Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte T
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
af Jacob Bærent Møinichen
TANNGNIOSTUR og TANNGRIFZNER
de to Gieddebukke som trak Asa Thors Vogn. See Thor!
TEUT
see Tuisto!
TEUTONER
see Nuithoner!
TENGEL
Konge i FINMARKEN, blev overvundet af Bersærken ARNGRIM, og giort Leirekongen FRODE 3 skatskyldig. Om denne Krig see Arngrim!
THIASSE (1)
en Søn af ØLVALDE, var en Jette fra JOTUNHEIM eller TRYMHEIM, bragde en Dag i en Ørns Skikkelse LOKE paa hans Udvandring med ODIN og HEINER i stor Vaande, (see Loke!) og slap ham ikke løs for han ved Eed havde forpligtet sig at bringe Gudinden IDUNNA med hendes Æbler uden for ASGAARD, hvilken Eed han og holdt, og lokkede hende ud. I det samme kom THIASSE der til i en Ørneham, og bortførde hende i Kløerne til TRYMHEIM. Men nogen Tid efter hentede LOKE i FREYAs Falkeham forbløffet af Gudernes Trusler, hende tilbage mellem Kløerne i en Svales Skikkelse. THIASSE var da paa Søen, fandt ved sin Hiemkomst Reeden tom, paatog i en Hast sin Ørneham, og satte med saadan Hidsighed efter LOKE, at han uden at mærke det slap tillige ind i ASGAARD. Da Guderne saae dette, gik de ud, toge huggen Brænde med sig, og da Loke var bleven sin Byrde kvit, tændte Ild i de hugne Træer. THIASSE, da han ikke kunde faae fat paa LOKE, tøvede, brændte derover sine Vinger, saa han ikke kunde flyve, og blev dræbt af Guderne. Hans Dotter SKADA gik derefter til ASGAARD at hævne hans Død, men blev i dets Sted forligt med Guderne og gift med NIORD, og for at glæde hende, satte ODIN begge THIASSEs Øine paa Himlen, hvor de bleve 2 Stierner.
THIASSE (2)
en Jette i det nu værende RUSLAND, krigede mod den Gardarigske Konge SIGURLAMI, en Søn af den Saxiske ODIN og nedlagde ham, men blev siden efter dræbt ved Sværdet THYRSING af hans Søn SVAFURLAMI, som tillige bortførde og ægtede hans Dotter FRIDUR.
THIALFE
en Bonde, som THOR en Aften kom ind til for at søge Herberg. Da THOR havde slagtet og tillavet sine Bukke, indbød han THIALFE til at spise med. Under Maaltidet fik han Lyst til Marv, brød et af Benene itu med sin Kniv, og fortærede Marven. Morgenen efter, da THOR efter Sædvane ved Afreisen opvakde dem for at bruge dem til Forspand for sin Vogn, saae han, at den eene haltede, blev meget vred, og lod sig endelig forsone ved at tage baade THIALFE og hans Dotter RASKA med sig, og maatte THIALFE først følge ham paa hans Eventyr til UTGAARD, og hvorledes den faldt ud, see ved Thor! Han fulgde og THOR i Strid mod Kæmpen HRUGNER, og dræbde i samme den af HRUGNER til Hielp i Striden forfærdigede Leermand MOKURKALFE. See Hrugner!
THOK
en slem Heks, boede i en Hule, og var den eeneste af alle Ting i Naturen, som ikke efter Gudernes Begiering vilde begræde BALDERs Død for at frie ham af HELVEDE, og svarede Gudernes Udsendte, som bad hende derom: at hun vilde græde med tørre Øine, at HELA kunde beholde sit Bytte, saa at han for hendes Skyld maatte blive. Man troede, at hun var ingen anden end LOKE, som i den Hensigt havde paataget sig hendes Skikkelse.
THOLA
en Skaaninger, Søn af ADILS og tilligemed sin Broder HOMOTH Stavmgiemmere hos den Skaanske Konge OMUND i hans Krig mod den Norske Kong RING. Med sin Broder overvandt han den Norske Dronning og berømte Skioldmøe RUSLA, da hun i OMUNDs Fraværelse feidede paa NORGE, og bevægede THELERNE til Oprør mod hende, saa hun maatte rømme riget. Ligeledes gik disse 2 Brødre i OMUNDs Sted i Kamp mod RUSLAs Kæmper THORE og BIØRN, som havde udfordret OMUND, og overvandt dem.
THOR (1)
den fornemmeste og maaskee ældste Gud hos JOTERNE, var især i stor Anseelse i NORGE, hvor han var den øverste af alle Guder. Han forveksles ofte med
THOR (2) eller THORRE
en Søn af Kong SNÆR DEN GAMLE eller SNÆKOLLR, regierede i JOTUNHEIM, og havde 2 Sønner NOR og GOR, og Dotteren GOE (GOIA). Ved et stort Offer, som han holdt, blev Dotteren bortført af den Hedemarkske Kong HROLF fra BERGE. Han udsendte begge Sønnerne for at oplede hende. Ved hvilken Leilighed de erobrede hele NORGE. (See Nor!) Denne THOR skal først have indført Ofringer for godt Sneeveir og Slædeføre, var i stor Anseelse, og blev dyrket som en Gud. Sønnen Nor indførde og hans Dyrkelse i NORGE, hvor den fortrængde ODINs og ASERNES GUDERS. Dog har Fabelen og den almægtige Tid forvekslet ham med ASA THOR, saa at de ere sammensmeltede til een, og man har ondt ved at sige, hvad der hør til hver især. Endog hos LAPPERNE har hans Dyrkelse vedligeholdt sig indtil vore Tider, og deres THOR (THORØN) er uden Tvivl denne. De tiltroe ham Omsorg for Menneskenes Liv. Velfærd, Sundhed og Sygdom. Hans Bue, han skyder med, er Regnbuen, og med den skyder han alle Trolle ihiel. Andre derimod troe, at han dræber dem med en Hammer. Han holdes og for Tordenens Herre, og kaldes i den Hensigt TIERMES C: TORDNEREN, ligeledes AIEKE, der har samme Betydning som ALFADER. Han holdes og for Sandheds og Uskylds Gud.
THOR (3)
en Søn af ODIN og FRIGGA (efter andre var han Fader til en Odin) kom med Faderen ind til NORDEN, var den fornemmeste af alle ASER nest ODIN, overmaade stærk og afsagt Fiende af alle Riser, Jetter og Trolde, som han dræbde allevegne, hvor han overkom dem, med sin Kølle. Hans kolossalske Størrelse giorde, at ingen Hest kunde bære ham, og, naar de andre Guder daglig reed over BIFROST for at holde Dom under YDRASIL, maatte han gaae til Fods og vade over floderne KORMT, ORMT og KIERLAUGR. Undertiden agede han og paa en Vogn med 2 Gieddebukke, TANNGNIOSTUR og TANNGRIZNER for, og kaldtes deraf AKE THOR. Hans Rige var TRUDVANGER udi TRYMHEIM, hvor han eiede Slottet BILSKERMER, det største i Verden med 540 Sale. Der sankede han Trælle, som alle tilhørde ham, efter Døden til sig, ligesom ODIN Heltene. Han besad 3 Ting af uberegnelig Værd: Hammeren MIØLLNER, hans Eneste Vaaben i Strid, forfærdiget af Dvergen EITRI, nedslog alt hvad den traf, og kastedes aldrig saa langt, at den jo kom tilbage i hans Haand, et Belte MEIGINGIARDER, som naar han tog det paa, fordoblede hans Kræfter; og hans Staal Handsker, som han tog paa for at holde TORDENHAMMEREN med. Ved disse vaaben var han stedse seierriig og uovervindelig, og kuns eengang maatte han bukke under for UTGARDE LOKEs List ved følgende Leilighed: I Selskab med LOKE LAUFEIASON Kiørede han eengang ud paa sin Vogn med 2 Giedebukke for, søgende efter Sædvane Eventyr mod Kæmperne. Om Aftenen kom de til Herbergs hos en Bonde TIALFE, hvor Thor i Mangel af Fødevare slagtede begge Bukkene, lod dem tillave, og gav sig til at spise med Verten og hans Dotter RASKA, befalende dem tillige at kaste Benene i Skindene, som han havde lagt ved Ilden. Under Maaltidet fik TIALFE Lyst til Marv, brak med sin Kniv en af Beenpiderne, og fortærede Marven. Om Morgenen, da THOR giorde sig reisefærdig, og tog sin Hammer, bleve begge Bukkene levene igien. Dog haltede een af dem paa det eene Bagbeen. Deraf mærkede han, at nogen om Aftenen matte have brudt eet af Benene mod hans Befaling, blev saare vreed, støiede og truede saa græsselig, at Bonden og hans Børn faldt ham til Fode, og tilbød ham Godtgiørelse efter eget Behag. Endelig blev han formildet, lod Bukkene blive, men tog TIALFE og RASKA med sig. Den første maatte underveis bære deres Mantelsæk, da han var en god Løber. Reisen gik giennem JOTUNHEIM til Havet. Dette satte de over og kom efter noget Gaaende paa en vitløftig Slette, hvor de vandrede den ganske Dag. Ved Nattens Komme saae de sig om Herberg, og fandt endelig en Hytte, hvorpaa Døren var ligesaa stor som hele Huset, gik derind, og lagde sig til Hvile, men hørde midt om Natten en græsselig Larm og Jordskiælv, der rystede hele Hytten. THOR kaldte sit Selskab sammen for at søge et andet Tilhold, gik ud, og kom paa høire Side ind i et Værelse, hvor de lagde sig til Roe. Dog blev Larmen ved. THOR væbnede sig da med sin Hammer for at værge sig, satte sig i Dørren, og oppebiede Dagens Komme. Ved Dagbrækningen saae han et Menneske af uhyre Størrelse, liggende henne ved Skoven og snorke, hvilket var den Støi, som havde styrret dem den hele Nat. Ved Kæmpens Opvaagning torde THOR ikke binde an med ham, men lod sig nøie med at spørge om hans Navn. Jeg hedder SKRYMNER, sagde han, og behøver ikke at spørge, om Du er Guden THOR; men hvor har du giort af min Handske. I det samme rækkede han sig, og tog den op. Da saae THOR til sin store Forundring, at Huset, de om Natten havde sovet i, var Kæmpens Handske og Kammeret dens Tommelfinger. SKRYMNER tilbød sig til Reisekammerat, tog sin Madpose, gav sig til at spise, og bød de andre at spise med. Efter fuldendet Maaltid tog han begges Madposer i en Bylt paa Skuldrene, og marscherede af alle Kræfter. Om Aftenen bad han THOR og Selskabet at tage Mad, om de lystede, af Madposen, lagde sig derefter at sove under en stor Eeg, og snorkede som forrige Nat. THOR var sulten, gav sig i Færd med Madposen, men kunde ikke løse en eeneste Knude, blev derved heftig forbittret, greb sin Kølle, og hug den mod Kæmpens Hoved, som straks vaagnede, og spurgde: om der var faldet et Blad af Træet ned paa hans Hoved, om de havde faaet Mad, og vilde lægge sig til Roe. THOR lod som han vilde sove under en anden Eeg, men, da han ved Midnat hørde atter Kæmpen snorke, saa det dunrede i hele Skoven, hug han ham igien Hammeren midt i Issen, saa den sank dybt ned i Hovedet, og vaagnede Kæmpen, som atter spurgde THOR, om der var faldet et Støvgran paa hans Hoved, og hvorledes det var sat. Han svarede: at han nys var vaagnet, hvorpaa Kæmpen igien lagde sig til Roe, men straks efter, da THOR hørde ham snorke, tænkde han paa eengang at giøre det af, sankede alle sine Kræfter, og slog ham Hammeren dybt ind i Kinden. SKRYMNER vaagnede, tog til Kinden, og sagde: det forekom ham, som en Fuglefjer var faldet ham paa Kinden. Nu er det desuden Tid, sagde han til THOR, at vi reiser os. Vi har kun kort til Byen UTGAARD. Jeg har hørt jer hviske til hverandre, at jeg var stor, men der vil i faae anderledes store Folk at see, og vil jeg raade eder, at I der ikke giør jer for meget til; thi LOKEs Hoffolk lider ikke vel saadanne smaa Drenges store Ord. Bedre for jer at vende tilbage, hvis ei, kan I kun reise lige i Øster, min Vei falder i Nord hen til de Klipper. I kan see. Derpaa tog han sin Madpose, og søgde ind ad Skoven. THOR og Selskab uden at bryde sig videre om SKRYMNER, fortsatte Reisen, og kom om Middag til UTGAARD, der laae paa en stor Slette, var overmaade høi, og dens Porte lukket med et Jerngitter, som THOR og Kammerader ikke kunde oplukke, men gik igiennem mellem Stængerne. De saae der uhyre store Mennesker, et stort Pallei, og Kongen, som kaldtes UTGARDELOKE, spurgde, om den Dreng var THOR, samt hvad Konster han og hans Følge forstod. LOKE svarede: at de forstod mere end andre, at han selv kunde æde mere end nogen, og vilde deri kappes med enhver. Da kaldte Kongen LOGE een af sine Hofmænd, lod indbringe et Trug fuldt af slagtet Kiød, som hver gav sig til at æde af fra sin Ende saa gridskt, at de snart mødtes i Midten. Dog havde LOKE kun ædt Kiødet, men LOGE tillige fortæret Benene, og tilkiendtes altsaa Seieren. Nu kom Raden til TIALFE, som tilbød sig at løbe om Kap med en, som hedde HUGE, og blev 3 Gange i Rad overvundet. THOR selv gav sig ud for at kunde drikke mesterlig, og Kongen befalede derfor at frembringe et Horn, Hofmændene pleiede at drikke af. Dette, sagde han, var man vant til udstikke i eet Sæt, daarlige Drankere i to, men ingen var saa ussel, at han skulde bruge tre dertil. THOR var saare tørstig, Hornet forekom ham ikke saa overordentlig stort. Han satte det til Munden, og drak af alle Kræfter, men kunde slet ingen Aftagelse see paa Hornet, satte det derfor atter til Munden, drak af alle Kræfter, uden at Drikken derved var synderlig formindsket, satte det derpaa tredie Gang an, og drak saa længe han kunde aarke, men tømmede kuns lidet deraf. Han blev da vred, gav det fra sig, og vilde ikke drikke meer, hvorpaa Kongen med en foragtelig Mine sagde til ham: Du er mindre stærk end jeg troede. Jeg vil derfor prøve dig i en Leeg, vi bruge her til vore Børn. Det bestaaer i at løfte min Kat fra Jorden. I det samme sprang en mørkegrøn Kat frem i Salen. Thor greb den med sin eene Haand under Bugen, men alle hans Kræfter strakkede knap til at løfte den en Fod fra Jorden. Herover drillede Kongen ham med hans Lidenhed, saa at THOR i Hidsighed tilhød sig at brydes med hvem det skulde være, i hvor liden man end ansaae ham. Mine Mænd, svarede Kongen foragtelig, anseer det for en Skam at brydes med dig, men jeg vil lade hente min Amme ELLA; Hende kan du brydes med. Da fremkom en gammel tandløs Kierling, som THOR gav sig til at brydes med, men jo stærkere han tog paa hende, des fastere stod hun, og, uagtet han anvendte alle Kræfter, slog hun ham, saa han faldt paa det eene Knæ mod Jorden. Beskiemmet forblev THOR der Natten over med sit Selskab, og lavede sig om Morgenen til at reise. Kongen lod dem kalde, anrette for dem et kosteligt Giestebud, og ledsagede dem paa Veien ud af Staden. Da de derefter vilde til at sige Farvel, spurgde Kongen THOR, hvad han syndes om Udfaldet af hans Reise, hvorpaa denne tilstod, at han gik skamfuld og misfornøiet fra ham. Jeg skal da fortælle dig Sandheden, sagde UTGARDELOKE, siden I dog ere uden for min Bye, hvor I vist aldrig mere skal komme ind, saa længe jeg lever og regierer. Havde jeg i Forveien kiendt eders Kræfter, skulde I aldrig kommet derind. Straks ved vort Møde i Skoven forblindede jeg eders Øine. Mantelsækken havde jeg tilbundet med en fortryllet Jernring; derfor kunde I ikke opløse den. Du tænkde at ramme mig med din Hammer. det første Hug allene havde været nok til min Død, dersom jeg ikke havde sat et Bierg mellem som du huggede i, og hvor endnu efter Huggene findes 3 Dale, den sidste af overordentlig Dybde. LOKE aad som en Karl, men havde til Modstander en fortærende Ild, og maatte endelig tabe. HUGE, som løb om Kap med TIALFE, var min Geist. Havde jeg ikke seet, hvor meget du drak, skulde jeg aldrig have troet det; thi den eene Ende af Hornet, stod, uden at du kunde see det, i Havet, og man kan endnu kiende, hvor formindsket det er efter din Drik. Endnu større Under, at du kunde løfte min Kat, som var ingen anden end MIDGAARDSSLANGEN. Du løftede den saa høit op mod Himmelen, at dens Hoved og Hals neppe berørde Jorden; og Kierlingen, som du brydedes med, var Alderdommen, som overvinder alle. Nu kunde THOR ikke mere tæmme sin Vrede, og vilde hugge ham med sin Hammer, da han i det samme vandt dem af Syne saavel som Byen, da THOR vilde vende tilbage for at ødelægge den. De vendte derfor tilbage, og kom til TRUDVANGER, og dette skal have været den eeneste Gang, THOR blev overvundet. For at hævne denne Tort besluttede THOR ved Leilighed at angribe MIDGAARDSSLANGEN, og reisde i dette Forsæt som en ung Dreng fra MIDGAARD, som om Aftenen til Kæmpen YMER, og havde der Natteherberg; om Morgenen stod YMER op, og giorde sig færdig at drage ud paa Havet at fiske. THOR bad ham tage sig med, men han svarede: at saadan en lille Dreng var ham unyttig og vilde døe af Kuld, naar han kom ud paa Dybet. THOR stillede sig meget uforfærdet, og spurgde Kæmpen om Madding at angle med. Kæmpen befalede ham selv at oplede sig noget, hvorpaa han afrev en af Kæmpens Køer, kaldet HIMINBRIOTUR, Hovedet, sad derefter midt i Skibet, og gav sig til at roe med 2 Aarer. YMER saae med Forundring den Fart, han gav Skibet, og sagde noget efter, at de nu vare paa det beleiligste Sted til at fiske. Dog paastod THOR, at de maatte længer ud. De roede derefter endnu et godt Stykke, men da blev Kæmpen bange, og forestillede ham den Fare, de vare i for den store Slange. Dog roede THOR endnu ubekymret noget længer, tog derefter en Fiskerlinie, satte Oksehovedet derpaa, og kastede den ud. MIDGAARDSSLANGEN beed paa, fik Anglen i Munden, og begyndte at bevæge sig af alle Kræfter. THOR maatte holde sig fast ved Aaretoldene, og trak Uhyret op med saa stor Magt, at han tradde Hul igiennem Skibet, kom til at staae med Fødderne paa Havets Bund, og kastede skrækkelige Øiekast til Slangen, som imidlertid rækkede Hovedet op over Havet, og spyede Ild og Gift paa ham. Da nu Kæmpen saae sit Skib læk, og sig selv i Fare for at drukne, skar han Fiskelinien over, saa at Slangen, just som THOR vilde til at slaae den med sin Hammer, dumpede ned i Havet igien, hvor THOR skal have knuset dens Hoved, dog uden at kunde dræbe den. Men var Slangen undgaaet ham, maatte YMER i dens Sted føle hans Hævn. THOR slog til ham med knyttet Næve, saa at Hovedet af ham faldt i havet, som THOR derefter vadede igiennem hiem. THOR havde og en Strid med Kæmpen HRUGNER, som han vel dræbde, men et Stykke af det hein, som Kæmpen brugde til Værge, og havde slaaet itu mod hans Hammer (see Hrugner!) blev siddende fast i hans Pande, og kunde efter Hiemkomsten ved ingen Magt faaes løs. Da kom en Valfre GROE, ØRVANDEL DEN KLOGEs Kone, og sang Galdrer over ham, hvilken Kur og var saa kraftig, at Heinen alt løsnedes noget. THOR vilde da glæde hende ved gode Tidender om hendes Mand, som han havde befriet af JOTUNHEIM, og kastet hans eene Taa, der var frossen af, paa Himlen, og giort til en Stierne (See mere ved Groe!), men Konen blev derover saa overvættes glad, at hun glemde al sin Latin, og THOR maatte siden bestandig bære Heinen i Panden. Hvorledes han ligeledes kom efter LOKEs Løvte til GEIRRAUDURs Gaard, og der knusede Ryggen paa GEIRRAUDURs Døttre, og hug ham selv fast til Veggen med en gloende Jernstang, see Geirraudr! Eengang kom THOR silde om Aftenen fra AUSTURVEG til et Sund. Færgemanden HARBARDR var med Færgen paa den anden Side. THOR bad ham sætte sig over, og lovede ham derfor noget Sild og Havre af en Pose, han havde paa Ryggen. HARBARDR spurgde foragtelig om hans Navn. THOR svarede: at han var ODINs Søn, MEYLEs Broder og MAGNEs Fader. Dette uagtet omgikkedes HARBARDR ham lige foragtelig, og trodsede kun, da THOR truede at komme over, og slaae ham med sin Hammer. Ved denne Leilighed opregnede hver sine Bedrivter, især pralede THOR af HRUGNERs Drab, som var en haard Jette med et Steenhoved, ogsaa rosede han af at have dræbt Kæmpen THIASSE, fortalde, hvorledes han i ØSTERLEDEN Stridede med Jetter og Troldkoner, som boede i Biergene, og derved forhindret disses alt for stærke udbredelse paa Jorden til Skade for Menneskeslægten, samt at han ved en Flod havde staaet sig mod Kong SVARANs Sønner, der overvæltede ham med Stene, men maatte dog tilsidst bede om Fred, at han paa LESSØE havde dræbt nogle Troldkvinder som lignede Ulvinder (Vargynior), der havde forgiort Indbyggerne mishandlet hans Skib, som han havde sat op og giort fast, truet ham selv med en Jernkølle og jaget THIALFE paa Flugten. HARBARDR derimod opholdt ham med Snak og Forhaanelser, bebreidede ham, at han havde Kræfter nok men ingen Hierte, og endelig brystede sig af saaledes at have drillet ham, da THOR efter saa megen Tidsspilde endelig maatte giøre en lang Omvei om dette fortredelige Vand. En anden Gang, da THOR sov, blev hans Hammer ham frastiaallet. For at faae den igien laande han FREIAs Fædreham, og sendte LOKE med samme til JOTUNHEIM, hvor LOKE fik at vide, at Thussernes Herre THRYMER havde giemt Hammeren 9 Raster under Jorden, og vilde kun give den tilbage imod at faae FREYA til Kone. Denne Beskeed bragde LOKE til ASGAARD. Guderne samlede sig for at overlegge det bedste, men FREYA vilde ingenlunde bekvemme sig til saa afskyeligt et Parti. HEIMDAL gav da det Raad, at man skulde pynte THOR som Brud og bringe ham i FREYAs Sted til JOTUNHEIM. Dette krympede THOR sig ved af Frygt for at Fruentimmerforklædningen skulde være vanærende for ham. Dog denne Betænkelighed hævede LOKE ved at forestille ham den Fare, ASGAARD selv løb for snart at indtages af Jetterne, nu de havde denne kostbare Hammer i deres Vold, hvis THOR ikke hentede den tilbage, og endelig tilbød LOKE sig at følge med forklædt som en Tienestepige. Dette sidste Tilbud overtalede THOR. Man pyntede ham og LOKE, og de fore paa hans Vogn med Giedebukkene for til JOTUNHEIM. JOTERNE toge med stor Pragt og Høitidelighed mod dem. Et stort Giestebud blev anrettet, som tillige skulde være THRYMs Bryllup med den foregivne FREYA. Ved Bordet spiisde THOR og LOKE saa overflødig, at THRYMER selv faldt i Forundring over deres Graadighed, hvilken LOKE undskyldte med FREYAs store Længsel efter at komme til JOTUNHEIM, saa hun ikke havde spiist i 8 Dage, og da THRYMER vilde kysse sin Brud og syntes at hendes Øine vare forvendte, og at der brændte Ild i dem, angav LOKE, at Aarsagen var, fordi hun af Længsel ikke havde sovet i 14 Dage. Endelig skulde Bryllups–Seremonien fuldbyrdes, og til et Tegn paa dets Stadfæstelse frembragdes Hammeren MIØLLNER, og lagdes i den formummende THORs Skiød, men i det samme ophørde al Forstillelse, da THOR havde faaet sin Hammer igien; thi han greb den begierlig, og dræbde dermed først THRYMER og derefter hans hele Slægt. Efter Kong ALFs Begiering dræbde THOR DEN ÆLDSTE STERKODDER, som havde røvet hans Dotter ALFHILD, og bragde hende hiem til Faderen. Hvorledes han i Gudernes Forsamling tillagde DEN MELLEMSTE STERKODDER stedse noget ondt hver Gang ODIN gav ham noget godt, see Sterkodder! Da Kong AUSKURAUDR i JOTUNHEIM var død, og havde efterladt sig 17 Døttre, og givet den yngste i Arv en prægtig Guldring, som de andre Systre med Magt vilde fratage hende, og hun paakaldte THOR med Løvte at give ham den bedste Buk, han selv vilde udvælge af Hiorden, kom THOR derhen, og sov hos alle Systrene i Rad hver sin Nat. Herover bleve de misundelige og dræbde hverandre, saa den yngste allene blev til overs. Hende gav han de andre Systres Arv, valgde hende blandt sit Folk, og gav hende stor Viisdom. Han aabenbarede sig og eengang for den Norske Konge OLUF TRYGVASON, som en smuk velskabt Mand med rødt Skieg staaende paa en Klippe, og bad at tages inden Skibsborde, og, da han var kommen der, var han meget lystig, sagde sig at vide alt, hvad han spurgdes om, og fortalde, at det Land, de seilede forbi, var tilforn beboet af Riser, som alle døde hastig ud, og kun 2 Koner bleve tilbage. derefter kom øster fra Folk af overordentlig Størrelse, som leed megen Nød af Konerne, og derfor paakaldte dette røde Skieg. Derover drog jeg min Hammer, sagde han, og slog Konerne ihiel, og siden har man i dette Land stedse paakaldt mig. Efter denne Tale sprang han fra Stavnen i Havet og forsvandt.
THOR dyrkedes i Norden BIARMELAND og JOTUNHEIM, og er hans Dyrkelse maaskee ældre end ODINs. Endnu vedvarer den hos LAPPER og adskillige RUSSISKE FOLK. Han holdes og af nogle for den samme som DEN JOTUNHEIMSKE THOR, der siden blev NORGEs Skytsgud. Han var en stor Krigshelt, Gudernes Fienders mægtigste Overvinder, og kaldtes derfor in specie EINHERI. Ved ÆGERs Giestebud kom han ikke med Guderne, men var da i AUSTURVEG at dræbe Trold (efter andre var han med ved Høitiden, kom i Trætte med LOKE, og jagede ham paa Dør). Til hans Ære holdtes JOEL–FESTEN. Han var og Tordenens Gud, som eene raadede for Lynild og Torden, der af ham har faaet Navn (THORS DØN). Ligeledes skal han have forstaaet og øvet den Konst at opvække Storm og Uveir, og faae Skibe til at forulykkes paa Havet, ved at opblæse Kieberne og faare Skiegget til at staae stivt, og har man derefter brugt hans Hoved saaledes malet til at frembringe Storm og Søeskade, hvilken Troldom kaldtes GIØRNINGA VEDUR. THOR afmales som en stor og stærk Mand med oppustede Kiæber, blaat og stivtstaaende Stormvinde betydende Skieg, holdene i den eene Haand SYVSTIERNEN, i den anden KARLSVOGN. Ogsaa afbildes han med 2 Horn i Panden siddende paa en Giedebuk, i den høire Haand en Hammer, Runestok, Spyd eller Segl, og i den venstre en Ring. TORSDAG, THOR MAANED o. f. ere Minder af hans Navn. Ved RAGNAROKR drager THOR med Guderne i Kamp mod deres Fiender, strider der mod MIDGAARDSSLANGEN, og dræber den, men omkommer i den Mængde Gift, som Slangen udspyer. THOR var gift med Gudinden SIFF DEN KYDSKE, og ved hende Fader til LORRIDE og THUDUR, ved JARNFAXE en Jettekone, havde han MAGNE, som efter RAGNAROKR skulde have MIØLLNER, og ved ARINEFIA, Dronning i JOTUNHEIM, havde han SKINVEFIA.
THORA
en deilig Bondepige, som HELGE besvangrede og avlede SKULD med. Fabelen har deraf giort hende til en Ellekone af de sorte eller Døkalferne, som en Juleaften, da Kongen i LOLLAND laae og sov, vaagnede ham ved sin Jamren, og overtalede Kongen til at tage hende ind og give hende Plads i Sengen hos sig imod ikke at røre ham. Om Morgenen var hun, skiøndt hun om Aftenen var meget hæslig, bleven forvandlet til et deiligt Fruentimmer, saa at Kongen fik Lyst til hende og besvangrede hende; da hun drog bort, sagde hun til Kongen, at hun vilde komme igien om et Aar, og da skulde han opdrage hendes Barn. Hun fødte derefter den hende i Ondskab lignende SKULDA, og bragde hende til Kongen, som dog ikke vilde opdrage hende eller erkiende hende for sin Dotter. Med denne fabelagtige Fødsel har man vildet undskylde SKULDAs paafølgende Ondskaber. Hun døde derefter i FYHN, og blev begravet paa en Øe ved SVENDBORG, som efter hende kaldes THORØE.
THORALD
en Søn af den Svenske Konge HUNDING, og Broder til REGNER. See Regner!
THORBORG
en Dotter af den Svenske Konge ERIK og INGERD, var en bekiendt Skioldmøe, krigersk og meget erfaren i alle Mands–Øvelser, reed stedse bevæbnet om, og havde af Faderen faaet en tredie Deel af hans Rige, og opslog sin Boepæl paa ULLERAKER, hvor hun lod sig kalde Kong THORBORG. Hendes Stridbarhed og Grumhed formeredes ved hendes strænge Kydskheds Begreber. Hun ansaae Frierie for Fornærmelse, og lod mishandle, lemlæste, gilde eller dræbe alle sine Beilere endog Konger. Denne Adfærd, isteden for at afskrække, ophidsede kun de stolte NORDBOERE til at vise deres Kiekhed, saa at hun uagtet sin Grumhed dog ikke manglede Elskere. Iblant andre foresatte den Vestgothiske Konge ROLF GAUTREKs Søn sig at eie hende, og drog med sin Fosterbroder INGEL og 60 Mand til UPSAL at begiere hende af Faderen. Denne begegnede dem i Førstningen haanligt, som om deres egentlige Ærende kun var at snylte dem Kaasten til Vinteren over, men lod sig endelig af sin Dronning overtale til en høfligere Adfærd, og tillod ham endog, om han kunde, at tage hende med Magt. 3 Dage efter reed ROLF til ULLERAKER, gik med 11 Mænd ind til THORBORG, som sad bevæbnet, og spisede med sine Mænd. Hun hilsede ham ikke eengang, og blev rasende forbittret, da han kaldte hende ERIKs Dotter, greb med sine Mænd til deres Vaaben, som hang over dem paa Veggen, og forjagede ROLF og hans Følge, som neppe undkom ved deres Hestes Raskhed. Hermed var THORBORG ham vel kvit, men havde hørt for meget om ROLFs Klogskab og Tapperhed for ikke at frygte et andet og maaskee alvorligere Besøg. Hun befæstede derfor sin Bolig og forsynede den med alle optænkelige Fornødenhder og Forsvarsmidler. ROLF drog derpaa med sin Broder KETIL, INGEL og 5 Skibe paa Vikingstog i VESTERHAVET, røvede paa SKOTLAND og Øerne norden for samme, traf paa Hiemreisen den Skotske Prinds ASMUND med 9 Skibe, og begyndte en Strid med ham, som endtes med Venskab og Forbund paa 6 Aar. Aaret efter erindrede han den stolte THORBORG, og reisde med KETIL INGEL og ASMUND paa 6 velbemandede Skibe til UPSAL, hvor han først var til Giest hos Kong ERIK, og drog fra ham til ULLERAKER, hvor han først søgde at overtale THORBORG, men forgieves, hvorefter han angreb Staden med Magt, og lod løbe Storm til den, men blev afslaaet. Derefter søgde han at sætte Ild paa Træevolden, men der løb Vand ud af Stokkene og slukkede Ilden. Han greb derfor til at undergrave Voldene, men hindredes og deri ved smeltet Beeg, kaagende Vand og flere nedkastede Stene, som ødede mange af hans Folk. THORBORG spottede dem imidlertid stedse, lod dem fra Volden vise mange Kostbarheder og indbyde til at hente dem. En heel Maaned maatte ROLF saaledes lade sig giekke. Endelig lod han giøre store paa Stolper hvilende Stormtage, som hverken kunde beskadiges af Beeg eller Stene, lod ved deres Beskyttelse grave Hul paa Voldene, og brød ind. Dog der fandtes Reeden tom. THORBORG havde efterladt en Mængde Klæder og Kostbarheder, samt Mad og Drikke i Overflod, og var undflyet giennem en Løngang i Volden, som førde til Skoven. ROLF steeg derned med sine Folk, og fandt hende ved Udgangen med et overlegent Antal. Der kom til Strid. Hun blev overvundet og fanget. Straks blev hun meget spag, bød ham til Giest med alle hans Folk, og henstillede Sagen til hendes Fader, som en halv Maaned efter giorde dem et prægtigt Bryllup, og gav ROLF Dotterens forrige Rige.
THORER HELSING
KETIL JAMTEs Sønnesøn. maatte forlade JEMTELAND for et Mord, drog Øster over Skoven, opryddede og bebygggede først det Land, som efter ham kaldtes HELSINGLAND. Han var i Forbund med Leirekongen HALFDAN 1STE mod den Svenske Konge AUN eller ANI DEN GAMLE, og hialp ham i et Slag at vælte Stene fra en Klippe ned paa Fienden, hvorved de gienvandt den allerede tabte Seier. See Halfdan 1!
THORER HUNDSOT
en Søn af den Norske Prinds BIØRN og en Bondepige BERA var Broder til den berømte BIARKE og ELG FRODE. Sit Tilnavn havde han af en vanskabt Fod. Han var overmaade stor, og blev af sin Faders Stedmoder HVIT slaget med en Ulvhandske og forvandlet til en Hund, i hvilken Ham han skulde blive i 15 Aar. Da han derpaa af Moderen havde faaet sin Faders Stridsøxe, drog han ukiendt med Hatten nedtrykt i Øinene til sin Broder ELG FRODE, som først tiltalede ham haardt, men kiendte ham derefter paa Røsten, gav ham herlige Foræringer, og raadede ham at drage til VESTERGOTHLAND, hvor der just skulde vælges en Thronfølger ved at udsette Kongens Stoel, og da valgdes den, der var saa stor og tyk, at han kunde udfylde Stolen. THORER drog derhen, og da ingen kunde fylde Stolen uden han, blev han antaget til Konge. Da hans Broder BIARKE var lumsk bleven dræbt af HIARTVAR, besluttede THORER at hævne dette Mord paa SKULDA, drog til LEIRE med den Skaanske Konge HAKE, fangede SKULDA, og lod hende med mange Piinsler henrette; Foruden hans Krigsberøm, forhvervede han sig og megen Agtelse ved sin Retfærd og gode Love, og blev efter sin Død savnet og begrædt af sine Undersaatter.
THORGEDUR HAURGABRUD
en Dotter af den Helgolandske Konge LOGE eller HALOGE, og Syster til YRP, kom i overmaade stor Anseelse og blev som hendes Fader og Syster ophøiet blant Guderne. Hendes Dyrkelse vedligeholdt sig længe, og dyrkedes hun især af den Norske HAGEN Jarl, der tilskrev hende sin store Seier over JOMSBORGERNE, og havde sat hendes Billede prægtig klædt og rydet med Guld og Sølv i et smukt Tempel, som blev ødelagt af OLUF TRYGGVESØN. Hun er og bleven dyrket paa ISLAND.
THORILDE (1)
gift med den Vestgothiske Konge HUNDING, var en slem ond og berygtet Heks, bemægtede sig Regieringen efter hendes Mand, og af Frygt for hendes Stedsønner REGNER og THORALD udsatte dem for mange Farer. Da kom den Danske Prindsesse SVANHVIDE HADDINGs Dotter til SVERRIG, traf paa REGNER og hans Følge, og da hun var synsk, saae alle de Spøgelser og Troldepak, som hun havde omgivet sine Stedsønner med, hvorpaa hun oplod hans Øine, saa han og kunde see dem, og gav ham et underfuldt Sværd, som han nedlagde alle Spøgelserne med, og blant dem THORILDE, som om Morgenen fandtes liggende død mellem dem.
THORILDE (2)
en Dotter af Kong HAUDUR paa HADELAND. En stærk Kæmpe GRIM vilde tiltvinge sig hende af Faderen, men hun blev befriet ved den Danske Leirekonge HALFDAN 1STE, som hun af Erkiendtlighed ægtede. See Halfdan 1ste!
THROND
see Oluf!
THRUDUR (1)
en Søn af THOR og SIFF DEN KYDSKE.
THRUDUR (2)
see Valkyrier!
THRYMER
regierede over THUSSERNE i JOTUNHEIM. Hvorledes han fik THORs Hammer, og da han holdt Bryllup med THOR i FREYAs Skikkelse, blev dræbt. See Thor!
THUBAR
var efter Ossian Konge over det flodrige THURA, og hialp sin Svoger Leirekongen FRODE 3, hvis Syster ULVILDE han var gift med, mod Kong FINGAL i MORVEN. See Frode 3 og Ulvilde!
THUL
en af de 11 HELVEDES FLODER, som havde deres Udspring fra Brønden HUERGELMER. See Eigthirme!
THULE
holdtes af de gamle for DET YDERSTE NORD, og holdes af de fleste for ISLAND, rigtigere betegnedes derved en Deel af NORGE.
THUNING
en Biamer. Kong HADDINGs Fiende den Østgothiske Konge UFFO lod bekiendtgiøre, at hvo som giorde Løvte at dræbe Kong HADDING, skulde faae hans Dotter til ægte. THUNING giorde Løvtet, og sankede en Hær af BIARMER at overfalde HADDING med; Men denne forekom ham, drog til BIARMELAND, og overvandt THUNING. See Hadding!
Thusser
en Art JOTER, boede i Biergene, og ansaaes af nogle for Aander.
THYN
see Eigthirme!
THYRSING
SVAFURLAMIs bekiendte Sværd. See Svafurlami!
TIALFE
see Thialfe!
TIERMES
see Thor!
TIODNUMA
see Eigthirme!
TIATMARSGAO
DITMARSKEN.
TIUNDR
en Søn af ARNGRIM og EYVORA. See Arngrim og Angantyr!
TOL
see Eigthirme!
TOSTE DEN ONDE
en grusom Røver, foruroligede først JYLLAND under Kong HADDING, plyndrede derefter SAXEN, og tvang dets Kong SIFRED til at hidse sig mod Kong HADDING, som han derefter overvandt i en Trefning til Lands, saa at HADDING efter at have først giennemboret sin Fiendes Skibe, maatte flygte bort i en Baad. TOFTE lod længe lede efter hans Liig paa Valpladsen forgieves. Endelig øinede han en Baad ude paa Havet, troede, at det var HADDING, og satte efter ham med sine giennemborede Skibe, men, da disse lækkede, og han var nær ved at drukne, maatte han vende tilbage, begav sig paa nye Skibe, forfulgde HADDING af alle Kræfter, og kom ham saa nær, at han for at undgaae, spurgde sin Medbejler om han kunde svømme, og, da denne svarede nei, veltede HADDING Baaben, og svømmede under den. TOFTE trode deraf, at han var druknet, og holdt op at sætte efter ham, Dog kort efter, da han forsinkedes ved Byttet, kom HADDING over ham, og forjagede ham. Efter den Tid kunde han ikke mere komme til Kræfter, og søgde derfor Tilflugt hos ANGUL eller DEN SAXISKE ODIN, og seglede til ham. Underveis kom Skibsfolkene i Trætte om Bretspil, og dræbde hverandre indbyrdes. Disses Efterladenskaber bemægtede TOFTE sig, indgik derpaa forbund med den berømte Søerøver KOL, og drog i Foreening med ham til JYLLAND at bekrige HADDING, men dræbdes der af HADDING i en Tvekamp.
TRAND
en Søn af ODINs Søn SEMING, skal have boet i det nu værende THRONDHIEMSKE, og skal have givet det Navn.
TRANNO
see Frode 4!
TREDIE
see Har!
TROLDE
nogle meer end menneskelige Væsener, onde og umættelige, udøvede alle Sorter Tryllekonster ved hvis Hielp de opvakde Storm om Natten. De troedes og at være Menneskenes bestandige Fiender som de fangede, stegde og aade. Deres afsagte Fiende var THOR, som dræbde alle, han kunde overkomme. Deraf er det Ordsprog, hvis Torden (THOR) ikke var, laae Trolde Verden øde. Endnu troer den overtroiske Almue, at Trolde er bange for at ødelegges af Torden. De forveksles ofte med Døkalferne.
TRUDVANGER
THORs Residents. See Thor!
TRUDHEIM
THORs rige, hvor TRUDVANGER laae.
TRYGHLEE
en Troldkone, der for at hævne sin Søn, som FRODE 3 havde ladet henrette for Tyverie, omskabde sig til en Havkoe og dræbde FRODE. See Frode 3!
TUISTO
en Tydsk Gud, Søn af HERTHA eller JORDEN, dyrkedes efter Tacitus af TYDSKERNE i gamle Bardesange, og var Ahnherre til alle TYDSKER ved sin Søn MANNUS. Han kaldes og TEUT.
TUNE eller TUNNE
en Træl, havde været Skatmester hos den Svenske Konge AUN eller ANI DEN GAMLE, og nedgrov efter hans Død en stor Deel Sølv og Guld i Jorden. Da ANIs Søn EIGIL kom til Riget, satte han igien TUNNE i hans forrige Trællestand. Forbittret derover løb han bort med en Mængde andre Trælle, opgrov igien, og delede mellem dem de nedgravede Skatte, hvorefter de antoge ham til Anfører. Da Kongen fik det at vide, gik han ham i møde med en Hær, men TUNNE kom uforvarendes over ham om Natten, dræbde mange af hans folk, saa EIGIL maatte flye, og blev af TUNNE forfulgt til Skoven. Derefter drog han tilbage, røvede allevegne, og delede stedse Byttet mellem sine Folk, hvorved de bleve ham meget troe, og en Mængde andre lokkedes til at følge ham. EIGIL forstærkede sig vel paa nye og drog mod TUNNE, men blev af ham overvundet i 8 Trefninger, og maatte flygte til Kong FRODE HIIN FRÆKNE i DANMARK, som laande ham sine Kæmper og Folk, med hvilke han drog tilbage til SVERRIG, hvor TUNNE gik ham imøde med en Armee, men blev slagen med alle sine Folk.
TYR
en Søn af ODIN og Broder til BALDER, var en af ASERNEs store Guder, den forvovneste og meest uforfærdede af alle, og vigede i Kræfter og Tapperhed kuns allene THOR. Dog holdtes han med al sin Tapperhed, ligesom OLYMPENS MARS, slet ikke for nogen Elsker af Fred og Eenighed. Han var Seierens og Krigens Gud, og den eeneste i VALHAL, der torde nærme sig FENRISULVEN og give den Mad. Da Guderne vilde binde dette Uhyre under Forevending at prøve dets overordentlige Kræfter, var TYR den eeneste, der til Pandt paa dens Løsladelse torde stikke sin Haand i dens Mund, men maatte og miste den; thi da Guderne ikke efter Løvte vilde lade Ulven løs, afbeed den hans Haand. Han var og med de øvrige Guder til GIESTEBUD hos ÆGER. Ved RAGNAROKR drager han med Guderne i Strid mod deres Fiender paa Marken VIGRIDR, og dræbes der af Hunden GARME. Af ham har TIRSDAGEN Navn.
