Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte L
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
af Jacob Bærent Møinichen
LAGA
see Saga!
LANDEVÆTTER
et Slags SKYTSAANDER eller SPØGELSER, som troedes at kunde frembringes ved Troldom for at bevare et Lands Kyster. Et Eksempel derpaa findes hos Snorro, da HARALD vilde bekrige ISLÆNDERNE, fordi de havde digtet Nidviser om ham, og sendte en Fin i en Sæls Ham derhen for at bespeide Landet.
LANGOBARDER
en NORDISK FOLKESLAG, som i de ældste Tider boede i JYLLANDs nordlige Egne, og dyrkede sandsynlig ODIN og FRIGGA. Under Kong SNIO nødtes de ved en stor Vandflod efter en anseet Kone GUNBORGs (GAMBARUKs eller GAMBORAs) Raad at vandre ud under hendes Sønner EBBEs og AAGEs Anførsel først til det nordlige TYDSKLAND, hvor de efter Tacitus Beretning boede omtrent ved Kristi Fødsel, og var et ringe men tappert Folk. Deres egentlige Navn var VINULER (VINILER). Men, da de vare i Krig med VANDALERNE, og disse gik til VODAN (ODIN) for at begiære Seier, og fik til Svar, at VODAN vilde give dem Seier, som han ved Solens Opgang først saae, gik VINILERNEs Anførerinde GAMBORA (GAMBARUK eller GUNBORG) til FREA (FRIGGA) VODANs Hustrue, og bad om Seier for VINILERNE; da gav FREA hende det Raad, at VINILERNEs Koner skulde trække deres Haar frem i Skikkelse af et Skiæg, og tidlig om Morgenen med deres Mænd stille sig lige for det Vindue, af hvilket VODAN pleiede at see ud mod Østen. De nu VODAN ved Solens Opgang saae dem, sagde han: hvad ere disse for langskieggede (Langebardi), hvorpaa FRIGGA svarede: at siden han havde givet dem Navn maatte han og give dem Seier, som de og erholdt, og kaldtes siden deraf LANGOBARDER. Efter andre Kaldtes de saa af deres lange Sværde. Siden nedsatte de sig i MAURUNGANIEN, efter mange Omvandringer i ITALIEN, hvor de under ALBOINs Anførsel stiftede et Rige, som endnu efter dem kaldes LOMBARDIET.
LAPPER
et FINSK NOMADISK FOLK, yderst i NORDEN, som allerede ved NORs Tider skal have eiet det endnu af dem beboede Land, som i de Tider kaldtes YMISLAND eller LUNDS LAND. Deres Navn troes de at have faaet ligesom TYDSKERNES SVEVER af deres omflakkende Levemaade. Rimeligviis havde de samme Gudstieneste som BIARMER og JOTER, og vare ligesom tildeels endnu udskregne for Troldom. Mere Efterretning om dem findes i HØGSTRØMs Beskrifning ðfver LAPMARKEN.
LAUDUR eller HLAUDUR
en Søn af den Reidgothiske Kong HEIDREKR og den Huniske Konge HUMLEs Dotter SVAFA, blev opdraget hos sin Morfader HUMLE, og blev i Tiden en tapper og vældig Mand, hvorfore og Fabelen har digtet, at han var bleven født i fuld Rustning. Da hans Broder ANGANTYR havde bemægtet sig Faderens Rige, og holdt sin Fader HEIDREKR et stort Gravøl i Byen DANPSTAD udi Landet ARHEIM, indfandt LAUDUR sig sammesteds med 30 Mænd for at fordre Arv og Land efter sin Fader, og, uagtet ANGANTYR meget venskabelig indbød ham til at dele Festens Glæder med sig, vilde LAUDUR dog ikke gaae ind, men fordrede Halvpart af alt rørligt og urørligt Gods, som HEIDREKR havde eiet. Dette afslog vel ANGANTYR, men tilbød ham dog 1200 Mænd ligesaa mange Heste og Skiolddrenge, og til hver een Møe og en Halskiede, den 3die Deel af Landfolket og en Mængde Guld. Dette meget billige Forslag forkastede LAUDUR, og Forbittrelsen tog saa meget mere til, som man ansaae LAUDUR for en Træl og Horeunge, saa at LAUDUR drog hiem, og ved sin Morfaders og flere Fyrsters Hielp paaførde ANGANTYR med en utallig Hær en svær Krig, i hvilken han først beleirede og dræbde ANGANTYRs tappre Syster HERVOR, som forsvarede en stærk Grændsefestning, og faldt noget efter selv i et stort Slag. See Angantyr!
LAUFEIA eller NAA
en Heks var ved Risen FORBAUTE Moder til LOKE LAUFEIASØN.
LEIFTHRASE eller LIFTHRASER,
see Lyff!
LEIFTUR
en af de elleve NIFLHEIMs Floder, som havde sit Udspring fra Brønden HUERGELMER.
LEIRE
de Danske Overkongers Residents, var først anlagt af ODINs Søn SKIOLD, var i de hedenske Tider prægtig og stor, og havde en stor og berømt Offertempel, hvor Folk hver niende Aar strømmede sammen fra alle Kanter til Julefæsten og holdt et høitideligt Offer, der bestod af 99 Heste, Hunde og Haner; ofte ofredes der ogsaa Mennesker. I sin største Velstand havde LEIRE og en Havn, som kunde rumme en heel Skibsflode; men da Kongernes Sæde ved Kristendommens Indførsel forlagdes til ROSKILD, faldt Leire tilbage til sin første Ringhed, og er nu kun en Landsbye ved LETHRABORG i SIELLAND.
LETFOED
en af Asernes Heste, som de daglig brugde til at ride paa over BIFROST for at komme til Gudernes Forsamling under YDRASIL.
LIDSCIALF eller HLIDSCIALF
en prægtig oplyst Sal i HIMMELEN, hvor ODIN havde sin Throne, og fra den kunde overskue hele Verden. Denne Throne maatte ingen bestige uden allene ALFADER, og ingen giorde det ustraffet. Hvorledes FRYR eengang besteg den og blev straffet derfor, see Freyr!
LIF
se Lyf!
LINGE
see Fenrisulven!
LINGE
see Sigurd Foffnersbane!
LIOSALFER eller HVIDE ALFER
see Alfer!
LISER
en Søerøver, som ODIN skaffede den Danske Konge HADDING i Forbund med. See Hadding!
LITTER eller LITTUR
en Dverg, som ved Guden BALDERs Begravelse løb for ASA–THORs Fødder, som, da de andre Guder hver kastede noget paa Baalet, sparkede Dvergen for Rumpen, saa han faldt hen i Baalet, og der blev opbrændt.
LOCHLIN
det Navn hvormed Ossian stedse beregner DANMARK.
LODA
er hos Ossian den samme som ODIN, der dyrkedes i LOCHLIN (DANMARK), og stridede for FRODE med Kong FINGAL i MORVEN, men blev af ham overvundet.
LOVI
BIARKEs Sværd.
LOGE, HALOGE eller HOLGE
var en Søn af Kong FORNIOTUR i JOTUNHEIM og Broder til HLER og KAR, foretog sig med en Sværm af JOTER en Udvandring fra sit Fødeland, drog med dem til NORGE og besatte det siden efter ham kaldte HALOGALAND. Han havde 2 deilige Døttre, som hans 2 Jarler VESET og VIFIL friede til, men han optog dem det saa ilde, at de derover maatte gaae i Landflygtighed. Hans 2 Døttre THORGERD HORGABRUD og YRP bleve i fremtiden dyrkede som Gudinder. Selv var han meget forfaren i Troldom og i stor Anseelse. Efter hans Død belagde man hans Grav med Guld, Sølv, Jord og Stene sammen, og skal SKULE THOSTE have giort et berømt Vers over ham. Han blev og af JOTERNE dyrket som Gud for Ilden. Efter ham menes Løverdag at have faaet Navn.
LOKE I UTGAARD
see Utgardeloke!
LOKE LAUFEIASON eller LOPTUR
en meget tvetydig Person, som og regnedes blant Guderne, uagtet han snarere var en Dievel eller fuldkommen Blanding af Ondt og Godt, stedse i Asernes Selskab, giorde dem alle mulige Skalkestykker, men ligesaa ofte gavnede dem, og hialp dem ved sin uforlignelige Snedighed ud af mangen Forlegenhed. Den Rolle han spillede i VALHAL lignede meget MOMUS′s paa OLYMP, undtagen at LOKE giorde det onde som MOMUS lod sig nøie med at sige. Han var en Søn af Riisen FORBAUTE og Heksen LAUFEIA eller NAAL, og Broder til BILEISTUR og HELBLINDE. Han var af Naturen udrustet med alle legemlige Yndigheder: var stor, deilig, velskabt, indsmigrende og veltalende; men derhos ondskabsfuld, letsindig, ubestandig, skadefro og over al Maade listig. Han var den første Ophavsmand til Vanære og Underfundighed, og eiede nogle underfulde Skoe, ved hvis Hielp han kom meget hurtig afsted over Land og Vand, og undgik mangen Fare. Uagtet alle hans slette Kvaliteter havde dog ODIN indgaaet Fostbroderlag og blandet Blod med ham. Han var gift med SIGNIE, som elskede ham overmaade høit, og fødde ham VALE NARFE (NARI) og flere. Med ANGERBODE en GYGUR fra JOTUNHEIM avlede han til Gudernes Plage og Frygt 3 Børn, MIDGAARDS SLANGEN, FENRISULVEN og HELA (Hel eller Døden), som han mod Gudernes Vidende lod opdrage i KÆMPERNES LAND. Derfra lod ALFADER, som af en Spaadom vidste, at disse Børn skulde blive Guderne til stor Skade, dem hente, kastede MIDGAARDS SLANGEN i Afgrunden, nedstyrtede HEL i NIFLHEIM, og opfødde FENRISULVEN i HIMLEN, hvor den med megen Møie blev tæmmet og bundet. Desuagtet forblev LOKE hos ASERNE, hialp dem ofte, og havde Deel i mange af deres Eventyrer. Saaledes fulgde han THOR paa hans Reise til UTGAARD, see Thor! Ligeledes hialp han Guderne af en stor Forlegenhed med den fornummede Riise, som de efter LOKEs Raad havde for at bygge et af Kæmperne uindtageligt Slot lovet SOLEN og FRIGGA; thi LOKE forvandlede sig til en Hoppe, som Riisens Hest løb efter, ved hvilken Leilighed avledes ODINs aattefødede Hest SLEIPNER, men Bygningen forsinkedes tillige, saa Kæmpen ikke til bestemte Tid kunde faae den færdig, og Guderne efter Akkorden frietoges for den belovede Betaling, see Sleipner! Dog hans Skalkestykker overveiede langt det gode. Saaledes spillede han Guderne et slemt Puds, som han dog nødtes til selv at giøre godt; thi, da han en Dag var gaaet ud i Selskab med ODIN og HEINER, og de gik over Marke og Klipper uden at kunde faae Nattekvarteer, saae han i en Dal en Mængde Okser, hvoraf de slagtede og vilde kaage een; men det var dem plat umuligt at faae den kaagt; I det samme hørde de en Røst fra et Træe, som sagde: at det var i hans Magt, og at de ikke skulde faae den kaagt uden at give ham et Stykke med. De saae da op i Træet, og bleve vaer en der siddende stor Ørn, som de lovede et Stykke, hvorpaa de og fik Kiødet mørt; men da tog Ørnen det allerbedste Stykke. Herover blev LOKE vred, tog en stor Stang, og vilde slaae Ørnen, da i det samme Stangen til hans store Forskrækkelse blev hængende fast med den ene Ende ved hans Haand og med den anden ved Ørnens Ryg. Denne gav sig til at flyve, tog LOKE med, sleed hans Been mod Stenene, og drog ved Stangen i hans Arme, som om de skulde slides ham udaf Livet tillige lovede Ørnen, at han aldrig skulde blive frie, med mindre han forpligtede sig til at lokke Gudinden IDUNA med hendes Æbler uden for Staden ASGAARD. Hertil forpligtede han sig ved Eed, slap frie, og ved Hiemkomsten indbildte Gudinden IDUNA, at han havde seet nogle Æbler langt skiønnere end hendes og bad hende følge ham og tage sine med for at sammenligne dem med de fundne. Hun lod sig og overtale; men, saasnart hun var kommen udenfor, blev hun straks bortført af Kæmpen THIASSE i en Ørns Skikkelse, og bragt i Forvaring til THRYMHEIM. Guderne savnede hende snart og hendes Æbler, som de, naar de begyndte at blive gamle beede i, og straks foryngedes; men nu ældedes de, og ved Tabet af Æblerne truedes med Undergang. Efter adskillige Undersøgelser opdagede man, at hun sidst var gaaet ud af ASGAARD med LOKE. De truede ham da med Piinsler og Død, om han ikke skaffede hende og Æblerne tilbage, saa han lovede at hente hende fra JOTUNHEIM, ifald FREJA til denne Færd vilde laane ham sin Falkeham. Denne paatog han, kom til JOTUNHEIM, da THIASSE var taget ud paa Søen, traf IDUNA allene, forvandlede hende til en Svale, og fløi bort med hende i Kløerne. Staks efter kom Kæmpen hiem, savnede hende, forvandlede sig til en Ørn, og forfulgde LOKE med saadan Hisighed, at han kom ind i ASGAARD med ham, hvor LOKE med Nød blev reddet af de andre Guder, see Thiaffe! I samme Falkeham reisde han og eengang til THRYMHEIM at opspørge THORS HAMMER, som var bleven bortstiaalet. Hvorledes han bragde Bud om den til ASGAARD, og derefter selv forklædt som en Tienestepige geleidede THOR i FREIAs Skikkelse til THRYMER, og ved det anstillede Bryllup fik Hammeren, see Thor! En anden Gang kom han i denne Falkeham til GEIRRAUDURS GAARD, men blev der fanget og indsluttet i en Kiste, hvor han maatte sulte i 3 Maaneder, indtil han lovede at overtale THOR til at komme til GEIRRAUDUR uden Hammer og Belte, see Thor! Et slemt Puds giorde og LOKE THORs Kone Gudinden SIFF DEN KYDSKE ved at afskiære hendes deilige Haar, men lovede siden af Frygt for THOR at skaffe hende et andet af Guld hos DØKALFERNE, der skulde vokse paa Hovedet som naturligt Haar. Han reisde da til de ALFER, som kaldtes IVALLDA SØNNER. Disse DVERGE giorde ham ikke allene GULDHAAR, der voksde paa hendes Hoved, men desuden et Skib SKIDBLADNER, der var det største i Verden, havde stedse god Vind, og kunde sammenfoldes og puttes i en Lomme, og et kosteligt Sværd GUGNER. Disse 3 Kostbarheder bragde LOKE i ny Knibe, da han noget efter vædede med Dvergen BROKUR om sit Hoved, at hans Broder EITRI ikke kunde forfærdige 3 saa kostbare Stykker; thi, da EITRI havde giort Galten GULLINBUSTE, Ringen DRUPNER og Hammeren MIØLNER, drog BROKUR til VALHAL for at indløse sit Vædde; begge Parter valgde ODIN, THOR og FREYR til Dommer, og uagtet LOKE forærede ODIN Sværdet GUGNER, THORs Kone SIFF Guldhaaret, og FREYR Skibet SKIDBLADNER, vare de ham dog imod, og dømde at Hammeren MIØLLNER var det konstigste. BROKUR vilde da tage hans Hoved, men adskillige Indvendinger og LOKEs fortryllede Skoe friede ham længe, indtil Dvergen bad THOR om Hielp, som og greb LOKE. Da raabde LOKE, at han maatte tage Hovedet, men ikke Halsen, hvorover BROKUR med sin Broder ALURs Hielp sammensyede ham Munden med Remmen VARTARE, og siden den Tid var LOKEs Mund stedse sammensyet, see Brokur! LOKE reisde og engang udi Selskab med ODIN og HEINER, og underveis traf i en Aa HREIDMARs Søn OTTUR i en Odders Skikkelse med en Laks i Munden. Ham dræbde LOKE med en Steen. Da han derefter kom i Herberg hos Faderen HREIDMAR, og maatte love ham i Bod for Sønnens Drab saa meget Guld, som kunde bedække Huden af Odderen (see Hreidmar!), blev ODIN sendt ud af LOKE for at skaffe Penge hos Dvergen ANDVARE, som i en Lakses Skikkelse opholdt sig i en Aa. Han drog da til Havgudinden RAN, laande hendes Garn, som hun opfiskede druknede Mennekser med, fangede dermed Dvergen, og slap ham løs paa Vilkaar, at han skulde give ham alt sit Guld, hvorpaa han var overmaade Riig, fik ved denne Leilighed hans Skat, og den berygtede Ring ANDVARA NAUT, og betalde dermed ved Tilbagekomsten HREIDMAR, see Andvare! LOKE kom og med Guderne til Giest paa HLESSØE hos ÆGER (HLER), men, da BRAGA der vilde udelukke ham af deres Drikkelaug, og forsikkrede ham, at Guderne ikke vilde taale ham i deres Selskab, giorde LOKE en græsselig Allarm, saa at BRAGA tilbød ham Gaver for at være rolig, og man endelig jog ham paa Dør. Dog kom LOKE kort efter igien, og bebreidede ODIN, at de engang havde blandet Blod sammen, og da havde ODIN lovet aldrig at drikke uden LOKE drak med. Dette bevægede ODIN, saa han befalede VIDAR at give Plads for ham; Dog herefter blev LOKE lige uforskammet, og udelukkede først BRAGA, da han ved første Glas hilsede alle Guder og Gudinder. Derover kom det til Trætte mellem ham og BRAGA, som truede ham, at hvis han havde FREYRs Kræfter, skulde han straffe ham for hans Kaadmundhed, og bære hans Hoved i sin Haand; og, da hans Kone IDUNA vilde styre til Rette, bebreidede han hende, at han var den ukydskeste af alle, og havde endog favnet i sine med Flid smykkede Arme, sin egen Broders Banemand. TYR bebreidede han, at han havde sovet hos hans Kone uden at give ham Skilling eller Skillings Værd derfor; NIORD forekastede han, at han havde avlet FREYR med sin egen Syster, og at HYMIs Møer havde pisset i hans Mund og brugt ham til Natpotte. FREYR, at han havde skilt sig ved sit gode Sværd for at blive gift med GERDIR. Endog SIFF DEN KYDSKE lod han sig forstaae med at have sovet hos og giort THOR til Hanrey. Ligeledes begegnede han BEYGVIR og BEYLA, som vare i THORs Tieneste, meget foragtelig, og gik endog saavidt tilsidst. at han reent overtraade Giestfriheden ved at dræbe Ægers Tiener FINNAFEINGUR (FIRNAFEING) af Misundelse over den Roes, som Aserne sagde paa ham for hans gode Bevertning og Opvartning, saa at endelig THOR blev forbittret, og jagede ham paa Dør. Da havde han givet alle tilstædeværende sin Tekst, sagde han ÆGER, at han aldrig mere skulde komme til at giøre sligt et Giestebud, og ønskede, at Huset og alt, hvad han eiede, maatte gaae op i Røg og brænde paa hans Ryg, og skal denne hans slette Opførsel være Aarsag til, at han kort efter skiulede sig i FALANGURS FOS for at undgaae Gudernes Vrede. En rigtigere Aarsag til hans Undergang var den sidste og ondskabsfuldeste af alle hans Idrætter, nemlig den Umage han giorde sig for at befordre Guden BALDERs Undergang; Thi, da BALDERs Moder FRIGGA havde taget en Eed af alle mulige Ting i Naturen ikke at skabt denne hendes kiere Søn, besluttede LOKE af Misundelse at fordærve ham, forklædte sig som en gammel Kierling, gik til FRIGGA, og fik af hende udfrittet, at hun havde taget en Eed af alle Ting ikke at skade hendes Søn, undtagen af et eeneste nyplantet Træe østen for VALHAL Mistiltein, som hun for dets Ringhed foragtede. Heraf havde LOKE nok, rykkede dette Mistiltein op, og forførede den blinde men overmaade stærke Gud HØDER til at kaste det paa BALDER, som straks døde deraf. Ved denne Niddingstreg ophidsede han alle Guderne mod sig, men endnu mere ved at forvolde, at BALDER maatte blive i HELVEDE, da han efter HELAs Løvte kunde komme derfra, om alle Ting i Naturen levende og livløse vilde begræde ham, og LOKE omskabde sig til en Heks, som ved den bebudede almindelige Sorg sagde: at hun vilde græde over ham med tørre Øine. Men nu opvaagnede og den længe fortiente Hævn, som LOKE søgde at undgaae ved Flugten. Han forlod Gudernes Selskab, skiulede sig i et Field, og byggede sig der et Huus aabent til alle Sider, hvorfra han kunde oversee alt, hvad der foregik paa Jorden, og i Tide undgaae gudernes Efterstræbelser. Der opholdt han sig og for det meeste i en Lakses Skikkelse udi FRANANGERS (FALAUGURS) FOS. Eengang sad han i sit Huus, studerede paa de Maader Guderne kunde bruge til at fange ham og Midler til at undgaae deres Snarer, tog da Traad, og giorde deraf Fiskergarn, saaledes som Fiskerne siden efter bruge, men mærkede i det samme ODINs og ASERNEs Ankomst for at gribe ham, da de fra LIDSCIALF havde opdaget hans Opholdssted. Straks kastede han Garnet paa Ilden, paatog sin Laxsskikkelse, og søgde efter Sædvane til Floden; men imidlertid opdagede til hans Ulykke den viise KVASER i Asken Spor af det brændte Fiskegarn, meddelede Guderne sin Opdagelse, og opmuntrede dem til at giøre ligesaadan et til at fange LOKE med. Man fulgde hans Raad, og, da Garnet var færdigt, gav sig til at trække dermed. THOR trak ved den eene Ende og alle Guderne ved den anden. Dog undgik den snedige LOKE nogen Tid Faren, saa Guderne 2 Gange trak forgieves. Tredie Gang lod de Garnet gaae til Bunds, og THOR fulgde bag efter. Da vilde LOKE redde sig ved et Spring oven over Garnet, men blev i det samme grebet ved Halen af THOR, og deraf kommer Laxenes nu værende smaa Haler. Tillige fangede de hans Sønner VALE og NARFE, og forvandlede den første til en Ulv, hvorpaa han sønderslede Broderen NARFE, og med dennes Tarme, som i Tiden bleve Jernlænker, bandt Guderne LOKE til 3 flade Klipper, som de havde opreist paa Kanten, hugget et Hul igiennem hvert og stillet saaledes, at en kom til at staae under Skuldrene, og en under Lænkerne og den tredie under Haserne. Over hans Hoved hængde Gudinden SKADA en Slange, hvis Gift drypper draabeviis ned paa hans Ansigt. Hans troe Kone SIGNIE sidder hos ham holder et Fad over hans Hoved, at Giften ikke skal skade ham; men, naar Fadet er fuldt, og hun slaaer Giften af, drypper det imidlertid paa ham, og piner ham, saa at han vaander sig, og brøler, at Jorden ryster, og dette er Aarsagen til Jordskielv. I denne Tilstand maae han forblive til RAGNAROKR. Da kommer han løs, aander lutter Hævn, og i Foreening med sine Børn SURTUR og MUSPELS SØNNER, drager som Anfører for Gudernes arrigste Fiender RISERNE i Strid mod GUDERNE paa Marken VIGRIDR. Der kommer han i Kamp med Himmelens Vægter HEIMDAL i hvilken de falder begge.
LOKER
see Hadding!
LOPTUR
see Loke!
LORMA
et overmaade deiligt Fruentimmer, gift med Kong ERRAGON i INISTHONA, lod sig bortføre af ALDO en af den Morvenske Konge FINGALs Kæmper, og døde af Sorg, da baade hendes Elsker og Mand vare faldne i den derover opkomne Krig. See Erragon!
LOTHER
en Søn af Lejrekongen DAN MYKILLATI (var efter Saxo Konge over heele DANMARK). Hans Broder FRODE 3 kom efter Faderens Død til Regieringen i LEIRE, men før hans Ungdom havde den 3die Broder HUMBLE til Formynder. LOTHER var uretfærdig, hovmodig og ond, gav sig i Krig med HUMBLE og dræbde ham i et Slag. HUMBLEs Svigerfader den mægtige ANGUL, som eftertragtede det heele DANSKE RIGE, anfaldt da LOTHER, som just var i Krig med de Svenske; med disse sluttede LOTHER Fred, og gik imod ANGUL, men blev fanget og dræbt.
LUNDS LAND
see Ymisland!
LYF eller LIF og LIFTHRASER
et Par Folk, som ved RAGNAROKR, naar alt opbrændtes, skulde skiule sig under en Høi, leve af Dugen og frembringe en stor Mængde Efterkommere, af hvilke den nye JORD meget snart skulde befolkes.
LYN eller LYNA
see Hlyn!
LYTER
en Gud, som den Svenske Konge Erik ERIK EMUNDSØN skal have dyrket.
LØFN eller LOFNA
en af Asernes store Gudinder, raadede for den indbyrdes Enighed i Ægteskab, og var saa venlig, mild og god, at ODIN og FRIGGA derfor gav hende Magt til at forlige Elskende, endog, naar de vare komne i største Uenighed. Hun kunde og hos ODIN og FRIGGA forskaffe Mandfolk og Fruentimmer indbyrdes Yndest for hverandre, skiøndt det tilforn var dem nægtet.
LÆDING
see Midgaards–Slangen!
