Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte R
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
af Jacob Bærent Møinichen
RADGRIB
see Valkyrier!
RÆTATOSKUR
en liden Orm, som stedse krøb op og ned af Træet YDRASIL, og førde slemme Avindsord mellem den paa samme Træe siddende Ørn og Dragen NYDHOGGER i Brønden HUERGELMER under samme Træe.
RAGNAROKUR
en af de gamle forventet frygtelig Tidspunkt for Verdens og alle Tings endog GUDERNES UNDERGANG. Den skal begynde med en forfærdelig Vinter (FIMBULVETUR), da Sneen skulde falde fra alle Verdens fire Hiørner med saadan Frost og Storm, at Solen ingen Skin kunde give fra sig, og saadanne tre skulde følge efter hverandre uden nogen mellemværende Sommer. Derefter følger 3 andre Vintre, da alle Ting kommer i Oprør, og Jorden falder tilbage i sit Kaos. Da skal Menneskene uden Hensyn til Slægtskab eller Venskab dræbe hverandre i Fleng, og end ikke de nærmest beslægtede skaane hverandre. Ulven SKOLL skulde opsluge Solen og MANNAGARMER Maanen, Stiernerne forsvinde af Himlen, Træerne oprykkes med Rode, Jorden skielve og Biergene tumle ned. Alle Baand og Lænker skal da sønderrives. Derved slipper FENRISULVEN løs, og aabner sit forfærdelige Gab, som rækker fra Jorden op til Himlen. MIDGAARDS SLANGEN, som hidindtil har lagt paa Havets Bund, skyder sig op af samme, paatager sig en Jettes Skikkelse, og følger sin Broder. Ved dens Opfart kommer Havet til at bruse forfærdelig, hvorved det af døde Menneskers afskaarne Negle bygte Skib NAGELFARA bliver flot, og bestiges af Kæmpen HRYMER, der fører det som Styrmand. I denne Tummel splittes Himlen ad. MUSPELS SØNNER anførte af SURTUR slaae BIFROST itu og bryde ind igiennem Aabningen. Da bliver LOKE LAUFEIASON løs af sine Lænker og forsamler sig med sine Børn FENRISULVEN og MIDGAARDS SLANGEN, samt Gudernes øvrige Fiender SURTUR og hans Hær, Risen HRYMER og alle HRIMTHUSSER til Strid imod Guderne paa Marken VIGRIDR. Himlens Vægter HEIMDAL mærker da Tummelen, og blæser i sit fortryllede GIALARHORN, og vækker alle Guderne, som ved denne Lyd straks samles og holde Thing. ODIN rider til MIMERS BRØND at hente Raad, ruster sig derefter med Aserne og drager med dem mod Fienden, som i denne Strid falder saavelsom de fleste af Guderne og ODIN selv, hvorpaa SURTUR stikker Himlen og Jorden i Brand. Alle Guder og Einheriar opbrændes. Kuns VIDAR, VALE, MODE, MAGNE, BALDER og HØDER blive tilovers. Disse forsamles paa Gudernes forrige Opholdssted i Sletten IDA, tale om deres udstandne Gienvordigheder, og finde der de Guldbrikker, Guderne før eiede. Jorden skyder da igien op af Havet, og de to overblevne Mennesker LYF og LIFTHRASER beboe og befolke den paa ny. Der bliver og en ny SOEL. Tillige bliver den herlige Drikkesal BRYMER i OKOLM. I samme Landskab bliver og GIMLE til Opholdssted for ALFADER og alle lyksalige Mennesker, og NASTROND til Plagested for de fordømte og ugudelige, og derefter skulde alles Skiebne og Tilstand paa begge Stæder vare ævig.
RAGNILD
en Dotter af den Norske Konge HAKON paa NITHERØEN ved ROMMERIGE, var mod sin Villie bleven forlovet med en Jette, men friedes fra dette modbydelige Giftermaal af den Haddingdalske Konge HADDING 2, som dræbde Jetten i Tvekamp, men fik tillige mange Saar, som den erkiendelige Prindsesse selv forbandt. Da hun tillige havde besluttet aldrig at ægte nogen anden end denne hendes modige Befrier, lagde hun for ved Leilighed at kiende ham igien sin Ring i et Saar paa hans rette Been. Da hendes Fader nogen Tid efter giorde et stort Giestebud, og tillod hende ved samme selv at udlede sig en Brudgom, ledte hun hos alle sine Friere efter Ringen, fandt den endelig hos HADDING, omfavnede ham straks, og ægtede ham.
RAN
Havets Gudinde, var gift med Havguden HLER eller ÆGER, og eiede et Garn, hvori hun opfiskede alle, som druknede, hvilke efter Døden sankes til hende, ligesom de, der faldt i Strid, til ODIN. Dette Garn laande LOKE af hende til at fange Dvergen ANDVARE med. See Loke! Hun havde med ÆGER 9 Døttre, som bleve Bølger, Strømme og Storm. Hun kunde kuns formildes ved Guld, som deraf kaldes Ranes Lys og Ranes og Ægis Døttres Lys og Vandets Ild. Hendes Navn er og bleven brugt for Havet selv.
RANDVER
en Søn af den grumme Hallandske Konge JORMUNREKUR eller JARMERIK; blev af sin Fader sendt til Kong JONAKUR i REIDGOTHLAND for at afhente hans Brud den deilige SVANHVIDE, en Dotter af SIGURD FOFFNERSBANE og GUDRUN. Men den onde BIKKE, JARMERIKs Fortrolige, som havde fulgt med ham, indbildte Faderen ved Hiemkomsten, at RANDVER havde havt alt for fortrolig Omgang med Prindsessen, hvorover den forbittrede Fader efter BIKKEs Raad lod ham hænge. See mere ved Jarmerik!
RANNGRID
see Valkyrier!
RASKE
see Thor!
RATETASKE
see Rætatoskur!
RAVEN
en Dotter af SAXERNEs berømte Anfører HENGST og overmaade deilig, blev ved sin Faders Intriger gift med den Brittanniske Konge GUORTIGIRN. See Vortigern!
RAVN
see Oddo!
RAVNEGUD
see Odin!
REF
en Søn af REINER FRA RENNESØE, var beslægtet med den kloge og tappre men tillige gierrige og rige Vestgothiske NERI Jarl. Til denne sin beslægtede reisde REF og forærede ham en overmaade stor Okse med besynderlig store Horn, som han havde ladet udskiere i adskillige Figurer, indlægge med Sølv og Guld og trække en stor Sølvkiede mellem begge Horn, og paa denne Kiede hængde to Guldringe. NERI, skiøndt han efter sin sædvanlige Gierrighed sielden tog mod Foræringer af Frygt for at giøre Giengield, modtog dog denne Foræring, eftersom REF intet andet forlangede for den end nogle gode Raad at benytte sig af til sin Lykkes Forfremmelse. NERI lod da REF vaske reen; thi tilforn havde han som en foragtet Person lagt i Aften ved Ilden, gav ham skikkelige Klæder paa i Steden for den korte Pels og lange Bukser, han før gik i, og gav ham der Raad at reise til den for sin Gavmildhed berømte Vestgothiske Konge GØTTRIK og forære ham en Hvedsteen. REF fulgde Raadet, kom til GØTTRIK, og fik af ham et Guld Armbaand til Foræring. Derfra drog han tilbage til NERI Jarl, blev hos ham Vinteren over, og drog efter hans Raad næste Aar til den Angelsaxiske Konge ÆLLA i SUFFER, som han forærede den af GØTTRIK bekomne Armring, og fortalde, hvorledes han havde faaet den. Kong ÆLLA skienkede ham igien et fuldt udrustet Skib med Mandskab og Ladning, samt to deilige smaa Hunde, hver med en Sølvring om Halsen og sammenkoblede med en Guldkiede, hvorpaa hang 7 Ringe. Aaret efter drog REF efter NERI Jarls Raad til den ædelmodige og gavmilde Konge ROLF KRAKE i LEIRE, forærede ham Hundene, og fortalde ham tillige, hvorledes han havde faaet dem, og fik da af ROLF et Skib med Folk og Varer, og desuden en Hielm og Brynie udgravet og indlagt med Guld, og paa denne Maade fik REF sin Okse, som han havde givet Jarlen, vel betalt.
REGIN (1) eller REIGENN
en Søn af HREIDMAR og Broder til OTTUR og FOFFNER, var en meget konstig og erfaren Mand i Jern–, Sølv– og Guldarbeide. Da Faderen havde af ODIN HEINER og LOKE faaet Dvergen ANDVAREs Skat og Ring for hans Søns OTTURs Drab, (see Hreidmar!) fik REGIN og FOFFNER Lyst til Skatten, fordrede en Deel af den, og, da Faderen nægtede det, dræbde de begge Faderen, men Broderen FOFFNER i Steden for at dele med ham beholdt hele Skatten, og jog ham bort. REGIN drog da til Kong HALFREK, tiende ham for Smed, og opfostrede tillige der SIGMUND VOLSUNGs Søn den liden berømte SIGURD FOFFNERSBANE. Ham oplærede han i alle den Tid brugelige Konster, at skiere Runer, øve Troldom, Sprog og andre Øvelser. Da denne SIGURD var bleven voksen, og var den tappreste og mandigste af alle, fortalde RIGIN ham sin Historie, og hvorledes han var bleven forurettet i Arv af sin Broder FOFFNER, der nu i en Drages Skikkelse rugede over Skatten paa GNYPA HEEDE, opmuntrede den unge Helt til at stride mod FOFFNER, og forærede ham til Kampen sit Sværd REFELL, men dette var for svagt for SIGURD, som huggede det itu mod Ambolten. Derefter smedede REGIN ham et andet, som heller ikke kunde holde, hvorpaa SIGURD fik af sin Moder sin Faders Sværd GRAMMUR, som var brudt i to Stykker. Dette sveisede REGIN sammen, og giorde deraf saa stærkt et Sværd, at SIGURD dermed kløvede Ambolten tvertigiennem, og var tillige saa skarpt, at da han holdt det i en Aa, og lod noget Uld falde ned derpaa, skar der Ulden over, og fandtes ingen bedre Sværd. Derpaa reisde de sammen til GNYTAKLIPPER, hvor SIGURD efter REGINs Underviisning dræbde FOFFNER, og hvorledes REGIN derefter for at faae Skatten søgde at forraske ham, og blev dræbt af SIGURD, see ved Sigurd Foffnersbane!
REGIN (2)
var ROEs og HELGEs Fosterfader, og Hofmand hos Kong FRODE 5TE HIIN FRÆKNE. Hvorledes han mod FRODEs Villie lod dem opdrage hos VIFIL, stedse beskiermede dem mod FRODEs Efterstræbelser, og uagtet den Eed, han havde givet FRODE at advare ham, om han blev vidende om noget deres Opspind mod ham, dog bidrog til FRODEs Undergang, see Frode 5te hiin frækne!
REGNAR LODBROCK
en Søn af den Danske Konge SIGURD RING, regierede over hele DANMARK, og er den navnkundigste Helt, den Danske Historie kan opvise, om ellers et vildt, krigersk, uforfærdet Mod, Utrættelighed, Hurtighed, og Tapperhed i høieste Grad, forenet med de Tiders afskyelige Grusomhed kan fortiene Heltenavn. Ved denne Tid blev den Østgothiske Konge HERRAUDs Dotter THORA BARGARHIORT bevogtet af en stor Lindorm, som forbød al Adgang til hende. Der drog REGNER i sit femtende Aar hen at frie til hende, overvandt Ormen og blev Eier af THORA. Til denne Færd havde han ladet sig giøre et Par laadne Bukser af raa Oksehuder, at Ormens Gift ikke skulde bide paa ham, og deraf fik han det Navn Lodbrok. REGNER har efter sin Tids Sæder en ubegrændset Ærefrygt for det smukke Kiøn; især elskede han THORA meget høit, og opholdt sig, saa længe hun levede, i ØSTGOTHLAND, men efter hendes Død forfaldt han til en vild og sværmende levemaade, og giorde bestandig Søerøvertog, saa at hans øvrige Levetid kun var en iede af Krige og Uroligheder. Saaledes overvandt han ved ØRESUND, og derefter ved DÛNA 8 Jarler. Noget efter døde hans Fader SIGURD RING, og efterlod ham Herredømmet over DANMARK, SVERRIG, GOTHLAND og en Deel af NORGE, saa at REGNER var meget mægtig, hvoraf han og havde det Tilnavn VAIDGHE. Dog foragtede adskillige hans Ungdom, og faldt fra. Den Svenske Underkonge FREYR bemægtede sig en Deel af hans NORSKE LANDE, og dræbde hans Fosterfader den gamle SIGURD RING, og gav hans Venner og Hustruer offentlig til Priis. Neppe hørde REGNER dette, før han ilede til NORGE, hvor en Mængde Fruentimmer af Frygt for FREYRs Mishandlinger søgde Tilflugt i hans Leir, og blant dem den berømte Skioldmøe LATHGERTHA, som ved det paafølgende Slag selv fegtede ved REGNARs Side, umærkende sig ved sit lange flagrende Haar, og bidrog meget til Sejeren. FREYR blev dræbt, og REGNAR satte i hans Sted sin Fetter EISTENBELI, en Søn af HARALD HYLDETAND, til Underkonge i SVERRIG, og levede siden med ham i et fortroligt ubrødeligt Venskab. LATHGERTHAs Tapperhed havde saa gandske indtaget REGNAR til hendes Fordeel, at han besluttede at ægte hende, lod undersøge hendes Herkomst, som befandtes meget fornemme, og fik af hende gunstigt Svar. Dog ved Ankomsten til hendes Bolig fandt han en bidsk Hund og en Biørn, efter hendes Foranstaltning bundne ved Indgangen for at prøve hans Tapperhed; men dette var ham kun en ringe Hindring, han giennemborede Biørnen, kvælede Hunden, fik LATHGERTHA til Belønning for Seiren, og forblev 3 Aar hos hende i NORGE, hvorfra han derefter blev hiemkaldet ved JYDERNES og SKAANINGERNES Opstand. Han drog da til DANMARK, og overfaldt SKAANINGERNE ved HVITEBY. Aaret efter seirede han først over JYDERNE, og derefter 2 Gange over SKAANINGERNE og HALLANDSFARERNE, og undertvang dem igien. Imidlertid glemde REGNAR LATHGERTHA, og da han atter var kommen op til NORGE, lagt i Land med sine Skibe ved SPANGEREID, og havde sendt sine Folk i Land at bage Brød, blev bekiendt med KRAKA eller ASLAUG, for hvis Skyld hans Brød var bleven svedet, og som han efter foregaaende Prøve paa hendes Forstand, og adskillige Fristelser ægtede, see vidtløftigere ved Aslaug! For at blive end mere Navnkundig, giorde REGNAR et Tog til HELSINGLAND, og vandt et stort Søeslag mod HELSINGERNE ved Floden JO i nuværende ULEAABORGS LEHN. Derfra drog han mod BIARMERNE, som efter Sædvane toge deres Tilflugt til Troldom, og opvakde saa sterk Hagel og Storm, som længe forhindrede REGNARs Seilads. Mangel paa Fødevare foraarsagede Sygdomme paa Floden, hvoraf mange døde. Dog uagtet alle Hindringer kom REGNAR til BIARMELAND, hvis Konge havde søgt Forbund og Hielp hos Finnernes Konge MATUL, der med sine mange gode Bueskytter, som tillige vare vel øvede paa Skier, foruroligede ham hele Vinteren, og angrede ham snart hist snart her. Endelig overfaldt REGNAR dem, dræbde BIARMERNEs Konge og drev FINNERNE paa Flugt. Denne Seier lod REGNAR indhugge med Runer paa Klipperne, og skal derefter med sin Magt have trængt frem lige til UTGAARD. Efter Hiemkomsten fra dette Tog besøgde han sin Underkonge i SVERRIG EISTEN BELI, hvortil de venskabelige skiftedes, forelskede sig ved Giestebudet der i hans deilige Dotter INGEBORG, og trolovede hende, dog paa Vilkaar, at Bryllupet skulde udsættes, og den hele Handel holdes hemmelig. Da han derefter ved Hiemkomsten sad i Høisædet, og man drak Glædesøl over hans Nærværelse, kom hans Kone KRAKA, satte sig paa hans Knæe, lagde Hænderne om hans Hals, og spurgde om nyt. Kongen sagde sig intet at vide. Da de vare komne i Seng, gientog hun Spørgsmaalet, og da hun fik samme Svar, og han for at undgaae videre Samtale lod som han var træt, sagde hun, at da kunde hun fortælle ham noget. Hvad da? sagde REGNAR. Det kalder jeg nyt, sagde KRAKA, om Kongen har fæstet sig Kone, og eier dog forhen en anden; Kongen spurgde, hvo der havde fortalt hende sligt, hvortil hun svarede, at hun ikke havde det fra nogen af hans Mænd, men hendes 2 Fugle havde sat i Taarnet tæt ved ham, og havde fortalt hende det. Derpaa fortalte hun sin Herkomst, see Aslaug! og bad ham beholde sig. REGNAR vilde nødig troe hende, før hun til Beviis for Sandheden af sit Udsigende anførde, at den Søn, hun gik frugtsommelig med, skulde slægte hendes Fader paa og komme til at ligne ham, hvilket og skedte. Da REGNAR siden kom i Krig med sin urolige Broder HARALD, som havde tilegnet sig hele DANMARK, maatte han søge Hielp, og fik den allevegne fra, især af sin forrige elskte LATHGERTHE, som nu var gift, og kom ham med sin Mand og 120 Skibe til Hielp, og slog hans Broder ved ULLERY. Denne Hielp giengieldede han ved at sætte sin og LATHGERTHAs Søn FRIDLEV til Konge over det THRONDHIEMSKE. Da siden en vis SORLE eller SAUR vilde skille hans 2 Sønner ERIK og AGNAR ved ØSTGOTHLAND, drog REGNAR derhen med dem, gik først med sine 2 Sønner mod SORLEs Kæmpe SKARDE og hans 7 Sønner, og nedlagde derefter SORLE med hans gandske Hær, satte derefter ERIK over ØSTERGOTHLAND, og giorde selv et Tog i AUSTURVEG. Hvorledes Sønnerne ERIK og AGNAR i hans Fraværelse krigede i SVERRIG mod EISTEN BELI, faldt, og Stedmoderen ASLAUG, under Paaskud at hævne deres Død, benyttede sig af denne Anledning til at hævne REGNARs Forbindelse med INGEBORG, bekrigede og dræbde EISTEN, see Aslaug! Efter den Tid sværmede REGNAR længe om i VESTERHAVET, der er den Skueplads han meest har udmærket sig paa, nedlagde Kong RAFN ved SKARFASKIER i SKOTLAND, vandt et Slag ved INTHYRIS ØER sammesteds, dræbde Kong FREIR om Morgenen i en Strid i FLÆMINGIA LAND, nedlagde VALTIØF og en stor Mængde Folk i et Slag ved ENGLANÆS. Derpaa krigede han i HALLAND, og vandt Seier ved BARDAFJORD, vendte sig atter mod SKOTLAND, seirede i HIADNINGAVOG paa SYDERØERNE, drog saa til NORTHUMBERLAND, og da han der nogen Tid havde kriget, søgde han atter til SKOTLAND, og dræbde Kong ØRN i ILASUND ved den store SUDERØE ILA, og stridede derefter paa ADUGSEY (ANGLESEY). Herfra blev han kaldet til Hielp af BRITTERNE i CORNWALL, drog med 3 store Skibe til VESTSEX at bespeide Landet, plyndrede Øen PORTLAND, og landede ved Staden DORCESTER blot med Bøndersønner og Trælle fra HORDALAND, efterat have ladet de DANSKE tilbage. Disse NORSKE strede meget tappert for at afvende den Foragt, de forhen vare i. Der overvandt REGNAR den Vestsaxiske Konge HAMA (rettere i Tieneste hos den Vestsaxiske Konge BITHRIK) og nedlagde ham, rykkede ind i MERCIEN, men der blev Deel af hans Folk slagne og en Deel fangne. Disse, satte ved Fortælling om en stor Sværm Danske, som skulde følge efter, Frygt i Kong OFFA, saa han sendte dem uskadt tilbage. Endelig drog REGNAR beriget med Bytte tilbage til DANMARK, Imidlertid var en Deel af hans NORSKE LANDE faldet fra, og havde valgt sig en egen Konge. Ham bekrigede og ihielslog REGNAR, og gav sine NORSKE Besiddelser til sin Søn BIØRN JERNSIDE. REGNAR sad vel derefter nogen Tid hiemme i Roe, men kiededes endelig af Stilheden, og udrustede en mægtig Flode, hvoriblandt befandt sig 2 meget store Skibe, som han lod bygge paa LIDUN i VESTFOLD, og seglede med dem til SKOTLAND, kom til Øen EO, (nu JOVA eller HII) hvor han dræbde den Irlandske Prinds ST. BLAIMACUS, fordi han ei vilde opdage det meget Guld, som var bortflyttet fra ST. COLUMBÆ GRAV, og udmærkede REGNAR sig her, som bestandig som en grusom Forfølger af de Kristne. Imidlertid havde den af REGNAR dræbde Konge HAMAS Søn HELLA forjaget REGNARs Søn IVAR BEENLØSE fra hans Rige i NORTHUMBERLAND, plyndrede Kirken, dræbde Munkene, og bortslæbde mange Fanger. Herved indlagede han alle i Landet en stor Skræk, steeg i Land ved NORFOLK, gik løs paa NORVICH, og slog i et stort Slag ved denne Stad Kong ELLA, hvori mange ENGELSKE men kun faa DANSKE faldt. Herfra seglede han med sine Børn IVAR BIØRN og AGNAR til IRLAND, og nedlagde der Kong MARSTEN i et Slag i VØDRAFIORD, men mistede sin Søn AGNAR i en Fegtning mod EIGIL, og endelig angreb og nedlagde Kong MELBRIC i DUBLIN, indtog og plyndrede DUBLIN, og giorde stort Bytte. Fra IRLAND sendte REGNAR sine Sønner hiem til deres Moder, og drog selv til ENGLAND for at tugte Kong ELLA, som endog havde bekriget ham i IRLAND og skildt ham ved sine Bundsforvante der. Efter Sædvane søgde han til LINDISFARNE, og holdt ved LINDISEIRE et Søeslag med 3 Irske Herrer, som vare komne ELLA til Undsetning. Efter dette Slag seglede han op ad TINEFLODEN til Klosteret GYRVUM (nu JARROV) som og da kaldtes EGFRIDI HAVN, men mistede underveis ved Storm sine 2 store Skibe og mangfoldige mindre. Denne Fare havde ASLAUG forudseet, og fraraadet ham at besegle ENGLANDs Banke– og Skier–fulde Kyster med store Skibe. REGNAR lod sig dog ikke afskrække. plyndrede Klosteret GYRVUM med omliggende Egne, og leverede ELLA et Slag, hvor han maatte vige for sine Fienders langt overlegne Magt. REGNAR brød flere Gange giennem Fiendernes Slagtordning uden at faae Saar, thi han havde en hvidgraa Silke–Brynie paa, som ingen Vaaben kunde bide igiennem, og var ham ved Afreisen skienket af ASLAUG, som sagde: at hun nu vilde lønne, at han eengang havde givet hende en Kiole. I dette Slag bleve alle REGNARs Folk overmandede og dræbde ved Udløbet af TINEFLODEN, men han selv stænget inde mellem Skioldene og fanget af ELLA. Denne lod ham sette i en Ormegaard, levende opskiere, og kaste Slanger og Orme ind til ham. I denne gruelige Pine døde REGNAR ligesaa heltemæssig, som han havde levet. Uden at tilkiendegive sig, hvorved han kunde ræddet sit Liv, var han saa stolt endog under den haardeste Piinsel ikke at tale et Ord, uden blot: at Grisene vilde grynte, om de vidsde, hvad Piinsel han nu var stædt i. Sønnerne hævnede og derefter hans Død paa ELLA. REGNAR havde med adskillige Koner mange Børn, hvoraf nogle som ERIK og AGNAR faldt i SVERRIG, RAGNVALD paa SYDERØERNE, EIGIL faldt i IRLAND. De overblevne deelede sig i hans vidtløftige Stater. SIVARD eller SIGURD ORMØIE regierede i DANNEMARK og hans NORSKE LANDE, hans Broder GODEFRIED herskede under ham over JYLLAND. IVAR BEENLØSE tilegnede sig HELLAs Rige og en Deel af NORTHUMBERLAND, hvor han og for Faderens Død havde et Rige, og fæstede sit Sæde i YORVIK, BIØRN JERNSIDE fik SVERRIG og GOTHLANDENE, og HVIDSERK REIDGOTHLAND og VENDEN eller alle REGNARs Eiendomme i VENDEN og AUSTURVEG. REGNAR var ikke allene en vild Kriger, men havde endog i Forhold til sin Alders Oplysning Smag paa Videnskaber, yndede Skaldre, og var som hans Kone ASLAUG og Børn selv en god Skald. Man har og søgt at forævige hans Minde ved en Sang, som hans Kone ASLAUG til hans Erindring lod forfærdige ved den berømte Skald BRAGE DEN GAMLE, og kaldtes KRAKAMAAL. Samme findes oversat i Peter Syvs Samling under Navn af Regnar Lodbrogs 3 Sange, og er et af de ældste og smukkeste Mindesmærker, Tiden har levnet os af de gamle Digte. Denne REGNAR er især af Saxo og flere meget forvekslet med en seenere REGNAR LODBROK.
REGNER
en Søn af den Østgothiske Konge HUNDING og Broder til THORALD. Da deres Fader var død, satte deres onde Stedmoder THORILDE dem til at vogte Kvæg. For at befrie dem reisde Kong HADDINGs Dotter SVANHVIDE til ØSTGOTHLAND med sine Systre, og kom om Natten til dem med sit Følge, men som hun var fremsynet, fraraadede hun dem at stige af Hesten, fordi hun kunde see en Hær af Landevætter, Trolde, Alfer og andre Spøgelser, som efter Stedmoderens Foranstaltning omgav dem. Den unge Regner derimod kunde intet see, men, da han troede, at hun ansaae ham for en Trold, fortalde han hende, at de vare Kongens Trælle, og torde ikke gaae hiem, fordi de havde mistet deres Kvæg. Dog SVANHVIDE som kiendte ham vel, sagde ham, at hans Øine ikke vare Træls Øine, men REGNER skammede sig ved sit ringe Antog, vedblev, at han var en Træl, dog med Tillæg, at man skiøndt Træl gierne kunde have Mod, og at han frygtede ingen uden THOR. Herover blev SVANHVIDE indtaget af ham, og afkastede sit Slør. REGNER beundrede hendes store Skiønhed, og fattede Kierlighed til hende. Hun skienkede ham da et kosteligt Sværd, og aabnede hans Øine, saa han kunde see den Mængde Spøgelser, der omgav ham, og fordrev dem ved dette Sværd, hvis Kraft de ikke kunde modstaae. Efter hendes Opmuntring fegtede REGNER mod dem den hele Nat, og om Morgenen fandtes hans Stedmoder THORILDE blant de døde. Derefter besteeg REGNER den ØSTGOTHISKE THRONE, og giengieldede den deilige SVANHVIDE hendes modige Bestræbelser for ham ved at ægte hende, levede meget lykkelig med hende, og blev meget mægtig, udbredede endog sit Herredømme til VESTERGOTHLAND, og kom endelig i Krig med sin Svoger Kong FRODE 3 i LEIRE, fordi han uden hans Vidende havde ægtet hans Syster. De leverede hverandre et Søeslag ved de SKAANSKE KYSTER, hvori FRODE satte Livet til ved sine Vaabens Tyngde. See Frode 3! og da REGNER derpaa døde, fulgde hans kiere SVANHVIDE ham kort efter i Graven af Sorg.
REIDAR
Konge i RINGSTED i SIELLAND. See Hiorleif den kvindekiere!
REIDGOTHLAND
ved dette Land forstodes i ældre Tider LANDENE VED ØSTERSØEN fra WEICHSELEN til den FINSKE VIIG (AUSTURVEG) i det nu værende LIEFLAND, ESTLAND og PREUSEN, beboedes af GOTHER, og var det Land, ODIN og Aserne kom fra ind til Norden. Mere sieldent bruges det om JYLLAND modsat ØE–GOTHLAND (DE DANSKE ØER).
REIGENN
see Regin!
REINER
en søn af ARNGRIM og EYVORA. See Arngrim og Angantyr!
REREC
BØKIs Søn, Konge over ANGLERNE i ELLÆMSYSSEL, blev af den mægtige Svenske Konge ADILS sat til Formynder for hans Stedsøn den unge ROLF KRAKE. Han var gierrig og grum, og kaldtes derfor af de Danske Rakke eller Hund, hvoraf siden er kommen den Fabel, at ADILS satte en Hund til at regiere de Danske. Dog var han hurtig og stridbar, og havde deraf Øgenavnet den RASKE, og giorde sig endog uafhængig. I Selskab med en FRODE overfaldt og dræbde han i LEIRE Konge HALFDAN 3, og tilegnede sig tilsidst Herredømmet over hele JYLLAND. Sin Dotter GERUTH giftede han med den Jydske Konge HORVENDIL, som med hende havde den bekiendtt AMLETH. Endelig blev REREC et Offer for sin Gierrighed; thi af utidig Sparsomhed forsømde han at forskaffe sig gamle og øvede Krigere, og derfor, da ROLF KRAKE angreb hans Stab med sin Flode, lod aabne Portene, og legge alt sit Guld og Sølv deri for at formilde Seierherren, men tog deri meget feil. Guld havde ingen Magt over ROLF, som til Giengield for HALFDAN 3 Drab brød ind i Staden, ihielslog REREC, og bemægtede sig alle Skattene, REREC i mange Aar havde opdynget, og uddelede dem mellem sine Kæmper. See Rolf!
RERER
see Volsung!
REUDIGNER
et af de 7 Sveviske Folk, som ved Tacitus′s Tid boede ved ØSTERSØENS KYSTER og dyrkede Gudinden HERTHA. See Hertha!
REVIL
see Frode 7!
REYENLIF
see Valkyrier!
RIG (1)
HEIMDALs Søn, regierede over de Danske i SKAANE, var gift med FRODE 1stes Syster GUNVARA, og havde med hende DAG.
RIG (2)
en Søn af SKIOLD og meget anseelig Herre, regierede over DE DANSKE i SKAANE, hvor han indrettede sit Rige med stor Orden, og bekrigede derefter Landets gamle JOTISKE Beboere HERULERNE, som da boede i HALLAND, overvandt dem, indtog deres Land, og tvang dem til at vandre ud. Opblæst af sine store Bedrivter vilde RIG ikke nøies med den da for alle Regenter almindelige Titel Drot, men søgde en større, og var den første her i NORDEN,som tiltog sig Kongetitel. Hans Kone var GYRITHE en Tydsk Prindsesse. I gamle Vers kaldes han den stærke og hurtige RIG og den tappre og meget kyndige As.
RIIMFAXE
NATTENs Hest, som den kiører omkring JORDEN med. See Natten!
RINDA
en af ODINs Medhustruer, var en Dotter af de RUTHENERs eller NOVGORODERs Konge. Ved denne Tid var ODINs (rimeligst den Saxiske) Søn BALDER bleven dræbt af HOTHER. Faderen tog sig hans Død meget nær, og raadførde sig med alle Spaamænd og Troldkarle om en Maade at hævne ham paa, og fik endelig af Finnen ROSTHIOF det Svar, at han med den Russiske Prindsesse RINDA skulde avle en Søn, som skulde hævne sin Broder BALDER. Derpaa forklædde ODIN sig, og gik med sin Hat dybt nedtrykket i Øinene til den Russiske Konge, som tog ham i Tieneste, og betroede ham Armeens Anførsel i Krig, hvormed han indlagde megen Seier, kom i stor Ære og Gunst, og blev rigelig begavet. Han troede da at have fortient Prindsessen, og forlangede hende til Ægte af Faderen, som og gav sit Minde dertil. Dog kunde RINDA slet ikke lide ham, og eengang, da han forlangede et Kys, gav ham i dets Sted et Ørefigen. ODIN drog da beskæmmet bort, kom Aaret efter meget slet klædt under Navn af NOSTER til Kongen, og forfærdigede alle sorter Kaabertøi saa net, at Kongen tilsidst gav ham en stor Klump Guld at forarbeide i Fruentimmersmykker. ODIN efterkom og Befalingen, og giorde blant andet et Armbaand og Ringe, som han forærede Prindsessen, men hun blev deraf ikke mere bøielig end før, og behandlede ham paa samme Maade. Faderen yndede den forklædte ODIN, tiltalede Dotteren haardt, og skyndede paa hende at gifte ham, hvilket hun dog den Gang undgik under Paaskud af sin store Ungdom. ODIN lod derfor ikke Modet falde, og kom igien som en meget erfaren Krigsmand og Berider, uden dog at have større Værd i Prindsessens Øine. Hun var som stedse ubøielig, og drev det saa vidt, at hun endog eengang i Hidsighed slog ham mod Jorden. Herover blev ODIN rasende, skar nogle Runer ud i Bark, smed dem paa hende, berøvede hende sin Forstand, men beholdt sit Forsæt lige fuldt for Øine, kom en anden Gang igien i Fruentimmerklæder, og udgav sig for en Pige, der besad stor Erfaring i Lægekonsten. Folk troede og brugde hende. Rygtet om hendes Kurer kom for Dronningens Øren. Hun blev hentet og bestemt til RINDAs Opvartning, og fik især den Bestilling at vaske hendes Fødder. Det varede længe, inden den forklædte ODIN kunde finde bekvem Leilighed til sit Forsæt. Endelig fandtes den. Den ulykkelige RINDA faldt en Dag i stor Svaghed, den foregivne Pige kaldtes til Hielp, og lovede hende Lindring af en Drik, der dog vilde have saa vold, somme Virkninger, at hun maatte bindes. Kongen, hendes Fader, som var Medvider i ODINs skammelige List, lod hende binde i Sengen, hvor ODIN derefter tog hende med Vold. Hun blev da frugtsommelig og fødte af dette Sammenleie BOE, som derefter hævnede BALDER. See Balder! Hun var og ved ODIN Moder til VALE, som dog andre holde for den samme som BOE.
RINGA
en Dotter af den Siellandske Konge REIDAR. See Hiorleif den kvindekiere!
RISTA
see Valkyrier!
ROE
en Søn af Leirekongen FRODE 3 og Broder til HALFDAN og SKATE, blev af Leirekongen HALFDAN sin Broder DANs Søn beskikket til Medregent. Han var stille og fredelig, sad hiemme, medens HALFDAN krigede i SVERRIG. Han fandt eengang i SIELLAND en herlig Kilde, og anlagde ved samme en Bye i Nærheden af ISSEFJORDEN, som for sin Bekvemhed til Handelen tog meget hurtig til, og kaldes endnu efter ham ROSKILDE. Tilsidst blev han overfaldet og dræbt af Kong HODBROD i VESTGOTHLAND.
ROE
en Søn af Kong HALFDAN 2, blev efter Faderens Drab tilligemed sin Broder HELGE meget stærkt eftersat af hans Banemand og Broder FRODE 5TE, som befrygtede en svær Hævn af dem, hvorfore deres Fosterfader satte dem i Skiul hos en vis VIFIL at opdrages hemmelig. Hvorledes de derefter ved REGINs Hielp undgik alle FRODEs Efterstræbelser, og endelig hævnede deres Fader paa FRODE, see Frode 5te! Endnu levede hans vellystige og uduelige Farbroder Kong Kong INGEL i SKAANE, som og havde Deel i HALFDANs Mord; ROE og HELGE drog da hen og dræbde ham, hvorpaa de bleve eene Herrer over DANMARK. Ligesaa stor, stærk og tapper HELGE var, ligesaa stille var ROE, og blev en af de sieldne for fredelige Konster i Oldtiden agtværdige Regenter. Han drog til ENGELLAND, giftede sig der med OGN en Dotter af Kong CRETTA i LINDSEY (NORDRE I NORTHUMBERLAND) og fik af Svigerfaderen Deel i Regieringen. ROE var fredelig, viis og forstandig. Han drog til DANMARK at skifte Gods og Løsøre mod Broderen, som ved denne Leilighed bevertede ham vel, og skiftede broderlig med ham. ROE fornøiet med det, han eiede, overlod HELGE DANMARK, fik sin Deel i Løsøret især en prægtig Armring, som hans Syster SIGNE havde særdeles Lyst til, og som forvoldte ROEs Undergang. SIGNE havde en tapper og stærk Søn HROKUR, som hun stedse klagde for, at uagtet hendes Mand SÆVIL havde hiulpet ROE og HELGE i at dræbe FRODE, havde de dog hverken givet hende Ringen eller Deel i Riget. herved opbragdes HROKUR, drog til HELGE, og fordrede Ringen og en tredie Deel af DANMARK. Det sidste blev ham reent afslaaet, og hvad Ringen angik, viisde HELGE ham til ROE, som eiede den, og som den nok vilde blive ond at faae fra. HROKUR drog vred bort, kom til ROE, og forblev hos ham nogen Tid. En Dag, da de seilede langs Kysterne, bad HROKUR ham for Slægtskabs Skyld om Ringen, men fik Afslag. HROKUR bad da blot om at see den, om den og var saa kostbar, som den udraabdes for; men da han nøie havde beseet den, kastede han den i Havet, og sagde: at han aldrig havde seet et skiønnere Klenodie, og at derfore ingen af dem skulde eie det. Du er en ond Mand, sagde ROE, lod hans eene Fod afhugge, saa han ikke kunde gaae, og sendte ham hiem; men neppe var HROKUR lægt, før han kom med en Hær til BRITANNIEN, overfaldt ROE ved Giestebud, dræbde ham og bemægtede sig hans Lande. Hvorledes ROE derefter blev hævnet af sin Broder HELGE, see Helge!
ROLF
en Søn af den Vestgothiske Konge GAUTREK og INGERD, blev opdraget hos den Skaanske Konge RING med dennes Søn INGEL. Uagtet hans Broder KETIL var 3 Aar ældre, blev dog ROLF af sin døende Fader udnævnet til Eftermand. I sit 21 Aar friede han til den bekiendte høimodige Svenske Skjoldmøe THORBORG paa ULLERAKER. Om hans Mandsdaad imens, og hvorledes han fik hende til Kone, see Thorborg! Tre Aar efter drog han med sit store Skib DRAGEN, 30 andre, sin Broder KETIL og den Skaanske Konge INGEL med 40 Skibe at frie for sin Broder KETIL til Kong HALFDANs Dotter OLUFA, overvandt og fangede HALFDAN, og anstillede hans Dotter og Ketil et prægtigt Bryllup, som varede i 12 Dage. Næste Aar døde hans Svigerfader ERIK i SVERRIG, og ROLF fik hans Rige. Det øvrige af hans Bedrivter er for det meste skeedt i IRLAND, hvor han i Selskab med sine Venner overvandt Kong ROLF, forskaffede sin Fosterbroder den Skotske Prinds ASMUND hans Dotter INGEBORG og den Skaanske Konge INGEL, ASMUNDs Syster. Han skal og have stridet mod den Engelske Konge ELLA.
ROLF KRAKE
en Søn af Leirekongen HELGE med hans egen Dotter YRSA. See Yrsa! var kun 8te Aar gammel, da Faderen døde, hvorfore Stedfaderen den Svenske Konge ADILS satte ham den Angligske Konge REREC til Formynder. Desuden havde han i SIELLAND en anden Formynder, som tillige opdrog ham, i HELGE INGELs Søn. I ROLFs Mindreaarighed gik det meget braaget til i DANMARK, og mange Underkonger giorde sig uafhængige. I denne Tummel fordrede den Svenske Konge ADILS Skat af DANMARK, og bortførde derfra til SVERRIG mange skiønne Klenodier, som ROLFs Fader HELGE havde eiet. ROLFs formynder HALFDAN blev og dræbt af REREK og FRODE, hvilken sidste i hans Sted opkastede sig til Formynder, og regierede under Navn af FRODE 6TE. Dog da ROLF voksde til, saae man straks i ham den store Mand. I sit 16de Aar overfaldt han Kong FRODE 6TE, og indebrændte ham i LEIRE tilligemed hans Dronning ULVILDE, fik derved sit Fædrenerige, og kom snart i stor Anseelse, især ved sit uforfærdede Mod og Gavmildhed mod sine Hofmænd. Ved denne sidste Dyd traf han og de meest berømte Krigere fra alle Kanter til sig, og blandt dem den uforfærdede Norske Kæmpe BIARKE BODVARDSØN, som siden ægtede ROLFs Syster RUTHA, og hans Ven HIALTE (HOTT). See Biarke! Ved saa mange tappre Folk blev ROLF overmaade mægtig, bekrigede og ihielslog den Angliske Konge REREK. See Rerek! Ved sin Stedfader Kong ADILS Hielp krigede han og lykkelig mod SAXERNE. Ved denne Tid bortførde den Øelandske Jarl HIARTVAR hans Syster SKULDA; men fik ROLFs Tilladelse til at ægte hende, og blev af ham sat over SKAANE imod at betale Skat. Ligeledes giftede han sin Dotter DRISA med den Svenske Kæmpe VITSERK. Da hans Stedfader ADILE var kommen i Krig med den Norske Konge ALI paa UPLAND, sendte ROLF ham efter Begiering alle sine Kæmper til Undsetning. Disse eenedes med ADILS om at faae for deres Tieneste hver 3 Pund Guld, og desuden, om de vandt Seier, 3 kostbare Klenodier til deres Konge. Efter erholder Seier forlangde ROLFs Kæmper til deres Konge HIELMEN HILDESVIIN, som ADILS tog fra ALI, Brynien FREDSLEIF, som ingen Vaaben kunde bide paa, og Guldringen SVIAGRIS, som ADILS Forfædre havde eiet. Men ADILS besvigede dem baade for den belovede Betaling og Klenodier. Herover drog de vrede bort, og ophidsede ved Hiemkomsten ROLF til at gienkræve de Kostbarheder, ADILS i hans Mindreaarighed havde bortført. ROLF giorde sig færdig til at kræve dem, og drog til SVERRIG med sine 12 Kæmper og 100 Mand. Underveis kom han til ODIN, der som een enøiet Bonde under Navn af HRANE modtog og beværtede ham kongelig, og besvarede meget snildt alle de Spørgsmaale som forelagdes. Denne HRANE forsøgde ham og Folk ved Kulde, Tørst og Hede i den Grad, at ingen kunde udstaae den uden allene ROLF og hans Kæmper, hvorpaa ROLF efter hans Raad afskedigede en stor Deel af sine Folk som uduelige. ROLF landede ved FYRRISØE med 30 Skibe og 6000 Mand, og reed derfra til Tegn paa sit Mod med sine Kæmper uden Harnisk og blot fulgt af 300 Mand til ADILS. Dog var hans Optog saa prægtigt, at Folk løbe op i Taarne for at beskue disse stolte Rytteres glændsende Optog, BIARKE lod ved Ankomsten straks sette Hestene i Staldene med Befaling til de Svenske at vogte deres Haler og Maner, at de ikke bleve ureene. Derved ophidsedes Svenskerne til at skiere Haler og Maner af dem alle. ROLF havde sin Falk HABROK og alle hans Folk hver sin Falk siddende paa Skuldrene; en af hans Folk gav sin Falk til en Svensker at holde; men denne forbittredes saa derover, at han straks dræbde den. Man anviisde ROLF og hans Folk en stor Sal uden for Slottet, og skienkede dygtig Øl for dem. Midt i Salen var en stor Ild at varme sig ved. Denne forstørrede ADILS Mænd som kom ind, saa at Heden blev utaalelig og deres Klæder svedes. Dette skedte for at forsøge ROLF og hans Folk, som pleiede at rose sig af, at de skyede hverken Ild eller Jern; men da Ilden endelig tog for meget Overhaand, sagde han til sine Folk: lader os forøge Ilden, hvorpaa hver kastede sit Skiold i Ilden og løb deroven paa giennem den, sigende: den løber ikke for Ild, som løber igiennem den. Ved sin Ankomst fik ROLF ogsaa af sin Moder YRSA den siden ved sin Troskab bekiendte VOGGO (VIGGO) til Opvartning. Samme raabde, da han første Gang saae ROLF: Jeg har stedse hørt, at Leirekongen var den største Mand i NORDEN, men nu seer jeg i hans Sæde en lille KRAKE (Træestub). Dette gefaldt ROLF saa vel, at han siden stedse lod sig kalde Krake, og gav VIGGO i Navnefæste en Guldring. Derover blev VIGGO glad, og giorde det Løvte at hævne ham, om han nogensinde overlevede ham, hvorpaa ROLF antog ham mellem sine Hoffolk. Dagen efter fik ROLF af sin Moder YRSA et stort Sølvhorn fuldt af Ringe, hvoriblandt den kostbare SVIAGRIS, samt Vaaben, en hvid Hest og en rød til hver af hans Kæmper, tillige med det Raad at skynde paa Hiemreisen, efter som ADILS sankede Folk at forraske ham med. ROLF fulgde hendes Raad, drog uformærkt bort med Byttet, men blev indhentet paa FYRRISVOLD af ADILS. ROLF strøede da Guld i Veien for at standse de eftersættende, af hvilke de stedse forblindede af Guldets Glands lode sig forføre til at staae af Hestene; men ADILS, en vældig Rytter, var for klog, skammede dem ud, og blev ved, indtil ROLF kastede Ringen SVIAGRIS i Veie for ham; thi da kunde han ikke længer modstaae Fristelsen, bukkede sig, og tog den op med sit Spyd. ROLF lod ham da høre, at han havde faaet den stolteste Svensker til at bukke sig. Ved denne List undgik han Faren. (Efter andre kom ROLF over ADILS i det han bukkede sig for at optage Ringen, saarede ham i Bagdelen, sigende: han kunde have dette til en Erindring, og at han nu havde lært at kiende ROLF KRAKE; hvorpaa ROLF tog Ringen op og kom lykkelig igien til sine). Han fortsatte ubehindret sin Reise indtil han om Aftenen kom til samme HRANE (ODIN), som havde bevertet og forsøgt ham paa Udreisen. Han tog meget glædelig mod ham, og forærede ham en prægtig Rustning bestaaende af Brynie, Sværd og Skiold. Kongen rosede vel Rustningen, men vilde ikke modtage den, hvorover HRANE blev vred, og lod dem reise. Da de var kommen lidt frem, foreholdt BIARKE ham, at han havde handlet daarligt i at forsmaae HRANEs Gave; thi denne HRANE var ingen anden end ODIN selv, som derved havde vilde tildele ham Lykke og Seier, hvilket ROLF og erkiendte at være Sandhed, fordi han var eenøiet. Efter SVIBDAGs Raad vendte de da tilbage, men uden at kiende HRANE efter mindste Spor af Gaarden. Og skal denne ROLFs mod ODIN viste Foragt have været Aarsag til hans ulykkelige Endeligt. Efter Hiemkomsten sad ROLF længe i dyb Fred Hiemme, og nød sin eengang forhvervede Anseelse, indtil endelig hans onde Syster SKULD, som var gift med hans Jarl HIORTVAR, misundelig over at staae under Broderen, opæggede sin Mand til Forræderie, og at giøre sig frie for den i hendes Øine haanlige Skat, han maatte betale ROLF. For hemmelig og sikkert at overraske ROLF bad de først om at sidde inde med Skatten i 3 Aar, rustede sig imidlertid i al Stilhed, og kom derefter med mange Skibe fulde af bevæbnede Mænd, som om det var Skatten, de havde inde, til ROLFs Hof. Denne ventede intet ondt, glædedes over Ankomsten, og lod anrette et stort Giestebud for sine Giester. Man drak efter Sædvane lystig rundt, og da ROLF med alle sine sov Rusen ud, overfaldt HIORTVAR dem, og satte Ild paa Byen. See vidtløftigere ved Hiortvar! Der faldt ROLF og alle hans Kæmper, der vare ham saa tro, at de i Døden fandtes liggende rundt omkring. Kuns den eene VOGGO blev i Live, og hvorledes han derefter hævnede ROLF, see Viggo! ROLF KRAKE har uden Tvivl ikke bekiendt sig til ODINS LÆRE, foragtede al Overtro, stolede kun paa sig selv og sin Arms Styrke, og offrede aldrig til Guderne, som han talede foragtelig om, og kaldte ODIN en ond Aand. Ingen Dansk Konge har været i større Anseelse. Endog nogle 100 Aar efter hans Død erindredes han ved BRAGEBÆGERNE, naar man brugde hans Skaal at tildrikke Herrer og store Mænd med, og var den man helst vilde vælge sig til Monster. I nyere Dage er hans Minde bleven fornyet ved Evalds Muse i hans skiønne Rolf Krake.
ROLLAUG
Konge i GARDARIKE. See Heidrekr!
ROLLER
Broder til ERIK DEN VELTALENDE FRA RENNESØE, fulgde sin Broder ERIK DEN VELTALENDE til DANMARK, hvor han trolig stod ham bi, især ved at dræbe GREP, som vilde myrde ERIK, og ved at hielpe ham at fange Kong FRODE 4DE, da han var nær ved at drukne. Ved denne sin Broders Mægling blev han og gift med FRODEs utroe og forskudte Dronning HANUNDA. See Erik den veltalende fra Rennesøe den ældre!
ROLLER
Halvbroder til den YNGRE ERIK DEN VELTALENDE FRA RENNESØE, var en Søn af REGNER og KRAKA, og blev med sin Broder ERIK sendt af den Norske Konge GEVAR med nogle Skibe til DANMARK, at bespeide Landets Tilstand, da GØTHAR agtede at giøre et Tog dertil. Deres Moder KRAKE, som var meget forfaren i Troldom, vilde for deres Afreise bestyrke dem ved Grød, som hun blandede Saften i af 2 ved Halerne ophængte Slanger, hvoraf det halve af Grøden blev sort med gule Pletter, og var den meest kraftige, og den anden mindre kraftige, som var hendes Stedsøn ERIK tiltænkt, var hvid. Hvorledes ERIK havde mærket det, fik ved List det bedste, og bekom deraf stor Viisdom, see Erik! ROLLER blev dog og meget klog, giorde stor Lykke i DANMARK, og fik anseeligt Giftermaal. Hvorledes han derefter fulgde Broderen og Leirekongen FRODE 7DE paa Toge, og blev af Kong FRODE forlehnet med den dræbde Kong GØTHARs Lande, see Erik den veltalende fra Rennesøe den yngre!
ROSTA
en af Valkyrierne!
ROSTIOPH
en Dverg (FINNE), som ODIN søgde Raad hos, hvorledes han skulde hævne sin Søn BALDERS DRAB paa HELGE, og som raadede ham at avle med den Russiske Prindsesse RINDA en Søn, der skulde hævne Broderen. See Rinda!
ROTA
en Valkyrie, som især raadede for deres Liv, der skulde falde i Strid, og bevaanede alle Feldtslage. See Valkyrier!
RUGNER
see Hrugner!
RUNER
de ældste her i NORDEN bekiendte Bogstaver, hvis Opfindelse tillægges ODIN, og af ham menes indførte i NORDEN, saa meget rimeligere som de vare bekiendte hos GOTHERNE, og brugdes af dem. FIMBULTYR forklarede hos Aserne og besad stor Viisdom i dem. De vare først kun 16, men formeredes siden med 8, ventelig af SÆMUND FRODE. De have vidt udbredet sig hos ANGLER, VENDER og BIARMER, endog i det SYDLIGERE EUROPA findes Spor af dem. Ved Kristendommen bleve de sieldnere til daglig Brug her i NORDEN, fordi de brugdes til Troldom. Dog ere de og efter den Tid vedblevne at bruges paa Mindesmærker, som findes overalt i NORDEN, endog i LAPLAND, og paa Mynter brugdes de ligeledes. En særdeles vigtig Samling har man af Worm. Vore Forfædre brugde dem og til deres Kalendere, som de udskare i Træe og kaldte RUNESTAVER. Dog var deres vigtigste Brug til Troldom og Overtroe, og vare deres fornemmeste Benævnelse SIIGRUNER (SEIERRUNER), Auk (ØLRUNER som man tillige troede at forekomme Gift med ved a skiere dem paa Kanten af Drikkehornet, og sprette Blod af Haanden deri; ifald da var Gift i Drikken, maatte Hornet endelig springe. RUNEN N. (NAUD) rissede man paa Neglen og drak ud, hvilket troedes at giøre Kierester troe og bestandige. BRIMRUNER udskares paa Forstavnen af Skibe. BIERGRUNER vare for frugtsommelige. MALRUNER for Lykke i Rettergang. LIIMRUNER for Sygdomme, og BOGRUNER at skrive med. Alle Sorter Troldom brugdes de til. Nogle Runer skaarne paa en Spaan og lagte et Liig i Munden opvakde den Døde, og fik ham til at forudsige eens Skiebne. Man kunde og paaføre Folk med dem alle Slags Sygdomme. De, som ved Hielp af Runer øvede GALDRER, kaldtes RUNEMESTERE.
RUNESTAVER
see Runer!
RUNO
see Hadding!
RUSLA
see Oluf eller Thrond!
RUTA
en Dotter af Leirekongen HELGE og Syster til ROLF KRAKE, hvorledes AGNAR friede til hende, og hun derefter blev gift med Kæmpen BIARKE. See Biarke!
RYMER
see Hrymer!
RØTH
en Dansker, opsatte sig imod den uretfærdige, grumme og gierrige Jydske Konge SNIO, som for at hævne sig sendte ham til Kæmpen LÆ (HLER eller ÆGER, FORNIOTHURs Søn, som regierede paa HLESSØE og dyrkedes som Havets Gud) for at spørge, hvorledes SNIO skulde døe, i den Tanke, at RØTH skulde komme i Livsfare hos Kæmpen. SNIOs Formodning slog og ind, og han ræddede sit Liv blot ved at sige HLER 3 Sandheder, hvorefter LÆ sendte ham tilbage med det Svar at SNIO skulde døe af Lus, hvilket og skedte. See Snio!
RØTHE
en grum og umenneskelig RUSSISK SØERØVER, satte sin Ære i at mishandle paa det grueligste alle, der vare saa ulykkelige at falde i hans Hænder, lod dem afklæde nøgen og jammerlig pine. Endog nogle lod han den høire Fod grave dybt ned i Jorden, lod derefter nogle Grene af Træer nedbøie, den venstre Fod binde dertil, og Grenene slippe tilbage, som da splittede dem ad. Af denne hans barbariske Adfærd kaldtes derefter alt grovt Røverie Røthes Ran. Den Fyhnske HANE foretog sig at afstraffe denne ublu Røver, udrustede en Flode mod ham, men blev slagen og maatte flye. Endelig blev RØTHE angrebet af den Skaanske Konge HARALD DEN GAMLE med Tilnavn BOEKIER (efter Saxo Kong BORKORD). Det kom da til et Slag mellem dem, hvori begge faldt.
