Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte E
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
af Jacob Bærent Møinichen
EBBE
see Halfdan I!
EBBE og AAGE
to Brødre, som, da en stor Hunger under Kong SNIO formedelst indfaldende Tørke og deraf flydende dyr Tid plagede Landet, giorde paa Tinget det Forslag at dræbe alle gamle Folk og Børn, og kun lade dem leve, der vare duelige til Krig at dyrke Jorden og forplante Verden, hvilket Forslag og af Almuen blev bifaldet; men da de kom hiem og fortalde deres Moder GAMBARUK (GUNBORG) det, blev hun vred, visde derefter paa Tinget, at man hellere burde ved Lodkastning bestemme en vis Deel af Folket til at forlade Landet, og, om Lodden traf de Gamle, var det Børns Pligt at gaae i Forældrenes Sted. Dette blev samtykket. En 3die Deel blot unge maatte forlade Landet, især VENDSYSSEL, og kaldtes VINILER. EBBE og AAGE vare selv deres Anførere. De droge over ELVEN, hvor underveis mange nedsatte sig i SCORINGA (LYNEBORG og GAMMEL MARK), hvor de i Fremtiden af deres lange Skieg kaldtes LONGOBARDER. See Longobarder!
EGIL
en Søn af den Svenske Konge ANI DEN GAMLE, regierede i UPSAL, var meget gammel, da han kom til Regieringen, og blev noget efter overvundet af sin Faders Træl og Skatmester TUNNE i 8 Slag, og maatte derefter flye til SIELLAND til Kong FRODE, som tog vel mod ham, og lovede ham Hielp, om han vilde blive ham skatskyldig. Dette indgik EGIL villig, drog tilbage, og overvandt ved de Danskes Hielp TUNNE. Han sendte derefter hvert aar kostbare foræringer til Kong FRODE, men ingen anden Skat. Dog bleve de gode Venner, som før. 3 Aar efter sin Tilbagekomst dræbdes han paa Jagten.
EGTHER
Konge i BIARMELAND, overvindes i Tvekamp af Bersærken ARNGRIM. See Arngrim!
EIGOTHLAND
DE DANSKE ØER.
EIGTIRME
Ten HIORT, som lever af Træet LERADURs Grene. Af dens Horn nedflyder saa store Draaber, at de falde ned i HUERGELMER, og deraf blive de Aaer, SIDAR, VIDAR, SEKINN, EKINN, SUØL, GUNTHRA, FIØRM, FIMBUL, THUL, GYPUR, GØPUL, GOMUL, GEERRUMUUL, som falde om Asernes Lande. Desuden finde derfra endnu Floderne, THYN, VYNN, TØLL, HØLL, GRAD, GUNTHRØM, NYT, MAUT, HRØNN, VINA, VEG, SVINN, og THIODNUMA.ext
EINHERIAR
de afdøde HELTE, som opholdte sig hos ODIN i VALHAL.
EIR eller EIRA,
en af Asernes store Gudinder, var over LÆGEKONSTEN.
EISTEN
en Søn af Kong ADILS, regierede i UPSALA, giftede sig med en ØSTGOTHISK PRINSESSE mod hendes Villie, da hun hemmelig havde trolovet sig med den HALLANDSKE KONGE SNIO, som hun og siden lod sig bortføre af. I hans Tid faldt ROLF KRAKE i LEIRE. Da vrimlede Havet af Danske og Norske SØEKONGER, som med deres Strandhug Røverie og Hergien hiemsøgde Kysterne, meest SVERRIG. En af dem, den bekiendte SOLVI JUDE, overfaldt ham uforvarende med en stor Hær af JYDER da han var til Giest i det Herred LOFOUND (LOSØEN I MÆLEREN) og brændte ham inde med alt sit Folk.
EITRI
en DVERG i SVARTALFHEIM, Broder til BROCKUR og ALUR, var en meget konstig Smed. Da LOKE havde veddet om sit Hoved med hans Broder BROCKUR, at han ikke kunde forfærdige 3 saadanne kostbare Ting, som SIFFS GULDHAAR Skibet SKIDBLADNER og Sværdet GUGNER, som han havde faaet giort hos Dvergene IVALDA Sønner, lagde EITRI Svineskind i Ilden, og bad BROCKUR trække Bældene, indtil han tog det ud igien. Da han neppe var gaaet, kom en Flue, og satte sig paa Broderens Haand, men han foragtede det, og blev ved, indtil EITRI kom, og tog Svinet GULLINNBUSTE ud af Ilden. Derefter lagde han Guld i den, bad Broderen atter blæse til han kom igien, og gik bort. Da kom samme Flue, og beed værre end tilforn. Dog blev han ved at blæse til Eitri kom, og tog da ud af Ilden den konstige Ring Drupner. 3 Gang lagde Eitri jern i Ilsen, og bad Broderen atter blæse, sigende: det var stor Skade, om han ikke blev ved, og gik bort. Straks kom Fluen igien, satte sig mellem hans Øine, og beed saa fast, at Blodet løb ham ned i Øinene, og han ikke kunde see. Han aftørede hurtig Blodet, og iog Fluen bort. Da kommer EITRI igien, og siger: det var mesten fordærvet, som var i Ilden, og tog derpaa den konstige Hammer MIØLLNER ud. Hvorledes han derefter sendte Broderen BROKUR med disse 3 ting til ASGAARD for at løse Væddet, og hvorledes det løb af, see Brokur.
EKIN
see Eigthirme!
ELLDER
see Ægir!
ELDHRIMER
en Potte i VALHAL, hvori Kokken AUDRIMER maatte daglig kaage Flesk til alle der værende EINHERIAR af Galten SERIMNER.
ELEVAGAR
nogle Aaer, som efter Fabelen bleve Oprindelse til vor Jord paa følgende Maade: Da den kom langt fra sit Udspring, frøs Eddersaften i den til Riim, og af den Fugtighed der flød af dens Forgift og ved Frosten styrknedes, formeredes Riimfrosten, saa den fyldte Afgrunden med Iis, medens Afgrundens søndre Deel lettedes og varmedes af MUSPELHEIMs Gnister, saa at NIFLHEIM giorde den nordre Deel kold, og MUSPELHEIM den søndre varm. Afgrunds–Svælget var da saa let som Luft foruden Vind, og da mødtes Riimfrosten med Vindens Heede; denførste smeltedes, og af dens Draaber blev Riisen YMER, den første HRIMTHUSSE og ond som heele hans Slægt, (see Ymer!) I HERVARAR SAGA kaldes den Floden ELIVOGA.
ELG FRODE
en Søn af norske Prinds BIØRN med BERA, og Broder til THORER HUNDFOT og BIARKE, kaldtes saaledes, fordi han meest nærede sig af Elsdyriagt. Han blev af sin Faders Stedmoder HVIT omskabt til et Elsdyr, og maatte blive i denne Ham 15 Aar. Han skar sig i Beenet og gav sin Broder BIARKE af sit Blod at drikke forsikrende, at han deraf skulde blive meget stærkere end andre, giorde derpaa et dybt Trin i Bierget, og sagde: at han hver Morgen skulde besee dette Spor; thi var der Muld i, kunde han deraf kiende, at hans Broder var straadød, stod der Vand, var han druknet, men fandtes der Blod i da var han voldelig omkommet, og da skulde han hevne hans Død. Han blev tilsidst dræbt af Kæmpen JARNBARD.
EMBLA eller EMLA
see Aske!
EOMER
en Søn af den SAXISKE ODIN eller ANGUL, regierede efter sin Fader over ANGLERNE i det SLESVISKE.
ERIK
see Alrik!
ERIK HIIN FRÆKNE
en Søn af Kong SKIOLD i HORDALAND og ABO SYSSEL, antog sig i de forvirrede Tider Formynderskabet for Kong FRODE DEN 3 I LEIRE, blev meget navnkundig og mægtig, og med Kraft befæstede FRODE FREDGODE paa sin ellers vaklende Throne. Da FRODE var bleven myndig drog han efter hans Befaling i Selskab med Skaaningeren SKALK til SVERRIG for igien at indsette den af Kong ALRIK fordrevne Østgothiske Konge GESTIBLINDE. Denne sidste vilde ved Ankomsten straks angrebet ALRIK, men ERIK overtalede ham til først at angribe hans Svigersøn GUNTHIOF i VÆRMELAND og SOLLØER. Ham forjagede ERIK, og drog derpaa mod ALREK, som først søgde at forlige sig med ERIK og afvende ham fra Forbundet paa Grund af det Venskab, der havde været mellem deres Fædre, og, da dette slog Feil, udfordrede GIESTIBLINDE til Tvekamp. Denne tilbød ERIK at vaatage sig i den gamle og svagelige GIESTIBLINDEs Sted, overvandt kort efter ALREK i et Slag og blev efter hans og Broder ERIKs Død af FRODE DEN FREDSOMME sat over SVERRIG som Formynder for ALREKs 2 Sønner ALF og YNGVE. Da FRODE derefter bekrigede HELGELAND, kom ERIK ham til Hielp, anførde hans Armee først til Skibs op ad den BOTNISKE BUGT, og derefter til Lands giennem HELSINGLAND og LAPMARKERNE til HELGELAND. Saa vældig som ERIK i FRODEs Tid forsvarede DANMARK, saa heftig bekrigede han det efter sammes Død (maaskee for at hevne JORUNDs Drab i JYLLAND) og i Forbindelse med HODBROD, en Søn af den Vestgothiske Konge REGNER og SVANHVIDE, anfaldt Landet, overvandt FRODEs Søn HARALD i 3 Slag, dræbde ham i det fierde, og blev derpaa udvalgt til Konge, i hvilken Værdighed han forblev 3 Aar, efter hvis Forløb FRODEs Sønnesønner HALFDAN I og FRIDLEV 3, som havde været udenlands, kom hiem, overvandt og fangede ERIK med List. De tilbøde ham da Fred, imod at være deres Mand og Underkonge; men dette Forslag ansaae den høimodige ERIK skammeligere end Døden selv, og forkastede det. Hvorpaa HALVDAN lod ham binde i Skoven til nogle Træer, og der blev han sønderslidt af vilde Dyr.
ERIK DEN VELTALENDE FRA RENNESØE
(den ældre) fra HORDALAND var en Søn af ERIK HIIN FRÆKNEs Søn ALFREK, drog til DANMARK tillige med sin Broder ROLLER for at søge sin Lykke ved det af Ynglinger omgivne og fordærvede FRODE 4 HOF. I denne Hensigt gik han ud med et eeneste Skib. Underveis stødte to andre til ham, med hvilke han fortsatte Reisen. I Nærheden af Landet øinede han 7 Skibe, som tilhørde den Danske Kyst bevarer ODDE. ERIK udsatte da 2 af sine troeste Mænd, som kunde tale Dansk, lod dem trække sig nøgen ud, og hos ODDE foregive, at ERIK paa denne uværdige Maade havde behandlet dem. Dette skeedte. De vandt derved ODDEs Fortrolighed, som betroede dem sit Anslag i Dagningen at angribe ERIK og hans Folk i deres bedste Søvn, og derfore ladede sine Skibe med Steene til at kaste paa Fienden med; men om Natten stial de sig bort, og aabenbarede alt for ERIK, som derpaa uformærkt roede til Skibene og giennemborede dem paa alle Kanter. I Dagningen angreb han dem selv. Da de Danskes Skibe nu vare fulde af Vand, kunde de ikke Stride. En stor Deel druknede, nogle bleve fangne, og mange dræbte, blant hvilke ODDE selv. Derfra drog ERIK til HLESSØE; men, som han ingen Proviant fandt der, sendte han 2 af Skibene hiem med Byttet for tillige at tilføre ham Proviant neste Aar. Med det eene Skib søgde han selv til en Havn i Nærheden af Kong FRODES HOF. Saasnart han betraade Landet snublede han, hvilket han udtydede som et lykkeligt Tegn. Man havde alt der faaet ODDEs Drab at viide, men vidste ikke, hvem man skulde tilskrive det. Man havde kun seet 3 Skibe, som seglede Nord efter men nu, da han var landet, kom den bekiendte GRIP (GREP) som formaaede alt hos FRODE, tyraniserede i hans Navn over Folket, og havde utilladelig Omgang med hans Dronning HANUNDA, ned til Stranden, og efter sin sædvanlige Frekhed angreb ERIK med spydige Ord. Det kom til en Ordstrid, hvori GREP lod sig saaledes fange af ERIK, at han i visse Maader tilstod sin Fortrolighed med Dronningen, maatte give tabt og tie. Forbittret herover red han tilbage til Hoffet, fortalde, hvorledes han i Mundkrig var overvundet af den ubekiendte fremmede, og vilde væbne alle Hoffolkene for at anfalde ham og byde Ørnene til Giest paa hans Krop. Den sindige FRODE fraraadede da et saa ulige Overfald af mange paa faa, og tillod ham allene at skade ERIK, om han kunde med Hekserie. Han gik da med en Mængde Troldmænd ned til Strandbreden, offrede en Hest til Guderne, lod Hovedet opreise paa en Stage, og dets Mund opspile med Pinde. ERIK kom da just antogendes, og da han saae denne Troldom, lod sine Folk giøre Halt, gik selv for an til en Aa, der var mellem ham og GREP, og raabde overlydt: Gid Troldommen falde tilbage paa dem, som øve den, og vi derimod nyde god Lykke! Straks faldt Hovedet ned af Stangen, og slog den ihiel som bar det. ERIK blev derefter ved at rykke frem. Underveis faldt det ham ind, at efter GREPs Foranstaltning ingen torde komme for Kongen uden at give ham en Gave. Han tog derfor en Klump Iis, og giemde til dette Brug i Skiødet af sin Kiole. Da han nu kom til Slottet, gik han selv først ind, og bad sin Broder ROLLER gaae bag efter. Ved Indgangen brugde de Kongelige Trælle deres sædvanlige Kaadhed, og havde i Dørren lagt en vaad Hud, som de med Strikker trak til sig, i det ERIK tradde derpaa, saa han nær havde faldet, hvis ikke ROLLER i det samme havde understøttet ham, hvorpaa ERIK sagde: bar er broderløs Bag. Midt i Salen var optændt en stor Ild, som Kongen og hans Kæmper sadde om paa Bænke. Kæmperne gave sig ved Synet af ERIK til at huie og tude af alle Kræfter, men med sin sædvanlige Sindighed satte han dem til Rette, fordi de saaledes opførde dem paa Hundeviis. Nu fremkom KOL, hvis Embede var at modtage og forvare de til Kongen indkommende Gaver, og fordrede en af ERIK. Denne rækkede ham Iisklumpen over Ilden, men lod den med Villie falde deri. ERIK paastod, at det var et Stykke herligt og glindsende Metal, som ikke fandtes Mage til, og paastod Straf over KOL for hans skiødesløse Omgang, hvorpaa Kongen og lod ham ophænge i Følge sin egen Lov: at hvo der forvandskede noget af Kongens Gods, skulde døe. Herpaa forefaldt mellem FRODE og ERIK følgende Samtale.
Kongen: Fortæl os Pralhans med din høitravende Veltalenhed, hvorfra og hvorledes du er kommen hid.
— ERIK: Jeg gik ud fra RENNESØE, og satte mig ved Steenen.
— K.: Hvorhen satte du dernest din Kaas?
— E.: Jeg gik bort paa en Bielke fra Steenen, og satte mig ved en anden Steen.
— K.: Der maae have været mange Steene og Klipper.
— E.: Der ere flere Sandskorn.
— K.: Hvad giorde du der, og hvor begav du dig hen derfra?
— E.: Da jeg seglede omkring i Havet, fandt jeg et Marsvin.
— K.: Nu kommer du med noget nyt, endog begge Deele findes i Havet, men ieg vil vide din Kaas derfra.
— E.: Jeg drog fra Marsvin til Marsvin.
— K.: Der er jo lutter Marsvin.
— E. Der er flere under Bølgerne.
— K.: Jeg gad vidst den Vei, du søgde, da du drog fra Marsvinene.
— E.: Jeg kom straks til en Træsknub.
— K.: Hvad Vei tog du derfra?
— E.: Jeg drog fra Knubben til Stubben.
— K.: Der maae have været mange Træer paa dette Sted, mens du kalder alle dine Beedestæder Træer.
— E.: Der ere flere i Skovene.
— K.: Sig mig, hvor reiste du hen derfra?
— E.: Derfra trængde jeg mig giennem de store afhuggede Eege i Skovene, og, da jeg der hvilede mig, slikkede Ulvene, som vare blevne mætte af døde Kropper, det yderste af mit Gevær. Der blev Jernet slaaet af Kongens Spydstage, det er FRIDLEVs Sønnesøn.
FRODE tilstod nu, men ERIK forlangede en Belønning, fordi han paa en forblommet Maade havde sagt ham Sandheden, at det var ham, som havde dræbt ODDO. Dronningen bifaldt hans Begiering, saa at Kongen trak et prægtigt Armbaand af, og gav ham. Paa samme Tid erindrede han og, at ERIK havde overvundet GREP i Ordstrid, og spurgde om Indholden af deres Samtale. ERIK svarede: at han havde beskyldt ham for Horereie, og at GREP for ham havde maattet tilstaae sin skammelige Omgang med Dronninge, som paa Kongens Tilspørgsel derom, blev rød, og skammende tilstod sin Brøde. Hvorpaa Kongen overlod Straffen til hendes egen Dom. GREP tænkde da at redde sig og hende af denne Forlegenhed, ved at rydde den fortredelige Aarsag af Veien, sprang til, og vilde stikke ERIK igiennem, men blev i det samme giennemboret af hans Broder ROLLER. Da begyndte alle GREPs Brødre at rase paa Bersærkeviis, og vilde enten dræbe ham og alle hans Folk, eller og han skulde møde dem i Kampen med 10 andre Kæmper. Hertil svarede ERIK: De Syge bør søge Raad, de svagsynede bør see paa det behagelige og liflige. Med en svag Kniv bør man skiere i Leddet; men, da det er godt at udsette det onde, saalænge man kan, begierer jeg 3 Dages Frist, og en Oksehud af Konge. FRODE svarede da:det var billigt, at den fik en Hud, som var faldet paa een. Af denne Hud giorde ERIK sig Skoe, oversmurde dem med Tiære og Sand for at staae des fastere, og udfordrede derpaa sine Fiender til Kamp paa Iisen, som og blev vedtagen.
Da Kongen imidlertid atter drev paa Dronningen at afsige sin egen Dom for sin havte Omgang med GREP, og hun bad om Naade, føiede ERIK sin Bøn til hendes, saa at Kongen lod sig bevæge og tilgav hende. Siden, da det blev mørkt, sagde ERIK, at de NORSKE KONGER lod deres Hofmænd sidde i en vis Rang, hvorfore FRODE tillod ERIK og hans folk at sidde i sine Hofmænds Plads. Da derpaa en af Kongens Trælle indbar maden, bed og kastede ERIK blant den, saa at FRODE bebreidede ham hans Vragen, og at han kaldte den bedste Mad Levninger.
— „Bruges det saaledes i NORGE?“ sagde FRODE.
— „Nei!“ svarede ERIK, „alting gaaer der ordentligt og skikkekligt til.“
— F.: „da strider du mod deres Levemaade og opfører dig som en forløben Krabat.“
— E.: „En Viis bør tage mod Underviisning af den, som viisere er, og en Videnskab forhøies ved Lærdom.“
— F.: „Hvad Lærdom skal jeg tage af denne overflodige Snak?“
— E.: „Faa tro Folk ere en Konge til mere Styrke end mange utroe.“
— F.: „Vil du være os meere hengiven end andre?“
— E.: Ingen binder ufødt Hest til Krybben, eller baaser for ufødt Kvæg, og endnu har du ikke prøvet alle. Desuden pleier man i NORGE at faae Drikke til sin Mad, og det har Giesterne godt af.
— F.: Aldrig kiendte jeg nogen saa uforskammet til at kræve Mad og Drikke som du.
— E.: Faa agte paa ens Fattigdom, eller betænke hans Trang, saa længe han selv tier.
Kongen lod da sin Syster frembringe et stort Bæger med Drikke, som hun bød ERIK. Han tog hende om den høire Haand, og spurgde Kongen, om han maatte beholde det som en Gave. Kongen i Tanke, at det var kun Bægeret, svarede: Ja! ERIK drog da Prinsessen til sig, og da Kongen forestillede ham, at man i DANMARK lod Jomfruernes Frihed ukrænket, drog han Sverdet for at afhugge hendes Haand, sigende, at han forlangde kun sit. Da indsaae Kongen sin Forseelse, lod ham beholde hende og drage til sit Skib for at berede sig til den forestaaende Kamp mod VESTMARs Sønner, som og gik for sig paa den glatte Iis, hvor ERIK, da de gled paa Isen, men han selv ved Hielp af føromtalte Skoe stod fast, dræbde dem alle. Deres Moder GODTVAR tog sig deres Tab meget nær, og for at hævne dem foeslog ERIK en Mundkamp, og satte paa den en stor Guldkiede mod hans Liv; men ogsaa hende overvandt han, og fik Kieden. Faderen VESTMAR udfordrede ham da til at prøve Styrke, hvo der kunde rykke nogle sammenflettede Vidier fra den anden imod at den overvundne skulde miste Livet. Ogsaa heri vandt ERIK, saa at FRODE sagde : det er vanskeligt, at drages om Reb med den stærke. Rigtig nok, svarede ERIK; Helst, naar han har en Pukkel paa Ryggen og en Krop paa Halsen. I det samme stædte han VESTMAR om, og satte Foden paa ham, saa han knækkede baade Hals og Ryg. FRODE fik da i Sinde, at dræbe ERIK med en Dolk. Hans nye Brud GUNDVOR advarede ham da betids om Faren, som han undgik ved at bukke sig, da Kongen hug den efter ham, saa den blev siddende i Veggen. ERIK sagde da med sin sædvanlige Koldsindighed til Kongen, at Venner burde man give sine Gaver, og ikke kaste dem til dem. Herved blev Kongen undseelig og gav ham Skeeden med. Natten efter vaagnede GUNVOR, som bedre kiendte sin Broder, ERIK, og raadede ham til Flugten. ERIK drog derfore med hende ned til Stranden til sit Skib, men i Forveien fordærvede han Kongens Skibe, tog Fiæle ud, satte løse ind igien, og gik til Seils. Kongen kom om Morgenen efter, gik om Bord, og satte efter dem af al Magt, men var ei kommen langt, før Skibene begyndte at synke, saa han maatte springe over Borde, og søge ved Svømmen at redde sit Liv; men havde dog formedelst sin tunge Rustning maattet drukne, om ikke ERIK og ROLLER vare sprugne i Søen, trukket ham ved Haaret til Stranden, og mod Møie faaet ham til Live. Han var saa nedslaaet over at være deres Fange, at ERIK med megen Møie satte Mod i ham igien. Han satte ham straks paa fri Fod, foreholdt ham sine forrige begaaede Regierings Feil, og formanede ham til det bedre for Fremtiden. ERIK blev derpaa FRODEs Mand, fik hans Syster til ægte, og blev hans Landværnsmand. GOTVAR blev da dømt til at steenes ihiel; og da FRODE nu havde faaet Leede til Dronningen HANUNDA, besluttede han at sende hende hiem til hendes Fader; men ved ERIKs Forbøn, blev hun givet til hans Broder ROLLER, og havde de begge Bryllup paa en Dag. ERIK forblev efter den tid hos FRODE i største Anseelse, indtil denne endelig indsatte ham igien i hans Fædrenerige HORDALAND.
ERIK DEN VELTALENDE FRA RENNESØE, (den yngre)
en Søn af Kæmpen REGNERA, var i Tieneste hos den Norske Konge GØTHAR paa AGDESIDE, og raadede ham fra hans forehave Tog til DANMARK mod Kong FRODE 7. (See GØTHAR!) Forestillende ham, at hvo der tragtede efter andres, mistede gierne sit eget, at de DANSKE til hans Skade let kunde foreene sig igien, skiøndt de nu vare skielagtige. Det Raad gefaldt Kongen saa vel, at han gav ERIK det Øgenavn veltalende, og vandt ERIK efter den Tid i Anseelse over sin Broder ROLLER, som tilforn var meest agtet. GØTHAR, følgende ERIKs Raad, blev hiemme, men besluttede, at sende disse 2 Brødre i Forveien til DANMARK at udspeide Landets Tilstand, og forærede dem til deres Reise et Skib kaldet SKROTHER. De gik derefter hiem til deres Fader, og bad ham om det fornødne til deres Reise og Underholdning underveis. Han ledde dem ud i Skoven, at besee hans anseelige Fæejorde, og tage deraf, hvad de behøvede. Ligeledes gav han dem og saa meget, de lystede, af sine mangfoldige i Jorden nedgravede Penge. ROLLER blev derfra sendt i et Ærende hiem af REGNER. Hans Moder KRAGE, som var ERIKs Stedmoder, saae han ved sin Ankomst giennem en Spække, lave Velling i en hæslig sort Potte, over hvilken hængde 3 fæle Hugorme, af hvis Munde Forgiften dryppede ned i Vellingen; de 2 vare gandske sorte og bundne om Bugen, men den tredie var hvidspettet bundet om Halen og hængde lit høiere end de andre. Dog taug han dermed, for ikke at udskrige sin Moder som en Heks. I det samme kom REGNER og ERIK hiem. KRAGE frembar Maden, at Brødrene skulde spise af Potten sammen, men vendte det hvide til ERIK. Denne mærkede snart, at det halve af Vellingen, som var sort–guult, var langt kraftigere end det hvide, dreiede derfor Potten om, sigende: Saaledes dreies et Skib i Storm paa Havet, og derved fik det bedste uden at Broderen ROLLER mærkede Listen. Af denne fortryllede Spise kom ERIK til at forstaae alle Videnskaber, og blev saa viis, at han endog forstod alle Dyrenes og Fuglenes Sprog. Især blev han meget veltalende; men, da KRAGE kom ind, og saae at Fadet var vendt, og ERIK havde faaet det bedste, som hun havde tiltænkt ROLLER, jamrede hun sig meget derover, men trøstede sig ved, at ROLLER dog var Mand for at fatte et godt Raad, formanede ERIK, som ved Maden tillige havde faaet den Gave, ikke at kunne overvindes i Strid, troelig at skytte og hielpe sin Broder, og befalede dem tilsidst, naar de kom i overordentlig Fare at anraabe hende ved Navn, da hun skulde hielpe dem, efterdi hun besad guddommelig Kraft. Udrustet med saa store Evner, drog ERIK med sin Broder til DANMARK, til Kong FRODE 7, som modtog ham paa det bedste, gav ham sin Syster INGERD, og sendte ham noget efter tillige med ROLLER til Kong GØTHAR, at frie for sig til hans Dotter ALVILDE. Begge Brødre toge deres Koner med. Ved Ankomsten til NORGE fandt de deres Fader REGNER død, og Moderen gift med BRAK. GØTHAR, befrygtende, at ERIK ved sit Giftermaal var FRODE mere troe end ham, giorde ham straks det Forslag, at vilde ægte ERIKs Kone INGERD, og igien give ERIK sin Dotter ALVILDE. For at udforske sin Kones Tænkemaade foreslog han hende paa Skrømt, at ægte Kong GØTHER, som en hendes Stand værdigere Mand, men, da hun beklagede sig over hans Ubestandighed, græd, og foragtede GØTHAR, omfavnede ERIK hende, overbeviist om, at kunde forlade sig paa hende, og svarede, at intet skulde skille dem ad uden Døden; men forestillede tillige, hvor nødvendig Forstillelse var, bad hende lade, som hun villigede i GØTHARs Tilbud, og mage, at hendes og ALVILDEs Bryllup blev holdt paa een Dag. Dette skede og. Man mødte til bestemte Tid, men til Sikkerhed maatte BRAK holde sig i Nærværelse med et udvalgt Mandskab. Begge Bryllupssalene vare ved Siden af hverandre, og ERIK havde ladet Bræderne i Skillerumsvæggene giøre løse. For at sætte GØTHAR paa Prøve, tog han først Flugten med INGERD og ROLLER til sit Skib, men vendte straks tilbage, da GØTHAR eftersatte dem. INGERD bad derpaa GØTHAR, at ERIK og ALVILDE først maatte holde Bryllup, at hun derved des lettere kunde glemme hendes første Ægteskab. Dette bevilgede Kongen, gav ham sin Dotter og LANDET LISTERA. Ved Brylluppet var og KRAKE, som man udgav for en Dotter af HVIDSERK og Halvsyster til INGERD, men under Paaskud af Øiensvaghed indhyllet i et Slør, saa man ikke kunde see hende, og hun sad ved Bordet paa den eene Side af ERIK; men INGERD var i den anden Sal hos GØTHAR. Under Maaltidet foreslog ERIK ALVIDE, at ægte Kong FRODE. Hans Moder KRAKE gav hende tillige en Elskovsdrik, som giorde den forønskte Virkning, saa hun fik Lyst til FRODE, og befaldt ERIKs Forslag. Da GØTHAR havde spiist, gik han ind i den Sal, hvor ERIK befandt sig, for at deeltage i Glæden. Straks smuttede INGERD giennem Aabningen paa Væggen ind til ERIK. Dette satte GØTHAR i Forundring, der ikke kunde begribe, hvorledes hun var kommen ind, og vilde heller ikke troe hendes Foregivende, da hun sagde: at hun var ikke INGERD, men hends Syster, som var hende overmaade liig. For at blive overbeviist, gik Kongen tilbage til den anden Sal, men fandt der allerede INGERD, som alt var kommen giennem Aabningen paa Væggen, siddende paa hendes forrige Sted, og saaldes narrede man Kongen nogle Gange, indtil han selv var nær ved at troe det. Dette løb endnu GØTHAR om i Hovedet, efterat de unge Folk vare fulgte ind i Brudekamret. Han vilde vide Sammenhængen af dette Gøglerie, og sendte om Natten uformærkt 2 Mænd ind i Brudekammeret med Befaling straks at dræbe ERIK, om de fandt ham i Seng hos INGERD. Disse fandt ham hos INGERD, og vilde dræbe ham, da ERIK i det samme nævnede sin Stedmoder KRAKE. Straks faldt et Skiold ned af Veggen og bedækkede ham, hvorpaa han hug begge Fødderne af den eene, og den anden giennemborede INGERD med et Spyd, hvorpaa hun med ERIK flyede til hans Skibe. Broderen ROLLER gav tillige ved at støde i sit Horn BRAKE et Tegn, som med sit Baghold brød ind paa Slottet. I den Skydning maatte GØTHAR flye til sine Skibe, saa ROLLER i Magelighed plyndrede Slottet og førde alle hans Kostbarheder til ERIKs Flode. Dagen efter vilde GØTHAR vel forfølge dem, men blev forhindret ved en mellem hans Folk opkommen Hunger, saa at ERIK undkom lykkelig til DANMARK med ALVILDE, hvilken FRODE ægtede. Ved List overvandt han noget efter 7 VENDISKE RØVERSKIBE, raadede derpaa FRODE til Krig med VENDERNE, overvandt og fældede deres Konge STRUNIKO. Derefter bekrigede han i Selskab med FRODE og dræbde i et Søeslag Kong GØTHAR, hvis Lande han forskaffede sin Broder ROLLER af FRODE. ERIK regierede en Deel af SVERRIG under FRODE, og hialp ham stedse, især i den store Krig mellem ANGANTYR og hans Broder LAUDUR. Han bevaanede og et andet Tog til HELGELAND med FRODE, lod der aabne ASVITS GRAV i Tanke at forefinde store Rigdomme, og reddede ved en Leilighed den med sin Ven levende begravne ASMUND. (See Asmund!) Efter at have sin heele Levetid fulgt og stridet for FRODE, døde han for denne Konge. SAXO har reent sammenblandet disse ERIKER, og især af de 2 sidste sammenstøbt een.
ERPUR
en Søn af den REIDGOTHISKE KONGE JONAKUR og GUDRUN, var med sine Brødre HAMDER og SORLE, saa sorte som Ravne. Moderen GUDRUN sendte ham med sine Brødre hen at hævne deres Systers SVANHILLDEs Drab paa hendes grusomme Mand den SKAANSKE KONGE JAMERIK eller JORMUNREKR. Hvorledes han kom i Ueenighed med sine Brødre underveis, og de dræbde ham, fordi han var Moderens kiereste Søn, see ved Sorle!
ERRAGON
Konge i INISTHONA, (et Sted i SIELLAND) var gift med den deilige LORMA. ALDO en Helt fra MORVEN i Kong FINGALs Tieneste forelskede sig i hende, landede ved LUMARS BUGT, og bortførde hende med hendes gode Villie. FINGAL fortrød denne Handel, og bød ERRAGON i Bod 100 Heste, 100 Piger fra fremmede Lande, 100 Falke, 100 Baand til at lette Kvinders Fødsel, og 10 med ædelsteene besatte Skaale, som vare tagne fra ROMERNE. Dog dette var ikke ERRAGON nok. Han fordrede FINGALs Faders Sværde og hans Fædres Skiolde, og drog i Strid til MORVEN, men satte det tillige med ALDO Livet til i et Slag mod FINGAL.
ESKIL
GUITLACHs Søn regierede i FYHN, dog skatskyldig til den berømte ENGELSKE KONGE ARTHUR, som han først foragtede og for hans Ungdom nægtede Skat; men blev ved Krig bragt til Lydighed. Derefter fulgde han for det meeste denne Konge, saavel paa hans NORSKE TOGE, som siden i ENGELAND, og endede sit Liv, da han stridede for ham, i et Slag mod MORDRED. See Arthur!
EYSTEN DEN RIIGE eller ILDRAADE
en Søn af Kong GUDRIAUD paa RAUMARIKE, giorde et Tog giennem NORGE til TRONDELAGET, erobrede der nogle Lehn, især ØIAFYLKA og SPARBYGIA, hvorover han satte sin Søn AMUND til Konge, men ham bleve TRØNDERNE snart kiede af og dræbde. Dette foranledigede EYSTENs andet Tog til TRONDELAGET, hvor han atter overvandt Indbyggerne, holdt et slemt Hus, og forelagde dem 2 Vilkaar: enten at tage hans TRÆL FAXE (efter andre THORD) eller hans HUND SÆR til Konge. TRØNDERNE valgde da Hunden. (See Sær!) Denne EYSTENs Toge og Grumheder gave Anledning til at AMUND Jarl af SPAREBOEAs Søn KETIL JAMTE flyede af Landet, og bebyggede først JEMTELAND.
EYVORA
en Dotter af Kong SVARSURLAMI i GARDARIKE og FRIDUR en Dotter af Kæmpen THIASSE. Da hendes Fader blev dræbt af Besærken ARNGRIM fra BOLME ved HALOGALAND, bortførde han og hende til BOLME, ægtede hende, og avlede med hende ANGANTYR og hans 11 Brødre. See Arngrim!
