Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte I
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
af Jacob Bærent Møinichen
IDA
en Dal midt i det Land, hvor Guderne opholdt sig, var tillige Opholdssted for de 12 Dommere (DIAR eller GODER) som ALFADER (rettere ODIN) havde indsat, og holdte der deres Forsamlinger. Disse Guders første Arbejde her var at bygge en Sal med en Throne i for ALFADER og 12 Sæder for dem selv. Denne Sal var den største og prægtigste i heele Verden, og kaldtes GLADHEIM. Derefter byggede de sammesteds en anden ligesaa stor og prægtig kaldet VYNVOLF for Gudinderne. Til Slutning byggede de et Huus med Smeddeovne; giorde Hamre, Ambolt og alt andet Smeddeverktøi, gave sig derpaa til at arbeide i Metaller, Steen og Træe, forfærdigede deres Møbler, endog Beslag og Ridetøi til deres Heste alt af det klare Guld; og var der i den Tid saadan Overflod paa dette kostbare Metal, at den Tid deraf kaldtes Guldalderen, og varede, indtil 3 Thusse Jomfruer kom fra JOTUNHEIM, giftede sig der, og fordærvede Jorden. IDA SLETTE skulde blive til, efterat HIMMEL og JORD i RAGNAROKR var bleven ødelagt, og da skulde de overblevne Guder sankes der, og leve med de salige i nye Boliger. See Ragnarokr!
IDUNA
en af Asernes store Gudinder, var for Guderne meget vigtig; thi hun forvarede i en Æske nogle Æbler, som Guderne beed i, naar de begyndte at blive gamle, fik herved nye Kræfter og bevaredes fra Sygdom, Ælde og Død indtil RAGNAROKR. Hun var gift med VELTALENHEDs og POESIENs Gud BRAGA. I Følge et Løvte den onde LOKE havde giort Kæmpen THIASSE, lokkede han hende en Dag med sig under Paaskud at vise hende nogle meget skiønne Æbler, der langt overgik hendes, og at hun skulde sammenligne dem, uden for ASGAARD tilligemed hendes Æbler. Der blev hun og Æblerne efter Aftale straks bortført af Kæmpen THIASSE i en Ørns Skikkelse, og bragt i Forvaring til THRYMHEIM. Herved kom Guderne i stor Forlegenhed ved Savnet af Æblernes velgiørende Virkning, og Alderen begyndte at trykke dem. Efter nøie Undersøgelse erfarede man at hun sidst var gaaet ud af ASGAARDS PORT med LOKE, som man ved Trudsler tvang til i FREYAS FALKEHAM, at hente hende omskabt til en Svale i Kløerne fra JOTUNHEIM. See Loke! Siden var hun og Guderne med til Giestebud hos ÆGER, og kom der i Skienderie med LOKE; thi, da hun vilde tale til rette mellem ham og hendes Mand BRAGA, beskyldte LOKE hende for at være den løsagtigste af alle Kvinder, og til Beviis anførde, at hun havde savnet i sine med Flid smykkede Arme sin egen Broders Banemand, hvilken Gierning hun ei heller kunde fragaae, saa at hun nok ikke har været mere berømt for Kydskhed end de fleste øvrige Gudinder.
ILLAUGE GRYDARFOSTRI
en Søn af SVIDI og HILLDUR voksede op med den Danske Fylkes Konge i Skaane RINGs Søn SIGURD, som han vel overgik i alle mandlige Øvelser, Styrke og Smidighed, men kom dog i saa fortrolig Venskab med, at de i modnere Alder indgik i Fostbrødrelag, og blandede Blod sammen. Denne Yndest, som ILLAUGE stod i hos Kongens SIGURD, fortrød BIØRN Kongens fornemste Raadgiver og Landværnsmand paa, og søgde at sværte ham hos RING og SIGURD. Da denne nogen Tid efter fik af sin Fader Skib at søge Berømmelse med til Søes gav Faderen ham BIØRN og ILLAUGE skiøndt mod hans Moders Villie med. De seglede da tilsammen først til ØRKNØER og SKOTLAND, hvor de holdt slemt Huus og giorde rigt Bytte; men, da SIGURD om Høsten vilde segle hiem, bleve de overfaldne af en svær Storm, kom i stor Nød, og bleve endelig forslagne ind i SANDVIKEN, hvor de lagde op for at vente efter god Bør. Der bleve de alle saa forfrosne, at BIØRN befalede ILLAUGE at roe over Fiorden og under sit Hoveds Forliis at skaffe Ild, men lovede ham tillige en Ring, om han skaffede den. ILLAUGE roede da bort, og kom paa den anden Side af Fiorden til en Bierghule. Det var da mod Aften. Han hørde en svær Trampen paa Marken, og i det samme kom den der boende Heks hiem. Hun saae hæslig ud, havde en slem skurvet Næse, og Fraaden løb hende af Munden. Hun havde stort Skieg, skallet Hoved, og var meget underlig klædt, thi Klæderne naaede foran lige ned til Tæerne, men bag ved kun til Hofterne. Hendes Øine vare grønne, og Ørene bedækkede begge Kinder. Hun spurgde ILLAUGE om hans Navn og Ærende, og fik til Svar: at han vilde hente Ild hos hende. Da sagde GRYDUR, ikke faaer du Ild hos mig, før du siger mig 3 uimodsigelige Sandheder, og kan du giøre det straks, skal du ligge hos min Dotter, men vil du ikke det, bryder jeg lidet efter, om BIØRN fryser ihiel. Derpaa fremkom en overmaade deilig Pige, som han uagtet hendes Taushed straks fattede Kierlighed til. Da sagde ILLAUGE hende:
- 1. at hendes Bierghule var den største han kiendte,
- 2. at hendes Næse var saa stor, at han aldrig saae nogen hæsligere Vanskabning, og
- 3. at hun selv var saa sort og styg, som nogen Heks, at hendes Dotter var langt smukkere.
GRYDUR var dermed vel tilfreds, og bad ham sove den Nat hos sin kiønne Dotter. Han lod sig det ikke sige to Gange, og snart vare de i Seng sammen. Da GRYDUR i det samme tog ham i Haaret, trak ham frem over Sengestokken, og vilde med et stakket Slagsværd afhugge hans Hoved. Dog skrækkedes ILLAUGE ikke derved, og forsikkrede hende, at han brød sig intet derom, da han dog kuns kunde døe eengang. Herover lod Heksen Sværdet falde, men hver Gang han vendte sig om for at holde sig lystig med Dotteren, kom hun igien og vilde afhugge hans Hoved, og da hun havde igientaget dette 3 Gange, forundredes hun over hans Mod, gav ham sin Dotter, og fortalde ham sin Historie, hvorledes hun af sin slemme Stedmoder var bleven forhekset og sat i denne slemme Skikkelse hen at beboe denne Klippehule, og skulde forblive i denne Tilstand, samt tillige hver Nat mishandles grusomt af Stedmoderens 7 Døttre, indtil der fandtes et Mandfolk saa modigt, at han ikke forfærdedes, naar hun fandt ham i Sengen hos sin smukke Dotter og vilde afhugge hans Hoved; thi da skulde hun faae sin forrige Skikkelse igien. See Grimhilldur! Da GRYDUR havde endt sin Fortælling, kom hendes Stedmoder GRIMHILLDURs 7 Døttre springende ind i Hulen, for efter Sædvane at mishandle hende, da ILLAUGE i det samme sprang op af Sengen fra HILLDUR, dræbde dem alle, og opbrændte dem paa et Baal. Derefter fik GRYDUR (nu SIGNY) hendes forrige skiønne Skabning, gav ILLAUGE meget Gods og Rigdom, og fulgde ham med HILLDUR til Baaden. Han kom da til sine Staldbrødre med Ilden, som de varmede sig ved, og bleve derover meget glade. SIGURD havde nu lagt der for Modvind en heel Maaned, da BIØRN beskyldte den af ILLAUGE medbragte HILLDUR for at være Aarsag dertil, saasom han ansaae hende for en slem Trold, hvilket dog SIGURD ikke vilde troe. En Nat, da SIGURD og hans Folk sov, savnede de, da de vaagnede, BIØRN, og søgde efter ham. Endelig saae de ham hænge oppe i Masten, hvilket var GRYDURs Gierning til Hævn, fordi han havde skieldet hendes Dotter for en Heks. Derefter fik de god Vind og seglede fra FINMARKEN til DANMARK, hvor ILLAUGE boede i Nærheden af Kongens Gaard, og da SIGURD efter sin Faders RINGs Død var bleven Konge og SIGNY (GRYDUR) kom til DANMARK, giftede han hende med ILLAUGEs Tilladelse. ILLAUGE levede og der med sin HILLDUR i stor Glæde, og opnaaede en høi Alder. Af dette Eventyr fik han det Øgenavn GRYDARFOSTRI.
INGÆVON
var efter Tacitus en Søn af den Tydske Gud TEUT og Stamfader til de forskiellige TYDSKE FOLKESTAMMER, som med et Navn efter ham kaldtes INGÆVONER.
INGEBORG
en Dotter af den Svenske Konge AUN eller ANI DEN GAMLE (YNGVE) Til hende friede ARNGRIMs Søn HIORVARDR, som med sine 11 Brødre flakkede bestandig om paa Havet, udøvede Voldsomheder, vare rasende Bersærker, og var for at begiere hende komen til hendes Faders Hof. Da de havde fremført deres Ærende, opstod en af hendes Faders Kæmper HIALMAR HIIN HUGPRUDDE, som længe havde elsket hende uden at torde begiere hende, og forlangede hende paa Grund af sin lange og troe Tieneste frem for disse kuns af deres Voldsgierninger bekiendte fremmede. AUN frygtede Brødrene, og han stillede Valget til sin Dotter. Hun valgde HIALMAR, som hun vidste meget godt om, men havde intet hørt uden ondt om HIORVARDR. Herover kom det mellem Rivalerne til en Tveekamp ved MUNARVOG PAA SAMSØE, hvor HIALMAR faldt. Da han mærkede, at han skulde døe, sendte han hende ved sin Medfølger ORVARODR eller ODDUR HIIN VIDTFØRLI sin Ring med de Ord: at hun fik ham aldrig mere at see. Da var INGEBORG ham saa troe, at hun ei vilde overleve ham, og aflivede sig selv.
INGEL STARKATERFOSTRI
en Søn af LEIREKONGEN FRODE 5 og HANUNDA, blev i sin Faders Levetid opfostret af den berømte MELLEMSTE STERKODDER. Efterat hans Fader var bleven dræbt af den Saxiske Fyrste SVERTING, kom han til Regieringen i LEIRE; men vanslægtede gandske fra sine Forfædre, og giftede sig med SVERTINGs Dotter, som gandske beherskede ham. I Steden for at hævne sin Faders Død forligede han isig med hans Banemands SVERTINGs Sønner, kaldte dem til sit Hof, og levede i nøie Venskab med dem, lærde og antog efter dem SAXERNEs fiinere i NORDEN forhen ukiendte Sæder. Da saae man først i LEIRE Kokke, Spillemænd og pyntede Liberietienere, og paa Bordet i Steden for det forhen brugelige kaagte og røgede Oksekiød lækre Retter, Kager, Østers, Roer, Høns o. s. v.. Man drak Viin og Miød af Kander, og spiisde af Fade og Tallerkener. Over denne Blødagtighed var han ikke meget agtet af sine Brødre HALFDAN og FRODE, af hvilke den første bemægtede sig SKAANE, og den sidste regierede i SIELLAND. Krigsøvelser gik ved INGELs Hof saa reent af Brug, at hans Fosterfader DEN GAMLE STERKODDER, som efter sin Ven FRODEs Død igien var kommen til LEIRE, blev kied af det ørkesløse Liv, og gik i Tieneste hos hans krigerske Broder HALFDAN. INGEL overgav sig saa gandske til Rolighed og Vellyst, at han endog ikke bekymrede sig om sin egen Syster HELGA, saa at hun overladt til sig selv og uden Formynder overgav sig til en Guldsmeds Omfavnelser, fra hvilken Kierlighed hun dog paa en temmelig følelig Maade blev udrevet af STERKODDER, og ved hans Hielp derefter gift med den Norske Konge HELGE. (See Helga!) Endelig blev det alt for galt ved Hoffet, og Rygtet derom bevægede DEN GAMLE STERKODDER at komme til LEIRE, hvor han indfandt sig til Hove i slette Klæder, og satte sig paa det samme Sted, han tilforn havde havt hos INGELs Fader FRODE. Dronningen, som ikke kiendte Helten i hans slette Klædedragt, blev vred over, at han tilsmudsede de prægtige Hynder, og viisde ham ned. INGEL, som imedens var paa Jagt, kiendte ved sin Hiemkomst straks sin forrige Fosterfader, bebreidede Dronningen hendes grove Opførsel mod denne graahærdede Kriger, og bad ham at være fornøiet og deeltage Dagens Glæde og Giestebud. Dog Kongen formaaede ikke at bøie denne stivsindede gamle, der efter sin gamle Skik kun spiisde simpel og grov Kaast, og foragtede alle Lækkerier. Endnu mindre kunde Dronningen formilde ham. Hun søgde at komme i Venskab med ham ved at skienke ham et prægtigt Guld Armbaand; men han kastede hende det lige i Ansigtet, og hans Vrede tiltog. Da man for at forlyste ham lod Spillemandene spille op, slog han ham ihiel med en Okseknog. Kongen rækkede ham en meget rar Ret; men da steeg og STERKODDERs Vrede til det høieste, saa at han gav INGEL en saa drøi Leksion over Anstændighed og Kongepligt, som vel neppe for en vellystig Konge enten har modtaget eller tilgivet uden i hiint uoplyste Tider, da Sandhed altid sagdes og hørdes, og fandt ved Hofferne Overvægt over sminkede Udyder. Herved lykkedes det ham igien at opvække Mod og Ærelyst i INGELs Bryst, saa at han gik i sig selv, sprang op fra Bordet, og dræbde ved STERKODDERs meget villige Hielp SVERTINGs Sønner, og da STERKODDER endda havde givet ham en drøi Formaning om de ældre haardere Sæders Indførsel, og foreholdt ham det uanstændige i hans Givtermaal, drog han bort. Efter hans Tilskyndelse skildte og INGEL sig ved sin Dronning, forfulgde hendes Brødre, og dræbde ved sin Broders den Skaanske Kong HALFDANs Hielp dem alle uden Søemil. Dog varede denne Forandring ikke længe. INGEL vedblev at være en svag Regent. Han følede sig i alle Vellyster, hvoraf han fik det Tilnavn VENDEMOD. Med sin egen Syster ASTA havde han en Søn OLUF. I Foreening med sin Broder FRODE I RINGSTED dræbde han sin anden Broder den berømte tappre Skaanske Konge HALFDAN, deelede hans Land og Skatte, ægtede hans Enke SIGRID, og avlede med hende 2 Sønner AGNAR og HALFDAN. Denne hans Uduelighed og Ryggesløshed opæggede Broderen til at afsætte ham og bemægte sig LEIRE. Dog forundte han INGEL et lidet Land i SKAANE. Der levede INGEL paa gammel Viis, og opnaaede en høi Alder, indtil han endelig blev overfaldet af sin dræbte Broder HALFDANs Sønner ROE og HELGE paa en Øe ved SKAANE og dræbt.
INGVEFREY eller YNGVEFREYR
see Freyr!
INISTHONA
SIELLAND saa kaldet hos Ossian.
INISTHORE
ØRKNØERNEs Navn hos Ossian.
ISTÆVON
var efter Tacitus en Søn af Tydskernes Gud TENT og Broder til HERMION og INGÆVON. Og fra ham skal de efter ham kaldte ISTÆVONER nedstrammede.
IVALLDA SØNNER
nogle overmaade konstige Dverge i SVARTALFEIM. De forfærdigede for LOKE LAUFEIASØN 3 prægtige Konst Stykker:
- 1. et Guldhaar til THORs Kone SIFF DEN TYDSKE, som LOKE havde afskaaret hendes. Det voksede endog paa Hovedet som andet naturligt Haar.
- 2. Gudernes Skib SKIDBLADNER, det største i Verden, som altid havde god Vind, kunde foldes sammen og puttes i en Lomme, og
- 3. ODINs Sverd GUGNER, som aldrig feilede.
