Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte V
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
af Jacob Bærent Møinichen
VAFTHRUDNI
en Jette, meget forfaren i Religion og mørke Taler, men foragtende af gandske Hierte Odin og hans Lære. Dette bevægede ODIN at reise til ham for at overbevise ham om sin Guddom, og forelægge ham ved denne Leilighed en Mængde mørke Taler, som Kæmpen alle besvarede. Endelig spurgde han ham, hvad ODIN hviskede sin Søn BALDER i Øret, før han lagdes paa Baalet. Dette var en Ting Jetten begreb, at ingen kunde vide uden ODIN selv, og overtydedes derved om hans Guddom.
VAGA
BALDERs Søn, regierede over ANGLERNE.
VAGNOFT eller VAGNHOFTE
en mægtig Jette i SVERRIG, var tilligemed Kæmpen HAFLIE Fosterfader for den Danske Prinds GUTHORM. Ligeledes blev den Norske Prinds HADDING sat til ham at opdrages. Ham lod han opamme af sin Dotter HARTGREPE, som var en slem Heks, og overtalede HADDING siden til at ægte sig. VAGNOFT dyrkedes hos JOTERNE som en Gud, saa at endog bemeldte HADDING paakaldte ham i Strid, og af ham blev hiulpet med et fortryllet krumt Sværd. See Hadding!
VAGIEN, WAGRIEN eller WAGERLAND
en Deel af NORDALBINGIEN (HOLSTEEN) saa kaldet af den tydske Nasion TEUTOVARER, en Levning af TEUTONERNE, som siden kaldes VAGRER.
VALASCIALF
et Sted i Himmelen bygget af massivt Sølv. Der laae ODINs Bolig LIDSCIALF, hvor han kunde overskue hele VERDEN. Efter andre var det BØRs Bolig.
VALDAR DEN MILDE
en Søn af den Danske Konge ROE, var overkonge i SKAANE i stor Anseelse og meget mægtig, hvilken Magt han for en stor Deel havde forskaffet sig i ROLF KRAKEs Mindreaarighed. Efter denne Konges Død var han en af Kompetenterne til LEIRE Rige, og krigede derom med Kong REREK HNAUGVANBANG, og giorde endelig Fred med ham paa Vilkaar, at REREK skulde være Overkonge over SIELLAND og VALDAR over SKAANE. Derefter ægtede han ROLF KRAKEs Dotter SKUR for des bedre at befæste sit Rige, og forbandt sig derefter med REREK mod den mægtige og berømte Jydske Konge AMLETH, som eftertragtede det hele DANSKE RIGE, men til sin Ulykke. Han blev slaget af AMLETH, forjaget af sit Rige, og maatte flye til UDAINSAKR (UDØDELIGHEDENS LAND efter Joternes Lære, ventelig den Nordligste Deel af JOTUNHEIM). Dog kom han tilbage og til Regieringen igien, og giftede sig efter SKURs Død med GYRITHE, en Dotter af Kong ALF i THYE, og avlede med hende HARALD, som siden blev Konge i SKAANE under Navn af HARALD DEN GAMLE. Tilsidst tilsatte han Livet i en Krig i SIELLAND mod en af ROLF KRAKEs Kæmper VESET. Nogle have antaget 2 paa hinanden følgende Konger af dette Navn.
VALE (1)
see Vidar!
VALE (2)
see Narfe!
VALE (3)
see Vile!
VALHALLA
var efter Odins Lære de lyksalige Menneskers og Heltenes (EINHERIARs) Opholdssted efter Døden. (Her skulde de sankes til ODIN i en vidtløftig Sal.) De Lyksaligheder som der bleve dem til Deel i Overflod, var drøi og haardfør Kaast, især Flæsk, som vare de fordums Nordboeres Yndlingsspise, daglig Kamp og yndige Møer til Opvartning. Gieden HEIDRUN forsynede dem af sine Yver i Overflod med den kosteligste Miød. Flæsket toges af Galten SERIMNER, som, hvor meget man end skar af den om Formiddagen, dog var heel og holden om Aftenen. Dette Flæsk tillavedes meget lækkert af Mesterkokken ARNDRIMNER i en Potte ELDRIMER. Man spiisde og pokulerede paa Epikuræisk, og hver Morgen drog ODIN med en Mængde Helte ledsagede af en uoverseelig Mængde Tilskuere ud af VALHALs 500 Porte til Strid, hvor mange daglig faldt, men oplivedes igien til gientagen Strid, og droge fornøiede tilbage til nyt Giestebud ved ODINs Taffel, og saaledes gik det hver Dag. I VALHAL var og Træet LERADUR, hvis Greene tiende til Spise for Hiorten EIGTHIRME, og af dennes altid fugtige Takker dryppede en Mængde Vædsker i den under Træet YDRASILs Rod værende Brønd HUERGELMER, og foraarsagede de derfra udløbende Aaer. VALHAL var kun for Mandfolk, og der fandtes ingen Fruentimmer uden alleene Valkyrierne, hvis Embede var at opvarte Heltene og skienke for dem. Alle andre Fruentimmere sankedes i VYNGOLF til FRIGGA. Dette Paradiis i MAHOMEDs Smag, skulde dog ikke vare længer end til RAGNAROKR, da Guderne falde i Strid mod deres Fiender, og alt opbrændes og forstyrres, hvorpaa de Lyksalige begynde en endnu bedre Tilstand hos ALFADER i GIMLE.
VALKYRIER
en slags underordnede Gudinder, vare tillige VALHALS MØER, af hvilke HRIST og MIST havde den Bestilling at skienke Miød (efter andre Viin) for ODIN allene; SKEGIØLL, SKOGULL, HILLDUR, THRUDUR, HLOK, HERFIOTUR, GØLL, GEIRA, HOD, RANNGRID, RADGRID og REYENLIF bare fuldt for alle Heltene saa meget, de forlangede. Andre Valkyrier derimod vare Krigsgudinder, hvis Bestilling altid var paa Valdpladserne, hvor de udsendte af ODIN udvalgde dem, der skulde falde i Striden. Disse var GUDUR, ROTHA og SKULD. De vare altid til Hest og troedes at volde Mænd kort Liv og raade for Seier. De forveksles stundom med en art Volver, som kom ridende giennem Luften. Det Navn Valkyrie, tillagdes og ofte berømte Skioldmøer (stridvante Fruentimmer), som SVOFA, SIGRUN, BRYNHILLDUR og flere.
VALLAND
med dette Navn Kaldtes i de ældste Tider det nu værende ZEELAND og en Deel af HOLLAND. I seenere tider findes det og brugt om ITALIEN.
VANA
et meget deiligt Fruentimmer fra VANAHEIM, som Upsalakongen SVEIGDER paa sin vidtløftige udenlandske Reise giftede og avlede VANLAND med. See Sveigder!
VANADYS
see Freya!
VANER
et Folk i VANAHEIM ved VANAQVIFL (VANA–ELV eller TANAIS), som skildte mellem dem og ASERNE, med hvilke de i ODINs Tid næsten stedse krigede, men endelig kiede paa begge Sider giorde Fred og Forbund. Nogle af dem vandrede med ODIN ind til NORDEN. Maaskee deres Land har lagt i Nærheden af DÛNAFLODEN.
VANAHEIM
VANERNES LAND.
VANAQVIFL, (VANA–ELV)
TANAIS eller DONFLODEN. Dog bruges og dette Navn om DÛNA.
VANLAND
en Søn af SVEIGDER og VANA, regierede i UPSAL, var en mægtig Krigshelt og regierede i mange lande. En Vinter var han til Herbergs hos Kong SNIO (SNÆR eller SNÆRKOLLR), den gamle i VENDEN (JOTUNHEIM eller FINLAND), og fik der hans Dotter DRIVA til Hustrue. Men om Vaaren drog han bort, lod hende blive tilbage efter sig, og lovede at komme igien og afhente hende om 3 Aar. Ikke des mindre udeblev han i 10. Derpaa sendte hun sin og VANLANDs Søn VISBUR til SVERRIG, og kiøbde HULD TROLDKONE til at fortrylle VANLAND, at han skulde drage til FINLAND eller i andet Fald forgiøre ham. VANLAND var da i UPSAL, og fik formedelst Kierlingens Konster en uformodentlig stor Lyst at drage til FINLAND. Hans Venner i den Tanke, at denne pludselige Lyst var ham paaført ved Finnernes Troldom, overtalede ham til at lade Reisen fare til hans store Uhæld; thi straks efter faldt han i en dyb Søvn, og da han hade sovet en kort Tid, raabde paa sine Folk, sigende: at Maren reed ham. Hans Tienere kom da til Hielp; men, naar de toge ved Hovedet traadde hun ham paa Benene, saa de nær var bleven knust, og, da de toge ved Benene, traadde hun paa Halsen, og kvalde ham. Hvorpaa hans Folk brændte ham ved SKYTAA og reisde Bautasteen over ham.
VAR, VAUR eller VARA
en af Asernes store Gudinder, raadede for Ægteskab og Brylluper, havde Opsigt over Elskendes Eeder og Løvter, og straffede al Utroskab og enhver som brød dem, saavelsom dem, der sveeg Troe og Love.
VARDLOKR
en Sang, Seidmaderne benyttede sig af ved deres Troldom, og lod sig foresynge med lydelig Røst.
VARI
et Folk i VAGRIEN.
VARINER
see Varner!
VARISIN
see Omund!
VARNER eller VARINER
et af de 7 SVEVISKE FOLK, som i Tacitus's Tid boede ved ØSTERSØEN og dyrkede Gudinden HERTHA. See Hertha!
VASCE
see Sterkodder!
VARTARE
en Ring, som Dvergen ALUR efter sin Broder BROCKURs Begiering syede Munden sammen paa LOKE med.
VAULUND
en Søn af VADE i FINVEDEN, var en overmaade konstig Smed, hvis konstige Arbeider ingen kunde eftergiøre. Ved hans Ophold hos Kong NIDUDUR i THYE gjorde han en overmaade smuk Guldring til hans Dotter BAUDVILD, og vandt derved saa gandske hendes Yndest, at han besvangrede hende, hvoraf hun blev Moder til den bekiendte VIDREK. Da Faderen fik dette at vide, lod han overskiere Seenerne paa hans Hase, at han ikke skulde løbe bort, og satte ham til at smede allehaande konstigt Arbeid for sig. Til Hævn for denne ubarmhiertige Medfart, dræbde VAULUND paa en grusom Maade 2 af hans Sønner, og opdagede ham selv Mordet, men fik Kongen i forveien til at sværge ved Skibsborde, Skioldets Kanter, Hesteboven og Sværdodden ikke at skade VAULUNDs Hustrue. Derefter slap han af sit slaverie og flygtede til SIELLAND. Efter NIBUDURs Død forligede VAULUND sig med hans Sønner OTVIN og NIDUNG, fik sin elskede VAUDVILD til ægte, og levede længe lykkelig med hende i SIELLAND. Efter ham kaldtes alt konstigt Smedearbeide VAULUNDR.
VE
en Søn af BORE og BEYZLA, var Broder til ODIN og VILE, regierede med sin Broder i ODINs Fraværelse over ASGAARD. See Odin!
VEDERFOLGNER
en Høg, der sidder mellem Øinene paa den Ørn, som opholder sig paa Træet YDRASILs Grene. See Ydrasil!
VEFREYA
en Troldkone, boede i en Bye kaldet DAL, og havde 2 Sønner RAUDUR og HRAFN. Hun havde en velbygt Gaard, med 2 Dørre, een paa hver Side, og passerede intet, som hun jo vidste forud. Hun selv sad stedse paa en Stol og spandt. Alderdommen havde alt giort hende rødøiet; dog kunde hun see, naar nogen kom til Byen, samt hvo han var og hvorfra han kom. Hendes Fosterdotter ASA DEN SKIØNNE, en Dotter af RINGER JARL i HAMMAR, havde mange Friere, og blant dem STURLAUGR STARFSAME, som hun siden for ASAs Skyld stod mægtig bi, især i hans Kamp mod FRADMAR (See Fradmar!) og paa hans Reise efter BØFFELDYRSHORNET. Ligeledes hialp hun ham ved sine Raad til at faae dette sidstes Oprindelse at vide; men røbede og megen Ondskab ved at overtale ham derefter til at lade den Jotunheimske Prindsesse MIØLL, som han efter hendes Raad havde ladet hente for at faae Kundskab derom, tilligemed FROSTE, som i hans Sted havde holdt Bryllup med hende, om Natten i Brudesengen indebrændt. See Miøll!
VEG
see Eigthirme!
VEGDEG
en Søn af ODIN, regierede over SAXERNE i NORDALBINGIEN.
VENDER
et meget udbredt Folk, vare beslægtet med Slaverne og forveksles ofte med dem, beboede ØSTERSØENS NORDLIGE KYSTER og siden en Deel af HOLSTEEN. De ere meget bekiendte i Danmarks Historie ved deres mangfoldige Krige med de Danske.
VENDEMOD
see Ingel!
VERANDI
en af Nornerne. See Norner!
VERGELMER
see Huergelmer!
VERMUND
en Søn af FRODE 2 regierede i LEIRE, efter VIGLETH over ANGLERNE og en Deel af JYLLAND, var en viis og mægtig Regent, opholdt sig for det meste i LEIRE, og satte FROVIN til Statholder over ANGLERNE. Selv regierede han i Fred og Roe, men havde den Sorg, at hans eeneste Søn UFFO, som han havde avlet i sin Alderdom, var blind til sit syvende Aar, og skiøndt han derefter voksede op, blev stor, anseelig og smuk, var han dog kun hengiven til Mad og Drikke, alt andet giorde kun lidet Indtryk paa hans dorske og sløve Gemyt, der giorde ham folkeskye og alvorlig, saa han aldrig loe, skiemtede eller tog Deel i nogen Slags Lystighed, og saaledes hensleed han Livet til sit 30te Aar uden at yttre mindste Tegn til Duelighed eller Tapperhed. Faderen giftede ham da med Dotter af hans Stadtholder i SLESVIG, FROVIN. Denne blev derefter dræbt af den Østgothiske Konge ADILS, som VERMUND derover kom i Strid med, og overvandt ham ved Hielp af FROVINs Sønner KETO og VIIG, som han havde sat i Faderens Sted, og den bekiendte FOLKE. See Keto og Folke! Da KETO efter erholdet Seier undredes over, at ADILS efter saa skarp en Strid havde undgaaet Døden, skiøndt han stedse var den første i Striden, sidst paa Flugten, og de Danske begierlige efter at fælde ham, svarede VERMUND, at det var intet Under; thi der var altid 4 Slags Folk i en Hær, De første, som stode i Spidsen, og som ADILS havde mod sig, vare ædelmodige Helte, som streed kun mod dem, der værgede sig, men skammede sig ved at efterserte de flygtende. Andre stolende paa Kræfter og Ungdom overlode sig til Hidsigheden, skaanede ingen, og huggede ligesaa vel paa Fiendens Ryg som Bryst. Af dem havde ADILS ingen antruffet. Andre vare af stor Byrd, men mindre tappre. Deres Mangel af Mod tillod dem ikke at stride og Undseelse forbød dem at flye. Andre var altid de sidste til Striden og de første paa Flugten. Disse holdte sig bagest i Hæren, og var altsaa ingen Under, at de ikke havde skadet ADILS. I sin høie Alderdom blev VERMUND blind, hvilket opmuntrede Kong SIGAR i NORDALBINGIEN til ved Gesandter at fordre hans Rige, som han for sin Blindhed ikke kunde bestyre, eller i Vægrings Fald, at deres Sønner skulde stride derom, da det skulde tilfalde den seirende, hvis ikke, vilde han bekrige ham med al sin Magt. Den gamle VERMUND overbeviist om sin Søns Uduelighed følede dobbelt alt det spottende i SAXERNEs Andrag, beklagede sig høilig, og for ikke at miste sit Rige som en Nidding tilbød sig selv at kæmpe derom. Hermed spottedes Gesandterne, forekastede ham sin Blindhed, forlangede, at Sønnen UFFO skulde bestaae Kampen mod dennes Søn, og giorde de Danske gandske tause, som af Undseelse over UFFOs formeentlige Uduelighed ikke vidste, hvad de skulde svare. Da reisde UFFO sig og overraskede alle ved sin fornuftige og mandige Tale, som han med Nød havde faaet Lov til af Faderen, der ikke kunde troe, at det var ham. Han sagde Gesandterne, at tilforn havde han tiet, saa længe der vare andre som kunne tale, men nu vilde han oprette de andres Taushed. Tillige bad han Gesandterne sige deres Fyrste, at DANMARKS RIGE, som ikke trængede til Forsvar, fik han ikke, og at han selv vilde møde deres Konges Søn og desuden een af deres tappreste Mænd. VERMUND og alle forundredes og glædedes over hans Mod, og spurgde, hvorfor han vilde stride imod 2, hvortil han svarede: at det skedte for at aftøe den Skamplet, der hæftede pa de Danske, fordi 2 af dem havde været om at dræbe Kong ADILS. Da nu Prindsen efter Aftale skulde møde, var ingen Pantser stort nok, end ikke VERMUNDs eget, som man dog fik sammenflikket til at passe ham; men værre var det at faae et Sværd, der var ham stærkt nok, da alle sprang i hans Haand. Kun VERMUNDs Sværd SKREP, som han mistvivlende om, at det skulde blive hans Søn nyttigt, havde nedgravet i Jorden, var tilpas. Kampen gik derefter for sig ved EIDERSTRØMMEN. Hærene stode hver paa sin Side af Floden som Tilskuere. VERMUND selv havde sat sig yderst paa en Broe for at styrte sig ud, om Sønnen blev slagen. Denne gik i Førstningen kun forsvarsviis til Verks, opeggede sine Fiender med Ord, saa VERMUND frygtede, at det var Feighed, og flyttede sig længer ud paa Broen. Herved fik UFFO den eene til at komme sig nærmere, men hug ham i det samme i 2 Parter. Den Gamle kiendte igien glad Lyden af sit Sværd, og flyttede sig op paa Broen. Straks efter huggede UFFO den anden af sine Modstandere over, og glædede sin Fader anden Gang ved Lyden af SKREP, hvorefter Dommerne tildømde UFFO Seieren. Derpaa angreb og overvandt de Danske SAXERNE, som maatte bekvemme sig til at give VERMUND Skat. VERMUND overdrog da Riget til sin Søn, og døde endelig i en høi Alder. Han kaldtes HIIN VITTRE (den viise).
VESET JARL
var Jarl hos den Norske Konge paa HELGOLAND LOGE eller HALOGE, og friede med sin Broder VIFIL til dennes deilige Døttre EYSA og EYMIR, men LOGE menende, at der var Konger nok at vælge imellem, tog det ilde op, og jagede dem i Landflygtighed. Brødrene bortførde da begge Prindsesserne, drog med dem og en stor Sværm JOTER til ØSTERSØEN, og bebyggede der en Øe, som i samme Tider kaldtes BORAHOLM.
VESET
en af ROLF KRAKEs Kæmper, overlevede sin Herre, krigede i SIELLAND efter hans Død mod den Skaanske Konge VALDAR DEN MILDE, men blev igien overfaldet af dennes som en Tigger forklædte Søn HARALD DEN GAMLE, da han i SKAANE holdt Bryllup, var beskienket, og havde lagt sig til Sengs, hvor han vel, i det han vaagnede, slog HARALD nogle Tænder ud med en Prygl, men blev af ham dræbt.
VESPASUS
see Frode 4!
VESTMAR
see Frode 4!
VESTMANNER
saa kaldtes af vore Forfædre IRLÆNDERNE.
VETALAHEEDH eller VITHASLET
var i ældste Tider det Navn der stundom gaves de Danske Øer.
VIDAR
en Søn af ODIN og Heksen GRYDUR, var en af ASERNEs store Guder og meget taus, hvoraf han havde det Tilnavn HIIN THØGLE (den stiltiende), men tillige saa stærk og tapper, at han vigede ingen uden allene THOR, hvorfor Guderne stolede meget paa hans stærke Arm i Nødens tid. Han havde nogle underfulde tykke Skoe, ved hvis Hielp han kunde gaae giennem Luften og paa Vandet. Hverken Ild eller Vand kunde skade ham, og derfor troedes han at skulde overleve RAGNAROKR. Han var med de øvrige Guder til GIESTEBUD HOS ÆGER, hvor han efter ODINs Befaling maatte vige sin Plads for LOKE. See Loke! I den almindelige Strid mod Gudernes Fiender paa Marken VIGRIDR griber han FENRISULVEN, der allerede har opsluget ODIN, i Kiæberne, og splitter den ad med sine Hænder, saa at den deraf døer. Efter denne Strid og de fleste Guders og Verdens Undergang nedsætter han sig med VALE paa Gudernes forrige Opholdssted i Sletten IDA. Der sankes til dem BALDER og hans forrige Banemand HØDER, samt THORs Sønner MODE og MAGNE, og moere sig med at tale om Ex–Guderne og deres udstandne Besværligheder.
VIDBLAENN eller AUNDLANGER
den tredie Himmel oven over GIMLE. Der var en saare prægtig Sal beboet af hvide Alfer. Denne Himmel skulde vedblive, naar den øvrige Verden ved RAGNAROKR forgik.
VIDER
see Eigthirme!
VIDFINNUR
Fader til BIL og HIUKE.
VIDRER
see Alfader!
VIFIL (1)
Broder til VESET Jarl, friede ligesom Broderen til den eene af sin Herres den Helgelandske Konge LOGEs Døttre, men blev derfor af Kongen jaget i Landflygtighed, bortførde sin Kiereste og drog med sin Broder og en Mængde Joter til BORNHOLM, der dog var for liden til saa mange Mennesker, hvorfore VIFIL skildtes fra Broderen, og nedsatte sig ved ULLERAKR i SVERRIG paa en Øe, som efter ham kaldtes VIFILS ØE.
VIFIL (2)
var af REGINN betroet Kong HALFDANS 2 Sønner ROE og HELGE at opfostre. Hvorledes han under Hundenavne opfødde dem, og frelsde dem fra Farbroderens Leirekongen FRODE 5 HIIN FRÆKNEs Efterstræbelser, see Frode 5!
VIGGO eller VOGGO
see Voggur!
VIGLETH
Konge over ANGLERNE, var Formynder for Leirekongen VERMUND HIIN VITTRE og gift med NANNA. Han døde efter et langvarigt og fredeligt Regiment af Sygdom.
VIDGRIDR
en Mark 100 Grader stor, hvor alle Gudernes Fiender ved RAGNAROKR skulde forsamle sig til Strid, og der falde med de fleste af Guderne.
VIGAR, VIGER eller VIKAR
en Søn af Kong HARALD paa AGDER i NORGE. Hvorledes hans Fader blev dræbt og han selv bortført tilligemed STERKODDER af den Hordelandske Konge HERTHIOF, og begge af ham satte at opdrages hos HROSHARSGRANE paa ASK, og hvorledes VIKAR efter ODINs Tilskyndelse blev dræbt af sin Ven STERKODDER, see Sterkodder!
VILE (1)
en Søn af BORE og BEYZLA, var Broder til ODIN og VE. See Odin!
VILE (2) eller VALE
en Søn af ODIN og RINDA, en af Asernes store Guder, en dristig Kriger og meget vis Bueskytter, hævnede sin Broder BALDERs Død ved at dræbe hans Banemand den blinde HØDER, og da var han kun een Nat gammel. Hun skulde overleve RAGNAROKR, og flytte med VIDAR HIIN THØGLE til IDA. See Vidar! Saxo kalder ham BOE. See Boe!
VILTA
En Søn af ANGUL (DEN SAXISKE ODIN) regierede i ANGELN.
VINA
see Eigthirme!
VINDLION eller VINDSVALUR (koldblæsende)
en Søn af UROLIGHED og Fader til VINTEREN. Hans Slægtninge vare BRIMMER og SVALBRIOSTADUR, som VINTEREN slægter paa.
VINGE
var Formand for et Gesandtskab, som Kong ATLE BUDLESØN sendte til sine Svogre GUNNAR og HOGNE for at lokke dem til sig og faae dem den Skat aftvunget, som de havde bemægtet sig efter SIGURD FOFFNERSBANE; men GUDRUN, deres Syster, som var gift med ATLE, mærkede Uraad, og for at vare dem ad, medgav VINGE en Stok med udskaarne Runer og en Guldring, hvortil var flettet et Ulvehaar. Disse Runer slettede VINGE ud, skar andre over dem, og kom til GIUKUNGERNE, som han blev vel modtaget af, og skiøndt HOGNE og hans Kone KOSTBERA mærkede GUDRUNs Advarsel, overtalede han dem dog ved Bægerne til at love at komme. Han drog derefter hiem; men da han ved Giukungernes Ankomst til ATLE mødte dem ved Indgangen, spottede dem, og lovede dem snart at blive hængt, dræbde de ham med deres Stridshamre.
VINO
en Slavisk Fyrste. See Sterkodder!
VINULER
see Langobarder!
VISBUR
en Søn af Kong VANLAND, regierede efter sin Fader i UPSAL. Han giftede AATTE DEN RIGEs Dotter, og avlede med hende 2 Sønner GRIIS og ANUND (GISL og AUDUR). Dog forskiød VISBUR hende og ægtede en anden, som fødte ham DOMALD. Hans første Kone drog derfor hiem med sine 2 Sønner til hendes Fader, og da den eene var 12 og den anden 13 Aar gammel, sendte hun dem til VISBUR at kræve hendes Medgift, som bestod af 3 Byer og et Guldsmykke, men dette vilde VISBUR ikke tilstaae dem; hvorfore de sagde: at dette Guldsmykke skulde koste den bedste Mand i hans Slægt Livet. De reisde derfor hiem, og sendte efter HULD Troldkone, at hun skulde forgiøre deres Fader, hvorpaa Heksen lovede, at indrette sin Troldom saaledes, at stedse en af Yngling–Æten skulde blive den andens Banemand. Dette fandt deres Bifald. De samlede da Folk, kom uforvarendes over VISBUR, og brændte ham inde.
VISIN
see Sterkodder!
VITHA
see Vegdeg!
VITHAN
en af FRODE 4DEs Hofmænd, som ophidsede ham til at lade sin Broder den Svenske Konge ALI HIIN FRÆKNE omkomme. See Frode 4!
VITHBROD
en af den Saxiske Konge SVERTINGs Sønner, dræbdes af sin Svoger den Danske Konge INGEL i LEIRE. See Ingel!
VITHESLET
see Vetalaheedh!
VITOLF
en Mand i HELSINGLAND, havde tilforn tient under Kong HARALD, været bestandig i Krig, og der saa ofte bleven saaret, at han ved at kurere sig selv var bleven en overmaade kyndig Læge. Endelig kied af Krigens Tummel havde han nedsat sig i en øde Egn, hvor han slog sig til Roe og lagde sig efter Agerdyrkningen. Alle, som vilde helbredes af ham, og vare høflige og beskedne, skadede han, og hialp ingen, uden han blev tvungen dertil. Hvorledes den saarede Kong HALFDAN kom til ham og VITOLF slog hans Forfølgere med Blindhed, og derefter lægede hans Saar, see ved Halfdan!
VITHO
see Frode 5!
VODAN
den Saxiske ODIN. See Hugleik!
VODHA
see Odin!
VOGGUR, VOGGO eller VIGGO
en ung Mand, som af den Svenske Dronning YRSA blev givet hendes Søn ROLF KRAKE til Opvartning ved hans Besøg i SVERRIG hos Kong ADILS. Det første han saae ROLF, blev han staaende, og betragtede ham længe stiltiende. Da ROLF spurgde om Aarsagen, svarede han: Han havde hørt, at Leirekongen var den største Mand i NORDEN, men i dets Sted saae han nu kuns en lille KRAKE (et langt smalt Træe med afhugne Grene) i Høisædet. Kongen kunde lide Indfaldet, og spurgde, hvad han gav ham i Navnfæste med det nye Navn. VOGGUR undskyldte sig med sin Fattigdom. Det er billigt, at den giver, som har, sagde ROLF, trak i det samme en Guldring af sin Haand, og gav ham. VOGGUR blev derover meget glad, lagde det eene Been op paa Bænken, og giorde det Lovte at hævne ROLF, om han nogensinde overlevede ham, hvorpaa ROLF tog ham i sin Tieneste, og førde ham med sig til DANMARK. Skiøndt ROLF og Hoffolk ikke ansaae VOGGO for Mand til at holde dette skiønne Lovte, holdt han det dog derefter med sit Livs Forliis; thi da ROLF med alle sine Mænd undtagen VOGGO var bleven forrasket af sin Svoger HIORTVAR, og denne sidste ved det derefter anrettede Glædesmaaltid undredes over ROLFs Mænds Troskab, som alle vare faldne med deres Herre, og ønskede at faae VOGGUR den eeneste overblevne af saa mange tro Tienere i sin Tieneste, mældte denne sig, og lovede at blive hans Mand. HIORTVAR rækkede ham da Spidsen af sit Sværd, at sværge ham Troskab ved; men VOGGO sagde: at Rolf rakde altid sine Mænd Heftet og ikke Spidsen, og, naar de berørde det, lovede de ham Troskab. Dette giorde da HIORTVAR, men straks giennemborede VOGGUR ham dermed, hvorpaa han uden mindste Frygt for Døden glædede sig over at have holdt sit Løvte, og lod sig uden Hindring dræbe af HIORTVARs Folk.
VOLSUNG
en Søn af Kong RERER i HUNSIGOV. Hans Fader var en mægtig og stridbar Mand men Barnløs, hvorfore han med sin Kone bestandig anraabde Guderne om Børn. Endelig forbarmedes ODIN over dem, og sendte sin Ønskemøe Jetten HRIMNIRs Dotter til ham. Hun paatog sig en Krageham, fløi til Kongen, som hun fandt siddende paa en Høi, og lod et Æble falde i hans Skiød. Kongen indsaae Æblets Nytte, og aad meget deraf. Dets kraftige Virkning viisde sig og snart; thi Dronningen blev med Barn men kunde ikke føde det. Hun gik saaledes med det i 6 Aar, og lod det tilsidst skiere ud af sit Liv. Drengen var overmaade stor, og kysde straks efter Fødselen sin Moder, som noget efter døde. Han kaldtes VOLSUNG, blev tidlig og meget navnkundig, ægtede bemældte HRIMNERs Dotter, og avlede med hende 10 Sønner og en Dotter, af hvilke de ældste SIGMUND og SIGNE vare meget deilige. Hvorledes derefter den Østgothiske Konge SIGGEIR friede til SIGNE, blev dem hadefuld, lokkede VOLSUNG og Sønner til sig, fangede og lod dem alle undtagen SIGMUND henrette, see Siggeir! Efter ham kaldtes hans hele Slægt VOLSUNGER.
VOLVER eller VALFRER
saa kaldte vore Forfædre et Slags Troldkoner, som udøvede deres Konster især ved Galdrer.
VON
en Aa, som FENRISULVEN ligger bunden i indtil RAGNAROKR.
VORTIGERN eller GUORTIGIRN
Konge over BRITTANERNE i ENGLAND, kom i stor Knibe ved Pikternes og Scoternes Overfald, og nødtes at søge Hielp mod dem hos Angler, Saxer og Jyder. disse kom og under de to bekiendte Brødres HENGSTs og HORSAs Anførsel til ENGELLAND, hvor VORTIGERN først indrømmede dem Øen TANET, men til sin store Ulykke. Saxerne sloge straks Skoterne, hvorpaa HORS med sine Folk blev af GUORTIGERN lagt til Landværn i NORTHUMBERLAND. Efterhaanden lokkede disse fremmede under adskillige Forevendinger en stor Sværm af deres Landsmænd over, blant hvilke og HENGSTs deilige Dotter RAVEN. Hende blev VORTIGERN ved et Giestebud, da hun paa Knæe drak ham til af et Guldbæger, forelsket i, og begierede hende af Faderen. Han fik hende, og dog paa Vilkaar at indrømme de fremmede Landet KENT, og holdt Bryllup med hende samme Aften, men paadrog sig og ved denne Forbindelse med et hedenskt Fruentimmer sine Børns og Undersaatters Had. Han tillod og hendes Fader at lade hente flere fremmede. Alt dette opirrede hans Undersaatter, saa de under hans tappre Søns VORTIMERs anførsel bekrigede Anglerne. Den uduelige VORTIGERN brød sig om ingen af Parterne, og var lidende Tilskuer ved alle de Ødelæggelser og Grumheder, som anrettedes af begge. Da hans Søn VORTIMER i denne Strid var faldet, lod HENGST, som han vilde indgaae Forlig, og indbød VORTIGERN med de fornemmeste Brittiske Anførere til Forsamling og Giestebud i SALISBURY. Der lod HENGST forrædersk dræbe 300 af de fornemmeste, og slap kun VORTIGERN løs paa Vilkaar, at han maatte overlade dem MIDDELSEX, ESSEX og SUSSEX. Dog bleve de derfor ikke fredeligere. Hele VORTIGERNs Liv var en Kiede af Ulykker og Uroe, hvori han selv ved Ladhed og slet Regiering var Skyld. Tilsidst maatte han flye til CAMBRIEN (CORNWALL), hvor han hadet og foragtet af alle endelig blev indebrændt af den berømte AÚRELIUS AMBROSIUS, i den af ham selv opbygte Stad DIN GURTIGIRN.
VYD
en af de 11 NIFLHEIMS FLODER, som havde deres Udspring fra Brønden HUERGELMER.
VYN
see Eigthirme!
VYNGOLF
et deiligt Slot i GLADHEIM, bygt til Opholdssted for Gudinderne. Til dem sankedes i dette yndige Himmerig alle dydige Fruentimmer, som ellers vare udelukte fra VALHALs Glæder.
VØR eller VØRA
en af Asernes store Gudinder, var fornuftig, viis og videlysten, saa at intet var hende skiult, og hun opdagede endog det menneskelige Hiertes inderste Hemmeligheder.
