Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte H
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
af Jacob Bærent Møinichen
HADDING 3, (1)
en af NORDEN meest fabelagtige Eventyrer, Konge over THELEMARKEN og HALLINGDALEN I NORGE, nedstammede fra NORs Søn RAUM. Efter SAXO var han en Søn af Kong GRAM, og blev efter dennes Død af sin Fosterfader BRAKE sat tilligemed sin Broder GUTHORM at opfostres hos Kæmperne VAGNHOSTE og HAFLIE. Den førstes Dotter HARTGREPE, som havde opammet ham, søgde der længe at bevæge ham til Elskov og at ægte sig, men forgieves. HADDING havde kun Lyst til Strid, og at hævne sin Faders Død paa hans Banemand SVIBDAGER, der og havde dræbt Broderen GUTHORM, og reddedes tillige for hendes overordentlige Størrelse. Denne sidste Tvivl hævede hun ved at vise ham, at hun efter Omstændighed kunde giøre sig stor eller liden, forfærdelig eller tækkelig. Herved lod HADDING sig overtale, og HARTGREPE fulgde ham i Mandsklæder paa Hiemreisen til hans Fædreneland. Underveis kom de ind i et Hus, hvor Verten nylig var død. Her fik HARTGREPE, som var en mesterlig Heks, Lyst til at erfare deres tilkommende Skiebne, skar nogle Troldruner ud paa et Stykke Træe, og stak den døde Mand i Munden. Runerne giorde straks deres Virkning. Liget reisde sig, og fortalde under græsselige Forbandelser, der dog kun skulde træffe HARTGREPE, som havde fremkaldet ham af Gravens Stille, deres tilkommende Øde: at det skulde gaae HADDING vel, men HARTGREPE i neste Skov sønderrives af Trolde og Dievelskab. Da de Natten efter toge Herberg i et Skovhus, laae de pludselig en stor Haand svæve omkring i Huset. HARTGREPE udstrakde sig da, giorde sig meget stor, og greb Haanden, som HADDING paa hendes Befaling afhuggede. Derefter gave de dem igien paa Veie, men mødte i Skoven en Mængde Spøgelser, som HARTGREPE blev sønderslidt af. Derpaa kom ODIN selv i en eenøiet gammel Mands Skikkelse til HADDING, ynkedes over hans Eensomhed, og formaaede den mægtige Søerøver LISER til at gaae i Fostbrødrelag med ham, hvorpaa de begge bekrigede Kurernes Konge LOKER, men bleve af ham slagne og kom i stor Fare. Paa Flugten kom samme eenøiede gamle Mand (ODIN) til ham, bragde ham paa sin Hest SLEIPNER til sit Hus, og vederkvægede ham med en liflig Drik, som han lovede ham store Kræfter af, forudsagde ham i Vers hans tilkommende Skiebne, og førde ham med samme Befordring tilbage til det Sted, hvor han havde faaet ham. Dog maatte han underveis svøbe Hovedet i ODINs Kappe, med Forbud ikke at see ud. Ikke desmindre tvang Nysgierrigheden ham til at kige ud, og da blev han til sin store Bestyrtelse vaer, at Heksen gik paa det vilde Hav. Herefter fornyede han Krigen mod Kong LOKER, men blev fanget, og kastet for en Løve; men da Vægterne sov, sønderrev han sine Baand, stak Løven ihiel, aad efter ODINs Befaling dens Kiød, drak dens Blod, og fik deraf overordentlige Kræfter. Herefter krigede han i AUSTURVEG, og giftede sig med en Dotter af GRAM og SIGNE. Herved kom han i Fiendskab med GRAMs Banemand SVIBDAGER, overvandt og dræbde ham i et Søeslag ved GULLAND, og bemægtede sig hans Lande. Efter saa uroligt et Liv døde HADDING, og efterlod i Riget sin Søn HOGNE.
HADDING (2)
en Søn af HOGNE og Sønnesøn af HADDING 3, en stor Eventyrer, hvis Historie i Digt og Fabel slet intet eftergiver den trojanske AENEAS, regierede i HADDINGDALEN og en Deel af det SLESVIGSKE, og blev en stor Helt, som efter de Tiders Tænkemaade kun satte Æren i Krigsbedrivter. Sine første Laurbær sankede han i AUSTURVEG, hvorhen han efter sine Lanndsmænds Sædvane giorde et Tog i Forbindelse med den berømte Helt HELGE HADDINGIA SKATE for at erhverve Ære og Rigdomme, der da som nu vare Grunden til den sande Magt. Der krigede han mod den Reidgothiske Konge HANDUVAN ved DỦUAFLODEN, og beleirede hans faste Stad, men som Murene vare saa høie, at den ikke med Magt kunde indtages brugde HADDING List, lod fange mange Fugle, binde brændende Svampe under deres Vinger, og slippe dem løs, hvorpaa de fløi til Staden, og satte den i Brand. Indevaanerne forlode da Muren for at slukke Branden. Derefter kom han i Krig med den Vestgothiske Konge ASMUND, en Søn af SVIBDAGER, som HADDING 3 havde dræbt, og fældede i et Slag først ASMUNDs Søn HENRIK. Herved blev ASMUND som rasende, gik løs paa ham, og huggede med begge Hænder. I denne Nød paakaldte HADDING den Jotiske Gud VAGNOFT, som havde opdraget hans Farfader, og straks kom ham til Hielp i Striden med et fortryllet Krumt Sværd. Da beklagede ASMUND sig over, at man brugde Tryllevers og Hekserie imod ham, og blev i det samme giennemstukket af HADDING med et Kastespyd, men saarede dog for sin Død sin Fiende i Foden, at HADDING sin øvrige Levetid haltede. Herfra blev HADDING kaldet hiem til JYLLAND for at forsvare sit eget Rige mod ASMUNDs Søn UFFO. Her fandt han sit Skatkammer bestiaalet, lod Skatmesteren GLUMER ophænge, og for at faae Tyven fat lod bekiendtgiøre, at hvo af dem, som selv indfandt sig, skulde faae GLUMERs Bestilling. Een af dem lod sig og bedaare af Tilbudet, og kom til HADDING, der efter Løvte lønnede ham med Guld og Ære. Dette lode de øvrige sig forblinde af, bar det stiaalne tilbage, og bleve i Førstningen belønnede, men kort efter alle henrettede. Efter den Tid krigede HADDING 4 Aar i VESTGOTHLAND, og kom i stor Nød ved Hunger. Hans Folk maatte leve af Jordsvampe og slagte deres Heste. Derefter kom Turen til Hunde, og endelig drev Hungeren dem til at spise Menneskekiød. I denne fortvivlede Tilstand hørde HADDING om Natten en Røst i Leiren, som raadede ham at forlade GOTHLAND, og spaaede ham Ulykke i Krigen, om han fortsatte den. Desuagtet angreb han næste Dag Fienderne, og leed et stort Nederlag. En lige Røst spaaede næste Nat GOTHERNE Seier. De angrebe da de DANSKE, og i dette Slag saae man ved Stiernelys om Natten et stort Særsyn. To gamle skallede ualmindelig grimme Mænd (2 af begge Folkes Guder) Bievaanede Striden hver paa sit Partie. HADDING blev da overvundet, og flyede til HELSINGELAND, og havde der stedse Ulykken i Hælene. Da han eengang udmattet af Solens Heede vilde bade sig i Vandet, traf han et ubekiendt sælsomt Dyr, som han efter megen møie dræbde, og lod slæbe i Leiren. Da han gik og glædede sig herover, mødte ham en Kone, som spaaede ham alle muelige Ulykker, fordi han havde dræbt dette Dyr, i hvis Ham en af Guderne havde forstukket sig. til Vands skulde vind og Veir forfølge ham, til Lands ethvert Hus falde over ham. For at afvende al denne Modgang, giorde han Guden FRØE (FREYR) et stort Offer af sort Kvæg, hvorved han formildede Guderne, og havde derefter et behageligere Eventyr i NORGE ved at befrie PRINDSESSE RAGNILD en Dotter af Kong HAKON paa NITHERSØEN fra en slem Jette, hun var forlovet med. Efter den Tids galante Respekt for Fruentimmer og deres Friehed drog han derhen, og nedlagde Jetten i Tvekamp, men fik selv mange Saar, og blev lægt af Prindsessen, som ikke kiendte ham; men havde i Sinde at belønne sin Ædelmodige Befrier, og for ved Leilighed at gienkiende ham lagde sin Ring i et af hans Saar paa det eene Been, og, da hun nogen Tid efter skulde ved et til den Ende anrettet Giestebud vælge en Mand blant hendes mange tilstædeværende Friere, ledte hun efter Ringen hos dem alle, og da hun fandt den hos HADDING, omfavnede ham straks, og blev hans Kone. Medens han endnu opholdt sig med hende i NORGE hendedes ham et underligt Eventyr. En Aften, da han sad til Bords med hende, saae han en Kone, som bar nogle grønne Urter, stikke Hovedet op af Jorden for ved Arnesteder, og spurgde, paa hvad Sted saa grønne Urter voksede om vinteren, og, da HADDING fik Lyst til at vide det, svøbde hun ham i sine Klæder, og førde ham med sig under Jorden. Han kom da med Gudernes Tilladelse ned til VALHAL eller de DØDES BOLIG, ligesom fordum ÆNEAS og ULYSSES, paa en Stie giennem tyk Taage og Damp. Der saae han adskillige Herrer i Skarlagens Klæder, og de Urter, konen bar, at vokse i Solen. Derfra kom han over en Broe til det Sted, hvor de afdøde Helte stridede i to Hære med hverandre, og fik af Konen den Underretning, at det var afdøde Helte, som syslede paa fordumsviis. Endelig kom de til en Muur, som Konen forgieves stræbde at springe over, i hvor tynd og let hun end giorde sig. Men en Hane, som hun havde bragt med sig, vred Hovedet af, og kastede over Muren, blev straks levende, og gav sig til at gale. Han kom derfra op til Jorden igien, seglede til DANMARK med sin Brud, og og blev underveis forfulgt af Søerøvere, men undgik dem lykkelig. I Anledning af, at den af HADDING dræbte ASMUNDs Søn UFFO for at hævne sin Faders Drab havde ladet bekiendtgiøre, at hvo som giorde det Løvte at dræbe HADDING, skulde faae hans deilige Dotter til Ægte, og en fornem BIARMER THUNING giorde Løvtet, og sankede i denne Hensigt en Hær af Biamer, drog HADDING for at forekomme ham til søes langs de Norske Kyster til BIARMELAND. Underveis saae han en gammel Mand (ODIN) staaende paa Landet, og vinke ad ham med sin Kaape. Imod sine Folks Villie, som holdt det for et ondt Tegn at vende med Skibet, tog han ham om Bord, og lærde af ham den Maade i Strid at opstille sine Folk, som kaldes at sviinfylke, fordi Slagterordenen gik spids for til, som en Kile eller Svinetryne, og ved denne Maade vandt HADDING Seier. Biarmerne betiende dem vel efter Sædvane af Troldom, og opvakde ved deres Hekserie Hagel og Uveir, men ODIN fordrev det ved et andet Uveir og andre Skyer. Tilsidst gav ODIN, før han forlod ham, den Lære, som han siden viselig fulgde: Heller at søge Krige i fierne end nærliggende Lande, og spaaede ham, at han aldrig skulde falde for Fiendehaand, men selv ende sit Liv. Efter HADDINGs Hiemkomst fra BIARMELAND søgde ovenmældte UFFO at forraske ham ved List, og indbød ham til Kongestevne i UPSAL; Der indfandt og HADDING sig med sine Danske, men ved Giestebudet, naar en af hans Mænd gik ud af Døren, stod en uden for, og afhug hans Hoved. Dette mærkede HADDING, flyede om Natten alleene derfra, men lod ham hæderlig begrave, og indsatte i hans Sted hans Broder HUNDING. Nu slog HADDING sig til Roe, og levede hiemme i Fred, da en vis TOSTEN, kaldet af sine Grusomheder og Røverier den Onde i Forbindelse med den SAXISKE FYRSTE SIFRED, som han havde tvunget til at hielpe sig, overfaldt HADDING, og overvandt ham, saa han maatte flygte bort paa en Baad, dog efterat have giennemboret TOSTENs Skibe. Denne ledte efter hans Lig paa Valpladsen, og, da de ingensteds fandtes, fik Øie paa HADDING i Baaden, og gik ombord at forfølge ham; men da skibene trak Vand slap han med Nød til Land, besteeg hurtig andre Skibe, og satte efter HADDING af al Magt, som, da han ikke kunde undgaae, spurgde sin Følgesvend, om han kunde svømme, og, da denne svarede: nei! væltede HADDING Baaden, og svømmede under den. TOSTEN lod da i Tanke, at han var druknet, af at forfølge ham. HADDING kom lykkelig til Land overfaldt kort efter TOSTEN, og slog ham paa Flugt; TOSTEN var da saa svækket, at han ikke meere kunde modstaae HADDING, og reisde for at søge Bistand til den mægtige ANGUL eller SAXISKE ODIN. Underveis kom Skibsfolkene i Trætte, og sloge hverandre ihiel. Deres Eiendomme bemægtede TOSTEN sig, gav sig derefter i Selskab med SØRØVEREN KOL, og med ham angreb HADDING, som dog overstod denne Fare, og i Tveekamp nedlagde KOL. Efter alle disse Møisommeligheder havde HADDING endnu den Sorg at forfølges af sin egen Dotter ULVILDE. Han drømde eengang, at hans Kone sang paa Vers for ham: „Et Udyr er dig født, som i Grusomhed overgaaer de bidende Ulve, og som skal spæge de vilde Dyrs Rasenhed; men vogt dig for den Fugl, som haver Svanesang i Munden og Uglegalde i Hiertet“! Dette udlagde en Spaamand saaledes, at ved det vilde Dyr forstodes hans Søn, der skulde blive sine Fienders Skræk. Men ved Svanen hans Dotter ULVILDE, som skulde efterstræbe ham. Hun blev noget efter gift med en Bonde GUTHORM, som hun ophidsede til at dræbe Faderen, og hvorledes denne undgik det, see Guthorm! Imidlertid havde Rygtet udbredet en falsk Efterretning om HADDINGS DØD. Den VESTGOTHISKE KONGE HUNDING, som han levede i nøie Venskab med, giorde ham et stort Gravøl, men havde derved det Uheld, at falde i et Ølkar og drukne. Da dette kom HADDINGfor Øre, vilde han i Følge det dem mellemværende Løvte ikke overleve ham, og derfor i manges Overværelse hængde sig. Vidtløftig har Rygtet om denne HADDING og hans Bedrivter udbredet sig. Fra sin Ungdom af skal han have levet i nøie Venskab med den store CALEDONISKE KONGE FINGAL i MORVEN UDI SKOTLAND, og erindres ved denne Leilighed af Mesterdigteren OSSIAN, som kalder ham ANNIR, og fortæller om ham, at en vis CORMALO i Turnering dræbde hans to Sønner ARGON og RUNO, og bortførde hans Dotter som han giftede, og siden rebellerede mod ANNIR. Hvorpaa FINGAL sendte ham til Hielp sin Sønnesøn OSCAR, som dræbde CORMALO, og gav Dotteren tilbage til ANNIR, hvilken derefter døde, blev høigder, og en Bautasteen sat over hans Grav.
HAGBARTH
en Søn af den Norske Konge AMUND, og Broder til HAKE, HELVIN og HAMUND. Med disse sværmede han om paa Havet med 100 Skibe, og traf paa den Siellandske Kong SIGARs Sønner, SIVALD, ALF og ALGER. Der begyndtes da en blodig Strid saa skarp, at, da den hørde op om Aftenen, kunde de Dagen efter ikke fornye den, men gik i Fostbrødrelag med hverandre, og droge samtlig til SIELLAND til Kong SIGAR. Der vandt HAGBARTH SIGARs Dotter SIGNEs Hierte, saa at hun hemmelig lovede at være ham til Villie, naar Leilighed gaves. Dog røbede hun sin Kierlighed ved en Sang til hans Broder HAKEs Roes, hvoraf alle forstod, at hun rosede HAGBARTH under HAKEs Navn. HILDIGESLEV en deilig tydsk Prinds, som havde friet til SIGNE, og faaet Kurven, underkiøbde derfor en af hendes Faders Raad den onde BOLVISE til at sette Splid mellem hendes Brødre og AMUNDs Sønner, hvilke sidste han og beløi saa mesterlig for de første, at ALF og ALGER overfaldt i HAGBARTHs Fraværelse hans Brødre HELVIN og HAMUND, og dræbde dem udi et Slag i HAMUNDARVOG; men straks efter kom HAGBARTH og HAKE over dem og dræbde dem. HILDIGISLEV slap vel derfra med Livet, men blev skudt med en Piil bag til, hvilket blev ham til stor Vanære. For denne Gierning torde HAGBARTH ikke meere komme til SIGAR. Dog længdes han efter SIGNE og hendes Løvtes Opfyldelse, forklæde sig som Fruentimmer, gik i den Forklædning til SIGARS HOF, og udgav sig for en af HAKEs Skioldmøer, som var sendt i Ærende til SIGNE. Man anviisde ham Plads i Pigekamret, hvor Pigerne forundrede sig over hans Hænders Haardhed og hans med Haar bevoksde Been, da de efter Sædvane vaskede dem. Heraf redede han sig ud ved det Foregivende, at HAKEs Møer maatte giøre Tieneste i Krigen baade til Lands og Vands. SIGNE selv undskyldte ham, og for des mere at hædre ham, anviisde hende Plads hos sig selv. Da de saaledes vare komne til deres Ønskers Maal, glemde de den behørige Forsigtighed, og i Glædens Ruus spurgde HAGBARTH SIGNE, hvad hun vilde giøre, ifald hendes Fader fik fat paa ham; thi da kunde han ikke andet end vente den visse Død, fordi han havde dræbt hans Sønner, og holdt hende mod hans Villie i sine Arme, om hun da vilde glemme ham og overgive sig til en anden Kierlighed. Hun svarede da: at hun ikke skulde overleve ham, og giorde tillige det høitidelige Løvte, at hun, paa hvad Maade eller Sted han end døde, skulde følge ham, og aldrig elske nogen anden end ham, som først havde lært hende det. Dette Løvtes Opfyldelse var nærmere end begge tænkde. Pigerne forraade dem, og, da han gik bort, blev han uagtet det tappreste Modværge fanget af SIGARs Mænd, og bragt til Thinge. Der raadede BILVISE, SIGARs gode Raadgivere at spare ham, og betjene sig af hans tappre Arm til Landets Bedste. Dog den onde BOLVISE paastod, at han for at have været Kongens Sønners Bane og vanæret hans Dotter burde døe. Hans Meening beholdt overhaand, og Dødsdom blev fældet over HAGBARTH, at han skulde hænges. Da rækkede Dronningen ham en Heldrik i et Hornbæger sigende: „Uforskammede HAGBARTH! drik nu denne Heldrik, du, som det hele Thing har dømt til døde. Du, hvis Legem skal hænge i Gallien, og din Aand komme til HEL i Underverden for den strenge Gud“. HAGBARTH modtog da Bægeret, og svarede: „Nu modtager jeg den sidste Drik; Jeg, som dræbde begge dine Sønner. Ikke uhævnet kommer jeg til de lyksaliges Boliger og de afdøde fæle Aander, som jeg haver sendt dit Blod, den har afskaaret Livets spæde Traad paa dem, dit Liv har baaret til Verden. Skammelige rasende Kvinde, ulyksalige Moder! ingen Tid kan igien give dig det du har tabt, skal vi kunde igiengive dig det, og hver Dag skal fornye dine Smerter.“ I det samme kastede han hende Hornet og Drikken i Ansigtet. Imidlertid spurgde SIGNE sine Piger, om de vilde følge hendes Forsæt. De svarede grædende ja. Med Graad fortalde da SIGNE, at hun vilde følge den i Døden, som eene havde lagt ved hendes Side, og befalede dem derfor ved givet Tegn at sette Ild paa Huset og hænge sig i deres Sløer. HAGBARTH blev ført til SIGERSTED, som endnu kaldtes efter ham. For at prøve sin SIGNEs Troskab, bad han, at man først vilde ophænge hans Kiole, at han ved dens Betragtning kunde forestille sig sin egen Død. Nu troede SIGNE, at han alt var hængt. Ved givet Signal kastede hun og Piger Strikkerne om Halsen, stødte Skamlerne bort, og i det samme stod Huset i lys Lue. Da kunde HAGBARTH ikke længer dølge Glæden over SIGNEs Troskab. I en glad Sang prisede han sin og SIGNEs Elskov, glædedes over at følge hende i Døden, som han nu forlangede, og døde med Glæde.
HAKE
en Søn af den Norske Konge AMUND (efter Saxo HAMUND) og Broder til HAGBARTH, som han var i Følge med hos Kong SIGARD, og derefter hialp at hævne sine i HAMUNDARVOG af SIGARDs Sønner dræbte Brødre HELVIN og HAMUND. See Hagbarth! Han havde allerede da bemægtet sig SVERRIG og fordrevet Kong YNGVE, og da hans Broder HAGBARTH var bleven fanget og ophængt af Kong SIGAR, drog HAKE i Selskab med den ældste STERKODDER og 11 andre Kæmper samt en stor Hær fra IRLAND, hvor han da krigede, til DANMARK at hævne sin Broders Død. Dog vilde STERKODDER ikke stride mod Kong SIGAR, fordi han havde været hans Giest, hvorfore HAKE gik alleene med sine Folk i Land ved HÆRVIG, deelede dem i 3 Hobe, lod dem tage Grene i Hænderne for ikke at sees. Saaledes kom de om Natten forbi 2 af SIGARs Vagter; men da de kom til den 3 Vagt, saae denne den vandrende Skov, og berettede SIGAR det; han spurgde, hvor nær de vare, og da man sagde: at de vare i Nærheden, spaaede han sig deraf Døden, og herover kaldtes Stedet, hvor Grenene vare afhuggede, MORDKIÆR. SIGAR gik da ud paa Marken med sine Folk, men blev dræbt paa et Sted, som derefter kaldtes VALDBRYNDE, af HAKE, som derefter holdt slem Huus i SIELLAND, og sparede hverken Alder eller Kiøn. Derpaa drog han til SVERRIG, slog sig til Roe, og begik den Uforsigtighed at afskedige STERKODDER og sine andre Kæmper; men kort efter blev han anfaldet af den af ham fordrevne Svenske Konge YNGVEs Sønner JORUNDR og ERIK. Han gik dem da i Møde, og det kom til en stor Strid paa FYRRISVOLD, hvori ERIK blev dræbt og HAKE selv dødelig saaret, og endte sit Liv paa en fuldkommen til hans Levnet svarende Maade: Af tørt Træe og de Faldnes Liig og Vaaben lod han paa sit Skib giøre et Baal, lagde sig derpaa, lod det andtænde, derefter hidse Seil, og Skibet drive i lys Lue ud i det vilde Hav, hvilken Død længe efter høilig blev rost og berømmet. Hos Saxo kaldes han HAGEN.
HALFDAN
en Søn af FRODE 3 Søn DAN og Broder til FRIDLEV. Hvorledes han længe krigede til Søes, og eengang saaledes blev bragt i Knibe af 12 Norske Brødre, at han maatte flye til sin Broder i GARDARIKE og ved hans Hielp overvandt dem, see FRIDLEV 3. Imidlertid havde den Norske Konge ERIK HIIN FRÆKNE i Foreening med den Vestgothiske Konge HODBROG angrebet DANMARK. HALFDAN kom da hiem efter 3 Aars Fraværelse, og seilede mod ERIK først med 2 Skibe. Denne drog efter ham med 10, og, da denne flyede paa Skrømt, ragede ERIK midt ind i hans hele Flode, blev omringet og fanget. Da tilbød HALFDAN ham Fred og Liv, om han vilde blive hans Mand, men ERIK var for stolt til at modtage Fred, og HALFDAN grum nok til at lade ham binde i Skoven og sønderslides af vilde Dyr. Derefter satte han alt i Stand i DANMARK, giorde sin Broder FRIDLEV til Medregent og drog i Strid mod den Svenske KongAUN eller ANI DEN GAMLE. Ved denne Tid giftede han den af sin Broder befriede Kong HITHINs Dotter HILDA, og tumlede sig længe om med de Svenske. AUN havde en Kæmpe HAKON, som i Strid ved Tryllerier døvede sin Fiendes Sværd, hvorfore HALFDAN lod sig giøre en Træekølle beslaaet med Jernpigger og nedlagde med den HAKON. I dette Slag fik HALFDAN mange Saar, og maatte flye til HELSINGLAND til VITOLF, som havde tient hans Farbroder HARALD, var en god Læge, men skadede altid dem, der bad ham om Hielp med det Gode, og derimod trolig hialp dem, der brugde Trudsler og onde Ord. Han var og en forfaren Troldmand, og slog AUNs Folk med Blindhed, som skulde oplede HALFDAN. Der blev HALFDAN lægt, foreenede sig derefter med THORER HELSING, som først bebyggede HELSINGLAND, og gik atter mod AUN. I Begyndelsen af Slaget vigede hans Hær. Han steeg derfor op paa et Bierg, væltede derfra Stene ned paa Fienden, erholdt derved Seier, fordrev AUN, og regierede derefter i SVERRIG, hvor han kom i saadan Anseelse, at han Undersaatter ansaae ham for en Gud og THORS SØN, og offrede til ham. Dog foruroligedes han der jevnlig først af de 2 Søerøvere LOKE og AMUND, som han ihielslog i et Søeslag, dernæst af en SIVALD, som under Skin at hielpe AUN, oprørde Almuen, og lod sig paa Thinge vælge til Konge i HALFDANs Fraværelse paa et Søetog. Ved Hiemkomsten udfordrede SIVALD ham at møde sig og 7 Sønner, der vare rasende Bersærker, om han ellers vilde ansees for saa tapper, som Ordet gik. HALFDAN lod svare, det var ikke Brug at stride mod mere end 2 af Gangen; men, da SIVALD bebreidede ham Feighed, Mathed og Alderdom, modtog han Kampen og nedlagde dem alle 8. Ligeledes nedlagde han i Eenekamp den bekiendte HELSINGER og Pigeskiænder HARTBEEN tilligemed hans 12 Kæmper, see Hartbeen! og da Finlænderen EGTHER øvede Strandhug paa de Svenske Kyster med 3 Skibe, gik HALFDAN ham i Møde med lige Antal, stod mod ham til Natten med lige Fordeel, udfordrede ham Dagen efter, og dræbde ham. Uagtet sin høie Alder drog han op til NORGE mod Kæmpen GRIM i Følge en Bekiendtgiørelse af den Hadelandske Konge HAUDUR at vilde give sin Dotter THORILDE til den der overvandt Kæmpen, som vilde tiltrue sig hende. Dette var en haard Kamp, hvori HALFDAN endog tvang sin Fiende at beundre sig, overvandt ham, og skienkede ham Livet. See GRIM! men blev dog selv saaret i Laaret. Han giftede derpaa THORILDE, men havde ingen Børn. Han var derfor ædelmodig nok til at indsætte sin gamle Fiende den af ham fordrevne Konge AUN til Eftermand, efter først at have friet ham fra en vis EBBE, som forlangede hans Dotter SIGRID og en Part af hans Rige, og fik efter HALFDANs Raad Løvte paa hende af AUN. HALFDAN havde dog i Tide tænkt paa at forhindre det, og derfor betinget sig en Plads blant Bryllupsgiesterne. Alle ræddedes for den store og stygge Mand. Derpaa spurgde han EBBE, hvorledes han som en Bonde torde tragte saa høit og fordre Deel i andres Rige, og udfordrede ham til Strid. EBBE undskyldede sig med, at det var for Spøgelser at stride om Natten, men HALFDAN betydede ham, at de ligsaavel kunde slaaes ved Maanens Skin som Solens, saa at EBBE blev nødt til Kampen og nedlagt af HALFDAN, som endelig døde i en meget høi Alder efterat havde regieret 25 Aar i SVERRIG. Han kaldtes af sin Tapperhed BIERGGRAM og DATFULDE.
HALOGALAND
det nu værende HELGELAND I NORGE saa kaldet efter den Jothunheimske Konge FORNIOTHERs Søn LOGE eller HALOGE! See Haloge!
HALOGE
en Søn af den Jothunheimske Konge FORNIOTHER, var Broder til HLER og KAR, giorde med en stor Sværm JOTHER en Udvandring fra JOTHUNHEIM til den Deel af NORGE som efter ham kaldtes HALOGALAND, hvor han oprettede sig et Rige. Han blev derefter dyrket som LDENS GUD, og kaldes ogsaa LOGE.
HAMDER
en Søn af den Reidgothiske Konge JONAKUR og GUDRUN, var en af GIUKUNGERNE og Broder til SORLE og ERPUR og alle 3 sorte som Ravne. Han reisde efter sin Moders Raad til DANMARK, at hævne sin Syster Svanhvides Drab paa hendes grumme Mand den Skaanske Konge JARMERIK. Hvorledes han og SORLE UNDERVEIS DRÆBDE ERPUR OG DEREFTER JARMERIK, MEN SATTE SELV LIVET TIL, SEE SORLE!
HANNER
see HEINER!
HANUNDA
en HUNNISK Prindsesse, var gift med Leirekongen FRODE 4, som hun for sin Utugt med GREP blev forskudt af, og givet til ERIK DEN VELTALENDEs Broder ROLLER, see Frode 4!
HAR
en Mythologisk Person som efter Edda regierede i ASGAARD tilligemed JAFNHAR og TREDIE, da den Svenske Konge GYLFE kom dertil under Navn af GANGLER for at erkyndige sig om ODIN og hans ASER, see Gylfe!
HARTBEEN
en Kæmpe fra HELSINGLAND, som satte en Ære i at bortsnappe og krænke alle de kongelige Prindsesser, han kunde overkomme. Han foragtede derimod alle af ringere Stand og var meget grum mod alle, som modsatte sig ham, eller torde maale sig med ham i Tapperhed. Han var 9 Alen lang og havde i sit Følge 12 andre Kæmper, som, naar han forestod en Kamp, maatte binde ham for at styre hans Raserie, som gik over aller Grændser. Da den Danske Konge HALFDAN havde besluttet at stride mod ham, kom hans Galenskab over ham, saa han endog beed store stykker ud af sit Skiold, nedslugede Gløder rendte frem og tilbage mellem Ild, og dræbde de 6 af sine Kæmper, men blev kort efter med de andre 6 angrebet af HALFDAN, som dræbde dem alle med en stor Kølle, see Halfdan!
HARALD DEN GAMLE
en Søn af den Skaanske Konge VALDAR DEN MILDE og GYRITHE, regierede i SKAANE. Hvorledes han i det Slag hans Fader faldt i, mod VESET i SIELLAND, blev ræddet af sin Moder men til sin Skam saaret i Ryggen, see Gyrithe! Dog hævnede han derefter denne Tort, overfaldt forklædt som en Tigger VESET i SKAANE, da han holdt Bryllup, var beskiænket, og havde sine lagt sig til Roe. Der slog VESET, da han vaagnede, først 2 Tænder ud af hans Mund med en stor Prygl, men blev dog af ham dræbt. Derpaa fik han fuldkommen Herredømmet over SKAANE, og regierede med stor Anseelse. En Russisk Sørøver RØTHE, bekiendt af sine Grusomheder (see Røthe) havde da overvundet den Fyhnske Konge HAM. Dette bevægede HARALD til at drage mod ham. Han overvandt da vel RØTHE, men satte selv Livet til. Han kaldtes og BOEKÆR.
HARALD
Konge i REIDGOTHLAND, see Heidrekr!
HARBARDR
see Thor!
HARTGREPE
en Dotter af Kæmpen VAGNOST, en Jette og stor Heks, blev gift med Kong HADDING, see Hadding 3!
HATE eller HÆTE
en Søn af Risen HRØDVITNE, var en slem Ulv, der stedse løber foran SOLEN efter MAANEN, som den truer at opsluge, og derved foraarsaget dens Gang.
HAUDER
see Høder!
HAUDER
see Vidar!
HAUFUDR
see Høfudr!
HAUGBUER
see Drauger!
HEDIN eller HEIDIN
en Søn af Kong HIARANDE eller HORVARDR og ALFHILD. Hans Hændelser med sin Broder HELGE HADDINGIA SKATE og hans Kiereste SVAFA, see Helge! Denne Norske Prinds var overmaade deilig og velskabt men liden af Væxt, kom til Leirekongen FRODE 3 Hof og i særdeles Venskab med ham. Rygtet om den Jydske Konge HOGNEs deilige Dotter HILLDUR bragde ham did. Hun elskede ham ved første Øiekast. Faderen HOGNE lovede ham og Dotteren. De svore sig i Fostbrødrelag, droge i VESTERVIKING sammen, og undertvang ØRKUØERNE. Ved Hiemkomsten kom stor Ueenighed imellem dem. HOGNI troede, at HEDIN havde krænket hans Dotter for Brylluppet, vilde hævne denne Tort, og angreb HEDIN, da han var fraværende i FRODEs Ærende, men blev overvundet, og flyede til JYLLAND. FRODE søgde da forgieves at forlige dem. Den forbittrede Fader vilde ingen Forlig, og fordrede sin Dotter tilbage. Kongen dømde da Sagen at afgiøres ved en Tvekamp, som faldt ud til HOGNIs Fordeel, der dog sparede HEDIN, og skienkede ham Livet for hans Ungdoms Skyld. 7 Aar efter kom HOGNI over ham ved HITHINSØE. Da begge havde skikket deres Folk i Orden, kaldte HEDIN sin Svigerfader, og tilbød ham en Pengesum til Forliig. Dog HOGNI svarede stolt: at det nu var for silde. Han havde allerede draget sit Sværd DAINSLEIFF, hvis Saar vare ulægelige. Efter nogen Ordveksling begyndtes da mellem dem den Strid, som kaldes HIADNINGAVYG, og varede den gandske Dag. Om Aftenen gik Kongen til Skibs, men HILLDUR, som tillige var en Valkyrie, længdes saa efter sin Mand, at hun om Natten gik til Valpladsen, og opvakde alle de Slagne, saa de Dagen efter fortsatte Striden, og dræbdes da alle, som vare døde den første Dag. Denne Strid vedblev derefter daglig, saa at stedse de Faldne staae op igien. Deres Vaaben bleve om Aftenen til Steen, men vare om Morgenen brugbare; Og skal HEDINERNE saaledes fortsætte Striden indtil Ragnarok. Heraf kaldtes Krig HILLDUR og HILLDURS LEEG. Hos Saxo Kaldes han HITHIN.
HEDIN
en Norsk Prinds drog først fra Ungdom af paa Søerøverie, og blev meget bekiendt for sine Bedrivter, som han endog skal have strakt til SPANIEN og GRÆKENLAND. Et Foraar drog han til DANMARK med et Drageskib, hvorpaa var 100 Mand, og blev budet til Giest af KONG HOGNE. Disse 2 forsøgde hverandre i alle den Tids mandlige Øvelser, og fandtes fuldkommen lige, hvorfore de svore sig i Fostbrødrelag, og, da HOGNE nogen Tid efter drog bort i Kongestævne, og lod HEDIN blive tilbage for at forsvare sit Rige, begik denne en sort Nidingstreg, hvortil FRIGGA forførde ham ved at lade Valkyrien GONDUL give ham en Drik, der giorde ham saa ondskabsfuld og rasende, at han i Drukkenskab bortførde HOGNEs Kone og hans deilige Dotter HILLDUR, lod uagtet alle HILLDURs Forbønner, Dronningen udkaste for Forstavnen af sit Skib, da der blev skudt ud i Havet, saa hun jammerlig knusdes. Derefter flyede han med Prindsessen og endeel Kostbarheder til ØRKNØERNE. Didhen satte HOGNE, som ved sin Hiemkomst erfarede den skedte Ulykke, efter ham, og antraf ham paa Øen HAA. Da blev HEDIN bange, tilbød Forlig, og at giengive Prindsessen og Skatten. Dertil svarede HOGNE: at alt kunde blevet godt, om han ikke saa grusom havde ladet Dronningen aflive; men denne Gierning havde ophævet al Forliig. De kom da paa Land, og holdte saa skarp en Strid, at alle paa begge sider faldt.
HEIDIS
en Dotter af den Norske Konge GILFA, var gift med den Gardariske Konge SIGURLAMI, en Søn af ANGUL eller den SAXISKE ODIN.
HEIDREKR
en Søn af HAUFUDR eller HØFUNDR og ANGANTYRs Dotter HERVOR, var Broder til ANGANTYR 3 (en tredie Angantyr) og opfostredes hos den viise GIZOR til sit 18 Aar, efter hvilken Tid han er bleven overmaade bekiendt, meest ved Ondskab Skadeglæde og Troløshed, slægtede deri sin Moder paa, som og derfor elskede ham meest, da derimod Faderen og Folket meest yndede Broderen ANGANTYR, der udmærkede sig ved lutter gode Handlinger. HAUFUDR giorde eengang et stort Giestebud, og indbød dertil alle gode Venner undtagen GIZOR og HEIDREKR. Dog denne kom ind uformodentlig da Giesterne sadde i Drik og Glæde, som ved ham blev reent spilt. HEIDREKR lod sig vel at sin Broder overtale til at sidde hos, men var slet til Mode, og giorde, da ANGANTYR var gaaet ud, Klammerie med alle sine Naboer, som dog ANGANTYR ved sin Indkomst stillede tilfreds; Men, da denne atter gik ud, kom det mellem de Trættende til Næveslag, som dog Broderen atter stillede til rette. Dog, da han 3 Gang gik bort, bragde HEIDREKR det saa vidt, at den eene af Giesterne dræbde den anden. Herover fortørmedes Faderen, saa at han Dagen efter forvisde HEIDREKR af Riget. Moderen og Broderen bad meget for ham, men kunde ikke bringe det videre, end at HØFUNDR lovede at give ham nogle gode Raad, som han dog forudsagde, at HEIDREKR ikke vilde følge. Han raadede ham da aldrig at hielpe en Mand, som havde dræbt sin egen Herre; aldrig at tage een i Følge med sig, som havde dræbt eller sveget sin Staldbroder; ikke tillade sin Kone alt for ofte at besøge Frænder, skiøndt hun bad derom; ikke at være for seent hos sin Frille, eller betroe hende sine Hemmeligheder, ikke at ride sin bedste Hest, naar han havde nødvendigt Hastverk; og endelig aldrig at opfostre en fornem Mands Barn eller gaae til saadan eens Giestebud. HEIDREKR vilde ikke holde disse Raad, som han efter sin Mening havde faaet i ond Villie af sin Fader, og truede at giøre ham noget Ondt for sin Fordrivelse. Ved Bortreisen gav Moderen HERVOR ham en Mængde Guld og Sværdet THYRSING, Broderen ANGANTYR fulgde ham trohiertig paa Veie; men HEIDREKR blev underveis rasende, drog THYRSING og hug Broderen ihiel. Dog gik denne Gierning HEIDREKR til Hierte, han sørgede over den, opholdt sig i OBYGDER (øde Egne) og nærede sig af Jagt. Endelig drev hans medfødte Ærelyst ham fra denne vilde Levemaade ud igien iblant Mennesker. Paa en stor Vognvei mødte han allerførst nogle Mennesker med en Fange, som havde dræbt sin egen Herre. HEIDREKR overtraade da sin Faders første Raad ved at løskiøbe ham for en halv Mark Guld. Noget efter frikiøbde han en anden, som havde dræbt sin Staldbroder for en halv Mark Guld; men tog dog ingen af dem i sin Tieneste, gav sig derefter i Selskab med Vikinger, blev deres Formand, og meget berømt for sine Seiervindinger. Endelig kom han til Kong HARALD i REIDGOTHLAND, som bød ham til Giest, og beholdt ham nogen Tid hos sig. 2 Jarler havde tvunget HARALD til at give sig Skat. Denne befriede HEIDREKR ham fra, dræbde Jarlerne i et stort Slag, og lagde deres Lande under HARALD, som til Belønning gav han ham Halvparten af sit rige, og sin Dotter HELGA, som han avlede ANGANTYR med. En gruelig Dyrtid ødelagde noget efter Landet. Man anstillede et stort Offer for at forsone Guderne, og Spaamændene befalede at tilfredsstille dem ved at offre Landets fornemmeste Yndling. Denne meenede Kong HARALD at være HEIDREKRs Søn ANGANTYR, og HEIDREKR derimod at det var HARALDs Søn. Almuen, som til Thinge skulde dømme Sagen, indskiød den for Anseelse for sine viise og retfærdige Domme. Denne vilde lade HEIDREKR ved Ankomsten dræbe som en Forviist. Dog Moderen forligede dem, og derefter afsagde HØFUNDR den Kjendelse, at HEIDREKRs Søn ANGANTYR var den fornemmeste. HEIDREKR spurgde da, hvad han skulde have i Bod for sin Søn? Faderen svarede: Du skal før Offeret skeer, udvælge dig hver anden Mand af HARALDs Hær, og derefter see til, hvad du vil giøre. Dette Raad fulgde HEIDREKR, og til Thinge forlangde for at have nogen Anseelse, naar han var bleven barnløs, at Halvparten af HARALDs Mænd skulde sværge ham Troskab. Dette blev ham af Almuen tilstaaet, og straks efter udførde HEIDREKR sit utaknemmelige og ondskabsfulde Forsæt mod HARALD, overfaldt ham uformodentlig, dræbde ham, lod med hans og Sønnens Blod Alterne bestryge, og viede de Dræbte til ODIN. Hans Kone HELGA gik dette blodige Optrin saa nær til Hierte, at hun hængde sig midt i Disarsalen. Efter den Tid blev HEIDREKR meget mægtig og navnkundig, og drog hver Aar i Krig til SAXEN, indtil denne Feide endelig endres ved Giftermaal mellem ham og den Saxiske Konge HAKEs Dotter OLUFA (ALOF) GEIRTHIOFs Enke; Men hun forlangede ofte Frihed at besøge sine Venner, og blev ham utroe, saa at Kongen, da han greb hende deri, og hun havde stukket hans Søn ANGANTYR til Side, og ladet en Hund begrave i Hans Sted, og han saae af en Lok Haar, han havde afklippet hendes Galan hos hende i Sengen, at samme var en Træl, fældede efter hendes Faders HAKEs Raad selv Dom, skildte sig fra hende, men beholdt hendes medbragte Skatte, og under Livsstraf forviisde Trællen, see Olufa! Derefter krigede han mod HUNNERNE, overrumplede deres Konge HUMLE, saa han maatte flye, plyndrede Landet og bortførde en Mængde Rigdomme tilligemed hans Dotter SVAFA; men, da hun var frugtsommelig ved ham, sendte han hende hiem igien til HUMLE, hvor hun fødte den ved sin Arvekrig mod HEIDREKRs Søn ANGANTYR bekiendte LAUDUR. Han bortførde siden paa et Tog til FINLAND en Pige SIFKA af ugemeen Skiønhed, og tog hende til Frille. Derefter gav han sig i Færd med sin Naboe den mægtige og af alle for lykkelig priste Konge ROLLAUG i GARDERIKE, og lod ham ved Gesandter bede om hans 2 Aars Søn HERLAUG til Opfostring, som ROLLAUG og efter sin Dronning HERBORGs Raad lod følge med for ikke at giøre sig den hævngierrige HEIDREKR til Uven. HEIDREKR opforstrede ham da i 5 Aar trolig, og yndede ham meget saavelsom og SIFKA. Derefter drog han i Strid i ØSTERLEDEN, landede i GARDERIKE, og var til Giest hos ROLLAUG. Adskillige mindte ham om sin Faders Raad, og fraraadede ham det. Men just derfor drog han did og delede sine Folk i 3 Hobe, af hvilke han lod den eene blive til Skibenes Bevogtning, den anden tog han med til Giestebudet, og den tredie lagde han i Baghold i næste Skov, og kom med SIFKA til Giestebudet, hvor de bleve vel bevertede. Dagen efter droge de paa Jagt. Ved Hiemkomsten spurgde HEIDREKR om HERLAUG, og fik til Svar af Faderen, at han var nok ude at leege med de andre Drenge. HEIDREKR var heele Dagen i ondt Humør, lagde sig om Aftenen tidlig med SIFKA, som i Sengen spurgde om Aarsagen til hans Tungsind. Tvertimod sin viise Faders Raad betroede han hende da, at han paa Jagten havde dræbt et Vildsviin med THYRSING, hvilket fortryllede Sværd vilde efter Sædvane, da det eengang var draget, have Mandeblod, hvorfore han havde dræbt HERLAUG dermed; Men bad hende at tie med denne Hemmelighed, da ROLLAUG endelig, om han fik det at vide vilde lade ham dræbe. Dog forraaede SIFKA den heele Sag Dagen efter til Dronning HERBORG, og hun til sin Mand ROLLAUG, som lod sine Folk væbne og forsamle i Græshaven. HEIDREKR, som mærkede Uraad, lod og sine væbne sig, da i det samme ROLLAUG kom, og bad ham gaae eene med sig i Græshaguen, og hvor han havde noget at sige ham under fire Øine; Han fulgde ene, men blev der staks greben, Hænderne bundne og Fødderne sat i en Stok, og kiendte han da dem, som herved havde været meest beskieftede, for de 2 som han havde løskiøbt hver med en halv Mark Guld. De førde ham da efter ROLLAUGs Befaling ud i Skoven at hænges. I det samme kom hans Folk, befriede ham, og fordrev ROLLAUG og hans Mænd til Skoven. HEIDREKR drog da hiem med meget Bytte og HERLAUG, som han i den Tid havde skiult hos sine Folk i Skoven. Til Hævn drog han med 100 Skibe til GARDARIKE, og tvang ROLLAUG til i Forliig at give sig en Deel af Riget kaldet VINDLAND mange Kostbarheder og sin Dotter HERGERD til Ægte. Sin Frille SIFKA tog han efter Bryllupet hiem med sig, og reed bort med hende paa sin bedste Hest, men denne styrtede ved en Aa, saa Kongen rullede frem over ad Aaen, og SIFKA faldt paa hans Ryg, men han kastede hende tilbage med saadan Fart, at hun brød Ryggen itu mod en Steen. Med sin Dronning HERGERD avlede han en Dotter HERVOR, som blev opfødt hos den Engelske ORM JARL; Og nu slog HEIDREKR sig til Roe, holdt op at krige, og vandt Hæder hiemme ved en klog og god Rigsbestyrelse. Han var og en ivrig Gudsdyrker, og ofrede hvert Aar i Begyndelsen af Goe Maaned en Galt til Gudinden FREJA, som han fornemmelig dyrkede. Denne Galt blev vel fedet til denne Høitid og ledet frem Juleaften, da hver Mand lagde Haanden paa den, og giorde et høitideligt Løvte. Da lovede og HEIDREKR eengang, at ingen skulde have giort ham saameget imod, han jo skulde faae Lov at lade sig dømme af hans 12 beskikkede Dommere eller vise Mænd, og faae alt eftergivet, om han fremsatte nogle mørke Taler, som HEIDREKR ikke kunde opløse; Især havde GIESTURBLINDE en riig Herse i REIDGOTHLAND haardelig fortørnet ham. Til denne sendte han Befaling at komme til sig. GIESTURBLINDE fik i denne Nød ODIN til i sin Skikkelse at gaae til HEIDREKR, (see Giesturblinde!) og forelegge ham 28 Spørgsmaal, som HEIDREKR med sin sædvanlige Viisdom alle besvarede undtagen det sidste, hvoraf han kiendte ODIN, og blev derover saa opbragt, at han huggede efter ham. ODIN forudsagde ham derfor hans Døsdmaade, som indtraf saaledes: Han havde 9 Trælle af meget fornem Familie, som vare røvede fra SKOTLAND og misfornøiede med deres Tilstand. De overfaldt eengang Kongen om Natten i hans Seng under HANDAFIELD, dræbde Vagten ham selv og alle hosværende, og bortførde THYRSING og megen Rigdom. Hvorledes hans Drab siden hævnedes af hans Søn ANGANTYR, see Angantyr!
HEIDRUN
en Gied i VALHAL, som nærer sig af Træet LERADURs Knoppe. Af dens Yver flyder en kostelig Miød, der fylder et Kar stort nok til at forsyne alle EINHERIAR med denne lækre Drik.
HEIMDAL
en Søn af ODIN FREDEIULFs Søn blev Konge i SKAANE. Efter Fabelen var han den dummeste og eenfoldigste af alle med ODIN til NORDEN INDKOMNE ASER. Dog var han synsk, og vidste tilkommende Ting forud, som andre VANER. Han var født af 9 Jomfruer, som vare Systre, meget hellig og mægtig og en af NORDENs 12 store Guder. Han kaldtes og HALENNSKIDE og GULLINTANNI af sine Guldtænder. Han kunde høre Græsset groe paa Marken og Ulden paa Faarene, sov mindre end en Fugl, og kunde see om Natten ligesaa godt som om Dagen 100 Grader rundt omkring sig. Hans Hest havde Guldhaar, og kaldtes GULLINTOPPUR, og hans Sværd HØFFUD. Desuden havde han en fortryllet Trompet, GIALARHORN, som kunde høres over heele Verden. For hans fine Sandser og Aarvaagenhed var han bleven Guderner Portner og Vægter, og bevogtede Broen BIFROST, at ikke BIERGRISERNE over samme skulde trænge ind i HIMLEN. Naar det frygtelige RAGNAROKR eller GUDERNES TUSMØRKE indfalder, skal han allerførst mærke MUSPELS SØNNERs Ankomst under SURTURs Anførsel over BIFROST for at trænge ind i HIMLEN, blæser da i sin Trompet, vaagner derved Guderne, og drager med dem i den almindelige Strid mod deres Fiender paa Marken VIGRIDR. Der kommer det til en Kamp mellem ham og LOKE, hvori de falde begge. Efter andre skulde han ikke opleve RAGNAROKR, men dræbes med en Mands Hoved, og komme til HEL.
HEINER
en ASER, blev af ODIN, da han giorde Stilstand og Fred med VANERNE, givet de sidste til Gidsel og Mandeskifte tilligemed MIMER for NIORD DEN RIGE og hans Søn FREY. HEINER var stor velskabt og deilig, men tillige meget eenfoldig. I Førstningen mærkede VANERNE ikke hans Dumhed, fordi MIMER var paa THINGE med ham, og ved sin Viisdom indrettede alt paa det bedste; men, i dennes Fraværelse sagde altid HEINER: raader nu I andre. Heraf mærkede VANERNE, at de var blevne bedragne ved Mandeskifte, og sloge MIMER ihiel. See Mimer! Dog var HEINER i stor Anseelse, og fulgde med ODIN og LOKE, da ASERNE droge Verden om, og fik ved sin Indkomst til NORDEN SIELLAND at regiere, dog ventelig under den Svenske Konge GYLFE, men maatte siden afstaae dette Land til ODINS SØN SKIOLD, og blev derover ODINs Uven. Han kaldes HÆNER og HANNER, samt DEN HURTIGE AS og PILEKONGEN.
HEL eller HELA
see Hæl!
HELBLINDE
en Søn af Risen FORBAUTE og LAUFEIA, var Broder til LOKE LAUFEIASØN.
HELGA
en Dotter af Leirekongen FRODE 4. Da hendes Broder INGEL, efterat deres Fader var bleven dræbt af den Saxiske Fyrste SVERTING, indgik Forbund med dennes Sønner, giftede deres Syster, sølede sig i Vellyst og Blødagtighed, forfaldt Sæderne saa gandske, at denne Prindsesse, levede uden Formynder eller Beskytter overladt til sig selv, og derfor indlod sig i en Kierlighedshandel med en Guldsmed, som hun giftede. Dette kom for DEN GAMLE STERKODDERs Øren, som havde tient hendes Fader og nydt mange Velgierninger af ham, men nu skyede DET DANSKE HOF for dets Blødagtighed. Han kom tilbage fra SVERRIG, gik i ringe Klæder med Hatten trykket ned i Øinene ind i Guldsmedens Hus, og satte sig ved Dørren, ærgrede sig først over, at Smeden turde omgaaes en Kongedotter som sin Lige, endog at bede hende lyske sig. I det samme kiendte HELGA den gamle Helt, erindrede, at hun var FRODEs Dotter, skiød Guldsmeden fra sig, og fortalde ham, at der nu var andet at tænke paa, og at han maatte gribe til Vaaben. Dette klingede alt for rædsomt i hans Øren, han flyede ud ad Dørren, men i det samme afhug STERKODDER hans Sidde–Redskaber, moraliserede meget over hans Klædedragt, og derpaa udøsde mange Bebreidelser mod HELGA, foreholdt hende sin uanstændige Opførsel, saa hun gik i sig selv; Og er denne Formaning, som blev ledsaget af drøie knyttede Næveslag, saa Blodet flød hende ned af Ansigtet, at læse hos < i alt="Saxo">Saxo, som et meget mærkværdigt Eksempel paa de gamles raa simple og grove Sæder, og værd at læse. Denne drøie Formaning frugtede for Eftertiden. En Siellandsk Prinds ANGANTYR friede derefter til hende, da just den Helgolandske Konge HELGE kom med stor Pragt til DANMARK i samme Ærende, og fik ja! dog paa Vilkaar at stride mod ANGANTYR og hans 8 Brødre. HELGE modtog vel Kampen, og lovede at møde dem Bryllupsdagen, men frygtede meget for denne Færd. Dog HELGA fandt Raad, og fik ham til at reise til UPSAL, og bede STERKODDER om Bistand. Han sendte i Forveien et Bud til STERKODDER at bede ham til FRODEs Dotters Bryllup; men fik Grovheder til Svar. Den gamle sagde endog Buddet, at han ikke skulde kommet vel derfra, om han ikke havde nævnet hans kiere FRODE, og at han ikke vilde snylte i andres Kiokkener efter et godt Maaltid Mad. Derefter kom HELGE selv til ham, og fortalde ham Sammenhængen, saa den gamle lod sig formilde, lovede Hielp, og kom efter Løvte ukiendt til bestemte Tid til INGELS HOF, hvor Brødrene i Førstningen forhaanede ham, men, da han tiltalede dem for deres hundske Bersærke–Opførsel, spurgde de ham, om han var Mand for at stride imod dem, hvortil han svarede jo, og med fleer endnu. Bryllupet blev derpaa holdt og de unge Folk bragde til Brudekamret, som STERKODDER satte sit Sværd til Laas for, og bevogtede selv, at ingen skulde forstyrre de unge Folkes Roe. Vellysten i HELGAs Arme lod dog ikke HELGE glemme den forestaaende Kamp. Han reisde sig, men seende, at der endnu var meget af Natten tilovers gik han til Sengs igien, og faldt i Søvn i Prindsessens Arme. Da det imidlertid var høi Tid at forføie sig til Striden, kigede STERKODDER ind, fandt ham sovende, nænnede ikke at forstyrre ham, og gik alleene til Kamppladsen. Hvorledes han da nedlagde dem alle, men blev selv ilde saaret, kom med Møie tilbage, og hvorledes HELGE efter HELGAs Raad formildede ham, see Sterkodder!
HELGA
en Dotter af den Reidgothiske Konge HARALD, gift med HEIDREKR. Hvorledes hun hængde sig af Sorg over hendes Faders Drab, see Heidrekr!
HELGE
see Helga!
HELGE HADDINGIA SKATE
en Søn af den Norske Kong HIORVARD og SVAFNIRs Dotter SIGURLIN, havde i Førstningen intet Navn, men fik det Navn HELGE af Kong EYLIMEs Dotter SVAFA, som var en Valkyrie, kom ridende giennem Luften, og fortalde ham, at der paa SIGARSHOLM fandtes et Sværd, som stedse skulde forskaffe ham Seier. Denne SVAFA blev tillige hans mægtige Beskytterske, og tog sig ofte af ham i Fremtiden. HELGE blev i Tiden stor, smuk og en mægtig Krigshelt. Hans første Gierning var i Selskab med ATLE at dræbe sin Morfaders Bane HRØDMAR. See Svafnir og Hiorvard! nedlagde derefter Jetten HATE paa et Bierg ved HATESFIORD. derpaa drog han til Kong EYLIME i VARVITHSYSSEL, og friede til hans Dotter SVAFA. HELGEs Broder HEDIN gik eengang i Skoven, og mødte der en Troldmand ridende paa en Ulv med et Bidsel af Slanger i Munden. Denne befalede ham at følge sig, og da hans vægrede sig, truede ham med, at han skulde undgielde det ved BRAGEBÆGERET, magede det og ved sin Troldom, at HEDIN en Juleaften, medens HELGE var i Strid og SVAFA hiemme som Valkyrie, ved BRAGEBÆGERET under Haands Paaleggelse paa FREYEs Galt giorde det underlige Løvte, at eie sin Broders Kiereste SVAFA. Dette troede HELGE at betyde hans FYLGIR, som derved havde sigtet til hans Bane, og, da han nogen Tid efter stridede paa SIGARSVOLD mod HRODMARs Søn ALF, fik han sit Banesaar; men sendte for sin Død Bud efter SVAFA, og, da hun kom med HEDIN, bad hende ægte denne hans Broder, men hun undskyldte sig, og lovede HEDIN at hævne hans Død. Man troede siden, at SVAFA derefter opvakde ham igien, og at han siden levede paa Jorden under det Navn HELG HUNDINGSBANE.
HELGE
Konge over HELGOLAND i NORGE, friede ved Gesandter til THORA en Dotter af Biarmernes Konge CUSO, men fik Afslag, fordi han ikke dristede sig til selv at frie, og lod det forrette ved andre. Han overtalede den berømte Jydske Konge HOTHER at hielpe sig. Denne drog og med en stor Flaade til NORGE, og ved sin Veltalendhed bragde det saa vidt, at CUSO overlod Valget til sin Dotter, som og af HOTHER lod sig overtale til at ægte HELGE. Til Tak stod HELGE ham straks efter bi mod hans Fiende BALDER, som i han Fraværelse var faldet ind i Kong JØFURs Lande for at frie til HOTHERs Kiereste NANNA, og hialp ham at overvinde sine Fiender i BALDERSHAVN. See Hother! Efter erholdet Seier blev han tilligemed sin Dronning THORA rigelig beskinket af HOTHER, men blev for dette Venskab siden overfaldet af LEIREKONGEN FRODE 3 og dræbt. See Frode 3!
HELGE HUNDINGSBANE
en berømt Helt, som efter de Tiders Overtroe tilforn havde været paa Jorden og bekiendt under det Navn HELGE HADDINGIA SKATE, men oplivedes igien af Valkyrien SVAFA, og fødtes paa ny. Han var en Søn af den Huniske Konge BORGHILD. NORNERNE spaaede denne HELGE stor Navnkundighed og Berømmelse. Han blev opfostret paa LESSØE hos HAGAL tilligemed dennes Søn HAMAL, kaldtes der HELGE og blev hastig berømt. Allerede meget ung drog han ukiendt til SAXEN, hvor den Tid HUNDING SIRIKs Søn regierede, hvis Sønner stedse feidede mod hans Fader SIGMUND; men fandt der ingen hiemme uden hans Søn HEMING, og drog derfor bort, dog efter at have i Forveien givet sig tilkiende i en Vise for en Hyrde. Da HUNDING fik dette at vide, sendte han BOLVISE DEN BLINDE til HAGAL at lede efter ham. BOLVISE traf ham og forklædt som en Slavinde og malende paa en Kværn, og kvædede i en Vise, at denne Slavinde mere lignede et Mandfolk; men HAGAL svarede i en anden Vise, at hun som Skioldmøe var fanget i Krig af HELGE, og var Syster til SIGNE og KONG HOGNE. Da denne Fare var overstaaet, samlede HELGE i sit 15de Aar Skibe, drog med dem giennem ØRESUND til SAXEN, dræbde ved STADE Kong HUNDING i Enekamp, og kaldtes deraf siden Hundingsbane. HUNDINGs Sønner fordrede Penge i Bod af HELGE, som han nægtede at betale, hvorover de dræbde hans Fader SIGMUND. Dette Drab hævnede HELGE i Slaget ved LOGEFIELD, hvor han nedlagde HUNDINGs Sønner ALF, EIOLF, HIORVARD og HAVAR. Da HELGE derefter var kommen fra LESSØE, lagt ind i BRUNAVOG, og giorde Strandhug, traf han i en Skov ved ARASTEN ValkyrienSIGRUN, HOGNEs Dotter, ridende giennem Luften. Hun havde tilforn været Kong EYLIMEs Dotter SVAFA, HELGE HADDINGIA SKATEs Kiereste, men var nu ligesom han, bleven født paa ny. Hun fortalde ham, at den Vestgothiske Konge HODBROD havde ved Kongestevne fæstet hende til Brud af hendes Fader imod hendes Villie, da hun intet hellere ønskede, end at leve og døe med HELGE. Denne var heller ikke utaknemmelig, men tilsvor hende Kierlighed og Troskab; hvorpaa han og HODBROD rustede sig mod hverandre. HELGE samlede Tropper fra NORGE og AUSTURVEG. Hans Skibe vare blaa, sorte og forgyldte. Hans Elskte SIGRUN bragde ham midt i Slaget mange Folk fra Biergene til Hielp. Først lagde han ind i MUNARVOG paa SAMSØE, leed derefter meget af Storm, og landede ved FREKASTEN i VESTERGOTHLAND. Der kom han i Samtale med HODBRODs Brødre, som havde en stor Hær mod ham paa Biergene. HODBROD opholdt sig da i SOELFIELD og paa SVARANS HØI. Der fik HODBROD en stor Hær til Hielp af SIGRUNs Fader HOGNE og hendes Brødre BRAGE og DAG. HELGE havde i Leiren 7000 Mand, 15 Hobe ved GNYPA LUND foruden de der vare paa Skibene. Med disse leverede han HODBROD et stort Slag, hvori denne faldt tilligemed alle hans allierede undtagen DAG, som fik Fred. Derefter ægtede HELGE sin kiere SIGRUN, fik med hende Herredømme over RINGSTED I SIELLAND, og sendte allevegne Folk ud at dræbe de Høvdinger, HODBROD havde indsat i DANMARK. Heraf fik han det Øgenavn Hodbrodsbane. Dog kort efter blev han ihielslaaet af sin Svoger DAG, HOGNEs Søn, som for at hævne sin Faders Død anstillede et Offer til ODIN. Denne Gud laande ham sit Spyd GUGNER, og dermed giennemstak han HELGE i FIOTRLUND. Hans Kone SIGRUN, som DAG straks efter begav sig til paa SEFAFIELD for at tilbyde hende Bod, ønskede DAG alle mulige Ulykker, og døde af Sorg.
HELGE I
Konge i LEIRE, en Søn af Kong HALFDAN 2, og Broder til ROE og SIGNE. Disse Brødre bleve efterat deres Fader var dræbt af sin Broder Kong FRODE HIIN FRÆKNE, anfortroet af deres Fosterfader REGIN at opfostres til en vis VIFIL, som skiulede dem længe i et underjordisk Hus paa en Øe. Hvorledes FRODE, som stedse befrygtede at de skulde hævne deres Faders Død, efterstræbede dem, søgde dem endog selv hos VIFIL, hvorledes de undgik 2 Gange Faren ved hans Snildhed, kom fra ham til SÆVIL JARL, og ved hans og REGINEs Hielp indebrændte FRODE, see Frode! Han besteg derefter tilligemed sin Broder ROE LEIRE THRONE, og eenedes med ROE, som var fredelig og sagtmodig om, at denne skulde regiere hiemme, medens HELGE, som var stor, stærk, Ærgierrig og herskesyg, skulde have Herredømmet over Havet, og bestyre Krigene, hvori han og er bleven en af DANMARKs navnkundigste Helte, og tilbragde sin hele Levetid med Krig og Vaaben. Som de stedse store Krigere yndede han og meget det smukke Kiøn, men tillige sin Frihed saa stærkt, at han ikke kunde bringes til noget stadigt Ægteskab. Blant andre opvakde og den deilige men tillige hovmodige grumme og krigerske Saxiske Dronning OLUFA hans Kierlighed. HELGE kom uventet med en stor Hær til hende, bad hende selv til Giest, og blev af hende, som ingen Folk havde hos sig, og maatte skikke sig i Tiden, herlig beværtet. Kongen ophidset af Vinen vilde straks holde Bryllup med hende; men hun bad om Henstand, til flere Venner bleve forsamlede, og sagde: at hun ønskede ingen bedre Mand. Kongen forkastede hende da hendes Hofmod, og blev ved sin Paastand, saa Dronningen maatte lade, som hun bifaldt ham, anstillede sig meget munter, blandede søvngiørende Urter i hans Drik, og skienkede saa vel for ham, at han faldt i Søvn. Hun lod derpaa hans Haar afrage, hans Hoved besmøre med Tiere, putte ham i en Sæk og bære til Skibene, lod ogsaa hans Folk vide, at Kongen var allerede dragen til Skibene for at benytte den gunstige Vind. De droge da halv drukne om Bord, fandt endelig Kongen i Sækken, og friede ham af sit Fængsel. Han vilde da straks i Land at hævne sig men mærkede at Dronningen om Natten havde samlet en stor Hær; saa han maatte drage bort, dog i stadigt Forsæt at hævne denne Spot. Nogen Tid efter drog han hemmelig til SAXEN, lagde sine Skibe i Skiul, gik selv forklædt som en Tigger i Land, og lod 2 Kister fulde af Guld og Sølv nedgrave i Skoven, hvilken Skat han viisde for en af Kongens Trælle, som han bad at aabenbare det for Dronningen, der for Opdagelsen kunde give ham, hvad hun vilde. Trællen beskrev hende som meget gierrig, hvorpaa HELGE gav ham et Halssmykke og en Ring, for at overtale Dronningen til at gaae allene ud at besee Skatten, som var den eeneste Maade at faae hende i sin Vold, da hun ellers havde stærk Vagt om sig. OLUFA kom og om Natten derhen med Trællen allene, hvor hun uagtet alle hendes gode Ord og Løvter om at ægte HELGE blev grebet og bragt om Bord, hvor HELGE beholde hende hos sig endeel Nætter, og lod hende endelig frugtsommelig fra sig. See videre Olufa! Siden drog HELGE med ROE mod sin Forbroder INGEL, som havde havt Deel i hans Faders HALFDANs Drab, og dræbde ham paa en Øe i SKAANE. I Forbund med den Skaanske Konge JARMERIK omkom han i et Søeslag den Vendiske Konge SKALK, og bekrigede med megen Grumhed de Vendiske Folk i ØSTERLEDEN. Da HELGE efter endeel Aar giorde et Tog til SVERRIG mod Kong ADILS, fordrev han ham, førde et stort Bytte og hans Dronning YRSA med sig til DANMARK, og uvidende om, at det var hans egen Dotter med den Saxiske Dronning OLUFA ægtede hende, og avlede med hende den bekiendte ROLF KRAKE. Derefter skiftede han Løsøre med sin Broder ROE, men kom derover i Tvist med sin Syster SIGNEs Søn HROKUR. See Hrokur! Men da HELGE, efterat hans Broder var dræbt at denne HROKUR, kom til ENGELLAND efter sin Broderkone OGNs Begiering, som HROKUR med Magt vilde ægte, og paa dette Tog fangede og lemlæstede HROKUR, kom den før omtalte Saxiske Dronning OLUFA, for at hævne sig over HELGE til DANMARK, bebreidede YRSA, at hendes Mand HELGE var hendes Fader, og giorde hende saa leed af hendes bedrevne Blodskam, at hun drog tilbage igien til SVERRIG til ADILS. Dette smertede HELGE, som elskede hende høit, og hans bedrevne Blodskam nagede ham bestandig, saa at han søgde Beroligelse og at døve sin Samvittighed ved Krigens Tummel, var derfor bestandig ude, og fløi fra en Feide til en anden. Han erobrede JYLLAND og en Deel af ANGELN, efterat have overvundet og dræbt ved VANDFULD i RIBER–STIFT Anglernes Konge BØKI. Da han derefter med endeel løse og slemme Folk sværmede om paa Søerøverie, og var en Jule–Aften landet ved LOLLAND, slog han der sine Telte op, blev der i 3 Dage, lod hente en meget deilig Pige THORA, som Fabelen har giort til en ALFEKONE af de SORTE ALFER, og med hende avlede den siden for sin Broder ROLF KRAKEs Drab berygtede SKULD. Længe efter faldt Kong HELGE i Strid udi AUSTURVEG, og blev derfra ført til FYHN, hvor han blev begravet hos sin elskte THORA paa en Øe ved SVENDBORG, som efter hende kaldes THORØE.
HEMING
en gammel Bonde, som i sine yngre Aar havde været en stor Stridskæmpe, men siden slaaet sig til Roe. Kong HARALD GULDMUND, som var udfordret til Tvekamp af KOL DEN KROGRYGGEDE, der var hans Medbeiler til ASA DEN SKIØNNE, lod denne HEMING byde til sig til Jul. Han kom og, uagtet han levede i Uvenskab med Kongen, og lod sig ved Løvte om store Belønninger overtale til, paa hans Vegne at møde KOL, som han og mødte ved GOTHELVEN, og gav sig i Kamp med, men blev der slagen.
HENGST
en Søn af den Engelske Konge VITIGISLE og Broder til HORST eller HORSA, blev med sin Broder kaldet til Hielp af den Saxiske Konge VORTIGERN mod PIKTERNE og SCOTERNE, og førde først ANGLERNE, SAXERNE og JYDERNE derover, fik af VORTIGERN frie Gudstieneste, overvandt Fienderne, fik derfor af Kongen Eiendele i NORTHUMBERLAND og LINDSEY. Landet behagede ham vel, saa han af VORTIGERN erholdt Tilladelse til at indkalde flere af sine Landsmænd, under Paaskud at bruge dem mod fælleds Fiender. Disse kom til ENGELAND i 18 Skibe, men efter Haanden lokkede HENGST og HORSA hemmelig saa mange af dem over, at de bleve de indfødte for stærke. HENGST havde en deilig Dotter RAVEN, som han giftede med VORTIGERN, imod at han maatte give ANGLERNE Bolig i Landet KENT, og derefter overtalede HENGST Kongen til at lade ELISSE og hans Broder OCTA komme over fra ANGELN, og anvise dem Land til Bolig paa Grændserne af DEIRIEN og SKOTLAND. De kom og med 300 Skibe og 16000 Mand foruden Koner og Børn, bekrigede først PICTERNE, og dernæst BRITERNE selv, som under VORTIGERNs Søns Anførsel, der var misfornøiet med Faderens hedenske Ægteskab vilde forjage de fremmede Giester, der voksde dem over Hovedet. Efter foranderlig Lykke i denne Krig stillede HENGST sig an, som han vilde indgaae Forlig, og til den Ende anstillede et Møde med Kong VORTIGERN til SALISBURY, lod ved Giestebudet der sætte BRITTER og SAXER om hverandre ved Bordet, men havde forud aftalt med sine Folk, at, naar han sagde: nimed eure Saxes, skulde de tage deres Vaaben (Sakse) ud af Støvlerne, og hver dræbe sin Naboe. Paa denne forræderske Maade dræbdes 300 fornemme Britter. Kun den ene ELDOL slap med Livet. Herpaa tvang han VORTIGERN til at afstaae Landskaberne ESSEX, SUSSEX og MIDDELSEX. Efter mange Omtumlinger døde endelig den urolige HENGST, og efter ham indtoge ANGLERNE Landet, som af dem kaldtes ENGELAND.
HERE
see Hiorleif den Kvindekiere!
HERFIOTUR
see Valkyrier!
HERGRIM
en Søn af den Ymislandske Kæmpe ARNGRIM og IMUFs Dotter AMU, opholdt sig snart hos BIERGRISERNE, snart hos MENNESKENE. Ved denne Tid boede ved ALUFOSSE DEN ÆLDSTE STERKODDER STORVERKs Søn, som var forlovet med OGN ALFAFOSTRE. I hende forelskede HERGRIM sig, og eengang, da STERKODDER var draget over ELIVOGA, bortførde hende med hendes gode Villie fra JOTNAHEIM. Derover udfordrede STERKODDER HERGRIM til Tvekamp, dræbde ham, og bortførde hans Søn GRIM, men OGN, som var overværende ved Kampen, da hun saae dens Udfald, tog Livet af sig selv for ikke at komme i STERKODDERS VOLD.
HERIAN
see Alfader!
HERLAUG
en Søn af Kong ROLLAUG i GARDARIKE og HERBORG. See Heidrekr!
HERMION
en Søn af TYDSKERNES GUD MANNUS, var efter Tacitus Stamfader til de TYDSKE FOLK, som efter ham kaldtes HERMIONER.
HERMODER
en Søn af ODIN FREDEIULFs Søn. Da ODINs og FRIGGAs Søn BALDER var bleven dræbt af den blinde Gud HØDER efter LOKEs Tilskyndelse, og FRIGGA havde lovet den sin særdeles Yndest, som vilde reise til HELVEDE for at befrie BALDER for Døden og byde Gudinden HEL Løsepenge for ham, paatog HERMODER sig dette Ærende, satte sig paa ODINs aatteføddede Hest SLEIPNER, reed afsted paa den i 9 Dage og 9 Nætter giennem mørke og dybe Dale, hvor han ikke eengang kunde skimte for sig, før han kom til GIALARSTRØMMEN, som han kom over paa en guldtækket Broe, der bevogtedes af en Pige MODGUDR, som, det første hun saae ham, spurgde om hans Navn, Famile og Ærende, med Tillæg: at der Dagen forhen var redet 5 Skarer af døde over Broen, uden at den rystede saa sterkt som under ham alleene, og at hans Udseende slet ikke lignede et dødt Menneskes. HERMODER fortalde da, at han kom for at oplede BALDER, fik af hende Underretning om dennes Ankomst til HELVEDE og Veien, han skulde følge lige i Nord. Han fortsatte derpaa sit Ærende, kom til det stærke Gitter, som omgiver HELVEDE, satte med Hesten derover, og fandt sin Broder BALDER siddende i Høisædet. Han forblev der Natten over og rygtede sit Ærende. Dets Udfald see ved Balder! Ved sin Bortreise fik han af BALDER Ringen DRUPNER at bringe ODIN til Amindelse. Der talede han og med sin Broderkone NANNA, der godvillig havde fulgt sin Mand i Døden, og medgav ham ligeledes et Mindetegn til FRIGGA; og efter saa vel forrettet Ærende reisde HERMODER igien til ASGAARD, og fortalde Udfaldet paa sit Eventyr. Han blev desuden efter Fablen ofte brugt af ODIN at forrette hans Ærender paa JORDEN, som han hurtig udrettede, og kaldes derfor DEN SNARE (hiin huate).
HERMUNTHRUDE
en Skotsk Dronning af utrolig Stolthed og Overmod. Hvorledes hun blev gift med den Jydske Konge AMLETH, og efter hans Død uagtet hendes pralende Kydskhed og Løvte om ei at overleve ham, overgav sig godvillig til hans Banemand SOLVE, see Amleth!
HERTA eller HERTHUS
under dette Navn dyrkedes efter TACITUS Beretning JORDEN af de i det nordlige TYDSKLAND og vort DANMARK i hans Tid boende 7 SVEVISKE FOLK REUDIGNER, AVIONER, ANGLER, BARINER, EUDOSER SVARDONER og RUITHONER (NUITHONER). Hendes egentlige Sæde var paa en Øe i ØSTERSØEN, hvor Præsten foregav, at hun opholdt sig i en Lund saa hellig, at ingen uden han maatte komme derind, og kostede hendes Beskuelse disse Stæders Betrædelse enhver som Hendelse eller en ublid Skiebne førde derhen, Livet. Hendes Huus var, som alle Svevers, en tildækket Vogn, og, naar Præsten mærkede hendes Nærværelse der, kiørede han hende om i Landet at besøge Folkene. Hun blev da trukket omkring af Køer, og i al den Tid hun reisde om, var lutter hellige Dage, Fred, Lystighed og Glæde overalt, indtil Præsten foregav, at hun nu var kied af Menneskenes Selskab, og lod hende føre hiem. Inde i Skoven var en Søe, og i den blev ved Hiemkomsten Vognen og, som man meenede, Gudinden selv vasket af nogle Slaver, som straks efter druknede i samme Søe; Og forvoldte dette sidste en skræksom og hellig Ærbødighed for de Stæder, som ingen kunde see uden at omkomme. Denne HERTHA eller JØRTH have en Deel giort til ODIN HEREMODs Søns Kone, og meenes hendes Dyrkelse at have vedligeholdt sig indtil det 4 Aarhundrede, da den enten er bleven afskaffet eller fordunklet ved den SAXISKE ODINs.
HERVOR eller HERVORA
en Dotter af ARNGRIMs Søn ANGANTYR og BIARTMAR JARLs Dotter SVAFA, blev efter Faderens Død født hos Morfaderen, som mange raadede at lade hende dræbe, men han vilde endelig opdrage hende i Mangel af mandlig Afkom, øsde Vand paa hende og kaldte hende HERVOR. Her blev hun opdraget, lagde sig efter Bue og Pile, blev i Tiden en vældig Skioldmøe, og, da Bedstefaderen satte hende til rette, flyede hun til Skoven, hvor hun byggede sig en Bolig, og for at sanke Rigdomme dræbde og plyndrede Folk. Jarlen drog da ud mod hende i Skoven, og efter en tapper Modværge fangede og førde hende hiem, hvor hun skiøndt uvidende om sin Herkomst forblev nogen Tid i Roe; men de en Træl havde bebreidet hende, at hun ikke maatte faae sin Herkomst at vide, fordi hun kun giorde ondt, og fordi hendes Fader var en af Jarlens Hyrder, som havde besvangret hendes Moder, løb hun til Bedstefaderen, fik lokket ud af ham, at hun var den berømte ANGANTYRs Dotter, som var bleven dræbt i Tvekamp og begravet ved MUNARVOG paa SAMSØE, reisde bort i Mandsklæder og Rustning, og kom til nogle Søerøvere, som hun under Navn af HERVARD gav sig i Selskab med, blev tilsidst deres Anfører, sværmede vidt omkring med dem, og kom endelig til SAMSØE. Her bad hun sit Selskab om Tilladelse at gaae i Land under Paaskud, at der i en Grav paa Øen skulde forefindes store Rigdomme. Hun fik og Forlov, og, uagtet man forestillede hende, at der spøgede, og nogle onde Aander giorde det værre der om Dagen end andensteds om Natten, roede i Land ved MUNARVOG. Der traf hun en Hyrde, som advarede hende om Faren, og sagde: at han vilde gaae hiem, fordi det var farligt at opholde sig her ud paa Aftenen. Hun spurgde ham om HIORVARDs Grav, og fik til Svar: at det var gal Mands Arbeide at overnatte der, fordi der spøgede, og store Ildflammer svævede omkring. Vel tilbød hun ham sit Halsmykke for at vise sig Vei; dog torde han ikke, og da det ved Solens Nedgang tordnede, og der gik Ild af Gravhøien søgde han i Angest af alle Kræfter til Skoven. Dette Syn giorde derimod ingen Indtryk paa HERVOR; Hun travede om mellem Ilden til den største Grav, som var hendes Fader ANGANTYRs, kaldte paa ham, og bad om hans berygtede Sværd THYRSING, som havde tilhørt SVAFURLAMI, og var forfærdiget af Dvergen DVALIN. ANGANTYR vaagnede da op i Graven, og holdt med hende en Samtale, som er Indholdet af en deilig Sang i HERVARAR SAGA, hvori han foreholdt hende dette rosende Foretagende, nægtede at have Sværdet, og bad hende søge til Skibene igien. Dog skiøndt Graven aabnedes og udskiød stærke Ildflammer, forblev hun, og uagtet Faderens Forsikring, at dette Sværd vilde nesten ødelægge hendes heele Afkom, overhængde hun ham dog, indtil hun fik det, dog med Formaning at vogte sig for begge ders Egge, som var forgiftede. Hun sagde derpaa Farvel til hendes Faders Gienfærd, kom til Stranden, og saae ved Dagbrækningen, at alle Skibene vare borte; thi Søerøverne var skræmte bort af Tordenen og Ilden. Hun maatte da forblive paa Øen, indtil hun fandt Leilighed at komme bort, flakkede længe om, og kom endelig til den gamle Konge GODMUNDR i GLÆSISVELLUR, hvor hun under sit paatagne Navn forblev Vinteren over. Der hialp hun eengang Kongen til rette i Skaktavle, da han havde slemt Spil, og, da imidlertid en af Hoffolkene drog THYRSING ud, som hun under Spillet, havde lagt fra sig, og rosede det, hug hun ham ihiel, fordi dette Sværd, hver Gang det blev trukket, stedse vilde have Mandeblod. For denne Gierning maatte hun flye derfra; men blev dog siden gift med GODMUNDRs Søn HØFUDR, som hun længe levede med, og fødde 2 Sønner ANGANTYR 3 og HEIDREKR, af hvilke den sidste især lignede Moderen i Stivsindighed, og andre slemme Egenskaber, og derfore havde hendes fortrinlige Yndest. See Heidrekr!
HIALMAR HIIN HUGPRUDE
en af den Svenske Konge YNGVEs Kæmper. Da ANGANTYR 1s Broder HIORVARDR i Selskab med sine Brødre friede til YNGVEs Dotter, stod han og forlangede hende af Faderen fremfor disse fremmede, der kun vare bekiendte af deres Ondskab og Voldsomheder. Faderen tvivleraadig henstillede det da til sin Dotter, som valgde HIALMAR. Herover blev han udfordret at møde ANGANTYR og hans Brødre i Kamp paa SAMSØE; Der mødte han dem og tilligemed ORVAR ODDER eller ODDUR HIIN VIDTFØRLI, som han var i Fostbrødrelag med; (See Orvar Odd!), men døde der af sine Saar.
HIALTE eller HOTT
en Bondekarl, som ved ROLF KRAKES HOF stedse blev foragtet af Hofmændene, indtil den berømte Kæmpe BIARKE tog sig af ham, hævnede de ham paa AGNARs Bryllupsfest tilføiede Fornærmelser, gav ham Biørneblod at drikke, og dannede ham til en modig Kriger, hvoraf han fik det Navn HIALTE (Helt). Han gik i Fostbrødrelag med BIARKE, fulgde ham paa hans fleeste Eventyrer, (see Biarke) og er især bleven bekiendt for sin Troskab mod ROLF KRAKE, som han og ofrede sit Liv for at forsvare mod hans forræderske Syster og hendes Mand HIORTVAR, see Rolf! Ved SKULDs Natlige Overfald paa ROLF, befandt HIALTE sig ude paa Landet hos en Frille, som han tilbragde Natten med. Allarmen og ROLFs Beskyttelse kaldte ham da fra Vellysten; men før han forlod hende, spurgde hun ham, hvor gammel den Mand maatte være, som hun skulde tage, ifald han omkom? Deels for at straffe hende for dette udelikate Spørgsmaal, og deels, at ingen skulde elske hende efter ham, afbeed han hende Næsen, gik derpaa i Striden, og faldt ved sin elskte Konges Side.
HIARNE
en berømt Skiald af Jotisk Herkomst giorde den bedste Gravskrivt over FRODE 3 FREDEGODE, og kom ved den i saadan Anseelse, at JYDERNE, som ved denne Leilighed tænkde at afkaste DET DANSKE AAG, udvalgde ham til Konge. Dog FRODE havde efterladt sig en Sønnesøn FRIDLEV 3, som bekrigede HIARNE, og tilstod ham kun Fred, om han godvillig nedlagde Kongeværdigheden. HIARNE valgde da Striden, men blev overvundet og flyede til JYLLAND, sankede der en nye Hær, men blev atter slaget, og flyede til den efter ham kaldte i HORSENS FIORD beliggende Øe HIARNØE. Efter den Tid manglede han Magt til aabenbare at bestride FRIDLEV. Han greb da til List, kom forklædt til FRIDLEVS HOF, gav sig ud for Saltsyder, blev taget i Tieneste og sat nederst. Dog røbedes han ved sine mange i Krigen bekomne Saar, da han nødedes til at bade sig, blev af FRIDLEV nedlagt i Tvekam, og skal ligge begraven i en stor Høi paa HIARNØE. Hans Dronning ALRUNE skal ligeledes være begravet i en Høi paa den efter hende kaldte ALRØE.
HIMMINBORG
et Sted i HIMLEN paa den Kant, hvor den hænger sammen med BIFROST, var Bolig for HEIMDAL Gudernes Vægter.
HIMINBRIOTUR
en af Riisen YMERs Køer, seer Thor!
HILLDUR
en Dotter af HOGNE, see Hedin!
HILLDUR
see Valkyrier!
HILLDUR (1)
see Brynhilldur!
HILLDUR (2)
en Dotter af Kong ERIK og SIGNY (GRYDUR) blev gift med ILLAUGE GRYDARFOSTRE. Hun var meget forfaren i Troldom. Hvorledes hun fortryllede GRIMHILLDUR for at hævne sammes paa hendes Moder SIGNY udøvede Troldom, see Grimhilldur og Signy!
HILLDUR (3)
et Fruentimmer, som om Natten kom til FRADMAR, da han paa Reisen til BIARNELAND med STURLAUGR STARFSAME laae paa Udvagt med Baaden. Da han raabde hende an, svarede hun: at hun hedde HILLDUR, spurgde om hans Navn, og, da hun hørde, at det var FRADMAR, sagde hun: skal jeg troe, at FRADMAR KOL DEN KROGRYGGEDEs Broder er kommen til Landet. Da hun nu fik at vide, at han var just den samme, bad hun ham sette sig over til en nærliggende Øe, fordi hendes Fader var nylig død efterladende sig 3 Døtre, og frygtede hun at faae den sletteste Deel af Arven, om hun kom sidst. Han satte hende da over, og fik til Betaling god Vind i 2 Dage, som siden kom ham vel tilpas, da han og STURLAUGR forfulgdes af BIARMERNE, see Sturlaugr!
HIORDIS eller HIORDYSE
en Dotter af Kong EYLIME i VARVIDTHSYSSEL, gift med Kong SIGMUND, og ved ham Moder til den berømte SIGURD FOSFNERSBANE.
HIORLEIF DEN KVINDEKIERE (den Forliebte)
Konge i HORDELAND og flere NORSKE LANDE, mægtig og krigersk flakkede meget om, og er bleven meget bekiendt for sin Ustadighed og Letsindighed mod det smukke Ki&oslas;n. Paa sine vidtløftige Søetoge kom han eengang til KONGHELLE og havde der sit Telt opslaaet ved siden af den Ringstedske Konge REIDARS, med hvis Søn HERE han indgik et fortroligt Venskab, saa at denne endog foreslog sin Fader at bede HIØRLEIF hiem til Giest. REIDAR troede at dette Bekiendtskab var kun lidet lykkeligt, vilde nødig dertil, men lod sig endelig overtale. Ved sit Ophold der forelskede HIORLEIF sig efter Sædvane i hans Dotter RINGA, fik hende ved Broderens Hielp, og seglede bort med hende, men ved JYLLAND overfaldt ham et Havblik. RINGA kunde ikke taale Søen, døde underveis, blev lagt i en Kiste og slængt over Borde. Ved en Hændelse kastede Havet hende op til SIELLAND ved hendes Fader REIDARs SKIBS–NØSTE, hvor det blev fundet af Broderen HERE, som berettede Faderen det. Begge troede, at HIØRLEIF havde aflivet hende, overfaldt derfor HIORLEIF med en Hær om Natten paa hans Gaard, opbrændte den og bortførde meget Bytte tilligemed hans 2 Dronninger HILLDUR og ASA; men HIORLEIF undgik ved Flugten efter først at have dræbt sin Svoger HERE. HIORLEIF, som igien vilde hævne denne Fornærmelse, seilede kun med et eeneste Skib til SIELLAND, gik alleene til Fruerstuen, fandt der sin Kone ASA, som anstillede sig meget venlig, men af Had for de mange Medbeilersker, han stedse havde givet hende, forraadede ham til REIDAR, der fangede ham, og efter hendes Raad lod ham ophænge mellem 2 Baal. Dog var hans Tid endnu ikke. Hans forrige Kone HILLDUR slukkede Ilden, og befriede ham, hvorefter han giennemstak den sovende REIDAR i hans Høisæde, gik til sit Skib, tog sine Folk med, lod REIDAR ophænge, og sendte den troløse ASA hiem. Derpaa indtog han REIDARs Land, og satte HILLDURs Broder SOLVE til Jarl derover. Tilsidst satte han Livet til paa et Søerøvertog i SVERRIG.
HIORTVAR eller HIARTVAR
en Sønnesøn af Kong JARMERIKs Syster, var Jarl paa ØLAND, forelskede sig i ROLF KRAKEs Syster SKULDA, som og yndede ham igien, og lod sig godvillig bortføre af ham. Dog gave siden saa vel ROLF som hendes Forældre den Svenske Konge ADELS og Dronning YRSA, deres Minde til, at de maatte blive sammen; Ja ROLF giorde ham endog til Underkonge i SKAANE imod at betale Skat. Dette fortrød den høimodige SKULDA, saa hun fik HIORTVAR overtalet til at forraade ROLF. Han fik derfor af denne Konge Tilladelse til at sidde inde med Skatten i 3 Aar og efter den Tids Forløb at udbetale den paa eengang. Disse Penge anvendte HIORTVAR til imidlertid at forsyne sig med alle de Folk og Vaaben, han behøvede til sit Forehavende, og rustede sig af al Magt. Det 3 Aar kom han ved Juel under Venskabs Skin til LEIRE med mange slemme Folk, som han allevegne fra havde draget sammen, paa en Mængde Skibe, som han foregav at have Skatten inde, uagtet de førde kun Folk og Vaaben. ROLF sendte Vogne ned at afhente Skatten, men HIORTVAR lod Kudskene binde, læssede med Vaaben, overhyllede dem med Dækker, og satte Krigsfolk derpaa. Da imidlertid ROLF med sine Kæmper overgav sig til Drik og Lystighed, og vare faldne i Søvn, listede HIORTVAR sig ud fra Giestebudet. Han bad at indlade sine Vogne, som just da ankom, og, da dette skeedte, lod han staks angribe de drukne og halvsovende DANSKE. Imedens formeredes Antallet paa hans Folk, som overvældede og dræbde ROLF med alle sine. See Rolf! Kuns een af ROLFs Kæmper VOGGO, blev tilovers. Hvorledes HIORTVAR straks efter af denne, som han forundret over ROLFs Kæmpers Troeskab havde taget i Tieneste, blev dræbt, see Voggo!
HIORVARD
en Norsk Konge, havde 4 Koner, med ALFHILD avlede han HEDIN; den anden var SÆREIDUR, som han havde HUMLOUGUR med. Af den 3 SINREAD havde han HYMLINGUR. Derefter giorde han Løvte at ægte det deiligste Fruentimmer, som befandtes at være Kong SVAFNIRs Dotter SIGURLIN, der blev opfødt af SVAFNIRs Jarl FRANMAR tilligemed hans egen Dotter ALOF. Han sendte da sin Jarl IDMUND med hans Søn ATLI hen at frie til SIGURLIN, som efter en heel Vinters Ophold der endelig fik Afslag efter FRANMARs Raad, fordi SIGURLIN ikke skiøttede om at ægte en Mand, der forhen havde havt 3 Koner. Dog lod HIORVARD ved dette Afslag ikke Modet falde, og drog selv med dem til SVAFALAND i samme Ærende. Ved sin Ankomst til Landet saae han en sterk opstigende Røg og Brand, hvis Aarsag var, at Kong HRODMAR nylig havde været der, dræbt SVAFNIR og hergiet Landet. HIORVARD drog da derind, og forblev Natten over ved en Aa, som ATLI derpaa gik over, dræbde FRANMAR JARL, og bortførde baade SIGURLIN og ALOF, hvilken sidste han selv fik til Ægte; men HIORVARD ægtede SIGURLIN, og avlede med hende den berømte Helt HELGE HADDINGIA SKATE.
HIORVARDR
en Søn af ARNGRIM og EYVORA, friede i følge sit Løvte ved Julefesten til den Svenske Konge YNGVEs Dotter INGEBORG, som gav hans Medbeiler HIALMER HIIN HUGPRUDDE Fortrinet. Herover udfordrede HIORVARDR ham at møde sig og 11 Brødre i Kamp paa SAMSØE. Da de nu droge derhen, fik HIORVARDR til denne Strid af sin Fader det gode Sværd HROTTE; men blev i Striden dræbt af HIALMARs Medhielper ORVAR OD, og tilligemed alle sine Brødre begravet paa SAMSØE. See Angantyr!
HIRROKIN
en Heks fra JOTUNHEIM, som af Guderne blev hentet for ved BALDERS BEGRAVELSE, at støde hans Skib, som ikke kunde rokkes af Stedet, ud i Vandet. Til denne færd kom hun ridende paa en Ulv, som hun regierede ved et Bidsel af Slanger. Denne var saa uregierlig, at ODIN, da Heksen var steget af, maatte sætte 4 Bersærker til at vogte den; men de kunde ikke styre den uden ved at legge den paa Ryggen. Med liden Møie skiød hun Skibet ud, saa der gik Ild af Kiølen og alt Landet bævede derved. Da THOR alle Jetters Fiende saae dette, vilde han betale hende Umagen med et Slag af sin Hammer; men lod hende dog paa alle Gudernes Forbøn fare i Fred.
HIUKE
see Bil!
HLER
see Æger!
HLIDSCIALF
see Lidscialf!
HLOOK
see Valkyrier!
HLUTUR
en Art Amuleter hos de Nordiske. Holdes og for en Sort smaa Afguder.
HLYN, LYN eller LYNA
FRIGGAs Veninde, var tillige en af Asernes store Gudinder og har dem under sin Varetægt, som FRIGGA vil bevare for Fare.
HNOS
en Dotter af ODDUR og FREYA, saa deilig, at efter hende kaldes alt skiønt og dyrebart.
HOD
see Valkyrier!
HODBROD
en Søn af den Vestgothiske Konge REGNER og SVANHVIDE, havde 2 Sønner ATISLE og HOTHER, som han lod opdrage hos den Norske Konge GEVAR eller JOFUR. Efter FRODE 3 Død forbandt han sig med den Svenske Konge ERIK HIIN FRÆKNE mod DANMARK, og indtog en stor Deel deraf. Han var derefter uheldig i sit Frierie til HOGNEs Dotter SIGRUN, som var en Valkyrie, der forhen havde været SVAFA, HELGE HADDINGIA SKATEs Kiereste, nu var født paa ny, og foretrak ham den berømte HELGE HUNDINGSBANE. HODBROD erhvervede sig derefter stor Berømmelse ved sine Krige i AUSTURVEG, bekrigede derpaa den Danske Konge ROE, og overvandt ham i 2 Feldtslag, dræbde ham i det 3die, og rustede sig mod dennes Broder HELGE, men blev af ham fældet. See Helge Hundingsbane!
HOFVARPNIR
Gudinden GNAs Hest, som hun rider paa overalt for at udrette FRIGGAs Ærender.
HOGEN eller HOGNE
en Søn af HAMUND og Broder til den ulykkelige HAGBARTH. Hvorledes han var med denne sin Broder hos Kong SIGAR i SIELLAND. See Hagbarth! Denne sin Broders ynkelige Død fik han at vide i IRLAND, og hvorledes han derefter hævnede den paa Kong SIGAR, see Sigar! Kort efter faldt han i et Slag mod SIVALD.
HOGNE
en Søn af Kong GIUKUNG og GRYMHILLDUR, var Broder til GUNNAR, GUTHORM og GUDRUN, hvis Mand SIGURD FOFFNERSBANE han bidrog til at lade dræbe ved sin Broder GUTHORM. Han var gift med KOSTBERA og havde med hende NIFLUNG. Med sin Broder GUNNAR levede han meget eenig, og hvorledes han deelde Skiebne og Endeligt med ham, see Gunnar!
HOGNI
see Hedin!
HOGNI
Konge i Middelsyssel i Sielland, en Søn af Kong Halfdan 4 og Hvedne; blev i Tiden en berømt Helt, og eiede Rolf Krakes Sværd Sigurliani, som han stedse betiende sig af i Krig. Hans Faders Banemand den Norske Prinds Sorle tilbød ham Bod og Fostbrødrelag, men han afslog det, saa det kom til Slag, hvori hans Broder Hakon og Sorles Fader Erling faldt. Sorle selv faldt om af Saar og Mathed, hvilket bevægede Hogne til at lade ham læge og gaae i Fostbrødrelag med ham, hvorefter de levede i et stadigt Venskab. Hogne ægtede hans smukke Syster Hilldur den smalle, og da Sorle kort efter blev dræbt, drog han ud at hævne hans Død, og skal paa dette Tog stedse have seiret, underlagt sig 20 Konger og blevet meget navnkundig. Han giftede den Reidgothiske Konge Hiorvards Dotter Hervor, og indbød kort efter den meget berømte Norske Prinds Hedin, som var kommen til Danmark paa et Drageskib med 900 Mand, til sig. Denne foreslog ham at prøve sig med ham i alle Slags mandige Øvelser. Dette gefaldt Hogne. De prøvede da hverandre Dagen efter i at svømme, fægte, kaste til Maals og mere, og befandtes fuldkommen lige. De indgik da i Fostbrødrelag; men Hedin misbrugde hans Giestfriehed paa det nedrigste; thi, da Hogne var i Kongestevne bortførde Hedin hans Dronning og Dotter Hilldur, og aflivede den første grusom. Hvorledes dette derefter befordrede begges Død, see Hedin!
HOLGE eller HALOGE
see Loge!
HOLMGAARD
saa kaldtes i de ældste Tider et Stykke af det nu værende RUSLAND, som grændsede til FINLAND (JOTUNHEIM) og indbefattede det nu værende NOVGORODSKE indtil den FINSKE BUGT og LADOGA SØEN. Det toges og i en vidtløftigere Meening og indbefattede HOLMGAARD IN SPECIE (NOVGOROD) KÆNUGAARD (KIOV) og PALTESCIA (POLOCZ). Det kaldtes og efter dets sidste Stavelse GARDARIKE. Hovedstaden kaldtes og HOLMGAARD.
HORGABRUD
kaldtes de halv for Gudinder anseete i RYE for Hellighed komne Præstinder, beboede DISARNEs eller GUDINDERNEs især FREYAS TEMPEL, og forrettede Mennskeoffringerne. For Resten henbragde de deres Liv i Vellyst, Magelighed og Bestandige Giestebudde rigelig forsørgede af Folket. THORGERD en Dotter af HALOGE, HELGELANDs første Beboer, var blant dem særdeles berømt, og dyrkedes især i de senere Tider tillige med sin Syster YRP af HAGEN JARL.
HORST
førde med sin Broder HENGST ANGLERNE til ENGELAND, og blev der i et Slag dræbt af Prinds VORTIMER. See Hengst!
HORVENDIL
en Søn af den Jydske Kong GERVENDIL og Broder til FENGO, stod først under den Angligske Konge REREKs Formynderskab, og skiftedes siden med sin Broder efter de Tiders Sædvane hver 3 Aar at regiere til Lands og til Vands. HORVENDIL blev i sit Søeregimente meget navnkundig. Ved en Øe midt i Havet mødte han den berømte Norske Konge og Søerøver KOLLE, som søgde at efterligne ham og forhverve samme Roes. Af en Hændelse gik begge i Land, traf hverandre i Skoven, og bleve eenige om en Tvekamp paa Vilkaar, at Seierherren skulde give den overvundne en anstændig Begravelse. Kampen varede længe. Endelie kastede HORVENDIL Skioldet fra sig, huggede med begge Hænder, afhug KOLLEs høire Been, og lod ham begrave. Derefter forfulgde og ihielslog han KOLLEs for Søerøverie berømte Syster SELLA. Tre Aar plyndrede han saaledes i Søen, sankede store Skatte, som han ved Hiemkomsten gav det fornemmeste af til sin Formynder REREK, som han kom i stort Venskab med, ægtede hans Dotter GERUTH, og avlede med hende den bekiendte AMLETH. Hans Bedrivter, Berømmelse og Magt opflammede endelig Broderen FENGOs Misundelse, saa han dræbde ham og ægtede hans Enke GERUTH. Hvorledes Sønnen AMLETH derefter hævnede hans Død, see Amleth!
HOTHER
en Søn af Kong HODBROD og GYRITHE, blev opdraget i Norge hos Kong GEVAR eller JØFUR i RINGERIGE, hvor han vældig tiltog i Kræfter og Legems–Øvelser, som svømme, skyde med Bue og brydes. Især havde han lagt sig efter Musik, og var Mester i at spille paa Lire, Harpe, Hakkebret, og kunde dermed opvække Følelser efter Behag. Ved alle disse Egenskaber indtog han GEVARs deilige Dotter NANNA, saa hun af Kierlighed til ham endog gav ham Fortrin for Halvguden BALDER, som ved at see hende nøgen havde forelsket sig i hende. Herover kom HOTHER i Strid med BALDER og hans Fader den SAXISKE ODIN. Da han engang var paa Jagt, blev han af Taage forvildet i Skoven, og traf der i et Skovhus nogle Jomfruer, som sagde: at de vare VALKYRIER, bivaanede alle Feldtslag, og bestyrede de stridendes Skiebne. Disse fortalde ham BALDERs Kierlighed, og fraraadede ham at stride mod BALDER som en Halvgud, men forærede ham tillige en Kiole, som ingen Vaaben kunde bide paa, hvorpaa de forsvandt tilligemed Huset. Ved Hiemkomsten fortalde han dette Syn for sin Fosterfader, og begierede tillige hans Dotter, men af Frygt for BALDER turde han ikke give ham Løvte paa hende. En Vildmand kaldet MIMRING eller MIMER i FINMARKEN eiede et fortryllet Armbaand, der stedse giorde sin Eier rigere, og tillige et kosteligt Sværd, det eneste, BALDER kunde dræbes med. GEVAR sendte da HOTHER afsted for at bemægte sig samme; han begav sig og paa Reisen i en Slæde med Rendsdyr for ad en kold lang og besværlig Vei, ogslog sit Telt i Nærheden af MIMERs, som han fangede, og aftvang ham begge Dele. Den Saxiske Konge GELDER, BALDERs Ven, befrygtende, at HOTHER herved skulde blive for mægtig, overfaldt ham med Krig. GEVAR havde i Forveien advaret HOTHER, og raadet ham til i Slaget kun at lade sine Folk afbøde, og, naar GELDERs Folk havde forskudt sig, at skyde og kaste Hager paa Skibene for at fordærve dem og Fiendens Skiolde og Hielme. Dette Raad fulgde HOTHER, og vandt derved Seier, saa GELDER heisede et lyserødt Flag, og bad om Fred, som han og fik, blev HOTHERs Mand, og Allierede. Ved denne Tid friede den Halegalandske Konge HELGE, som selv ingen Gaver havde til at tale for sig, ved Gesandter til THORA, en Dotter af FINNERNEs og BIARMERNEs Konge CUSO, og fik Afslag, fordi han ikke selv torde frie. I denne Handel søgde han Hielp hos HOTHER, som for hans Skyld drog med Flode til NORGE, og ved sin henrivende Veltalenhed overtalede Prindsessen til at ægte HELGE. I denne lange Fraværelse var hans Dødfiende BALDER draget med en Krigshær ind i GEVARs Lande for at frie til NANNA. GEVAR stillede da Sagen til sin Dotter, som vedblev at foragte ham. Neppe havde HOTHER faaet Nys derom, før han i Følge med sin Ven HELGE og GELDER kom med en Flaade mod BALDER. I denne Strid blev BALDER hiulpet af sin Fader ODIN og Broder THOR, hvilken sidste med sin Hammer giorde et stort Nederlag paa hans Folk. Alt maatte falde for hans Slag, indtil HOTHER, som var iført en Kiole, ingen Vaaben kunde bide paa, sprang til, og huggede Skaftet af Hammeren. Da Guderne saaledes savnede Bruget af dette kostelige Vaaben, maatte de flye. HOTHER fordærvede BALDERs Skibe, og satte efter ham af al Magt; og kaldtes Stædet siden til Erindring om dette Slag BALDERSHAVN. I Dette Slag mistede Kong GELDER Livet. HOTHER lod giøre et Baal af Skibe, brændte ham og de slagne derpaa, og for at giøre denne prægtige Ligfærd fuldkommen lod opkaste en stor Høi over ham. Efter denne Seier holdt han Bryllup med NANNA til BALDERs store Sorg, og drog med hende til OSTGOTHLAND, men blev kort efter overfaldet af BALDER, og af ham overvundet i et stort Slag, saa han maatte flye til GEVAR. Da HOTHER derpaa arvede OSTGOTHLAND efter ADILS, giorde han Indfald i DANMARK, men blev straks efter overvundet af BALDER, og maatte flye til JYLLAND, hvor han blev Vinteren over, og drog derefter allene ubekiendt til OSTGOTHLAND, hvor han efter adskillige Beklagelser for Landets Store over sin udblide Skiebne blev kied af Verden, og begav sig til ubeboede Stæder, hvor han i Eensomhed overgav sig til Græmmelsen, undtagen naar han imellem paa et Bierg holdt Thing med sine Undersaatter; men opvakde og derved lydelige Klager hos dem. Eengang traf han paa sine eenlige Vandringer i uveisomme Skove atter VALKYRIERNE i en Hule, som spurgde om Aarsagen til hans komme, og, da han fortalde sin slette Krigslykke, og forekastede dem deres bedre Løvter, som de ikke havde holdt, opmuntrede de ham, og lovede ham Lykke mod BALDER, om han kunde bemægte sig en for denne Rival bestemt meget sød og kraftig Spise. Heraf fik han atter Lyst til at maale sig med BALDER. Hærene mødtes, og et Slag holdtes med lige Lykke. Natten giorde Ende paa Striden. Af Bekymringer for den kommende Dag kunde HOTHER ikke sove, og gik ud om Natten at bespeide BALDERs Hær. Underveis mødte han 3 NYMFER, hvis Fodspor dryppede af Honningdug, kommende ud fra BALDERs Telt, hvorhen de havde brugt den omtalte kostelige Mad; han fulgde deres Spor, som han kunde lugte, kom til deres Bolig, gav sig ud for en Harpespiller, og fornøiede dem med sin Musik. Der tillavedes den kostelige Spise af Giften, som dryppede af 3 ved Halen ophængte Hugormes Mund. De vilde give ham noget af Maden, men den ældste Syster forbød dem derved at bestyrke BALDERs Fiende. Han fik den og ikke uagtet alle gientagne Forsikringer, at han ikke var HOTHER, men en af hans Følge. Dog gave de ham et prægtigt Belte og en Pengekat, som skulde giøre ham seieriig. Paa Hiemveien herfra mødte han BALDER, og gav ham et dødeligt Saar, der opvakde lige saa stor Sorg i BALDERs Hær, som Fryd og Glæde i HOTHERs. Dette Saar blev BALDERs Bane, og skildte HOTHER ved denne farlige Rival. Noget efter døde og BALDERs Fader ODIN; men havde i Forveien efter Finnen ROSTIOPHs Raad, for at hævne BALDERs Død avlet med den Russiske Prindsesse RINDA en Søn BOE, hvilken han som en Pligt havde befalet at hævne sin Broder. HOTHER troede nu at kunde leve i Fred og slaae sig til Roe, da hans tro Fosterfader GEVAR om Natten forrædersk blev indebrændt af sin troløse JARL GUNNAR, hvordan HOTHER drog mod GUNNAR, fangede ham, lod ham levende brænde, og indsatte GEVARs Sønner HERLIT og GERIT i deres fædrene Rige. Nogen Tid efter blev han overfaldet af ODINs føromtalte Søn BOE med en stor Hær. Spaamændene forkyndte ham Døden i denne Strid. Dette forestillede han Folket til Thinge, og bad dem at udvælge hans Søn REREK til Konge, da han i saa Fald vilde sorgløs gaae Døden imøde. Denne Bøn blev ham tilstaaet, og kort efter faldt han i Strid mod BØE, og blev begravet i en Høi, som endnu vises ved SVEISTRUP i JYLLAND, under Navn af KONGENS HØI.
HOTT
see Hialte!
HOUGA DROTTEN
see Odin!
HOUGS OLD
den Tid i DANMARK, da man begrov de Døde i Høie, der vare indrettede indvendig som Huse. Den kom efter BRUNA–OLD, da man brændte de døde, som i Hougsolden derimod bleve begravne heel og holden med deres Skatte mellem Beenene, og Stundom deres Venner i Fuld Rustning omkring et Bord. FREYR skal have været den første, som man efter SNORREs Beretning begrov paa denne Maade. I DANMARK var Kong DAN MYKILLATI den første, som indførde denne Skik, og efter hans Eksempel brugdes siden i DANMARK Jordhøie, hvori man indsatte Liget med Klæder, Rustning, Hest og bedste Prydelse, hvilken Begravelses–Maade brugdes meest til de fornemmere, og vedblev til KRISTENDOMMEN.
HRÆSUELGUR
see Asensluger!
HRANE
under dette Navn kom ODIN til ROLF KRAKE. See Rolf Krake!
HREIDMAR
en riig Bonde vel forfaren i Troldom, blev en Dag besøgt af ASERNE ODIN, LOKE og HEINER, som underveis havde truffet hans Søn OTTUR i en Odders Ham i en Aa, hvor LOKE havde dræbt ham med en Steen (see Ottur!), og nu førde hans Skind og dens Laks, som han havde i Munden, da han dræbdes, med sig ind til Bonden. De begierede Herberg hos REIDMAR med Tillæg, at de selv havde Kaast visende ham deres Bytte. Herover kaldte han sine Sønner REIGENN og FOFFNER, fortalde dem, at deres Broder, som i en Odders Skikkelse pleiede at fange Fisk med Munden og bringe dem hiem til sin Fader, var bleven dræbt, og gik dette Mord ham nær til Hierte. Sønnerne gik da til ASERNE, og fortalde dem, at de i Odderen havde dræbt deres Broder. Aserne tilbød da HREIDMAR i Bod for hans Søn saa mange Penge, han vilde begiere, og eenedes endelig om at give ham saa mange, som behøvedes at fylde Bælgen og Skiule den rund omkring med. For at faae saa mange Penge blev LOKE af ODIN sendt til SVARTALFHEIM at fange Dvergen ANDVARE og bemægte sig hans Skat og Ring. (See Andvare!) Dette udrettede LOKE, bragde Skatten til HREIDMAR og bedækkede Huden dermed. Efter Indbydelse besaae HREIDMAR Huden, og fandt et Haar, som ikke var skiult. Dette bedækkede de med ANDVAREs berygtede Ring (ANDVARA NAUT), som efter Dvergens i Vrede over dens Tab afsagde Dom, stedse skulde volde sin Eier Døden. I det samme greb ODIN sit Spyd og LOKE sine Skoe, som han meget hurtig kunde fare over Land og Vand med, og, da de ved disses Besiddelse var sikker for al Slags Efterstræbelse, ønskede ODIN, at ANDVARES DOM stedse maatte opfyldes, hvilket og derefter skedte med HREIDMAR og hans heele Slægt; thi efter ASERNEs Bortreise forlængede Sønnerne REIGENN og FOFFNER Deel i Skatten, og da det blev dem nægtet, sloge de Faderen ihiel, og bemægtede sig Skatten, som derefter blev begges Ulykke. See Reigenn og Foffner!
HRIMTHUSSER
en Sort KÆMPER, som ALFADER med Guderne opholdt sig hos før Verdens Skabelse. De vare avlede af Riisen YMERs Been; men da YMER blev dræbt af AURGELME, flød hans Blod i saa store Strømme, at alle HRIMTHUSSERNE druknede deri undtagen BERGELMER, som alle seenere HRIMTHUSSERNE nedstammede fra. De vare Gudernes bestandige Fiender, og skulde ved RAGNAROKR under LOKEs Anførsel bryde ind i HIMLEN, og forene sig til Strid med Gudernes øvrige Fiender paa Marken VIGRIDR. See Ragnarokr!
HRINGHORNE
Guden BALDERs Skib, som hans Liig skulde brændes paa, men kunde med al Magt ikke bevæges af Stædet, førend Heksen HIRROKINN kom til Hielp. See Hirrokinn! det var det største af alle Skibe i Verden.
HRIST
see Valkyrier!
HROKUR
en Søn af den Fyhnske Jarl SÆVIL og SIGNE, HELGEs og ROEs Syster, blev efter sin Fader Jarl i FYHN, og lod sig af sin Moder SIGNE, som var fortrydelig over, at man havde nægtet hende en kostbar Armring, der i Skifte tilfaldt ROE, og at hun og hendes Mand ingen Deel havde faaet i Riget efter FRODEs Død, opegge til at drage til Kong HELGE og af ham at fordre Ringen og en tredie Deel af DANMARK. Det sidste afslog HELGE, og viisde ham, hvad Ringen angik, til dens Besidder ROE. HROKUR reisde da til ROE, blev vel modtaget, og forblev hos ham nogen Tid. Eengang, da de var taget ud til Søes, og seglede langs med Landet, bad han ROE for deres mellemværende Slægtskabs Skyld om Ringen, men fik Afslag. Derpaa bad han blot at besee den, om den var saa kostbar, som Rygtet gik om den. ROE var da godtroende nok til at flye ham den; men neppe havde HROKUR faaet den i Haanden, før han kastede den langt ud i Vandet, sigende: den var saa kostbar, at han intet rarere nogensinde havde seet, og derfor skulde ingen af dem eie den. Herover blev ROE forbittret, beskyldte ham for at være en ond Mand, lod hans Fødder afhugge, og sendte ham hiem. Saasnart HROKUR var bleven lægt, søgde han Hævn, drog med en Hær til BRITTANNIEN, overfaldt og dræbde ROE i et Giestebud, indtog hans Rige, og begierede hans Enke OGN til Ægte af hendes Fader. OGN gav efter for Nødvendigheden, fik sin Fader til at give sit Minde dertil, og gav ham selv Løvte paa Vilkaar at HROKUR skulde bie, indtil hun havde født det Barn, som hun var frugtsommelig ved ROE med; men imens sendte hun Bud til sin Svoger HELGE, lod ham vide sin Afskye for dette Givtermaal, og fik Løvte om Hielp. Denne greb begierlig Leilighed til at hævne sin Broder, og kom til BRITANNIEN. Der overvandt og fangede han HROKUR, skienkede ham vel Livet, men lod tillige Hænder og Fødder bryde paa ham, at Livet skulde være ham til større Skam og Plage end Døden selv.
HROLF fra BERGE eller BIERGET
var en Søn af Jotneren SVADA paa DOVREFIELD, og regierede i HEDEMARKEN, som han havde arvet efter sin Farfader Kong EISTEN. Han reisde til JOTUNHEIM, og bortsnappede der ved et stort THORARBLOT (Offerfest) Kong THORS Dotter GOE eller GOIA, og da Brødrene NOR og GORE droge ud at opsøge hende, og overfaldt ham for at faae hende tilbage, drog HROLF dem i Møde, og udfordrede NOR til Enekamp, men blev overvundet. Dog blev han tillige forligt med sin Fiende, beholdt GOE, og gav NOR igien sin Syster HODDA.
HROLF NEFIA
en af STURLAUGR STARFSAMEs Følge. See Hrutnefia!
HRONN
see Eigthirme!
HROSHARSGRANE
under dette Navn opfostrede ODIN DEN ANDEN STERKODDER og Kong VIKAR paa Gaarden ASK paa Øen FENRING i HORDALAND. See Sterkodder!
HROTTA
et kosteligt Sværd, som HIORVARDR fik af sin Fader ARNGRIM at bruge i Striden paa SAMSØE mod HIALMAR HIIN HUGPRUDE og ODDUR HIIN VIDTFØRLI. See Angantyr!
HRUGNER
en Kæmpe Kæmpe i JOTUNHEIM, blev en Dag besøgt af ODIN paa hans Hest SLEIPNER. ODIN rosede denne Hest overmaade, og sagde: at der fandtes ingen bedre. Dog paastod HRUGNER, at hans egen Hest GULDFAXE var meget bedre, sprang op paa den, og lovede at betale ODIN sine store Ord. ODIN reed foran saa sterk, at der blev et stort Stykke mellem dem, og HRUGNER forfulgde ham i sin Vrede saa ivrig, at han kom inden for ASGAARDS PORT uden at legge Mærke dertil. ASERNE bøde ham til Giest, HRUGNER indfandt sig i DRIKKESALEN, saae de Skaale, som THOR der den Gang var forreist, pleiede at drikke af, drak af dem alle, blev deraf beskienket og mundkaad, og pralede med at vilde borttage VALHAL, bære det til JOTUNHEIM, nedsænke ASGAARD, og slaae alle Guderne ihiel, undtagen FREYR og SIFF DEN KYDSKE, THORS KONE. FREYA turde skienke for ham. Ja han pralede endog af at uddrike alt deres Øl saa at Taalmodigheden endelig forgik ASERNE, og de kaldede Guden THOR, som ved sin Ankomst blev overmaade vred, tog til sin Hammer, spurgde om Aarsagen til den Skielms Komme, hvorfor FREYA skienkede for ham, og lovede Kæmpen Betaling, inden han slap vel ud af Dørren. Da HRUGNER mærkede, at det blev Alvor, tabde han Modet, foreholdt THOR, at det var ham ingen Ære at slaaes med ham, nu han var vaabenløs, og stevnede ham til Tveekamp paa GRIOTUNARGAARD. Derefter reisde vel HRUGNER hiem i Fred, men frygtede saare for THOR ved Tanken om den forestaaende Kamp. Dog beredede han sig dertil, og forfærdigede paa VALPLADSEN en Mand af Leer kaldet MOKURKALFE, som var 9 Alen høi, men kunde intet passende Hierte finde for denne Person, og maatte derfor sette i ham Hiertet af en Hoppe, som dog ikke blev stadigt i ham, naar THOR kom. HRUGNER selv havde et Hierte af en haard Klippe meget skarpt og trekantet. Hans Hoved var og af Steen saavelsom hans store og tykke Skiold. I Steden for Sværd brugde han en stor Hein, som han bar paa Skuldrene, og i denne Rustning ventede THOR med et bistert Aasyn, dog med saa stor Frygt, at han af Angest skal have ladet sit Vand løbe. Endelig kom THOR ledsaget af THIALFE, som gik hen til HRUGNER, og sagde: Du giør ike vel i alt holde Skioldet for ved dig; thi THOR har alt seet dig, og gaaer ned i Jorden under dine Fødder. Kæmpen skiød da Skioldet under sine Fødder, tog HEINEN i begge Hænder, hørde megen Ild og Torden, og i det samme kastede THOR Hammeren mod ham. Han kastede ligeledes Heinen efter THOR. Begge Dele mødtes i Luften med saadan Magt, saa at Heinet gik i Stykker. Af det eene Stykke ere alle HEINKLIPPER i Verden blevne, det andet traf THOR i Panden, saa han faldt omkuld. THORs Hammer derimod traf Kæmpens Hoved, der gik i tusende Stykker. Han faldt da oven paa THOR, og blev liggende med sine Fødder om hans Hals saa fast, at de ikke uagtet alle ASERNEs Forsøg kunde komme bort, før THORs Søn MAGNE kom til Hielp. Til Belønning derfor fik han af sin Fader HRUGNERs Hest GULDFAXE; men Heinstumpen blev bestandig siddende i THORs Pande. See Thor! MOKURKALFE blev derefter dræbt af THIALFE. See Thialfe!
HRUTNESIA
en Heks kone, som kom til STURLAUGR STARFSAME, da han paa sin HUNDINGIALANDISKE Reise efter BØFFELDYRSHORNET laae med Baaden paa Udvagt om Natten. Han hørde hende gaae paa Steenene ved Stranden, saa Ilden fløi deraf; og havde hun et stort Hugspyd i Haanden, som STURLAUGR frygtede. De raabde hverandre an, sagde deres Navn, og bleve eenige om, at hun skulde give ham Hugspydet, om han vilde skaffe hende HROLF NEFIA at see, som hun havde hørt skulde være i STURLAUGRAs Følge og have den største Næse i Verden. Hun gav ham da Spydet, der kunde blive stort og lille efter Behag, kom altid af sig selv tilbage, og kunde giennemhugge alt. Derpaa lovede han at hente hendes kiere HROLF; men holdt det alt for godt; thi, da han havde ved Tilbagekomsten viist hende, at HROLF NEFIA sad paa Biergetoppen, og hun udvildede sit Legem for at gribe ham og nesten havde naaet ham, blev hun af STURLAUGR giennemstukket med Spydet, faldt død om, og kantrede i Faldet hans Baad, saa at STURLAUGR med Møie ræddede sig. See Sturlaugr!
HRYMER
en Riise, der ved RAGNAROKR skulde som Kæmpernes Styrmand bestige det for Guderne fatale af døde Menneskers Negle forfærdigede Skib NAGELFARE, og derefter anføre Kæmperne i den almindelige Strid mod Guderne.
HRYMFAXE
see Riimfaxe!
HUERGELMER, VERGELMER eller OERGELMER
en Brønd under den Rod af Træer YDRASIL, som udbredede sig over NIFLHEIM, var fuld af giftige Slanger. Fra den udflød de øvrige elleve Helvedes Floder SUD, GUNTHRAA, FION, FIMBUL, THUL, SLIDUR, KRIDUR, SYLGUR, YLGUR, VYD, LEISFTUR, og GIØLL eller GIALARSTRØMMEN, foruden endeel andre af den Vædske, som fra Hjorten HIORTEN Eigthirmes Takker neddryppede i HUERGELMER. See Eigthirme!
HUGINN og MUNNINN
to Ravne, der stedse sidde paa ODINs Skuldre i VALHAL, og udsendes af ham over heele Verden, hiemkomme fra Reisen ved Maaltidstid, og berette ham alt, hvad de have seet og hørt, og derfra har ODIN saa megen Viisdom og Kundskab om alt, hvad der gaaer for sig i Verden.
HUGLEIK
en Søn af Leirekongen OLUF (ALEIF) LITILLATI, var Broder til Kong DAN MYKILLATIs Dronning OLUFA, blev efter sin Svoger DANs Foranstaltning opdraget i SKAANE, begyndte først at komme for Orde ved sine Søetoge og ved at nedsætte sig paa GULLAND, hvor han i Kamp fældede de to Svenske Kæmper HØMOTH og HØGRIM, og blev derefter meget vældig og tapper. som den der havde nærmere Ret til Riget end Kong DAN, frygtede denne sidste ham ikke uden Aarsag, og deels for at bortfierne, deels beskiefte ham, satte ham til Regent over de nylig undertvungne ANGLER i det SLESVIGSKE, hvor han derefter blev en meget mægtig Konge. Endda indtil denne Tid skal den af Tacitus omtalte Gudinden HERTHAS DYRKELSE have vedligeholdt sig hos SAXER, ANGLER og flere TYDSKE FOLK, og først, som man meener, være bleven fortrængt af denne HUGLEIK, som og kaldes ANGUL, og er under dette sidste Navn meest bekiendt. Han skal i sine Lande have indført den tredie Odins Dyrkelse og Gudelære, men udgav sig selv i Følge den Lære om Sielevandringen for Odin, og er bekiendt hos disse Folk saavelsom i ENGELLAND og i NORDEN under Navn af den SAXISKE ODIN eller WODAN. Historien og Fablerne have meget forblandet de forskiellige ODINER; især have mange Historier (endog HERVARAR SAGA selv) forvekslet ham med ODIN FREDEIULFs Søn, og tilskrevet ham en stor Deel, af hvad der tillægges denne, og omvendt. Denne ANGUL befæstede sig stedse mere, giftede sig med Saxiske Konge VEGTAMs Dotter ANGELA, forbandt ved nøie Baand, især Religionens, ANGLER, SAXER og JYDER stærkere sammen, blev efterhaanden den mægtigste Regent i JYLLAND, og søgde efter sin Svogers den Danske Konge DAN MYKILLATIS Død, at rive Leirekrone til sig; men fandt en værdig Medbeiler i den tappre uforsagte og veltalende Jydske Konge HOTHER i ELLÆM SYSSEL. (See Hother!) For at udvide sig paa andre Kanter og skaffe sig Midler til Krigen mod HOTHER krigede ANGUL i AUSTURVEG, hvor han først levede i Venskab med den Reidgothiske Konge GEIRØDR, som han siden dræbde, og satte Sønnen AGNAR i Faderens Sted. Det meeste havde han at bestille i RUSLAND, hvor han for at hævne sin kiereste og af HOTHER dræbde Søn BALDER efter Dvergen ROSTIOPHs Raad med megen Møie og mod hendes Villie besvangrede Prindsesse RINDA, og avlede med hende BOE, som hævnede i Fremtiden sin Broder ved at dræbe HOTHER, og fortælles denne hans Handel med RINDA meget fabelagtig af Saxo. See Rinda! Efter 10 Aars Fraværelse kom ANGUL hiem, opslog sin Boepæl i Byen SLESVIG, hvor han siden giorde sig berømt ved Omhue for Agerdyrkningens Fremme. Han bemægtede sig og den Øe FYHN, hvor han skal have anlagt den efter ham kaldte Byen ODENSEE. Der fandt han Ende paa sit urolige Liv, blev dræbt af de DANSKE, og begravet i en Høi. Han ikke alleene udgav sig for ODIN, men kaldte og endeel af sine Sønner efter dennes. Af disse Sønner ere især bekiendte EOMER hans Eftermand i Riget, MILTA blev Underkonge, CASSER fik Øen ALS, ANDESC de vestlige Kyster, FROGER, SIGURLAMI (SVARLAMI) blev Konge, og den meest bekiendte af alle BALDER og hans Broder og Hævner BOE.
HVIT
et Fruentimmer af Finsk eller Jortisk Herkomst og gift med den berømte Kæmpe BIARKEs Farfader den Norske Konge RING. Hun var afskyelig Heks, forjagede sin Stedsøn BIØRN, og regierede med sin Søn FRODE efter henes Mands Død over UPLAND, RINGERIGE og RANERIKE. Sin Stedsøn BJØRNs Sønner slog hun med en Ulvhandske, og forvandlede BIARKE til en Biørn, THORER til en Hund, og ELG FRODE til et Elsdyr, med Tillæg, at de 15 Aar skulde blive i denne Tilstand. Dog skulde BIARKE 3 Gange om Aaret aflægge denne Ham. Endelig kom BIARKE til NORGE for at hævne sin Fader, fangede hende, og lod vel FRODE beholde Riget, men lod hende som en Heks, der ved sit Øiesyn kunde afværge Døden, trække en Sæk over Hovedet og slæbe til døde.
HVIRVIL
Konge i THYE, boede paa ØLAND, gav sig i Forbund med Leirekongen FRIDLEV 3 mod Skjoldmøen RUSLA, som han overvandt tilligemed hendes fem Kæmper BRODDE, BILDE, BUGGE, FANING og GUNHOLM. Disse indgik han derefter i Venskab med, og i Selskab med dem overfaldt SIELLAND, hvor han holdt et Slag med FRIDLEV i den efter ham kaldte HVIRVILS, nu BISSERUPS, HAVN ved HOLSTEINBORG mellem SKIELSKØER og NESTVED. Striden var haard og varede til ud paa Natten. Da lod HVIRVIL binde Skibene sammen med Toug for at holde dem samlet til næste Morgen og fornye slaget; men om Natten huggede BILDE og BRODDE sig løs og seglede bort. Da tilbød FRIDLEV en Tveekamp med ham og de tilbageblevne 3 Brødre. Denne blev modtaget, og der blev HVIRVIL nedlagt af FRIDLEV.
HULD TROLDKONE
en meget berømt Heks i FINLAND (JOTUNHEIM), som for Betaling lod sig bruge til at forgiøre Folk, og blant andre ved sin Finnekonst voldte UPSALAKONGERs VANLANDs og VISBURs Undergang. See Vanland og Visbur!
HUMLE
en Søn af Kong DAN MYKILLATI (efter Saxo af den første Danske Konge DAN) og GYRITHE, blev efter sin Fader Konge over MIDDELSYSSEL I SIELLAND, og forestod tillige RIGET I LEIRE som Formynder for sin Broder FRODE 3 FRIDSAMI. Han blev derefter stødt fra Thronen af sin Broder LOTHER, som havde bekriget og fanget ham. Endelig døde han paa LANGELAND, og skal der ligge begravet i en Høi ved Landsbyen HUMLE.
HUNDINGIALAND
en Deel af NORDHAVETS KYSTER, grændsede til BIARMELAND, og er maaskee det samme som det nordlige JOTUNHEIM (RISALAND).
HYTHIN
en Norsk Kæmpe, paatog sig menneskelig Skikkelse, og bortførde Kongens Søn af THELEMARKEN, fordi han barnagtig havde skiemtet med ham, og satte ham ved Aarerne at roe for sig. I det samme seglede den Danske Konge FRIDLEV, som da feidede i NORGE mod AMUND om Natten over FRØKESUND for at bespeide sine Fiender, hørde 3 Svaner synge i Luften, at nu seglede HYTHIN og lod Kongesønnen roe for sig, og seglede mod ham; men Prindsen advarede ham, at han først skulde søge at opirre HYTHIN; thi da var han lettest at overvinde. Dette giorde FRIDLEV og i en Sang, hvorefter han hug Hænder og Fødder af HYTHIN, forjagede ham, bortførde Prindsen, begav sig derpaa til en Hule i den Søeklint, hvor HYTHIN boede, og giorde sig til Herre over alle Kæmpens samlede Skatte. See Fridlev!
HÆL, HEL eller HELA
en Dotter af LOKE LAUFEIASON og RISEN ANGERBODE, var Syster til FENRISULVEN og MIDGAARDSSLANGEN og af meget afskyelig Skabning. Hendes halve Krop havde en blaa, men den anden halve Deel Menneskenes almindelige Farve. Faderen lod hende mod Gudernes Villie opføde i RISERNES LAND. Derfra blev hun hentet efter ALFADERs Befaling, som derefter nedstyrtede hende i NIFLHEIM, og gav hende 9 Verdener at regiere i det YDERSTE NORD. Der skulde hun anvise Boliger til alle tilkommende fordømte Siele, de nemlig, som i Fred og Roe vare døde paa Sottesengen af Sygdom og Alderdom. Hendes Bolig er var meget vidtløftig af massiv Bygning og forvaret med stærke Jerngitter og Laase. Hendes Sal hedder VEDERVÆRDIGHED, hendes Bard HUNGER, hendes Kniv SULT, Tieneren TIENEREN GANGLARE, (SEENTGAAENDE) Pige GANGLØT (SAGTEGAAENDE) hendes Dørtærskel Aarsag til Fald, hendes Seng Sygdom, hendes Husholder bleggiørende Gienvordighed, og hendes Telt Forbandelse. Hun var DØDENS GUDINDE, troedes at aabenbare sig for de der skulde døe, som for BALDER o. fl. Nogle Danske Ord, som HÆLVEI, HÆLDRIK, HELVEDE o. fl. skylde hendes Navn deres Oprindelse.
HÆNER
see Heinér!
HØDUR eller HAUDER
en af Asernes store Guder overmaade stærk, men tillige stokblind. Han lod sig af den onde LOKE forføre til at kaste som de andre Guder paa den ellers skud– og hugfrie BALDER det for ham fatale Mistiltein, der var det eeneste, FRIGGA havde forglemt at forpligte eedelig til ikke at skade ham, og dette blev BALDERS BANE. See Balder! Gudernes vilde straks hævne det, men turde ikke for Stædets Hellighed. Dog glemde de aldrig HØDER denne Ugierning, der ansaaes for den største, der nogensinde var begaaet paa HIMLEN og JORDEN, og ønskede derfor aldrig den Nødvendighed at nævne hans Navn. Tilsidst blev han dræbt af BALDERs Broder VALE, som da kun var en Nat gammel. Denne HØDER skulde dog efter nogles Meening overleve RAGNAROKR, og derefter sankes med de overlevne Guder og BALDER, som han da kommer i Venskab med, i Sletten IDA. See Ragnarokr!
HØFUNDR eller HAUFUDR
en Søn af Kong GODMUNDR DEN GAMLE i GLÆSISVOL, giftede sig efter sin Faders Raad med ANGANTYRs Dotter HERVOR, der nogen Tid havde i Mandsklæder opholdt sig ved Faderens Hof, og havde med hende to Sønner ANGANTYR og HEIDREKR meget ulige af Gemyt, den første god og fredelig som Faderen, den anden ond og uregierlig som Moderen, som og derfore elskede ham meest. Hvorledes HØFUNDR maatte forvise HEIDREKR for sin Ondskab fra Hoffet, men før Afreisen gav ham endeel gode Raad, som han dog ikke fulgde, og derefter dræbde ANGANTYR, see Heidrekr! Denne HØFUNDR var viis, fredsæl og retfærdig, og saa berømt for sine billige Domme, at endog hans fiendske Søn HEIDREKR derefter valgde ham til at paadømme en Trætte mellem sig og den Reidgothiske Konge HARALD. See Heidrekr!
HØL
see Eigthirme!
