangede hende, og lod hende med mange Piinsler henrette.
SKUM
STERKODDERS Sværd.
SKYDE
en fattig Vandringsmand, kom til ODIN, og bad ham om lidt Smør i sit Madskriin. ODIN var straks tilrede, og talede derom til sin Kone FRIGGA, der forestod Husholdningen. Hun var ilde tilfreds, og vilde intet Smør miste for ikke selv at kiøbe. ODIN indbød ham da til Giest og Natteherberg i VALHAL, og fik derefter saa stor Yndest for ham, at han tillod ham der at vælge en Brud, dog med Forbeholdenhed af sin egen FRIGGA. Uagtet han var i VALHAL bleven meget riig paa Fødevare, var Møen, som han valgde sig, dog ilde tilfreds, men lod sig endelig overtale af ODIN, som forestillede hende, hvor meget bedre det var at ægte en riig Mand end staae bag ved FRIGGAs Stoel med et Knippe Nøgler ved Siden, og forærede dem en stor Deel Jordegods i ASAHEIM, hvor de levede i stor Anseelse og døde som hovedrige Folk.
SKYRNER
Gudernes Sendebud og FREYRs Fortrolige. Hvorledes han efter Gudernes Befaling udfrittede Aarsagen til FREYRs hemmelige Kummer, og friede for ham til den deilige GERDIR, see Freyr!
SKØGULL
see Valkyrier!
SLEIPNER
ODINs Hest, den bedste som fandtes i Verden, havde 8 Fødder, og skyldede sin Oprindelse til følgende Begivenhed: en Rise kom til Aserne, gav sig ud for Bygmester, og tilbød sig inden tvende Sommere at bygge dem en Borg saa vel befæstet og stærk, at deres bestandige Fiender BIERGRISERNE og HRIMTHUSSERNE ikke skulde kunde indtage den, om de endog allerede var brudt ind i MIDGAARD. Til Betaling forlangede han Gudinden FREYA, SOLEN og MAANEN. Guderne tingede med ham og kom endelig til den Akkord, at han skulde giøre Arbeidet færdigt i en Vinter, paa Vilkaar, at, om der første Sommerdag endnu manglede noget, skulde han have giort alt sit Arbejd omsonst. Kæmpen indgik Vilkaaret, men betingede sig tillige at have sin Hest SVADELFARE til Hielp. Dette vilde Guderne nødig indgaae, men endelig efter LOKEs Overtalelse gave efter. Herpaa gav Kæmpen sig til at arbeide af alle Kræfter tillige med Hesten, som om Natten slæbede Stene til Bygningen af uhyre Størrelse. Begge brugde sig og saa vel, at Arbeidet ved Vinterens ende var mesten færdigt. Endnu vare 3 Vinterdage tilbage, og paa Bygningen manglede kuns Porten. Dette havde Guderne anseet for umuligt. Deres Angest tog til med Bygningen, men nu steeg den til det høieste. Man sankedes endelig for at overlægge Midler mod den truende Fare. I deres Forsamling befandtes, at LOKE især havde raadet til den fatale Akkord, og man dømde ham derfor under svære Trudsler til at skaffe Raad. Han lovede Hielp, og, da Hesten om Aftenen efter Sædvane kom slæbende med sin svære Dragt, kom en Hoppe springende ud af Skoven; Hesten blev straks løbsk, sled Tøiet itu, og satte efter den uden at bryde sig om sin Byrde. Kæmpen for at faae den fat, løb længe forgieves efter den, og herved forsømmedes Arbeidet saameget af dem begge, at Risen mærkede Umueligheden i at faae den færdig, med mindre han paatog sin naturlige Skikkelse. Dette giorde han, og arbeidede af alle Kræfter, men blev kiendt af Guderne, dræbt af THOR med et Hammerslag og nedstyrtet i NIFLHEIM. Den omtalte Hoppe, som egentlig var LOKE, fødte derefter en Hest med 8 Fødder, som blev ODINS LIVHEST, og var denne SLEIPNER.
SLIDUR
en af de elleve HELVEDES FLODER, som udfløde fra Brønden HUERGELMER.
SLIDRUGTANNE
see Gullinbuste!
SNIO
regierede i JYLLAND over VENDELBOERNE, stod under den bekiendte HLER eller ÆGER paa LESSØE, hvis Træl han tilforn havde været. Han blev af HLER sendt til den Svenske Konge ATISLE (ADILS) at kundgiøre at ham hans Hunds Død, som han havde sat over DANMARK, og var det bleven ihielrevet af andre Hunde. I mørke og forblommede Ord bidragde SNIO ham denne Tidende, og indtog derved ATISLE, saa han satte ham over de Danske med Befaling, at regiere saa haardt og skarpt, at Danskerne ævig kunde mindes ham. Dog frygtede han for sin Herre HLER (LÆ), uden hvis Tilladelse han modtog Riget, sendte Bud til ham og lod ham hilse. I sin Regiering opfyldte han trolig ATISLEs Befaling, var ondskabsfuld, grum, stolt, uretfærdig, tog fra de trængende og gode for at give onde og rigere Handlangere, gav ubillige Love og plagede Almuen. En indfaldende Dyrtid og deraf følgende Hungersnød anledigede SNIO at forbyde al Ølbrygning over hele Riget, og ikke at drikke Øl, hvortil i de Tider, da stærkt Øl var den fornemmeste Drik, brugdes mere Korn end til Brød. En Dranker søgde at eludere Kongens strænge Lov ved at søbe Øllet, og, da dette ogsaa blev ham forbudet, brød han Brød i Øllet, og spiisde sig drukken. Dette lod SNIO ham forbyde under Livsstraf. Men nu bryggede og drak han aabenbare, og svarede ved næste Tiltale: at Kongen maatte frygte for at døe af Hunger, og at der ikke skulder være Øl nok til hans Gravøl, hvilket Svar giorde SNIO saa undseelig, at han ophævede Forbudet. Endelig tog den dyre Tid saaledes til, at man ved Thinge besluttede meest efter to unge Mænds EBBEs og AAGEs Tilskyndelse at dræbe alle gamle Folk og Børn for at holde de Stridbare ved Live. Men deres Moder GUNBORG (GAMBARUK eller GAMBORA) fik det bragt dertil, at man besluttede at sende unge Folk efter Lodkastning ud af Landet for at søge andre Boliger. En 3die Deel af det unge Mandskab vandrede paa denne Maade ud under EBBES OG AAGES Anførsel, og bleve de siden berømte LANGOBARDER. Derved efterlod Hungeren noget, og SNIO vedblev at plage sine Folk, der for det meste af Frygt holdte ved ham, undtagen en vis RØTH, som rebellerede. For at forraske ham sendte SNIO ham i en Urias Reise til Kæmpen LÆ (HLER) at spørge, paa hvad Maade Snio skulde døe; men RØTH undgik mod Formodning Faren, og kom uventet tilbage, medbringende LÆs Handske, som han leverede SNIO til Thinge, og bragde tillige det Svar: at han skulde døe af Luus. Straks kom af Handsken en afskyelig slem Stank og en Mængde Luus, hvilke tillige i Hobetal krøbe ud af SNIOs Øine, Øren, Næsebore og hele Krop. For at blive dem kvit steeg SNIO til Hest, reed længe om, tilsidst styrtede sig ud, og blev dræbt af Lusene i en Bæk ved VIBORG, som deraf kaldtes LUSEBÆK. Han blev og der begravet i en Høi kaldet LUSEHØI. Hans Dronning skal have heddet TUFO. En seenere SNIO har regieret i Rolf Krakes Tid, og af disse to har Fabelen sammensmedet denne eene.
SNIO
SIVALDs Søn, Konge i HALLAND, var modig, hurtig, tapper og en øvet Søehelt. Allerede som Prinds rebellerede han mod den Svenske Konge ADILS efter Leirekongen FRODE 6TEs Tilskyndelse, og forskaffede sin gamle Fader Uafhængighed af de SVENSKE. I hans Tid indtraf en stor Hungersnød, saa at en stor Mængde unge Mennesker efter MAGGE, et Fruentimmers, Raad, maatte efter Lodkastning forlade Landet. SNIO elskede en Østgothisk Prindsesse, havde hendes Gienkierlighed, og søgde ved hemmelige Bud at faae hende i Tale, men de faldt i hendes Faders Hænder, og blev hængt. Fortrydelig derover drog SNIO med en Hær ind i hans Land. SNIOs Folk vandt, og han fik vel efter Aftale den overvundne Konges Land, men mistede sin Brud, som Faderen imidlertid havde givet til den Svenske Konge EISTEN. Ogsaa der viiste Kierligheden ham en Vei til hende. For først at forsikkre sig, om hun endnu elskede ham, sendte han een til SVERRIG, der forklædt som en Betler tog sin Plads ved Dørren, og da Dronningen ved Leilighed gik forbi, viskede til hende: SNIO elsker dig. Dronningen lod, som hun ikke hørde det, men kom straks efter igien, og sagde ligesaa sagte til ham: jeg elsker den, som elsker mig. Dagen efter satte den forklædte Tigger sig paa samme Sted, og viskede til hende: at man ønskede et bekvemt Sted. Hun svarede: snart skal jeg være ved BIARKØE. Han spurgde da om Tiden, og fik til Svar: ved Vinterens Begyndelse. SNIO forsømde sig og ikke, men kom til bestemte Tid derhen med et Skib. Dronningen kom og under Paaskud at bade sig derhen, og blev bortført med en Deel af hendes Mands Skatte, som hun havde medtaget, hvilken Bortførsel siden voldte ham en langvarig Krig med EISTEN.
SNOTRA
var hos Aserne Gudinde for DYD, VIISDOM og SÆDELIGHED, meget vittig og beleven, og særdeles Beskytter af den dydige Ungdom.
SNYRTIR
BIARKEs Sværd.
SNÆR DEN GAMLE eller SNÆKOLLUR
en Søn af FROSTE, regierede i JOTUNHEIM, og var Fader til THOR, FAUNA, DRIFVA og MIØLL, af hvilke den sidste blev efter STURLAUGR STARFSAMEs Befaling bortført af FROSTE, og DRIFVA, gift med den Svenske Konge VANLAND. See Vanland! Af Snorro kaldes han SNIO DEN GAMLE.
SON
see Fialar!
SOKVABEK
et Slot i HIMLEN beboet af Gudinden LAGA eller SAGA.
SOLEN
en Dotter af MUNDILFARE og Syster til MAANEN, var gift med GLANUR eller GLORNIR. Guderne bleve vrede paa hende og Broderen for deres tiltagne stolte Navne, toge dem til Straf begge op til HIMLEN, nødede hende at kiøre SOLENs Vogn, som de havde giort af MUSPELSHEIMS ILD for at oplyse JORDEN, og gav hende en Hest SKINFAXE, som med sin skinnende Manke udbreder Lys overalt. Den forfølges desuden stedse af Ulven SKOLL, som truer at opsluge den. Derover skynder den sig frem ad, og det er Aarsag, til SOLENs Gang. Denne Ulv skulde ved RAGNAROKR reent opsluge den, men da har hun allerede født en Dotter lige saa smuk og skinnende som hun selv, og denne skal efter alle Tings Fornyelse følge Moderens Bane. SOLEN er i de ældste Tider bleven dyrket som en Gud hos ASER og GOTHER, og forveksles endog med ODIN selv.
SOLVI JUDE
en Norsk Prinds, Søn af Kong HOGNI i MARSØE og Broder til HIORLEIF DEN KVINDEKIEREs Dronning HILLDUR, blev af sin Svoger sat til Jarl over den Deel af SIELLAND, som havde tilhørt Kong REIDAR, krigede derefter mod den vidtberømte Jydske Konge AMLETH, nedlagde ham i et Søeslag i HORSENSFIORD, og ægtede hans Enke HERMUNTHRUDE. Derpaa giorde han et Tog i AUSTURVEG, fik der at vide, at HIORLEIF var slaget ihiel i SVERRIG, drog derhen med en Hær, overfaldt uformodentlig Kong EISTEN i hans Gaard paa LOFØEN i MÆLEREN, og brændte ham inde med alle hans Folk, hvorefter han i SIGTUN lod sig vælge til Konge. Dog maatte han først i elleve Dage slaaes med de Svenske, som endelig kom til kort, og maatte tage til takke med at lade sig regiere af en Udlænding. Her regierede han længe i Roe, men blev endelig ved Forræderie dræbt af de Svenske.
SORLE eller SAURLE
en af GIUKUNGERNE, en Søn af den Reidgothiske Konge JONAKUR og GUDRUN, reisde med sine Brødre HAMDER og ERPUR efter deres Moders Tilskyndelse for at tage Hævn af deres Svoger den Skaanske Konge JARMERIK, fordi han saa grusomt havde ladet deres Syster SVANHVIDE træde ihiel af Heste. See Svanhvide! Moderen havde givet dem gode Vaaben og den Befaling, at SORLE og HAMDER skulde hugge Hænder og Fødder men ERPUR Hovedet af ham; underveis bleve de ueenige, og fortredelige over, at Moderen havde jaget dem ud paa denne farlige Færd, spurgde ERPUR, hvad Nytte han kunde giøre, naar han kom til JORMUNREKR, hvortil han svarede: samme Nytte, som Hænderne giør Fødderne. De sagde: at den Hielp var saare liden, og sloge ham ihiel, fordi han var Moderens kiereste Søn. Noget efter faldt SORLE paa den eene Fod, og hialp sig op med Haanden. Da sagde han: Nu havde Fødderne Hielp af Hænderne, og var det bedre, at ERPUR havde levet. De holdt derefter et Søeslag i ØRESUND, hvori de overvandt JARMERIK, og beleirede ham derpaa efter GUDRUNs Tilskyndelse i hans faste Fæstning paa KULLEN i SKAANE, brøde ind i Fæstningen, overfaldt JARMERIK sovende, og afhuggede hans Hænder og Fødder. Derved vaagnede han, og kaldte sine Folk sammen. De angrebe REIDGOTHERNE, men, da intet Jern vilde bide paa deres Rustning, kom ODIN til, og gav dem det Raad, at slaae dem ihiel med skarpe Flintesteene. Der faldt SORLE og HAMDER med alle deres Folk, og da vare alle GIUKUNGER døde.
STARKATER
see Sterkodder!
STARNO
Konge i VESTGOTHLAND, giorde med sin Søn SVARAN et Tog til IRLAND og SKOTLAND, hvor han efter Ossian var til Giest hos Kong TORCUL TORNO i CRATTHLUN, men var saa utaknemmelig at dræbe sin Vært, fordi han paa Jagten havde dræbt et Vildsviin før STARNO. Om hans Handeler med Kong FINGAL i MORVEN, og hvorledes han vilde forraske ham ved at love ham sin Dotter, see Svaran og Agandecca!
STERKODDER DEN ÆLDRE,
en Søn af STORVERK eller STORKVIDR, var af Jette– eller Thusse–Æt fra Landene Østen for ØSTERSØEN, var født med 8te Hænder, boede ved ALUFOSSA, var en vældig Kæmpe, og fulgde den Svenske Konge HAKE i Strid mod HUGLEIF; men da HAKE derefter for at hævne sin Broder HAGBARTHs Drab (see Hagbarth!) drog mod Kong SIGGEIR, forlod STERKODDER ham, og vilde ikke stride mod SIGGEIR, fordi han havde været hans Giest. Denne STERKODDER forlovede sig med OGN ALFAFOSTRE af Alfernes Slægt, men da han eengang var reist norden over ELIVOGA, lod hun sig bortføre af Bersærken HERGRIM ARNGRIMs Søn, som STERKODDER efter sin Hiemkomst udfordrede til Tvekamp ved EIDI, brugde i denne Strid 4te Sværd i sine 8te Hænder, og nedlagde ham. Men OGN havde alt for stor Leede til STERKODDER, og for ikke at ægte ham dræbde sig selv efter HERGIMs Død. STERKODDER hiemførde alle HERGRIMs Skatte og hans Søn GRIM, som han opfostrede. Da derefter Kong ALFUR paa ALFHEIM holdt en stor Offerfest til Gudindernes Ære, som forestodes af hans deilige Dotter ALFHILD, kom STERKODDER til om Natten, og bortførde hende. Faderen bad THOR hævne dette Ran, hvorpaa THOR drog efter ham paa en Baad i den FINSKE BUGT, og dræbde ham, men lod ALFHILD tillige med GRIM drage hiem til hendes Fader ALFUR. Denne STERKODDER skal have været en god Skald; han efterlod sig en Søn STORVERK.
STERKODDER DEN MELLEMSTE,
en Søn af DEN ÆLDRE STERKODDERs Søn STORVERK, og den Helgelandske Kong FREKEs Dotter ONNE, var en stor og stærk Kæmpe, født med 6 Hænder, men THOR rykkede de 4re ud af Kroppen paa ham, hvorved han blev andre Mennesker liig. Efter sin Faders Drab blev han opfødt i NORGE hos Kong HARALD paa AGDESIDEN tillige med hans Søn VIKAR, og blev med denne i hans 3die Aar fanget af Kong HERTHIOF paa HORDELAND, som havde dræbt Kong HARALD, og satte begge at opfostres hos HROSHARSGRANE paa ASK. Der forbandt han sig ved nøie Venskab med VIKAR, tog til i Styrke og Manddom og blev NORDENs navnkundigste Helt. Dersom vildt krigersk Mod, rasende Tapperhed, Stivsindighed, raa Sæder og en streng Levemaade ere Heltedyder, besad han dem virkelig, men blandede med overdreven Gierrighed, Ondskab og Troløshed. Denne sidste viisde han især ved at forraske sin Ven VIKAR. Hvilket Fabelen fortæller saaledes: han blev tillige med Kong VIKAR (Saxos VIGER) opdraget af ODIN selv under det Navn HROSHARSGRANE, paa Gaardeb ASK paa Øen FENRING under HORDALAND. Med denne VIKAR drog STERKODDER ud paa et Søerøverie for at indlægge Ære; men ODIN havde besluttet at VIKAR skulde døe en skammelig Død, roede til den Ende Natten for deres Afreise med STERKODDER over til en lille Skovbegroet Øe. Der traf de midt i en Slette en Hob Folk holde Thing. Der sad de 11 Mænd paa Stole, den tolvte var ledig. Paa den satte HROSHARSGRANE sig, og blev af de andre hilset for ODIN. Han bad da Forsamlingen at tildeele STERKODDER sin Skiebne: Han tillagde ham straks noget godt, men hver Gang lagde THOR noget ondt til, og heraf kom den underlige Blanding hos ham af godt og ondt, hvilket ODIN søgde igien at giøre godt ved at tillegge ham 3 Mænds Aldre, at eie de bedste Vaaben og Harnisk, at have mange Eiendomme, faae Seier i hver Strid, være en god Skald, der ligesaa let kunde tale paa Vers, som andre paa Prosa, og at være yndet af store og fornemme Mænd. Til Giengield for alle disse Velgierninger forlangede ODIN, at han skulde forraade Kong VIKAR, og forærede ham en Furrekvist. Derpa drog han og VIKAR afsted; Storme og Modvind kastede dem længe om paa Havet, saa de næsten havde skvalpet om et heelt Aar. Man besluttede da at opofre Guderne een af dem ved Lodkastning. Lodden falt paa VIKAR, som STERKODDER overtalede til at lade sig hænge for Spøg med friske unge Kalvetarme, som dog ved ODINs Medvirkning bleve til de stærkeste Vidier, hvilke STERKODDER af Begierlighed efter VIKARs Rigdomme snærede ham saa fast om Halsen, at han kvaldes. Tillige stak han til ham med den af ODIN erholdte Furrekvist, som straks blev til et Spyd, sigende: Nu giver jeg dig til ODIN; og det blev VIKARs Død. Ved saaledes at have ofret ODIN den første Grøde af sine Heltegierninger beholdt han denne Guds bestandige Yndest. Han bemægtede sig derpaa VIKARs Skibe, gav sig i Forbund med en mægtig Dansk Søerøver BEMON, bemægtede sig megen Rigdom i GARDARIKE, og krigede nogle Aar i BIARMELAND. Han skal endog have droget ud med GOTHERNE til GRÆKENLAND, og ITALIEN. I Selskab med Slavernes Fyrste VINO krigede han derpaa i AUSTURVEG, og seirede over KURER, SEMBER, SEMGALLER og ESTHER. Den Russiske Kæmpe VISIN, som boede paa ANAFIELD, plyndrede vidt omkring, voldtog Fruentimmer endog i deres Mænds Paasyn, og ved sit barske Aasyn kunde døve alle Slags Vaaben, udfordrede han til Tvekamp, indsvøbde for at undgaae hans Konster sit Sværd i Striden med en tynd Hud, og dræbde VISIN. I KONSTANTINOPEL overvandt han den berømte Bryder TANNA, og nødde ham af Skamfuldhed at forlade Landet. Ja GRÆKERNE sendte endog hans Billede af KAABER til ROMERNE med Spørgsmaal, om de kunde opvise Folk af samme Størrelse; thi ellers burde de lade af at stride mod dem. Derfra drog STERKODDER til POLEN, dræbde der Kæmpen WASCE, og gik derpaa til Skibs, men leed Skibbrud, mistede alle sine Folk, og kom eene til Kong FRIDLEV 3 i LEIRE, som han kom i stor Anseelse hos, fik et Skib til Foræring, og blev sat til at vogte Rigets Strømme. Derefter gav han sig i Tieneste hos FRIDLEVs Søn ALI HIIN FRÆKNE, som erobrede heele SVERRIG fra Kong AUN, yndede STERKODDER frem for alle sine Mænd, og satte ham over alle sine Huustropper. Dog var STERKODDER utaknemmelig i høiste Grad, og lod sig af den Svenske Konge AUN og ALIs Broder FRODE 4DE underkiøbe for 120 Pund Guld til at dræbe sin Herre og Velgiører. See Ali! Ond Samvittighed over denne Niddingstreg plagede ham derefter længe, saa han skammede sig at komme til LEIRE til FRODE. Hver Gang nogen nævnede ALI, faldt han i Graad, ja Fortrydelsen gik endog saa vidt, at han dræbde nogle af dem, som havde forledet ham dertil. For at glemme det giorde han et Søerøvertog til GARDARIKE, og vendte derfra tilbage til FRODE, som gav ham sin Søn INGEL at opfostre. HAMA en Kæmpe blant de nys frafaldne SAXER havde udfordret FRODE til Tvekamp, hvori STERKODDER mødte i FRODEs Sted. HAMA foragtede Heltens Alderdom, og gav ham et Næsedrag, saa han faldt i Knæerne og rørde Jorden med Hagen, men han reide sig straks, huggede HAMA tvertover, og fik for denne Gierning 60 Trælle og megen Jord. Uagtet al sin Troskab og Hengivenhed for FRODE lod han sig dog af den Svenske Konge AUN ved Gaver lokke til SVERRIG, for at skaffe SVERTING Leilighed til at forraske FRODE, hvilket man, saalænge STERKODDER var hos ham ikke turde prøve. Denne Sorg gik ham meget nær. Vel kom han til DANMARK, men hans Fostersøns INGELs Blødagtighed, Vellyst, og Hoffets deraf flydende Forandring kiede den gamle haardføre Kriger. Han forlod LEIRE, drog først til INGELs Broder Kong HALFDAN i SKAANE, og derfra til den Skaanske Kong SIVARD. Her fik han at vide, hvor dybt hans kiere FRODEs Dotter HELGA havde fornedret sig, og endog overgivet sig til en Guldsmeds Kierlighed. Da kunde han ikke bare sig længer, drog til DANMARK, kom til Prindsessen i Skidne Klæder med Hatten ned i Øjnene, sad først nogen Tid, og ærgrede sig over Smedens Ubluehed som endog bad hende løske sig, men da sprang STERKODDER op, og afhuggede Guldsmeden, som allerede var kommen i Døren, den heele Bagdeel, saa han faldt død om. Derefter holdt han Prindsessen en drøi Forelæsning over Ære og den Anstændighed, der sømmede FRODEs Dotter, ledsaget med drøie Slag af knyttet Næve, saa Blodet randt hende ned over Ansigtet, og reisde derfra tilbage til HALFDAN. Noget efter blev han budet af Prindsesse HELGA til hendes Bryllup med den Norske Konge HELGE. Over denne Indbydelse blev han først meget vred, men formildedes endelig, fordi HELGE, som selv forrettede Ærendet for tillige at faae hans Hielp i en forestaaende Kamp mod hans Medbeiler ANGANTYR, havde hilset ham fra FRODEs Dotter, og lovede at komme. See Helga! STERKODDER ankom og betids nok ukiendt til Bryllupet ved Maaltids Tid. Ved at see ham begyndte ANGANTYR med sine 8 Brødre at huie og skrige, indtil STERKODDER lod dem forstaae, at han var kommen for at vove en Dyst med dem i HELGEs Sted, og var Mand for at tage det op med dem alle paa eengang. Om aftenen ledede STERKODDER de unge Folk til Brudekamret, stak sit Sværd til Slaade for Døren, og holdt selv Vagt der udenfor den heele Nat. HELGE erindrede vel sin forestaaende Kamp, og stod meget tidlig op, men seende, at det endnu var mørkt, lagde han sig igien, men sov over sig. STERKODDER kom til bestemte Tid ind i Kammeret, men da han saae HELGE sovende i sin Kones Arme, gik han for ikke at forstyrre deres Glæde allene til Kamppladsen paa ROESLYNG, hvor endnu ingen af Modpartiet var ankommen. For Tidsfordriv afdrog han da sine Klæder, satte sig under en Bakke for Vinden, reensede dem fra Utøi, og hængde imidlertid det røde Purpurklæde, som HELGE havde givet ham, over en Torn. Der blev han siddende nøgen, indtil han næsten var indesneet. Endelig ankom ANGANTYR og Brødre, men mindre haardføre end han, satte de sig i Ly for Vinden, og optændte et Baal at varme sig ved, og sendte imidlertid een op af Bakken, at see efter deres Modstander. Denne fik endelig Øie paa ham; hvorpaa de samtlige gik til ham, og stillede til ham selv, enten han vilde møde een ad Gangen, eller dem alle 9 under eet. STERKODDER valgde det sidste, og nedlagde 6 af dem uden selv at blive saaret. De øvrige 3 fældede han endelig med megen Møie, men fik selv 17 Saar, saa at Indvoldene hang ham ud af Maven. En ulidelig Tørst formerede hans Uheld, saa han med Nød slæbede sig til en Bæk, men kunde ikke drikke af vandet, som var bleven blodig af det deri faldne ANGANTYRs Liig. Han lænede sig da op til en Steen, hvori efter mange Aarhundrede saaes Indtrykket af hans Legem, og oppebiede med Taalmod sin Frelse. Først kom en Kiørende forbi, og tilbød ham Hielp; denne vilde STERKODDER ikke modtage af en i hans Tanker uædel, spurgde om hans Forretning, og, da han hørde, at han var Deelefoged, afslog han med Forhaanelse hans Hielp. Den næste Forbigaaende som tilbød ham Hielp, tiende en Bonde for at faae sin Kone, som var en Slavinde, frie, men den blev afslaaet saavel som et Fruentimmers, som var Slavinde, og malede i en Mølle. Hende spugde han, om hun havde Børn, og for ikke at tage mod Hielp af en Slavinde befalede hende at gaae hiem og give sin Dotter Die. Derefter kom en Bondesøn. STERKODDER rosede hans Forretning, forærede ham Purpurkaaben, og bad ham hielpe sig. Bonden stoppede ham da Tarmene ind, bandt Maven til med stærke Vidiegrene, satte ham paa sin Vogn, og førde ham til Hoffet. Der var HELGE imidlertid vaagnet op i stor Angest ved at savne STERKODDER, og frygtede at ansees af den gamle Kriger for en Nidding, der af Kierlighed til sin Kone havde forsømt Kampen. Hans Kone HELGA gav ham da det Raad, som han fulgde, og derved blev ræddet; thi STERKODDER løb straks ved Ankomsten uden at tænke paa sine Saar i Arrighed til Brudekammeret, og slog Dørren ind med knyttet Næve. HELGE anfaldt ham da rasende med et draget Sværd; men i det samme sprang HELGA til med et Skiold, som hun holdt over STERKODDER, og afbød Huggene. Herved blev den gamle overbeviist om HELGEs Mod, og tilgav ham. Førend STERKODDERs Saar endnu vare blevne lægte, drog han til den Skaanske Konge, som han dog noget efter reisde igien til DANMARK bevæget ved Rygtet om det Venskab, der var mellem FRODEs Søn INGEL og hans Faders Morders den Saxiske Fyrste SVERTINGs Sønner. Erindringen om Faderen fordoblede hans Vrede mod Sønnen. Med en Sæk Kul paa Ryggen gik han til LEIRE, svarende underveis de mødende, at han med dem vilde udbrænde INGELs sløvhed. Han gik derefter ind i Kongesalen, og satte sig som i gamle Dage paa det øverste Sted, men da Dronningen saae denne skidne og pialtede gamle, skiendte hun for hans Næsviished, og at han fordærvede de kostbare Bænkehynder, og viisde ham ned. Forbittret gik han nederst, og satte sig, saa hans Ryg, i det den stødte mod Væggen, rystede heele Huset. INGEL kom da just hiem fra Jagt, kiendte ham af hans Saar, skiendte paa Dronningen, fordi hun havde begegnet hans Fosterfader ilde, og bad hende at omgaaes og pleie ham vel. Om Aftenen ved Maaltidet, vilde STERKODDER intet nyde af de mange lækre Retter, som frembares, og nøiedes efter Sædvane med røget og harsk Mad. Dronningen for at fordrive hans onde Lune lagde et kostbart Armbaand i hans Skiød, men han kastede hende det lige i Ansigtet. Hun lod sig derved ikke afskrække, og kaldte en Spillemand, der med sin Musik kun formerede STERKODDERs Aarighed, som kastede ham et Kiødbeen i Hovedet, saa han brast i Graad. INGEL rækkede ham da selv en meget rar Ret, men nu fik STERKODDERs Galde frit Løb. Han foreholdt Kongen hans Vanart, kielne Levemaade, og Venskab med hans Faders Mordere i Steden for at hævne sin Faders Død, holdt ham en skarp Forelæsning ved at sammenligne hans Regiering med Faderens, og formanede ham til at hævne sin Faders Død. Herved oplivedes igien Mod og Ærelyst i INGELs Bryst, saa han sprang op, drog sit Sværd, og dræbde SVERTINGs Sønner ved Hielp af STERKODDER. Denne rosede ham da, ophøiede de gamle Tider, og drog derpaa tilbage til Kong OMUND i SKAANE. Endelig var denne Kriger mod Heltes sædvanlige Skiebne kommet til en høi Alder der trykkede ham. Han maatte gaae ved Krykker, og havde et svagt Syn. Alting forlod ham; kun Erindringen om hans Ondskaber og en nagende Samvittighed fulgde ham stedse. Især angrede han det Mord han havde begaaet paa ALI HIIN FRÆKNE. Han ønskede Døden, uden at finde den, frygtede Niddingsdød paa Sottesengen, og søgde Døden allevegne uden at finde den. For at berolige sig, hængde han det Guld han havde faaet for ALIs Drab, om sin Hals, for dermed at tilkiøbe sig en Banemand. Tillige bandt han 2 Sværd ved Siden, og stavrede om ved sine Krykker. En forbigaaende Bonde bad ham om eet af Sværdene, som vare ham til ingen Nytte. STERKODDER bad ham komme nærmere, men trak straks det eene Sværd, og stak ham ihiel. Straks efter mødte han LENNEs Søn HATHER, hvis fader han havde dræbt. HATHER lod 2 af sine Folk ride ind paa ham for at skræmme ham. Dog STERKODDER blev uforfærdet staaende, og slog dem begge ihiel med sine Krykker. Dette satte HATHER i forundring. Han reed til, kiendte den Gamle, og spurgde: om han ikke vilde bytte sine Sværd bort for en Vogn. Der forefaldt da mellem dem en lang Samtale, hvori STERKODDER klagede over Alderdommen, som nu hindrede ham at hævne sig paa dem, der fornærmede ham, opregnede sine Heltegierninger, og rosede HATHER som han ikke kiendte. Denne derimod rosede ham for hans Færdighed i Digtekonsten, og forhaanede hans Alderdom. Herover forbittredes STERKODDER, opregnede atter i en prægtig Sang sine Bedrivter, og skieldede HATHER for en Træl, hvorpaa denne gav sig tilkiende. STERKODDER opmuntrede ham da til at hævne sin Faders Død ved at omkomme ham, lovede til Belønning alt det Guld han havde paa sig, bød ham sit Sværd, og rækkede Halsen frem. Dog i selve Døden pønsede han paa Hævn, og sagde til HATHER: at han skulde hugge rask til, og i det han afhug Hovedet, springe mellem Hovedet og Kroppen; thi da skulde han blive haard. Dog HATHER som kiendte den Gamles List, vidste, at Hensigten var, at han skulde blive knust af hans uhyre store Krop i det den faldt, og derfor undlod dette, da han afhuggede hans Hoved. HATHER giorde ham derefter en hæderlig Begravelse med en Steendysse over paa RAALYNGS MARK ved Aaen RAA, ved den venstre Side af VEGLINGEBROE i SKAANE. STERKODDER var ikke allene en stor Helt, men tillige en stor Digter, og skal endog have besiunget BROVALLA SLAGET, som han skal have bivaanet. Hans fabelagtige Alder og Bedrivter lader formode, at der have været forskiellige, som man har sammenstøbt til denne eene.
STIFLA
see Oluf eller Thrond!
STORJUNKEREN
en LAPPISK Gud.
STORVERK eller STORKVIDR
en Søn af den ældste STERKODDER og ALFHILD, kom efter sin Faders Død i Tieneste hos Kong HARALD paa AGDESIDEN i NORGE, og bortførde den Helgolandske Konge FREKEs Dotter ONNE, som han avlede den yngre STERKODDER med. Dog FREKEs Sønner FIORVI og FYRVE overfaldt ham om Natten, og indebrændte ham med ONNE og alle hans Folk.
STURLAUGR HIIN STARFSAME
eller den arbeidsomme, en Søn af INGOLF Høvding over NUMEDAL, var deilig, venlig, beleven og tapper, friede til ASA DEN SKIØNNE, en Dotter af RING Jarl i HAMMAR; Faderen henstillede til dotterens frie Villie, om hun vilde have ham; men hun svarede, at hun ingenlunde vilde have den, der stedse var hiemme hos Moderen, tienede hende for Deie, og omgikkes med Smør og Melk. Derover foretog STURLAUGR sig et Tog til AUSTURVEG, forhvervede sig stor Ære og Bytte, streed kun med Fribyttere og Voldsmænd, men lod Andre fare med Fred, drog derefter hiem, deelede Byttet og sad hiemme hos sine Forældre; men da derefter Kong HARALD GULDMUND havde friet til ASA DEN SKIØNNE, men var derover bleven udfordret til Kamp af sin Medbeiler KOL DEN KROGRYGGEDE, sendte efter STURLAUGR og bad ham møde i sit Sted, vilde STURLAUGR kun paa vilkaar, at Kongen afstod ham det Jaord, han selv havde faaet paa ASA, hvilket Kongen indgik, hvorpaa STURLAUGR mødte KOL ved GOTHELVEN, og fældede ham ved Hielp af ASAs Fostermoder Heksen VEFREIA, efter først at have ægtet ASA; men blev kort efter udfordret af KOLs Broder FRADMAR, som han og paa samme Sted overvandt ved VEFREIAs Hielp. See Fradmar! Derefter blev han af Kong HARALD paalagt mange vovelige Arbeider og vidtløftige Reiser endog til BIARMELAND og HUNDINGIALAND, som han ved VEFREIAs Raad alle udrettede med utrættelig Iver, og fik deraf det Navn hiin Starfsame (den arbejdsomme). Derefter krigede han i GARDERIKE for at skaffe FRADMAR, der nu var bleven hans Mand, Kong INGVARs Dotter INGEBORG, erobrede Landet, gav FRADMAR INGEBORG og ALBEIGUBORG i Forlehning, hvorefter han slog sig til Roe, og blev AHNHERRE til meget berømte Folk.
SVADE
en Søn af Asa Thor, var en Jette, boede paa Dovrefield, og var Fader til Kong Hrolf af Berge paa Hedemarken.
SVADELFARE
en meget stærk Hengst, Fader til ODINs 8teføddede Hest SLEIPNER. See Sleipner!
SVAFA
Dotter af Kong EYLIME i VARVITHSYSSEL og en Valkyrie, gav først HELGE HADDINGIA SKATE Navn, da hun kom ridende giennem Luften, og berettede ham, at der paa SIGARSHOLM skulde findes et kosteligt Sværd, lovede ham stedse Seier, og stod ham derefter bestandig bi. Han elskede hende trofast. Hvorledes han tilsatte Livet, see Helge Haddingia Skate! Efter hendes Død kom hun anden Gang til Verden under Navn af SIGRUN, og fandt sin forrige Kiereste HELGE HADDINGIA SKATE, der atter elskede hende, og ligeledes paa nye kommen i Verden under Navn af HELGE HUNDINGSBANE. See Helge!
SVAFALAND
derved forstodes det Svabstædtske.
SVAFNIR
Konge i SVAFALAND. See Hiorvard!
SVAFURLAMI
en Søn af SIGURLAMI, Konge i GARDARIKE og Kong GILFEs Dotter HEIDIS, regierede efter sin Fader i GARDARIKE, og blev meget mægtig. En Dag jagede han i Skoven efter en Hiort, forfulgde den meget hidsig, og indhentede den først neste Dag. Efter at have redet saa længe, at han selv ikke vidste hvor han var, befandt han sig ved Solens Nedgang ved en Stor Steen, og saae der 2 Dverge, som han spurgde om deres Navne, og fik at vide, at den eene hedde DYRINN og den anden DVALINN. Han vidste, at de vare de konstigste Smede af alle, og skienkede dem Livet paa Vilkaar, at de skulde giøre ham et Sværd saa godt som muligt med Guld Haandgreb, Skeede og Belte, som ikke kunde fortæres af Rust, kunde giennemhugge Stene og Klæder og skaffe enhver, som brugde det, Seier i Strid og Tvekamp. De lovede det, og han reed hiem. Paa fastsatte Tid indfandt han sig atter ved Stenen, og fik af Dvergene et overmaade prægtigt Sværd. Dog sagde Dvergene, at det, hver Gang det blev trukket, vilde endelig have Menneskeblod, og skulde dræbe en Mand, at han dermed skulde bestaae mangen et vanskeligt Eventyr, men og tillige faae sit Banesaar deraf. Over denne Dom forbittredes SVAFURLAMI og hug efter dem, men de smuttede straks ind i Stenen, som lukkedes efter dem. Sværdet gik heelt igiennem Stenen, fik af SVAFURLAMI det Navn THYRSING, og skaffede ham Seier. Han nedlagde i Tvekamp Kæmpen THIASSE, som havde dræbt hans Fader, ægtede hans Dotter FRIDUR, og havde med hende en Dotter EYVORA af ugemeen Skiønhed og Viisdom. En Søerøver ARNGRIM krigede derefter i SVAFURLAMIS LAND, og det kom til Strid mellem dem, hvori han afhuggede SVAFURLAMIs høire Haand, bemægtede sig Sværdet THYRSING, hug ham dermed i to Stykker, og bortførde hans Dotter EYVORA.
SVANHILLDUR
en dotter af SIGURD FOFFNERSBANE og Kong GIUKEs Dotter GUDRUN, blev opfostret hos sin Stedfader den Reidgothiske Konge JONAKUR, og af ham givet til den grumme Skaanske Konge JORMUNREKR eller JARMERIK som for en ugrundet Mistanke, BIKKE havde sat ham i Hovedet om hendes forbudne Fortrolighed med hans Søn RANDVER lod hende træde ihiel af Heste. See videre ved Jarmerik!
SVANHVIDE
en Dotter af Kong HADDING. Da hun hørde, at den Vestgothiske Konge HUNDINGs Enke THORILDE opdrog sine Stedsønner REGNER og THORALD saa slet, at hun endog lod dem vogte Kvæg, da de havde undgaaet mange Farer, som hun havde udsat dem for, reisde hun derhen. Underveis mødte de om Natten i Skoven en Mængde Spøgelser og Alfer af alle Sorter, som hendes Syster og Følge ikke kunde see, men SVANHVIDE, som var fremsynet, bad sit hele Følge at blive paa Hestene, og ikke stige af. Regner som var der i Nærheden, og heller intet kunde see, troede, at det var ham og Broderen, hun ansaae for Spøgelser. Dog vilde han under sin slette Dragt ikke være sin Stand bekiendt, og sagde: at de vare kongelige Trælle, som ikke torde gaae hiem, fordi Kvæget var bleven dem borte. SVANHVIDE modsagde ham, at han ingen Trælleøine havde, men han vedblev: at Mod og Tapperhed kunde skiules under slette Klæder, og at han ikke frygtede nogen uden THOR, hvorpaa hun lod sig tilsyne for ham. Han elskede hende straks, og, da han ved hendes Hielp var kommen paa Thronen, giftede hende. See Regner!
SVARAN
en Søn af Kong STARNO, regierede over VESTGOTHLAND, og førde vidtløftige Krige i IRLAND nesten bestandig seirende undtagen mod CUCHULLIN, der havde kaldet den tappre Kong FINGAL i MORVEN til Hielp. Med denne holdt han et Slag, blev overvundet og fanget, men af sin ædelmodige Overvinder sendt i Fred hiem til sit Land. Samme Skiebne havde og hans Fader STARNO, som havde fulgt ham, og søgde siden at forraske FINGA ved Løvte om sin Dotter AGANDECCA. See Fingal! Endelig kom han i Krig med den Østgothiske Konge GRAM, deels for at hævne hans tilføiede Fornærmelser, deels og for at drage det ØSTGOTHISKE RIGE til sig. De bleve da eenige om en Tvekamp, hvori GRAM dræbde ham, og nogen Tid efter hans 16 Brødre. See Gram!
SVARDONER
et af de 7 SVEVISKE FOLK i NØRRE TYDSKLAND, som efter TACITUS dyrkede Gudinden HERTHA. See Hertha!
SVARLAMI
see Sigurlami!
SUD
en af de 11 HELVEDES FLODER, som udflyde af Brønden HUERGELMER.
SVEFDÆG
see Svibdager!
SVEGDER eller SVEIGDER
en Søn af FIOLNER, regierede i UPSALA, foretog sig at oplede det gamle Gudheim og besøge ODIN i ASGAARD, reisde i denne Hensigt 5 Aar i det store SVITHIOD og VANAHEIM, men uden at opnaae sit Øiemed, og giftede sig imidlertid hos VANERNE med et meget deiligt Fruentimmer, som han avlede VANLAND med. Derefter drog han anden Gang ud at oplede ODIN og GUDHEIM, og kom Østen for SVITHIOD til en Stad kaldet STENEN, fordi der var en Steen saa stor som et Huus. Om Aftenen, da SVEIGDER gik beskienket fra et Giestebud til sit Herberg, kom han til en stor Steen, som der stod en Dverg ved, hvorpaa han i Fuldskab løb med sit Følge mod Stenen. Da bød Dvergen SVEIGDER ind, om han vilde finde ODIN. Han gik da derind, men i det samme lukkedes Stenen efter ham, og det blev hans Endeligt.
SVEND
den Saxiske Prinds HILDEBRANDs Medhielper i Kampen mod den Danske Prinds UFFO. See Uffo!
SVERTING
regierede over Saxerne i NORDALBINGIEN, begyndte i Foreening med en anden Saxisk Fyrste HANEV Krig mod Leirekongen FRODE 4, men blev overvundet, maatte underkaste sig Seierherren og forstaae sig til en aarlig Skat. FRODE tog endog hans Dotter til Frille, og avlede med hende INGEL. Alt dette fortrød SVERTING haardelig. Han besluttede at hævne sig, forbandt sig til den Ende med den Svenske Konge AUN, som lokkede STERKODDER FRODEs troefasteste Mand til SVERRIG, hvorefter SVERTING begav sig til FRODE, der modtog ham som en Ven, og beværtede ham herlig. Da syntes SVERTING Leiligheden meget bekvem. Han overfaldt FRODE om Natten, da han forrettede Gudstienesten i THORS TEMPEL den nu værende THORSAGER KIRKE I CALLØE AMT I JYLLAND, og stak det i Brand. Der omkom vel FRODE, men først efterat have dræbt SVERTING, som skal ligge begravet ved ROSTVED BYE i en Høi.
SVIDER
see Alfader!
SVIDTER
see Alfader!
SVIN
see Eigthirme!
SVIONER
et Folk, som af Tacitus settes i SKANDINAVIEN.
SVIBDAGER eller SVEFDÆG
en Søn af SIGAR, regierede over Saxerne i NORDALBINGIEN, og maatte først betale Skat til Leirekongen VERMUND, men afkastede under hans Søn UFFO Aaget, og giorde sig uafhængig. Han regierede tillige over HELGOLAND og ALFHEIM, og kaldes derfor af Saxo Konge i NORGE. Den berømte Vestgothiske Konge GRAMs Lande overfaldt han i hans Fraværelse, plyndrede dem, og voldtog hans Syster og Dotter. Ved GRAMs Hiemkomst fra FYHN kom det til Krig mellem dem, i hvilken SVIBDAGER dræbde ham og hans 8 Brødre, bemægtede sig hans Rige, og ægtede hans Dotter. Dog satte han Sønnen GUTHORM efter Systerens Forlangende over en Deel af Faderens Rige, men lod ham nogen Tid efter omkomme. Endelig kom han i Krig med Kong HADDING 3, og blev af ham ihielslaaet i et Søeslag ved GULLAND.
SVIPDAG
en Svensk Kæmpe, Søn af SVIPUR, var med fine Brødre VITSERK og BEIGAD i Tieneste hos den Svenske Konge ADILS, men forlod ham meest efter YRSAs Tilskyndelse, og tog Tieneste hos den gavmildere ROLF KRAGE i LEIRE, hvor han i Førstningen kom i Ueenighed med hans 12 Bersærker eller Kæmper, som efter Sædvane ved Hiemkomsten fra deres Eventyrer, spurgde: om man kiendte nogen bedre end de. SVIPDAG sprang da op, tog den af dem i Brystet, og sagde: at han var ligesaa god. Dog forligede ROLF dem. Siden fulgde han stedse trolig ROLF og delede hans Skiebne. See Rolf og Yrsa!
SVIPUDR
Heksen VEFREIAs fosterfader, meget konstig, snedig og en stor Troldmand. Om hans underfulde Kamp med en Finne af FRADMARS FØLGE, see Fradmar!
SVITHIOD (SKYTHIEN),
med dette Navn kalder Snorre SVERRIG og de østen og syden for liggende Lande, og deler det i det lille SVITHIOD eller SVERRIG, og det store SVITHIOD eller SKYTHIEN, hvor ASGAARD og GUDHEIM laae.
SUMBLE
Regent over Fyhn og Fader til SIGUR. See Gram!
SURTUR
regierede over MUSPELS SØNNER i MUSPELSHEIM, og var Gudernes Uforsonligste Fiende, som ved RAGNAROKR skulde med sin Hær bryde over BIFROST ind i HIMLEN, stride mod Guderne og opbrænde HIMMEL, JORD OG ALT. SEE RAGNAROKR!
SUTTUNG
en stærk Kæmpe og Troldmand, Søn af Jetten GILLING, som menes at have boet i det nu værende PREUSEN. Da hans Fader var bleven druknet og Moderen slaaet ihiel af Dvergene FIALAR og GALAR, tog han dem til Fange, satte dem ud paa en øde Klippe i Søen, hvor de ikke kunde komme fra, men slap dem endelig løs, imod at de for Friheden maatte give ham den Miød, som de havde lavet af den viise KVASERS BLOD. See Fialar! Denne Drik agtede han meget høit, og at ingen andre skulde nyde den, gav han sin Dotter GUNLØDA den i Forvar, og indsluttede hende med den i Klippen HNYTBIØRG. Til denne Drik fik ODIN stor Lyst, fik i Sinde at eie den, og kom derfore under Navn af BOLVERK til SUTTUNGs Broder BAUGE, giorde hans hele Sommer Mark Arbeide for ved han Hielp at faae en Slurk af Drikken, og kom ved Sommerens Ende i samme Skikkelse med BAUGE til SUTTUNG, som nægtede dem endog den mindste Draabe deraf, saa de maatte reise skamfuld bort. Dog slap ODIN i en Orms Skikkelse ind i Bierget, hvor GUNLØDA var indsluttet, giennem et Hul, som BAUGE havde boret, paatog sig derefter sin sædvanlige smukke Skabning, laae hos GUNLØDA i 3 Nætter, og indsmigrede sig hos hende, saa hun tillod ham at tage 3 Slurk af Drikken. I dem uddrak han det alt, og fløi derpaa i en Ørns Ham til ASGAARD. SUTTUNG, der var en stor Troldmand, mærkede det straks efter, forvandlede sig til en Ørn, og forfulgde ODIN, som betynget af Drikken fløi meget langsom, saa at SUTTUNG var nær ved at indhente ham i ASGAARD. Guderne mærkede da Faren, og for at lette ODIN, udsatte alle de kar de havde ved Haanden. Deri lod ODIN det meste af Drikken falde, men i Angest gik noget af Miøden bag fra ham. Det bedste af den beholdt han selv, hvilket han giver til de gode Poeter, som deraf blive begeistrede, men da der stedse er stor Stimmel om Karrene, tage mange af det slette, begeistres derefter, og kvæle Verden med deres Smørerier. Herved slap ODIN af Faren, og SUTTUNG maatte drage bort med uforrettet Sag.
SUØL
see Eigthirme!
SUØSUDER
Fader til SOMMEREN og meget lyksalig.
SYBBO
en fornemme Svensker, blev af Kong OTTAR VENDILKRAGE mistænkt for utilladelig Omgang med hans Syster, og efter hans Befaling dræbt.
SYLGUR
en efter de 11 HELVEDES FLODER, som udflød fra Brønden HUERGELMER.
SYLFRINTOPPUR
en af Asernes Heste, som de daglig betiende sig af for at komme over BIFROST til YDRASIL.
SYNER
ligeledes en af Asernes Hest.
SYN eller SYNIA
en af ASERNEs store Gudinder, bestyrede Ret og Retfærd, sidder ved Indgangen til THINGENE, opdager Meeneedere, og passer nøie paa alt hvad der ved Retten foretages. Hun holdes og for Himlens Portnerske, og tillukker Porten for enhver, som ikke maae komme ind.
SYR
see Freya!
SÆGER
den Saa, som BIL og HIUKE bare Vand paa fra Brønden BYRGER, da de bleve bortsnappede af MAANEN.
SÆR
den Oplandske Konge EISTEIN DEN RIGEs (ILDRAADES) Hund, som han satte til Konge over de af ham betvungne TRØNDER til Straf, fordi de havde dræbt hans Søn AUMUND, som han først havde givet dem til Regent. TRØNDERNE toge til Takke med ham, og betalede en Fin for at trylle 3 Mænds Viid i Hunden, saa den giøede 3 ord, og talede I. Da der eengang var kommen Ulve blant denne Konges Faarehiord, satte han efter sine Hofmænds Tilskyndelse selv efter Ulvene, men blev af dem sønderrevet og med stor Pragt jordet i en Høi, som siden efter ham kaldtes SÆRSHØI.
SÆVIL
en ringe Mand fra SIELLAND, som Leirekongen FRODE 5, af Frygt for at kræves til Regnskab for sit begaaede Brodermord giftede sin Broder HALFDANs Dotter SIGNY med, og giorde til sin Jarl over FYHN. Med hende avlede han HROKUR. SÆVIL var dog derfor ikke taknemmelig mod FRODE, men var en af sine Svogers ROEs og HELGEs fornemmeste Medhielpere til at indebrænde FRODE. See Frode 5!
